En larmende skygge i natten (Phil)

Tid: Lidt før midnat, 1. juli
Sted: I en af de mindre gyder
Omgivelser: Huse, affald, asfalt
Vejr: Mørkt og skyfrit


Mørket havde for længst lagt sig over Di Morga, og Østbyen var næsten tom for liv. Et sted i gyderne bevægede en kutteklædt skikkelse sig forvirret rundt. Den skramlede og knirkede, som en rusten motorcykel, og de fleste i de omkringliggende huse var efterhånden blevet vækket af larmen. Skikkelsen var en del større end et menneske, og bevægede sig meget langsommere. Nu og da forlod dybe, rungende lyde dens indre, og gav genlyd i gyderne. Den rodede i skraldespande, og spiste nu og da de enkelte madrester den fandt. Da den havde gjort dette i noget tid, begyndte et par røde øjne at gløde under dens hætte. Det røde skær bredte sig til en gammel cykel, som straks sprang i luften. Så satte skikkelsen sig på jorden, og begyndte at bide af et ubestemmeligt kødstykke, der lå ved siden af den.

en høj slank kvinde kom stille spadserende over hustagende, som om det var helt normalt at gå en aftentur på byens tage. det var første gang at hun var i byen så sent, de andre gang hun havde været her, havde det været middag, og hun havde bare blandet sig med menneskemylderet. men idag havde hun fået lyst til at gå en aftentur herinde.
kvindens usædvanligt røde øjne så et øjeblik op på månen der hang som en tynd skive over di morga, og tænkte på hvor mange forskellige væsner hun havde kunnet fornemme her. deriblandt udøde.. hun hadede udøde! at håne livet på den måde!
det lange håe hvirvlede om hendes hovede da hun rystede på hovedet for at tænke på noget andet, og fortsatte sin gå tur over husene.
hun nåede hen til en lille gyde mellem to huse, og skulle lige til at hoppe over den, da hun så et eller andet sidde dernede.
hun vidste at det måske ikke var helt fornuftigt, men hun ignorerede det, og satte af.
et par røde vinger slog ud fra hendes ryg, et par slag med dem og hun svævede ned i gyden. de lette sko lavede ingen lyd, da hun landede, og med forsigtige skridt gik hun ind i gyden.
hun kunne allerede mærke energien summe i hende.. bare for en sikkerheds skyld.

Skikkelsen rejste sig, og tog hætten ned. Dens hud var kulsort, med underlige, røde tatoveringer, der svømmede rundt på den. Et par sotre horn stor ud fra dens hoved, og et par kløer kunne nu anes for enden af ærmerne. Den vendte sig om, og så på Phil. Det var umuligt at spore nogen følelser på den spejlblanke hud, som han stod og stirrede. Pludselig tog han et par skridt hen imod kvinden. Så et til. Og et til. En dyb rungen dannedes fra dens indre, og efter lidt tid kunne ord anes i larmen.
"Du forstyrre aftensmad."
Selvom dens øjne kun var et par røde lys, var det som om den så hende lige i øjnene.
"Hvem?"
Den pegede på kvinden med en lang klo, og stod fuldstændig stille.

- hvem jeg er?
Phil så på ham med et løftet øjenbryn og et smil brød frem på hendes unge ansigt.
- jeg er phil.. og hvem er du så? og hvad laver du her? jeg var bare ude at gå en tur, da jeg fik øje på dig.
hendes smil var afvæbnende, det plejede at virke på mennesker og andre menneskelige væsner, men hun var lidt itvivl om hvordan det ville virke på hvad det nu end var hun stod overfor.
hun brød sig ikke helt om at han kom tættere på hende, men hun ville prøve at blive stående, bare for at vise at hun ikke var bange for ham.

