Just a moment to be pure...? //Douleur n Rayflo//

Sted: Domkirken
Vejr: Tungt og ufatteligt stille, ingen vind, ingen merkant temperatur
Tid: Solen er ved at stå op - så ca kl. fire om natten
Omgivelser: Ikke nogen endnu
Dato: Den 8 juli


Domkirkens bemalede hvælving satte et ekko igennem den gamle bygning ved lyden af hæle der stødte imod marmorgulvet. Derefter en tåspids for så at skifte til en anden fod og så videre. Ahngels halvlange hår sad pjusket om det smukke, dog dystre og lukkede ansigt idet hans røde øjne lå stille frem for sig på vejen op imod alteret. Solen ville snart stå op, og ligemeget hvad, så havde han brug for et sted at være indtil natten atter faldt. Kirken havde været det tætteste og heldigvis var der sjældent nogen der gik i kirke i denne korrupte by. Ahngel betragtede stille lyspletterne fra vinduerne der langsomt klarede op. Han ville være fanget i denne bygning så længe, og havde det ikke været for hans tørst lige nu, havde han nok haft krafter til at undslippe, men han var desværre ikke så heldig eller opsat på at løbe en riciko. Han kiggede kort imod den store korsformede status af den person menneskene så fanatisk bedte til og støttede sig til i problemer når de ikke selv var i stand til at holde det ud. Ahngel bredte kort sine arme ud til siderne og stod kort som en djævel der efterlignede den hellige mand. "Jeg er søn af mørket og har syndet imod mindst halvdelen af dine bud. Steg mig!" sagde han lettere arrogant og betragtede ham ventende. Ingen responds. Et smørret men stadig lukket og afholdent grin kom frem over hans smukke læber.
*Det tænkte jeg jo nok*..
Han bevægede sig væk fra lyset og ind til bænkene under balkonen. En plads hvor solen ikke ville ramme igennem dagen. Han satte sig og placerede sit ene ben langs bænken og det andet på gulvbet, så han lå halvt ned støttet af det hårde træmøbels kant.
Hvor ironisk. En vampyr der søger ly i en domkirke. Endda en som han selv. Vidste hans folk det ville de vende sig i deres kister.

//Betyder det jeg godt må svare ? O_O//

//Ja det gør det da xD//

//yey x3//

//xD!//

//er der stadig plads til en til? ^^'//

//Jeps.. it says 2 :D .. laver lige en ludo regl. Først Douler, så Ray og derefter mig xD//

En mørk skygge gled forbi et af domkirkens vinduer. Den var kun synlig i et sekund, før den forsvandt igen, men hvis man var opmærksom nok på det svage lys der skinnede igennem de farvede glas, så ville man højst sandsynligt have lagt mærke til det. Kilden til denne skygge, et væsen med et par store flagermuse-agtige vinger på ryggen, dog lidt mere medtagne end dem dyret bar på, landede på græsset ved siden af den store, hellige bygning. En kvinde ved navn Douleur kiggede op mod det store kors der prydede kirkens mur. Hun skar ansigt i stilhed, men tog sig ellers ikke af, at hun var i nærheden af en bygning, bygget med den hensigt, at den skulle bruges til at tilbede en gud, endda en af de værste, en der skulle siges, at have lavet hele verden, at skulle være godheden selv. Hun fnøs ved tanken. Hvis en sådan gud fandtes, hvorfor gjorde hun så også? Hun var født til at gøre en ende på så manges liv som det var hende muligt, og dette kunne næppe være en stor guds hensigt.
Der lød nogle høje bræk fra hendes ryg, da hun trak sine vinger ind. Hun strakte sig, knækkede nakken, og gik så på sine høje, sorte støvler hen imod indgangen til kirken. Hun kiggede en gang op langs med de store trædøre, kneb øjnene lidt sammen, og skubbede så den ene af dobbeltdørene op. En svag lysstribe fandt vej indenfor og lagde sig på marmorgulvet. Døren knirkede lavt, da den blev skubbet længere op, og så igen da den blev lukket i igen, og lysstriben på gulvet forsvandt. I stedet stod nu Douleur foran den lukkede dør og kiggede rundt derinde. Hendes sorte, glatte hår omkransede pænt hendes ansigt, og bevægede sig knap nok, da hun selv vendte ansigtet til siderne. Med rolige skridt begyndte hun at gå ned langs med det kolde gulv, stadig med hendes blik vendende rundt, først på de farvede glas, så på væggene, alteret og til sidst, det store kors med denne 'Jesus' hængende på, som besudlede den bagerste væg i kirken.
Hun havde ikke til start lagt mærke til, at der var andre derinde, men da hun vendte ansigtet en gang, opfangede hendes blik en skikkelse lidt derfra. Hun standsede sine skridt, vendte ansigtet helt og betragtede ham i tavshed

