Tynget af fortidens ukendte lænker – Ai, Privat.

Skoven var godt i gang med at gøre klar til nattens komme. Dyrene var så småt begyndt at gå mod deres bo. Solen der var ved at forsvinde bag horisonten havde farvet himlen lyserød og pyntet den med blå skyer, det lignede noget der var som taget fra et eventyr. Et af den slags eventyr hvor prinsen altid får prinsessen, hvor familierne ender med at forenes og alle er glade og lykkelige. Bror og søster går legende samme vej, mens mor og far leende ser efter dem; eventyret af det perfekte liv, det liv som folk går og drømmer om, men som ingen får. Det liv som folk prøver at efterleve, men hvor nogle gør det så falsk at det er til at brække sig over, mens andre aldrig helt har fattet hvad det egentlig kræver, også alligevel er der nogle der får det, eller næsten. Personer med mødre, fædre, kusiner, fætre, brødre, søskende, ja selv tvillingesøskende, og hvor det eneste der holder dem sammen er det stærke kærlighedsbånd som de har knyttet fra de var små. Bygget på grundlag der ligger så fjernt fra den pengegriske verden der findes nu til dags, grundlag der er gået tabt i tidens løb og nu kun er myter og sagn fra eventyrene i bøgerne skrevet tilbage i den gamle tid...
En puslen lød, og en lille brun snude kom til syne fra en hul træstemme. Lidt efter kunne hele det lille dyr ses. Dyret så sig omkring, alt så normalt ud, dog var der noget som fangede dens nysgerrighed, noget ovre ved den lille bæk hvor vandet rislede beroligende og afspejlede himlens eventyr, for ovre ved bækken sad der en spinkel pige. Hun bar en sort skoleuniform, havde langt sort hår der gik hende til langt over midten af hendes ryg. Pigen sad med krydsede ben og ryggen mod det lille dyr. Dyret pilede tættere på hende. Tæt nok på at den kunne høre hvordan hun roligt, næsten sovende trak vejret i rytmiske åndedrag. Dyret pilede om på den anden side af hende og så nu at hun sad med lukkede øjne, og måske var det til dyret held. For den det ville sikkert have skræmt dyret ud af dens gode skin ved synet af hendes øjne. Øjne der var rubinrøde og tydeligt talte sit sprog om at hun ikke var hvad hendes krop gav udtryk for, hun var ikke en lille uskyldig pige, nej hun var noget andet. Noget mere grumt og ja ondskabsfuldt. Dyret sad og så lidt på hende hvorefter det mistede interessen for hende, og pilede tilbage mod sit træ, sit bo.
Et lille smil, der ikke var et rigtigt smil kom frem på hendes læber, og blev efterfulgt af et lille suk. ”Hvor ville jeg så inderligt gerne.. bare blive fri for fortidens ukendte lænker.” mumlede pigen, Sjaytan. Hun kastede et blik mod himlen i håbet om at den kunne give hende svar, men selvfølgelig kunne den da ikke det!

Ikke så langt fra den sorthårede pige med de uhyggeligt røde øjne, stod en anden pige med lige så langt sort hår og med de samme røde øjne, op af et træ. Hendes navn var Ai, og det navn var det eneste hun kunne huske fra sin fortid. Det eneste hun vidste med sikkerhed. Ai og Sjaytan lignede hinanden som to dråber vand, og havde det ikke været for den japanske kimono, istedetfor skoleuniformen, havde man simpelthen ikke kunne kende forskel på de piger. Samme hår, samme højde, samme øjne, samme alt, samme fortid... De to ens piger kendte ikke hinanden, og vidste slet ikke at hinanden fandtes. Det vidste slet ikke hvor tæt knyttede de var af blodets bånd...

"Miaaw!" Kom det fra en sort hankat ved Ai's side. Den stirrede op på hende, med dens gule øjne, der fik et rødligt skær pga. solnedgangen. Hun bukkede sig ned og aede katten på hovedet. Hvis hun kunne ville hun spørge hvad der var galt, men det kunne hun ikke, og katten ville alligevel heller ikke kunne svare. Ai lænede sig igen op af træet. *Bare jeg dog kendte til min fortid. Det eneste jeg har er en sort dukke, med navnet Sjaytan på. Hvem er Sjaytan?* Hun fjernede en tot af sit lange sorte hår og satte det om bag øret. Katten miavede igen. *Hvad nu?* Tænkte Ai, og så efter katten der begyndte at løbe ned imod bækken. *Hvor skal han nu hen?* Tænkte hun og fulgte langsomt efter...

