Une pierres hemmeligheder - Nanna

T: IRL
S: Une Pierre
V: IRL
O: ingen overhovedet

Craig ankomm til Une Pierre, han så sig omkring før han gik ind i den mægtige grotte. Han lod sin hånd køre langs væggen blot for at mærke klipperne, hans lange sorte kappe ramte næsten jorden og var næsten den eneste lyd der kom fra ham da den af og til berørte jorden, hans havblå øjne søgte efter noget han ikke var sikker på hvad var, en af hans venner havde fortalt ham om stedet, men han havde aldrig rigtig været der før. Han så lidt op men fortsatte derefter lydløst videre ind i grotten. Vinden blæste direkte ind i grotten hvilket ville have gjort det en smule koldt for ham hvis han kunne mærke det, pludselig trykkede hans hånd en del af væggen ind hvorefter den åbnede sig, han stod nu og så ind i rummet der var blevet afsløret, intet andet end et bord og to stole kom til syne, dette var tydeligvis et sted hvor nogen før havde været, han gik derefter ind og fandt endnu en dør i den vestlige del af rummet som han lod blikket sætte sig fast på i lang tid uden han foretog sig nogen handlinger

En sort silhouet kom vandrende i det mørklagte omgivelser, som følge af natten og solens forsvinden. Man kunne ane en mild stemme - men som var forvrænget i tydlig irritation og som bandede lavmælt for sig selv. Skikkelsen, eller pigen, kaldet Nanna, havde forvildet sig ud til dette ukendte sted og anede egentlig ikke hvor hun befandt sig. Det var ved at blive en rigtig dårlig vane at fare vild på vejen hjem fra arbejde. Stien hun vandrede på tonede ud som hun nærmede sig skovbrynet og blev oplyst af månens lyse skær. Hun var iført et par meget lavtaljede militærprintede bukser - så lavtaljede at man netop liiige kunne ane undebuksens kant. Hun havde et par store tunge soldaterstøvler på. En åben sort hættetrøje med gule citroner på prydede blandt andet hendes overkrop - indenunder bar hun en stramtsiddende t-shirt. Det var tydeligt at hun ikke gik særligt op i tøj og udseende. Hendes mørke hår bælgede nedover hendes ryg og gik hende liige til brystet. Et par slangekrøller i hårets spidser kunne netop anes - som hun hadede. Hendes gule øjne, med det orange skær klatrede over omgivelserne og fik tilfældigvis øje på en åbning ved en stor klippe. Hun hævede en smule undrende det ene øjenbryn og overvejede om hun skulle træde nærmere på grottens åbning... Men nysgerrigheden vandt dog, og hun trådte forsigtigt nærmere. Stoppede op i grottens åbning. Den så ud til at være forladt... men man kunne aldrig vide?... "Hallo?" sagde hun lavmælt og sendte et ekko ned ad grottens gange. Hun stod tavs og lyttede... Der var nok ikke nogen... Eller var der?.. Hun sukekde opgivende og trådte ind og blev straks opslugt af det tætte mørke. Hendes nysgerrighed vandt altid i sidste ende.

Hans blik vendte sig med det samme han havde hørt hende træde nærmere grotten, det vakte kun mere opsigt at hun havde afsløret sin tilstedeværelse, han så lidt rundt og gik over imod åbningen han var gået ind af for at se ud imod hende selvom mørket omgav alt i hele grotten. Hans øjne havde for længst vænnet sig til mørket og han havde let ved at se rundt, uden problemer fik han også øje på hende, men han blev stående i åbningen for at gennemtænke sit næste træk. Roligt kom hendes duft imod ham ved hjælp af vinden og han kunne med det samme genkende menneskelugten han holdte så meget af, et lille smil blev plantet på hans mund og han spænede utroligt hurtigt væk fra åbningen og over på den anden side hvor han bedre kunne se hende, hvor det næsten ville være umuligt for hende at se ham, da det eneste lyse man kunne se ved ham var det halve af hans ansigt hvor den ligblege hud lyste en smule op, den venstre halvdel var dækket af hans sorte hår der gik nedover øjet. Hans krop var dækket af en halvstram T-shirt med et mørkt mønster foran som print, sorte halvstramme jeans og hans sko var lige så sorte, sorte converse all stars der efterhånden var utroligt slidte, kappen dækkede alt hvad der ellers burde være synligt som hans arme og hals.
Han betragtede hende uden at sige et ord, dog lod han en sten falde fra hvor han stod, stenen røg ned på jorden og dannede en utroligt høj lyd der dannede et ekko, dog var det også hans mening.