//Fino fino 8D//

//Oi Rayflo? Still in? xD//

//Kan være han har mange ting a svare på xD ? //

//Yep ^^ Kender det godt. Vi venter..//

// Yaa, det kan vi godt klare xD Tik tok, tik tok, eller noget x3 //

rastløsheden havde igen lagt sit grusomme slør over ham, han hverken kunne sove, fokuser, eller så meget som at tænke en simpel tanke. det kom altid over ham, når der gik for lang tid til at han fik en arbejde, eller når der var noget i selve arbejde han ikke kunne få overståede..
og nu var han så endt her, ved siden at den mørke kirke, der næsten fik ham til le højt..
hvad skulle en dæmon dog i en kirke? rayflo stoppede pludselig, mærke nærmest midt i rastløsheden, en intuition, der fik ham til at trække hånlig på smilebåndet..
for det sagde ham at han skulle søge ind i kirken, som en usynlig hånd, der lokkede..
men skulle han følge den? for ligesom ved alt andet kunne denne intuition også tage fejl, og han vidste at det var et farlig et sted at ende, især for ham, med sit dæmoniske blod, aldrig var et godt sted i en kirke. men på den anden side, var det måske det bedste sted at ende, sådan som han havde det lige nu, før han slog en eller anden tilfældig ihjel på sin vej, bare for at mærke blodet imellem sine finger, og flå hjerte ud på en eller anden..
en kort vind, der kom ingen steder fra rørte kort rayflos hvide hår, der sad ugler, før den igen forsvandt ligeså pludselig som den var kommen. rayflo begyndte langsom at gå over imod bygning, der rejste sig imod den mørke himmel, der langsom var begyndt at skifte farve, med sine spir og tårne, som grab et øjeblik efter den gud, den bedte til.
han var enkel klædt i par sorte bukser, der passede til skjorten, der også var holdt i sort, og som var åben i hals, så hans kraveben og lidt af hans blege bryst kunne anes.
begge hænder var i par sorte læderhandsker, så han ikke pludselig fik syner af røre ved tingene. ved hans ene side, skjult under skjorten, gemte sig et pistol.. raylo tog langsom fandt i dørhåndnetaget, uden at vide hvilket syn, der mødte ham på den anden side...

