Tonerne frigøres så snart de er spillet (Nanna)

Hans lange blege fingre strøg svagt over tangenterne på orglet. Hans læber lukkedes sagte, og hans øjne fulgte fingrene. Da den første tone blev frembragt, da han trykkede ned på tangenten, smilede han svagt af fryd, han sad på skamlen, hvor den lille tykke organist plejede at sidde, og spille ved gudstjenesterne, og havde hænderne på tangenterne. Han havde prøvet at spiller på orgel før, men lige nu var det noget helt andet. Lyden af stormen der rasede udenfor vinduerne, lyden af tonene der dødede ud, og ekoet af hans brors stemme i sit hoved, fyldte ham på en sådan måde, at man kunne kalde ham overrasket, eller følelsesløs i alle lemmer?
Det var uden tvivl begge dele.
Hans lange ildrøde hår, hang som flammer omkring hans på nuværende tidspunkt svagt udmargrede ansigt. MAn kunne dog endnu ikke se knoglerne bag, og ja, han havde da en anelse sul på kinderne... Men slet ikke ligeså meget som en normal person.
Han lod endnu en gang fingeren trykke ned på tangenten, og blev denne gang ved med at trykke ned, hvorefter han begyndte at spille.
Tonerne flød overalt i kirken, og overdvede stormen udenfor, og eventuelt lyden af døren der blev åbnet. Han lod de isblå øjne lukke sig halvt, så han stadig havd en chance for at se hvor tangenterne var, og lyttede så bare til den musik som han på forunderligvis selv frembragte.
Han smilede sagte af sig selv, og rystede så på hovedet, hvorefter han stoppede. Lydene provokerede ham... De havde tirret ham, på en måde som kun et orgel kunne gøre det.
Musik... Han havde altid hadet det.. og alligvel havde han talent for at spille.
Hans kæber snappedes hårdt sammen, og han lukke øjnene helt, hvorefter han rejste sig og gik ned i selve kirkesalen, han stoppede op, og så rundt, med undersøgende øjne.

Domkirkens flotte mørke trædøre med udskæringerne i blev åbnet med en let knirken, da dørens hængsler var en smuuule rustne. En mørkhåret pige iklædt en gennemblødt jakke trådte indenfor og lukkede - pænt - døren efter sig. Det kunne tydligt ses på hende at hun virkelig måte beherske sig for at holde et eller andet tilbage - i dette tilfælde var det dog en masse bande- og skældsord som langsomt hobede sig op i hendes hoved, og truede med at sprænge hende. Hun bed sig i underlæben og rynkede øjenbrynene og så meget... frustreret og... muggen ud. Hun lynede jakken op og trak den af sig - den var drivvåd. Det var tydligvis vejret som havde oprevet hende. Hun samlede en tot af hendes hår i sin hånd og betragtede den våde lok. Den ville helt sikkert bryde ud i en lang og blød slangekrøl... hvilket hun afskyede mere end noget andet. Hun slap den og trampede hen imod en bænk og satte sig. Hun bed sig i underlæben og lagde armene over kors og lænede sig tilbage *Hvorfor skulle det også absolut øse ned når jeg endelig fik fri?!* Genlød det inde i hednes hoved. Hun havde naturligvis ikke fået en smøg endnu efter de mange arbejdstimer og det kunne tydligvis mærkes. Men hun hadede også at være fuldkommen gennemblødt... det var der trods alt ikke mange som nød. Hun beherskede sig tydligvis for ikke at bande - hverken højlydt eller indvendigt. Afbrød sig selv i det, i det skældsordene poppede op i hendes hoved. Det var trods alt 'Guds hus'... Nå ja... der var varmt og tørt... så slemt kunne det da ikke være at bruge lidt tid dér, mens uvejret stilnede af. Hun lod sine gule øjne blide op på de flotte og farverige vinduer og betragtede regnen sile ned fra himlen. Der ville nok gå et pænt stykke tid inden hun kunne komme 'hjem'...

