ingenting af hjerte..

sted: i en mørklagt gyde i allees gyderne
tid: 00:43
vejr: skyet aftenhimmel med et let vind..


han vidste godt, at han ikke skulle være på dette beskidte sted, hvor den søde lugt af råddenskab herske.. mest af alt havde hans forfinede væsen mest lyst til at trække sig tilbage til den renlighed, han var vant til.. men han vidste samtidig godt, at han aldrig få finde ud af noget, på hans enkel lille hotelværelse, noget der kunne hjælpe ham på sporet af, hvad der forgik..
noget han skrive om i sin rapport hjem til den del af hjerteløse paris, hvor kunne hans master var
noget som hvem den mægtigt zane, som alle hviskede om, men ingen fortalte om..
noget han kunne sende til sin master som bevis..
men bevis for hvad?
det vidste han ikke.. vel for at han var kommen her til, selv efter alt den ballede, der havde været med de dusørjæger, der ventede uden for paris.. dæmonen rynkede kort på næsen..
nu var der kun rasterne tilbage af deres liv, mens han havde forlængst fået blodet af sine hænder.
der han gik længer ind i det mørke, der lå over det mest af byen..
hvad forgik der her..
var der slet ingen, der vidste noget, og som vil dele det med dæmon?

Ikke så langt fra dæmonen hørtes klapren fra hæle imod gydernes uregelmæssige stenoverflader. En sortklædt ung kvinde kom gående med et stille udtryk i de isblå øjne, som roligt var sænket ned imod vejen der fortsatte foran hende. Hun havde en lang sort jakke på, hvis farve nærmest gik i et med det ligeså lange ravnssorte hår. Hendes mund var forseglet i en indelukket streg med de rosefarvede læber om uden at fortrække den mindste mine.
Hun gik lidt i sin egen verden og tænkte.. Det havde hun gjort mange gange efterhånden. Bare gået og tænkt uden at se hvad der var foran hende. Hendes hjemvejsrute lå i fødderne, så hun så knpat hvor hun gik, hvilket også førte til at hun kom til at gå ind i denne mandsperson og selv vakle et par usikre skridt tilbage da hun ikke havde ligeså god fodfæste som han.
Hun kiggede op og lod sine kinder blusse op i kort flovhed.
Hun viftede febrilskt med armene foran hendes torso imens hun trådte endnu et skridt tilbage.
"Det må De virkelig undskylde." sagde hun så. Hendes stemme var fast, trods hendes spinkle udseende.

Isaac havde stået i sin egen verden og tænkte, der han pludselig havde noget ramme ind i sig..
han vente sig langsom om og så ned kvinden, der stod foran ham "deres undskyldning er modtag" sagde han lavmælt med en gentlemans tonefald..
"det var ligeså meget min egen skyld" han lagde sit hoved lidt på skrå og så vider på hende med et skævt smil.. "men hvad er de for en, for jeg kan lugte at de ikke er vampyr eller dæmon ligesom mig selv, de lugter lidt af engel" hans stemme døde hen, mens det lidt skæve smil pyntede hans blege ansigt. hans øjne, der virkede mørkere i skyggerne kiggede med nysgerrighed på hende.. hvad var det for en kvinde, der stod foran ham?

Et kort smil kom fra hende da han nævnte det første. "Nej det var ikke. De stod fast og jeg så mig ikke om." sagde hun med punktum fordi hun ikke ville lade det diskutere videre. Hun vidste når noget var hendes skyld og ville ikke udnytte hans gode maneer. Hendes blå øjne blev derefter tvivlsomme og hun lagde tænkende en finger på hendes let røde underlæbe. "Uhm.. jeg tror at jeg er engel, men for at være helt ærlig..." sagde hun og lod et uskyldigt og lettere usikkert smil komme frem. "...jeg aner ikke hvad jeg er." sagde hun så.
Hendes ellers mørke figur blev oplyst af det lille smil og de blå øjne, som om hun var noget lyst fanget i en krop forført af selveste natten.
Isblå solbeskinnede øjne, men med hår så sort som natten med et midnatsblå skær.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham.. Hvad lavede en som han mon i sådan et snusket kvarter? "Hvad er De så for en?" sagde hun med en spørgende og alligevel munter tone.