Nanna trådte nærmere og troede ikke der var nogen, eftersom ingen havde svaret hende. Hun fæstnede hånden på klippens væg og vandrede forsigtigt og utrolig usikkert fremad, da hun intet kunne se i det tætte mørke. Hun stoppede dog straks op da hendes øjne fornemmede en bevægelse forude. Det var først nu det slog hende at det nok var en utrolig dum idé at bevæge sig ind i en bælgravende mørk grotte mit og natten, uden at vide hvad der ventede forude. Hun stoppede op. Lyttede og stirrede forud, men kunne intet andet se, end mørke tætte skygger, samlet til et sort mørke.
Det gippede i hende da et ekko fra ét eller andet - som lød som en sten - genlød i grotten og blev kastet frem og tilbage mellem dets vægge. Hun holdt vejret og stod helt stille. Lyttede opmærksomt for en stund.. Begyndte derefter at bakke samme vej ud, som hun var kommet. Der var nok ikke alligevel nogen.. Hun skulle og se at komme hjemad... Så.. Hun snurrede rundt på hælene og vandrede med hastige skridt ud fra hulen - imod det mere oplyste mørke der ventede forude ved grottens åbning. Om det blot var en uskyldig sten som havde løsrevet sig fra et klippestykke, eller noget andet var hun ret ligeglad med. Hun tog ingen chancer.

Han spurtede over bag hende og prikkede hende på skulderen for derefter at spurte væk derfra igen, ud af grotten hvor han ventede på at hun skulle vende sig for at se hvad det var, planen havde fungeret uanset om hun ville vende sig eller ej, vendte hun sig havde han hende, fortsatte hun ud ventede han derude på hende, spillet var allerede vundet.
Han forventede dog at hun ville vende sig da hun havde våget at gå ind i grotten, det var nok til at fortælle ham at hun var lige så nysgerrig som han.
Han betragtede hende dog fortsat hvor han ikke kunne ses, ventede blot på hendes næste handling som ville vise ham om han skulle skåne hende eller gå direkte til egne handlinger, han havde nok blod til flere år, men intet var mere morsomt end at finde nye ofre som kunne lære ham mere af andre væseners reaktioner, selvom han efterhånden havde studeret det i flere år

Nanna gispede forskrækket da noget rørte ved hende - eller rettere sagt prikkede hende på skulderen - og hun vendte sig straks med en hævet knynæve og skulle til at slå ud i ingenting. For der var ikke noget. Hun gloede undrende rundt. "Hvad fanden?" mumlede hun lavmælt og hørte sin egen stemme blive sendt tilbage imod hende flere gange, i form af ekko. Måske havde det bare været... Et insekt. Ja? Et meget stort insekt... Det måtte det være. Det lød nok meget underligt og det kunne hun godt selv 'høre' da hun tænkte det 'højt' inden i sig selv. Prøvede at berolige sig selv. Hun begyndte atter at bakke ud med blikket fæstnet på grottens tætte mørke - dér hvor hun troede faren befandt sig. Men hun tog fejl.
Hun fortsatte med at bakke ud derfra og trådte til sidst helt ud fra grotten og mærkede jord under sine fødder, istedet for klippegrund. Hun sukkede lettet da intet havde angrebet hende, eller vist sig for hende og hun kunne dermed konkludere at der ikke var noget i grotten... I hvert fald ikke længere..

