Une pierres hemmeligheder - Nanna

Nanna bed sig svagt i læben som hun tænkte alle flugtplaner igennem og holdt nøje øje med ham og de bevægelser han gjorde sig. Hun lyttede til hans stemme og hans grin. Han fandt åbentbart deres lille 'leg' skæg. Hun væmmedes. Nanna's gule øjne fæstnede sig på flasken han fandt frem. Hvad fanden var dén til?... Havde han ikke tænkt sig at drikke det, men lagre det på flaske?... Han var kraftædme den mest underlige vampyr hun havde mødt.. Men vampyrer var så forskellig som dag og nat. Hun sank besværligt i det en klump havde sat sig fast i hendes hals. Hun fugtede kort læberne og søgte desperat efter en flugtmulighed i hendes indre... Men synes ikke at kunne komme frem til nogen.. endnu.

Han sukkede roligt og betragtede hende idet han stod få centimeter foran hende "Jeg kan trøste dig med at dit blod ikke går til mig, dog til en der har langt mere brug for det end nogen af os" sagde han stille og så ned på sine negle der var blevet næsten sylespidse, han var parat til at angribe men ventede på det rette øjeblik som meget snart ville komme.

Nanna så uforstående på ham. En anden? Løb en vampyr og gjorde en anden tjenester?... Det lignede dem bestemt ikke... så det måtte være påtvunget... måske en mester, herrer, et overhoved... én af højere rang end ham selv.. Eller måske en hel anden. Hun så forvirret på ham "Hvem?" Spurgte hun. Hun vidste ikke om hun ville få svar på det eller ej, men fandt det mest retfærdig at vide hvor og hvem hendes blod gik til. Men det var han nok temmelig ligeglad med. Det var de fleste vampyrer... alle dem hun havde mødt. Kolde i røven og komplet ligeglade. Hun var blot ét af deres mange byttedyr.. Der var intet at tage hensyn til.. ikke én eftertanke - nej. Sådan foregik det ikke, desværre. Det kunne hun i hvert fald ikke i hendes vildeste fantasi forestille sig... Men hvad vidste hun også om det?

"Blot en af mine nære venner der er meget kort tid fra at gå til angreb på menneskene fordi han ikke kan holde ud at holde sig fra blod i så lang tid som han har gjort. Han lider praktisk talt, så du gør mig faktisk en tjeneste, plus du redder dine menneskevenner fra en grusom skæbne" svarede han stille og smilte koldt til hende idet han roligt trådte et skridt nærmere og så hende direkte i øjnene før han greb fat i hendes arm

Nanna gloede uforstående på ham. Det var sq da ikke hans problem! Så hvorfor forvoldede han hende problemer? Hun hævede skeptisk - rettere fornærmet det ene øjenbryn "Jeg foragter mennesker som mig selv, lige så meget som vøsner som dig" hvæsede hun og fortsatte bagud i det han nærmede sig. Hun gengældte fuldt ud koldt hans blik og skulede olmt til ham. Hvad bildte han ind sådan at komme og ville stjæle fra hende? Hun prøvede at trække armen til sig i det han greb den, men mislykkedes. Hun greb om hans håndled og prøvede at fjerne hans hånd fra hendes arm "Lad mig være! Slip mig!" Skrålede hun hysterisk og prøvede at slippe ud af hans greb - selvfølgelig uden held.

"Hvad er det du foragter? Hvis du foragter alt som det er hvor vil du gøre af dig selv?" spurgte han roligt og lod langsomt sin pegefingernegl rive langsomt i hendes hud, dog ikke så meget at der kom noget blod. "Hvis du foragter alt hvorfor mostrider du så overhovedet? Det ville jo være det samme som at sige at du ikke ønskede at være her alligevel" sagde han stille "jeg kan ændre dit liv hvis du ønsker det, men så længe du ikke beder mig om det holder jeg mig til mit mål" sagde han derefter stille og sukkede før han gav slip på hende, dog ikke for at lade hende gå

