Just a moment to be pure...? //Douleur n Rayflo//

Douleur kendte heller ikke til dæmonen, i hvert fald ikke efter hans navn, men endnu en gang var det nok rimelig klart, når de begge sikkert kom fra frankrig, i modsætning til hende selv, der var født i rusland, og derefter havde været så mange forskellige steder, så hun knap kunne huske det, hvis hun da prøvede, hvilket sjældent skete. Selv hvis folk spurgte, så kunne de vel være ligeglad med, hvor hun i sin lange levetid havde været.
Hun begyndte at rykke lidt på sig, gled det ene ben ned over ryglænet og ned på sædet, hvorefter det andet ben fulgte trop. Hun skubbede sig selv lidt hen ad bænken, så hun i stedet kunne ligge ned med det ene ben bøjet og med en hånd bag hovedet, så hun havde noget at støtte det på. Hun kiggede en gang på dem hver, begyndte så diskret at bide sig i det inderste af sin underlæbe, så det kun kunne ses ved de små træk det gav i hendes læbe, når hendes tænder fik fat i huden. Der gik få sekunder, så gik der hul på hendes læbe, og en lille smule mørkt blod gled frem inde i hendes mund, som hun roligt slikkede af med tungespidsen. Hun nød smagen af blod, om det var hendes eget eller andres, selvom andres var bedst, da det jo var bevis på, at de var skadede, og at skade andre nød hun ligeså meget som at slikke deres blod i sig bagefter.
"Bor I her i byen?" spurgte hun med en nysgerrig tone i stemmen, da hun nu, ligesom hun havde gjort det tidligere, påtog sig rollen som en uskyldig yngre kvinde, der ikke ville gøre en flue fortræd, og som da slet ikke kunne være en, der flere gange havde dræbt uskyldige folk. Hun kiggede i lidt tid på dæmonen, Rayflo, da det interesserede hende lidt, at han havde et våben på sig. Det kunne være sjovt, hvis han pludselig skød efter en af dem. Han måtte for hendes skyld godt ramme hende, da hun nød at være underlagt smerte. Det gav et underligt rush, som for hende var bedre end sex eller nogen anden slags nydelse hun kendte til

//er ked af det, men må altså sige godnat for i aften, der min kea ikke rigtigt kan følge med længere//

//Ævert, men okay ^^ Natter x3 //

//det er okay. vi fortsætter en anden gang//

rayflo sad lidt, vidste ikke egentlig hvor meget de kendte til, der han ikke var tankelæser, eller det, der minde om det. han var kun sådan set kun en dæmon. hans øjne vente sig kort imod en af vinduerne, nu var der ikke længe til solen ville vise sig, og jage natten bort.
"nej, jeg rejser fra sted til sted, så det her er kun en by ud af mange" han flyttede sin vestre hånd, og satte den imod jorden, hvor efter han støttede sit hage til den. de mørke øjne var nu vent imod vampyren, for han følte noget mærkelig overfor den, som hverken var beundring eller had, måske en form for nysgerrighed, der havde rødder i det han vidste omkring det ry, denne "engel" havde. det skræmte ham ikke, det fascinerende ham kun. kvinden eller Douleur, stole han ikke et sekund på, for hvad enden hun var, så var der noget død over hende, noget lumsk, som forvente hun blodbad hele tiden. godt nok var en følelse han selv kendte, men det lå i sådan et primitiv del af hjerte, at det ikke længer havde betydning for noget. nu han tænkte langsom over det stole han ikke på en eneste af dem..

//sorry for kort svar ^^'//

Ahngel lyttede stille til dem inden han selv besluttede sig for at rette sig op og tale med et roligt og fattet udtryk og med en stemme der hverken var fjern som et vindpust eller nær som en hvisken i det øre.. dog meget boroligende på en måde. Døsende og lokkende.
"Jeg bor her kun midlertidigt. Min residens ligger i Paris." sagde han så og lagde hovedet lidt imod siden med et tænkende blik. For meget? Nej.. det burde de ikke få noget ud af.
Han så sig stille om på sin nyfundne og fremmede kreds af væsener der sad omkring ham, dannede spidser i den ret merkante trekant det formede på gulvet.. som en halv stjerne eller et pentagram over noget mørkt.. Et symbol for blodets væsener som fødtes under den mørke måne for intet andet end at overleve og pisse på hvad der lå udenfor.
Ahngel tav kort over sine filosofiske tanker og smilte meget kort og skævt med et næsten usynligt fremtræden. Normalt var han ikke den der smilte blandt fremmede, men nu da sagen er ved, så...
Hvem bedømmer også hvad der er.. normalt? Guderne? Ahngel skævede kort til den korslagte kristi. Mennesket? Den overlegne race der kan udvikle sig som de vil, eller de der skal bevares. De Ahngel var i byen på grund af. Bestemte de mon noget siden de skulle bevares? Var de de normale og var os alle andre bare udskud?