En tilfreds brummen bredte sig i gyden.
"Phil. Phil, phil, phil"
Den gik lidt tættere på, og sænkede armen. Hans stemme lød nu lidt mindre rusten.
"Jeg Thurok, bo i skov."
Den pegede en hånd mod jorden, og små blomster begyndte at springe frem. Dens tatoveringer bevægede sig hurtigere rundt, og øjnene glødede kraftigere, alt imens blomsterne blev større og flere.
"Jeg bygger skov."

phil smilede større, og hævede sin arm, et grønt dryp af lys faldt til jorden og det hvor det ramte kæmpede et skud sig op af asfalten. med næring fra hendes magi voksede det hurtigt og snart stod en elegant birk i midten af gyden, med vinden hviskende i dens blade.
hun lod træt hånden synke, og med et par vingeslag hævede hun sig op i luften og satte sig i en af de nederste grene, som kunne bære hende.
- så thurok.. du er også en dæmon? af den samme slags som mig, tilsyneladende..
hun løftede det ene øjenbryn, spørgende, mens hun så ned på ham.
- nu var vi jo snart bygget en hel skov i gyden..
hendes lyse latter, var langt fra det man ville forvente sig fra en dæmon, i hvert fald ikke hvis man ikke kendte phil.
hun havde haft et godt liv, med ganske få sorger, selvom det sikkert snart ville ændre sig.

Han så op på træet, og brummede glad.
"Dæ... Mon? Thurok er skov!"
Han gik hen til træet, og en af tegningerne på hans hud bevægede sig over på træet, hvior den blev siddende, som om den altid havde været der.
"Hvad er dæmon?"
Han så op på Phil, og gjorde et par forsøg på at hoppe op til hende. Det resulterede i et par sprækker i asfalten, og han valgte at blive stående på jorden i stedet.

- vi er dæmoner.. det er svært at forklare hvad dæmoner er. det er en speciel slags væsner.. som har et speciale med et element, tit.. men nogle dæmoner er onde, derfor tror mange at alle dæmoner er onde.. selvom vi ikke er det.
hun sukkede ig kunne godt høre at det ikke var nogen ret god forklaring, men hun vidste bare ikke hvordan hun skulle forklare det.
hun kørte hånden igennem det blågrå hår der var sat op bag på hendes hovede.. som altid var der en masse totter som ikke gad side som se skulle og hun kørte dem irriteret om bag de spidse ører.
- som sagt thurok.. det er svært at forklare.
hendes slanke skikkelse blev fremhævet af den brune vest hun havde på, og fik hende til at se skrøbelig ud, selvom det langt fra var tilfældet, når hun var i sin dæmonform.

Han satte sig ned med et hult bump, og stirrede ud i luften.
"Thurok ikke ond!"
Han begyndte at kradse lidt i asfalten med sine kløer, og vippe lidt fra side til side. Så rejste han sig op, og gjorde et nyt forsøg på at komme op i træet. Hans ben blev lidt længere, og han fik fat i dden gren, Phil sad på. En høj, knagende lyd kom fra grenen, og han gav slip.
"Thurok bare skov."

- jeg ved godt at du ikke er ond men....
hun stoppede med at tale da træet begyndte at knage. hun lagde hænderne på stammen og overførte lidt mere energi til det.. bare hvis thurok var kommet til at skade træet. så, så hun næsten strengt på den anden dæmon og hoppede så ned fra grenen hun havde siddet på, for at han ikke skulle komme til at ødelægge træet mere ved sine anstrengelser for at komme op på en af grenene. i stedet satte hun sig under træet, op ad dets stamme, og så på thurok.
- så du er simpelt hen bare skov? hvordan kan man bare være skov+
hun så undrene på ham, mens hendes blik kortvagrigt blev fanget af blomsterne der stak op af asfalten.

Han satte sig overofr hende, og lagde hovedet på skrå.
"Skov skabte Thurok, Thurok skaber skov. Så Thurok er skov."
Med en del larm rejste han sig op, og begyndte at gå ud af gyden, imod skoven. Han tog hætten op igen, selvom byen sotrt set kun var beboet af sortelvere, ville han helst være på den sikre side. Kutten hjalp dog ikke meget, for med hvert skridt han tog, spredte en høj, knirkende lyd sig som et ekko gennem gaderne.

- vent på mig!
hun kom hurtigt på benene, og slog et par slag med vingerne som sendte hende op på siden af den anden dæmon. hun så sig kort tilbage og kom til at grine højt, da man kunne se birketræets øverste grene stikke op over hustagende. hvilken overraskelse ville folk i husene ikke få.
hun dæmpede sig lidt, da hun opdagede hvor højt hun grinte, for hun vidste gotd at byen var overtaget af sortelvere, men hun havde ikke set ret meget til dem indtil videre, og var ikke bange for dem. derfor gad hun ikke lægge skjul på sig overfor noget som hun ikke havde set noget til. altså fortsatte hun med at grine, dog lidt lavere, og hun fløj stadig ca en halv meter over jorden.
- hvorfor trækker du hætten op? det hjælper ikke ret meget at du ved det.
hun smilede drillende til ham..

