I totally haven't missed you, and even if I had, I wouldn't admit it - Julien

---

Den sidste måneds tid havde været hård for Gabriel. Både før og efter Julien var taget til Sverige, havde Gabriel haft søvnproblemer. Han kunne ikke få sig selv til at ligge ned og slappe af, af frygt for at falde i søvn, eller rettere, af frygt for at få mareridt. Det længste han sådan rigtigt havde sovet, var en aften, hvor han var blevet skudt i hovedet, og det talte ikke rigtigt, for de fungerede nok lidt mere som at være bevidstløs eller i koma. Og det havde endda været i starten med søvnproblemerne. Nu var der gået omkring 2 uger siden da, og han havde stadig ikke sovet. Han havde ligget ned og hvilet, men aldrig mere end at han reagerede når Marshmallow bevægede sig rundt i lejligheden. Så der var ikke så meget at sige til, at hans humør og lyst til at leve var i bund. For lige nu galt det bare om ikke at sove.

Måske var det derfor han havde omkring en fjerdedel af Juliens stue om til et pudefort. Eller også havde han bare kedet sig. Det var meningen at Julien skulle komme hjem i dag, og egentlig ville Gabriel have ventet til dagen efter med at komme over, men når nu Constantine var som forsvundet fra jordens overflade, og Lucan rendte rundt i en eller anden skov og pissede territorium af, var der ikke rigtigt nogen han kunne genere. Oven i det var han løbet tør for serier og film på Netflix, og så underholdende som det var at snakke med stemmerne i sit hoved, så var det begrænset hvor mange dage han kunne få til at gå med det.
Men han var nu ret stolt over sit arbejde. Fortet gik fra sofaen, over til fjernsynet, med stole som vægge, betrukket med puder på alle sider, så det var rart at være derinde, med en enkelt undtagelse, hvilket var mellem to stole, så man kunne komme ud og ind. Loftet bestod at lagener som han havde fået sat sammen med vidunderet der hed sikkerhedsnåle, og det var akkurat tyndt nok til at lyset udefra skinnede igennem, så man kunne se noget derinde. Sofapuderne var spredt ud på gulvet, sammen med den gamle madras nede fra kælderen, og Gabriel havde slæbt sin egen dyne med nedenunder for at kunne ligge og holde sig godt varm, mens han læste. Eller, det var planen, men flere ugers mangel på søvn gjorde at han ikke kunne koncentrere sig om ordene på siderne, så han havde siddet derinde i omkring ti minutter, med bogen liggende på sit ansigt, inden han gav op, og prøvede at finde noget andet som han kunne koncentrere sig om.

I sin jagt på underholdning, var han faldet over sin gamle håndholdte nintendo, og det var hvad han sad med nu. Det var en han havde haft som menneske, og han havde brugt den til at underholde sig selv, når han rejste mellem England og Frankrig for at besøge sin familie under sin uddannelse i udlandet. Åbenbart havde han efterladt den hjemme hos Julien, og ærligt talt, var der ikke en bedre timing. Pokémon var svaret på hans kedsomhed, og forhåbentlig kunne det holde ham vågen underholdt indtil dæmonen kom hjem.


Selvom han var træt, var det ikke så tydeligt som man skulle tro. Han var lidt mørk under øjnene, ja, men han havde set langt værre ud før, og det skyldtes at han havde drukket så meget blod. Så selvom hans hjerne måske ikke var i tip-top stand, så var hans krop det. Og udover ikke at sove havde han taget okay vare på sig selv. Sine konstante forsøg på at narre Lucan til at tro at han var død, gjorde at han relativt ofte havde været i bad, og vasket tøj, så den sorte t-shirt han bar havde han faktisk kun haft på siden han tog hjemmefra for nogle timer siden, da solen gik ned, og det samme galt hans grå joggingbukser, som dog havde nogle blodpletter på knæene, der ikke ville gå væk, men hey, han havde ikke nået at få dem vasket inden det satte sig fast.

Julien løftede hånden som sidste hilsen til taxachaufføren, der havde sat ham af på den lille plads foran Juliens hjem, inden han bukkede sig ned og løftede sin kuffert for at gå ind i huset. Det var for længst blevet mørkt, men de små lamper langs indkørslen gav ham mere en rigeligt med lys til at fiske sin hoveddørsnøgle frem og stikke den i nøglehullet.
Det var en rar følelse at komme hjem, for han var en smule træt. Flyet have været halvanden time forsinket på grund af en teknisk fejl, så turen hjem havde været noget længerevarende end planlagt.

Alarmen gav et lille bip, da han skubbede døren op og det første han gjorde var at slå den fra. Herefter lukkede han døren, tændte lyset og begyndte at tømme sine lommer. Nøglerne og mobilen blev lagt på skoreolen, der mere mindede om en kommode. Et par småting blev smidt ved siden af - utroligt hvad man lige kunne få stukket i lommerne på sådan en tur - og til sidst hev han en lille plastikdinosaur op, ikke større end han lige kunne lukke sin hånd om dens krop. Det var sådan en langhalset dinosaur, hvis navn Julien ikke kendte, men som man kendte så godt fra diverse film, tegninger og historier. Forsigtigt placerede han den på skoreolen, så den stod på sine ben.