"ved de ikke hvem de er?" spurgte han lavmælt med et mild smørrede smil, der dække over hans tanker.. "jeg.." han smilede kort sarkastisk "jeg er bare en ilddæmon, mere er der ikke rigtigt og sige om det" Isaac så kort skævt til denne ene side, med hovedet lidt på skrå..
"men de, unge frøken, har virkelig gjort mig nysgerrig, hvad er deres navn, hvis jeg må have lov at spørge" han slikkede diskret sine læber, mens hans øjne, der bar et svagt skær af rødt,
så inde i hendes blå.. vinden var begynde at blive køligere og mørket tættere..
skyggerne kom langsom tætter på dem, som søgte de beskyttelse bag deres herrers ryg..

"Mit navn er Raven Anthonia, men de fleste kalder mig for Anthon." sagde hun så og tænkte lidt over sit fornavn. En ravn. Det passede vel til hendes tilstand, gjorde det ikke? "Det er sådan set også alt jeg ved om mig selv." sagde hun med et derefter kønt og nærmest usikkert smil, som om hun var flov, men ville skjule det.
"Så De er ilddæmon?" sagde hun med et forundret blik. Hun betragtede ham stille. Tja.. for hende var der ikke noget tegn på hvilken slags han ellers skulle være, selvom der dog var denne dæmoniske aura omkring ham.
"Hvad hedder De?" sagde hun så og lagde hovedet på skrå med et nysgerrigt smil, der nærmest strålede, selvom det dog var beskeddent.

"må jeg så også have æren af at kalde dem Anthon.?" han smile kort til hende, før han tog et skridt frem mod hende "ja, det er desværre ikke noget jeg kan lyve mig fra, men hvis jeg nu siger en god en af slags, tror de så på mig?" han smile kort en af sine mest charmerende smil til hende "mit navn?.. mit navn er Isaac hela van Danican. det er ikke voldsom stort eller fint ligesom deres, men hvis de ikke kender deres fortid, hvordan er de så endt her på dette gudsforladte sted?" han så kort om sig med blik af afsky.. "måske jeg kan hjælpe dem, hvis de ønsker det?" hans stemme var mild, let lokkende, som kun en dæmon frembringe den..
"hvis jeg kan være til hjælp selvfølgelig"

"Selvfølgelig må De kalde mig det." sagde hun og smilte stille til ham med tænkende isblå øjne. Hun smilede lidt mere stille over hans anden bemærkning. "God eller ond af slagsen? Jeg finder Dem god." sagde hun så og lod smilet optones lidt. "Men det kommer vel an på hvem det er der difinere ondskab og godhed gør det ikke?" sagde hun så og placerede tænkende en pinger på sin underlæbe og kiggede ned i jorden i en tid.
"Isaac så." sagde hun derefter smilende og kiggede op på ham. Hun kunne godt lide det navn. "Det klinger godt." sagde hun og nikkede. "Egentlig så var det her jeg 'vågnede op'." sagde hun så. "Jeg har tænkt mig at forlade stedet så snart jeg har skaffet penge nok." sagde hun og nikkede. "Jeg ved desværre ikke om du er i stand til at hjælpe. Ikke med mindre du ved hvordan man kan få andre til at huske." sagde hun.

"jeg kan desværre ikke få tabte minder tilbage" sagde han stille, mens skæret fra den rusten lygtepæl, et øjeblik gled hans blege ansigt, før det atter igen lå i skyggerne igen..
"jeg ved ikke hvor vilde de er til det, men jeg kan måske finde ud af noget, og skaffe dem væk herfra.. men det forlanger desværre at de gør noget for mig til gengæld" hans øjne var mørke, og skyggerne begyndte at samle sig bag ham, som have han kaldt dem til sig.
der blev mørke omkring dem, mens en vinden begyndte at bære hvisken fra skyggerne, der ikke kunne ses i mørke.. de vidste hvad der skulle til at ske.. noget som hurtigt spredte sig som et rygte igennem gaden.. han så stille på hende.. han vidste at hvis hun svare ja, kunne det betyde døden for ham, men det var han villige til at offer, for noget havde fanget ham ved hendes simpel væsen.. noget der gjorde at han nu var begyndt at tilkalde selveste døden..

Anthon smilede kort og betragtede ham med en stilfærdig taknemmelighed. "De skal ikke bruge penge på mig." sagde hun så med et roligt blik. "Desuden ville global frihed for mig være finansiel utilstrækkelig." sagde hun så og betragtede ham kort. "Men..." sagde hun så.. én omrejse måske.. bare en. Ville det være for meget at skulle gå ind og tage imod det. Hun kiggede på ham igen med et tænkende blik.
"Men.. bare én gang måske.." sagde hun så og betragtede ham tænkende med et lille smil. "Hvad skal De have til gengæld?" spurgte hun så og lagde hovedet lidt på skrå. Hun tav kort og huskede hendes sidste lille aftale med en dæmon. Hun kiggede kort på sin håndflade inden hun så på ham igen.