//sorry for ventetiden^^'//

Ahngel lyttede stille til den første indtræden med et tænkende blik. Så meget for at tro han kunne være alene her og endda med den slags blod der kom valsende ind imod et sultende rovdyr. Engleblod af den mørke slags og ikke nok med det var der en essens af dæmonblod knapt udenfor kirken. Ahngel lagde hovedet på skrå og kiggede direkte på dødsenglen med et tomt blik, dog henkastet i en mørk tåge af mystik og hemmeligheder. Fik hele hans underskønne udseende til at henfalde i mørke og lade sin hvide hud slå i kobtrast til det sorte hår og de rosenrøde øjne. Han lod deres øjne mødes idet hun vente sig om imod ham. Et tegn for han ingen trussel i hende så og at han ingen svaghed lod hende møde i første øjekast. En beklædt statue der ikke bar sine følelser på ydresiden. Hverken gode eller onde. Han hvilede stille sin højre arm på ryglænet på møblet og lod sine lange sorte kløer strejfe kort imod det mørke træ som hans siddeplads udgjorde. Han sad sådan i en tid inden han gav hende et kort nik. "Bonjour Femme Fatale." hviskede han stille, men var sikker på at hun kunne høre det. Femme fatale. Fatale kvinde.
Han lod sine øjne bevæge sig stille på hende og så hendes helhed. hendes lyse hud hendes hår og blodårene under hendes tynde væv. Og selvfølgelig den pumpende kerne. Han sagde ikke noget derefter men holdte bare stille blikket imod hende. Skruppelløst og ublufærdigt. Han var ligeglad med om hun ville finde det tilnærmende. Han havde ingen brug for at blinke, så han gjorde det ikke.

Douleurs blik var rettet imod ham, imod hans øjne, den røde farve der havde fanget hendes interesse, da hun kun havde set den farve i øjnene på de folk, der var ved at dø under hendes hånd, når hun havde boret sin kniv ind i deres hoved. Hendes øjne rykkedes ikke derfra, og ligesom han, viste hun ingen følelser på det udvendige, gode eller dårlige, selvom hendes indre oftest indeholdt tanker og minder om drab og blod, vold og smerte.
"Bonjour" svarede hun ham i sin lyse kvindestemme. Hun forstod ikke det franske sprog, da hun kun lige var ankommet til landet dagen før, men hun kunne da regne simple ord ud, som det han brugte. Hun begyndte med rolige skridt at gå hen imod ham, men stoppede så igen, og vendte sit mørke blik imod døren, så imod den fra sin øjenkrog, gennem sammenknebne øjne. Hun hørte den blive åbnet, og kunne mærke så meget som at det var et mørkt væsen, der var udenfor. Hun havde ikke mærket hans tilstedeværen før, da hun havde været alt for optaget af det andet væsen derinde. Hun gik videre hen imod ham, dog med blikket endnu vendt imod døren, og endnu en gang standsede hun, da hun stod foran personen. Hun kiggede ned på ham, som han sad der, så roligt som hun selv forholdt sig. Da hun først stod foran ham, vendte hun sig helt om imod døren, kiggede mod dens åbning og mod personen der kom ind..

rayflo mærkede i det samme døren åbne sig for ham, som kort fik ham til at tænke på porten til helvede, tilstedeværelsen af mørke magter, som selv om han benægtede den side af sig selv, tiltræk hans indrer dæmon. han trådte ind med det skævt smørrede smil på sine læber.
og de mørke øjne, der kort skinnede i det halv mørke kirken lå bade i, lige før solen, viste sit ansigt på himlen. han så kort på kvinden, han mente han havde mødt tidligere et sted, men kunne ikke lige huske hvor, før det gled vider over til manden, der med sin skønhed, kun kunne være vampyr. rayflo nikkede kort til dem begge, som anekendelsen af at han vidste de havde set ham, og han havde set dem.
skridte fra hans sko, gav lavmælt ekko op imellem bænkene, der han begyndte at gå længere ind i kirkens mørke. vidste et sted egentlig ikke om han havde afbryd kvinden og manden i noget vigtigt. hvilket kun fik ham til at trække hånlig på læberne.
det undrer ham stadig lidt hvorfor hans intuition holdte på at han skulle her inde,
rayflo rakte kort tunge af til en statue af en engel, før hans mørke øjne igen vendte sig de to andre.. hvad det kun et tilfælde de var endt her? eller var det skæbnen?
rayflo så smile frem for sig, mens han kort at han for længe siden var holdt op med at tro på tilfældigheder, der måtte være en grund til de var endt her..