Det var nok ikke lige det, man kunne forestille sig være noget, Julien ville rende rundt med den, men han havde fået den i lufthavnen i Sverige. Mens han havde været oppe at snakke med informationen omkring sit forsinkede fly, havde der været en kvinde med en femårig søn, som grædefærdigt forsøgte at kommunikere med personalet. Hun kunne ikke et ord svensk og hendes engelske var rimeligt uforståeligt. Det viste sig, at hun var fra Spanien og hendes bagage var ikke kommet frem. Julien endte ud med at være tolk og formidle problemet videre, hvilket endte ud i, at han fik arrangeret, at kvindens bagage, der af uransagelige årsager var blevet sendt til Danmark, kom på første fly til Sverige. Kvinden havde været uendeligt taknemmelig og havde krammet ham gang på gang. Hun endte med at smutte ud på toilettet for at nette sig, mens Julien sad ved hendes søn, der havde en lille håndfuld dinosaurer, som han underholdte sig selv med, mens dramaet stod på. Drengen gav Julien den lille langhals som tak for at have hjulpet hans mor.

Julien så lidt på det spøjse plastikdyr, inden han tog sin jakke og sko af, greb sin mobil og dinosauren og gik ind i stuen. Eller, så langt nåede han ikke, han gik i stå i døren - der var 'nogen', der havde bygget et pudefort midt i hans stue. Et svagt suk forlod hans læber. Velkommen hjem. På den ene side var det ikke lige det, han gerne ville hjem til, men samtidigt kunne det ikke andet end at få et lille smil på hans læber.

Han havde haft god tid til at spekulere over tingene i Sverige, han havde endda haft nogen at snakke med dem om, i den udstrækning man nu kunne snakke med en almindelige dødelig om den overnaturlige verden om, og man ville godt kunne fornemme på ham, at der var noget, der var faldet til ro indeni ham. Da han tog af sted, var hans ansigt en smule sammenbidt og blikket lidt mørkt. Nu udstrålede han samme fasthed og beslutsomhed, som da Gabriel mødte ham første gang. Han var blevet en smule mere ret og man kunne fornemme et svagt smil bagerst i hans øjne. Man kunne sige, at den gamle Julien var tilbage - udadtil i hvert fald.

"Gabriel what have you done with my living room?" Der var ikke noget vredt i hans stemme, nej, nærmere en snert af humor.

Gabriel sad, dybt koncentreret, med sin dyne omkring sine skuldre, og spillede pokémon. Han havde godt prøvet at spille de nyere pokémon spil, men der var altså ikke noget, som slog de gamle spil fra hans tid som menneske. Men han måtte indrømme at han var imponeret over hvor langt videospil var nået siden han var menneske. Han huskede svagt at have haft en gammel playstation og N64 som menneske, men dengang var grafik ikke rigtigt noget at råbe hurra over. Hvad der var stort dengang, var for længst overgået af nye og bedre maskiner, som kunne langt mere end hvad han havde forestillet sig nogensinde ville være muligt.

Han var fordybet i sit spil, da døren blev åbnet, og han hørte den velkendte lyd, af en alarm der blev slået fra, men til at starte med, reagerede han ikke. I stedet blev han siddende og spillede videre. Det var faktisk ikke før han hørte sit navn at han så op. Han kiggede overvejende over imod indgangen til sit pudefort, inden han krøb ud igennem den. Den var lav nok til at han kunne kravle ud, i stedet for at skulle møve sig ud, og da han havde sin overkrop ude fra sit fort, så stod Julien rigtigt nok foran ham. Han sagde først ikke noget, men betragtede dæmonen i et par sekunder. Var det her endnu en hallucination eller var det faktisk den rigtige Julien? Normalt havde han løbet over til ham, kastet sig mod ham, men ærligt talt var han løbet ind i for mange vægge i håb om at det rent faktisk var Julien, til at han ville forsøge sig med det igen.

Alligevel svarede han efter lidt tid. "It's a pillow fortress. I made it while waiting for you to get home. I was bored." Mens han snakkede så han lidt rundt, for at se om der var et eller andet der kunne vise hvorvidt det var en hallucination eller ej, og noget han lagde mærke til var, at den her Julien havde en helt anden holdning end hans tidligere hallucinationer. Så måske..?
Gabriel kravlede ud af sit pudefort, og rejste sig så han kunne gå over til dæmonen. Lidt tøvende rakte han ud, og rigtigt nok, så mødte hans fingre Juliens tøj, og så virkelige som hans syner kunne være, så var det sjældent at han selv kunne interagere med dem, med mindre det bare var at snakke. Så det her var altså den rigtige dæmon. Faktisk anede han slet ikke hvad han skulle gøre. Julien virkede langt mere rolig og fattet end før, hvor han mest af alt havde lignet en omvandrende bunke stress, modsat Gabriel, som hvis noget nok var på den modsatte side af det spektrum. De virkede nok begge to mere om hvordan de havde været, da de først mødte hinanden. Sindssyg lille vampyr med seriøse mentale problemer, og ulæselig dæmon, der virkede rolig i stort set alle situationer.

Julien ventede tålmodigt på, at Gabriel viste sig i det eneste hul, der var at spotte i pudefortet. Og han dukkede ganske rigtigt også op efter et øjeblik. Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet, men der var nu alligevel lidt noget skuffende over den manglende glæde fra Gabriel, der mest af alt bare så lidt forvirret ud. Vampyren havde ikke ligefrem været glad for, at han tog af sted, så burde han ikke være glad for, at han kom tilbage?

