Fang den lille pige...

S: Skoven
T: 01:20
O: Træer
V: Varmt

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Langt fra den fredelige, nærmest idylliske Forêt skov, sad Zane D'tarion i sin trone i Abbadon.
Han så på Ma'lakel, hans lærling, og smilede ondt.
"Ma'lakel.. min tålmodighed med dusørjægerne er opbrugt... jeg har en opgave til dig." sagde han koldt.
Han så sig lidt om i den store tronsal, og sagde så de skæbnesvangre ord:
"Kajika Dé Volkan er blevet set i skoven... bring hende til mig. Nu."

Ma'lakel lagde armene over kors, halvt ikke til stede og halvt tilstede. Der var ikke gået så lang tid siden sidste gang han var blevet kaldet til Abbadon, selvom mindet fra dengang stadig føltes som var det fra igår. Han stod et øjeblik bare og så på Zane som hans nævnte Dådyret, måske ledte han efter noget der kunne give ham et hint af svaghed over for væsnet. Men han kunne desværre ikke lige få øje på det.
Som sædvanlig var det ham der skulle gøre det alle andre ikke kunne eller ikke gad, han havde det mere som en tjener end en lærling, men en del af at være lærling udgjorde vel også at han skulle vise hvor lydig han egentlig var. Han lavede et kort og fattet nik imod sin mester.

,, Med eller uden skrammer?".

Et ondt smil bredte sig på Zanes ansigt, og hans kolde øjne glimtede af forventning.
"Så længe hun er i live." sagde han iskoldt.
Skyggerne i den mørke tronsal bevægede sig som levende, uhyggelige og forvredne væsener.
De hviskede sadistisk og ondt.
Ligesom Zanes tanker.

Ma'lakel gengældte Zane's smil med et af sine egne. Som mester så lærling, lige så sadistisk og ondt. Frarøvet alt det der burde kunne få ens samvittighed til at angre alle de modbydelige lyster, og tanker der kom væltende og bevægede sig inde i ens hoved. Han vendte sig efter hans mesters ord og gik ud på dådyr jagt. Som han gik ud fra Abbadon's sal kunne han stadig mærke mørket der samlede sig inde i rummet, skyggerne der syntes at holde øje med hvert skridt han tog. En mærkelig følelse af at blive iagttaget.

_
(Skifter til skoven, gider ikke at forklare hvorn fuck han kommer der ud, han tager bussen eller noget xD!)

Grene knækker og fuglene i den mørke skov ser ud til at stilne som dæmonen vandre imellem træer og buske, frygtløs overfor mørkets uhyrer og bæster da han selv blot er et af dem. Han sniffer til vinden som en ulv på jagt, prøver at få færden af enten Zane's broder, Velarian som der åbenbart er kommet tilbage fra de døde på mystisk vis, eller Dådyret. Velarian og Dådyret skulle eftersigende være sammen om deres lille flugt fra Zane så hvor den lille sort elver var, kunne kan også finde pigebarnet. Fandens til skov, han kunne aldrig finde rundt derude og han havde på fornemmelsen at han hele tiden gik i ring.
*Hvis jeg ikke finder dem inden solen står op, skrider jeg...".

Kajika var dog ikke stukket af med Velarian og med god grund, fordi hun boede allerede i terra og havde skam ingen intentioner om at forlade sit elskede flugtsted fra japan og hendes familie, og hun havde egenlig heller ikke taget det med dusøren alvorligt og at der sikkert var nogen efter hende det var jo ikke som om ? ma´lakel var efter hende... Kajika var taget i sin løbe tur ned til den åbne sø for a bade lidt og skam ikke med badetøj!... hun stod der med et håndklæde og nogen klipklapper i det hun smed nederdelen og hendes top, mens hun stille lod de smukke hvide uskyldige trusser let ramme jorden samt hendes silke hvide bh os lande på den smukke grønne jord, og gik ned mod søen og lod langsomt vandet omhylde hende, i det hun ikke kunne vise sig i terra var skoven perfekt og stranden var for overbemandet til hun kunne søge der ud... Hun lå blidt i vandet med det løse hår der lod sig sprede og mærkede vandets kærtegn og lukkede øjnene blidt og lod sig flyde let

