Old Time. - David, Todd Privat.

Solen havde endelig taget sine skridt væk fra verden, og alt begyndte at lægge hen i mørket hvor de mørke væsner kunne herske. Nogle fodtrin havde sat sig hen imod den forladte legeplads, folk var taget hjem for at sove, hygge, se tv, være sammen med dem de nu holdte af, men sådan var det ikke for alle… og bestemt ikke for vampyren som kom gående i sin dystre mørke skikkeselse, folk frygtede ham uden at vide hvad han var, han havde evner, stræke evner måske, men nok til at kunne dræbe folk blot ved at lade en enkelt bølge af hans evner glide hen over dem, han vædede langsomt sin læbe som stadig var nogenlunde var synlig i det tyste dulmene mørke, det virkede som om solen var en evighed om at forsvinde, som om det ikke ville skride fra denne verden hvor han ikek ville have noget med den at gøre. Engang havde han elsket solen, nu var den blevet hans fjende, hans modstander og alligevel gav den ham føde. Han mumlede lettere irriteret for sig selv, og gik igennem den lave låge til legepladsen, han kiggede sig omkring og kunne ikke forstille sig at verden havde forandret sig så meget, hvordan det kunne være muligt. Han havde dog haft en masse år til at vende sig til det, alligevel kunne han ikke, et kort suk gled ud igennem hans læber som om han allerede hadede tanken om den nye store opfindelse der ville komme, der kom for meget syntes han, alt for meget, han kunne ikke forstå eller tage det. En hurtig hovedrysten kom over ham, og han satte sig på en bænk som lå lidt længere væk fra lågen. Den mørke skikkelse gik under navnet, Cash, tidligere elver, for 190 år siden, men nu skulle han leve livet som en død, som et omvandrene spøgelse med en virus, sådan så han på det, hans gift var virus, og dog var den ikke skabt, den var kommet af sig selv, han kunne stadig ikke helt forstå hvordan det kunne være at han var blevet til det han var nu, men han havde sine terorier så at sige.

Solens mørke var ikke kun til vampyre... Og Vampyre var absolut ikke de eneste levende døde... Det var David beviset på. David stod i noget aflagt tøj, aflagt fordi han havde slået en ihjel med det på... So var muligvis en eller to størrelser for stor til ham... Men det var ikke selve størrelsen du ville lægge mærke til ved det når man så ham... Det var blodet der stadig var vådt på den hvide T-shirt.
David havde aldrig fundet sig i så meget, men det at have været levende begravet i omkring 300 år, havde fået ham til at fange den sidste rest af menneskelig Tålmodighed i ham... Så han kunne ikke tillade sig at flippe ud over folk bare kiggede lidt underligt på ham... Det ville bare skabe problemer i sidste ende.
Og David ville altid være her til den sidste ende...
Et menneske... Et simpelt menneske forbandet med Udødelighed, men stadig med menneske udsende og menneske lugt... Og alle de andre svagheder et menneske nu burde have... Med den lille ting... Han kunne overleve det hele... Selv at få kappet hovedet af...
Han havde stået henne ved det lille lege hus. I skyggen fra solen... Og der havde han siddet mere eller mindre hele dagen, men nu ville han bevæge sig.
Ganske langsomt, i en ubrudt bevægelse rejste han sig op og kiggede rundt omkring, mens han spændte det lettere malplacerede sværd fast på sin hofte.

En skikkelse på omkring de 17 år, vidste sine store sorte vinger frem, som barskede af sted, imens at han fløj oppe i himlen, et skævt smil var dukket frem på hans læber, dette væsen var Todd Gorgeous, og han elskede at mærke vinden suse imod ham. Inden at han fløj længere ned mod jorden og en forladt legeplads kom til syne for hans åsyn. "hm, gad vide hvorfor der ikke er gjort noget ved den forladte legeplads?" spurgte han lavt sig selv, og alligevel var han ligeglad hvis han ikke fik et svar på det. Todd lod blik glide rundt, da han kiggede ned, imens at han fløj, han var et stykke oppe fra jorden, idet at han fik øje på to skikkelser? Et ukendt væsen som sad på en bænk og et andet ukendt væsen som var ved at bevæge sig et sted hen? Han rystede på hovedet, inden at han besluttede sig for at flyve ned mod legepladsen, hvor han landede let og elegant på sine fødder ned på jorden, Todd kunne godt lide vejret.. som det var, nemlig meget mørkt, men snart ville han blot tage hjem, fordi han faktisk først var på vej hjem, men der var noget som sagde ham, at han gerne ville studere legepladsen lidt, et sted hvor han endnu ikke havde været. Todd havde besluttet sig for at han gerne ville se hver enkelt sted i Di Morga om det så ville tage helveds lang tid, hvilket det ville. Da Di Morga var et stort sted. Nogle af stederne var unikke, men andre steder i Di Morga, var barre for meget, hvor Todd tænkte at de steder enten skulle bygges om, eller rives ned. En af delene. Han lod sine vinger forsvinde ud af den blå luft, inden at nogen opdagede ham, i starten var han ikke så glad for at folk opdagede med hvad han var, så ville de nok løbe deres vej. Men om igen, han var jo også et af et uhyre. Da han kunne dræbe personer som det passede ham og hvis han ville... kunne han genføde folk, vække dem til live igen. Et suk undslap fra hans strube, hvad skulle han endelig her? En besynderlig bekendt lugt strejfede hans næse.. så en vampyr var altså i nærheden? Han tøvede let, inden at han begyndte at gå rundt på legepladsen, for at finde denne vampyr, han afskyede dem som pesten. Dog vidste han godt at nogle vampyrer ikke lige frem var nogle uhyre, som ham selv. Men.. man vidste jo aldrig. De fleste havde for det meste svært med at styre sig, angående med det når de fik lysten til at få blod. Han vidste meget om vampyrer fordi hans engen døde bror, selv var en vampyr, inden at han blev dræbt af sin bror, Todd.