"I can see that." Han sagde ikke mere, men betragtede bare den unge vampyr, som han kravlede helt ud af fortet og bevægede sig over i mod ham. Det var som om, at han ikke var sikker på, at det virkeligt var Julien, der stod foran ham. Tvivlen blev ligesom understreget, da han rakte ud og rørte ved Juliens lidt krøllede skjorte, som for at tjekke, at han virkeligt var der.
Julien havde været glad for sit arrangement med Lucan om, at han skulle holde øje med Gabriel, mens Julien var væk. At have en voksen - her understreget, at han ikke anså Constantine for at være voksen - til holde øje med Gabriel, havde givet Julien lidt sjælefred igennem sin ferie.
Men Lucan havde også blankt indrømmet, at han ikke kunne tyde Gabriel og hans sindstilstand. Han havde ikke været i tvivl om, at det stod skidt til i starten, men derefter havde Gabriel fremlagt noget, der lød som sit sædvanlige jeg. Og selv da kunne selv Julien have svært ved at tyde ham.

Roligt løftede han hånden og tog blidt fat om Gabriels hage for at løfte hans ansigt op i mod sig for at kunne betragte det. Han sørgede for ikke at gøre Gabriel utilpas ved at forsøge at se ham i øjnene. Hans tommelfinger kærtegnede i en lille, kort bevægelse vampyrens kind.
"How are you?" Det var et oprigtigt spørgsmål med oprigtig varm interesse i hans stemme og en let mildhed i hans blik. Han havde under sine samtaler med den svenske kvinde fundet ud af, at der ikke var så meget andet at gøre, end at affinde sig med, at han havde varme følelser for drengen og at han lige så god kunne vise dem. Det ville nok sjældent blive til ret meget mere end det, han viste nu, men det var stadig bedre end at forsøge at undgå dem.

Da Julien løftede hans ansigt en smule, så Gabriel op på ham, selvfølgelig uden at danne øjenkontakt, mens han prøvede at følge med i hvad der foregik i virkeligheden. For at være ærlig havde han ikke forventet at Julien kom tilbage. Ikke bare som at han ikke ville komme tilbage i dag, men som at Gabriel havde regnet med aldrig at se dæmonen igen. Han havde selvfølgelig håbet at han kom tilbage, men hver gang han tog hjem til Julien for enten at hente noget, eller bare for at tjekke at der ikke var noget galt, så forberedte han sig på at møde et tomt hus med et "Til salg"-skilt ude foran. Det at han var kommet den dag var ikke mere end fordi han håbede at Julien kom tilbage, og på den måde skulle han ikke gå og vente i uvished.

Derfor forstod Gabriel det ikke rigtigt. Det føltes for virkeligt til at være hallucinationer. Stoffets struktur og varmen, som han kunne mærke under sine fingre føltes for virkeligt til at være hallucinationer. Det var først da Julien sagde noget igen, at Gabriel begyndte at forstå hvad der foregik. Dæmonen var kommet hjem, og havde ikke tænkt sig at bare skride.
I stedet for at svare med det samme, lagde Gabriel armene om Juliens talje, og begravede sit ansigt ved dæmonens kraveben. "I've been better, but I'm okay" mumlede han stille. Han lukkede sine øjne, og gned sin kind imod dæmonens kraveben, næsten som en kælen kat. "What about you? Was the trip nice?"

Julien kunne godt se på Gabriel, at der var et eller andet galt, som om han ikke helt troede på virkeligheden. Noget han havde set før i vampyrens ansigt ved flere forskellige lejligheder. Men det var som om, at hans stemme tændte et eller andet lys i drengens øjne og pludseligt havde Gabriel lagt armene om ham og lænede sig ind i mod ham. Et lidt skævt smil dukkede op på Juliens ansigt og han strøg hånden ned over Gabriels hår, før han lagde den til hvile ved hans nakke. Den anden arm lagde han om Gabriels ryg, stadig med både mobil og dinosaur i hånden. Det var sært at røre ved en så kold person efter at have tilbragt så meget tid med et varmt, levende menneske, men alligevel var det dejligt beroligende at have Gabriel i sin favn igen. Han måtte indrømme, at han havde savnet ham. Endnu en ny følelse, der dukkede op omkring ham.

"I'm glad to hear." Han var glad for, at Gabriel selv sagde, at det kunne være bedre, men at han havde det okay. Roligt strøg han tommelfingeren over vampyrens hår.
"I'm fine. Sweeden is a beautiful country and I had a lot of time to ponder about everything. I feel very refreshed." Han gav sig ikke til at beskrive, hvad han havde lavet i Sverige. Det var ikke alting Gabriel havde brug for at vide og Julien havde ikke behov for at fortælle.

I stedet lukkede han øjnene og lod roen falde over sig. Han var hjemme og han var klar på at skulle starte livet op igen. Det havde været meget forfriskende at tage en måneds ferie og det havde stillet hans trang til at prøve noget nyt. Han var overraskende glad for at være hjemme igen. Det var ikke specielt normalt for ham at have en følelse af et sted som det ultimative hjemme, men han havde haft, hvad han gættede på var hjemve i forhold til Di Morga. Hvorfor kunne han kun gætte på, men et eller andet sagde ham, at det måske var på grund af Gabriel.

Gabriel lyttede glædeligt til hvad Julien fortalte, selvom det ikke var meget. Selvom han selv kunne hallucinere sig nogle ret overbevisende versioner af dæmonen, var det var som om at de aldrig var helt rigtige når det kom til deres stemmer, og den varme som Juliens krop havde. Han sukkede tilfreds, som han blev nusset i håret, og følte sig underligt rolig. Før i tiden havde fuld isolation ikke været et stort problem, men efter at have mødt Julien og Constantine var det blevet et behov som var kommet tilbage til ham.