Han spurtede nu hen bag hende og smilte "regel nummer et for folk som dig, aldrig se tilbage" sagde han stille og smilte varmt til hende og ventede på at hun endten nåede at vende sig eller baggede ind i ham, hans varme smil blev siddende på læberne og forsigtigt lod han sit hår glide en smule væk fra hans venstre øje som afslørede hans havblå øjne der lyste i måneskinnet "Jeg troede efterhånden det var sådan noget i lærte i skolen" sagde han endnu en gang stille og fniste lavmældt men kort. Så hun ham nu ville hun klart få intrykket af at han var en normal dreng, men efter hvad han havde sagt og gjort var der ingen tvivl om at han var noget helt andet, han vidste hun ville tænke over det, vidste hun ville mærke frygten. Dog var det som ved de fleste andre, nu var det op til hende at vise om hun var lige så nem som de andre, indtil videre havde hun blot trådt i hver en fælde, hvilket også havde været en smule klogt, ellers havde det bare gået hurtigere og han ville slet ikke have haft mulighed for at skåne hende til hvor hun var nået til nu.

Nanna som ubemærket var fortsat med at bakke og havde blikket fæstnet mod grottens åbning, stivnede pludselig ved en stemme bag sig og stoppede brat op. Hun lyttede til ordene fra personen - som tydeligvis var af hankøn - talte til hende. Bad hende om ikke at se tilbage?... Nå ja... 'se aldrig tilbage' var der vist noget der hed. Ha'! Nanna snurrede rundt og stod nu med front imod ham. Men det mest forbløffende ved ham var dog dét smil som var forplantet på hans læber. Hun havde forventet et grumt og fuldt ud ondt - med skjulte lumske bagtanker... Men dette var ligefrem... varmt?
Hun endte med at stå og glo forvirret på ham især da han nævnte skole. Lignede hun én som gik i skole?... Måske dét at hun var så ung... Men det mest mistænksomme var at han brugte ordet 'i'... Så han var ikke af samme race til at bruge ordet 'vi'?... Eller også gik han åbentbart heller ikke i skole, eller havde ej heller gjort.
Nanna lagde armene over kors og sendte ham et skeptisk blik - hendes frygt var tydeligvis forsvundet. En bjørn havde skræmt hende mere, end en fremmed i en skov om natten... "Hvem er du?" spurgte hun i en smule uhøfligt tonefald og hævede det ene øjenbryn. Det var lidt mystisk at vandre omkring i en skov om natten... men samtidig, var det jo også dét hun selv havde gang i.

"Tag det roligt, jeg gør dig intet ondt" sagde han med det samme smil på læberne, en ting han havde brugt næsten hele sin livstid på, ikke at afsløre sig selv for meget med ansigtsudtryk der kunne fortælle om han løj eller ej.
"Jeg kunne vælge at fortælle dig det, men det ville intet ændre hvis jeg gjorde. Jeg er Craig og du er?" spurgte han stille og mærkede blæsten suse direkte imod ham men det gjorde ham intet for han kunne intet mærke. Kappen fløj en smule til side men satte sig derefter til rette, det samme gjorde hans hår som stod der en og skubbede det tilbage på plads.
Langsomt lod han sit blik glide fra hendes øjne til hendes sko og derefter op igen, uden at sige mere. Han holdte sig tavs til hun havde svaret.

Nanna lagde den meste af vægten over på hendes ene ben, og kom derfor til at stå lænet til den ene side, imens hun så ham an. En smule mistroisk i det han sagde han intet ville hende gøre. Det sagde man da kun, hvis man rent faktisk havde noget i sinde. Hun lyttede til hans næste ordstrøm og smilte skævt og en smule hoverende "'Jeg kunne vælge at fortælle dig det, men det ville intet ændre hvis jeg gjorde'.." gentog hun med et smørret og let provokerende smil. Hun ignorerede blankt vinden, selvom den tog fat i hendes hår med sine usynlige hænder og legede blidt med det så det bølgede omkring hende. Det faldt ligeledes på plads da vinden forsvandt og dets greb slap hendes hår. Hendes blik veg ikke ét sekund fra hans og hun besværede sig ikke med at gengive dét elevatorblik han netop havde sendt hende. Dem var hun så vant til... Det der lå i hendes tanker var at finde ud af hvad han var, pg hvad han ville... "Hvad laver du her?" spurgte hun sagte og droppede en del af den uhøflige attitude og derfor lød spørgsmålet ganske alment. Hun fandt det dog stadig underligt at hun var stødt ind i nogen på et sted som dette.

