First time.. last time? - Jake //Privat//

S: Søen
O: Den rigtige natur. Bænk, træer forskellige forårs blomster. Få roser?
T: På Middagen.
V: Varmt. Solen skinner højt over himlen og der er ikke et eneste skygge.
D: 23-10-00



Den varme sol brændte sig igennem søen. Dens stråler sendte slags farver rundt. Når den ramte den kedelige bænk, lyste den ellers op som aldrig før. Træerne var godt nok nøgne, men solen fik det hele til at virke så.. levende. Man kun nyde det sidste grønne blade som hang, på de få træer. Lange men ret skrøbelige roser hang med hovedet nedad, der hvor bænken lå. Mellem to halv store korntræer. En engel, med flammende rødt hår gik igennem dette smukke sø. Hun havde ikke andet på ind knæbukser og en T-shirt hvor der stod, med slangeskrift: ´Vampire love´. Asma hed hun. Hun var nu ikke en engel der gik op i sit udseende. På fødderne havde hun hverken sko eller sokker på. Hun havde dog et enkelt ring på storetåen. Man kunne vel ikke kalde det ring. Den havde en rød sten, og ved siden af den var der to andre små som var hvide.
Asma lag hånden på nakken, mens hun smilede ligeså varmt tilbage til solen. Hun sussede nærmest igennem det tæt læggende omgivelser. Hun satte kursen imod bænken, som så forladt ud. Underligt nok, at der ikke var andre væsner her.
Men på den anden siden. Findes der overhoved væsner der tænkte på naturen? Nej vel?

Jake kom frem i blandt trærene, han nærmede sig søen. Hans hud krid hvid som et spøgelses. Han sukkede svagt da han så at der stod en ved søen. Han listede hen til træet med de faldende roser. Han lod en af dem dumpe ned i hans hånd. Den var isblå. Han nærmede sig den anden skikkelse. Han betragtede skikkelsen, som der tydeligt vis var en pige, en engel. Denne engel virkede ikke som de fleste andre. Han kunne dufte at det var en engel da, engle og dæmoner var det fuldstændig omvendte. Han sukkede svagt, mens han bare tog yndefulde skridt hen modenglen. Han betragtede hendes røde lange hår som der ellers bare var så smukr, Jake syndes at mange ting var smukke. Men denne engel, var anderledes, end andre engle, det gjorde ham nysgerrig. Han smilede blidt mens han blot betragtede hende. "Hej engel" hviskede han lavmældt men højt nok til at hun ville kunne høre det.

Asma var endelig nået til bænken. Hun satte sig ikke ned, mens betragtede den fuldt ud, hvert støvkorn skulle nydes. Hun rystede grinene på hovedet, og skulle lige til at sætte sig, da hun hørte en der hilste. Hun vidste ikke om det var til hende, så hun vendte sig om og så på drengen der nu stod der. Hun lag sit hoved på skrå, mens en lille smil formede sig på hendes læber. Hun lod sin hånd glide op, som for at hilse. ”Hej” sagde hun, og betragtede ham endnu engang. Han kunne ikke være en vampyr, da hun ikke kunne mærke et slags frygt. Dæmon? Det modsatte hende?
Asma grinte, mens hun satte sig ned. ”Dæmon” sagde hun, bare for at gøre sin sætning færdig.

Jake sukkede let da hun nævnte dæmon. Dømte hun nu ham ud fra det han var, eller var hun bare nysgerrig. Han nikkede og smilede svagt til hende. "Helt nøjagtigt is dæmon." sagde han med et smil. Han smilede blidt til hende. Han havde smilehuller, en i hver side. Han kiggede på hendes røde hår, og hendes smukke hvide hud. "Og ja, dte giver jo sig selv en engel. Man kan se det på din skønhed" sagde han og smilede til hende. Engle var nogle sære væsner, de fleste var gavmilde og meget søde. Mens de såkaldte dødsengle var lidt mere hans smag. Han kunne føle sig mere fri sammen med dem da han ikke følte sig ond blandt dem. Han sukkede let. "Hvem er du frøken?" spurgte han og betragtede hende.Hun var smuk, men hun vækkkede ikke alt for meget opmærksomhed blandt andre mennesker. Han ville selv tro at hun var et menneske hvis han selv var et.

