Snart mørkt og ikk et øje at se nogen steder.. //Malakel=privat//

Bag nogle kasser der stod på kajen befinder der sig en meget mystisk skikkelse, kun gløden fra en smøg lyser de grønne øjne op, så man kan se at der er en person derinde. Der er en mission, en hemmelig lille ting han for trang til at gøre engang imellem. Dræbe! Engle, er trods alt verdens svar på skridt. Deres "uskyldighed" fik ham til at ville knække sig, hele deres anatomi gav ham til at at besudle dem til døde, gøre dem beskidte.

Først blev den ene patron ført ned i pistolens sølv magasin, og så den næsten, indtil han lydløst havde skubbet seks gullige patroner i. De havde den dejlige egenskab at de ville få engle og andre ren blods væsener til at knække sammen, blive lammet sammen med deres kræfter et stykke tid. En væske lavet af de meste giftige dyr der overhovedet fandtes, men ikke var livsfarlige eller langvarige. Man gad jo ikke gå på jagt og så var det hele bare overstået på få sekunder.
Han lod det enorme sværd på ryggen af ham presse imod kasserne, og lukkede øjne et øjeblik for at gemme denne stund i hans hukommelse, det havde været så lang tid siden, et år for at være præcis. Han havde stoppet med at jagte dem, efter mødet med Dådyret. Men tøsen havde jo så mange andre at løbe efter, så hvorfor holde sig igen for en der ikke holdte sig igen for ham? Han drejede omkring hjørnet pegede pistolen på englen og uden et ord der kunne afsløre hans tilstede værelse skød han!

Ma'lakel bandede for sig selv i det skuddet ikke ramte: ,, Satans!". Engle var ikke dumme selvom de var skrøbelige små væsener, mange af dem var faktisk ret så snedige, men Ma'lakel var trænet i at jage disse væsener syntes han selv, så en stærk engel burde vel ikke være noget problem? Han rullede væk fra kasserne over imod en stor pæl med reb bundet omkring den der holdt en ensom båd fast. Han lå nede på jorden i et stykke tid og så ud imod det sted han før havde kunne se englen. Hvis englen ikke var dum, ville hun sikkert kunne regne ud hvor det skud han før havde affyret kom fra. Han sigtede engang til, denne gang lå han ned så det var svært at få sigte på hende ordentlig så næste skud ville sikkert misse hvis han altså havde skudt den afsted men det gjorde han ikke. Han vurderede at det ville være bedst at observere for nu.

//...//

Han trak vejret stille og roligt, behersket som den jæger han så sig selv som! Dette skulle lykkes, det ville lykkes! Han betragtede englen, den tid dette ulækre væsen brugte på at orientere sig. Vidste den hvor han var? Havde den opdaget ham?! Men lige umiddelbart så det ikke sådan ud. Da hun rejste sig fik han bedre sigte, men han holdt sig alligevel hen. De grønne bæst øjne låste sig på hendes ansigtet, og så løb de stille ned af den spinkle krop. De formede kurver, dette guds barn besad. Det gav ham lyst til at skamfere hende, men det kunne han gøre når hun var død! Han sigtede på hende!
*Kom nu for helved, bare lid-... ja sådan!!*.
Hun havde rejst sig! Perfekt! Han havde alt den plads han behøvede og, hurtigt trak han på aftrækkeren, sigtede efter hendes overkrop da han ikke havde tænkt sig at dræbe hende med det samme, bare ramme så giften ville lamme hende. Kuglen fløj afsted imod den smukke englen, og Ma'lakel lå spændt og ventede på resultatet: ville hun være heldig en gang til?

//...//