Midnatsklokker - Kaidan

Sted: Kirkegården
Tid: Kl 12 om formiddagen
Omgivelser: Ikke rigtig noget
Vejr: Vinden hyler, men det regner ikke

Træerne ruskede let i vinden, hver gang den kom susende forbi, og afgav dets sædvanlige klagesang igennem sin hylen. Angelie, som var den lille, blege skikkelse, med rødbrun t hår, luntede forsigtigt igennem kirkegården, mens hun betragtede alle gravstenene.
En gang.. Hun havde været på kirkegården en gang i sit liv, og den havde været alt for klam og uhyggelig for hende, men nu hvor hun selv hørte til på stedet, havde den en hvis charme over sig.
Hun gik i nogle få minutter, inden Angelie forsigtigt stoppede op ved en gravsten, nede i bagerste ende af kirkegården. Langsomt satte hun sig på hug foran den, inden hun lagde den lille buket blomster foran stenen.
Det var hendes egen grav. Datoen stod klar.. Den var kun to dage gammel, så det hele så nyt og renoveret ud. Det eneste folk ikke vidste var at kisten var tom.. Eller.. Hendes sjæl løb i hvert fald rundt oppe på jorden endnu, hvilket den også ville gøre mange år endnu. Indtil hun ville finde hvile.
Et let suk gled over hendes læber, mens Angelie rejste sig igen, sparkede lidt til en tilfældig sten, og lod blikket glide rundt. Jernlågen, som førte ind til kirkegården, knirkede let, hver gang vinden ramte den, fordi nogle havde glemt at lukke lågen til.

Kaidan kom listende hen ad det fortov, der udefra førte ind til Di Morgas kirkegård. Hans skridt var meget målrette og præcise, og han var meget påpasselig med ikke at komme til at skrabe fødderne hen ad jorden. Det var en dårlig vane, han var ved at vænne sig fra. Husk at løfte fødderne, husk at løfte fødderne. Han smilede svagt for sig selv, inden han stoppede op foran den store jernlåge. Den knirkende lyd fra lågens rustne hængsler skar ham i ørerne. Han skyndte sig derfor ind og lukkede jernlågen forsvarligt bag sig. Derefter vendte han sig om, så han stod med ryggen til lågen, og lod sine blågrønne øjne glide rundt i de øde omgivelserne. Endelig hjemme. Det meste af hans formiddag havde gået med at fise rundt inde i byen. Han havde skullet købe nogle nye strenge til hans guitar, men var så blevet tiltrukket af en tryllekunstner, der havde stået ude på vejen og lavet numre med folk. Det havde han faktisk moret sig ganske godt med. Det var først nu, han kom i tanke om, hvad hans oprindelige formål havde været, - det med at skulle anskaffe sig nye guitarstrenge. Nåh hul i det, det måtte han hente en gang senere i dag. Han begyndte lige så stille at traske afsted ned langs en snoet grussti, der førte ind og ud mellem de mange gravsten.

Angelie bed sig let i underlæben, inden hun smilede forsigtigt, og vendte rundt på hælen. Hun var ikke klar til at gå i seng endnu, og dagen var jo stadig ung. Før havde natten været den tid hun foretrak, men nu kunne hun ikke fordrage den. Mest fordi hun ville blive gennemsigtig, hvilket ikke var noget hun fandt specielt tiltrækkende.
Lyden fra jernlågen stoppede brat, og Angelie løftede nysgerrigt blikket. Nogen måtte have lukket den, men hvem? Forsigtigt klemte hun øjnene en anelse sammen, og lod sine egne blå øjne, gennemsøge området foran sig. En skikkelse bevægede sig et stykke væk fra hende, en dreng tydeligvis.
Hvad kunne få ham herind? Angelie rystede let på hovedet, for at klare tankerne, inden hun satte den ene fod foran den anden, igen og igen, hvorefter hendes gang mod drengen trådte i kræft. Hun nærmede sig med lydløse skridt, selvom rallet, som var stier på kirkegården, let kunne mærkes under hendes tyndslidte converse. Hun kom langsomt tættere på ham, og kunne efterhånden bedømme, at han så ud til at være nogle få år yngre af udseende end hende selv.