"Lucan made me talk French. He's stupid," mumlede han og trak sig lidt tilbage, men ikke mere end at han stadig holdt om dæmonen. "And I dunno what's wrong with Costa, but he's not replying to my texts or my calls. I'm not sure if I did something wrong, or if he just..." Han rynkede lidt på panden. "... don't want to hang out anymore." Tanken havde slået ham en gang eller to. At Constantine havde besluttet at han ikke ville i nærheden af Gabriel længere. Han ville sagtens kunne forstå det for at være ærlig, og det var også en ting han havde affundet sig med. Men han ville lyve hvis han sagde, at han ikke var lidt ked af det. Det var trods alt hans eneste rigtige ven. Julien var mere familie, men Constantine kunne han joke rundt med. De dræbte folk sammen, og nogle gange kunne han tage den ældre vampyr med sig på arbejde.

Julien åbnede øjnene og så ned på Gabriel, da han flyttede på sig og brokkede sig over varulven.
"Of course, he's French." Et svagt smil var at spore i hans mundvige. "But as far as I have been told, you had a lot of fun with him?" Lucan havde på sin formælte måde fortalt om, at Gabriel havde fundet det sjovt, at iscenesætte sin egen død, hver gang varulven var kommet forbi. Nogle gange var det gået godt, andre gange ikke. Julien havde haft lidt svært ved at høre på Lucans stemme, hvad han selv havde syntes om det. Det var lige før, at manden var lige så god til neutralitet som Julien selv. Men han havde hverken brokket sig eller udtrykt nogen form for glæde ved at besøge Gabriel, så Julien tog det som, at han behandlede det som et job og ikke mere. Hvilket det i bund og grund også bare havde været.

Da Gabriel sagde, at han ikke havde hørt fra Constantine, fik Julien en svag rynke i panden. Han havde haft på fornemmelsen, at Gabriel ikke havde set meget til Constantine på det seneste, inden Julien tog på ferie, men at han slet ikke kunne få fat på ham var... sært. I tiden, hvor Gabriel havde været skadet af hovedskaden, havde Julien ellers fået en stærk følelse af, at de to vampyrer var venner, selvom de ikke ville indrømme det. Constantine var kommet på besøg, havde fundet sig i at være i nærheden af Julien og havde også fundet sig i Gabriels ikke så pæne behandling af ham. Måske havde han fået nok? Gabriel var ikke altid lige sød ved ham. Men nej, det troede Julien ikke helt på alligevel.

"Have you tried going to his place? Talk to him in person? Maybe there's a reason he's not answering on the phone?" Julien trådte et skridt tilbage fra Gabriel og gik over for at lægge mobilen og den lille dinosaur på sit sofabord, inden han vendte sig i mod ham igen. "It sounds a bit weird for him just to dissapear.

Gabriel trak lidt på skuldrene, med en smule farve i kinderne. Det var ikke meningen at Julien skulle vide at han havde forsøgt at fake sin død, det var bare for at få Lucan i problemer... Men han burde have forudset at varulven ville sladre. "What a snitch," mumlede han svagt, inden han fortsatte. "I was bored, and the first time we met, after you went to Sweden, he almost thought I was dead, and I thought that was kinda fun. So I tried to do it again, but he's not as stupid as he looks."

Da Julien fortalte hvad han troede der foregik med Constantine, rynkede han lidt på panden. "I dunno, I usually just leave him alone when he's sulking. I don't want to be castrated for bothering him- and why do you have a Brachiosaurus figure," mens han snakkede, gik han over til bordet for at se hvad han havde lagt der. "... or a mix between a brachiosaurus and a brontosaurus. The tail seems too long for a brachiosaurus, but it still has the bone arch over the snout. Toy makers are getting lazy."

Det var som om, at Julien ikke helt kunne holde op med at smile i Gabriels selskab, for endnu et lille smil dukkede op, som Gabriel rødmede over det, han sagde.
"Well, I'm happy as long as you had some fun and mr. Beaumont came out alive at the end." Han fulgte Gabriel med øjnene som han gik over til sofabordet for at se på det lille stykke legetøj. Hans tanker drejede sig stadig om Constantine - ikke at han som sådan var bekymret for vampyren, de var ikke ligefrem venner, men han havde dog lært ham lidt at kende. Nej, det bekymrede ham nu mest, fordi det lod til, at Constantine var Gabriels eneste ven og dét betød noget. Julien så nødigt at Gabriel blev helt alene på den front igen.
"Maybe you should go visit him anyway."

Juliens øjenbryn røg i vejret, da Gabriel begyndte at navngive den lille dinosaur, samtidigt med, at han brokkede sig over, at den ikke var korrekt udformet. Drengen var da fuld af overraskelser.
"A kid gave it to me at the airport in Sweeden, because I helped out his mom. I didn't know you were into dinosaurs?"
Det var lige før, at han fik et trist udtryk i ansigtet, da han kiggede på sin sofa, der var skrællet for puder. Og alle stolene fra spisebordet var også blevet en del af Gabriels fort. Det eneste, der var tilbage, var en lænestol, så han gik over og satte sig i den. Egentligt burde han nok finde noget at drikke og spise, men lige nu følte han mest for at sidde ned og snakke lidt med Gabriel. Og derefter varede det ikke så længe, inden det nok var på tide at komme i seng. Han blev altid så overrasket over, hvor træt man blev af at rejse. Det var nok alle de mennesker og indtryk, man skulle håndtere.

Gabriel trak lidt på skuldrene, da Julien sagde at han ikke vidste, at han var interesseret i dinosaurer. "I was a little boy once, y'know, and dinosaurs are cool when you're a little boy." Han samlede den lille dinosaur figur op, og rystede lidt på hovedet. "I just know that I liked dinosaurs and I have this really vivid image in my head of, like, this plastic box with a ton of dinosaur figures, and having books about them too." Gabriel satte figuren ned, og trak så lidt på skulderen. Derefter gik han over, og satte sig ned ved Juliens fødder, og lagde sit hoved i hans skød.