De mørke brune lukkede sig langsomt og nød den friske klarer brise som skyllede ind over stedet med de sidste fredfyldte lyde, dette var nok det tætteste han ville komme på at se noget af solen, hvis han så ikke gik ud i den og ville brænde op i flammer. Et lille suk gled ud igennem hans næsebor og lod sit blik glide rundt på de mange omgivelser, han bed sig kort i læben, og syntes at kunne hører vingeslag i det fjerne, hans blik gled op på himlen, og en sort fugl syntes at komme til syne, men om igen dette var en engel bemærkede han da han havde knebet øjnene lidt sammen, han mumlede lidt og kiggede rundt inden han betragtede de mange omgivelser rundt omkring ham med et roligt blik og sagde ikke noget, der kom ikke engang en lyd fra ham sådan som hans blik vandrede rundt, han kiggede hen mod legehuset hvor han mente at have anet en skikkelse eller noget, da han så nærmere efter kunne han se skikkelsen af et spøgelse hvis han ikke tog meget fejl, et lettere roligt suk gled atter igennem ham hvor efter han langsomt lukkede sine øjne og rejste sig op, han sparkede kort til en sten idet han lod sit blik glide op på himlen igen og forstillede sig de gamle dage, hvorfor var det at det plagede ham så meget lige i øjeblikket, han kunne ikke forstå det fandt det faktisk ret irriterende efter hans egen mening, et lille glip med øjnene og endnu et blik blev taget rundt på legepladsen, han kunne se at englen, kom tættere på ham. Dog havde han ikke set ham før, men man kendte jo heller ikke alle væsner i en sådan stor by som Di Morga, gjorde man vel? Nope, der kom hele tiden flere fra nær og fjern, det var ustandseligt, det var lige før de var ved at skræmme de fleste mennesker væk, som om de havde taget magten over denne gamle fortids bys magiske kræfter. Han kunne huske at da han lige havde været flyttet ind i denne storby havde han studeret meget omkring dets oprindelse, og hvorfor det førhen havde været noget for de magiske væsner, dog havde han troen omkring at dæmoner var den helt oprindelige race, så kom der forskellige af dem, deriblandt vampyrerne, og menneskerne, animagus, og så videre, det kunne vel være lige meget, det var hans tiltro omkring tingene og det kunne andre vel være dypest set ligeglade med, med mindre de fandt den interressant så ville han vil nokmfortælle mere om den, men på den anden side, hvorfor skulle han? Et stille skuldertræk kom til og han satte sig igen ned på bænken og kiggede fremfor sig uden at lukke øjnene.

Slelvom David var, en form for spøgelse, var han stadig menneske, både dag nat. Dog troede mange at han var en form for zombie, han havde selv troet det en kort stund... Men nu var han selv sikker på at han stadig var et meneske... Selvom han en kort stund faktisk selv havde troet han havde været en form for super vampyr, men den teori døde da han ikke kunne finde sine hugtænder.
Blikket gled ganske langsomt rundt på legepladsen, da han mente han havde føæt et eller andet... Eftersom David ikke var overnaturlig som alle de andre væsner, kunne han ikke lugte de andre eller noget andet, men de mange år han havde oplevet med vodld, krig og kamp for livet, havde han udviklet en form for sjette sans når det gjaldt hvad eller hvem der var rundt om ham... Og det havde reddet ham en gang eller to.
"Var det en ravn?" mumlede han forvirret og kastede et kort blik op i himlen da han var sikker på han havde set noget ud af øjenkrogen. *jeg må være tæt på at miste forstanden fuldstændig* afgjorde han med sig selv og trådte helt væk fra legehuset, stadig med kørende øjne for at tjekke om der virkelig var nogen...
Og der var jo nogen... 2 Endda, ganske overraskende. Men nu skulledet vel ikke være to vampyrer, der havde fået duften af ham... Han var jo trodsalt stadig en slags menneske, selvom han ikke selv troede fuldstændig på. Men han kunne jo også være ligeglad.... Han ville være her for evigt.. Hvilket irriterede ham grænseløst.
"Godaften" sagde han så, højt nok til at det ikke kunne ignores. Hans hånd lå klar på sværdskæftet... Bare lige hvis de nu skulle vælge at angribe ham i den tro at han var simpelt menneske som de sagtens kunne overvnde.

//undskyld det korte sværd... Skriver fra en mobil...///