månelys og engleblod

T: midnat
S: en lysning i skoven.
O: kun luciel.

luciel sad midt i en lysning, badet i måneskin. hendes nakke var dukket og hendes nu korte hår stod vildt ud til alle sider. den i forvejen allerede dødningeblege hud var endnu hvidere end den plejede, og hendes tøj var forrevet og flere steder var der brændt store huller.
hun løftedet hovedet op mod månen og man kunne se en dråbe blod i hendes mundvig.
hun elskede at sidde i månens lys. der fantes ikke bedre steder at tænke.. og tænke gjorde hun.. på blodet der bøb ned af pitch hals.. på helvede.. hans ritual.. og smagen af engleblod!
vinden der snoede sig igennem skoven var kold, men hun frøs ikke og så ud til at nyde den. en ondskabsfuld latter kom ud af hendes røde, smukt svungne læber da hun huskede englens smerte.. hun elskede at lege med sine ofrer!
- bare vent pitch... vi vil ses igen!

Milla kom gåde ned mod skoven.. Hun føkte der var noget der plagede hende.. Hun tænkte på Pitch.. Hvad var der mon galt med hende? hun havde tænkt påpitch 24.7 i døgnet. hun drejede ind i d i skoven mens henedes øjne flakkede. Hun havde på en måde sommerfugle i maven, men på en underlig måde? Hun gik lidt vidre ind, men syndees hun hørte en ond latter. Hvad var det mon?

Luciel hørte nogen lidt væk. og søgte med sit sind efter væsnet. hun var i godt.. ondt.. humør.
- ah milla.. hvilen glædelig overraskelse..
hendes stemme var rolig, men der var noget ondskabsfuldt og legesygt over den. milla burde ikke have noget problem med at genkende den.

hendes vrede blussede op da hun hørte Luciels stemme.. Hun hade hende. Hun havde i vært fald det ikke godt sammen, med hende. Hun kørte langsomt en hånd gennem hendes hår. Hun havde kølige øjne, men stadig var de smukke som månen.
Hun kiggede på Luciel med et´ondt blik "En dårlig fornøgelse at se dig" sagde hun køligt.

en kold latter kom fra luciel og hun rejste sig smidigt op. hendes bluse var brændt væk til over navlen og hendes bukser var forrevede. en nyt rødt ar strakte ssig ned over hendes helt hvide mave.
med en doven katteagtig gang bevægede hun sig over mod milla..
- ved du hvad jeg har gjordt ved din lille ven dødsenglen?..
hun går stille rundt om milla, og det er tydeligt at det morer hende.

" HVAD HAR DU GJORDT VED HAM!" råbte hun, tårene pressede på. Hun holdte dem inde, men man kunne se at hun var tæt ved at bryde ammen. HUn knyttede næverne af vrede og bed sig hårdt i læben. Hun lukkede lid efter øjne hårt sammen, men åbnede dem hurtigt efter. Men en tåre gled ned af hendes kind.

- hvorfor vil du dog vide det.. han har ingen betydning mere.. han er væk..
på luciels smil kunne man godt se hvor meget hun havde nydt englens smerte og hvor meget hun nu nød millas.
hendes øjne lå i skygge men de gnistrede af fryd!
hun fangede pigens tåre på en finger og den frøs øjeblikligt til is! hun lod den falde til jorden og den knustes.

Tårene trillede ned af hendes kinder, de glitrede som krystaller..
"Nei" hulkede hun og faldt sammen på knæ... HUn kiggede ned i jorden mens hun græd stille og lyd løst. Hun havde sine hænder for øjnene.. Mens hun mumlede "Nei, nei, nei" til sig selv mange gange.

luciel lo højt.. hun elskede det her spil.. og hun elskede engleblod!
- du kommer desværre nok til at se ham igen.. han har sådan en hyggelig bolig i helvede..
et koldt blik på milla fik igen hendes øjne til at lyse af fryd.
- sikke let du troede på at jeg havde dræbt ham.. hvilken rørende tro på ham.. det vil jeg huske at fortælle ham.
hun lo igen.

Hun rejste sig selv om tårnene trillede ned af hendes hvide kinder.
Hun rystede af vrede, hvad skulle hun gøre? Hun sprang automatisk på hende..
"IKKE HVIS JEG DRÆBER DIG FØRST!" råbte hun og puffede hende ned i jorden..
Hun følte had og vrede. Hun holdte hende nede ved jorden.

- drop det, lille pige.. den her har vi haft før.
uden besvær vippede hun den halvblods ned, og satte sig på hendes brystkasse. nu var hendes låst fast til kroppen.
luciel bøjede sig langsomt ned mod milla og hviskede grådigt..
- du skal være meget glad for at jeg lige har spist!
hendes blik flakkede..
- men et mellemmåltid kan man jo altid bruge...
hendes øjne var vilde, men pludslig satte hun selv af, baglæns, med en meget høj fart og hamrede hårdt ind i et stort træ.
man kunne høre på det sprøde knæk, at noget brækkede inden i hende.
- ikke dræbe unødvendigt!
hendes stemme var hæs af smerte, og hun rejste sig ikke.

