Totally happiness.

Sted: Terre - byen. Ved Shane's hus.
Tidspunkt: Omkring klokken 23..
Omgivelserne: Eh ... Naboernes hus. Hans far, mor og lillesøster og ellers bare mørket.
Vejr: Det regner, øser ned i stænger.
Dato: 19 August.

Gennem regnen trådte en skikkelse frem i det svage lys fra en lygtepæl. Det var den fyr, som gik under navnet; Shane Eric Night. Han gav sig dog til tider ud for at hedde Kevin, hvis han ikke var helt tryg ved den person han snakkede med. Da han nåede denne lygtepæl, så han op mod det hus, der var det næste. Han sukkede tungt, vidste allerede hvordan han ville blive straffet for at komme for sent hjem, endnu engang. Han gik stille hen til den trappe, der så førte op til huset og stoppede så op, idet en mand dukkede op i døråbningen. Manden var iført et par comboy-bukser, som ikke var lukkede, ergo var de bare blevet taget på i farten og bag manden kunne han høre sin mor Hulke og sin lillesøster, som græd så lydløst som muligt. Han stirrede bare tomt på manden, mens han ventede på slaget, bøjede kort hovedet. Mens han så afventede slaget. Manden, som var en smule buttet, gled hen imod ham, med faste rasende skridt. "Shane! Du er håbløs!" snerrede manden så, den mand som var hans far, den mand som havde været med til at skabe ham. Han mærkede hvordan han fik en dårlig smag i munden, og hvordan hadet steg op i ham. Han havde lyst til bare spytte på ham, gå ind, tage sin lillesøster og mor under armen og skride. Et sted langt væk fra ham, eller endnu bedre, bede sin far skride, med hans åndssvage legetøj. Men han turde ikke, turde ikke sige ham imod, i tilfælde af at hans far, ville forsøge at myrde ham. Og det ville han gøre, hvis det skulle ende i værste fald. "RET DIG!" snerrede hans far, så med en følelsesløs stemme, og Shane rettede ryggen, lod sit ansigt glide op og så på ham. Og så løftede hans far en flad hånd. En svirpende lyd hørtes, da den to sekunder senere ramte Shane's kind. "Møgunge. Du bliver her," sagde han så, med en vis bestemthed,s om ikke tålte at blive sagt imod. Shane stirrede bare på ham, uden rædsel, uden frygt, bare med hadet sivende ud af sig. Hans far løftede et øjenbryn. "Hvor fanden har du været?" spurgte han så, gik et skridt tættere på sin søn og greb fat i hans hættetrøje, mens han så trak ham hen til muren, og pressede ham op af den. "Hva'?`Hvor fanden har du været?" gentog han, men Shane rystede bare på hovedet, mens han så langsomt hev efter vejret, mens hans far strammede grebet i hans trøje. Den handling, ville snart kunne kvæle ham, hvis han ikke stoppede. "Spyt ud, min dreng!" sagde han så, triumferende. For uanset, hvad Shane sagde eller gjorde med sit liv, ville den her ufattelig onde mand, altid være hans far. Det kunne han aldrig nogensinde ændre på. "Bane...Banegården," svarede han så bare neutralt, inden han måtte gispe kort for at få vejret. Det isnende blik hans far sendte ham, skræmte ham ikke, men det gjorde ham heller ikke glad. "Far, slip mig..." bad han, stille. Hans far lo bare kort, en følelseløs latter. "Du kan tro nej. Du får skam ikke lov til at rende rundt igen, og spille fandago. Du bliver lige her, i din fars trygge hænder!" lo han, som om det var en eller anden god joke. Langt fra. Shane hev efter vejret, mens hans far strammede grebet. Og så dukkede hans lillesøster op i døråbningen, med sin bamse i hænderne og med tårer ned af kinderne. "Far... Far... Slip ham," den lille pige stemme, skar igennem og farens blik gled over på hende, med et smørret, næsten drenget smil, slap han så Shane, som derefter tog sig til halsen. Han så på sin far, mens han så langsomt gik over mod den lille pige.

