Time To Relax [Nathan]

Tid~21.23
Sted~Sautant - Skaterpark
Omgivelser~Tomt.. Og en del forskellige ramper
Vejr~Mørkt, dog oplyser fuldmånen stedet svagt

Der var helt stille. Lige udover træernes kroner der blev rysket godt i af den kølige vind der nu hærgede over Sautant. Det var som om at der ingen var selvom at der plejede at være det. Selv så sent, ja. Men ikk denne sene aften. Dog kunne der anes én eneste skygge eller et omrids. Af en pige. Hun sad helt for sig selv op en af de store ramper med sine ben dinglende ned fra den. Hun blev let oplyst af fuldmånens blege lys. Hun så ud som at være der omkringde 17 år. Hvilkt hun underligt nok også var. Meget ungt af en dæmon at være. Og en vampyr for den sags skyld. Men sådan var det nu med hende. Hendes lange bølgende rølige hår var sat op i den sædvanlige sjuskede og hurtigt sat knol i baghovedet. Og hendes pande hår flagrede en smule i vinden der gav et pust mod hendes retning af og til. Et ret slidt skateboad lå ved siden af hende. Hun lod sine smukke og klare grå øjne glide hen og betragte det. Hun lagde sin ene hånd mod dets overflade og skubbede det lidt frem og tilbage så en rullende lyd kom fra det. Meget svagt. Så skubbede hun det ekstra godt til det og slap det så det hurtigt trillede ned af rampens glatte plader. Så skilte hun sine læber fra hinanden. Kun en smule så et lavmælt og lettere tænkende suk kunne høres fra hende. Hun satte begge sine hænder i bag sig og lænede sit hoved lidt tilbage så hendes blik blev rettet mod den mørke himmel der nu lignede et sort læred med få stjerner og den store måne der faktisk var ret tæt på. Hun lukkede sine øjne i og lagde sig så helt ned på ryggen. En blodforsamling kunne nemt ses i det mellemrum mellem hendes ene øje og kind men helt inde ved starten af hendes hår. Og hendes let blege hud gjorde den bare mere synlig for andre.

En sagte, kun knap hørlig lyd af fire slidte hjul brød den stille, tykke dyne, der var blevet lagt over dette området og lod til at lukke al lyd ude, ud over den salige blæst der et par enkelte gange rystede lidt i træernes grene og fik de blade, der sad på kvistnene, til at give lyd fra sig og rasle. Underligt at gaderne allerede nu var blevet tømt for væsner, klokken måtte da ikke være mere end halv ti - hvis ikke mindre. Den slibende lyd mod asfalten fra de snart helt opbrugte hjul stoppede brat, i det øjeblik den - skateboardet, hvor hjulene sad fast på - havde passeret indgangen indtil Sautants åbne udearealer. Støjen fra boardets fire hjul kunne atter høres, men holdt kort efter op, hvorpå lyden i stedet for blevet erstattet med skridt. Tunge og dovne skridt hvor skobundende blev slæbt hen langs den hårde, grå og stenede asfalt, der udgjorde dét fortov, der omkrænsede Sautant. En sort silhuet kom få sekunder efter til syne og blev straks oplyst af månens sløve og matte skær, da den syttenårige knægt fæstnede sin ene hånd på den jernlåge, der til daglig blev brugt som både indgang og udgang. Langsomt og så lydløst som muligt åbnede han lågen, men kunne dog ikke undgå at få, klagende lyde blev besudlet af lågens rustne hængsler og sluppet ud i den ellers stille aften. Han trådte med forsigtige skridt ind i skaterparken og lukkede jernlågen forsvarligt bag sig, hvorefter han lod sine fødder få æren af at bestemme og begyndte så musestille at lunte længere ind i Sautant. Hans pupiller var usædvanligt store, og det var ikke meget af hans grønne iris, der var til at se. Med stor nysgerrighed i blikket så han søgende rundt i området. Lod sine øjne hvile på de forskellige ramper. Der var både små, og store - og så var der de rigtig store. Der havde åbenbart ikke været andre end ham, der havde besluttet sig for at tage et smut herned; det troede han i hvert fald ikke, og det var også på dét grundlag, at et stødende chok fór igennem ham, netop da hans blik landede på en mørk skikkelse, der sad oppe på en af ramperne, oppe på en af siderne. Det var en ... pige. Det kunne han se på omridset af vedkommendes silhuet, men han kunne endnu ikke afgøre, hvor gammel hun var. Ikke i den bher beslysning. Han tippede sit hoved på skrå og rynkede svagt sine øjenbryn, kneb efterfølgende sine øjne en lille smule sammen for at skarpgøre sit syn og lod betaget sit rolige blik klatre rundt på den ukendte pige, uden at sige noget, han stod bare som en stenblok, fuldstændig tavs, og betragtede hende.

Natalie, som denne facinerende blanding af vampyr og dæmon nu en gang hed. Hendes navn var egentligt det eneste hun havde tilbage fra hendes oprindelige forældre. Hendes eneste minde. Det eneste hun rigtigt kunne trøste sig med når hun var nede. Hun havde endnu ikk rigtigt mødt nogen som hun rigtigt kunne få snakket ordenligt med. Hun havde tit skræmt folk væk med hendes humør som for et meste lå på et trist level og så hadet til den forbandede plejefamilie. Men i dag, denne sene aften havde hun vel et okay humør. Hun havde fundet sit gamle skateboard igen efter at hendes "forældre" havde gemt det væk og nær brændt det. De mente at det ikk var noget de kunne accebtere. At en pige som hende gik rundt og skatede. Sammen med drenge. De lod hende aldrig gøre nogen ting ud over hendes pligter. De behandlede hende stadig som om at hun var fyldkommen fremmed for dem og at de bare skulle passe hende indtil de fik muligheden at komme af med hende på et eller andet børnehjem. De så hende stadig som et misfoster og det skulle de ikk da hun jo ikk var det. Ikk efter hendes mening i hvert fald. Hun havde selv smidt en masse breve ud fra de børnehjem de havde ansøgt om. Hun ville ikk væk fra denne by. Hvorfor? Hun følte sig åbentbart tryg her. Hun kunne næsten ikk vente til hun blev 18 år. Så hun kunne komme helt væk fra den familie. Men det var der lidt udner et år til. Blodforsamlingen på hendes ene kind var et tegn på den behandling de havde givet hende efter hun havde nægtet noget. En sungende lussing.
Hun åbnede med det samme sine øjne igen da hun kunne høre den svage og langsomme klagende lyd fra den gamle metallåge fra den ene ende af parken. Hun lod dog være med at sætte sig op og se rundt. Hun lyttede til de mussestille skridt der blev taget. Som en eller anden tyv der ikk ville have gulvet til at knirke. Lidt mærkeligt at gøre det her. Man måtte jo være der 24/7 så hvorfor være forsigtigt? Da de så stoppede brat valgt hun at sætte sig lidt op igen. Hun så lidt ligefrem for sig. Så ned på sit skateboard der lå stille nedest på rampen. OG så til sidst over mod denne fremmede dreng der havde sat sit blik mod hende. Hun blev ikk rigtig overrasket me hun kunne se hvordan at han var overrasket over at se hende. *Hmpf..* tænkte hun kort ved synet af ham. Kunne han nu heller ikk bruge hjernen også få sat det på plads at pige også kunne skate og havde den ligestore ret til at være her som de havde?

