Feeding. //Chariot, later Demetri//

Rose betragtede søen, som så kold og mørk ud. Hun havde trængt til lidt pause og ro, derfor var hun kommet herud, men hun var også sulten og ville jage. Hendes mørkviolette øjne er et bevis på hendes sult, hun var næsten for sulten, men hun kunne dog stadig kontrollere sig. Hun følte, hvordan hendes hals snørrede sig sammen og begyndte at stikke. En duft bredte sig i luften, ikke den mest behagelige, der var nemlig alkohol i blodet, men det var dog mad, som var på vej imod hende. Hun kiggede langs stien og fik endelig øje på sit byttedyr. Et hankøns menneske, som havde drukket og muligvis håbet at få en pige i sine arme. Et let smil bredte sig over hendes læber.
Rose hoppede elegant ned fra træet og landte blidt på jorden under hende. Hun rettede sig op igen og så holdte øje med sit bytte. Hun trak lidt længere ned i trøjen, så hun viste lidt mere af sit barm. Mennesket, som endelig var kommet tæt nok på, fik øje på hende. Han nærmede sig hende helt. Rose trak ham let med væk fra stien og lyset fra lygtepælene. Det var ikke særlig svært, det var let at se, at han var desperat. Men hun havde let ved at tiltrække folk, specielt de liderlige.
Da de var ude af lyset, lagde Rose armene om mennesket og holdte sig tæt ind til mennesket, mens hun lavede små bevægelser med hofterne, hun kunne mærke, hvordan menneskets lem blev stift. Hun slikkede ham let på halsen, der hvor hun ville bide ham. Mennesket tog desperat fat i hende. "Jeg er din." hviskede Rose let mennesket i øret, mens hun slikkede på det. Hendes hjørnetænder blev spidse og fremtræden, og blev blottet bag hendes læber. Med en enkelt, let bevægelse havde hun tænderne i hans hals.


//krea tog over... behøver ikke svare så langt.
Rækkefølge: Rosella, Chariot, later Demetri

Info: Rose er mere vampyr end noget andet.//

Chariot. En dreng med et underligt liv, som ikke var noget sjovt at fortælle om til andre. Fløj hen over søen, med sine sorte vinger, som var slået ud og baskede af sted, med en hurtig fart. Han fugtede let sine øjne, da han med sine egne øre kunne høre lyden af et bid fra en vampyr, det kunne han fra på det tidspunkt, hvor han tænkte tilbage til hvor hans bror, som var en vampyr, der dræbte deres egen søster! Senere hen efter hendes død, steg vreden i Chariot og han, med efter en stor planlægning, fandt metoden til at dræbe vampyrer og derved en regnvejrs dag, dræbte sin egen bror. Så han stod alene. Da deres forældre tidligere døde i en ulykke. Efter at han ikke længere havde en familie, endte han med at begå selvmord og var dernæst blevet til en dødsengel, fordi han skulle tage en straf for at have dræbt sig selv. Ynkeligt. Han hvilede sine øjne ned mod byttet og vampyren, som han fik øje på. Spørgsmålet var om han skulle hjælpe denne stakkels mand? Også irriterer vampyren? Han landede ned på jorden, idet at hans vinger forsvandt ud af den blå luft, ”Hey!” sagde han køligt og højt, så de kunne høre ham. Specielt vampyren, som han ikke kendte. – Dog heller ikke vampyrens ’offer’. Han gik hen til dem, og førte sin hånd ind ved drengens hals, hvor pigen havde bidt sig fast, og tog fat i pigens kæbe, og skubbede hende hårdt væk, ”Løb!” udbrød han og satte dernæst sin hånd for hendes mund, imens at han kiggede på drengen. ”Løb hen på et hospital.. og få det ordnet!”, og hurtigt efter det løb drengen sin vej, også selvom han blot var meget fuld. Chariot kiggede på pigen, ”Nå.. så du var sulten?” spurgte han, efter at han hurtigt fjernede sin hånd og gik nogle skridt bagud, hvis pigen gik udefter drengen igen, kunne han hurtigt stoppe hende.