"Sometimes I wish I could remember useful things about my time as a human. But nope, I can't even remember my parents' names. Instead, I can tell you a ton of dinosaur trivia, and name all 151 pokémons from the first game." Han sukkede lavmeldt, og pillede fraværende ved Juliens knæ. Der gik et par sekunder derfra, til han satte sig ret op igen, og så op på Julien. "By the way, you need to see my pillow fortress. I would've torn it down before you got here, but now that you are back, you might as well see it!" Han rejste sig op, og hev praktisk talt dæmonen ud af stolen, og over til sit pudefort, hvor han selv kravlede ind.

Indgangen var stor nok, til at Julien godt ville kunne kravle derind, og der var lige præcist højt nok til at dæmonen ville kunne sidde ret op. Hvis han selv kravlede ind, ville han hurtigt finde en Gabriel med et oprigtigt smil om læberne. Et af de sjældne smil, der nåede helt op til hans øjne, og ikke var tvunget frem, eller kun var halvhjertede, de fik ham til at minde mere om den venlige unge mand han havde været før torturen. Det var ikke noget man tit så, faktisk var Julien en af de få der havde været vidne til det før.
Hvis ikke, ville Gabriel trække og skubbe ham ind, og det samme smil, tæt efterfulgt af et grin, lyde fra ham, hvis det ellers lykkedes ham at få dæmonen ind. Sandheden var, at han var lettet over at se Julien igen. Og det var som om at det først rigtigt gik op for ham der, at han havde fået nogen, som nærmest var som en forælder for ham, tilbage.

Julien sagde ikke noget, da Gabriel begyndte at snakke om sin barndom og ting han kunne og ikke kunne huske. Det virkede oftest som om, at drengen bare lige havde brug for at komme af med en tanke eller to og desuden vidste Julien ikke, hvad han skulle svare alligevel. Der var nok ikke noget, han kunne sige, som ville gøre noget af det bedre.

I stedet lagde han en hånd på Gabriels hoved, da han kom over og satte sig op af hans ben. Med en rolig bevægelse nussede han ham i håret, inden han bare lod hånden blive. Den bedste opmuntring eller trøst, han lige kunne komme i tanke om.
Hånden fik dog ikke lov til at blive liggende, inden Gabriel rettede sig op og erklærede, at Julien skulle se hans pudefort. Inden han nåede at protestere, havde Gabriel nærmest hevet ham ud af stolen og hen til åbningen ind til fortet. Endnu en reminder om, at selvom drengen så lille og nuttet ud, var han en vampyr og havde en vampyrs styrke. Noget Julien en gang i mellem var ved at glemme.

Han tøvede kort, mens Gabriel kravlede ind og var næsten ved at fortælle ham, at han ikke havde planer om at skulle ned på knæ og kravle ind i Gabriels hjemmelavede fort. Men efter at have rystet på hovedet, kom han ned på alle fire og kravlede ind i Gabriels kreation.
Derinde kunne han sidde op uden at støde i mod lagnerne, der udgjorde loftet. Der var utroligt god plads derinde og rimeligt lyst. Lyst nok til at han kunne se Gabriels ansigt og det smil, han sad med. Julien kunne ikke huske, at han havde set et så oprigtigt smil fra ham før og et rørte lidt ved nogen indeni ham. Og et lige så oprigtigt smil, måske knapt så stort, spredte sig om Juliens læber og nåede hans øjne.

Han lod blikket glide rundt inde i fortet, inden han igen så på Gabriel.
"This must be the most impressive pillow fort I have ever seen." Hans stemme var seriøs, men smilet smittede alligevel lidt af. At det var det eneste pudefort, han nogensinde havde set, tjah, det behøvede han jo ikke at sige højt. "Beautiful made. My compliments to the constructor." Han betragtede Gabriel og han kunne mærke, at han var glad for at se, at det så ud til, at han havde klaret sig nogenlunde igennem Juliens fravær. Det var svært at sige, hvordan han havde det psykisk, men han var nyvasket med rent tøj, så ud til at have fået masser af blod og havde endda haft overskud til at lege med puder. For Julien var det et godt tegn. Og så måtte han finde ud af, hvordan drengen virkeligt havde det hen over det næste stykke tid. Nu havde Julien selv overskuddet til at bruge energi på det.

Gabriel kunne slet ikke lade være med at smile, da Julien kom ned til ham, og et grin lød fra ham, da dæmonen roste hans bygningskonstruktion. Han kunne ikke påstå at han havde lavet mange pudefort i sit liv, trods de mange mærkelige ting han ofte satte sig for. Faktisk tvivlede han på, at han nogensinde havde gjort det som vampyr, og han kunne heller ikke huske at han havde lavet noget som menneske... Men som sagt, det var også begrænset hvor meget han huskede. Det meste af hvad han vidste, kom fra at han havde forhørt sig hos sin skaber, og selv undersøgt sit liv, gennem officielle dokumenter. Resten kom fra tilfældige minder, som ikke gav specielt meget mening i den store sammenhæng - som hans underlige viden om dinosaurer.

Men udover at få rosende ord, var Gabriel også bare glad for at have noget selskab, som rent faktisk havde lyst til at være til stede. Så sjovt som det var at irritere Lucan, så kunne han godt mærke at han ikke var ønsket. Og selvom Gabriel havde virket fuldstændigt ligeglad med det, så fandt han det lige så ubehageligt som enhver anden, når han kunne mærke at han var mere en byrde end noget andet.
Så han kravlede over til Julien, lagde armene om dæmonens bryst og hvilede sin hage på hans skulder. Det her føltes alt for virkeligt til bare at være en hallucination, selv en virkelig realistisk en af slagsen. Den varme han mærkede under sine hænder, og at høre Juliens stemme, var simpelthen så behageligt, at han næsten var ved at græde... Men også kun næsten. "I'm happy, that you're home again," mumlede han stille, og havde tydeligvis ikke tænkt sig bare lige at give slip i nærmeste fremtid.