Itarians øjne ramte en piges hoved der stak op over en af bænkenes ryglæn.
Han betragtede hende blot i nogle få minutter, hvorefter han satte sig på den allerbagerste bænk i kirken, dette gjordes lysløst, så hun umuligt kunne have opdaget ham, især ikke som så ud til at være helt oppe og koge.
Han smilede glædesløst, og så blot på hende, tænkte over hvad der mon kunne havde gjort hende så irriteret, eller gal?
Men det var nok regnen... og noget andet? Han kunne ikke sætte sin finger på det, og da han ikke kunne læse tanker, opgav han lidt at finde ud af det.
Han lod let knoerne bank mo bænken foran sig, næsten som for at fremmane hendes opmærksomhed. Men som han sad i skyggerne bag den balkom hvor kirkekoret skulle have været, var han svær at se, for det menneskelige øje, for det var han sikker på at hun var. Et menneske.
Mennersker havde altid fascineret ham.... Nærmest ligesom ild fascinerer små børn, så de vil prøve at lege med den. Han ønskede ikke at lege med hende... Men bare iagtage, dog kunne han ikke undgå at smile svagt af fryd, over endelig at møde et ordentligt vredt eksemplar. Det glædede ham dog ikke at denne person var vred, selt ikke, han havde bare aldrig set et vredt menneske, da han lige var kommet til Terre, og aldrig havde set mennersker før han var kommet til Di Morga.


//Sorry, nu faldt min krea pludselig igen.. øv! x´O//

Nanna sad stadig og surmulede på den ene bænk. Hun løftede benene og placerede de mudrede støvler på ryglænet fra bænken foran hende. Var f*cking ligeglad med om det generede én eller anden hellig sk*derik... Hun var sur og tvær og så måtte de selv om hvis de var så dumme at genere hende. I det nogle rungende ekkoer fra et par bankelyde blev kastet mellem domkirkens vægge, drejede hun let hoved og så bag sig. Hendes øjne søgte ned ad bænkerækkerne bag hende, men de var til syneladende tomme. Hun hævede let det ene øjenbryn i et undrende udtryk. Så måtte lyden jo komme fra et andet sted fra. Hun lod blikket glide op på orgelet længere oppe og kunne netop ane én person. Hendes dybe pupiler, som var omgrænset af den gule iris med det orange skær, studerede dét hun kunne ane af skikkelsen. Personen havde tydligvis en meget.. iøjenfaldende hårfarve og det var nok dét som havde afsløret personen. Om det rent faktisk var ham som havde lavet lyden anede hun ikke. Hun skulede i et øjebliks tid til ham, inden hun atter drejede hoved og gav sig til at stirre fremad... faktisk bare ud i den tomme luft, og ignorerede personen... hvis det altså var hende han stirrede på... det var det sikkert ikke engang. Hun var også ret ligeglad... Det var i hvert fald dét hun bildte sig selv ind.

Han så hende kigge mod ham, men han bevægede sig ikke det mindste, ikke så meget som blinkede, eller trak vejret hurtigere. Han søgte helelr ej ly for hendes blik, der åbenbart skulle forstås som en skulen. Han så blot tilbage, med den samme skulen og rynkede svagt brynene, som om han egentlig var overrasket.
MEn ikke desto mindre kom der ikke en lyd over hans læber, hvor vovede dette menneske sådan at skule til ham? Han vendte sig om da hun vendte blikket fremad igen. Han gik tilbage til døren der førte ud af organistens lille spillerum, og ned af trapperne der førte ud til våbenhuset, hvorefter han gik ind af døren, og ind i selve kirkerummet.
Hans skridt rungede svagt blandt de mange bænkerækker, mellem kuplerne, loftet, og mellem de mange andre ting der var derinde. Han så mod hende, men blev dog stående et par bænkerækker fra hende, og så på hende med et udtryksløst blik, uden at konfrontere hende, han stod blot og betragtede hende, og huskede hvordan de gule øjne havde svitset sig ind i hans bevidsthed.