Adrian kom sjoskende, hen af den sti der førte ham forbi de mange huse. Det var normalt at han bare gik sådan, uden noget formål. Han havde trods alt ikke meget at lave når han ikke var på arbejde. Hans hår hang ned i hans ansigt, af regnen, og stille lod han blikket glide omkring sig. For at finde ud af hvor han var.. Og hurtigt vidste han hvorfor han var hvor han var. Her havde han flere gange været.. altså da han var levende. Når han havde ventet på at Shane fik listet sig ud, hvorefter de var smuttet. Og deromkring hvor han stod havde han fulgt ham hen, inden han selv løb hjem. Han sukkede kort imens mindet om sin bedste ven kørte igennem hans hovedet. Lysere tider, kunne man roligt sige. Han kunne jo knapt nok gå rundt i dagslys uden at folk gloede efter ham. Han var iført en sort t-shirt med My Chemical Romance, et par løse bukser, samt sit tørklæde, og sine sorte converse. Hans sko svuppede da han gik lidt videre, men lige inden han nåede til det andet hus, stoppede han op. Tittede lidt frem da han så noget lys. Han kneb øjnene sammen, og knyttede hænderne hårdt da han så Shane blev slynget op af en mur. Af den mand, der havde fået Shane til at skride fra hans begravelse. Han knurrede svagt, næsten lydløst så det nærmest bare lød som en hund der knurrede af en kat eller noget. Farverne der omringede dem, var røde. De var begge pænt sure, og det smittede mere eller mindre af på ham. Hans døde øjne hvilede på Shanes far, imens han fulgte med. Når det engang blev for slemt, ville han gribe ind.. Men han vidste ikke hvad Shane ville mene om det. Men okay, det har var hans egen beslutning. Men næsten samtidig med at han kom til den konklusion, kom den lille pige hen, og bag faren om at stoppe. Straks så han sin egen lillesøster stå der. I sin lille fine natkjole, med det blonde, krøllede hår hænge over skuldrene, og sin lille bamse i armene. Bede sin far om at lade vær' med at råbe af Adrian, fordi hun var vågnet af det. Han savnede Bella. Så hende sometider for sig, som om at hun holdte øje med ham. Og uden at tænke sig om løb han hen foran hende. Stod i vejen for faren. "Du skal ikke røre nogle af dem" hvæsede han. Og det var jo faktisk godt at han stilte sig imellem. Han kunne ikke dø igen. Ligemeget hvad han gjorde kunne han sto oprejst. Med mindre han brækkede hans ben selvfølgelig.. men så kunne han stadig bide! Af en eller anden grund så han dem som en del af den familie han havde mistet. Han så nærmest Shanes mor, som sin tante, de gange hvor de havde spist hjemme hos Adrian, så Shane som sin bror og.. Shanes lillesøster.. Bare da han havde hørt hende sige sådan havde han set Bella et sted. Han var ligeglad med hvad der skete. Selvom det ikke var hans familie overhovedet.. Og selvom de følelser der før lå hos dem var hvisket væk, betød de stadig noget for Shane. Og Shane betød noget for ham. Så der måtte ikke ske dem noget. Så hellere ligge en død krop imellem faren, og de andre.

Shane så til, mens hans far langsomt nærmede sig den lille pige, som blot knugede sin bamse indtil sig, mens hun trodsigt så op på den store mand, som tordnede sig frem foran hende. Han vidste ikke hvad der skete, men han var parat til at flænse og flå hans far, så snart han rørte ved hans elskede lillesøster - Rosie. Det var hendes navn. Hans ansigt blev forandret i smerte, han ville ofre sit liv, for at give sin lillesøster et bedre liv end det her. Han skulle lige til at stille sig mellem faren og Rosie, idet en anden person så gjorde det. Det var ikke deres mor. Nej, det var ikke engang en kvinde, som kunne have haft et eller andet underligt moderligt instinkt. Det var Addy, som var dukket op, næsten ud af det blå. Han så forundret på ham, hvorfor stillede han sig foran hans lillesøster, hvorfor stillede han sig op imod hans far? Og pludselig slog det ham, hans far troede Addy var død. En langsomt fryd bredte sig indvendigt. Hans far bakkede, vigede bort. Og så ramte en inderlig tristhed Shane, lige der hvor det egentlig gik meget godt. Han så hen på Addy og lukkede så øjnene idet han begyndte at græde, han vidste ikke rigtigt hvad den egentlig grund var. Jo, for det første, beskyttede han jo lillesøsteren, hvilket nok i virkeligheden var den eneste familie han havde, derudover havde Addy bare altid været der, uanset hvad han havde bedt om. Han havde altid givet ham det, hvis han kunne gøre det, sådan havde det bare været og han havde selvfølgelig gjort ligeså meget tilgengæld. Men samtidig, følte han en ufattelig stor lettelse og samtidig dyb sorg, over at intet var forandret. Hans liv havde aldrig nærmest sig det man kunne kalde, et godt liv, men det havde da heller ikke været helt røvsygt. Et hulk slap over hans læber og så vendte faren sig vredt om mod ham, glemte alt om søsteren og Addy. Hans læber bredte sig i et skadefro smil, idet han løftede hånden, knyttede den og slog Shane. Shane var ikke hurtig nok, til at lade hænderne glide beskyttende op foran sit ansigt, så sekundet efter slaget havde ramt ham, faldt han ned på jorden, man kunne høre hvordan han ramte de sten, der lå hele vejen rundt om huset. "Du er svag, søn," hvislede hans far så, med en isnende ligegyldighed. Shane tog sig til hovedet, det føltes som om hans kranium var flækket midt over, og han så hvordan hans lillesøster havde rædslen malet i ansigtet, inden hun så grædende forsvandt ind i huset. Idet, Shane lod sin hånd glide op til ansigtet, mærkede han noget vådt. Blod.. Blod... Han blødte. Det var nok heller ikke så underligt, men underligt nok havde han ikke ondt, alting var bare sløret, og regnen gjorde det ikke lettere. Han græd stadigvæk og pludselig sortnede det bare for ham. Det sidste han nåede at sige var: "Addy."