Nanna kneb hadefuldt øjnene en smule mere sammen og sendte ham et kodlt blik "Jeg vil ændre det jeg foragter. Jeg vil ændre mig til noget andet end dét billed af foragtelighed, arrogance og hovmodige billed som er stemplet på mig." sagde hun og bed tænderne sammen som han kradsede hende på armen med sine skarpe negle - som en kat som ikke når langt nok ind til at man kan bløde. "Resten... kan for min skyld, grave deres egen grav" Sagde hun ligeud og køligt. Hun stirrede på ham og observede nøje hver eneste bevægelse han gjorde sig "Du skal ikke gøre mig 'tjenester'.." sagde hun roligt - hentydende til at han kunne stikke sit tilbud ret op et hvis sted, efter hendes mening. Hun trak armen til sig og sendte den et kort blik - dér hvor han havde afmærket hende med et svagt kradsemærke. Hun vendte hurtigt blikket tilbage på ham - holdt øje med ham. Satans yngel...

Han fniste og betragtede "Jeg kan da idet mindste høre at jeg har mere medfølelse end du" sagde han stille "på din indstilling tvivler jeg næsten på at du holder af noget" tilføjede han endnu fnisende idet han roligt lukkede øjnene kort før han igen åbnede dem rettede imod det samme som han havde set på i lang tid nu. Det eneste der skulle til for at stoppe legen var en smule hypnose, men han følte ikke at han lystede at slutte den allerede nu, han nød at snakke selvom det ikke just var en perfekt samtale

Nanna fnøs. En vampyr med medfølelse? Det var sq et sjældent syn.. Men hun udviste nu heller ikke meget af slagsen.. Men det ankom da overhovedet ikke ham om hun gjorde eller ej. Intet af den sparsomme del var tildelt ham. Overhovedet ikke - kun det modsatte. Hun undlod et skævt smil ved hans næste ord. "Man ved aldrig..." Men han havde nok ret... eller det var i hvert fald det hun lod ham tro. Vampyrer og deres fucking lege, spild og forskellige måder på at nyde fortærelsen af deres bytte. Som en kat når den har fanget et bytte og giver sig til at lege med det. Leger med det til det dør... og fortsætter ofte legen efter døden er indtræffet hos byttet. Fuldstændig urørlig og kold. Men samtidig... var det en brilliant måde at få udryddet bare en brøkdel af menneskeheden... Menneskerne, som lod sig tro at de lå øverst i fødekæden... Men de tog fejl.. gruelig fejl.

//OOG: kan godt lide at du sammenligner vampyrer med katte xD//

"Det vedkommer heller ikke mig" sagde han roligt og smilte derefter venligt selvom hans øjne forblev kolde, han lod langsomt hånden han havde kradset hende med slappe af langs hans side, han så nu kun på hende, uden at tage noget træk med det samme, han lod hende tænke. Han havde efterhånden skånet hende i lang tid nu, men han havde planlagt at få blodet når hun først var godt sur, ifølge hendes handlinger og træk var hun ikke nær så sur som han ventede hun kunne blive

// det var da godt for dig xD... kan godt lide at du ved Nanna's temperament er på laveste niveau på nuværende tidspunkt 8D//

//min krea er lidt...død i dette emne >__>''... jeg svarer imorgen - så er den tanket op og vi kan fortsætte :D//

//helt i orden :P Godnat, sov godt og drøm sødt ^^'//

Nanna hævede skeptisk det ene øjenbryn. Havde han lige gentaget det hun havde tænkt?... Var han én af de dersens fucking mind'freaks eller hvad? Hun skulede ondt til ham. Fucking klamme vampyr. Arrogante, hovmodige og pisse uretfærdige. Det var hvad de var... plus en masse andre - mindre gode ting. Kunne han ikke bare vælge en anden? - én som ville gøre det frivilligt... eller bryde ind i en blodbank eller lignene? Hvorfor skulle hun altid være ofret? Det havde hun været før... kun en enkelt gang var det ikke lykkedes hende at flygte for et gællende vampyrbid... men hun var ikke blevet forvandlet - heldigvis. Hellere være et svagt og sølle menneske, end en røvophøjet vampyr... Eller hvad der nu helt præcist ville blive gjort af hende. Hendes haldlange sorte og bølgene hår, dækkede heldigvis for de to ar på halsen hun havde fået sig... og det var bestemt ikke noget hun som sådan viste frem.. Nej. Ikke noget hun var stolt af, og lod det derofr forblive ukendt for ham - vampyren Craig.