//Ej altså øv! Skal logge, havde helt svedt ud at jeg skal på cykelferie med fammilien imorgen... så skal tidligt op... som sagt; ØV! Nå, men ses vel? Og jeg håber vi går videre med emnet når vi begge to er på igen? ;D //

Nanna sank længere ned langs ryglænet og et udmattet suk undslap hendes blegrøde og svagt orange læber. Hun var faktisk ret træt... det havde været en hård arbejdsdag - eller aften... Men hun fik da lov til at slippe ved midnatstid. Nogle dage - hvor der var travlt, slap de hende kun ved 3-4 tiden om natten. Hun virede let med hoved og rettede sig op og rakte en arm i vejret og strakte sig, imens hun skjulte et gav med den anden hånd. Det gik ikke. Hun kunne ikke sidde her og slumre hen, på dén måde. En lang række af rungende skridt i kirken fik hendes opmærksomhed vendt hen imod noget andet end hednes trætte hoved... Hun vendte sig dog først da skridtene ikke fortsatte hele vejen forbi hende, men stoppede et stykke bag hende. Hun rynkede undrende øjenbrynene og drejede endnu engang hoved. Hendes blik fæstnede sig først på et par sko... hun lod langsomt sit blik klatre op ad mandeskikkelsen til det til sidst fæstnede sig i ansigtet, frydet af det halvlange røde hår. Hun havde godt nok aldrig set en farve som hans... og heller ikkek til en mand med så langt hår. Men... det var egentlig ret..pænt. Det så ikke særlig kunstigt ud og... Hun glippede let med øjnene i det hun tog sig selv i at stirre åndsfraværende på skikkelsen og slog kort blikekt ned i gulvet for at genvinde 'bevidstheden'. Hun slog atter blikket op på ham, efter at have lænet den ene arm over ryglænet for at kunne se ham bedre an, så hun havde drejet overkroppen halvt. Han stirrede... eller betragtede tydeligvis også ham. Hun hævede øjenbrynene og sendte ham et provokerende blik, som kunne hun lige så godt have sagt 'hvad-glor-du-på?'... Men det havde hun ikke tænkt sig at sige højt i en kirke... Tænk hvis de smed hende ud i regnvejret?... Nej... Så hellere bare holde munden for et stykke tid.

//det bare i orden ^^... god cykelferie da :D... og ja, vi fortsætter bare emnet når du får tid igen xD//

Hans øjne betragtede hende uden et ord, og han ikke så meget som bevægede sig det mindste. Hvis ikke det havde været for den lettere undrende holdning, kunne man havde troet at han var død på stedet.
Han følte selv at han ikke kunne mærke sit hjerte, ligeså stærkt som før. Mon det var ved at gå i stå? Umuligt.
Han var halvt menneske, hvis hans hjerte stoppede, ville han dø, hvis ikke det der var værre. Hans røde hår svagede svagt, da han åbnede den lille låge ind til en af bænkene, omkring to bænke fra hendes siddeplads, og satte sig derind.
Han havde egentlig ikke rigtig nogen grund til at sidde og betragte denne menneske pige på den måde, men alligevel, han vidste ikke hvad han ellers kunne gøre.
Mennesker fascinerede ham, ja. Men samtidig kunne han kke finde hoved og hale i dem, men det var vel det fascinerende ved dem?