Rose havde godt hørt, at der var nogen, som havde været på vej, men havde ikke videre noteret sig det, hun havde altid været dårlig til det med at lægge mærke til sine omgivelser. Hun hørte dog, at der nogen som landte på jorden og ville i kontakt med hende, så hun havde løsnet grebet lidt om mennesket. Hun hvæssede let, da væsnet kom gående hen mod dem, men da væsnet tod fat i hendes kæbe og løftede hende væk fra hendes mad måtte hun desværre give slip på ham. Hun slikkede let blodet væk, som var omkring hendes mund. Heldigvis kunne hun spise pænt. Rose øjne skød lyn, da hun så, hvordan hendes mad løb væk. Hun var ikke engang helt mæt endnu, men hendes øjne havde fået en mere blå farve. Det var først nu hun lagde mærke, hvor godt dette blod lugtede. Det var ikke sødt, men var mere ovre i den bitre afdeling. Hun lod sine hugtænder forsvinde, selvom hun hellere ville sætte tænder i væsnet. Hun betragtede ham let min sine øjne.
Rose tørrede sin hånd med håndryggen, men der sad ikke flere blodrester, men hun var dog stadigvæk sulten. Hun kiggede efter sit bytte, som var ved at være væk, hun ville sagtens kunne indhente ham, men ville lade det ligge. "Stakkels fyr... vil ikke engang dø af det." mumlede hun stille og rystede på hovedet, hendes hugtænder indeholdte nemlig ingen gift. Hun kiggede nu igen over på væsnet, som havde forstyrret hende. "Ja, og du lod lige min natmad løbe væk." sagde Rose med en lidt vred tone. Hun brød sig ikke om, at hendes mad fik lov til at løbe.

"Er ligeglad om din mad... slap væk, hader vampyrer." sagde han køligt imens at han kiggede på hende, "Jeg afskyer dem.. forstår ikke hvorfor at sådan et slags væsen findes" mumlede han og satte sig ned på hug, lagde sine arme ned på hver sit lår, kiggede lidt ned mod jorden, inden at han vendte blikket op mod hende, "Så.. du må vist vendte med at få noget aftensmad.. eller generelt bare mad.. når jeg er i nærheden af dig" smilede han skævt, efter at han rejste sig op igen, "Desuden.. så syntes jeg at du skulle gå ud efter nogen.. som er skyldig.. nogen som ikke burde leve.. dræbe dem i stedet for uskyldige" tilføjede han og bed sig diskret i læben. Efterfulgt af at han lod sin tunge glide ud at slikke ved sit ene stykke metal i sit snakebite. "Også.. hvis jeg ser dig igen, med et uskyldigt offer.. så afbryder jeg igen, også måske.. på en mere brutal måde" sagde han, imens at han godt kunne lide det, at hun blev lidt vred over det, da han kunne høre det på hendes stemme.

"Du ville ikke være så ligeglad, hvis du vidste, hvordan jeg bliver, når jeg ikke får mad. Og desuden, hvordan skal jeg finde en skyldig hver anden dag, når det haster?" spurgte Rose irriteret og ville enlig gerne have et svar på det. Hun havde en kort lunte, specielt når hun ikke havde fået nok at spise. Og hun vidste ikke hvorfra denne sult hele tiden kom, den irriterede hende mægtigt, men hun kunne ikke gøre andet end at spise regelmæssigt. "Og du ved ikke, hvordan mit liv det var, før jeg blev bidt." mumlede Rose vredt og skar kort tænder.
Rose gik hen til ham, men holdte en meters afstand fra ham. Skulle hun, eller skulle hun ikke? "Jeg ville hellere lade mig være, når jeg spiser. Fordi i sidste ende er jeg ikke sjov at lege med." mumlede Rose og kløede sig let under næsen, hun vidste ikke, hvor længe hun vil kunne holde kontrol over sig selv.