"tjah, svaret ligger i dit hoved" sagde han roligt og smilte fortsat og mærkede slet ikke til hendes gentagelse. Han bukkede sig blot, greb fat i en blomst der stod for fødderne af ham og lod derefter sit blik hvile på hendes øjne igen idet han roligt trak det ene blad af og lod det falde "lige så vel som dit svar på mit spørgsmål" tilføjede han og lod sit smil blive en smule lumsk.
Der var fuldstændig stilhed udover vinden og hvad den ramte på sin vej, hulen stod for sig selv og viste ikke nogen tegn på liv overhovedet.

Nanna spidsede ubemærket læberne en smule betuttet da han ikke havde tænkt sig at svare på hendes spørgsmål... Måske først når hun havde svaret på det spørgsmål hun selv havde bedt om, og som nu var blevet kastet tilbage mod sig selv. Hun betragtede hans bevægelser som han plukkede en tilfældig uskyldig blomst og begyndte at hive bladene af. "Mit navn er Nanna..." Præsenterede hun sig "Men kald mig Silver" bad hun, da hun hadede sit oprindelige navn, og derfor fortrak en forkortelse af hednes efternavn. Men det vidste han naturligvis ikke. Hendes gule øjne hvilede roligt på ham "Så sig mig Craig..." Hun fugtede de blegrøde/orange læber "hvad laver du så på et sted som dette, på et tidspunkt som nu?" spurgte hun med hendes kære og egentlig ret så bløde stemme. Hævede svagt det ene mørke og fine øjenbryn i vejret og så afventende på ham. Hun brød sig ikke om dét smil som havde forplantet sig på hans læber... Men det kunne vel hurtigt fjerne sig igen.

Han nikkede roligt og lod blomsten være, som et tegn på at blomsten var en del af hende. "Jeg er blot ude for at undersøge grotten, jeg er blevet fortalt er der skulle være noget derinde jeg mangler" svarede han roligt og gjorde som hun tænkte med hensyn til smilet, det ændrede sig langsomt til det forrige varme smil.
"Det er dog ikke et særligt sikkert sted for dig at være her, det har du klart for længst fundet ud af, så hvad er din grund til at du våge dig herud? Jeg mener... Det var forhåbentlig ikke helt uden mistanke at der kunne ske dig noget?" spurgte han stille, så utroligt roligt at det kun lige kunne høres.
Blomsten havde han stadig i sin hånd, kun et blad var revet af og der var 7 tilbage.

Nanna lyttede opmærksom til hans første ordstrøm og rynkede undrende øjenbrynene. Manglede?... I grotten? Hun vendte blikket over skulderen og så mod grottens åbning. Hvad var det han manglede som kunne findes dér?... Det kom vel heller ikke hende an. Hun vendte atter blikket tilbage på ham, da endnu en prædiken forlod hans læber. Hun gumlede åndsfraværende, blidt på sin underlæbe og overvejede svaret til hans spørgsmål. Hun var jo i virkeligheden bare vandret rundt efter hun havde fået fri fra arbejdet, og var til sidst endt med at fare vild og forvilde sig herud. Men det havde hun naturligvis ikke tænkt sig at fortælle ham. Hun hævede svagt det ene øjenbryn "Det er muligt der kunne ske mig noget..." Det var jo sandt nok... "Men jeg kan godt passe på mig selv" Forsikrede hun ham. I hvert fald til et vidst punkt. Men hun var jo trods alt kun et alment menneske - hvilket hun hadede - og kunne derfor ikke rigtig stille noget op, imod højere racer. Kun en smule... og dén smule ville hun skam også benytte sig fuldt ud af.

