Fang den lille pige...

Han så hende i øjnene.
"Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre Kajika... og dine følelser ligger ikke hos mig, det ved jeg godt! Jeg kan godt acceptere det... men lad os nu komme videre inden det bæst indhenter os." sagde han og rejste sig op.

kajika rejste sig og sagde"nej vi burde kæmpe! jeg vil se ham brænde op!... jeg har så meget lyst til at slå ham ihjel" hun så mod Velarian og ´sagde"du kan vælge hvad du vil, men jeg vil kæmpe.... Terra tilhøre værken ham! eller Zane! MERE... nu skal Ma´lakel dø" hun smilede ondt og under rustningen på benet trak hun en kniv frem og så mod Velarian og så uskyldig ud i det hun tog ham i hånden og sagde"velarian vil du følge mig .... jeg vil virkelig dræbe dette bæst..."

Han gav hndes hånd et klem og nikkede.
"Jeg er enig... lad os gøre en ende på det bæst..." sagde han.
*Han stjal hende fra mig...* tænkte han og kneb øjnene sammen.
"Ma'lakel er et uhyre, og hans død vil være et godt skridt til at besejre Zane!"

Kajika så på Velarian og krammede ham i det hun rejste sig helt rakt og sagde"ja lad os dræbe det svin" hun smilede glad og inden i elskede hun ham men vis han var kommet for at aflevere hende til Zane og blot flirte med hans nye legetøj der betød mere, og sige hun skulle passe på hans hjerte, kunne han rande hende!, hun ville ikke mere være offert, denne gang skulle Ma´lakel bøde og ikke blødt men hårdt, hun ville se det malende røde blod foran hans ansigt, mærke ham brænde op, ikke mere lide, hun slog ham ikke ihjel for jalouxi eller kærlighed, men for at overlever

Velarian stillede sig lige vedsiden af hende og tog hendes hånd mens han spejded ud i skoven.
"Lad os vente på ham her. Jeg skal nok opdage ham..." sagde han.
De kunne lige så godt vente på ham hvis de skulle kæmpe. ET baghold ville højst sandsynligt ikke nytte mod Ma'lakel.
"Jeg elsker dig Kajika" sagde Velarian. Han vidste at dette kunne blive hans sidste kamp, og selvom hun ikke elskede ham, havde han brug for at sige det alligevel.

Ma'lakel fulgte deres lugt, som en ulv på sporet af sit bytte. Han skulle have pigen i live, Zane ville nok ikke blive vred hvis han slog hans lillebror ihjel... igen? Ville han? Meeh, hvis broderen blev en forhindring skulle han af vejen, der var ingen udvej fra det. Den lille sort elver ville sikkert begynde at snakke om hvor højt han elskede det lille Dådyr igen.
Ma'lakel nåede dem lidt efter de var stoppet, han kom frem hård og sej med øjne klar til at dræ-... eller det skulle kan tro han gjorde: kluntet vaklede halv-dæmonen ud af buskende imens han bandedes uafbrudt på abyssel hvilket ville lyde som en masse hvæs! Han kæmpede en brag kamp for at komme fri fra en gren der havde sat sig fast i hans hår. Da han endelig havde vundet kampen imod den onde onde gren, trak han en lille kvist ud af sit hår og vendte sig imod dem med e tlettere opgivende udtryk.
,, Jeg hader... naturen!!".
Månen lyste op det markante hårde ansigt der tilhørte et væsen skabt til at gå i kamp og vinde! Hans grønne bæst øjne fæstnede sig på de to "elskende" som de stod og holdt hinanden i hånden, for mange tusinde år siden kunne han se sig selv i den lille elver knægt. Stærk, så stærk i viljen, med et hjerte der kunne knuse selv de største fjender for den pige han elskede så inderligt, det var bare sådan en skam at han ikke var lige så stærk når det galt alt muligt andet. Halv-dæmonen der var godt et halvt hoved højere en elveren samt en del bredere, stod nogle gode meter fra dem. Han var stoppet, stoppet fordi han ville prøve at gøre det en lille smule let for dem. Hans mørke brummende stemme der kunne virke så tiltrækkende men samtidig så hårrejsende kunne høres igennem den skov hvis dyr var blevet fuldstændig stille: som vidste de at en jæger var i området.