Chariot førte sin hånd op til sin mund, bed sig derefter hårdt i sin pegefinger, lukkede sine øjne lidt imens, der begyndte at bløde det sted hvor han havde bidt, et grin undslap fra hans strube, "Kender godt til det.. du kender mig ikke nok til det at vide det, selv mit humør svinger meget" sagde han køligt og gik tæt hen til hende, imens at han ignorerede at hans finger blødte. "Er du stadig sulten?" spurgte han med et lille grin, imens at han kørte sin finger ned af hendes ene kind, videre ned og hen over hendes læber, han var ikke bange, overhovedet ikke. Det kunne ikke skade hvis hun fik lidt blod fra ham. "Nej.. det ved jeg så ikke, men du kender heller ikke mit liv" mumlede han. Imens at han så på hende, og afventede spændt hendes reaktion på hans blodige finger. Som kørte lidt rundt på hendes ansigt.

Rose så, hvordan han førte fingere op til munden, hun havde en mistanke om, hvad det var, han havde gang i. Hun kunne mærke en prikken i seng egen finger, da han bed sammen, så han havde bidt hul i sin finger. Hun kunne mærke, hvordan hendes hals begyndte at stikke, da lugten af hans blod blev kraftigere. Og da hun kunne se blodet på hans finger, snørrede hendes hals sig sammen og hendes blik blev vildt. Hendes mave knurrede let og skreg efter mad. Han vidste sikkert, hvad det var han gjorde, og for hende var det tortur, fordi hun stod overfor en modstander, som kunne slå fra sig, hvilket gav hende mere udfordring.
Rose trak sig let tilbage, da han kom tættere på hende, men lod ham komme tæt på hende. Hun spændte sine muskler og rystede let, da han begyndte sprede blodet i hendes ansigt. Han gik virkelig over streger denne gang, han skulle være glad for, at hun havde spist inden, ellers havde hun været over ham. Rose læber skilte sig let ad, da hans finger kørte hen over dem, men hun klemte dem igen sammen. Hun havde ikke smagt andet end menneskeblod. Men hans behandling tændte hende også, sådan føltes det hvertfald. Da hans finger igen passerede hendes læber, skilte hun læberne ad og lod tungen strejfe fingeren. En form for gysen gik gennem hende, det var måske mere en tilfredsstilledelse.

"..What can I do..Where can I hide - from all of these feelings I keep inside..It's dark as can be..and you'll never see.." mumlede han, og lod sine øjne hvile på hende, imens at han mærkede hendes tunge strejfe hans finger. Chariot kunne ikke synge, men nogen gange havde han lyst til det, i stedet sagde han det også bare meget lavt, så ingen rigtigt kunne høre ham. "Ved godt at du er sulten.. du har min tilladelse.. til det" sagde han køligt, hvis han var menneske, var det noget andet også var han flygtet for længst. Chariot slappede af i kroppen. Der kunne ikke mærkes på ham at han var nervøs. Det var også sjældent at han var det, når han var en dødsengel. En dreng som havde eksisteret i 100 år. Oh my. Utroligt at han skulle straffes sådan og jo længere han levede sådan, jo mere savnede han det at være et menneske. At han direkte fortryd at han havde dræbt sig selv. Den regnvejrs dag, som han aldrig ville glemme. Som bare hele tiden ville ligge på 'hans skulder'. Han holdte sin finger stille ved hendes læber, imens at han lod blodet falde. "Lover du mig.. at du alligevel vil tænke over dit bytte næste gang?" spurgte han og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han betragtede hende. Vampyren, som han ikke kendte endnu, ej heller hendes navn, men han ville ikke være den første til at præsentere sig. Det kom an på så meget. Og selvfølgelig hvis hun skulle miste kontrollen, kunne han hurtigt få sin finger til sig. Så hun ikke direkte tømte ham for blod. Chariot undrede sig egentlig over hvorfor at pigen, havde gået efter et fuld mandlig menneske. Også alligevel kunne han godt forstå hende, men det.. hvis han var en vampyr, ville han gøre tingene på en helt anden måde. Han var jo også et mandfolk og ikke en kvinde, som pigen var. Et skævt smil dukkede frem på hans læber, idet at han vendte sit blik op mod himlen, det var ret så sent, han burde egentlig være hjemme eller.. ved hans søster grav, eller hvis ingen af delene, så være ude at finde nogen han kunne udnytte og dræbe. Sene direkte til helvede. Hvilket han ikke havde fået gjort endnu. Og han havde end da været i Vie La Mort et stykke tid. Så det skulle næsten have været gjort. Men han havde endnu ikke fundet et offer.