Velarian sad i den lille lysning hvor hans telt og bålplads var.
Han havde ikke tændt bålet, da han så udemærket i mørke.
Bålet var mere for hyggens skyld, eller til hvis der nu kom nogen forbi.
Velarian lod sig dumpe ned på ryggen og stirrede op på den stjernefyldte himmel.
Hans tanker kredsede om Kajika, hans kærlighed til hende, og den smertefulde viden om at han måske var nødt til at forsøge at omdanne sine følelser til venskab.
Han sukkede.

Vandet lod sig stille omringe kajika og mærkede hendes bløde hud i det hun stille gik op fra vandet og det langsomt gled ned af hendes nøgne krop. Hun så rundt for at tjekke der var fri bane og gik hen og lod sig langsomt tørre mens hun betragtede det håndklæde hun havde taget fra sit hus i smug, inden hun var listede væk før vagter var kommet tilbage til huset for at gennemsøge det og finde hende.. Hun vidste Zane ville tag hende med magt dræbe hende! torturer hende eller noget... vis han fik hende, han var ikke den gamle Zane mere og man burde ikke! undervudere ham. Hun sukkede let og tog blidt nogen hvide forbinder om sig nærmest tøj stykker silke agtige, let og smedige... hvide stramme shorts og undertøj inden under. hun havde os en hvid stram top. hun sukkede let og hørte nogen betræde grene i det hun mærkede alle sensore i kroppen gå amok og begyndte at løbe nu... mod Velarian!... der var noget i skoven der skræmte fuglene!...

TØJET// http://browse.deviantart.com/?qh=&section=&q=white#/dryoec

Velarian var lige ved at falde i søvn da han hørte løbende fødder.
Trinene var lette, men lidt paniske.
Kajika.
Han rejste sig op og så sig om. Hvor var hun? Og hvad var der galt?

Kajika kom løbende hurtigt i det hun lignede en gudinde i sit outfit og tog ham i hånden hårdt og hev ham med og sagde"alt for lidt tid! LØB!!!" hun så sig over skuldren og mærkede hjertet hamre mega og sagde"jeg .... jeg sagde jeg fulgte mit hjerte og jeg erklærede min kærlighed til et bæst, Ma´lakel men jeg har indset at han ej elsker nogen og jeg kan kun stole på mine venner og jeg vil væde med at Zane har sendt ham for at fange! os.... jeg er nød til at redde dig ! velarian det hele er min skyld!"

Mørket samledes i hans hjerte.
*Ma'lakel... hun valgte Ma'lakel frem for mig...* tænkte han bittert. Der var dog ikke tid til at tale om det nu. Og hun havde jo bare gjort som han havde sagt. Alligevel gjorde det ondt på Velarian.
Han løb med.

kajika så mod ham og stoppede hårdt op og holdte ham i det han sikkert løb ind i ham og sagde"har du alt, dit sværd eller bue? alt???? velarian, vi kommer ikke tilbage vi er nød til at stikke af.... eller gør et eller andet, vi kan ikke mere være i di morga og velarian jeg elsker ham stadig men.." hun så ham i øjnene og satte hænderne blidt på hans kind og sagde"jeg holdere mere af dig end ham.... han er så..... ja du ved hvordan han er og jeg vil aldrig gi mig til sådan et sadistisk svin som ham i hele mit liv, han er ikke andet et, et bæst og dyr der blot skal udryddes!" hun smilede og sagde"så vil du med mig, vil du stikke af med mig Velarina dig og mig venner forevigt!.... flygte fra denne verden der er så grum"