Den bløde rislen fra bækken fik Sjaytan til at lukke sine øjne i igen. Hun sad og funderede over hvad der var sket i fortiden. Før end den nat hvor hun var vågnet op mutters alene i udkanten af skoven, mens regnens bløde dråber faldt ned på hende, og lynene flænsede himlen over hende, før den nat hun kaldte sin genfødsel. Endnu et suk undslap Sjaytan, og automatisk trak hun lidt op i sin bluse og afslørede et sort skærf. I skærfet kunne noget af en sort dukke ses. Sjaytan tog den frem og dækkede skærfet til igen. Hun sad og kiggede ned på dukken der var den store hovedkilde til hendes kræfter, men dukken betød så uendeligt meget for hende, den havde altid været ved hendes side, og det eneste der havde holdt en smule menneskelig gnist tændt i hende, for denne dukke, ja den var så unik og alligevel så simpel. Dukken rummede på mange hemmeligheder og kun få som Sjaytan kendte, og det var kun dem hun selv havde tilføjet. Hemmeligheder som hvor dukken stammede fra eller hvorfor der stod Ai på den var hende ukendt. Var det endnu en ting i hendes fortid som hun ikke kendte til?

"Miaaw!" lyden skar igennem den ellers så tavse vind, Sjaytan drejede hovedet imod lyden, og ventede at der ville komme noget frem, men intet blev synligt. Sjaytan kneb sine øjne let sammen og ventede, ventede på at den næste lyd skulle komme, og ganske som forventet så kom der lidt efter endnu et lille miaw. Lød det ikke som om at det kom fra et sted tættere på? Sjaytan rejste sig, klar hvis nogle skulle stå og lure i smug, der var jo så mange mærkelige væsener rundt omkring. Folk der kunne forvandle sig til katte som frembragte små miaw lyde, andre der bare var gode til at efterligne lyde – Sjaytan havde mødt og set dem før, og hun kunne ikke fordrage dem. Sådan en flok vendekåber og snydepelse. Nej, så hellere noget man ved hvad man har med at gøre. Endnu et miaw lød, og Sjaytan nåede knapt nok at tænke før end en sort kat kom til syne. Sjaytan så først en smule mistroisk på den, men da den ikke gjorde mine til at forvandle sig eller angribe hende satte hun sig på hug. Sjaytan havde altid elsket katte, de var så dejlige smukke og mystiske, og denne kat var noget af det smukkeste hun længe havde set. ”Mis mis” kaldte hun med en sagte stemme, der var blid som espeløv der let bøjer sig i en mild sommerbrise.

Katten luntede helt over til pigen der lignede Ai til forveksling, da hun kaldte efter den. Dens blanke knurhår skindede i solnedgangen, og øjnene lyste som to ildfakler i mørket. Forvirret blev den, da Ai før var bag den, men nu foran den. Den snussede varsomt og dog nysgerrigt til pigen, og kom frem til at dette alligevel ikke kunne være Ai. Hun lugtede anderledes. Katten begyndte at miave på Ai, men lod sig dog kælde af den fremmede, mystiske pige.

Ai gik igennem alle de træer og buske som hendes kat Mail, havde gjort før hende. Elegant gik hun over alle de sten der kom i vejen for hende, uden at falde over rødder mv.
Hun var tæt på nu, kunne hun høre, da kattens hyl blev højere. Hun begyndte at gå hurtigere, og endelig kom hun til bækken. Hun fik først øje på katten, og bagefter en pige med langt sort hår og...

Ais bankede hurtigere og hurtigere. Hun stirrede på et spejlbillede af sig selv, det var hun sikker på at det var. Men... Ai der stod foran hende havde skoleuniform på, imens den rigtige Ai havde sin japanske kimono på. Hun rystede på hovedet og trådte et par skridt tilbage, og var lige ved at falde over en træstup, af bar forundring. Hun så med store øjne på sit ejet ansigt foran hende, og var nærmest i chok. Hvor våger du at være mig? Ville hun råbe hvis hun kunne, men hun var stum, og selv hvis hun ikke havde været det, ville hun stadig ikke have kunnet få en lyd over sine læber. Hun havde lyst til at skrige, for dette var en ond drøm ikke? Hvis ikke, hvorfor var der så to Ai'ere?

Et lille smil trådte frem på Sjaytans læber da katten kom nærmere. Hun lod sin hånd køre igennem kattens silkebløde pels, mens hun mumlede nogle dæmpede rosende ord til den, bl.a. hvor flot en kat den dog var. Sjaytan vidste ikke hvorfor, men noget fortalte hende at hun skulle kigge op, og op kiggede hun, og hun kiggede lige i mod et par øjne der var hendes øjne. En lille forvirret panderynke viste sig i hendes blege og glatte pande. Hvad var nu dette? Sjaytan lagde hovedet på skrå og glemte for en kort stund alt om katten. Tankerne fløj igennem Sjaytans hoved. Hvad fanden skete der? Var der nogle der havde stilet et spejl op eller hvad?
Med yndefulde bevægelser rejste Sjaytan sig op fra sin hugstilling, stadig med blikket spændt fast på personen over for hende. Langsomt begyndte alle detaljerne om pigens udseende at trænge ind i. Håret der lignede hendes som var det hendes eget, kropsbygningen, højden ja alt. Et lille gisp slap forbi Sjaytans læber, gispet havde hun da hendes øjne fik øje på den sorte dukke i den anden piges hånd. Hvad lavede hendes dukke dog i den andens hånd? Hurtigt kiggede Sjaytan ned for at sikre sig at hun stadig havde sin egen, hvilket hun havde. Forvirringen voksede, og det samme gjorde en anden ting. En ting hun kun meget få gange havde prøvet at opleve. En ting der var følelsen af frygt, bevidstheden om at hun ikke anede hvad der foregik, tanken om at hun ikke var herre over situationen; afmægtighed. kort sagt. Sjaytan mærkede hvordan hendes knæ bævrede faretruende. Hvis hun ikke gjorde noget ved det ville hun falde om. Hun overvejede sine muligheder, hun kunne jo løbe. Løbe som aldrig før og blot slå dette hen som noget hun havde dagdrømt, jo det lød som en god idé. Men det kunne hun ikke. Hun kunne ikke bare løbe..