//Undskyld som sagt det korte svar^^' //

Nanna skævede let til ham og opserverede ham sagte. Så ham forsvinde ud af hendes øjenkrog, ind på en bænk ikke så frygtelig langt fra hende. Mon han kom tit her?... Dette var faktisk hendes første gang på stedet.. Det var trods alt kun et par måneder siden hun var flyttet til, og hun havde brugt al sin tid på at arbejde - havde ikke givet sig tid til at tage på 'sightseeing'. Det var desuden også noget pjat. Hvad skulle hun bruge det til?.. Det var penge hun havde brug for, så hun havde brugt tiden nyttigt. Hun nikkede fraværende som en bekræftelse på hendes tanker. Hun var imellemtiden faldet i staver på gulvet og virede kort med hoved for at genvinde kontrollen over sit syn. Hun vendte sig om og sad normalt på bænken... bortset lige fra det at hendes fødder hvilede på ryglænet på bænken foran hende. Noget mudder løb ned ad træet, men hun tog sig ikke af det. Hvorfor skulle hun også det?...
Hun drog endnu et tungt og utålmodigt suk. Stilnede regnen ikke snart af, så hun kunne komme hjem?.. Hjem til den faldefærdige ruin af en bygning hun havde bosat sig i. Men hun kom nok til at vente en del tid endnu. Hun lænede hoved bagud og lod baghovedet hvile på ryglænets kant og lod på dén måde blikket hvile på kirkens loft. Hun anede virkelig ikke hvad hun skulle få tiden til at gå med... hun kunne vel også bare gå hjem i stormvejret... Nej... Det hadede hun regn for meget til... Så kunne hun jo sove?.. Nej, det tillod de nok ikke - ellers havde der vel været fyldt med hjemløse... Hvad så? Hun lænede hoved endnu længere bagud så hendes blik blev vendt hen på den yngre mand bag hende. Hun betragtede ham kort og uskyldigt.. Hun kunne jo også starte en samtale?... Det lå godt nok overhovedet ikke til hendes side.. Men det var da én måde at drive ventetiden væk på, og for at hendes utålmodighed ikke skulle tage over. "Hej.." Fik hun fremsagt - da det var en smule svært at tale på hoved. Hendes blik blev en smule forvirret af at se alting på hoved og hun rettede sig derefter ordenlig op. Hun drejede overkroppen og vendte endnu engang sine gule øjne hen på ham. Han kunne jo bare gå hvis han ikke gad tale.. Det måtte han selv om.

Hans ansigt så ud til at være hugget ud i sten.
Han hverken bevægede sig, eller ændrede utryk da hun så ud til at rykke sig lidt rundt, og havde hun lige nikket til sig selv? Sikkert.
Hans ildrøde hår hang omkring hans skuldre, det fik ham til at ligne en mand, med ild i håret, dog ikke på en komisk måde, nærmere som om han var brændt ihjel, uden at huden havde taget skade.
Han lod let det ene øjenbryn skyde i vejret da han hørte hendes stemme, han gentod svagt ordet i sit hoved. Han havde ikke troet at hun ville se på ham igen, for ikke at tale om overhovedet at se på ham.
Men man kunne vel godt forstå det, bare sådan lidt. Der var mennesker der hadede regnvejr, det var almindelig blandt dem, ligeså almindeligt som det var at gå på dragejagt i hans egen verden.
"Hej" sagde han, nærmest efterabende, og dog virkede hans stemme lidt mere moden end hendes, egentlig uden nogen grund, da hans aura mest af alt mindede om et barns.
Han lagde hovedet let på skrå, som for at stille et spørgsmål, der aldrig blev til ord.

Nanna betragtede ham sagte og med en hvis tålmodighed, inden han endelig gentog dét ord hun havde sendt ham. Hm... Han så ikke ud til at være specielt snaksalig... Ligesom hende selv. Hun overvejede om hun overhovedet gad starte en samtale med ham... Men nu var hun ligesom begyndt på én og kunne derfor ikke så let, bare droppe den igen. Hun bed sig åndsfraværende i sin blegrøde og svagt orange underlæbe hvor en piercing prydede i den ene side. Hun så ud til at være faldet i staver på gulvet, og overvejede hvad hun dernæst skulle sige - eftersom han selv ikke så ud til at have noget at skulle have sagt. Sad bare og.. kiggede? Hun vendte sine gule øjne hen på ham. Om han overhovedet tænkte noget var også et mysterie for hende. Han sad bare som en forstenet skikkelse og kiggede, havde ikke noget specielt udtryk i sit ansigt...
Hun drog et sagte suk og hævede let det ene øjenbryn. "Såeh.." begyndte hun og førte hurtigt en våd og bølgene hårtot om bag hendes øre, da den generede hendes syn. "Kommer du tit her?" spurgte hun og så fra ham, ud i kirkens pragtfulde sal.