Asmas hvide øjne var rettet nysgerrigt imod denne dæmon, med det søde smil. Hende selv smilte helt op til øjnene, mens hun langsom rejste sig fra bænken. Is dæmon sagde han? Hun havde aldrig tænkt på, at der fandtes forskellige dæmoner. Asma gav sig til at grine stille, da han nævnte hendes skønhed. Hun klappede stille, mens hun langsom bukkede sig. Bare noget hun gjord. Hun rettede sig op igen, og hviskede 'tak'. Hun kløede sig bag nakken, mens hun rynkede sin næse. ”Og, retter sagt, skytsengel” sagde hun, og gjord en lille lyd med tungen, samtidig med at hun fugtede sine læber. Asma åbnede munden for at spørger om noget, men han imødekom hende. ”Mit navn er Asma og jeg er gådefuld” sagde hun og rakte sin hånd imod drengen, da hun underligt nok var kommet tæt på ham. ”Hvem er du så, herre?” sagde hun, og blinkede med den ene øje. Humor havde hun ikke meget af.

Jake smilede til hende, og tog let hendes hånd, og gav den et klem.Skytsengel, sejt! "Jeg er Jake, og er underlig" sagde han med e brdt smil. Han betragtede hende, let. "Asma" mumlede han for sig selv.
Dog for at han kunne huske hendes yderst usædvandelige navn.
Han bed sig svagt i underlæben. hans kinder fik den svage røde farve, da han opdagede at han stadig havde fat i hendes hånd. han slap den let, med et svagt smil. Han kiggede på hende, " hvad laver du her ude Asma?" spurgte han og smilede blidt til hende. Han ruskede sig selv let i håret, som der var blevet en ren vane. Han fugtede let sine læber, og betragtede hendesrøde hår. Han kunne godt lide den farve til hende.

Asma så overrasket på Jake. Ingen havde reageret på den måde. De fleste stilte spørgsmål om hvem hun nu beskyttede, da hun nu var en skytsengel. Asma grinte, og nikkede stille. Hun kastede et blik ned på deres hænder, men blikket røg dog tilbage til Jake. Hun rystede grinene på hovedet, da han bed sig på underlæben. Asma kløede sig bag nakken, og så på ham, mens hun lag hovedet på skrå, så det røde hår lænede sig til den ene side. ”Hvad jeg laver?” hun lag en finger på læben, så hun så mere 'tænkende' ud. ”Jeg nyder bare dette smukke udsigt” sagde hun, og smilte varmt til Jake. ”Hvad med dig Jake?” Asma så betragtende på ham. Jake hed han så. Is dæmonen Jake som var underlig, Asma lo stille over hendes tanker gang.

Jake strøg sig en smule genert gennem håret, ”øhm..? Hvad jeg laver her? Ja det er jo et godt spørgsmål” mumlede han tænkende til sig selv. Det spørgsmål, var han så dårlig til at svare på. Han tænkte sig godt om, ”Øhm.. Jeg er her vel bare” svarede han med n tænkende stemme. ”Tror jeg i hver fald ” tilføjede han med et bredt smil. ”Du har et yderst flot hår” sagde han uden lige at tænke over hvad han snakkede om. Han, rødmede let i kinderne, og bed sig så hårdt i underlæben, mens han betragtede hende. Han så at hun lo over noget. Gjorde han nu noget dumt? Nej, det troede han ikke. I hvert fald ik’ noget han vidste noget om. Han smilede forsigtigt til hende. Jake var underlig, sådan var han bare født. Og det vidste hans, bror seth al om.

Asma så på ham. Men hun smilede mildt. ”Ja?” sagde hun, mens hun seriøst ikke kunne lade være med at smile. Jake morede hende. Var han nervøs for et eller andet? Asma åbnede munden for at sige mere, men da hans sidste bemærkning skød ud, så hun overrasket på ham. Se, det havde hun ikke forventet. ”Mit hår?” hun tog noget af hendes pande hår, og så på det. Blod rødt. ”Tak Jake” hun rystede grinene på hovedet, men der kom intet lyd fra hende. Hun prikkede ham stille på panden. ”Hvad skal al den rødmen og bidden nu til for?” spurgte hun, og prøvede at lyde seriøst, men hendes smil ødelag alt.