Nathan blinkede langsomt med øjnene et par gange i træk, i det øjeblik hun rettede lidt på sin stilling og satte sig op, før hun til sidst vendte sit blik hen imod ham. Lynhurtigt bøjede han hovedet forover og flyttede blikket ned mod den asfalterede jord, turde ikke længere se på hende, så det lod han være med. I stedet for bare at stå dér og blomstre satte han sine ben i gang og traskede hen til en skæv bænk, der stod et stykke fra dén rampe, som den endnu ubekendte pige sad på, hvor han valgte at slå sig ned. Efterfulgt af et tungt suk dumpede han ned på bænken med mørkeblå, afskallet maling. Derefter satte han sit skateboard fra sig på jorden foran sig og placerede efterfølgende begge sine fødder på det. Han lænede sig afslappet op af bænkens ryglæn og lod sit hoved falde lidt bagover, således at hans blik blev rettet op mod den mørklagte himmel. Det var næsten helt uvirkeligt, at det kunne være så stille, som det lige nu var. Det eneste hans ører som sådan opfangede, var, hans egen vejrtrækning, og hvis han hørte rigtig godt efter, kunne han høre sit hjerte slå. Hans ben føltes pludselig som to gummistænger, og hans ellers forholdsvis energiske væremåde var faldet; nu var han bare uendelig træt. Der var også et godt stykke herhen fra det sted, hvor han boede, men det var ikke sådan en form for udmattelse. Måske var det tanken om at skulle hjem igen, det orkede han næsten ikke, men det blev han nødt til. For det første var han ikke særlig sikker på, at disse bænke var specielt komfortable at sove på, og hvis han ikke kom hjem, ville han ende med at få en ordentlig skideballe af hans forældre - plejeforældre. Ikke at han ikke kunne lide dem, de var vel stort set som alle andre mødre og fædre, som virkelig kunne være enormt trættende nogle gange. Især lige for tiden, hvor de stressede ham med både skole, oprydning på værelset og dit og dat. De skulle altid sætte så mange krav, han fik helt hovedpine af det. Kunne de ikke forstå, at han gjorde tingene i sit eget tempo? De behøvede altså ikke hele tiden at være sådan efter ham og huske ham på alle hans pligter titusind gange om dagen. Det var smadderirriterende. Nathan vågnede op fra sin egen verden, som det imellem tiden var lykkedes ham at falde ind i og glippede kort med øjnene, eftersom hans syn var blevet en del sløret. Det blev det altid, når han var faldet i staver. Han kvalte et gab med den venstre håndryg og kørte åndsfraværende skateboardet frem og tilbage ved hjælp af sine fødder, som han havde liggende og hvile på boardets ru overside. Med en let og vant bevægelse strøg han noget af sit farvede hår væk fra sine grønne øjne og fik dermed et større og mere frit syn, da der ikke længere var nogle hårtotter til at hænge foran det og blokere. Dernæst vovede han at kaste et enkelt blik op på den fremmede pige og trak kortvarigt på smilebåndet, så et lille smil blev dannet på hans svageligt lyserøde læber. Gad vide om hun var til at tale med? Måske, måske ikke. Hvis ikke, ville han bare blive her - hvilket han alligevel gjorde. Han var nemlig altid så god til at lave kludder i sine ord og slog altid krølle på tungen, når han sådan skulle snakke med fremmede, og selv tage initiativet til det.

Natalie blev faktisk ret undret over hans reation på at hun så over mod ham. Så bare væk fra hende. Eller også var der noget spændende ved jorden under ham..som hun bare ikk kunne se. Det mente hun ikk at der var. Men måske havde han et super blik og kunne se det mindste sandkorn på meget tæt hold. Det troede hun dog ikk på. Så var der kun to muligeheder tilbage. Enten var han utrolig genert eller flov eller også så hun vel bare forfærdeiglig ud. Men så skulle spejlet lyve for hende. Og ikk kun hendes eget men alle. Men hun kunne jo ikk få et svar før at hun fik taget sig sammen til at spørge ham. Da han så begyndte at gå hen mod den massekrerede bænk der var et godt stykke fra den rampe hun sad på. Hun lod hendes grå øjne følge ham. Hans bevægelser. Hans kropssprog. Men kunne ikk rigtig finde svar der. Nok var det lidt irriterende men på en eller anden måde pissede denne fremmede dreng hende ikk af. Ikk det mindste. Måske havde det bare noget med hendes humør at gøre. Hvad skulle det ellers gøre. Han virkede goså en smule anderledes. Ikk på hans udseende som faktisk var ret godt. Hun kunne i hvert fald godt lide hans hår som med sikkerhed var farvet. Hun kunne i det hele taget godt lide den stil han gik rundt med. Og hans faktisk ret afslappede atitude. Hun rystede lidt på hovedet og fik revet sit blik væk fra ham. Hun så lidt ned mod sit skateboard. Det lå lidt skævt men stille uden an lyd. Hun ville vidste snart få lavet det så hun ikk ville vælte på det så nemt. Hun skilte endnu en gang sine bløde læber, som havde en pæn men bleg penuts lysebrun farve sammen med et skær af lyserød som passede godt til hendes hudfarve, for at endnu et lavmælt suk kunne komme frem. Hun lukkede sine øjne i et langt blink. Hun kunne føle hans aura endnu. Stadig stærk. Han var vidst også lidt nede. Men det var svært at sige. Hun lod igen sit blik glide over skulderen og over mod ham. Deres blikke mødtes underligt nok. Men hun tog sig ikk rigtigt af det. Hun fik bare muligheden for at se hans kønne grønne øjne med de store pupiler et kort øjeblik. Hun kunne svagt se hvordan at han tænkte om han skulle få sagt noget til hende eller ej. Han var måske lidt genert. Sødt. Hun så igen væk og så op mod himlen med et lettere fjernt blik. Så sætte hun af med sine hænder og gled som om at rampen var en rusjebane ned og kom nemt på benen igen. Hun var ikk helt så høj men stadig tilpas når man så efter hendes alder. Men alligevel nok kun omkring de 165-167 cm. Hun hoppede ned fra rampen og vendte sig lidt om mod ham. Hun havde fået fat i den højehals på hendes langærmede lynlås trøje og som så mange andre gumlede hun kort på den. Den var en smule ødelagt da hun havde gjort det et par gange før og at hendes sylespidse hjørnetænder ikk kunne trakkes ind. Lidt irritende men sådan måtte hun leve med det. Hun så ret nuttet ud på den måde men hun stoppede også lidt efter igen. Hendes hænder havde hun gemt i de lidt for lange ærmer og man kunne kun lige skimme hendes fingerspidser. Hun fugtede sine læber med tungen og bed sig derefter blidt i underlæben før at hun endelig fik taget sig sammen til at gå hen mod ham. Hvorfor hun gjorde det var nok fordi at han virkede mere..øhm..spændende og tiltrakkende end andre hun havde stødt på. Hun prøvede at smile en smule og det lykkes for hende. Et næsten ikk synligt smil kom frem.
"Øhm.. Hvad laver du så her?? Hvis altså du ikk er kommet for at skate lidt rundt.." lød det fra hende da hun så plduselig sad ved siden af ham med det ene ben trukket op til sig på bænkende og armem var lagt rundt om det. Hun kunne ikk gøre for det men af og til når hun blev lidt ivrig kunne hun godt finde på at gøre sig ret hurtig. For nogen ville det se ud som telepotion. Hun så ikk på ham med bare ned i jorden og hun begyndte igen at gumle på sin trøjekant.