Adrian anede faktisk ikke rigtigt hvorfor han stilte sig imellem. Det var nok bare.. det øjeblik han havde set sin lillesøster, havde det bare prikket til et eller andet. En del af hans hukommelse der indeholdte hans tidligere skænderier, hvor det var Bella der havde stilt sig imellem. Han havde faktisk ikke rigtigt noget der kunne hjælpe ham sådan rigtigt i kamp. Udover at han så folks angreb, i deres tanker, og så deres tricks så han kunne dukke sig, og slå de rigtige steder. Men det gjorde ham ikke fysisk stærkere. Han blev dog overrasket over at Shanes far kunne genkende ham. Hans død gennem to år havde ændret hans udseende en del. Han var blevet blegere, han var mørk om øjnene, og så ud som en med søvn problemer. Hans hår var blevet lysere, der hvor han før havde haft sin normale hårfarve, med sorte striber, og hans ansigt var gemt bag tørklædet.. eller næh.. det var vidst faldet ned under hans hage. Men selv hans ansigt havde ændret sig. Hans kindben var tydligere, han var ligbleg i hele fjæset.. selv hans læber! Og hans engang blå-grønne øjne var blevet grå, og døde, og han havde næsten ikke nogle pupiler.. godt klaret at han kunne se det var ham egentlig? Men den tanke forlod ham i det at faren vendte sig imod Shane, og inden han kunne gøre noget lå Shane på jorden. Han stirrede forskrækket på Shane, og løb straks over til ham, satte sig på hug, og så både forskrækket, bekymret, bange, og rasende ud. Han strøg ham over kinden. "Undskyld" hviskede han , og nu var det kun ren sorg der var tydelig. Hans hænder rystede svagt, og hurtigt vidste han at han måtte stoppe blodet, så måtte han få ham på hospitalet på et andet tidspunkt. Han tog sit tørklæde af, bandt det over det åbne sår for at stoppe blodet, og vendte så hovedet om imod faren. Det sår der havde dræbt ham var blottet, og hans døde, grå øjne hvilede på faren, med et blik fyldt op til renden af had. Han havde slået sin egen søn. Han havde slået Adrians bedste ven. Men i det Shane sagde hans navn så han på ham. Og straks ændrede hans blik sig til sorg. Han trøg ham forsigtigt på kinden imens tårene lagde sig som et tæppe over hans øjne. Han lagde hovedet på hans bryst, og klynkede stille. Vidste godt at han ikke burde sætte sig til at tude. Han satte sig op, strøg kort Shane over kinden, og rejste sig op. Han vendte sig om imod Shanes far. Ham, som han engang havde syntes var rar, og været misundelig over at Shane havde ham. Familien havde altid virket som en perfekt lille familie. Hvor imod hans egen familie havde været i økonomisk krise, faren havde været fyret, og hvad der nu ellers skete. Men selv nu ville han godt bytte liv med Shane.. Altså, dengang han levede.. For at Shane ikke skulle lide halvt så meget.. eller nej,, så var Shane blevet dræbt.. men i teorien var det vel sødt? Han rystede det underlige tanke af sig. og gik truende over imod ham, sendte ham et advarende blik. Manden var forhåbenligt klog nok til at frygte en zombie? Han knurrede truende, med et hæst strøg på grund af hans lunger der var let ødelagte. Aldrig, skulle den mand røre hans.. ven.. Så måtte Addy få købt et hus, og tage Shane, og resten af familien - udover faren - med sig hvis han kunne. Han tjente trods alt penge på at være vikar. Ellers måtte faren vel bare dø.. man kunne vel ikke melde en død for den slags? Og.. Manden var vel i forvejen bange for ham. Så straks vendte han tilbage til Shane, og løftede ham besværet op.Han var trods alt ikke den stærkeste, men han måtte have ham væk derfra. over på et hospital.. noget! Derfor, fik han ham om på ryggen, ligesom hvis han skulle give hans lillesøster en ridetur eller noget. Hvis blikke havde kunne dræbe, havde Shanes far allerede været død, efter det blik han sendte ham. Han skyndte sig derefter afsted, med Adrian på ryggen, over imod hospitalet..