Julien måtte indrømme, at han var glad for at gøre Gabriel glad. Det gav ham en god følelse at se smilet på Gabriels ansigt og glæden i hans øjne.
Han havde tænkt meget over deres forhold på sin ferie, snakket med den svenske kvinde om, hvordan han skulle håndtere det, selvfølgelig i vage vendinger og med nogle metaforer, og han var kommet frem til, at det var ikke negativt at have Gabriel i sit liv. Han vidste, at han kunne give en masse til drengen, men det var gået op for ham, at Gabriel også kunne give en masse til ham. Bare det, at han havde haft hjemve var noget nyt og på en eller anden måde føltes det som om, at det gav hans liv en lille smule mere indhold. Der var faktisk noget, som ikke var forretninger, der havde taget noget af pladsen i Juliens liv og selvom han havde prøvet det før, var det længe siden og noget han altid havde fortalt sig selv ikke var nødvendigt. Han klarede sig fint alene.

Men med Gabriel var han ikke længere helt alene og af en eller anden grund kunne han mærke, at det betød en masse.

Så da Gabriel kravlede over og lagde armene om ham, gengældte Julien stille og roligt krammet ved at lægge armene om ham og give ham et blidt klem.
"I'm happy to be home. Sweeden was very nice, but I must admit, a bit boring without you." Han mente, hvad han sagde. Der var en gang i mellem, at han havde fanget sig selv i at ville ønske, at han kunne dele sine oplevelser med Gabriel. Selvom han godt vidste, at det ville aldrig komme til at ske. Det var okay.

At indse, at han ville have det bedre ved at indrømme, at han havde en form for følelser i forhold til drengen (den svenske kvinde havde med latter i stemmen kaldt ham "far", hvilket han ikke havde været specielt positiv overfor), havde samtidigt fået ham til at skulle genoverveje sin person. Hvordan han skulle forholde sig til resten af verden. Han var ikke en mand af følelser. Følelser komplicerede ting og gjorde en ude af stand til at lave logiske beslutninger. Og sådan ville han helst have, at det skulle fortsætte. Efter en masse ensom spekulation med nordlyset på nattehimlen over sig, var han kommet frem til, at han kunne godt være den samme, som han plejede at være. Samtidigt med, at han lod sine følelser vise overfor Gabriel. Hvis han en dag måtte komme i en situation, hvor Gabriel var til stede, måtte han finde sig i, at Julien vægtede integriteten i sit arbejde højest og følelser i sådanne situationer blev pakket væk.

Julien måtte indrømme, at han kunne mærke et gab presse sig frem, men han skubbede det tilbage.
"How much have you been sleeping while I was gone?" Varulven havde udtrykt bekymring om, at han havde en fornemmelse af, at vampyren slet ikke sov. Og det overraskende ikke Julien, som godt vidste, at søvn ikke var Gabriels stærke side på grund af uhyggelige drømme. Nu havde de efterhånden kendt hinanden i et stykke tid.

Da Julien lagde armene om ham, krøb han godt ind til dæmonen og lukkede sine øjne og sukkede stille, vældig tilfreds med sin position i armene på Julien. Det var utroligt beroligende, at bare sidde tæt sammen med en anden person, og kunne lade sine parader falde. Trods alt hvad der var sket i mellem dem, havde Julien alligevel hans fulde tillid, i hvert fald nok til at kunne slappe af i hans nærvær. Det var mere end hvad han kunne sige om så mange andre.

Dog kunne man godt mærke at den rolige atmosfære brød lidt, da Gabriel blev spurgt om hvor meget han havde sovet. Ærligt talt anede han det ikke, men uanset hvor meget det var, havde han måske i alt fået én god nats søvn? Han havde taget nogle powernaps ind i mellem, og så var der også lige den nat, hvor han var blevet skudt i hovedet... Kunne man egentlig tælle det med? Han havde været bevidstløs, så mon ikke det gjorde?

"Uh, I dunno. That's a weird question," det var hvad han endte med at sige. "Why are you asking me that?" tilføjede han så, lidt i håb om at kunne skyde spørgsmålet til jorden, uden at skulle svare på det. Han havde aldrig været god til at sove, det vidste Julien godt, men han havde ikke rigtigt lyst til at indrømme hvor meget Juliens fravær havde påvirket hans liv fra dag til dag, selvom Lucan nok havde sladret om hvordan han holdt sig vågen.

Det var lidt overraskende, at Gabriel gav sig så meget hen til krammet. Det var ikke fysisk kontakt, der var mest i mellem dem, ikke SÅ tæt i hvert fald, men det gav bare Julien en fornemmelse af, at Gabriel virkeligt havde savnet ham. Og det gav ham endnu en af de der underlige følelser inden i. Hvis ikke det var fordi, at han havde haft Gabriel i favnen, havde han sukket dybt og inderligt. Nok havde han affundet sig med, at han følte omkring Gabriel, men derfor havde han ikke vænnet sig til at lade sig selv gøre det endnu.