"grotten bærer på lige så mange hemmeligheder som du selv bærer på" sagde han og så også selv imod grotten da han bemærkede hendes rynkede øjenbryn.
Langsomt lod han sit blik vende op imod himlen som han betragtede i noget tid "Det tvivlede jeg heller ikke på du ville konstatere" svarede han derefter stille og sukkede roligt. Hans fingre rullede forsigtigt blomsten rundt uden at tabe den, den hang dog bare der, hjælpeløst.
Han betragtede alle bevægelserne foran hans blik og stoppede da med at smile, hans ansigt så fuldstændig normalt ud nu, som om han havde givet op hvilket han ikke havde. Hans læber var en smule åbne, dog ikke for meget til at de kunne danne et smil, de havblå øjne var rettede imod himlen og han slappede fuldstændig af i kroppen, ventede kun på hendes træk.

Nanna hævede - endnu engang - en smule undrene øjenbrynet. Hvad var det for noget vås han fyrede af?... Kunne han ikke bare svare normalt på et spørgsmål, ligesom alle andre?... Åbentbart ikke. Efter at han havde vendt blikket bort, himlede hun sagte med øjnene. Han var godt nok underlig... Hvad havde han egentlig tænkt sig?
Hun stod tavs for en rum tid og bed sig svagt i underlæben og legede med piercingen i læbens ene side. Hun strakte sig kort og drog et suk "Nåeh... Men hvis der ikke var mere... så vil jeg prøve at finde vejen tilbage til byen" Sagde hun og slog blikket i retningen af dén sti hun var kommet fra, og derefter tilbage på ham, som han stod og gloede op på himlen... Havde han set en UFO eller lignene siden han sådan stod og gloede?... Måske slappede han bare af.. Hun virede irriteret med hoved og drejede om på hælene "Hyggeligt at.. støde sådan ind i dig, Craig" Sagde hun over skulderen og fortsatte hen imod stien. Godt nok var der noget der sagde hende, at hun ikke bare sådan kunne vende ham ryggen og gå sin vej... Men hun kunne da gøre et forsøg?... Han var en smule.. dyster.. Og hun var bestemt ikke tryg i hans selvskab. Langt fra... Men han gjorde hende dog heller ikke noget. Det havde han jo selv sagt.. men om det var sandt, eller en løgn vidste kun han...

Med et lumsk smil på læberne hev han alle bladene af undtagen et så der kun var det ene blad tilbage på blomsten, dernæst spænede han ned foran hende før hun nåede længere "du glemte noget" sagde han stille og lagde en iskold hånd på hendes skulder, han smilte blidt til hende og viste hende blomsten som han roligt holdte fat om med den anden hånd, hans øjne blev fuldstændigt røde og hans hud lysere. Han så hende direkte i øjnene og sukkede derefter roligt uden at sige mere

Nanna stoppede op i det han pludselig fór op foran hende og holdt hende fast, ved at placere en hånd på hendes skulder. Hun hævede undrende det ene øjenbryn da han fortalte at hun havde glemt noget. Hun havde da ikke gl... Hun gloede uforstående på blomsten... eller det der var tilbage af den. Hun så fra blomsten til ham, og fik endelig svar på - hvilken race han bestod af. "Ehhm" Mumlede hun kort, og førte dernæst hånden op til blomsten for at tage den. "Tak?" Mumlede hun og forstod ikke helt hvor han ville hen med det. Hun stod tavs for en stund hvor de bare stirrede på hinanden. Hun rømmede sig dernæst "Var der ellers andet?" spurgte hun og bed sig kortvarrigt i læben for at holde et smil tilbage, da hun fandt situationen en smule komisk.

Han nikkede roligt og pegede imod blomsten der roligt visnede og blev sort, dernæst lagde han hovedet let på skrå

//Can I bite? O.O//

Han så koldt på hende og ventede blot på hendes reaktion da der ikke længere var nogen vind og alt stod stille undtagen dem, han sukkede dog stille og så hende fortsat direkte i øjnene

//æhh .___.'... no? >.<''.... ikk forvandel mig o.o//

Nanna tabte straks blomsten i det den visnede og så efter den som den faldt til jorden, og dernæst smuldrede fra hinanden og forsvandt i den sagte vind. Dén vind som legede kælent med hendes hår og lod det bølge omkring hendes ansigt. Hun så op på ham og fjernede hurtigt hans hånd fra hendes skulder, så hun kunne træde et skridt tilbage - væk fra ham. Hun brød sig bestemt ikke om dén måde han så hende direkte i øjnene. Fandt det foruroligende.. specielt alle hans suk. "Hvad.. er du ude på?" Spurgte hun og så mistænksomt på ham, og tog endnu et skridt bagud.