Ai's stirrede stadig med store øjne på "den anden Ai". Det var ved at gå op for hende at denne pige ikke var hendes spejlbillede, men en anden levene person. En anden Ai? Det lød skræmmene, men at se sig selv foran sig, og vide at det alligevel ikke var en selv var det mest skræmmene hun nogensinde havde været udefor. Hun lagde sin ene hånd på brystet for at få sit hjerte til at stoppe med at galoppere så hurtigt. Da pigen foran hende ikke gjorde det samme, var hun sikker. Måske var dette en klon af hende, men det var ikke en hun kunne styre. Hun lod sig dumpe ned på jorden, stadig lammet af chokket. *Hvem er du?!!* Råbte hun inde i sit hovede, vel videne at pigen ikke ville kunne høre hende. Hun så at pigen holdt en dukke, selv samme dukke som hun selv havde i hånden. Hendes hjerne arbejdede på højtryk, og pludselig faldt en af de mange brikker på plads. Hun så ned på sin ejen dukke. *Sjaytan?* Hun så op på pigen med endnu størrer øjne end før *Sjaytan?*

Benene bævede mere end før, især da hun så den anden sætte sig, og kort efter gav hendes ben efter og hun dumpede selv ned i græsset. Sjaytan var tæt på at sætte sig på katten, men nåede lige at rykke sig lidt inden dette skete. Sjaytan lagde igen hovedet let på skrå, frygten var der stadig, men nu var der nogle ting der også var ved at komme frem, en af dem var nysgerrigheden. Normalt lod Sjaytan den aldrig komme frem men der var noget over denne pige, eller hvad hun end var, der fik hende til at smide alle sine ellers så kolde facader til jorden. I lang tid var der kun tavshed, men til sidst overvandt Sjaytans nysgerrighed og uden at hun nåede at tænke sig om bussede ordene ud af hende. ”Hvem er du?” stemmen var hverken kold eller rolig som den altid var, faktisk blev hun helt overrasket over hvor munter, varm og nysgerrig hendes stemme var, det fik hende til at grine en fin lille latter. Hvor var dette dog en finurlig drøm, røg det igennem hendes tanker.

//Sorry tiden skulle lige i bad ^^'//

På Ais dukke stod der Sjaytan. Pigen foran hende havde den helt samme sorte dukke. *Sjaytan?* Tænkte Ai igen. *Mon denne pige er Sjaytan?* Katten rejste sig og listede over til Ai, hvor den igen satte sig ned på græsset foran hende og miavede. Ai reagerede ikke på kattens hyl, hendes fulde opmærksomhed var stadig på den mystiske pige foran hende. *Eller mon der også står Sjaytan på hendes dukke? Måske er Sjaytan en anden person?* Den eneste forskel på de to piger, som kunne ses, var at den mystiske pige var iført skoleuniform, og at Ai var iført sin kimono. Og så var der Mail. Der var ikke to katte, men en. Den mystiske pige, "den anden Ai", havde ikke en kat der rendte rundt her. Så det kunne ikke være Ais spejlbillede foran hende. Måske var det hende selv fra fremtiden? Eller måske fortiden?..
Ai's mange tanker blev afbrudt af pigens spørgsmål. Pigens stemme var sød og glad, hvilket skræmte Ai endnu mere, da hun i forvejen selv var ræd for denne person. Hvis hun kunne tale ville hendes stemme sikkert ryste, men som sagt, det kunne hun ikke. Den eneste måde hun kunne svare pigen på var ved hjælp af sin evne; nemlig tankeoverførsel. For at kunne gøre det blev Ai nødt til at gå helt hen til denne mystiske pige. Hun stod helt stille og stirrede på pigen, med hendes røde øjne. Så blinkede hun en gang, og tog det første skridt. Det kunne godt være at hun var bange, men hun var heldigvis mere nysgerrig end skræmt for denne pige. Pigen havde jo ikke ligefrem gjort noget, kun stillet hende et spørgsmål. Måske var denne pige lige så forvirret som Ai selv? Ai kom helt over til pigen og rakte sin lille hvide hånd ud mod hende. Hun kunne jo ikke bare tage fat i hendes hånd, da det nok alligevel ville give pigen det største chok. Ai nikkede til pigen og pejede, med sin blege tynde pejefinger, på sin ejen læbe, for at vise at hun var stum. Hun var dog ikke sikker på at pigen foran hende ville forstå at det var det hun mente...