Selvom han lige var optaget af disse tanker, fangede han dog hurtigt, at hans spørgsmål havde slået skår i freden. Nå, så Lucan havde haft ret, da han luftede sin bekymring om, at det så ud til, at vampyren ikke sov. Det overraskede ikke Julien.
Forsigtig med at ramme det rigtige tonefald, et der ikke virkede hverken vredt, for bestemt eller alt for følsomt, svarede han ham.
"Even though you look like you have been drinking more than enough blood, you look tired. And Mr. Beaumont was a bit worried, because it to him seemed like you didn't get any sleep. And I know you didn't really sleep before I left."

Fr at understrege, at han ikke var vred eller havde andre negative følelser, strøg han hånden over Gabriels hår i en rolig bevægelse.
"It makes me worry about you."

Gabriel trak sig ikke væk fra Julien, men blev siddende hvor han var. Han kunne godt mærke at dæmonen ikke var vred, men bare gerne ville høre om han var okay... Men det betød ikke at han ville gøre Julien bekymret så kort tid efter han kom hjem. Han lyttede til hvad der blev sagt, og overvejede ordene lidt.

"I dunno why I don't like to sleep. After I... The accident, I just get anxious when I go to bed, and I can't..." Han rømmede sig lidt. "It's gotten worse. I can't sleep at all" indrømmede han til sidst. Det var ikke noget han havde fortalt Lucan, de havde kun snakket overfladisk om diverse ting, og han havde ikke rigtigt haft tillid nok til varulven, til at fortælle ham noget yderligere.

Han overvejede halvt at spørge om han måtte overnatte inde hos Julien, men lod være. Julien var sikkert træt, og glædede sig til at ligge i sin egen seng igen, så det var nok ikke i dag han skulle det. Måske når dæmonen var faldet til igen, kunne han spørge. Et par dage uden søvn til eller fra gjorde ikke Gabriel det store. Han havde holdt sig vågen længere tid af gangen før han mødte dæmonen, og helt svanset var han vel ikke blevet siden da.
"I'm sorry if I worried you, while you were gone. I'm just trying to get back into my routine, and it's not as easy as I thought it would be."

Julien ventede tålmodigt på, at Gabriel kom frem til et svar, uden at røre på sig. Så han kunne slet ikke sove overhovedet? Det var bekymrende. Julien vidste ikke, hvor meget en vampyr havde behov for at sove og hvor længe de kunne gå uden - fysisk var det nok ikke nødvendigt som sådan, da deres kroppe jo ikke regenererede som levende væsners, men mentalt var det nok alligevel nødvendigt. At slukke hjernen og beskytte den for indtryk. Så at Gabriel overhovedet ikke sov, var nok ikke ligefrem sundt, slet ikke for hans psyke. En mindre rynke viste sig i Juliens pande. Hvad kunne han gøre ved det? Der måtte være en måde at hjælpe Gabriel med at sove.

"Don't be sorry. It's okay. I don't mind." Han stirrede ud i luften for et øjeblik, mens han spekulerede på, om han kunne gøre noget for den unge vampyr. Det eneste han kunne komme på var, at lade ham sove inde ved ham. Det havde virket før.
"Do you want to sleep in my bed? I got the impression, it have had some effect before?" Han gav ham et lille klem. "Before you start protesting, I'm okay with it. My sleep isn't affected."

Han mente, det han sagde. Han sov ganske fint, selvom Gabriel lå ved siden af ham. Han sov som sædvanligt aldrig helt tungt, men tungt nok til ikke at vågne, hvis Gabriel rørte naturligt på sig. Det påvirkede ham ikke. I Sverige havde flere af nætterne også foregået i en dobbeltseng med en person ved siden af, endda i fysisk nærkontakt. Det var jo ikke ligefrem meningen, at Gabriel og Julien skulle sove tæt. Selvom Julien nu nok kunne overtales til at lægge en arm om Gabriel, var det nødvendigt. Han skulle nok stadig falde i søvn.

Gabriel tøvede en anelse. Han vidste ikke helt om han skulle sige ja eller nej til Juliens spørgsmål. For på den ene side ville han gerne sove hos dæmonen, og faktisk have muligheden for at få en god nats søvn, men på den anden side var der ingen grund til at drukne ham i sin tilstedeværelse så snart han var trådt ind af døren. Men han tog en hurtig beslutning i rystede lidt på hovedet.

"No, I'm okay, it's fine," Han trak sig lidt tilbage fra krammet så han kunne se op på Julien. "I don't want to impose, and honestly, I've slept less in the past. I bet you've missed sleeping in your own bed." Han trak kort på skuldrene, og sendte ham et beroligende smil. Ja, han var træt, men Julien skulle gerne falde til, før Gabriel ville begyndte at trænge sig på. Og som sagt, om han holdt sig vågen i lidt længere tid, eller ej, det gik jo nok.
"But thanks for the offer. I might hold you up on it later" han prikkede Julien lidt på brystet og smilede fåret op til ham.

Julien flyttede blikket ned på Gabriel, da denne trak sig lidt væk, så de kunne se hinanden. Roligt betragtede han det unge ansigt, mens Gabriel svarede. Der var ingen tvivl om, at Gabriel sagde nej for Juliens skyld. Det var på en eller anden måde en smule underligt, mest fordi det føltes som om, at han gjord det ud af affekt og ikke skræk. Altså han gjorde det, fordi han faktisk bekymrede sig om, at Julien fik en god nats søvn. Meget havde god nok ændret sig igennem den tid, de havde kendt hinanden.

"Please do if you need to. It is important to me that you take care of your self." Julien lod igen en hånd køre over vampyrens hoved og så alvorligt på ham, men stadig med fornemmelsen af et smil i både øjne og mundvig. Et venligt smil.
Han vidste, at det ville være spild af energi at forsøge at overtale drengen, hvis de var noget han havde fundet ud af, så var det da, at Gabriel var stædig og når han tog en beslutning, skulle der en del til at få ham talt ud af det.