//Spoler vi til næste dag, eller tre dage senere, eller something? xb

Han forsøgte at se hvad der skete, efter han blev slået ned, men der skete vist ikke rigtit noget, eller gjrode der? Ikke noget han kunne høre eller se. Han bed sig hårdt i læben, smerten var der stadigvæk ikke, men han var klar over, at det kun var fordi der var så meget smerte, at hans krop havde lammet stedet, så det ikke gjorde ondt, så han ikke kune mærke smerten. Da nogen eller noget så pludselig rørte ved hans kind, så han op, uden at dreje hovedet, det ville gøre for ondt. "ik ... Din .... Skyld," hviskede han, løftede kort hånden, så meget han nu kunne, men den nåede aldrig op til hans ansigt, faktisk faldt den bare slap ned på hans lår. Pludselig mærkede han hvordan noget varmt blev viklet omkring hans hoved, der hvor såret var. Hvad det var, anede han ikke, for lige nu, lå han i en tilstand mellem at besvime og være vågen. Han lagde kun lige kort mærke til at Addy vendte sig i en anden retning, nok hen mod hans far, med et blik der var fuldt af noget skidt i hvert fald. Had, garanteret. Faren stirrede bare, mens Addy sad nede ved Shane. Det havde han nok aldrig set før, at nogen forsvarede hans 'svage' søn. Han fnyste hånligt, altså lige indtil Addy drejede sig hen mod ham og såret blev synligt. Han skar en grimasse, var inderst inde, pishamrende bange, men aldrig i livet om han ville indrømme det. Genrelt indrømmede hans svar ike ligefrem hvad han følte medmindre det var afsky, had eller vrede. Og så kom det meget svage Addy, som en kalden, eller nok bare mere for at vide om stadig var der, og derefter faldt hans øjenlåg i. Det sortnede for ham og han besvimede simpelthen. Han opfattede jo så ikke det der efterfølgende skete med at Addy var på renden til at græde og klynkede ved hans bryst. Det var han for langt væk til. Faktisk, var alt hvad han kunne se, høre og lugte, ingenting. Da Addy så rejste sig, stirrede hans far bare på ham, med afsky og had. Men altså, hans far hadede jo også alle, som hans søn kunne lide, ganske enkelt fordi han var af den mening, at hans søn ike havde ret til at kunne lide nogen overhovedet. Da Addy så knurrede af ham, var han ved at dø af skræk, men istedeet virkede han bare fuldstændig kold i røven, intet skulle skræmme ham, intet. "JEg er ikke bange for dig, dreng," sagde han bare ligegyldigt, inden han så fnøs af hans forsøg på at skræmme ham, men i virkeligheden var han pishamrende bange for ham. For hallo? Hvis det virkelig var Addy, som forresten jo var død, hvordan fanden kunne han så være her? Genopstået? Fuck en syg verden. Og så så han til, mens Addy løftede hans søn op på sin ryg og begyndte at bære ham afsted. Han lo iskoldt, idet han så greb fat i sin søns arm, strammede grebet. "Han har været nok ude for idag. Jeg synes det er på tide han holder sig hjemme lidt og som hans far, er det mig der bestemmer udganstidspunkter." hvislede han af Addy. Gu' fandme nej, at hans søn skulle nogen steder - igen. Han havde sku rendt nok rundt, desuden .. Det var bare lidt blod og et mindre sår, han var jo ikke faldet død om. Det gik sku nok. Shane rørte langsomt på sig, vågnede fra at være besvimet og skar så tænder af den pludselige smerte der var kommet til ham nu. "Nej ... Nej ,... Hold op med at skrig! Hold op.... " begyndte han så at hulke, fordi ahn ligesom stadig havde lukket ønene og nu var blevet sendt tilbage til et flashback. Hans mors skrig, den iskolde latter hans far havde. Nej, nej, nej... "Hold op .... Det gør ondt .... gå væk ... Gå væk ... " klynkede han, mens han klamrede sig til Addy, helt igennem desperat. "Få det til at stoppe, få det til at stoppe!" bad han panisk, mens han kneb øjnene hårdere i, som om han kunne lukke øjnene fra at det skete.