,, Jeg vil prøve at gøre det let for jer... Dådyr, kom med mig og jeg lader Velarian leve... men hvis du absolut ønsker at se sort elveren lide mere på grund af dig, så er du velkommen til at se på imens jeg gør det samme som da vi stod ansigt til ansigt med Hydraen".

Hendes blik var stift mod Ma´lakel og vreden boblede inde i hendes indre i det hun sendte ham for første gang dræber øjne!, hvor ville hun dog gerne dræbe ham lige nu og her. Hun smilede lidt og sagde"jeg ikke bange for dig Ma´lakel og du får ikke lov til at rør mine venner mere, jeg vil kæmpe for dem og ikke mere for dig, nu det ikke længere mig der skal beskyttes"hun så på ham i det hun fik helt rav gule øjne med en sort streg igennem som et reptil mens hendes tænder i hjørnernee blev skarpe og hendes smil mere ondt. Skoven rystede langsomt i det hun fik to unge træer op og man kunne se hvordan hun anstrengte sig for at løfte træerne med sin telekinese. Hendes blodåre pumpede og hun var klar til at kæmpe.


Hendes hår bevægede sig flagrende som stofsjalerne om hende i hvidt, som var hun mægtig, dog var hun det men hendes mest magtfulde evne duede ikke på dæmoner fordi de ikke indholdte blod, eller de fleste gjorde ikke, og hun kunne ej bruge den mod Ma´lakel bare sådan med fri vilje. Hun betragtede ham mens vinden blidt strøg sig over dem alle 3.

Velarian slap Kajikas hånd da hun begyndte at forvandle sig.
Han spændte hurtigt buen af sin ryg, lagde tre pile på den og spændte den til det yderste mend han sigtede mod Ma'lakel.
"Tro ikke at det er dig der vinder den her kamp..." hvislede han koldt, nærmest som Zane.
*Han tog Kajika fra mig...* tænkte han vredt, og sendte de tre pile afsted mod halvdæmonen.

Det gav næsten en trykbølge som Ma'lakel stødte hænderne imod de to træer. Hans halv lange negle borede sig ind i barken og de ellers så "venlige" grønne øjne der før havde stirret på de to elskende forsvandt imod jorden som han koncentrerede sig. Hvis alt de ville var at slås, så ville han dræbe dem, eller i hvert fald den lille møg elver hvis stemme havde den samme ekstremt irriterende klang som hans herre selv. Det var lige nok at han skulle finde sig i én D'torian, men to... no fucking way! Hvis han ikke kunne myrde den rigtige, ville det altid være en fornøjelse at se lillebroderen blive sprættet op og ædt. Åh det samme blik i elverens øjne som han havde første gang han døde, så fascinerende, og det blev det blik Ma'lakel stræbede efter at se igen. Med en mørk stemme, revet væk fra alt der kunne tolkes som nåde eller barmhjertighed, ting som Ma'lakel teknisk set ikke kunne føle. Talte han:

,, Lad da han komme til mig, som jeg til ham, og så vil jeg æde af hans rådne lig med stor glæde.".