Rose lyttede til hans sang, han sang ikke specielt godt, men hvem gjorde også det? Alle troede de kunne synge, når de havde lyst til det, og så var der ikke rigtig nogen, som ville kunne stoppe dem. Hun havde heller ikke i sinde at stoppe ham, men hun havde dog fået andre ideer med ham. Nu havde han jo givet ham hendes tilladelse, så kunne hun vel gøre, som hun plejede at gøre, og så ville det nok alligevel blive anderledes, fordi han havde givet hende tilladelse fra starten. Hun fandt kanten på hans trøje og rørte stille ved hans hud, han var varm. Hun stoppede og lagde sin hånd på hans bryst, lige der, hvor hun kunne mærke hans hjerte slå. Hendes hjerte var jo stoppede for ikke så længe siden, så hun behøvede ikke lytte til sig selv, og så var der ingen, som kunne afsløre hendes følelser via hendes hjerterytme. Hun savnede måske at høre, at hun var i live.
Rose tog fat i hans hånd med hendes anden hånd, så hun kunne holde stille, og så han ikke ville få så let ved at trække sig tilbage, hvis han skulle fortryde. Hun stak tungen ud af munden og slikkede let på fingeren og fjernede blodet, så det igen holdte op med at bløde. En af hendes andre sjove egenskaber, som hun havde opdaget. Hun kunne heale skader ved at slikke på det. "Jeg vil overveje en ekstra gang, om jeg skal angribe eller ej." mumlede Rose, mens hun gik helt tæt ind på ham. Hun kunne virkelig godt lide smagen af hans blod, den kildrede let på tungen, selvom det var en anelse bitter, fordi der var mørke. Hun lænede sig roligt frem, og lod tungen glide henover hans hals, hun ville ikke bide ham, ikke endnu. Hun havde masser af tid, uanede mængder af tid. Hun havde ikke lyst til at dræbe ham. Hun dræbte ellers altid sine byttedyr, hvis de løb den ene dag, så tog hun dem bare den næste dag. Men hun ville ikke tage ham her, der var noget over ham, og det var ikke kun hans blod. "Jeg er Rosella." hviskede Rose let og lænede sig igen tilbage.

"C..Chariot" sagde han lidt hvæst, efter at hun havde slikket ham på halsen, "Vil ikke lade dig bide mig" mumlede han og blev ret forbløffet over den måde hun tog fat i hans hånd, havde han ikke regnet med, Chariot troede bare at hun ville slikke det af som sådan. Men der tog han fejl. "Da jeg ikke vil blive sådan en som dig" sagde han køligt, imens at han kiggede på hende. "Rosella.. hm", han udtalte hendes navn så nænsomt og elegant med et strejf af sensualitet og forførelse. Han var blid i stemmen når han sagde hendes navn, som var det en skat der for evigt skulle værnes om, eller en skrøbelig rose som ej måtte visne. Han slikkede hende drilsk, men hurtigt på hendes næsetip, uden at han oprigtigt havde fået lov. "Er der mere jeg burde vide om dig?" spurgte han nysgerrigt, imens at han direkte betragtede hende. Dog ville han ikke blive forelsket eller så meget få et crush på hende. Han gad ikke at blive forelsket. Fordi han vidste at det alligevel aldrig blev til noget, men han blev dog aldrig træt af at flirte med en kvinde.