Han sendte hende et hårdt, såret blik.
"Der er forskel på at elske og at holde af!" sagde han såret.
Han sprang tilbage til teltet, greb sin bue og spændte den på ryggen.
Så løb han over til Kajika igen.
"Ja jeg vil..." sagde han mut, og løftede hende op.
Så sprang han op i t træ og begyndte lynhurtigt at springe fra gren til gren.
*Jeg vidste det... jeg er ikke bad boy nok!*

kajika holdte sig ind til Velarian og sagde"velarian undskyld..... jeg... jeg ved ikke hvordan jeg kan rette op på det andet end at sige han hader mig, han ikke vil ha mig og det bånd der var før er væk... en dag vil mine følser sikkert forsvinde... en dag vil alt være væk... og jeg vil ej huske ham mere... blot på grund af den lange leve tid" hun så på ham med et uskyldigt blik og så på grene de hoppede på eller velarian hoppede på og lukkede øjnene og sagde"ved du hvornår vi er ude af skoven"

Han bed tænderne hårdt sammen.
"Det er ikke din skyld. Det er min fejl at jeg ikke er bad boy nok til at du kan elske mig i stedet for at holde af mig... og vi er ude af skoven om en time." sagde han.
Han sprang hurtigt fra gren til gren, og han var sikker på sin fart.
Men han var ikke længere sikker på sit hjerte...

Kajika fik sig sprunget af i det han hoppede hen til en anden gren og ramte bunden hårdt og gav et skrig fra sig i det hun bed tænderne sammen og tog sig il røven med den ømme hånd og sagde pivende"AV AV AV!"hun så op mod Velarian lettere irritabelt og sagde"jeg faldt ikke blot for hans badboy ting men jeg faldt for ham fordi han er spændende udfordrende!... os derfor var jeg nær faldet for Zane!... jeg faldt for dem... fordi de gav mig modstand de var ikke så søde og venlige så følsomme!... de var en virkelig mand!.." hun bed sig i underlæben og det var blot vreden der talte men det kunne ikke høres, endten gjorde han som altid og stak af eller blev....

Nu slog det klik for Velarian. Vreden tog overhånd.
Han sprang ned fra træet, landede foran Kajika, og gav hende en lussing.
"Hvad fanden er der galt med dig!? Hvor vover du at tale ned til mig på den måde!? Jeg har kraftedeme ofret alt for din skyld!" råbte han.
Rasende og såret, og med tårerne strømmende ned ad kinderne, selvom hans øjne var fyldt med vrede og skuffelse.

Kajika sad jo ned nærmest som en krappe når man skulle gå krappe gang i det hendes blik var hårdt indtil... KLASK!. Hendes mund var åben, øjnene store!,, hendes blik helt overrasket og helt mundlam, i det hun sank hovedet og mærkede det metalisk smagende røde blod i munden stille piple ned fra mundvigen og ramme bladene med små dryp i det de smukke lyserøde læber blev malet smukke rosen rød.. Hendes lange smukke blonde hår lod sig falde foran ansigtet i det der intet kom fra hendes blødende mund, ingen spydige ord... intet... hendes krop rystede i det hun aldrig havde opdagede sådan en vrede fra velarian, aldrig i hele hendes liv. hun turde ikke se op mod ham så hun blev blot sænket med hovedet som havde hun tabt et slag... hendes finger knugede sig om bladene på den bløde jord og mærkede det.... mellem fingerne.. skulle hun angribe ham kaste det i ansigtet på ham eller blot tag denne lussing.....

HAn tørrede vredt sine tårer væk.
"Forstå det dog! Du er alt for mig Kajika! Men vi har ikke tid til at tale nu.. vi må væk herfra!" sagde han med rystende stemme.
Han rakte en hånd ud mod Kajika for at hjælpe hende op.
*Hvordan kunne hun sige sådan noget?* tænkt han pinefuldt.