Med de ord, der knap gav mening til hvad de andre havde sagt begyndte de træstammer som Ma'lakel holdt ved at blive mærkeligt tørre af udseende, at ælde på en mærkværdig måde, og et sløret tykt lag ville ligge sig på ydersiden af dem. Dådyrets, telekinese var svag lige hvad han havde set siden hun baksede med bare at få smidt dem imod ham, så hvis Ma'lakel skulle vælge at kaste træstammerne tilbage i ansigtet på dem ville hun sikkert ikke kunne få dem stoppet inden de ramte. Og derfor var det sikkert godt han ikke gjorde det. Han smed de to træstammer ved sin side imens han blev ved at koncentrere sig voldsomt, og så kom det. Et udbryd som hvis man så en eksplosion i slowmotion. De to træstammer spruttede med en blå lilla ild der ikke var til at tage fejl af, det lignede en form for Hellfire, bare denne her var anderledes men på hvilken måde? Det var ikke til at sige. Hurtigere end man helt kunne nå at følge med, begyndte en linje af denne nye Hellfire at kører rundt omkring dem, så de stadig stod nogle gode meter fra hinanden men ellers omfavnede 'ilden' resten. Hvis man kunne ligge to og to sammen var det ikke svært at se hvad Ma'lakel var ude på som cirklen blev færdig: han ville fange dem, bruge skoven som han ikke nærede nogen form for pligtfølelse overfor, som våben imod dem. Den alt ødeæggende 'ild', som egentlig blot var naturens egne energier tvunget sammen på så højt et plan at de reagerede ved at danne varme. Varme vis temperatur kunne toppe selv de varmeste underjordiske masser, hvis det var det Ma'lakel ønskede. Han var i sandhed blevet stærkere, havde i sandhed udviklet sig til noget større og mere farligt. Stile lod han skoven blive opslugt af hans flammer, de arbejdede sig vej fra cirklen og ud af. Efter det så han op, et ansigts udtrykt der hverken var hoverende eller overlegent, blot alvorligt og koncentreret. De grønne øjne der mest fokuserede på Velarian og hans bue, men også holdt øje med det lille Dådyr ud af øjenkrogen. Han var opsat på at så ihjel, det var ikke til at tage fejl af.

,, Your move..".

Velarian holdt øjnene på Ma'lakel under hele sowet.
"Hellfire..." hviskede han og kneb øjnene sammen.
"Har Zane lært dig det?" spurgte han og spyttede på jorden foran Ma'lakel.
Uden at vente på svar, spændte han sin bue, og affyrede tre pile direkte mod Ma'lakels ansigt.
Lige da han havde sluppet strengen, sprang han selv til siden og løb frem mod Ma'lakel.
Han regnede ikke med at pilene ville ramme, men måske var de nok til at aflede halvdæmonens opmærksomhed i det ene øjeblik...

Kajika så mod ham i det hun smilede og lod en af træerne løfte sig og koncentrerede sig til at smide det hen i søen nær dem hun kendte nemlig godt dette område så godt efter som hun havde badet for noget tid siden.. hun grinte i det hun fik løftede det våde træ og smidt over ilden der havde været nær hende og sprang så selv mod Ma´lakel i det hun råbte"Jeg ikke en lille pige mere! Ma´lakel!" hendes smukke blonde hår flagrede efter hende i det hun sprang og løftede hænderne og lod mange små spidse grene og sten skyde gennem luften direkte mod Ma´lakel mens hun landet på jorden lettere klunset på grund af koncentrationen og løb mod ham men stoppede dog få meter i det hun lod den anden hånd føres mod en lettere stor sten og skød os den efter Ma´lakel i det hun gik ned i knæ og tænkte*Okay dette er hårdt... og noget inde i mig vil ikke skade! ham men jeg elsker ham ikke! han er et modbydeligt.... dejligt! dumt kryb ! kajika tag dig sammen kvinde!!* hun bed sig hårdt i underlæben så det blødte med smukke safter fra de fyldige læber der blot blev mere fyldige forneden af hævelse over biddet(dog vil det tag tid).. hun smilede i det hun fokuserede efter noget tungere!!...