//sorry, hvis der går lidt tid før jeg svar, har desværre alt for mange emmer, jeg skriver i ^^'//

Ahngel lod hende nærme sig stille. Han betragtede hvert eneste skridt uden at sige mere til det og lod øjnene falde roligt endnu engang, men samtidig blot et dyr der ventede på at lade sin sult stilles tilfreds. Hans blik blev dog distraheret med en rolig bevægelse inden han vendte blikket imod den store port og betragtede dæmonen som han for længst havde opfanget i luften. Han betragetde ham stille imens han lod til at sætte sig i perspektiv. Denne person.. havde meget blodplettede hænder som kvinden ligeså havde og ike mindst han selv. Tre væsener under den mørke måne. Alle tre pragteksemplare, men igen. Meget andet mørkt blod kunne opfanges på denne dæmon. En jæger måske? Ahngel var dog ikke truet af den tanke ingen jæger havde den kraft til at sætte en trussel op for han selv.
Han nikkede igen da han blev vist gestussen fra dæmonen og betragtede ham på samme måde som han ahvde gjort ved den kvindelige dødsengel.
Han trommede stille hans ene finger imod det mørke træ og rettede sig derefter op og sad mere som han burde. Aristrokratisk og med en perfekt udholdende holdning. Man kunne nemt se fra hans holdning og formelle udtryk at han var af fin familie.. eller.. af en slægt. Fin kunne man sgu langt fra kalde den.

//Srry kort svar//

Douleur betragtede blot dæmonen, gengældte ikke hans nik, hilste eller noget, fulgte blot hans færden ind i kirken. Det kunne dog ses i hendes blik, at hun ikke havde undladet at hilse af nogen grund, det var nærmest som om, at det at nikke bare ikke var noget, hun gjorde. Hun kiggede på vampyren, måden han sad på, den holdning han bar, der var så fin og overdådig, som var han søn af en konge. Hun selv smed sig lidt efter på en af kirkens bænke, vendte sig om så hun lå med benene over bænkens ryglæn med hovedet ud over sædet. Hendes hår hang glat ned imod gulvet, ramte lige akkurat dets glatte overflade med de sorte spidser. Hendes pandehår gled op, når hun lå sådan, så hendes øjne blev fuldt synlige, hvor de ellers havde været halvt dækket af de sorte lokker, hvilket havde gjort, at de blot havde set endnu mørkere ud, udover det mørke der i forvejen lå over dem, både på grund af deres næsten sorte farve og den sorte makeup der omkransede dem.
Hun kiggede lige ud i luften med sine hænder foldede over sin kjoles mørke skørt. Hun havde intet at sige til disse to, selvom hun da havde sine tanker. Hun kunne mærke noget mørkt over dem begge, og ikke kun i sammenhæng med deres racer, men noget i deres indre. Hun tog sig ikke meget af det, men begyndte i stedet at tænke over vampyrracen, hvordan de levede af blod. Bare tanken fik smagen af blod til at dukke op på hendes tunge, blodet fra de mange ofre, der havde måtte lide under hendes kniv, efterfulgt af at hun havde renset bladet med sin tungespids. Hun havde lyst til nyt blod, da hun ikke havde haft blod på klingen i lang tid efterhånden, eftersom hun i en tid havde rejst for at komme til dette sted..