Han blinkede kort og med øjnene og så op imod himlen "Men du har da forhåbentlig en levende familie" sagde han stille og hævede langsomt det ene øjenbryn før han strak ryggen en smule og studerede derefter sine negle som kun ventede på at sætte sig i hendes hud. Han sukkede for den 1000 gang siden de mødtes, en gammel vane der gav fordomme om at han var en utroligt negativ person hvilket han inderst inde ikke var. Smilet på hans læber mindskedes en smule og han stod nu blot og betragtede hende

Nanna gloede uforstående på ham. Hvor kom det fra?... Dét med familien?.. Hvor kom dét ind?... Hun tænkte det igennem én gang til og rystede derefter svagt på hoved. Nej, det passede ikke helt ind... Hun sendte ham et mistænksomt blik, men forblev tavs. Hun havde en levende familie, det var sandt... Men dém havde hun efterladt.
Hvad prøvede han på? Hun betragtede ham roligt og køligt "Og hvor vil du hen med det?" Spurgte hun og lagde armene over kors. Skulle han til at true hendes familie på deres liv, hvis hun ikke gjorde som han bad hende om - donerede hendes blod til ham?... Hvilken kryster... Men det kunne også bare have været et sidespor. En flygtig tanke som strejfede ham.. Måske prøvede han at få hendes tanker - opmærksomhed - hen på noget andet. Men dét lykkedes ikke.
Hun stod og funderede over hvorfor det var han havde bragt dét på bane, men fik ingen svar. Måske var der heller ikke ét.

"du nævnte at du ingen holdte af, med dog en smule betænksomhed i din egen stemme, det strejfede mig blot at siden du ingen holder af siger din familie dig heller ikke noget følelsesmæssigt? Føler du dig ikke ret ensom når det kommer til stykket?" spurgte han roligt og viste ingen tegn på bagtanker, blot nysgerrighed. Imens han ventede på svar stod han lidt og svejede en smule til den ene side, kun fordi han havde lagt lidt for meget af vægten over på den ene fod i lidt for lang tid. Han så dog stadig på hendes øjne med sine stadigt blodrøde øjne

Nanna blødte op og så mere eller mindre udtryksløst på ham. Lod hans ord genlyde i hendes hoved et par gange, før hun tog stilling til hvad hun skulle svare. "Hvad får dig til at tro at jeg ikke bor hos min familie?" Det havde hun jo intet nævnt om - om hun boede hos dem og følte ingenting, eller om hun havde forladt dem.
Men nej... det gjorde hun egentlig ikke. Følte sig ensom.. Det var i hvert fald dét hun bildte sig selv ind. Måske en gang imellem?.. Men det var vel ikke det store. Det var vel menneskeligt... det med følelser. At føle sig ensom. Mennesket var vel det man kunne kalde 'flokdyr'. Levede i deres egne små kolonier, i deres egen lille inforståede verden. Og hun, i hendes egen.
Hun lagde hoved en anelse på skrå og så indgående på ham "Og hvad med dig?... føler du dig aldrig ensom?" Spurgte hun i et langt roligere og blidere tonefald end dét hun havde båret for lidt siden. Men det var stadig sydende med giftig foragt... Det var tydeligt.

"Jeg nævnte intet om dit bosted, blot om hvordan du så på din familie" sagde han stille og lagde hovedet let på skrå før han overvejede svaret på hendes spørgsmål, det var ikke fordi han følte sig konstant ensom, han havde mistet alt hvad han engang havde haft og var allerede ved at miste sin bedste ven også hvis ikke han fik blodet til at redde både vennen og de mennesker det utvivlsomt ville gå ud over hvis ikke der blev gjort noget.
Mange år var gået og han havde kun få gange tænkt på ensomheden, det hele havde altid gjaldt om overlevelse og venskaber der måske kunne bygges hvis man kunne holde dem uden at bide vedkommende. "Jeg har levet nok i det man kalder ensomhed, jeg har mit eget selvskab og det klarer jeg mig fint med." svarede han stille og smilte blidt for derefter igen at lade smilet svinde