"blot hvad jeg er skabt til" sagde han stille og smilte roligt til hende men hans øjne gav kolde blikke fra sig "det har sine konsekvenser at være nysgerrig" tilføjede han derefter og gik nærmere. "Hvis du blot lader mig tage hvad jeg ønsker sker der dig ikke andet end lidt svimmelhed, muligvis også lidt smerte for at sige det ligeud, dog hvis du vælger at stritte imod... bliver det værst for dig selv" sagde han stille og så igen op imod himlen dog stadig imens han fulgte hendes mindste skridt bagud.

Nanna rynkede uforstående øjenbrynene... Vidste naturligvis godt hvad han havde i tankerne... Men havde han virkelig tænkt sig at hun bare ville lade ham tage hvad han ville have?... Det nægtede hun - naturligvis. Hun fortsatte med at bakke og holdt et vågent øje med mig "Du vover lige.." Sagde hun dystert og kneb øjnene en smule sammen og så ondt på ham. Det havde hun ikke tænkt sig at give ham lov til "Drop det.. find en anden.. Det bliver en alt for hård og besværlig kamp... Find én som vil gøre det frivilligt" Sagde hun - forhandlede hun. Hun havde ret.. Det ville blive en brag kamp, hvis han valgte at gå den imøde, frem for at vælge en sikker sejr, imod en anden. Hun fortsatte bagud - væk fra ham. Ventede hvert øjeblik et angreb, eller at han skiftede mening.

"Det er aldrig særlig sjovt at gå efter dem der dåner efter det. Jeg beder blot om en lille smule, intet andet. Jeg kan roligt love dig at der intet vil ske dig efter det" sagde han stille og spænede helt hen til hende så han fulgte hende nærmest med næsen imod hendes "og du må indrømme... at du ikke rigtig har nogen chance" tilføjede han hviskende, hypnotiserede hende med vilje ikke, han ønskede at få blodet på redelig vis, han behøvede blot at lave et enkelt sår og samle hvad han kunne i sin flaske han havde i sin kappe, han smilte nu varmt til hende og spænede om bag hende "du kan så overveje om du stadig ønsker at modstride uden nytte, det vil jo klart intet hjælpe. Ingen hører dig, med garanti" sagde han og fniste lavt for derefter at række hånden frem imod hende

Nanna lænede sig bagud i det han pludselig stod foran hende og lod en nærmest evindelig talestrøm flyde imod hende. Det var hendes mindste bekymring lige nu - hans trusler. Det kunne godt være at hun ingen chance havde, men hun ville bestemt heller ikke bare 'overgive' sig. Ha'
Hun stivnede i det han pludselig forsvandt og hans stemme lød bag hende. Hun undlog dog et upassende skævt smil "Jeg behøver ikke at på hjælp.. Som sagt, kan jeg godt passe på mig selv" Gentog hun og vendte om på hælene og slog hans hånd væk, som nærmede sig hende. Hun skulede koldt til ham og blev stående - vidste udemærket at hun nok ikke kunne løbe fra ham, så hun lod vær. "Hold.. Dig.. fra.. mig!" hvæsede hun og trådte et skridt væk fra ham og blev stående denne gang med blikket fæstnet på ham. Disse jagte som vampyrer elskede, var noget af dét hun hadede mest af alt.. Fordi de var rovdyret, og hun - deres bytte.

"Giv mig en god grund til at jeg skulle, dit blod skriger allerede" sagde han stille og smilte endnu større før han stille endnu en gang fniste og betragtede hende, roligt gik han tættere på hende og fulgte hende uafbrudt, uanset hvor langt hun gik fra ham, han trak roligt sin flaske frem fra lommen, vel vidende om at hvis hun gjorde den noet havde han ekstra 2 ekstra. Hans sorte hår gik igennem helt indover det venstre øje så nu kun det højre øje var synligt