Som resultat af elverens skud nåede Ma'lakel at reagere udelukkende fordi at han holdt fokus på ham og ikke lod sin opmærksomhed flakke væk, ellers var han sikkert blevet ramt af mindst én af dem. Som de kom flyvende imod ham, rakte han hånden ud imod dem imens han var parat til at dreje rundt, lige som man skulle tro de ville ramme, og gennembore hans skalp, lukkede hans hånd sig om dem. Holdt dem fast og lukkede hans fingre hårdt omkring dem, så en af dem gav et mindre knæk, fra sig. Han snurrede rundt imens hans anden hånd rakte op imod Zenkai der med det samme reagerede på sin herre's berørelse. En trykbølge blev igen udløst som da Ma'lakel stødte hænderne imod træstammerne. Zenkai skreg i vrede da nogle små skarpe sten ramte både den og Ma'lakel i processen, dog så det ikke ud til at de skarpe sten havde mere styrke i sig end at de gennemborede Ma'lakel's læderjakke. Som han snurrede rundt, på de sekunder det tog ham lukkede han øjnene og prøvede at opsnappe elverens duft hvilket ikke var særligt svært, hans duft mindede om hans brors og på grund af det var Ma'lakel blevet betydeligt vant til den duft. Han ville kunne genkende den om han så sad på månen og Zane stadig befandt sig i Di Morga. Han undlod naturligvis at svarer Velarian, snak afbrød ens koncentration, og gjorde en ukampdygtig. Han havde heller ingen intentioner om at tale med sort elveren, diplomati og forhandlinger havde de forspildt, nu... nu ville han dræbe!

// Kajika når du angriber så husk at beskriv hvilke dele af Ma'lakel du gerne vil ramme, altså hvad du sigter efter. Og når du bruger telekinese, beskriv hvordan du bruger det, som fx at du koncentrere din krops energi over på stammen og bruger din viljestyrke til at løfte den og kaste den derhen hvor du vil. ^^//

Hans plan så ud til at virke... Ma'lakel havde fokuseret på at afværge pilene, som Velarian havde håbet han ville gøre.
Velarian landede på jorden lige ved siden af Ma'lakel, og med en hvislen, tændtes de iskolde, blå flammer om hans knyttede næver, og han slyngede et meget hårdt slag direkte mod Ma'lakels ansigt.
*Smag min Frostfire!* tænkte han.

Kajika så skræk slagen til i det hun stoppede op og huskede hvordan velarian døde og så gik hun i sort, hun stod blot der uden at hjælpe nu, det var hendes skyld den gang, hendes skyld?!. Hendes øjne løb i vand i det hun ej kunne styre følserne. Hun tog fingerne op til kinderne og tøret de saltede ginsende tåre væk fra kinderne som var helt røde af at være udsat for det saltede tåre vand samt hendes øjne var glinsende af tårenes smukke vand effekt som havde hun dryppede sine øjne med noget så de funklede ekstra, dog viste det små tegn på at hendes øjne var ved at blive lidt røde..


Hun så hen mod Ma´lakel i det hun satte sig ned og koncentræret sig, mens hendes hænder lavede mærkelig snorre bevæglser som rørte hun ved vand eller nærmere kung fu agtig bevægelser? som skulle hun til at skyde noget efter ma´lakel i det hun mærkede smerte op af kroppen og røde tegn kom frem på hendes krop langsomt og nærmest snit agtig, mens hendes tænder bed sammen og håret flagrede let, mens bladene kredste om hende, samt hendes øjne blev mere mørkeblå i det, hun rejste sig op men dog var hun blevet mere kontrollerende omkring sin energi nu og fordi velarian ikke havde råbt til ma´lakel da han angreb fik hun stilhed og kunne bruge fuld styrke af sin telekinese i det hun lod hænderne graciøst lave smukke blide bevægelser mod dem som rørte hun... vand.

Hendes negle lyste fordi hun var så fokuseret og hendes eneste mål var ikke ødelæggelse men fast holdelse.. hendes læber blev let fugtede i det hun brugte så meget energi på at holde dem, holde velarian fra at slå Ma´lakel og holde ma´lakel fast som hun gjorde ved Velarian... hendes krop rystede at det store pres"Ma´lakel... Jeg har en fornemmelse over at... du ikke er så glad for din kolde herre mere som du en gang var, fordi? ellers ville du ikke at dette dræbende blik som kunne hans ordre være lige meget, har jeg ikke ret... at lige siden du så ham være sød mod mig har du syntes han har været svag? har jeg ret, er det, det jeg ser i dine øjne?, at du ingen respekt mere har for dette sortvæsen fordi at vis du ikke har , så stop dette blodudgydelse og indgå en lille deal med os, så vil ingen af os lide.... undtagen mig jeg vil gerne give mig til dig vis du lover en ting, at samarbejde med velarian om at vældte Zane ned af tronen og styrte hans magt i grus, samt finde så mange i kan til at hjælpe barishan ville være en god hjælp som forsvar og som skjold kunne i godt få brug for en med telekinese bare ikke mig, jeg vil lade mig tage til fange af dig men så skal du lade velarian gå.... og så lader jeg min skæbne gå i møde jeg har i lang tid haft fornemmelsen af at mit liv ville ende... om jeg vender tilbage som spøgelse eller overhovedet ikke det?... det ved jeg ikke i nu men jeg ved at Zane har reageret for længe" hun gik hen mod dem i mens hun holdte dem indtil hun mærkede smerten i hele kroppen og hendes kontrol forsvandt fuldstændig i det hun faldt til jorden med et skrig og lå blot der ikke død men nærmere tabbet for energi forsvarsløs og udmattet....