Isaac så hendes korte blik ned på håndfalden. han trådte i det samme frem og tog den mellem sine kolde slanke blege hænder. Isaac dreje hendes hånd forsigtigt, vidste ikke helt hvad han ville finde, men frygtede et øjeblik, men så bryd et svagt smil frem på hans læber
"hvad er det?" spurgte han og holdte hendes hånd op for sig, kærtegnende den kort, før han gav slip på den.. han ikke i tvivl om hvad det var.. men kunne det virkelig være sandt?
"jeg forlanger ikke det store, kun nogle oplysninger og at de ville træde til, når jeg beder om det" han trådte helt frem til hende. han så at hun gik ham til skulderene.. "de skal ikke være bange, jeg lover at gør det godt for dem" Isaac vidste godt, det kunne hen og blive svært, især hvis hans mester fik nys om det her, men det måtte han tag til den tid..
lige nu ventende han kun på at høre hendes svar..

Anthon betragtede kort sin hånd i hans hænder. Hun sukkede kort over den sorte lille indgravering fra en anden dæmons hånd. "Bare et ar." sagde hun så og kiggede på ham igen. Et ubetydeligt lille bitte dæmonar fra en anden lille kontrakt. "De skal få de oplysninger de vil ha." sagfde hun så og nikkede selvsikkert og betragtede den høje dæmonherre foran hende. Hun var usikker på situationen, ja, men ikke bange. kun nogengange... Der var meget få mennesker eller.. væsener som hun frygtede heromkring.
Meget få.

"hvem gav dem dette ar?" spurgte han nysgerrig med et venlig tonefald, mens han så undersøge på hendes hånd igen. hvis det var ham troende, så have han måske fundet et vigtigt spor i sin forskning. han trådte lidt tilbage fra hende, så lidt mørke lagde sig over hans ansigt.
"er de sikker på at de vil det, give mig oplysninger og så til gengæld hjælper jeg dem med at huske." han så på hende med et svagt smil, som egentlig ikke ligne et smil, men bare en trækning i mundvigene.

Anthon nikkede til ham. "Jeg har intet at tabe, så ja." sagde hun så. Hun kiggede kort på sit ar. "Ano.. det er en anden dæmon, som har tilbudt mig hjælp." sagde hun så og smilede lidt. "De må tro jeg er pokkers naiv.." sagde hun så stille og kiggede op på ham igen med et tænkende blik. Naiv som en lille pige der ikke måtte få en hemmelighed at vide. i virkeligheden ville hun gøre næsten alt for at få den hjælp der skulle til.
Hun betragtede ham stille med et målsikkert blik, som bekræftelse at dette var hvad hun ville.

"hvis de er sikker, er det eneste jeg forlanger at de skriver deres navn på dette stykke papir"
Isaac fremdrog i det samme et gammel elfenben gullig papir, som var blank.
"de skal bare skrive deres navn der, så kommer deres hjælp bagefter" Isaac så kort på hende, og gav hende så en sort kuglepind, der matchede hans sorte tøj og med indskriften, der var i gyldnede bogstaver, så de dannede ordet: şeytan. han så på hende, mens mørkede kom tætter på.

Anthon nikkede og tog imod pennen med sin højre hånd og støttede på papirets bagside med den anden. Hun betragtede kort pennen inden hun lod blikket fæstnes på papiret.
Hun sænkede pennen på papiret og nedskrev med en smuk snoet skrift og lod det fortsættes i to navne.
'Raven Anthonia'
Hun løftede derefter pennen og kiggede afventende på ham. Hvad kunne denne underskrift sætte i gang? Det virkede som en ganske normal procedure i hendes hoved. Hun smilede kort og meget svært synligt og kiggede på sit navn. Navnet hun ikke følte var hendes eget.

i det samme kontrakten rørte hans hænder, gik den op i flammer, så bogstaverne var tilbage som et flyve objekt, der dannede hendes navn, før de også gik op i røg..
hendes navn var nu hans ejendom..