"Chariot.." mumlede Rose stille, næsten lydløst, dog blev det sagt på en kærlig måde. Det var et navn, som hun ikke havde hørt før, men hun kunne lide det, så hun syntes det var specielt, lidt ligesom hans blod. Hun har nu så heller ikke mødt så mange andre væsner, som hun kunne spise fra, som ikke var et menneske. Chariot var faktisk, det første væsen, som hun mødte. Rose slog over i en lille latter, da han bad hende om ikke at bide, fordi han ikke ville blive en vampyr. "Jeg bærer ingen gift, så jeg kan ikke forvandle dig. Så du behøver intet at frygte fra min side." sagde Rose, men kunne godt høre, at hun fandt det lidt morsomt. Men hvor mange vampyre gik lige rundt og havde ikke gift i tænderne?
Rose aede ham let med den hånd, som lå inde på hans bryst. Med den anden hånd begyndte at lege drillende med hans øre. "Det er ikke så længe siden, at jeg er blevet en vampyr." hviskede hun let, "Andet du vil vide?" Hun lænede sig let frem og kyssede ham halvt på læben, halvt på kinden.

"Men du ville alligevel bare.. kunne tage noget af mit blod?" spurgte han en anelse forvirret. Han bed sig let i underlæben, fint nok. Han fik hende til at grine, hvilket ikke var meningen. "Så kunne jeg godt forstå at du blev sulten så hurtig.. du er vist lidt af en amatør vampyr" sagde han roligt, og alligevel med en kølig tone i stemmen. "Nej, der er ikke andet jeg vil vide end til videre" mumlede han og fik kuldegysninger, da hun begyndte at lege med hans øre og aede ham på brystet? "Du ved godt.. at det er ret dumt det du har gang i ikke?" spurgte han, imens at han fugtede let sine læber, prøvede på at følge hver og en af hendes bevægelser. Det kildede lidt da hun legede sådan med hans øre. "Måske også en anelse farligt for dig" hviskede han let mod hendes øre, da han lænede sig mod hende. Og lod sine blå krystal øjne hvile på hende, han havde ikke regnet med dette. Om det var positivt eller negativt kunne han ikke finde ud af? Han lukkede sine øjne lidt, imens at han blev en smule tændt af det, som hun gjorde, men han ville ikke sige noget omkring det, eller gøre noget igen med det samme. Måske ville han.

Rose rullede let med øjne, det irriterede hende lidt, at han sagde sådan. Nu var hun ligesom også en ny vampyr, hun skulle sikkert vænne sig til at gøre afstanden mellem måltiderne større, men det var svært lige nu, hun kunne intet gøre ved det, sådan var hendes natur. Men hun ville lære ham en lille ting, måske to. Hun lænede sig frem og let sine hjørnetænder blive længere, men så han ikke kunne se det. Hun kunne mærke en prikken i hendes egen hals, da hun bed ham i halsen. Hun gav først slip igen, da hun havde stillet noget af sin sult. Det undrede hende, fordi hans blod havde mættet hurtigere, end menneskeblod, men hun kunne lide det. Hun slikkede ham der, hvor han var blevet bidt, så hullerne ville blive lukket. Hun kyssede ham kort der, inden hun rette sig op. Hun slikkede sig om munden, mens hun kiggede på Chariot. "Hvem er en amatør vampyr?" spurgte hun, mens hun lod sine hjørnetænder blive mindre.
Rose lod sin hånd glide om på hans ryg, så hun kunne skubbe ham længere ind til sig. En kuldegysning gik gennem hende, da han hviskede hende i øret, hun satte også lige neglene i ham (med den hånd, som er på ryggen). "I like it, when it is dangerous." hviskede Rose med et glimt i øjet.

Uden at han vidste af det udstødte han et skrig, da hun bed sig fast i hans hals, uden at have fået lov?! Han så på hende med et køligt blik, "..Når du ikke hører efter, at jeg ikke ville bides.. vel du således være en amatør vampyr i mine øjne" sagde han og hvæsede lidt. Imens at han så på hende, mærkede hendes negle som satte sig fast i hans ryg, og det fik ham til at kneppe sine øjne sammen, imens at han bed sig i læben "Vil du have at jeg skal lege med dit blod?" spurgte han nænsomt, det var ikke bare for sjov at han spurgte, han kunne gøre det, fordi det var en af hans evner. Dog kunne Chariot ikke mærke smerten af hendes negle så meget igen, efter at han jo var død i forvejen selv. Han lænede sig mere imod hende, end til at hans læber kunne berøre hendes hud på halsen. Som han kyssede blidt, begyndte at bide i hendes hals også, inden at han begyndte at kysse hende flere gange på halsen. Chariot havde dog ikke tænkt sig at lege med hendes blod, ikke lige nu i hvert fald, imens at han førte sine hænder ned for neden af hendes T-shirt foran på hendes mave, hvor han lod sine hænder glide ind under, og begyndte at kærtegne hendes mave, samtidig med at han af og til også satte sine negle i, selvom de ikke var nær så skarpe.

