Helt forladt - Leo

Tid: omkring kl 14
Sted: ved det gamle spøgelseshus
Vejr: Der er helt overskyet, uden chancer for sol
Omgivelser: Kun Angelie
Dato: Søndag d. 4. Juli

En spinkel skikkelse stod lige foran spøgelseshuset, med hovedet på skrå. Hun var travlt optaget af at kigge på udseendet af det spøgelse, som menneskene kendte. Det som mest af alt lignede en person, der havde fået kastet et lagen over hovedet, og raslende lænker omkring kroppen, så de kunne høres. "Hvor naivt" mumlede hun med et lettere legesygt smil på læben, inden hun forsigtigt bed sig blidt i underlæben. Ikke mærkeligt at folk havde glemt hvordan rigtige spøgelser så ud, især i disse dage, når de omgik billeder som dette. Vinden legede blidt med det rødbrune hår, inden Angelie trådte et par skridt frem, næsten lydløst bevægede hun sig over jorden, og endte ved den lille forhøjning, som ville føre ind i selve huset, hvor hun satte sig til rette.
De blå øjne begyndte at finkæmme området foran hende, i tilfælde af at en vildfaren person ville dukke op. Stedet var normalt forladt, men det skete.. Sjældent.. Men det skete virkelig at mennesker fandt stedet uhyggeligt og tiltrækkende på samme tid. Da det var eftermiddag og overskyet, kunne man sagtens forveksle dagen med nat, men Angelie kendte tiden. Hun var stadig i sin legemlige menneskeform, så derfor kunne solen ikke være forsvundet bag det tykke skydække, som truede med at lukke op for vansmasserne hvert øjeblik det skulle være.

En skikkelse strøg næsten lydløs og ubesværet hen ad gruset, dog den blonde drengs ene fod værkede. Lige præcis, hvad han havde fået gjort med det, anede han dog ikke. Han kunne ikke huske så meget fra natten før - Det var et af hans velkendte blackouts skyld i. Heldigvis plejede de kun at forekomme, ved lidt over midnat og da det var ret sjældent, var der langtfra store chancer for det nu. Det var nok én af de meget få fejl, vampyren besad. For skønhed og elegance, havde han i hvert fald, som enhver anden af hans race. Til forandring var han klædt i en rød hættetrøje med noget print foran, nogle slidte blå jeans og hvide Allstars - Det var ellers sjældent man så ham gå rundt med andet end sort. Hans fødder havde bare ført ham afsted på en af sine sædvanlige morgenture, og hans destination var nu vist noget tæt ved Spøgelses huset. Et smil kom straks frem på hans læber, der blottede de hvide tæner, samt hugtænderne. Han kendte det hus alt for godt efterhånden, faktisk var der næsten ikke et afkrog han ikke kendte ved sin hjemby, men det var så noget andet. Han fortsatte videre hen mod indgangen til huset noget væk i sine tanker og opfangede ikke duften af en andens tilstedeværelse.

Angelie bemærkede ikke lyden af skridt, som kom nærmere for hvert sekund, fordi elegancen over vampyren var så fremtrædende. Faktisk mærkede hun først at der var andre til stede. En sans der var blevet fremhævet betydeligt efter hendes død, og som hun ikke længere ville undvære. Hans trykken i hendes bevidsthed, fik automatisk Angelie til at hæve blikket, og fokusere lidt til venstre for sig selv. Der.. Hun så ham komme gående.. eller næsten svævende over jorden, med retning lige imod hende. Havde han overhovedet lagt mærke til at han ikke var alene? En kort himlen med øjnene kunne ses fra hendes blik, inden et mere drillende smil gled over hendes læber, og viste svagt den hvide tandrække. Det var sjældent hun smilede mere end det, og idag var ingen undtagelse.
Drengen, der så ud til at være på alder med hende selv, kom nærmere, og uden at flytte blikket fra ham, rykkede Angelie sig en anelse ud til siden, så det ville være muligt at passere hende uden problemer. Langsomt og forsigtigt kørte hun en hånd igennem det halvlange hår, glattede fraværende den lyse nederdel, mens hun ventede på det uundgåelige.. At blive opdaget. Da en ekstra kraftig vind gled ind over stedet, kom hendes menneskelige handlinger i aktion. Selvom hun ikke længere mærkede kulden, trak hun alligevel cardiganen tættere ind til kroppen.

Leo standsede op, da der var noget forandret ved huset. Ikke udseende mæssigt, nej. Det lignede godt nok sit støvede selv, som et hvert andet forladet og hjemsøgt hus ville være. Men, at det ikke helt var forladt var hun godt klar over. Det gjorde enhver, der ikke var menneskelig jo godt nok. Han lod tungespidsende strefje læberne, for let at fugte dem og opfangede først nu duften af en.. Hvilken race det var, var i første sek. noget utydeligt. Men som han langsomt trådte længere frem kunne han mere og mere ane, at det måtte være en animagus.
Dem, havde han kun stødt på få gang, så hans nysgerrighed tog overhånd endnu en gang. Et smil kom straks frem på hans læber, da en mørkhåret pige stod bare nogle få meter fra ham og så ud til at have fået øjnene op for ham også, nok længe før. "Bor du her?", spurgte han med et skævt smil fortsat tydeligt præget på hans ansigt og betragtede hende diskret.

Ved hjælp af hans ansigtsudtryk, kunne Angelie bemærkede en stigende interesse i hans blik. Undrende hævede hun let det ene øjenbryn, og kiggede om bag sig for at finde ud af hvad denne dreng havde fået øjnene op for. Sjovt nok så hun ingenting, og vendte langsomt blikket mod ham igen, inden hun spørgende pegede på sig selv. Jo han kiggede da godt nok på hende, men normalt lagde folk slet ikke mærke til at hun var i nærheden.
"Erh" mumlede hun en anelse forvirret, mens hun forsigtigt kløede sig i håret. "Nej ikke her.. Jeg kan bare godt.. Lide stedet" forklarede hun så, og et mere fast smil kom frem, som en gengældelse af hans.
Hun overvejede i et par sekunder hvad hun ellers skulle sige eller gøre, inden hun langsomt kom på benene. "Jeg er Angelie" tilføjede hun så hurtigt, for at få det overstået, selvom hun ikke rakte hånden frem. Hun kendte ikke noget værre end når fremmede rørte ved hende, og selv at indbyde til det, ville være for.. dumt.