"godt så" han nikkede kort til hende, før han trådte endenu et skridt tilbage, stod et øjeblik og så ned i jorden med knyttede hænder. en vind kørte hurtigt fordi hendes ansigt og vider ned igennem gaden. "jeg vil anbefale dem at kigge væk, der det ikke er særlig kønt" han smilede kort til hende, før hans blik igen var fæste ved de skæve brosten. et skævt ondt smil pyntede hans læber. der gik nogle sekunder, og han håbede at hun så væk, det gjorde det hele letter.
Isaac lukkede øjne, så det røde skær ikke længer kunne ses.. det var som tiden et øjeblik stod helt stille,som var de ikke længer en dal af terres, kun deres hjerteslag kunne høres..
og sket der pludselig noget, som en usynlig, der kom nede fra brostene, og som fik hans hår til flagrede vildt. tonerne af skygger trådte frem og begyndte med langsom rytmiske bevægelser at danse omkring ham og så åbnede Isaac øjnede. der var ikke længer nogen form for pupiller i dem, kun at de var helt røde. han smilede kort skævt og slikkede sin læber, mens et kraftig lys begyndte at skinne i samme form som en cirkel under ham. han trådte galant til side, uden at mærke til den smerte der skød igennem hans krop for hver bevægelse, der som en ild, der brændte ham op inde fra.. to spidse horn var langsom begyndt at kommen frem i hans pande.. og så kom tegnet han have ventede på.
han trådte galant til side og så med et ondt smil ned på den person der langsom var ved at komme af jorden, og så var skabning oppe og alt blev i det samme normalt igen, selv Isaac
"de kan godt åbne øjne nu"

Anthon kiggede overrasket på papiret og knep stramt øjnene sammen da han bad hende om det. Hun mærkede den kvalmende stilhed og de høje hjerteslag imens hun ebtargtede mørket som havde forseglet hendes isblå øjne. Alligevel fik hun en fornemmelse af en slags. Små billeder af hvad der foregik udenfor hendes øjenlåg. Dog var det ikke nok eller klart nok til at kunne tydes til et direkte billede. Bare rød ild og hjerteslag og så derefter mørke. Hun bed sig i læberne og lagde armene om sig selv af ren selvbeskyttelse da hun ikke vidste hvad der kunne bevæge sig om hende.
Hun åndede lettet op da han igen talte, og selvom han sagde hun igen kunne se på ham, så gik det langsomt til værks med at hun blot startede med at åbne det ene øje og så det andet da hun så at der ingen forandring var sådan rigtigt.
Hun betragtede ham spørgende. "Hvad skete der lige?" sagde hun så. Alt det rumstering på grund af hendes navn?

der lyd en højlydt stilhed, mens en smule røg snog sig skævt ind over jorden, så intet et øjeblik kunne ses, før to grå skygger kunne skimmes og så trådte Isaac frem. hans øjne lysete lidt svagere inden det plejede, og han blødte fra et sår i panden, men ellers var der intet at se..
under hans arm, lå der en elegant kvinde arm. hun gik med bøje hoved, så det lange sorte hår lå ned over hendes ansigt, så man ikke kunne se det, man kunne kun ane noget hvidt og mørk inde bag ved.. kvinden bar en lang sort kjole, der gik lige over ved hendes blege skulder, så den viste det mest af hendes hvide bryster. hendes hænder var slanke med lange hvide finger, der endt i sorte negle, der ligte klør. Isaac gik med et skævt smørrede smil med kvindens side, hvor han sagde stille "må jeg have lov at præsenter madame südame surma, hun skal hjælpe din med at finde din fortid" han så kort på Raven Anthonia med et smil.

Anthon havde gjort store øjne og var mere eller mindre mundlam da hun opdagede kvinden foran sig. "Eh, eh.. Ano.." prøvede hun sig frem og rystede kort på hovedet med et: Tag-dig-sammen-udtryk til sig selv.
"Hej, jeg hedder Anthon." sagde hun så og samlede sig lidt og kiggede på kvinden med et lettere fremtvunget smil. *Kors hvor er jeg dog parnoid* tænkte hun og havde lyst til at slå hovedet ind i den nærmeste væg, men undlod det. Hun kiggede kort på Isaac og så hans blødende pande med et bekymret udtryk. "Er De okay?" sagde hun så og lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham lettere sammenbidt, men med renhed strålende ud af de blå øjne.