Nathan gøs lidt, da en kølig aftenbrise passerede ham og fik nogle af hans øverste, røde hårtotter til at flagre op i luften, inden de atter lagde sig ned, efter vindpustet var blæst forbi dét sted, hvor han sad. Hans blik blev med det vuns slået ned imod jorden, idet hans og pigens øjne mødtes, hvorpå han med en hvis nervøsitet begyndte at fumle med ærmerne på hans tætsiddende, langærmede og sorte trøje. Han fik hevet trøjeærmerne ned over sine hænder, så det sorte stof dækkede dem og løftede efterfølgende sin ene hånd. Satte tænderne i kanten på ærmet og vippede hovedet en anelse tilbage, således at ærmet blev trukket yderligere ned over hans hænder. Han slap det kort efter igen og satte albuerne mod sine knæ, efter først at have lænet sig lidt forover, inden han så lagde sit hoved i håndfladerne, der stadigvæk var skjult af trøjens stof. Han havde fæstnet blikket på sine mørkeblå og hvide, brede sko med de ubundne snørrebånd. Dumt, han plejede altid at falde i dem - snørrebåndene, men han gad aldrig at binde dem, så det var han selv ude om. Det gippede lidt i ham, da en svusj'ende lyd kunne høres henne fra den rampe, hvor pigen sad; eller havde siddet, og før han vidste af det eller overhovedet kunne nå at reagere, sad hun på bænken, ved siden af ham. Han tog en hurtig, dyb indånding og holdt vejret, imens hun talte, som om han var frygtelig bange og rædselsslagen for at mishøre et af hendes ord, og derfor blev nødt til at sætte sit åndedræt på pause, så han kunne være sikker på at høre alt det, hun lukkede ud. Hun snakkede til ham. Det vidste han godt; altså, der var ligesom ikke andre end dem, her på stedet. Ikke hvad han vidste af i hvert fald. Alligevel lod han bare som om, at han ikke hørte hende. At han troede, at hun talte til en anden. En rimelig idiotisk opførelse, men han kunne mærke en svag varme stige i hans kinder, så han ville vente til, at den var faldet igen, og den rødlige farve, der var dukket op på hans kinder, var forsvundet. Han vendte sit hoved i håndfladerne og lod kort efter sin ene hånd falde ned på plads, ved siden af ham på bænken, hvor han lukkede fingrene omkring bænkens kant, således at hans ene kind nu kun hvilede imod én håndflade. Han bed sig forsigtigt i underlæben og tyggede lidt i den, alt imens han ventede på, at den blussende fornemmelse i hans ellers normalt helt blege kinder, skulle lægge sig, hvilket den heldigvis også gjorde, omkring et halvt minuts tid efter. Langsomt rettede han sin ryg og blev derfor nødt til at løfte sit hoved fra hånden, hvorpå han skævede hen til hende. "Jo ... det var egentlig det, jeg havde tænkt mig ..." svarede han med et lavmælt og sagte toneleje, inden han vendte sin ene mundvig en smule op ad, så et lille, skævt smil bredte sig på hans læber. Han anbragte en af sine hænder på sin brystkasse, der skiftevis hævede og sænkede sig i takt med de vejrtrækninger, han gjorde sig, og kørte den dernæst op ad, indtil han nåede til halsudskæringen på sin trøje. Famlede efter en af de halskæder, han bar, og lukkede sin hånd omkring den blåsorte og største. Han åbnede sin mund en næsten ubetydelig smule, før han kørte sin blegrøde, fugtige tungespids hen over sin underlæbe. Hans grønne øjne hvilede på hende, studerede hver eneste detalje af hende. Hun så sød ud; men det sagde han ikke højt. "Hvad laver du selv her?" spurgte han, forsøgte så vidt som muligt at udtale sine ord tydeligt og roligt. Han kunne faktisk godt regne det ud, for han havde tidligere spottet et skateboard henne på den rampe, hun havde siddet på. Det var selvfølgelig ikke ens betydning med, at det var hendes, men det regnede han med.

Natalie lod ikk sit blik glide over mod ham. Hun ldo vel også på en eller anden diskret måde som om at hun faktisk ikk snakkede til ham. Selvom at hun selvfølgelig gjorde. Det så bare ikk ud til at hun gjorde det da hendes blik forblev rettet ned mod jorden og lidt hen af den. Hun blev ved med at gumle på sin trøjes kant og det blev mere..ehm nervøst gjort jo længere tid at der gik mellem hendes spørgsmål og hans var. Hun havde dog så vidt prøvet at holde sig på god bund og ikk ødelægge den endnu mere. Hun forstod egentligt godt at han var blevet lidt overrasket over hendes pludselige fremkomst ved siden af ham. Dog var der et godt stykke mellem dem. Han sad i den ene ende af bænken mens at hun sad i den anden. Dog ikk helt ude ved kanten. Hun havde svagt kunne skimme at han åbentbart også havde en tendes til at gemme sine hænder i sin bluse eller trøje..og tygge lidt i stoffet. Det var ikk så mange der gjorde. I hvert fald ikk på hendes alder. Ingen i hendes klasse gjorde det og nogle var efter hende siden at hun gjorde det. Det var ikk fordi at hun var nervøs men det var vel bare en vane. En lettere beroligende vane som hun ikk kunne gøre noget ved. Hun undlod at tage sin ene hånd op og tygge lidt på ærmekanten istedet for trøjekanten men lod være da hun ikk ville have det til at se ud som om at hun efterabede hans bevægelser.
Hun så hun en smule forskrækket op da hun så pludselig kunne høre hans stemme. Hun hørte ikk helt det første ord da hun havde været inde i sin egen lille verden af minder. Men hun havde da en tanke om hvad det var han havde sagt. Eller lod hun alle hans ord nå frem til hende. Klart og tydeligt. Dog at hans stemme var en smule svag. Men det var hendes jo også. Sådan for at kunne holde stemningen i denne sene aften. Hun så stadig ikk på ham da han talte men et lille nik kom fra hende og hun åbnede meget lidt sin mund for at få sine hjørnetænder ud af de bløde og dejlig tykke stof. Dog var der igen kommet flere flåsser i det. Og gjorde den mere personlig og.. behagelig at se på. Hun kune godt lide sådan lidt slidt og ødelagt tøj. Ligesom det såkaldte 'emo hår' som nogen kaldte det. Men hun sagde bare at det var en krusset frisure. Men hun kunne i det hele taget godt lide sådan nogle typer. Selvom at hun ikk selv var det. Hendes hår var hverken krusset eller farvet og hendes stil minde hun en smule om sådan nogens. Hun havde dog heller ikk nogen interresse i at få det. Hun kunne lide sin egen personlige stil. Faktisk havde hun haft den her lyserblå trøje siden at den var ALT for stor til hende. Og da den havde en mere kongeblå farve xD
Så da hans spørgsmål kom undlod hun igen at se over på ham. Men man kunne alligevel godt ane hendes smukke grå farve der lå i hendes øjne. Hun ventede lige som ham emd at svare. Dog ikk så lag tid. Mere som en tænkepause. Hun efter at have fugtet sine læber en smule åbende hun sin mund. "..Jeg fandt bare mit gamle skateboard. OG som så mange andre ting så bringer det jo minder og de ligger her på Sautant så jeg tå et lille smut her hen... Dog virker det ikk rigtigt så godt mere" lød det fra hende med en blid pigestemme der hverken var for lys eller for dyb. Bare sådan normal. Hun så så endelig over mod ham. Ganske roligt og det kunne godt ligne at hun var genert over at se på ham. Men det var hun egentligt ikk rigtig. Hun rødmede heller ikk så nemt. Skulle man mene. Men det vidste man jo ikk med klarhed.