Adrian lyttede desperat til hans stemme. Til den stemme der sagde at det ikke var hans skyld. Den stemme der af en eller andet grund altid gjorde ham rolig, og overbeviste ham. Han blev stille, trak ikke engang vejret da hans hånd blev løftet, op, men faldte slapt sammen. Han lagde som sagt, sit tørklæde om såret, og gav ham et blidt kys på kinden. "Shane.. hold dig vågen.. vær sød at prøv" hviskede han, og nussede hans kind. "Vær sød.. gør det for mig..gør det for Nate" hviskede han. Han vidste godt at Shane havde følelser for Nate. Sådan var det bare. Og det var også derfor han skulle gøre det for Nate. Han så et kort øjeblik væk fra Shane, og så advarende på hans far med et blik der tydeligt viste hans had. For.. selvom han ikke ville indrømme det for Shane, eller sig selv så.. var han nok forelsket i ham. Han havde længe været det.. men det var bare som om at de ikke skulle være andet en bedste venner. Et svagt smil krussede sig om hans læber da han så på hans aura at han var bange nu. Han så derefter på Shane, hvor auraen var helt hvid.. han følte ikke rigtigt noget, så der var ren ligevægt. Han sukkede kort og nussede blidt hans kind. "Bliv hos mig" mimede han lydløst, og nussede hans mave. Han smilede da faren skar en grimasse. Så kunne idioten bare lære det. Han knyttede hårdt hånden hvorefter at han kom med den svage kalden efter ham. "Du.. Du har bare at blive hos mig" hviskede han stille, og nogle enkelte tårer gled ned af hans kinder. Han var ligeglad med den film der kørte for hans indre når han rørte hans hud. Han havde set det hele før. Han lukkede hænderne om hans t-shirt. Han ville ikke miste sin bedste ven til sådan et uhyre. Han.. ville have Shane med sig. Han ville kunne holde om ham, og vide at han ikke forsvandt. Han tog hans varme hånd, med sin iskolde, og klemte blidt om den. Han snøftede kort, og vidste at han snart skulle få ham på et hospital.. Han ville være sikker på at der ikke skete Shane noget.. Han smilede svagt da han sagde at han ikke var bange. Han fnøs, da han så hans aura. forsigtigt trak han Shane op på sit ryg, og begyndte at være ham afsted.. væk fra den psykopat. Men kunne ikke komme videre da idioten tog fat i hans pænt tunge rygsæk. Han hævede det ene øjenbryn. "Bare rolig.. jeg skal nok tage mig godt af ham" sagde han spydigt, med den hæse, og let hulede stemme. Han gav slip på Shane med den ene hånd og tog fat i farens overarm, og holdte SHane fast med den anden. Han pressede sin tommelfinger ind i en nerve på hans arm der endten, fik den til at gå i kramper, eller bare gjorde ondt.. det var forskelligt fra person til person. "Du burde vide at man ikke bør stille sig op med en zombie" sagde han lavmeldt så de andre ikke kunne høre det. "Indrøm nu bare du er bange.. du er pisse bange for mig, fordi du ved at jeg døde for to år siden. Du ved at jeg, blev dræbt, og bar tilmed min kiste. Men jeg er kommet tilbage" hvæssede han spydigt. Hans blik var dødt, indtil Shane hulkede. Så blev han straks bekymret. Han vendte hovedet for at se op på ham. "Rolig nu Shane.. Vågn op. Der er ikke nogen der skriger.. De er alle sammen okay" sagde han forsigtigt. og blidt. Han nussede ham beroligende på låret, da det var det eneste han lige kunne få fat i. Forsigtigt satte han ham ned på jorden igen. Han skulle tage det roligt. Han trak ham ind til sit kolde bryst, og nussede hans nakke. "Rolig søde" hviskede han og strøg ham over håret,. "Åben øjnene. Der er ingen der gør dig noget " sagde han uroligt, og havde for en stund glemt alt om Shanes far, og koncentrerede sig kun om Shane. "Søde.. der er ikke sket noget" hviskede han.