Roses øjne var blevet mere isblå i det, den røde farve var ikke længere let at få øje på. Hendes sult var blevet stillet. Hun hvæssede også, da han nævnte det med amatør vampyr igen. Hendes øjne skød let lyn, hun var blevet sur på ham. Han havde givet hende lov til at tage noget af hans blod, hvis hun stadig var sulten, men nu sagde han, at hun ikka havde hørt efter. Hun havde lysten til at slå ham, men ville dog ikke gøre det nu, hun ville vente til, når de skulle tage deres afsked, så ville han ikke glemme hende så let. Rose smilte bare, da han spurgte ind til hendes blod. Hun vidste ikke rigtig, hvad der flød rundt ind i hende, men det var noget, som havde en sjov virkning på nogen/noget, som drak det. Hun havde kun opdaget det, fordi hun havde observeret en myg, som havde drukket lidt af hendes blod. Det havde set temmelig sjovt ud i starten, men slutningen var tragisk for myggen.
Rose følte den lille kildren mod sin hans, da Chariot bed hende let. Mon ikke det var ham, som legede den farlige leg? Hendes mave trak sig lettere sammen, da han rørte ved den. Han havde så varme hænder. Hun fik igen kuldegysninger. Hun førte sin frie hånd i hans nakkehår, hun trak let i det, så det ikke ville gøre ondt. Da hun havde trukket hans hovede nok tilbage, så slikkede hun ham, der hvor halsen begyndte og sluttede ved hagen, inden hun slip igen.

Chariot måtte have gået fra for standen, når han så meget tænkte på at kysse ens vampyrs hals? Når han afskyede dem så meget, som han gjorde. Han syntes selv at grunden til at hade dem var god. Fordi væsnet ødelagde hans familie. Hvor han til sidst stod alene. Et lille grin undslap fra hans strube, da hun slikkede på hans hals. Chariot fortsatte med at kærtegne hendes mave, imens at han kiggede på hende, lod derefter sine læber ramme hendes, hvor han masserede hendes læber i en blid bevægelse imod hans, kyssede hende ømt dernæst. Og lod sine hænder glide om bag på hendes ryg, imens at de stadig var under hendes trøje. Han lod sine hænder udforske hendes krop i blide bevægelser. Imens at han nød stilheden som var ved at ligge sig hen over dem, han startede et nyt kys igen, efter at der var gået mere end 5 sekunder. Han vidste ikke om han måtte, han måtte bare tage straffen for det hvis det var, men siden at hun havde leget sådan lidt med ham.. drillet ham.. så troede han på at han godt måtte.

Rose blev lidt overrasket over, at Chariot pludselig kyssede hende, men kyssede dog igen. Hun følte lidt at hun smeltede sammen med ham, fordi han føltes så varm. Hun havde det som om hendes ben ville give efter under hende hvert øjeblik, som det skulle være, men hun ville ikka falde sammen, ikke bare på grund af en enkelt dreng/mand. Forhold havde aldrig været hende stærke side, hun var altid hoppet fra mand til mand. Hun havde såret mange hjerte, men aldrig hendes eget, hvilket måske var grunden til, at hun ikke havde lært noget.
Rose holdte Chariot tættere ind til sig. Hun lod sin hånd glide fra hans hår ned langs hans skulder, ned langs brystet, ned langs maven. Hun kærtegnede stille hans mave med sine fingre, inden hun søgte ned til buksekanten. Hun stak nogle af sine fingre ind under buksekanten og lod fingerne glide frem og tilbage, mens hun igen lod ham kysse hende. Pludselig, men stille og roligt, trak hun væk fra ham. Hun havde først stoppet deres kys med et drillende glimt i øjet. Hun løsnede stille grebet i ham og trak sig ud af hans greb. Hun gik en runde om ham, mens hun holdte fast i hans ene skulder. Hun kyssede ham blidt på munden, hvorefter hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå væk fra ham. Efter nogle få meter vendte hun sig om. "Måske vi skulle finde et mere stille sted?" spurgte Rose drillende, men på en måde udfordrende. Hun lavede en kom-her fingerbevægelse. Hun havde ingen intensioner om, at lade ham gå. Hun forstod måske ikke helt, hvad hun havde gang i, men hun havde nok tankerne om, at det ville tage længe. Og hun havde ingen idé om, at hun skulle hilse solen godmorgen.