Hun fik rejst sig.. Hun var ikke direkte bange, men dog lidt. Hun satte fra og løb væk fra Luciel. Ville hun mon følge efter hende? tanker strejfede hende. Hun følte had, men samtidig var hun bange nu. Hun løb og løb.

- lille pige.. jeg vil ikke dræbe dig.. ikke idag..
luciels stemme der gav genlyd i millas hovede var hæs af smerte og det var tydeligvis ikke sandsynligt at vampyren fulgte efter hende.
et gisp af smerte kom over luciels læber da hun prøvede at rejse sig op. der var afgordt noget der var brækket!

Bag træet. som Luciel ramte, trådte Pitch frem.
Da han så den grædende Milla, satte han i løb, og omfavnede hende, som om han aldrig ville slippe hende igen.
"Det er i orden. Jeg er okay."
Han hviskede nærmest, og smilede til hende.
Han så kort på Luciel.
"Jeg håber ikke, hun gjorde dig alt for bange."
Han begyndte at græde.
"Jeg har været så dum..."

Hun kiggede op på ham.. Hun omfarvnede ham da han krammede hende.. "Jeg var så bange "hulkede hun mens hun var i hans arme. hun var ikke bange fo at dø, men for at miste ham. Hun knugede sig ind til ham. Hun smilede kort til ham, selv om tårnene trillede ned f hendes kinder

- goddag pitch... lang tid siden siden sidst.
hendes stemme var ironisk og hun så med afsky på dem. hun lænede sig tungt mod træet med en hånd på dets stamme og en pulserende energi begyndte at helbrede hende. det gjorde tydeligvis rigtigt ondt.
med en kats smidighed sprang hun op i træets krone og lo hånligt af dem. de var ynkelige. dødsengen havde ladet hende opdage to af hans svage punkter!

"Jeg har virkelig lavet nogen fejl i nat... Jeg håber du kan tilgive mig?"
Han så på hende med et sørgmodigt udtryk i øjnene.
Så omfavnede han hende igen.
Han lagde slet ikke mærke til Luciel...

Hun tog armene om ham "Jeg kan altid tilgive dig" sagde hun med et kært smil.
Hun smilede kært til ham.. Hun havde glemt alt om Luciel, fordi han var her..
Hun smilede og kiggede ham dybt i øjnene.

luciel hoppede igen ned fra træets krone og var mildest talt ved at brække sig.
hun satte sig under træet og begyndte at lege en ny leg.. hvor hårdt skal man kaste en sten for at der går hul på halvblodens hud..
allerede hendes første kast var hårdt nok til at slå hul på huden af et menneske.

Hans øjne havde stadig et svagt rødt skær over sig, men det var ikke noget særligt.
"Vi sloges... Mig og Luciel... Jeg tabte... Hun bed mig... Jeg lavede et ritual... I Helvede, for ikke at blive til en vampyr...
Det var forfærdeligt..."
Han græd og smilede samtidig, og han var rigtig glad for, at hun var der.
Pludselig ramte en sten Milla, og han kom hurtigt på benene.
Han stillede sig imellem dem, og så på Milla.
"Er du okay?"
Han smilede bekymret.

En flænge kom på hendes ben.. Hun nikkede "Ja det er okay" sagde huns tille og lod en finger berøre blodet der løb.. Hun tørte det væk med hånd fladen.
Det sveg lidt, men det var ikke slemt.

"Godt."
Han smilede til hende.
Pludselig stod han over Luciel.
Han tog hendes arm i et fast greb, og tog stenen ud af hånden på hende.
"Hvis du ikke stopper, bliver vi nødt til at gentage optrinnet fra igår, og det er der ingen af os, der ønsker."
Han så vredt på hende, og strammede grebet om hendes arm, lige før han slap den.
Derefter gik han tilbage til Milla, og omfavndede hende igen.
"Jeg er glad for, du er her."

Hun smilede til ham og holdlte ham tæt til sig, "Jeg har savnet dig" hviskede hun i hans øre, med en blid stemme. Hun smilede kært til hamog lagde sit hoved ved hans..
Hun smilede med glitrede øjne, til ham.

"Jeg har også savnet dig... Det føltes som en evighed, da jeg blev bidt."
Han smilede tilbage, og han så hende dybt i øjnene.
Han så på hendes sår.
"Kan du selv lappe det sammen?"

Hun kiggedde dybt i hans smukke øjne.
Hun smilede stille, og kært til ham.
Hun nikkede.. "Er du okay, efter det i helved?" spurte hun stille.
Hun nikkede til hans spørgsmål om såret.