Hans øjne vendte sig mod hende, og så på hende, stadig uden nogen særlige følelser genspejlet i det lettere blege ansigt. På trods af hans blege hud, var han utrolig varm, nærmest som om han havde ne form for overophedet aura, der prøvede at varme alt omkring sig, og dog virkede hans isblå øjne kølige, som om han faktisk ikke var tilfreds med noget overhovedet.
Den kølige gnist forsvandt dog da hun begyndte at sige noget igen, han så på hende med et meget svagt smil, der næsten ikke ville kunne ses af det menneskelige øje,
"Nej, det er min første gang jeg er her.... Og hvad med dig?" det sidste kom bare til ham uden at han egentlig vidste af det. Det havde ikke været meningen at fortsætte på samtalen, og dog virkede det som om han gerne ville tale med hende, finde ud af noget mere om denne skabning, der virkede så kold overfor ham.
Hans øjne vendte sig væk fra ham igen, fulgte hendes blik, og så ud i kirkerummet. Hans øjne skød fra alteret, til buerne i loftet, og hen på døbefonden, med fuldornamenteringerne i kanten af skålen, der var fyldt med vand.

Nanna vendte atter blikket tilbage på ham i det han talte og svarede på hendes spørgsmål, og kastede det enda tilbage til hende. Hun smilte svagt "Det samme... også min første gang her" Svarede hun stilfærdigt. Det var et ret sjældent syn at se hende - Nanna - sidde og starte en samtale med en komplet fremmed. Normalt ville hun havde ignoreret hans eksistens blankt, måske enda sendt ham en spydig kommentar eller to. Men det gjorde hun ikke. For hvis hun gjorde dét vidste hun at hun måtte bruge ventetiden alene. Det havde hun ikke særlig meget imod... Men.. Nanna virede irriteret med hoved i det hun begyndte at diskutere med sig selv - som hun plejede. Hnedes barske ydre og hendes blide indre der kosntant skændes. Lidt ligesom i tengefilm, med en engel og djævel på hver skulder, som prøvede at overtale personen til følge netop deres råd.
Hun betragtede ham sagte... Han var en.. spøjs fætter. Med sit røde hår, kølige øjne og rolige attitude. Hun havde ikke stødt på særlig mange... rolige typer. Så det var en sjældenhed at hun stødte på personer som ikke prøvede at slå hende ihjel, begære hende eller som hun endte med at skændes med, på grund af hendes spydige facade. Hun vendte blikket ned på gulvet da hun tog sig selv i at stirre. Hun måtte være træt så hurtigt som hun faldt i staver og blev fanget af sine tankers klæbrige greb... Klart efter dén arbejdsdag hun havde været igennem... som altid.

///Sorry, har virkelig ingen krea lige nu... Kan vi ikke fortsætte imorgen? O__O'
Virkelig sorry! .... :O //

//Det fint ^^... men så har du bare også at have det imorgen! *truende knytnæve* xD... //

Han så på hende med de samme rolige, lettere udtryksløse øjne, og lod en hånd køre op til sit ene øjenbryn, hvor han i få sekunder gnubbede det blidt, hvorefter han lod hånden falde ned af hans side igen.
Hans øjne kørte væk fra hende, da han bemærkede hendes stirren, egentlig havde han lyst til bare at gå, at lade sig føre ud i regnen, der ventede spændt på hans genkomst.
Han så på alteret, på de gyldne artefakter der lå på bordet, og blot ventede på en ebguvenhed, hvor lige netop dé ville blive brugt, men det skete ikke tit, at mange af dem blev brugt, nogen af dem, havde ligget der i åretvis, uden at være blevet rørt, og med et tykt lag støv over sig, som en dyne.
Han lukkede roligt øjnene, lod hendes ord gentages i hans sind, lod dem vendes og drejes, inden han svarede, med en rolig, og dog fast stemme.
"I så fald.... Hvad synes du om den?" hans ord lød på en måde som om han var interreseret i hendes svar, og dog glimtede hans øjne som om han egentlig slet ikke gad høre på hende.
En bizar blanding af følelser, som blev genspejlet af hinanden, og sendt ud sammen med sætningen, hvorefter han gik tilbage til at være en anelse udtryksløs, og dog også med en lettere ligeglad atitude, der fortalte om hans lyst til bare at gå.

//WAH! *Gemmer sig for ikke at blive slået*! xD//