Chariot kunne i sidste sekund ikke forstå hvad der foregik. Men han kiggede på hende ud af øjenkrogen efter at hun gengældte kysset. Han blev ikke overrasket over det, som sådan. Han smilede skævt, over at hun holdte ham tættere ind til sig. Det havde han ikke regnet med. Han udstødte et lille støn, efter at han mærkede hendes ene hånd med sine fingre, som gled under hans buksekant? Hvis han kunne ville han rødme, men nogen gange var det positivt at han var død. Så kunne han styre mere sine følelser. Idet at han lagde sit hoved på skrå, da hun trak sig væk, inden at lod sit blik følge hende, da hun gik omkring ham. Imens at han mærkede at hun holdte fast i hans skulder, ”Hm måske” sagde han stille, inden at han vendte sig om og så på hende. Trak svagt på skulderen, og begyndte at følge efter hende.

//Undskyld, min krea svigtede lige.. lidt >___>//

Demetri stod 10 meter væk fra dem (endelig ret mig hvis i står et eller andet sted hvor demetri måske står ude i luften Oo læste ikke lige hvad i havde skrevet).
han havde fået et Godt øje Til drengen, og havde bestemt at han skulle have den ære at blive Demetri's tjener/hjælper, Men.. han ville jo nok ikke gøre det fri villigt så han var vel endnu en gang være nødt til at give en person Kysset.
han smilte lidt, en dag ville drengen nok takke ham for det han ville gøre, eller måske ville han ikke..

//jeg var ikke så krea >_<'//

Rose så, at Chariot fulgte efter hende, hvilket glædede hende. Dog kunne ikke helt forklare grunden til, at han fulgte efter. Var det hendes forførelse, hvilket måske ville glæde hende? Var det hans eget begær? Eller måske en halt tredje årsag? Hun havde mødt mange mænd, og de havde tænkt på hver sin måde, men alligevel så tænker de det samme, en ting, som Rose aldrig ville lære at forstå. Måske ville hun ikke forstå, sandheden kunne jo være skræmmende. Et lille smil viste sig på hendes læber, og hun stoppede kort op og kiggede mod Chariot. Hun lod ham komme helt hen til ham. Hun kyssede ham forsigtigt, mens hun strejfede hans øre med en finger. Hun trak sig drillende væk igen, så han ikke kunne gøre noget igen. Det har Rose lagde mærke til den anden duft, en duft, som kom fra en andens blod. Hun stoppede midt i sin bevægelse og sniffede let til luften, igen kunne hun lugte det, men hun vidste ikke, hvorfra det kom. Men hun var sikkert på, at der var andre til stede, mon personen havde set dem, observeret dem? Hun havde jo ikke kunne lægge mærke til andet, end Chariot, hvor hun havde været i nærheden af ham. Hun så på Chariot med et advarende blik. "Der er nogen." hviskede Rose stille, så stille, at det næsten ikke kunne høres, men man kunne fornemme en kølighed over hende.


//huske rækkefølgen: mig (Rose), Chariot og Demetri.
og vi er i parken.. ^^//

//Out, det går ikke særlig godt for mig IRL.. er begyndt at få et nedern humør og kommer måske ikke så meget på, efter at jeg er ved at planlægge om at flytte hjemme fra.. sorry//

//Aww... din lille stakkel. Kender følelsen, og det er bare så nedern. Prøver selv at holde humøret højt for tiden, men er dog en smule svært. Håber du vil få det bedre og komme tilbage til os. Vil savne dig :D//