Nathan løsnede langsomt sit tag i halskæden og lod efterfølgende den hånd, han havde holdt om den med, falde ned på bænkesædet ved siden af ham. Kørte sine fingerspidser hen over den afskallede maling, imens han ventede på et svar fra hende. Hans blik var gledet ned på hans hånd, der fortsat rodede lidt rundt nede på bænken. Pillede små træsplinter op fra det træ, bænken var bygget af, og smed dem ned på jorden, så der ikke var risiko, at der var nogle, der ville på splinterne i hånden eller andre steder, det hadede han nemlig selv. Splinter. Han kunne aldrig finde ud af at få dem ud igen, og så gjorde det så pokkers ondt. Efter en del tid med dét trak han sin hånd til sig og flettede dens fingre sammen med sin anden hånds spinkle fingre. Han stoppede dog kort og satte begge sine håndflader imod bænkens lidt ru overflade, inden hans blik dernæst blev ledt hen imod pigen, da hun sagde noget. Lyden af hendes stemme fik ham til at smile - skjult. Den havde en hvis beroligende effekt på ham; hvorfor vidste han ikke, den var bare meget behagelig at høre på. Igen holdt han vejret, i al den tid hun snakkede. Han ville have hver eneste lille stavelse med, hvilket også lykkedes for ham. Med hovedet lagt en anelse på sned lod han sit forholdsvis rolige blik vandre rundt på hendes ansigt, eller det han kunne se af det. Det var faktisk først nu, at billedet, som han før havde set, da hun havde sluppet halsen på sin trøje, af hendes ualmindeligt skarpe hjørnetænder blev opfattet. At han kun nu blev klar over dem. Måske havde han bare set forkert, men efter noget tid hvor han havde set hende mere an, så havde hun egentlig en usædvanlig lys hud, - og hvis hans øjne ikke havde spillet ham et pus, med de der spidse tænder, måtte hun være en vampyr. Tanken om, at hun måske havde mere end blot vampyrblod løbende i årene, strefjede ham ikke. Det var som om, at billedet af hendes hugtænder havde brændt sig fast på hans nethinde, for han blev ved med at se dem for sig. Det måtte gøre ulideligt ondt, at få dém boret ned i sin hals. Han kneb sine øjne lidt sammen, inden han førte sin ene hånd op til sin hals, som han placerede både pege- og langefingeren på og prøvede at forestille sig, hvordan det ville være at blive bidt. Det måtte gøre ondt. Sindssygt ondt. Han fjernede omgående sine fingre fra halsen, da en følelse af smerte skød igennem ham. Sikkert bare indbilning, men han havde det med, at han nogle gange forestillede sig ting for godt. Han rystede kort på hovedet for at vække sig selv og løsrive sig fra sit tankespind, der jo længere tid der gik blev større og større. Hans blik var lidt fjernt til at starte med, men efter han havde blinket hurtigt med øjnene et par gange, så forsvandt de dansende farvepletter fra hans øjne, og han kunne se normalt igen. "Mit board er heller ikke særlig godt mere ..." startede han med at sige og skævede en enkelt gang ned til det. Han bed sig svagt i underlæben, før han atter fæstnede sit blik på hende. "Men det er det bedste, jeg har haft til dato, og jeg er faktisk rigtig glad for det. Selvom det nok ville være klogt at få det udskiftet snart, ellers ender det bare med, at jeg brækker et ben," afrundede han med et kun knap synligt smil, der vel ikke en gang kunne kaldes et rigtigt smil, det var mere en trækning i mundvigen, og det forsvandt også lige så hurtigt, som det var kommet, igen. Han smilede heller aldrig frivilligt, han kunne ikke fordrage sit smil, eller grin for den sags skyld. Men en gang imellem kom det frem, og så var der ikke noget at gøre. Han rettede sin ryg op, så hans stilling blev en smule mere sofistikeret, og han flyttede derefter en fod fra skateboardet, hvorpå han trak benet op til sig og slyngede begge sine arme omkring det, før han satte sin hage imod knæet. I noget tid sad han blot uden at sige noget og mindede mest af alt om en statue, han rørte heller ikke på sig, udover når han skulle blinke, og det kunne næsten ligne, at han holdt vejret. Han løftede sit hoved fra knæet og drejede sig en kvart omgang på bænken, efter en del spekuleren. "Mit navn er Nathan, forresten," præsenterede han sig selv i et forsøg på at bryde isen lidt mere imellem dem. Han fremtvang med en anelse besvær et halvfalskt smil, der dog klædte ham enormt godt, eftersom det var med til at lyse hans ansigt lidt op, hvorefter han slap sine ben med den ene arm og rakte hånden frem mod hende. Der var noget ved hende, der fik ham til at ville lære mere om hende, og han håbede, at hun et eller andet sted havde det på samme måde. Han var i hvert fald interesseret i hendes selskab, det ville blive ret kedeligt bare at sidde og kukuluere helt alene.

Natalie rettede sit blik noget mere mod ham da han så også trak sit ene ben op til sig på bænken og fik lagt armene om dem. Hun havde faktisk lyttet intresseret til hvad han havde sagt om hans skateboard. Hun havde vel kun noget at bruge det i nogle uger før det blev gemt væk på loftet eller hvor det nu var gemt henne. Mærkeligt nok kunne hun ikk helt huske hvor hun havde fundet det. Hun havde også opdaget hans blik der var blevet rettet mod hendes mund. Eller rettere hendes tænder. Hun så hans blik blive mere og mere fjernt. Hun sørgede derfor at have sin mund lukket så man ikk så nemt kunne se dem. Og hun havde set væk. Måske lidt afslørende men det havde vel bare været en refleks. I en langsom form. Så fik hun igen de grå øjne rettet mod ham. Ned mod hans board og op af ham ved at starte med hans fødder, ben, hofter, mave, brystkasse, hals.. Der kom hun til at holde en lidt for lang pause. Hun kunne stadig forstille hans to finger der havde presset mod hans nakke. Men hun fik løsrevet sit blik og det ente igen ved hans ansigt. Hun betragede hans mund med de svaglig lyserøde læber. Hans faktisk eprfekte næse og så hans grønne øjne der igen fik hendes opmærksomhed på et højere level. Men hun rettede så igen sit blik videre til hans hår og igen til hans øjne da han så præsenterede sig. Da han rakte sin hånd frem mod hende så hun lidt på den og tog ikk imod den med det samme. Hun så lidt ligefrem for sig. Måske var hun ikk lige den person der ønskede selvskab så brændende. Men alligevel var ham her da en fin fyr. Nathan.. Det mindede hende kort om natten. Den nok smukkeste tid på dagen. Lige efter solnedgang. Hun tog så plduselig sig selv i at tænke som hun gjorde og rystede let på hoevdet og så igen og lidt hurtigt på ham igen. Hun slap så selv sit ene ben der var trukket ind til hende på bænken. Kun med den ene hånd. Den hånd der var tætttst på ham. Hun løftede så en smule tøvende eller forsigtigt sin hånd og tog blidt fat i hans hånd som hun gav et svagt klem. "Nat-Natalie.. O'Kirns... Natalie O'Kirns" Det hdev startet med et lidt usikkert sprog men til sidst blev det helt roligt. Hendes hånd var underligt nok ..varm. Dog ikk helt som normale mennesler og andre væsner. Men heller ikk iskold eller kølig som normale vampyr. Nej men den var vel tilpas varm. Efter nogens mening. Hun så hans smil. Lidt falsk men..Det fik hende bare til at betragte ham mere. Gøre ham mere mustik. Og ehnde mere tiltrukket af ham på en måde. Den måde af at hun ikk ville rejse sig for at gå. Nej hun ville blive og høre mere om ham og hvem og hverdan denne Nathan var. Hun tog så sin hånd til sig igen. Hun fugtede sine læber med tungespidsen, ikk sådan som når man var sulten eller noget bare som en form for læbepromade for at hendes læber ikk blev for tørre. Og derefter bed hun som forventet sig i sin underlæbe så de sylespidse hjørne tænder blev mere synelige. Hun skyndte sig dog at gøre samme metode som før. Lukke sin mund helt og så lidt væk. Hun svang endnu en gang sin arm om sit ben og så så mod horisonten.