rayflo langsom nærmer dem med sine mørke øjne, der så fra kvinden over til manden, før det til sidst søgte op til korset, hvor den lidende Jesu hang, med hovedet skråt nede ved den ene skulder og armene ud til siden. rayflo rakte kort også sin spidse tunge til ham, for ligesom så mange andre dæmoner, kunne han ikke lide engle, selvom ham sommetider arbejde for dem i arbejdsmedfører. han vidste ikke hvad han skulle sige til disse to skabning, der ligesom ham også var forme af ondskaben og mørke, som han tydelig kunne mærke på deres aura..
rayflo så kort vampyren rette sig op, før kvinden satte sig ned på en af bænke.
tænkte kort på forskellen. vampyren der sad med ligeså fin holdning som ville have gjort de gamle normer for værdighed ære, og tydelig var af pæn familie, vider over til kvindens næsten skødeløse måde, men som et sted, fik smilet frem på rayflos læber, selvom det ikke kunne ses.
han gik med de sidste skridt hen til de andre to, og satte sig ned i skrædderstilling, selvom det gjorde at pistolen, der var gemt under hans skjorte, og som halv sad ned i bukser ude til den ene side, stak. han lænede sig lidt frem over, og lagde så sine hænder på kræene. rayflo havde sat sådan at de danne en trekant i form. han så kort fra den ene til anden med et skævt smil, der hverken viste den ene eller det anden, kun nysgerrighed..

Ahngel betragtede stille dæmonen med et tænkende blik. Var han en jæger ville den personlige præsentation ikke virke. Hans navn var for eftertragtet. Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede dystert uden at lukke op for sit sataniske smil. Tænderne forblev indendørs for nu. Han så stille fra den ene til den anden. Sikke tilnærmelser de gjorde ham.. så ublufærdigt og naivt. De burde passe bedre på i Ahngels hoved, men han slød det væk. Han havde ikke tænkt sig at begå sig på dem og drikke af dem endnu. Det ville være for ricikapelt med sin dagssvage krop og den skrigende mangel på frisk blod.
"Ahngel." sagde han så, brød stilheden idet han formede sit kaldenavn som den franske udgave som lød hen ad Anchell, men som alle andre bare fortolkede som det engelske navn 'Angel'. Engel. Så ironisk og dog kunne det ikke være mere sandt overhovedet. Det var en præsentation af det navn som var ham kærest. Det navn hvorpå ingen kendte ansigter blev påsat. Var dæmonen en jæger ville han kende Ahngels sande navn og i så fald havde han ikke overskud til at slås for sig selv i øjeblikket, med mindre han selvfølgelig var lejesvend i stedet for direkte dusørjæger eller vampyrjæger... ligemeget. Ahngel var navnet de fik lov at kende.. indtil videre.

Douleur betragtede dæmonen, da han satte sig overfor hende, og gjorde, så de tre dannede en trekant imellem deres sæder. Hendes blik skimtede pistolen i hans jakkelomme, hvilket fik hendes ejet blik til hurtigt at glide ned mod sine egne ben, hvor hun under kjoleskørtet havde en kniv gemt i en rem om låret. Hun ville bare se, om skørtet var gledet op, så den kunne ses, men nej, den lå stadig skjult under kjolens stof. Hun lod sit blik glide tilbage på dæmonen, betragtede i lidt tid pistolen. Hun havde aldrig brugt sådan et våben, og syntes også at de til tider ikke gjorde deres job blodigt nok, når de blev brugt mod et menneske.
Hun vendte lidt efter sit rolige blik hen imod vampyren. Nærmest som i slowmotion gled hendes pupiller fra midten af hendes øjne og hen til øjenkrogen, som en dukkes øjne i gyserfilm. Hans navn var på ingen måde bekendt for hende, bortset fra det, det betød. Engel. "Douleur" besvarede hun hans ord med, som en kort præsentation. Hun regnede ikke med, at nogen af dem kendte til hendes navn. Selvom hun var et meget gammelt væsen og havde deltaget i mange fejder og krige, så havde hun aldrig hørt sit navn nævnt nogle steder, hverken i historier, bøger, eller blot folks samtaler om de krige, hun havde været med i.
Igen rykkede hendes blik sig, nu tilbage på dæmonen, da hun regnede med, at han næst ville sige sit navn. Så var de da nået så langt i at lære hinanden at kende, selvom det vel kunne være ligemeget, om de kendte hinanden. De ville sikkert ende i en kamp mod hinanden ude i fremtiden. Hun undrede sig egentlig lidt over, hvor svag hendes kamplyst var de dage. Hun havde nok bare ikke været i nærheden af en person, der kunne give hende lyst til koldblodigt at dræbe dem. Nok havde hun lyst til at dræbe næsten alle hun så og mødte, men visse personer fik da skubbet den lyst lidt tilbage. Nogle gange var der vel også brug for at skabe nogle bekendtskaber i stedet for blot at gøre det af med alle og enhver