Douleur lænede kedsommeligt ansigtet tilbage. Hun virkede lidt som en utålmodig teenager, der hele tiden ville have noget til at ske, om det var en ulykke eller en fest blandt venner. "Jeg er kun lige ankommet i går, men ved ikke hvor længe jeg bliver, det kommer an på, om jeg kan finde noget af interesse her" sagde hun med et suk. Hendes stemme var tydelig, hun snakkede højt så gud og hvermand måtte kunne høre det. Hun følte at de begge prøvede at vove over noget, skjule deres identitet, hvorimod hun selv var ligeglad med, hvad folk vidste om hende, hun skjulte blot sin baggrund her, fordi hun ville se, om hun kunne skabe sig et anderledes ry blandt folk, ikke få dem til at frygte hende, så kunne hun måske snørre dem i døden senere. Hun kiggede hen på dem, den måde dæmonen kiggede på vampyren. Han måtte vide noget om ham, de måtte vide noget om hinanden. Hun selv kendte ikke til nogen af dem, og hun kunne egentlig heller ikke være mere ligeglad.
I et større suk svingede Douleur benene ud over kanten af bænken, rejste sig op og strakte sig, så hendes kjole gled lidt op over hendes lår, og spidsen af knivens blad kunne ses ved hendes lår. Hun kunne godt mærke, at kjolen gled op, men gad ikke gøre noget ved det. Hun vendte sig væk fra dem og begyndte at vandre rundt i kirken, med hænderne foldede på ryggen. Hun stillede sig midt i kirken og kiggede op imod et af de farvede vinduer, hvor det svage skær fra før, var blevet en anelse tydeligere. "Såh, hvad laver i egentlig herinde? Skjuler jer fra solen?" spurgte hun med et lille smil. Hun selv kunne sagtens vandre i solen, men hun brød sig ikke rigtigt om det. Den irriterede hende af en eller anden grund

"paris?" spurgte rayflo nysgerrig. uden at se på vampyren, som han ikke sagde ved navn af den simpel grund, at der lå så meget frygt i navnet, men det var ikke frygt han følte, det var ingenting, overhoved ingenting, måske kun lidt respekt, men det så langt nede, at han ikke tænkte på det som en følelse.
rayflo rystede kort på hovedet med diskret bevægelse overfor sig selv. hans øjne skinnede kort svagt, mens han et sted prøvete at forstå, hvorfor han ikke forlod det hele, for det her var et sted ved at kede hans nysgerrighed. "nej, solen er bestemt en ven af mig, selvom dens selskab ikke altid er lige veltalene" hans øjne søgte igen over til vampyren, mens han kort lagde sit hoved på skrå. solen var altid godt bekendtskab, især i hans verden, når der skulle jages vampyrer, eller andre af nattens væsner. det var altid nemmer, hvis man vidste hvor de holdte sig om dagen, det var meget nemmer. han grinte kort lavmælt for sig selv. men ligesom så mange andre væsner på grund af sit mørke blod, så kunne han heller ikke altid lide solen, han kunne tåle den uden problemer, men som regel fortrak han at sove, når den var fremmede, selvfølgelig alt afhængig af sagen, han nu var på, men for det mest så sov han, hvilket han egentlig også skulle nu, men nu i stedenfor sad her, sammen med andre af nattens væsner, han måske en dag skulle jage..

Ahngel lyttede uden at afbryde i en tid og holdt stilheden intakt i nogle sekunder efter Rayflo idet han stille tænkte sig om i takt med at han kort bevægede en sort hårtot imod baghovedet op over panden, da den sad lidt i vejen for ham.
"Jeg tror ikke det bliver nødvændigt for mig at forklare mig her. Det er en kendt sag at vampyre ikke bevæger sig ud i sollys." sagde han og nikkede kort til Douluer idet hun havde gættet rigtigt, eller om det bare var normal vide. Det var det nok. Solen.. Han havde end ikke kunne se den i meget lang tid... Han havde dog set billeder af den og kendte til den. En stjerne med dødbringende kræfter der ville overstige enhver skabning i denne patetiske ulykkesramte by. Ahngels røde øjne var kort låst fast frem for sig uden at kigge på nogen af dem idetman nærmest kunne se tabker der konstant flød rundt i det døde blik. Undringer, bekymringer og hemmligheder. Komplekst.. rodet som bare pokker. Ahngels hoved var aldrig et... rart sted.
Han så stille op på dem igen derefter og lagde hovedet lidt på skrå, som var han et nysgerrigt dyr inden hans blik flakkede op imod hvælvingen hvor en svalerede kort gjorde lyd idet en af dem fløj hen over det ekkofyldte loft. Ahngels blik forstummedes og han rettede det igen på de to.

Douleur trak blot en gang på skuldrene efter deres svar og kiggede igen op mod vinduet. Hun vendte sig om og gloede op på den store Jesus på korset, der hang på væggen. Hun begyndte med stive ben at gå hen imod ham, som en soldat på 'job'. Hun stoppede kun to meter fra væggen og gjorde honnør for ham, dog uden at vide hvorfor. "Fuck det her sted" mumlede hun lavt og krydsede armene under brystet. "Ryger jeg i helved nu? For Satan skylder mig penge, så skal alligevel et smut forbi" sagde hun lavt med en lille ligegyldig håndbevægelse, vendte sig så om og gik hen imod de to igen. Hun nåede hurtigt tilbage til bænken, hun før havde siddet på, hvor hun så smed sig ned og sidde igen. Hun kiggede frem og tilbage mellem dem begge. "Så hvis ikke jeg vil ud i solen, er jeg altså fanget med jer to herinde?" sagde hun med et kritisk hævet øjenbryn. Hun sukkede dybt og lænede ansigtet tilbage, så hun igen kunne kigge op imod de farvede glas der blev brugt som vinduer, eller hvad man kunne kalde dem, for det lignede i hvert fald ikke, at man kunne åbne dem. Hun lod ansigtet glide lidt ned på skrå. Hun gad ikke være fanget herinde hele dagen, så hun regnede med, at hun gik igen om noget tid, medmindre der skete noget spændende mellem de tre. Måske en lille kamp? Det kunne jo være kirken gik under i akten