Nathan drejede sit hoved og vendte således ansigtet lidt væk fra hende, da han kunne mærke, at et gab pressede på for at komme ud, så han løftede sin frie hånd og skjulte sit næsten lydløse gab med håndryggen, før hans grønne øjne atter søgte hen på hende. Netop som hun lod sin hånd glide ind i hans, havde han lige skullet til at trække hånden til sig, eftersom det ikke så ud som om, at hun havde tænkt sig at tage den, men det gjorde hun så, til sidst. Hans smil voksede en lille smule over den fysiske kontakt imellem dem, der ganske vist kun varede få sekunder, hvorefter han ligeledes trak sin egen hånd til sig og gemte den væk ved at hive ned i det sorte trøjeærme, indtil stoffet var gledet ned over hans finger. Han betragtede kort sin, nu skjulte, hånd, inden han kastede sit blik tilbage på hende og fæstnede det på hendes blege ansigt, som han straks gav sig til at studere. Natalie. Dét navn kunne han godt lide. Det lå godt på tungen. Han smagte lidt mere på navnet og gentog det inde i sit eget hoved op til flere gange. Det var først efter et hvis tidsrum, at han vågnede mere op og lagde derpå sin frie arm rundt omkring sit ene ben, hvorefter han satte sin hage imod knæet, fortsat med blikket rettet imod hende og uden at fjerne det en eneste gang. "Natalie ..." mumlede han for sig selv og smilede sagte, men det var ikke særlig tydeligt - hans smil. Han lod vurderende sine rolige øjne glide rundt på hende og kneb et par enkelte gange sine øjne sammen. "Hvor gammel er du, Natalie?" spurgte han, da han mente, at stilheden havde været længe nok, og han var bange for, at hvis han ikke gjorde noget for at bryde den, så ville den blive større, og det hele ville blive alt for akavet og pinligt. Hvis han skulle skyde på det, hvor gammel hun var, så ville han gætte på, at hun var omtrent på samme alder som ham. Sytten år. Men udseendet kunne bedrage, og siden hun var vampyr, så kunne hun jo være flere hundrede år. Billedet af hendes skarpe hjørnetænder dukkede igen frem på hans nethinde, og han fik helt lyst til at røre dem, bare for at tjekke hvor spidse de egentlig var. De så i hvert fald ret dræbelige ud. Han stoppede hurtigt med at tænke mere på det, da han igen syntes at mærke en smerte i sin hals, og han satte dernæst en hånd op foran den. Kørte dog lidt efter sin hånd om i nakken og videre op, hvor han begravede sine fingre i hans farvede, tykke hår. Selvom han havde fået klippet et par etager, så var hans hår stadigvæk enormt tykt og til tider virkelig besværligt at sætte. Det lignede altid lort om morgen, for at sige det lige ud; og så krøllede det altid lidt, efter han havde været i bad, men det forsvandt heldigvis, når det først var blevet tørt igen. Han fjernede lidt efter sin hånd og lagde den i stedet for på sin sko, der sad på det bens fod, han havde trukket op til sig på bænken, hvorefter han begyndte at pille lidt ved de snørrebånd, der var isat i den brede skatesko. De var efterhånden ret slidte og gamle, og de havde en gang været hvide, men det kunne man vist ikke rigtig kalde dem mere. De var mere brune. Endnu en ting, han kunne sætte på listen over genstande, som han burde få erstattet, sammen med skateboardet. Det måtte han tage op med sine forældre, når han en gang kom hjem. Eller han kunne også bare købe det selv, han havde måske råd til det. Hvis ikke begge to, så én af tingene. Hans løn var faktisk forholdsvis god, ikke på sådan et plan, at han ville kunne leve af det, og betale både husleje og mad med sin indkomst, men den var helt i top, så længe han stadigvæk boede derhjemme og fortsat gik i skole. Han vidste ikke, hvad han videre ville være, når han først var kommet ud af skolen, havde aldrig givet dét nogle specielle tanker, selvom han op til flere gange var blevet spurgt om, hvilken branche han ville arbejde indenfor, når dén tid kom, og det havde han heller ikke tænkt sig at finde ud af lige foreløbig. Hvorfor skulle han også det? Han havde jo ikke travlt med noget, og han brød sig i det hele taget heller ikke om at bryde sit lille hoved med den slags, nu. Det måtte han tage stilling til, når det for alvor kom på bane, og det ville det nok ikke gøre lige her og nu. Han lukkede sine øjne i nogle lange blink, før det lykkedes ham at tilbagevende til den virkelige verden, og han rettede derpå alt sin opmærksomhed over på Natalie, ventede på at hun svarede ham og hævede svagt et af sine mørke øjenbryn.

Natalie fik faktisk en kort lyst til bare at holde fast i Nathan's hånd. Mærke dens varme og den bløde hud. Bare lade som om at hun var en eller anden lille killing der ville aes eller nusses. Hun havde fået den her pludselig lyst til mere af den her så kaldte fysiske kontakt. Men det holdt hun for sig selv. Det kunne vist nemt midforståes. Og det ville hun helst ikk have. Hun så så op på ham igen da han spurgte hende om noget. Igen. Normalt ville hun måske blive lidt irriteret over andres endeløse spørgsmål men hun havde ikk det mindste imod hans. At høre hans stemme gjorde hende i lidt bedre humør. At se på ham gjorde hende forundret. Og at mærke hans tilværelse gjorde hende beroliget. "Øhm.. Ja jeg er kun 17 år.." svarede hun ham så. Lidt mindre pause ind ved de andre gange han havde spurgt hende om noget. Og hendes alder var måske lidt overraskende for nogen. Normalt ville folk tro at hun var der omkring de 100-200 år gammel men bare ligende en på 17. Men hun fulgte lige så stille sin alder hele vejen igennem. Eller også var det kun indtil hun blev 23-24 år og det så ville stoppe. Hun vidste det ikk. Men hun håbede det ikk. Måske var hun aligevel en smule menneske og så ville kunne følge tingene. Dø som andre mennesker og de facinerende animaguser. Det mindede hende faktisk om at hun ikk vidste hvilken race han tilhørte. Han kunne måske godt gå ind for at være en engel eller aspara. Eller måske bare et almindeligt menneske. Hun lagde undersøgende sit hoved let på skrå. Det kunne godt se lidt underligt ud da hun ikk rigtigt selv havde tænkt over at der var andre til stede. Nu opførte hun sig bare som om at han var en eller anden statue hun ikk kunne finde hoved eller hale i. Så vågende hun igen og kom tilbage til verden hvor at hun sad ved siden af Nathan. "Og hvad med dig??" spurgte hun ham så og det lille smil kom frem igen. Lidt mere forsigtigt. "Og nu du er igang med at svare på mine spørgsmål.. Så kan du msåke fortælle mig hvad du er??" Det var lidt pinligt at spørge nogen om. Men siden at der var kommet så ufattelig mange forskellige racer til kende kunne man jo ikk have andet valg. Så lod hun sine smukke og klare grå øjne glide op og ned af ham og hans krop. Hendes smil voksede en lille smule ved synet af hans stilling. Af hans hånd er havde gemt sig i ærmet og hans ansigts udtryk. Et meget svagt og kort fnis kom fra hende som om at hun prøevde at holde sin latter inde. Det var virkelig som at se sig selv i et spejl. Han mindede en smule om hende. Og så at de begge sad på samme måde. Det kunne hun ikk lade være med at grine over. Dog fik hun holdt den godt inde i sig selv. Men hendes smil voksede igen. Lidt. Det havde været lidt tid siden at hun havde ladet sig selv grine. Hun havde ikk haft noget at grine af. Og de var kun få i denne by der kendte til det. Men når nogen fik chancen for at høre det kunne man godt blive lidt bløde i knæene. Det var en sød og hjertevarm latter hun besad. Og den kunne høres lidt bedre da hun til sidst ikk kunne holde den tilbage. Hendes latter var dog stadig meget svagt men den kunne høres og den varede ret lang tid. Hun så lidt ned i sit skæd selvom at hendes øjne var lukkede. Hun havde et smil på læberne og en hånd oppe foran sin mund som om at hun kunne holde sin latter fra at komme ud. Hun så nu endnu emre nuttet ud når hun både smilte og lo. "Ej..undskyld.. Men jeg kan bare ikk tage at vi begge sidder sådan her.. Med vores hænder gemt i vores ærmer" forklarede hun ham lettere grinende. Hun hentydede til at de begge havde deres ben trukket ind til sig på bænken og svunget sine arme om det. Det var næsten det samme ud over at de havde det forskellige ben oppe. Hendes venstre og ham højre. Så fik hun endelig stoppet sin latter og hun så lidt mod horisonten. Et smil var der dog stadig. "Tak.. Det er længe siden at jeg har kunne grine sådan.." lød det så fra hende med en svag beroligende og afslappet stemme mens at hun så rettet sit blik mod hans.

