Et Hjerte af Sten?

af **Malakel the Vanquished** Søn 4 Jul 2010 - 0:32

Et Hjerte af Sten?

,, Der er ingen grund til at skåne ham Dia! Han ville slå dig ihjel! Ihjel! Er du overhovedet klar over hvad de ord betyder!”, fløj det ud af Ma'lakel.

Ingenting, ingen måtte skade hende, om han så skulle dræbe selveste Dom Halares, så ville han ikke lade en eneste af de ækle mennesker ligge en hånd på hende.
Dia's øjne lyste i vrede, de sorte ravne øjne slog piskeslag imod Ma'lakel som han holdte sværdet udenfor struben på en af røverne der havde overfaldt dem.

,, Du er dum! Dum som et får, og naiv som en fugl!”, sagde Dia strengt.
Hun satte hænderne i siderne og så fordømmende på ham. Den lille pige krop der knap lige var fyldt de femten år, syntes pludselig at tilhører en fuldvoksen kvinde. Hendes sorte pandehår gik drillende ned og kildrede hendes næse som hun stod der og så på ham som en mor ville se på hendes uartige barn. Hun slog ud med en af armene imod røverne:
,, Hvordan kan du forvente folk vil se på os anderledes hvis alt vi gør er at leve op til deres forventninger om os!”.

Ma'lakel åbnede hidsigt munden for at sige noget, men hans tunge ville ikke følge med. Tøsen havde vundet igen! Tøsen vandt fandme altid!
,, Det.. a-?! ... ehm... Satans til møg skravl!”.
Han satte en fod på brystet af røveren hvis liv et øjeblik havde hængt i en meget tynd snor. Sparkede ham bagover uden at lade klingen på det gamle lang sværd strejfe hans strube:
,, Skrub af med jer!!”, hvæsede han ad dem.

De fem røvere rejste sig, og løb afsted, ned af skov stien i et hurtigt tempo. Ma'lakel lavede et nik som samtidig blev fuldt af et tilfreds fnys, imens han tænkte at det havde de fortjent! Den skræk i livet kunne nok lærer dem ikke at undervurderer en mester sværd kæmper som ham selv, hvilket på sin vis nok var løgn da han kun havde brugt sværdet i omkring tre måneder, og en alle tiders troldkvinde! Han gav et selv tilfreds smil fra sig som han vendte sig o-..?! En stegepande blev det næste hans blik mødte og han dejsede omkring i et vaklende tempo, og lande på jorden. Dia stod med stegepanden i hånden og satte en fod på Ma'lakels hoved imens hun lavede en utilfreds grimasse:

,, Hvad skulle det til for?! Du skræmte de stakler fra vid og sans!”.

Ma'lakel sprællede under hendes fod som en kat hvis hale man havde trådt på! Satte hænderne på jorden og prøvede desperat at skubbe sig selv op så han kunne trække vejret. Men det fik han ikke lov til, Dia lod bevidst foden blive på hovedet af ham som straf! Det var ikke ondsindet, hun nød det ikke, i hvert fald ikke på samme måde dæmoner og andre onde skabninger ville nyde det. Det var en ting som pigen havde fra sin mor, man så nogle lide men vidste ikke rigtig tegn på nogen følelse. Mærkelige moder, mærkelige pigebarn! Hun lod ham først komme fri efter nogle minutter og Ma'lakel sprang op som en hidsig kat der hvæsede og rejste hårene på ryggen. Han spyttede jord ud af munden og tørrede ansigt med en flad hånd.

,, Stakler?”, spyt. ,, De er ikke stakler! De er røvere, mordere!! Ved du slet ikke hvad de kunne have gjort! Slået dig ihejl din lille idiot!”.

Dia hævede brynene af Ma'lakels ord og gav ham et blik der fik ham til at føle sig som et barn. Overlegent, og en lille smule arrogant sagde hun, højt og klart så han ikke kunne undgå at hører det:
,, Og det er du ikke?!”.