Thurok så på Phil. Han tog hætten af og på et par gang, som for at prøve hvad der var bedst. Han endte med at have den på, men de glødende øjne ødelagde forklædningen.
"Du skal til skov?"
Han knirkede glad, og satte farten lidt op. Med en tilfreds brummen skramlede han gennem gaderne,

- ja, jeg bor der jo.
et drillende glimt viste sig nu også i hendes øjne, som hun måtte baske kraftigere med vingerne, der nu voksede lidt, for at hun kunne følge med thuroks lange skridt.
på trods af at hun var en jord dæmon var hendes vinger blodrøde, og de antog en næsten sort farve i mørket, mens de elegante fjer overlappede hinanden.
hun slog et par ekstra slag med de ca en halv meter lange vinger og hævede sig op over hustagene.. ville bare lige se om hun kunne se nogle af de sorte som hun havde hørt skulle være der.

Han så op efter hende, men fortsatte i samme tempo.
"Hvad kigger du efter?"
Han begyndete selv at kigge rundt, måske var der noget spændende at se? Han blev lidt skuffet over den påfaldende mangel på spænding i de små gyder. Hans ben voksede sig pludselig meget lange, og han var snart i samme højde som Phil. Hans gang fortsatte uforstyrret, imens han så rundt. De lange ben gik i samme tempo som han havde gjort før, så Phil kunne følge med.

- sortelvere.. de skulle jo have overtaget byen, men jeg har ikke set nogen af dem endnu.
hun lød næsten skuffet, som hun kiggede sig om, hen over hustagende. ingen skygger, ingen personer i mørke dystre kutter eller kapper.. ingen overhovedet!
hun surmulede lidt da hun på trods af alt dykkede ned til thurok igen, og svævede den normale halve meter over gaden.
der var ingen biler på gaden som de gik på, og hun nød stilheden, men syntes samtidig at stilheden var lidt kedelig.

Thurok dykkede ned på gaden igen, og var nu nogenlunde samme størrelse som et gennemsnitligt menneske. Metalliske lyde hørtes fra hans indre da han ændrede form, og hans tegninger blev lidt slørede.
"Sor... telvere?"
Han havde aldrig hørt det navn før, og heller aldrig set noget, der passede til beskrivelsen. Han håbede, at de mødte nogen.

- det er en anden race.. de skulle have helt sort hud, og hvidt hår.. har jeg hørt.. og så skulle de også være onde.. men det ved jo ikke før jeg har mødt en.deruden skulle det være en sortelver der har overtaget di morga.. spekulerer bare på hvorfor der så ikke er nogle sortelvere heromkring.. det irriterer mig næsten.. ville gerne se en.
hun så nysgerrig ud, og kiggede stadigt ivrigt rundt. i mellemtiden var de nået næsten helt ud til der hvor byen holdt op, og naturen begyndte.
retforude kunne man se en mur af mørke, som viste at skoven ikke var ret langt væk, og phil vendte sin opmærksomhed mod den istedet.

Thurok kunne også ane skoven i det fjerne. Han begyndte at løbe, meget langsomt, og bøje sig forover. Langsomt forvandlede han sig til en hjort, dog stadig med samme, blanksorte overflade, og røde tegninger. Han løb meget hurtigere sådan, og var snart helt henne ved skoven, hvor han antog sin normale skikkelse igen.

da thurok begyndte at løbe, prøvede phil først at følge med, ved at gøre sine vinger så store som hun kunne, næsten en og en halv meter lange og det gik også på den måde, men da de nåede hen til skovkanten, og dæmonen stoppede landede den unge pige forpustet på jorden og lod vigerne folde sig tæt ind til hendes ryg.
- jeg er vist i dårlig form..
grinede hun halvkvalt og støttede sig op af et træ for at få vejret. det var lang tid siden at hun havde brugt sine vingers fulde styrke.. det måtte der vist laves om på.

Thurok så kort på hende da hun faldt, og gik så ind i skoven. Han svingede armene rundt i alle retninger, og blomster begyndte at vokse frem overalt. Efter nogen minutter var skovbunden fyldt med blomster, og han gik videre, ind i en lysning. Her pegede han begge hænder mod jorden, og et stort træ begyndte at vokse frem.
"Thrurok bygge mere skov."