Nathan ventede med spidsede ører på hendes svar og forblev helt tavs. Holdt endnu en gang vejret - både før og efter hun havde svaret ham, og han havde næsten ikke mere ilt tilbage i lungerne til sidst, så han måtte tage en stor og dyb indånding for at indhente den manglende luft. Sytten år, han havde haft ret i, at hun cirka var på samme alder som ham, lige præcis faktsk. Hvor skægt. Han løftede sit hoved lidt og lagde derpå sit hoved en anelse på sned, så noget af hans mørkebrune og røde, halvlange pandehår faldt til side og blottede mere af hans grønne øjne, der denne aften var næsten unaturligt grønne. Hans iris, der omkransede de store pupiller, havde det med at ændre sig. En dag var de måske både grønne og brune, den anden var de mere brune, end de var grønne eller også var de som i aften fuldstændig grønne, og der var ikke det mindste spor af farven brun at se i hans øjne. De var helt plantegrønne, uden at se alt for giftige ud. Han vågnede lidt mere op, da hendes stemme lød og brød stilheden i området, hvorefter han rettede sin ryg og lod sin opmærksomhed sværme om hende, alt imens han betragtede hendes læber, der formede de ord, hun slap ud. Op til flere gange tog han sig selv i at have fået en pludselig lyst til bare at blive ved med at læne sig frem ad, indtil hans læber mødtes med hende. Han rynkede kort på næseryggen, før han blinkede hurtigt med sine øjne et par gange og slog dernæst sit blik op mod hendes øjne, dog uden at oprette direkte øjenkontakt. "Jeg er sytten år ... ligesom dig," svarede han med et lille, kun lige synligt smil og rykkede meget diskret tættere på hende. Ikke meget, kun en lille bitte smule. Derefter måtte han tænke sig lidt om for at huske det andet, hun havde spurgt ham om, men det kom ret hurtigt til ham - spørgsmålet altså. Han havde imellem tiden, hvor han havde gennemrodet sin hukommelse efter dét, hun havde spurgt om, vendt sit blik frem ad og så nu bare ud i den blå luft, men han skævede lidt til hende ud af øjenkrogen, før han svagt åbnede sin mund for at besvare hende. "Animagus. Jeg er en animagus," svarede han efterfulgt af et kort og anstændigt nik for at bekræfte sine egne ord. Hvilken han var, sagde han ikke. Han ville lade hende gætte sig frem til det, hun fandt vel nok ud af det før eller senere. Hans fulde opmærksomhed og interesse blev atter rettet imod hende, da et lille, knap hørligt fnis undslap hendes læber. Han rynkede kortvarigt sine øjenbryn og så en smule uforstående på hende. Hvad var det, der var så sjovt? Forhåbentlig var det ikke ham, hun grinede af. Han vendte blikket ned mod jorden og bed sig forsigtigt i underlæben, inden han lod spidsen af sin tunge glide hen over den. Det varede igen ikke længe, før han kastede sit blik hen på hende endnu en gang, netop som en ualminelig kærlig latter kom fra hende. Først så han bare lidt skeptisk på hende, men til sidst begyndte selv han at grine, ikke meget og heller ikke særlig højt, og han gjorde også alt for at prøve at beherske sig ved at bide sig selv i underlæben endnu en gang. Han vidste endnu ikke, hvad det var hun - og nu også han - grinede af, hun havde bare en utrolig smittende latter. Nathan stoppede dog brat med sin lavmæle grinen, idet der kom ord i stedet for latter og fnisen ud ad hendes mund, og lyttede artigt til det hun sagde. Han kørte sit blik en anelse ned ad, indtil det landede på hans ene hånd, hvor ærmet var trukket ned over, og han kom så til at le lidt igen, men også dén latter stoppede hurtigt, hvorpå han atter så hen på hende. Løsnede langsomt sit tag om sit ben, for dernæst at slippe det helt og stille lade foden glide ned fra bænkesædet og ned på den asfalterede jord. Rettede sine øjne imod hende og strålede næsten som en sol, kort efter de sidste ord havde forladt hendes læber og var blevet ført ud i verden, og ind i hans hoved. "Det skal du ikke takke for, men jeg er glad for, at jeg kunne få dig til at grine," svarede han med et halvstort smil, der måske ikke var så kæmpe igen, men det var større end de andre smil, han havde haft fremme denne aften. Han smilede lidt skjult til hende, før han ændrede på sin stilling og satte sig bedre til rette på bænken med ryggen lænet helt op mod ryglænet. Han var stille i en del tid og sad blot og betragtede hende og sendte hende små, hemmelige blikke og smil. "Forresten, du har et rigtig sødt grin, Natalie," komplimenterede han med en svag rødmen og vendte sit ansigt bort, hvorefter han slog en hånd, dén hånd der stadigvæk var gemt af trøjeærmet, op på den ene kind.

Natalie stoppede så brat med at grine ligesom han havde gjort lidt før hende. Hun så ret overrasket ud over hvad han lige havde sagt. Hun spærrede sine smukke grå øjne op og hendes blik blev så rettet mod ham. Ganske langsom. Det havde hun ikk ligefrem hørt før. Ingen havde dog heller ikk sådan hørt hende grine på denne måde. Hun sank en lille klump der havde siddet fast i hendes hals og hun bed sig så blidt i sin underlæbe og så lidt væk og så igen over mod ham. Hun åbnede sin mund for at sige noget men det startede med at der ingen ord kom ud. Så hun prøvede igen og denne gang lykkes det hende at få sagt noget. ”Ta-Tak.. Tror jeg nok” sagde hun en smule forsigtigt og hun lød for en gangs skyld en lille smule genert. Men det gik dog hurtigt væk igen. Lige ud over den lette rose farve der nu havde samlet sig i hendes bløde og nu varme kinder. Hun opdagede det først lidt efter og man ville nemt have kunne set det. Men da hun opdagede det så hun hurtigt væk igen og gned sine kinder med begge sine hænder som stadig var inde i hendes ærmer.
Så så hun igen over på ham efter et godt stykke tid over mod ham igen og den rødmen der havde hærget i hendes kinder var så endelig forsvundet. Nogenlunde. Hun tog en dyb indånding og prøvede at lade som om at det ikk lige var sket. ”Nåeh.. Men du er en Animagus” Hun så en smule tænkende ud og fugtede sine læber med tungespidsen og lod sit blik blive rettet mod himlen. På en eller anden måde kunne hun ikk lade være med at tænke på ting hun helst ikk ville hvis hun så forlænge på ham. Og hendes øjne blev også altid rettet mod hans øjne eller hans læber for den sags skyld. Og hvis hun så mod hans hår for eksempel så havde hun stadigt billederne af de to ting inde i hovedet. Det var lidt mærkeligt da det ikk var sket for hende før. Ikk sådan. Det var en mærkelige følelse der gik gennem hende nu. Hun tog sig selv i at ryste feberisk på hovedet og sådan som man nu gjorde når man ville have måske pinlige ting ud af hovedet. Hun fik det så hurtigt stoppet igen. Hun så igen over mod Nathan og som forventet landede hendes grå øjne mod hans smukke grønne. De fik hende til at forestille sig at hun nu tilbragte denne samtale i en frodig skov fyldt med slyngende planter. Men hun holdt sit blik gennem gang. Hun bed sig lidt hårdt i sin underlæbe og siden at hun ikk havde kunnet trække sine sylespidse hjørnetænder ind blev de et kort øjeblik spidet ned i hendes ellers så bløde og let lyserødebrune læbe. Hun så så igen hurtigt væk og holdt sin ene hånd over hendes mund. ”U-Ups..” Hun vidste virkelig ikk hvad hun skulle gøre nu. Hun følte sig helt vildt usikker med hans selskab. Hun ønskede så inderligt den nærhed der også kunne kaldes et kram eller en kærlig omfavning. Ikk rigtig fordi at hun frøs men hun savnede den en smule