" jeg har det ganske fint" sagde Isaac med et skævt smil, før han vente ansigt med kvinden ved sine, der stadig så ned i jorden, så hendes ansigt var skjult. "det er hende, jeg fortalte dig om"
man kunne svagt ane hvordan kvinden inde bag alt sin hår, trak læberne op i et smil og Isaac forsatte med et smørrede smil "Hun har måske minder omkring ham"
"hvorfor skulle denne simpel halv engel have det?" spurgte kvinden lavmælt tilbage med stemmen, der var ligeså kold og dødt som is "det kan være hun har" hviskede Isaac charmerende tilbage "tænkt på hvad hun kan give dig tilbage, din elskede Moartea flori
du ikke gerne have tilbage?" kvinden vente sig mod ham med en vred, der kunne fornemmes som en kæmpe aura omkring hende, blandt med den kølig smukke ondskab..
"er det den eneste grund til at du har tilkaldt mig?" spurgte hun køligt "Isaac, du er dødens ynglings, det ved du godt, men bare fordi du er det, så lad os andre være uden for den skyld, du bærer.." kvinden vente sig igen om mod pigen foran hende, så hende nærmest an.
Isaac skyldte sig at bruge den lille øjeblik, til at trådte helt hen til kvinden, hviskede
tæt på hendes ene ører "jamen, jeg vil meget heller se dig, for du et langt smukker syn"
kvinden løftede sine ene hånd, klar til at slå ham, men lod så hånden falde med et irritabel suk
"du får det, som du vil have det.. jeg skal nok se ind i pigens fortid" kvinden tog elegant sit lange glansfulde sorte hår væk fra sit ansigt og de sorteste dødeste øjne så ud på Anthon.

Anthon betragtede dem stille imens de talte om ting hun overhovedet ingen forstand på havde. Hun følte sig lettere dum af bare at skulle stå der og lade en anden tale sin sag for sig og hun brugte en del tid med bare at kiggede ned i jorden. Sikke en redelighed. Kvinden virkede ikke særlig glad for hvad hun end skulle gøre. Anthon rettede sig op og betragtede dem begge lidt endnu inden hun så kvinden lade håret trækkes til side og se hende an. Anthon rødmede kort uforstående da hun et øjeblik følte sig lettere til skuegjort. Hun lod hende dog kigge alt det hun ville i håb om at der måske var noget om snakken. Men hvem var denne han? Hun begyndte så småt at trippe og kigge lidt på kvinden. Halvengel havde hun sagt? Anthon havde hørt det før, men havde svært ved at tro på sig selv som en engel. Ganske vidst var der en død, som hun akkurat kunne huske, men ikke andet. hun var ikke en lys skabning. Var det ikke for de nærmest oplyste blå øjne kunne hun forveksles med en vampyr eller endnu mørkere. Hun lignede umiddelbart ikke en af de højere magters yndlinge. Måske et sort får blandt englene? Det var ikke rigtig til at gennemskue.

kvinden så med et koldt blik på pigen. "træd frem" sagde kvinden med en kold arrogant stemme. Isaac stille sig bag Anthon som sort skygge, der var kommen frem af intetheden og gav hende et lille puf i ryggen, frem imod kvinden, med sin ene hånd.
han lænede sig kort ind til Anthons øre og hviskede med et svagt stemme "de skal ikke være bange, jeg lover dem jeg er hele tiden, men de er nød til at gør det kvinden beder dem, uden at stille spørgsmål" han fangede kort Anthons blik, der fortalte at hun skulle stole på ham

Anthon mærkede kort det lille puf og var ved at kigge sig irriteret tilbage, men stoppede da hun kort hørte ham. Hun tav. Var der noget som ville skræmme hende i det hele taget. Hun mumlede kort et eller andet grublende inden hun påtvang sig et smil til kvinden. "Ja selvfølgelig." sagde hun og lod sig træde det ekstra lille skridt som nu engang manglede.
Hun betragtede stille kvinden og fik en lettere skeptisk holdning påsat sig. Kunne hun hjælpe hende med at huske? Umiddelbart ville hun tro at det var fup, men nu ville hun få at se, eller hvad? Anthon lagde tænkende hovedet på skrå.

Kvinden så kort ind i Anthons øjne, før et ondt smil satte sig på hendes smukke forme små læber. hun trådte frem og lagde to iskolde finger på panden af halv englen..
de uhyggelige øjne faldt langsom i, og det var som tiden et øjeblik stod helt stille, intet rørte sig.. Isaac holdt sig i baggrunden med et smil på det smil, han altid havde på sine læber..
han vidste godt at hvis madam südame surma ikke fandt noget i hendes hoved, ventede der ham en stor smerte, der ikke kunne måles.. han tog i reaktions sig selv til sit ene håndled, der ikke kunne ses, for skjorten, der stak uden for jakken. hvilket han egentlig havde for ikke at det skulle ses.. "jeg er nød til at vide hvad de ved fra de vågnede op her i terre, alt" kvindens stemme var hviskende med en kulde, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på en..