Ma'lakel rystede på hovedet af hende og vendte sig om, for at samle deres grej op.

,, Jeg gider ikke det der!”.

Dia fulgte efter ham som en stædig lille kylling, der rande i hælene på sin mor. Hun havde ikke tabt nogle af sine ting, havde endda rygsækken med mad og medicin på ryggen stadigvæk, og kappen over sine tynde skuldre. Hun var ret så spinkel af en menneske pige at være, dog var der noget elegant over hende, hun var kluntet som en ælling men smuk og stolt som en svane. Hendes lange kuld sorte hår gik hende ned til knæerne, det var sat i en løs fletning for at undgå at det gik alt for meget i vejen, på deres lille rejse igennem Noran's bjergpas. Lå lige på grænsen imellem Ene Dale og Svøde Egnen, men som desværre var fyldt med røvere. Efter Ma'lakel havde fanget alle sine ting igen, slået kappen om de brede skuldre, og fået sin rygsæk bundet på ryggen, begyndte de igen at gå op af stien. Ma'lakel havde sat sit sværd i skeden igen, og holdt beskyttende en hånd på den imens de gik.

Dia: ,, Ved du hvad, Bæst?”.

Ma'lakel: ,, Hold op med at kalde mig det!”

Dia: ,, Jeg tror at grunden til du hader mennesker så meget, er fordi du endnu ikke har set hvor smukke de kan være.”.

Ma'lakel: ,, Hold nu mund...”

Dia: ,, Men du synes da ikke jeg er ligeså modbydelig, gør du vel?”.

Ma'lakel: ,, .. Ne-.. Det er anderledes, du er jo heller ikke et menneske vel?!”.

Dia stopper, og rækker hånden ned for at tage fat i en pind i vej kanten, og fortsætter med den som vandre stav: ,, Måske ikke, men man siger jo at troldkvinder er menneske kvinder der er blevet kysset af en engel. Selvom jeg nærmere tror at mor blev kysset af djævelen..”

Ma'lakel: ,, Ja, hun er sku en sur gammel ko!”.

Dia: ,, Hey?!”.

Ma'lakel: ,, Du begyndte selv...”.

Dia: ,, hmm.... Bæst?”.

Ma'lakel: ,, Stop så med at kalde mig det!!”.

Dia: ,, ... Tror du halv-dæmoner også har et hjerte af sten?”.

Ma'lakel stopper op. Dia går nogle skridt foran men stopper da hun ser han ikke følger efter. Med et spørgende blik går hun hen imod ham, og stiller sig op foran ham. De grønne bæst øjne hviler på jorden, imens et nedtrykt ansigt kommer frem. Der går et gys af skyldfølelse igennem Dia, som hun ser det. Tøvende rækker hun en af hendes små hænder ud imod hans store skikkelse, og lader den blidt placere på hans kind, imens hun prøver at få øjen kontakt.

Dia: ,, U-undskyld, jeg ved du ikke kan lide a-..”, bliver afbrudt.
Ma'lakel lader sine arme stille svinge sig omkring hende, en tæt omfavnelse, og den spinkle lille pige bliver fanget. Hun giver slip fra staven så den falder ned på jorden med et lille 'bump'. Stille begynder hjertet at banke hurtigere, som varmen spreder sig i kroppen. De store sorte øjne dirre fortvivlet, imens hun pludselig kan mærke hans hjerte der banker hurtigere end hendes eget. Det syntes næsten at være en mærkelig drøm, en af dem man bare ikke kan vågne fra uanset om man i drømmen er ved bevidsthed. En blandet følelse: ubehag, men også et stærkt begær plusser op og for den lille pige krop til at give efter med et sammenbidt støn, idet hun også griber fat i ham med sin frie hånd. Gengælder omfavnelsen ved at knuge ham indtil hende.

,, Nej.. nej det har de ikke..”.