Nathan drejede langsomt sit hoved, efter en del tid da varmen i hans kinder atter var forsvundet, indtil hans ansigt var vendt hen imod hende, hvorpå han lod sine øjne hvile på hende. Lod blikket klatre rundt på hende, alt imens et lidt åndsfraværende smil spillede på hans læber, ikke så tydeligt men det kunne sagtens ses - smilet. Det var som om, at hver gang han kastede et blik på hende, så blev han draget ind i sin egen lille verden. En verden, hvor det eneste han foretog sig var at dagdrømme om hende, hvilket et eller andet sted faktisk var ret pinligt, - og han blev ved med gang på gang at høre hendes blide latter, der fik ham til at smile. Det så nok lidt mærkeligt ud set fra andres synsvinkel, eftersom andre jo ikke kunne se, hvad det var hans smilede af. Han smilede bare ud i den blå luft, uden nogen særlig grund. Eller det passede ikke, det var tanken om hende, der fik ham til at smile; men det havde han selvfølgelig aldrig tænkt sig at fortælle hende. Han blev dog revet ud af sin lille drømmeverden, idet det lykkedes hendes ord at bryde ind i hans hoved og ødelægge hans tankespind, der efterhånden var blevet rimelig stort. "Det var så lidt," mumlede han til svar og smilede tilmed lidt, inden han så ned mod jorden og kort efter trak sit ene ben op til sig igen, som han straks lagde begge sine arme omkring. Ændrede atter en smule på sin stilling; drejede sig en kvart omgang, så han kom til at sidde bedre i forhold til hende og bedre kunne studere hende. Han sukkede indvendigt og glippede kort med øjnene, hvorpå han løftede sin ene skulder en anelse og lagde sit hoved på det. Ikke et dårligt suk, det var blot et forsøg på at slippe af med alle de ting, der rodede rundt inde i ham. Hun satte virkelig hans tanker i gang. Det var egentlig ret irriterende, og hvorfor hun gjorde det, vidste han ikke. Han løftede et minuts tid efter sit hoved fra skulderen og bed sig selv i underlæben, så han forhindrede et gab i at slippe ud, hvorefter han lod sine grønne øjne mødes med hendes for en kort stund. Det sendte et mildt stød igennem ham, og han kiggede dernæst hurtigt væk igen. Han så ikke rigtig nogen grund til at svare på det, hun havde sagt, for ja, han var en animagus, det havde han allerede fortalt hende, og han havde som sagt ikke tænkt sig at sige hvilket dyr, han var. Der gik ikke længe, før han endnu en gang vovede at se hen på hende. Det var næsten som om, at hun havde en form for magnetisk tiltrækning på ham. Som om at hun var et køleskab, og han var en magnet. Han kunne i hvert fald slet ikke holde øjnene fra hende. Ved synet af hendes urimeligt skarpe, hvide hjørnetænder spærrede han sine øjne op og rettede, som på kommando, blikket imod dem, men de forsvandt temmelig hurtigt igen, da hun slog en hånd op foran munden. Han lukkede sine øjne i et langt blink og rystede efterfølgende på hovedet. Et lille smil kom lidt efter frem på hans let lyserøde læber, og han lagde så sit hoved på skrå. "Du behøves ikke at skjule dine tænder. Jeg ved godt, at du er en vampyr ..." sagde han med en overraskende rolig og blod stemme, hvorpå han langsomt rykkede længere hen imod hende, efter at have sluppet sit ben og sat foden ned på jorden. Han stoppede først, da det ikke var meget mere, end sølle ti centimeter der skilte dem ad. "Jeg vil ikke bilde dig ind, at jeg ikke er bange for dem, men ... så længe at du ikke har givet mig nogen grund til at frygte dig, og dine tænder for den sags skyld, så er jeg ligeglad med, om du har dine ... spidse hjørnetænder fremme eller ej. Du skal ikke bekymre dig om det, når du er sammen med mig ... eller, jeg mener i det hele taget." Han rømmede sig kort ved de sidste ord og vendte sine mundvige lidt op ad i et varmt smil, og slog få sekunder efter sit blik op imod himlen.

Natalie rettede så igen sit blik mod ham da han talte. Hun lyttede til hans strøm af ord der fik hende til at smile eller føle sig mere roligt. Han ahvde vel igen misforstået det. Hun havde jo ikk ligefrem skjult sine tænder men det havde vel været en refleks da hun havde kunne mærke smerten og lidt efter smage sit eget blod mod sin tunge. Så fjernede hun stille og roligt sin hånd og grunden kom til syne. Hendes underlæbe var så småt blevet smurt ind i hendes eget røde blod og en dråbe havde valgt at trille ned af hendes hage. Hun slikkede så forsigtigt blodet væk og tørrede det sidste blod væk med sit ærme. "Det var ikk fordi at jeg ville skjule mine tænder men det her er jo ikk noget kønt syn så jeg ville ikk rigtigt have at du skulle se det.. Men jeg er glad for at høre at du ikk frygter mig på den måde andre gør.. Og jeg vidste godt at du vidste at jeg er vampyr.. Men du ved vidst ikk at jeg også er dæmon? Men det gør du så nu.. Så jeg er en af de så kaldte blandinger.." forklarede hun med en mere afslappey og sikker stemme. Hun tørrede endnu en gang noget blod væk med sit ærme og pressede det så blidt ind mod sin læbe og så utrolig nuttet ud på denne måde. Hvis man forestillede sig hendes om en lille pige ville man ige blive helt blød i knæene. "Det er da ret irriterende at man ikk kan få plaster der er beregnet til ens læber nu om dags" mumelde hun svagt. Både for sig selv og til ham. Men det var lidt utydeligt da hun snakkede ind i sit ærme. Men kunne så også sepå hendes kinder at hun smilte lidt. Hans smil havde vel smittet hende.
Efter noget tid var blødningen endelig stoppet. Nogle mente at det sikkert ville gå over hurtigt men faktisk tog det lidt tid inden at det healede eller at der kom skorpe på hvis man som hende stort set altid bed sig præcist to bestemte steder. Hun fjerede så igen sin hånd og underligt nok kunne der intet ses andet end hendes bløde og letlyserødebrune læber som hun så fint besad. Og smilte var der stadig. Nogenlunde. Lidt mindre og forsigtigt. Der gik et sét gennem hende da en ufattelig irriterende Lady GaGa parody pludselig kunne høres fra hendes ene lomme i de mørkeblå jeans. Hun slap blikket fra ham hurtigt og fik fumlet med rystende hænder hendes klapmobil op af lommen og tog den hurtigt så den forfærdelige sang forsvandt. Det havde sikkert været nogle fra hendes klasse der havde leget lidt med hendes telefon og så skiftet ringetonen. "Ja hallo.. Ja.." En lang pause kom og hun så ikk rigtigt særlig henrykt over denne samtale. "Ja.. Jeg ved det.. Jeg kommer snart hjem..Hej" Så klappede hun nedtrykt sin mobil sammen og lagde den tilbage. Hendes blik var rettet mod jorden og hendes smil var væk. Så satte hun så pludselig sin fod ned fra bænken og hun bevægede sig lidt hen mod ham. Hendes arme blev lagt rundt om Nathan's nakke og det ente til sidst med en blid men stadig fast omfavning fra hendes side. Hendes hage støttede forsigtigt mod hans ene skulder og hendes øjne var lukkede. "Jeg..Jeg..Jeg vil ikk hjem..Aldrig mere" lød det som en overraskelse svagt fra hende. Som en hvisken i hans øre. Sådan lød det. Og hun slap ham ikk.

