Månelys! (Ahngel)

Omgivelser: Igen…!
Sted: Bjergene!
Tid: Nat..
Vejr: Køligt, med et let vind…
Dato:?

Mørket var ved at falde, på. Mens solen var væk, ikke en enkel lysstråle skinnede igennem. Lilly gik stille oppe på et af de høje bjerge. Hun bed sig let i læben, mens hun gik hen af bjerget. Månens lys hjalp, med at vise vej. Hvorhen vidste hun ikke, men hun skulle vel nok finde et eller andet. Hun bed sig hårer i læben da hun var tæt på at vælte ud over klippen. Hun mumlede noget utydeligt, og gik så stille videre. Hun smilede let, da hun så et fladt sted. Hun gik forsigtigt derover. Hun satte sig let på klippen. Hun kiggede ud over den. Der var igen mørkt. Hun smilede let og bed sig kort i læben. Hun var ikke så bange for mørke mere. Nu havde hun jo fået noget at glæde sig over… Venner…

Lidt derfra på en af de vakkelvorne spidser af stenophøjninger stod Ahngels lange tynde skikkelse. Han stod på et meget lille areal, men var utrolig afbalanceret som han stod der. De fleste ville ha faldet ned derfra, da det udelukkende var en spids han stod på. Dog rørte han ikke en muskel som han stod der.. ligesom en del af klippen, som var udhugget med menneskelige propertioner og det mest indsugende dybe blik man kunne tænke sig. Vinden tog let i hans hår og mørke tøj for at bevise han ikke var en stenudhygning. Måske var han så kold som disse sten, men han havde dog bøjeligt kød og sanser som de fleste nattedyr. Han stod og betragtede byen med et stille blik, med de blodrøde sugende øjne halt overskyede af hans marmorhvide øjenlåg.

Lilly mærkede let de kolde sten som hun sad på. Men hun lod sig ikke provokere af det. Hun var selv isene kold. Mange troede hun havde, `vampyr´ blod i sig, fordi hun var så bleg og kold. Men hun opførte sig heller ikke altid helt menneskeligt, men dog nogle gange. Hun bed sig let i læben før hun let strøg sig i håret. Man kunne tydeligt se hende, fordi hun havde hendes hvide tylskørt på. Hun elskede tylskørter det var det bedste at have på sammen, men gamacher og converse. Hendes converse var falmet i farven, fordi der havde regnet så meget på det sidste, så de skinnede ikke op. Man kunne næsten ikke se hendes ben, fordi hendes gamacher, var kulsorte, med en enkel sort syede rose på. Den så tydelig trist ud, meget dyster.

Ahngel lod sit røde ulmende blik glide væk fra byen og ud til sin side hvor han så hende. Han betragtede hende i en tid og kunne ikke lade være med at lade de tanker gennembore ham. Vær sød ikke at falde ned.. Han tav kort da han fandt sig selv bekymre sig om hendes sikkerhed i de høje bjerge. Han burde være ligeglad, ikke? Ahngel sukkede og kiggede ned imod bunden med et klart blik. Mange ville blive svimle og vige tilbage i stedet for at kigge nærmere. Men ikke Ahngel. Han kiggede ned og så bunden så klart som var den lige under hans fødder. Han rettede sig op og kiggede igen på Lilly med et tænkende blik. Gad vide hvad hun egentlig lavede heroppe?

Hun vippede let med hendes fødder ud over kanten. Hun kiggede kort ned.. *Neii.. Der er langt ned* tænkte hun med et smil. Det var nok ikke det smarteste sted for hende at være, især ikke med hendes klodset hed. Hun smilede let, og bed sig kort i læben før hun vendte blikket hen mod ham. Hun vinkede let, til ham, med et smil. Hun vippede stadig med hendes fødder hægede ud over bjerget.

Ahngel rynkede kort på næsen, da han ikke brød sig om det sted hun sad ved. Han gøs kort inden han satte af og forsvandt fra sin plads, for så at dukke op lige bag hende. Hans lange hår gav kort efter for hans acceleration og gippede meget kort i vinden. Han viftede irriteret en af totterne væk fra øjnene inden han betragtede hende med et roligt indtagende blik. "Bonnesoir Lilly." sagde han formelt og betragtede hende lidt bagfra. Stenen de var på syntes fast nok. Ahngel smilede kort for sig selv inden han afprøvede vægten fra ene fod til den anden for at se om det alligevel var stabilt nok.

Hun smilede let.. "Hei med dig" smilede hun kært til ham, lidt efter vendte hun blikket mod ham. Hmm.. Det var endelig lidt længe siden hun havde set ham.. "Hvordan går det så?" spurte hun smilede. Hun bed sig kort i læben, før hun strøg noget af det lyse hår væk. Hendes øjne lysede nærmest i mørket.

Ahngel lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende. "Det går udmærket... som det nu kan gå." sagde han stille og satte sig ved siden af og kiggede ligeså ned i en lille tidsperiode. "Hvad med dig?" sagde han kort, stadigt kiggende inden han rejste blikket fra bunden og op på hende. Han betragtede kort området med bjergene som gik i et med skyerne. Bjerge havde altid forundret ham.

Hun smilede stille.. "Det går vidunderligt.. tak" smilede hun kært, og tænkte på alle de vidunderlige ting hun havde set og mødt. Men der var dog også nogle dårlige. Ligesom da hun blev overfaldet, men så nåede hendes ven Veulf at redde hende. Hun smilede let fordi hun tænkte på alle hendes nye `minder´.