Han mærkede godt det blide kys på kinden, men det var kun svagt i hans bevidsthed, han ville om lidt glide ind i mørket og blive der, og når han vågnede igen, ville smerten ramme ham, som et lyn der slog ned i ham. Han hørte godt det der blev hvisket ned mod ham, men så samtidig føltes det bare så langt væk. Hold dig vågen, for min skyld, for Nate .... Det var det han havde sagt. Vent? Nate? Han kendte da ikke til noget af det der var sket den aften, hvor han havde været sammen med Nate. Det var hans eget lille private, men højtelskede minde og han var blevet forelsket den aften. Han mærkede strøget på sin kind, og så hvordan han bad ham om at blive hos sig. "Jeg skal jo heller ikke nogen steder," mumlede han, næsten lydløst, faktisk var det bare svage ord der løb over hans læber, næsten uhørlige, så lavt talte han og så skete det. Han besvimede. Han lå bare der, i regnen var drivvåd og samtidig blandede blodet sig med det rindende vand ved siden af dem. Han blødte stadig, dog mindre end før, det var ikke så slemt længere, kun fordi der var blevet sat en stopper for det, ved at Addy havde bundet et tørklæde omkring hans hoved. Hans øjenlåg lå bare slapt lukkede i, mens han så blev løftet op på ryggen af Addy. Men gu' fandme nej. Hans far ville for alt i verden ikke lade ham gå, bare sådan uden videre. De blev ganske enkelt stoppet i at fortsætte deres vej, mod hospitalet. Da han så sagde at han nok skulle tage sig godt af ham, sikkert. "Du er ikke hans far. Jeg skal nok selv tage mig godt af ham. Han er trods alt, min søn!" hvislede han, med sammenbidte tænder, han var meget tæt på snart at få et raserianfald. Hans forbandede besværlige søn og hans forpulede venner. Kunne de ikke bare holde sig væk? Det var jo bare en lille rift, ikke andet. Da Addy så slap Shane med den ene hånd, løftede faren et øjenbryn. Han var pishamrende ræd, så ræd at han kunne tisse i bukserne, men aldrig i livet, om ahn ville indrømme det. Da bæstet så rørte ved ham, skar han tænder af den smerte som kom ved at han trykkede ned på hans nerve. "Fingrene væk, beskidte dyr," hvæsede han, trådte et par skridt tilbage, udenfor hans rækkevidde. Så han ikke kunne røre ham igen. Da Addy så talte til faren, stirrede han bare på ham, virkelig som om han var et uhyre, hvilket han også var i hans - farens - øjne. Da ahn så sagde at han var bange, blev han næsten helt ligbleg, fordi de efterfølgende informationer kom ud i verden. Det var virkelig Addy. Den fyr som tit og ofte havde været med til at smugle Shane ud af huset. Han stirrede bare på ham, mens han nærmest rystede af rædsel. Og så vågnede Shane. Han klynkede febrilsk. Da han så hørte Addy sige at der ikke var nogen der skreg, at han skulle tage det roligt, rystede han ivrigt på hovedet. "Nej. Hun skriger .. Det gør ondt. Kan du ikke høre det? Kan du ikke se det? DEt gør ondt... Lad vær.... Lad vær...." hulkede han, mens han klamrede sig til Addy, fuldstændig helt og aldeles ude af den. Han blev jo så sat ned og trukket ind til hans bryst. "Jo ... Jo ... De er ikke okay. Det skrig ... Det gør ondt ... Lad vær.. " hulkede han, mens tårerne langsomt løb ned af hans kinder. Han klemte sig indtil Addy, klemte øjnene hårdere i, for at få det til at stoppe, få det til at holde op. Få synet ud af sit hoved, lydene. Gråden. Han vendte sig om og lagde hovedet ind ved hans hals, mens han stille klynkede. "Få det til at stoppe," bad han. Da han så fik af vide at han skulle tage det roligt, rystede han bare svagt på hovedet og da Addy så påpegede at der ikke var sket noget, åbnede han langsomt øjnene, mens han holdte fast om hans trøje. "PAs på mig, Addy, pas på mig," hulkede han. Det var sandt at der ikke skete noget lige nu, men det gjorde der altså ret meget i det syn som slog ned i hans hjerne lige nu.