Der! Ma'lakel kunne lugte elveren og var parart til at parere dennes slag ved at lade bredden på hans sværd tage skaden. Han selv brød sig ikke om kulde af nogen form eller art, men hans sværd ville vare immun overfor de enorme effekter det ville have på ham. For megen af kulde kunne tappe ham, ligesom vand. Det ville være svært at lege med ild hvis han lod sig rører. Men lige som elverens knytnæve skulle til at hamre imod klingen på Ma'lakels sværd, som han var så vej til at blokere for hans ansigt, den ene hånd som holdt fast om håndtaget på det, og den anden hånd på sværdets anden flade side, for at kunne holde slagets kræft henne, blev hans øjne store. Det stoppede. Alt sammen, det begyndte at stå stille som om at nogle havde stoppet tiden eller i hvert fald både ham selv og den mørke møg elver! De grøn gullige monster øjne dirrede i raseri over at være blevet afbrudt, over at være blevet stoppet midt i noget der faktisk var begyndt at være interessant. Han kunne stadig trække vejret, så helt blæst var dette da ikke, stadig smage, lugte og hører. Men som Dådyret begyndte at tale begyndte han stille at forstå hvorfor de var stoppet op, tøsens værk. Selvfølgelig var det det! Hvem skulle det ellers være? Større magter der legede! Så begyndte hun at tale, tale om at han ikke var loyal overfor sin herre, at han ikke ønskede at følge ordre, men det ønskede han dog, indtil videre. Kræfter, og magt, det var første prioriteten, og det ville være dumt. Dumt at stoppe nu, og ødelægge det, alle planerne, desuden var der ingen der fik lov at dræbe den skide elver. Ikke andre end ham selv! Han havde bragt ham til live igen og derfor var det også ham som skulle slå ham ihjel! Hans grønne øjne gled hen på den smukke halv engel, men der kunne ikke tydes samarbejdsvilje som han fik øjen kontakt sekunder før hun faldt til jorden. Udmattet, og træt. Han havde ikke brug for allierede, havde ikke brug for nogle at slutte sig til for at opnå det han gerne ville have. Aldrig, aldrig nogensinde ville han være så afhængig af andre, han havde været alene og selvstændig i evigheder nu, så hvorfor begynde at ødelægge sådan en god vane der jo ikke havde vidst sig at være dårlig overhovedet. Tværtimod havde det andet bevidst at det kun bragte ulykke med sig, han stolede ikke på nogen. Ikke på nogen andre end ham selv, han var hans egen bedste ven, hans egen allierede, hans egen skytsengel, der fandtes ikke venner, der fandtes ingenting der kunne overhovedet komme i nærheden af det. Og hvis det nogensinde skulle lykkes nogle at overbevise ham om det modsatte så vidste han at da var han i sandhed synket dybt og blevet blød som en killing. Som han fik sin vilje igen og det samme med elveren, stoppede han ikke sin handling han placerede sværdet som planlagt foran sig, om han så ville prøve at gøre noget andet ville det sikkert også have været svært siden at det hele blev afbrudt imens de begge to havde fart på.

// Mark vær sød at forklarer hvordan du laver dine ting, hvordan du fremmaner dit kulde og så videre O.o.. lidt mere... detalje ville være rart! :D