rayflo så kort frem for sig med tænksom øjne, der et øjeblik så skævt ned til den ene side, mens vampyrens navn genlyd i hans tanker, som lavmælt ekko.
han vidste at han havde hørt navnet før, vidste endda hvilken personlighed, der stod bag dette navn, der havde klangen "engel" men ifølge de rygter, der gik om denne person, så var han ingen engel. rayflo skyndte sig at skjule sine tanker, før nogen skulle give sig til at læse dem.
for ahngel var et farlig emme, at beskæftige sig med, især indenfor hans verden, kun de mægtigtesti indenfor dusørjægernes rangordn omtalte den person med fornavn, for han var frygte, selvom der stadig var masse unge uerfarne, der i overmod indgik en aftale med dem, der ønskede denne "engel" død.de så dem som regel aldrig igen.
rayflo havde aldrig selv taget imod sådan et tilbud, for han vidste godt hvad følgerne ville blive, især for de dæmoner, der levede i paris, og som et sted vil begyndte at indse den magt de fik ud af det, og så meget elskede han ikke sin egen race. og til sidst hvad kom det ham overhoved ved, for han havde intet ønske om at at slå denne person foran ham ihjel..
rayflo flyttede kort sine øjne over til kvinden, der hun sagde sit navn, som ikke gav nogen mening for ham, selvom det nok burde, han mærkede dog hendes blik, der så på det sted, hvor han gemte sin våben, hvilket gjorde at rayflo med en diskret bevægelse med armen skubbe til pistolen, så den ikke kunne ses så tydelig..
han vidste nu at turen var kommen til ham, som den sidste i rækken. men han frygte også for sit navn. for ligeså berømt han var, ligeså eftersøgt var han også i underverden, hvor han altid endte med at skabe ballede.
smil gled hurtig ned over hans ansigt, der han kort kom til at tænke på et gamle minde, der havde skabt store rører i det, så selv helvede havde hørt det. men der ikke var tid til morskab.. "jeg hedder rayflo" han gemte med vilje sit mellem navn og efternavn..
nu var op til dem om de havde hørt noget omkring ham.

Ahngel lagde tænkende hovedet på skrå da han først hørte kvindens navn. Ikke meget kendt af ham, men han mindedes at der havde været noget med dette navn i de gamle arkiver, med de ukorrupte historiebøger og med kilder fra dengang. Et oldgammelt væsen næsten. Ahngel nikkede kort imponeret, men ikke med den synderlige efterklang af det. Nu lod det sig til at gå hen imod dæmonen. Ahngel betragtede ham stille og lod sig smage på de dyfte der kom fra ham idet hans tanker formerede sig til intet mindre. Han var ikke tankelæser og ville heller ikke være det. han havde hvad han behøvede i sine sanser og ufattelige gode teknikker til at gå ind og læse folk på andre måder. Han elskede en udfordring på det plan. At bryde ind til folks tanker og derefter måske lege med dem, til trods for at han selv hadede når folk forsøgte det på hans eget lukkede sin.
Rayflo.. han havde ret. En jæger og endda en af god rang. Han havde tit hørt om det når Zone 90 var inde i billedet. Jægernes hovedkvarter lidt udenfor paris. Et sted han kun havde besøgt få gane bare for at se sig lidt omkring. Igen tænkte han på sine nære mænd derhjemme. Michell og Jean ville vrænge ansigter hvis de vidste hvad deres alfahan fandt underholdende. Pokkers til overbeskyttende fjolser. Det var dem der burde beskyttes og ikke Ahngel.