Nathan rettede automatisk sit blik hen på hende, i det øjeblik hendes stemme lød, og et par ord gled ud imellem hendes læber. Mange ord, som han måtte koncentrere sig lidt om at opfange, eftersom det endnu en gang var lykkedes ham at falde hen og fordybe sig i sit eget store rod af tanker og spekulationer samt spørgsmål. Det var også først efter et minuts tid, at hans øjne spottede den røde væske på hendes læbe - blod. Det generede ham ikke, faktisk. Han havde intet problem med det, og det var kun, hvis det var virkelige voldsomme blodudgydelser, at han fik det lidt dårligt og ikke kunne tåle at se på det, men det her var jo intet, ikke efter hans mening. Han kørte sit blik længere op på hendes ansigt og smilede forsigtigt til hende. "En dæmon ... og en vampyr ..." Han tyggede lidt på ordet, dæmon. Vendte det et par gange i hovedet, før han slog sit blik ned mod jorden og tog sig selv i at falde i staver, hvilket nok var omkring tiende gang her i aften, at han gjorde det. Efter noget tids stilhed skævede han hen til hende, da hun kom med en klage over, at det var for dårligt, at der ikke kunne købes plastre til læber. Han grinede; indvendigt. Det kunne hun have ret i, - og det ville se lidt dumt ud, hvis man brugte et normalt plaster til læberne, det ville sikkert ikke en gang virke, og så var det nok også ret svært at få af igen, det måtte i hvert fald gøre ondt, konkluderede han. Ligesom hende, fik han et større chok, da en ukendt lyd opstod; en parodi på en af Lady GaGa's sange sandsyneligvis, han syntes, at melodien lød bekendt, men det var ikke hendes stemme; Lady GaGa's, det kunne han høre. Ikke at han var en stor fan af hende, men han havde hørt et par af hendes numre. Han faldt først rigtig ned igen, da hun - ved at klappe hendes mobil op - stoppede den rimelig irriterende ringetone, og han drejede dernæst sit hovede en smule og fæstnede sit blik på den hånd, som hun holdt mobilen i. Betragtede hvordan hendes ansigtsudtryk blev ændret. Det måtte ikke være en specielt god nyhed, den person i den anden ende af telefonen, havde fortalt hende. Med et uforstående udtryk i sine grønne øjne, rynkede han svagt sine øjenbryn og skulle lige til at lukke munden op for at spørge ind til hendes telefonsamtale, men fik stoppet sig selv og atter lukket munden i, da hun bevægede sig længere hen imod ham, efter at have lagt mobilen tilbage i lommen, med en noget deprimeret mine malet i ansigtet, hvorefter hun - til hans forbløffelse - lagde armene omkring hans nakke. Han blødede lidt mere op i sit blik og lagde sit lyse ansigt i en anelse bekymfrede folder, før han langsomt og påpasseligt slyngede sine arme rundt omkring hende, kun lige efter hun havde sagt, eller nærmere hvisket, hendes sidste ord. Sagde til ham at hun ikke ville hjem. Måske var det en af hendes forældre, der havde ringet. Han sukkede dæmpet og lagde derefter sit hoved oven på hendes, og tog en dyb indånding. "Hvem var det, der ringede?" startede han ud med at spørge og løftede så sit hoved, hvorpå han løsnede sit greb om hende en lille smule, men holdt dog fortsat om hende. Hvis hun ikke havde lyst til at fortælle ham om det, så måtte det jo bare ligge, men han håbede dog på det - at hun ville sige det til ham. Ellers kunne han ikke så godt hjælpe hende, hvilket han ville have det skidt med; ikke at kunne hjælpe.

Natalie kunne svagt mærke hvorda han hendes krop slappede mere og mere af da hun kunne mærke hvordan at Nathan gengældte denne omfavning ved at lægge sine arme om hende. Hun lukkede sine øjne i og det var lidt som om at hendes krop faldt lidt sammen. Hun undsnusede hans duft men følte ikk nogen større tiltrækning af hans blod end hun plejede. Hun var vel også mere til de så kaldte psyksiske syge personer. Mennesker som vampyre. Og hun følte heller ingen skyld når hun tog en tør af disse folk. Hun kunne ikk gøre for det. Men sådan var det jo bare hvordan hun var og hvordan at det var bedst at have det som sådan en som hende. Men alligvel kunne hun jo godt spide normalt mad siden at hun jo stadig havde dæmon blod i sig. Hun var aldrig rigtigt blevet bidt af en vampyr for at blive forsvandet. Men hun var født sådan. Hun kendte stadig ikk til hvilken side der var vampyre og hvilken der var dæmoner.
Hun åbnede så igen sine øjne op da hun hørte hans stemme. En stemme der ville få et hvert maridt til at gå væk bare ved at sige noget med dette toneleje. Denne følelse fik hende til at tø mere op. Hun havde haft det dårligt længe. Haft en masse medlidenhed med sig selv over hendes liv som havde være noget lort. Men faktisk havde hun vel bare kun tænkt på sin familie og ikk på sine andre omgivelser. Hun havde jo egentligt et godt forhold til sin klasse som hun desværre snart skulle forlade. Hun havde fået en plads på High School Di Morga. Den ansøgning hun havde sendt ind uden at nogen andre vidste det og hun havde fået den accebteret den. Det havde kommet som en overraskelse for hende. Men hun ville ikk sige det til nogen før at det virkelig galt. Og hun ikke kunne holde det en hemmelighed.
"Det..Det var bare min mor.." sagde hun som en svag mumlen og som svar på hans spørgsmål og hendes greb om hans nakke blev bare mere fast da han begyndte at slippe hende igen. Hun ville ikk slippe ham hvis hun havde et valg. Men hun gjorde det alligevel. Hun begyndte så også at slippe sit greb om hans nakke lidt. Hun stoppede dog et kort øjeblik da hendes blik blev rettet direkte mod hans nakke. Dog fik hun hurtigt trukkets sig væk. Måske lidt hurtigt. Hun kom i hvert fald lidt klodset på benen igen. "Und-Und-Undskyld.. Men jeg må vel alligevel se at komme hjem ad.." sagde hun så lidt pludselig og med en knap så rolig go afslappet stemme. Hun havde haft en lyst til at sætte tænder i ham. Det havde hun ikk forventet. Hun havde spist nok havde hun ikk. Dog havde det været længe siden at hun havde fået blod. Men hun ville ikk tage fra ham. Hun begyndte så uden rigtigt at sige mere over mod den store rampe med hastige skridt. Hun lod et blik glide over skulderen før at hun igen så ligefrem. Hun fik samlet sit slidste skateboard op og en eller anden måde kom hun op på det på en ret elegant måde. Hun satte sin ene fod ned på jorden og satte af. Det gentog hun et par gange før at hun så ellers kørte fint hen over den ujævne og stenede jord hen mod den gamle metallåge. Hun så igen hen mod Nathan. Hendes blik var undskyldende og hun så så igen væk. Dog havde hun ikk tænkt sig at tage hjem. Det havde hun ingen interresse i. Hun ville vel bare tage hen til det nærmeste hotel og overnatte der. Godt hun havde taget sin pung med som hun altid havde på sig. Hun følte sig ikk så godt over dette. Sådan bare pludselig at tage væk efter at have sagt at hun ikk ville hjem. Det var vel ynkeligt. Og hun havde det heller ikk så godt med at sige at hun havde en trang til hans blod. Hun ville ikk have ham til at frygte hende. Dog ville hun gerne kende ham bedre at kende. Hun vidste at der kunne bygges videre på deres venskab som de havde fået så hurtigt. Det havde kommet bag på hende hvordan han havde denne virkning på hende.