"Vidunderligt ligefrem?" sagde Ahngel tænkende og så på hende. "Der må være sket noget ret godt?" sagde han så og vendte roligt de indsugende røde øjne væk i et kort øjeblik, da en fugl opfangede hans fysiske opmærksomhed. Han så derefter på hende igen med et attert roligt rødt blik. Han lagde hovedet lidt på skrå. Hun smilte.. det var en god ting. Han kunne godt lide smil. så behøvede han nemlig ikke selv nødvændigvis at smile, selvom det i dette tilfælde kom en smule frem.

Hun smilede let og kiggede kort betragtede på ham. Hun bed sig let i læben, mens hun stille bare igen vendte blikket ud mod klippen.. "yeps" mumlede hun glad, og strøg en hånd gennem håret. Hun bed sig igen let i læben og vippede let med hendes fødder.

Ahngel smilede omfattende og nikkede kort for sig selv. "Det glæder mig." sagde han, dog en smule passivt. "Så du har fået sted at bo eller hvad?" spurgte han så og vendte endnu engang de knaldrøde øjne imod hende med et undrende blik. Han håbede hun havde. Han brød sig ikke om at hun skulle bo på gaden mere.. det hugede ham overhovedet ikke.
Slet ikke.

Hun smilede kort til ham.. "Nej ikke endnu" sukkede hun let og bed sig i læben. Hendes hår duftede igen svagt af vanilije. Hun bed sig let i læben.. "Har du så oplevet noget nyt på det sidste?" spurte hun stille med et kært smil. Hun bed sig igen kort i læben, mens hun afventede svar.

"Ikke meget." sagde han stille og kiggede ud til siden med et lidt ligegyldigt og opgivende udtryk. Det havde været det samme. Opvågning. Drab. Udførelse af diverse hobbyer og så tilbage til skrivebordet for at holde styr på Point Du lacs forbandede regnskaber. Hvem sagde at vampyrer ikke laver andet end at æde og torturrere? De var efterhånden lige så velorganiserede som de stupide mennesker.

"Det lyder kedeligt" smilede hun kært og strøg lidt hår væk
Hun bed sig igen i læben; Det var vidst blevet en dårlig vane. Måske gjorde hun det lidt for meget engang imellem. Hun smilede altså stadig, mens hun igen vippede med hendes fødder ud over kanten.

"Nah." mumlede Ahngel med et kort smil. "Jeg kan egentlig godt lide min hverdag.." sagde han så og ville egentlig påpege undtagelsen ved at holde styr på frankrigs grådige vampyrer, men lod det nu ligge. "Hvad laver du egentlig heroppe?" sagde han så og vendte endnu engang sit skjulte mystiske blik imod hende med en let antydelse af undring. Det var nok ikke lige her han havde været hvis han var hende.

Hun smilede kært.. Hmm.. Hvofor var det nu hun var heroppe? "Jeg aer det faktisk ikke?" smielde hun stille og kiggede ned af bjerget igen. Det underlige var at hun ikke lige frem var højdeskræk. Hun smilede kort igen da hun kunne se de meget små biler kkøre rundt-

Ahngel lagde hovedet på skrå og lod et smil træde til. Det svar havde åbentbart mere appell til ham end han sådan lige troede. Spontanitet er sådan en dejlig ting. Han kiggede også ned i en tid. "Det er også grund nok i sig selv" sagde han med et kort himmelvendt rødt blik. Så tæt på himlen og dog alligevel så langt fra.

Hun smilede kært, hun gled frem af pludselig.. Hun gled lidt ned af klippen men nåede lige at gribe fat i et klippe stykke. Hun hev sig så kort op igen. Hun satte sig lidt lægere inde. Det MEGA tæt på at hun var ved at styrte i døden der, men heltigvis skete der ikke noget hun glemte helt at svare ham.

Ahngel betragtede hende idet hun gled en smule foran og fik pludselig et helt andet udtryk i ansigtet. Som en negativt overrasket kat. Hans øjne insnævrede sig til tynde pupiller med et forskrækket glød. Han sukkede opgivende da hun trak sig op igen. "Lad vær med det!" sagde han så og kiggede kort ned. Han rynkede irriteret på næsen.

"Det var da heller ikke meningen " mumlede hun og bed sig i læben. Hun bandt let hendes sko igen, de var gåert op igen. Hun bed sigg stadig hårdt i læben. HUn lod langsomt en hånd køre gennem håret da hun var færdig med at binde hendes snørebånd. Hun smilede let og fjernede hånd og satte den ned på den koodle sten.

Ahngel kløede sig på halsen idet han metalt skældte sig selv ud. Han kunne være ligeglad? Han så lidt på Lilly.. Ikke? Han sukkede opgivende og kiggede opad. "Mon der er andet deroppe?" mumlede han en smule for sig selv. Han havde altid tænkt over om der var noget bag skydækket. Noget som man ikke med det blotte øje kunne se.

"Det ved jeg ikke" mumlede hun stille før hun kiggede op mod den store himmel. Hun smilede kort, men før hun kunne blinke røg der en regndråbe ned. `plask´ sagde det da regngen begyndte at plaske ned. Hun smilede let, dejligt, med lidt regn.

Ahngel så op og betragtede vandet imod hans ansigt. Han blinkede dog ikke en enesta gang imod regnen og hans lange sorte hår glattedes og klistrede sig imod hans marmorhvide smukke ansigt. Han smilede kort for sig selv. Regn. Han holdt af regnen og han var nu tættere på den end nogensinde. Han havde sjældent været i bjerge så høje.

HUn lagde sig elegant nned og mærkededen herlige regn mod hendes ansigt... regn var bare det bedste vejr ever! Hun smilede og lod de små vanddråber ramme hendes ansigt. Hun smilede kært og pustede let en hår tot væk fra ansigtet. Hun smilede let og gabte stille.