Nu hvor Gabriel havde flyttet sig en smule, strakte Julien sin ryg en smule ud. Han var ikke ligefrem vant til at sidde på gulvet. Ikke at det gjorde noget, hans fysik kunne sagtens holde til det.
Han var dog ret træt, også efter flyveturen. Selv på første klasse var det ikke ligefrem behageligt at være klemt inde i en flyvende metalkasse med andre mennesker, hvor man ikke ligefrem kunne tage en behagelig gåtur. Julien var ganske imponeret over, at menneskeheden havde opfundet flyet, men det ville aldrig blive hans favoritmåde at blive transporteret på. Han var en ilddæmon, ikke en luftdæmon.

Gabriel var af natur meget stædig. Havde han taget en beslutning skulle der meget til for at han skiftede mening, uanset hvad det var om. Om det var hvorvidt han burde sove, eller om han skulle dræbe en person, som meget let kunne dræbe ham først, så havde han taget en beslutning og den ville han holde ved. Måske ikke den bedste egenskab i alle tilfælde, men sådan var det nu en gang. Gabriel var vant til at klare sig selv, og derfor holdt han sig ofte til sine egne planer.
Men det var lidt noget andet når Julien var inde over hans beslutninger. For manden havde altså tortureret ham, selvom han selv ikke mente at det var noget de behøvede at tænke på. Men det havde altså svækket hans stædighed en del. Og det var næsten kun blevet værre, da deres forhold blev stærkere. Nu var det ikke længere frygten for Julien (som efterhånden var falmet en del) men nærmere respekten og de næsten familiære følelser han havde for ham, som hev i ham.

Måske var det derfor at Juliens insisterende tilbud om at han kunne sove hos ham, blev mere og mere tillokkende, selvom Gabriel ville have det dårligt med at tage imod det. Og udover det havde han jo også savnet Julien, uanset om han ville være ved det eller ej. Det var altså ikke kun dæmonen som havde det svært med de følelser der var i mellem dem

Man kunne godt se det lidt i hans øjne. Før havde han sagt nej, uden at bruge mere end et par sekunder til at overveje det, men nu? Han rynkede lidt på panden, hvilket var en ret tydelig indikator på at han rent faktisk overvejede tilbudet. Han var træt, og han ville gerne prøve bare at få et par timers søvn... Men han ville bare heller ikke presse Julien ud i at blive lige så stresset som før sin ferie. Selvom Julien var svær at læse, skulle der ikke meget til før man kunne lægge to og to sammen, og indse, at det ikke havde været arbejdet der havde gjort ham stresset. Gabriel følte sig splittet, men kom til sidst til en konklusion.

"No, you're getting your beauty sleep, and that's final." Han nikkede bestemt for at understrege sin beslutning. Bare fordi det havde hjulpet før, at han havde sovet hos Julien, betød det altså ikke at han ikke ville få et mareridt og vække dæmonen. Selvom han havde det bedre nu hvor han vidste at Julien faktisk var kommet tilbage, var han mentalt ustabil for at sige det mildt, og søvn lige nu var ikke sikret at være rolig. Han havde brug for et par dage, så han kunne være sikker på at det ikke var hans sindssyge der fik ham til at tro, at Julien var hjemme. Det var overbevisende indtil nu, men han vidste at før han var 100% sikker, ville han sagtens kunne have mareridt om at Julien ville tage afsted igen.
"But I can stay over during the day if that makes you less worried. Now go to bed, I'll clean up my magnificent pillow fortress before tomorrow morning."

Julien fortsatte med at betragte Gabriel, som denne stadig så ud tl at overveje tilbuddet. Men det blev til et nej og det accepterede Julien med et nik. Bare det, at han kunne se, at Gabriel overvejede det, var nok for ham. For det betød, at han følte sig tryg nok ved Julien til at ville det.
"I'm not doing anything important the next few days, so you're welcome to stay. I wouldn't mind some company. Even a sleeping one." Hvilket var sandt. Og nu var Gabriel for det meste let selskab, der sagtens kunne underholde sig selv.

Julien kastede et blik på sit armbåndsur. Måske det var på tide at gå i seng. Eller måske han skulle finde noget at spise først, han blev altid sulten af at rejse. Sulten og træt.
"I'll go to bed in a moment, after I have checked the refrigerator. If I know María she has left me something to eat." Han var meget glad for sin rengøringsdame, som altid gik det ekstra skridt for at tage sig af ham. Han havde prøvet at forklare hende, at hun ikke skulle passe på ham, men hun tog det som en personlig opgave og han kunne ikke få hende til at lade være.

Han gav Gabriel et blidt klap på hovedet og fik klemt sig ud af fortet igen, inden han rettede lidt på sit i forvejen krøllede tøj og gik så ud i køkkenet. Ganske rigtigt, der stod en beholder med noget mad i køleskabet med en seddel, hvor der stod velkommen hjem på spansk. Det tog ikke lang tid for Julien at få maden varmet og spist, sulten som han var. Bagefter tog han sin taske og gik ovenpå, hvor han gjorde sig klar til at gå i seng. Til sidst gik han ned i stuen igen for at sige godnat til Gabriel.
"I think, I'll sleep in tomorrow." Hvilket for Julien betød, at han sov en time længere end han plejede.

Endeligt kunne han lægge sig i sin egen seng og med et suk slukke lyset. Ude havde været godt, rigtigt godt, men denne gang var hjemme bedst. Det tog ikke mange minutter, før han sov.