Kajika så på bloddråberne og sukkede i det hun fik katte ligende øjne og hun nærmest blev fyldt med vrede i det hun kastede jorden mod Velarian og sprang på ham hårdt!... hun gjorde det med lyn hurtige reflekser og nedlagde ham i det hun sagde"DET ER IKKE min! skyld du har ofret alt, dit dit!.." hun sukkede i det hun let slog ham bldit på skuldren og sagde"du ser blot til mens andre har et liv, og alligevel siger du alt det, men du kan end ikke vise dig som en mand!, og jeg bad dig ej ofre alt for mig, jeg bad ikke om nået!, og så dømmer du mig på grund af jeg forelskede mig i et svin som ham ma´lakel og ikke vil ha noget med ham at gøre...." hun mærkede tårene men ville ikke stoppe.... hun så ham ikke i øjnene fordi så ville hun bryde sammen..."du ikke en mand men en lus!"

Han skubbede hende af sig, rejste sig op, vendte ansigtet mod himlen og skreg af raseri, skuffelse, fortvivlelse og sorg.
"SÅ DET ER KUN SVIN SOM MYRDER OG SLÅR IHJEL, SOM DU SER SOM MÆND!?" brølede han.
Han smadrede en næve mod et træ. Barken splintrede til alle sider, men ikke i nærheden af Kajika.
"Jeg ofrede det af kærlighed... og hvis du ikke ser mig som en mand bare fordi jeg er følsom, venlig og genert i stedet for at være et voldeligt svin af en morder, så fred være med det. Vi to finder aldrig sammen." sagde han højt og kneb øjnene sammen.
Hans hjerte hamrede, og gjorde ondt ad helvede til.

Kajika så på ham og sagde"Se nu misforstår du igen!" hun så væk fra ham og råbte"DU SÅ!!..... ARGH!!!" hun bed tænderne sammen i vrede og så ikke på ham, men han havde ret, var det sådan nogen hun kunne li...., mordere... onde fyre... hun så ikke mod ham men rejste sig blot og begyndte at løbe tilbage og råbte"JEG vil hellere! dø end at være nær dig! igen Velarian" hun græd i mens hun sagde det, hun mente jo ikke et eneste ord af det

HAn vendte sig mod hende da hun løb, og spurtede efter hende.
Han greb hende om livet bagfra, blidt.
Han lagde hovedet på hendes skulder.
"Sidste chance Kajika... Hvis du stikker af nu, så siger du farvel til mig, vores venskab og det forhold vi aldrig fik." sagde han.

Kajika gik ned i knæ og sagde"nej.... det må det ikke! jeg vil ikke ha det ender velarian undskyld!, jeg har forfærdelig smag i fyre jeg vil ikke elske ma´lakel mere jeg vil ikke tilhøre ham eller nogen jeg vil blot lære mine følser at kende og finde den ægte fyr! men jeg bange for at binde mig!" hun bed sig i underlæben og tog om ham og lagde ham ned i de dejlige bløde blade og smilede let i det hun nussede sig op af ham og sagde"undskyld velarian, kan du nogen sinde tilgive mig" hendes tåre faldt endelige og ramte blidt hans overkrop vis han havde lagt sig ned med hende oven på og sagde"undskyld"

Han krammede hende og sukkede.
"Kajika... jeg har jo allerede tilgivet dig. Men derfor gør det stadig ondt på mig. Jeg elsker dig, men du elsker ikke mig. Sådan er det bare." sagde han og strøg hende trøstende over håret.
"Undskyld jeg slog dig..." sagde han så, selvom det havde været velfortjent!

kajika så let væk og satte sig ved hans side og tog sig til kinden og sagde"mmh.... det... det gør vel intet tror jeg" det slag havde virkelig gjordt ondt og vist at han ikke blot var følsom men der var noget af den samme vrede som også Zane besad. hun kiggede stille over skuldren i det hun sagde"jeg... jeg har bare rigtig ondt men det går sikkert over om noget tid, selv om der røg blod ud men det var vel fortjent men jeg er virkelig ked over at ha sagt alt det til dig, jeg var virkelig led og uretfærdig."