Som et barn igen - Maylana, Robby

Tid: Aften, eller nærmere nat
Sted: Legepladsen ved rutchebanen
Vejr: det er mørkt, men stadig varmt
Omgivelser: Kun Madelaine

Legepladsen stod tom og øde hen, da en mindre skikkelse langsomt gled hen imod den. Man kunne aldrig vide præcis hvordan denne kvinde så ud, eftersom hun var formskifter, og med lethed kunne forvandle sig til enhver anden levende person, som hun havde set eller mødt. Denne dag var hun dog i hendes naturlige skikkelse. ikke anden end 160 cm høj, med langt mørkebrunt hår, og lysende grønne øjne, som roligt gled fra side til side.
Madelaine havde ikke boet i Terre specielt længe, og hun havde knap nok fundet sig til rette, før hun var blevet hyret til at stjæle en genstand fra herren af Di Morga. Men nu stod hun her.. på en legeplads, som dengang hun havde været tolv år gammel, og lod kærtegnene fingrene glide ned langs rutchebanens kant. Den gullige maling, var efterhånden begyndt at falme under den varme sol, der normalt bagede over stedet, men alligevel havde stedet en vis charme over sig måtte hun indrømme.
Madelaine overvejede kort at forvandle sig til en mindre pige, som hun havde set tidligere på dagen, for at kunne lege på legepladsen uden at nogen ville fatte mistanke omkring hende. Den tanke kom hun dog hurtigt fra, eftersom magi krævede energi, ligemeget hvilken form for magi det var. Hendes var dog ikke så krævende, men det var dumt at bruge den på unødvendige ting, som at skjule sin frygt for at blive set.
Istedet begyndte hun langsomt og elegant, at klatre op af den rustne stige, som mest af alt lignede noget som kunne falde sammen når som helst. Alligevel nåede hun op på toppen, hvor hun langsomt lod de smalle fingre glide om metalstangen, som var spændt fast over selve ruchebanen, så man kunne svinge sig i den, og få mere fart nedad. Madelaine satte sig dog bare ned på den gule maling, og mindede sig selv om hvor smart hun havde været, at vælge at tage leggings på under den pink nederdel.

//Rækkefølge:
Madelaine,
Robby
Maylana
//

En meget bleg dreng trådte ind på legepladsen. Der plejede at være nogle små børn tilbage på denne tid af aftenen. Hans slidte, sorte converse sko, skrabede hend af jorden. De matte, og hulede jeans, sad stramt på hans perfekte ben (For en mand) og den sort-røde ternede skjorte hang løst, med de fire øverste knapper (som var gået i stykker) ude af hulerne. Det var dog drengens/mandens ansigt der var flottest til ham. Nu var hans øjne røde som den rødeste blod, og han ville kunne springe på en drage vis det ikke var fordi der ikke var nogen. Byen Terre, havde været meget tom, idag. 'Hvorfor mon?' tænkte robby. Han satte sig på en gynge, og åndede ind. Lugten af elver hang i luften. Men der var også mere. Et dyr måske?! Eller bare lugten af Alt muligt? Et hjerteslag, hurtigt som en kolibris vinger, kunne høres. Selvfølgelig kun af ham, da hans hørelse var 100 gange bedre en normale menneskers. Han ville kunne høre en fårekyllings prut, på 100 meters afstand. HAn så sig omkring, parat til at løbe væk.

En helt almindelige pige, på de tyve kom gående ned igennem gader på denne tid af dagen, eller retter aftenen. Et suk gled igennem Maylanas læber mens hun langsomt lod sig glide igennem skyggerne. Aldrig havde hun været så sent ude, mest af alt fordi hendes bror ikke ville lade hende gå ud på grund af hendes situation. Som indeholdte at hun var blind. Maylana, var en meget køn pige, men ikke den smukkeste. Langt brunt hård, som var sat op i en hestehale, nogle stramme sorte bukser, som sad tæt om de slanke lange ben. Da Maylana var omkring de 1.80, måske en smugle mindre. Hun havde ikke rigtig styr på det mere, efter som at det ikke lige var noget hun tjekkede. Hun var som 17årig ramt af kræft ved øjnene, som havde forudsaget at hun var blevet blind. En sygdom, hvor på hun havde mistet alle hendes venner. Ud over hendes bror, som havde taget sig af hende, efter at forældrene var gået bort. Så hurtigt. Et lille ryst viste sig på hendes hoved, mens hun fortsatte sin gang. Inden længe kom hun til legepladsen, det var meget nemt for hende at vide at det var her hun var. Lågen var som altid knirkende, og langsomt åbnede hun lågen, og lod pinden føle sin vej ind på pladsen.

Madelaine lod sig ikke mærke med den knirkende havelåge, som langsomt gled op, eller lyden af noget plastik, som konstant ramte mod jorden. I dette øjeblik havde hun kun øjne for den rutchebane, som hun skulle til at glide nedad. Ikke engang den anden skikkelse, som befandt sig ovre ved gyngerne kunne fange hendes opmærksomhed. *Så det nu Maddie* tænkte hun for sig selv, inden hun trak vejret dybt et par gange, og skubbede armene en anelse bagud, mens hænderne blev hvor de var. I det næste sekund var Madelaine på vej ned ad rutchebanen, og et muntert og barnagtigt smil gled hurtigt over til altid muntre ansigt, mens hun stak armene i vejret.
Turen var dog alt for hurtigt overstået, og Madelaines sko gled ned i sandet, som lå for enden at den. Nu lod hun endelig blikket glide rundt, hvor hun først så drengen, som sad på en gynge, og virkede ret ensomt, hvorefter Maddie vendte blikket over mod havelågen, og så et syn, som hun aldrig havde regnet med at se. En blind pige, og endda yngre end hende selv. madelaine havde ellers haft den tanke om Di Morga, at det kun var smukke piger og drenge, som boede i byen, væsner og mennesker som praktisk talt var perfekte, hvilket hun langt fra selv var.
Hendes godmodige halvdel tog hurtigt over, eftersom Maddie var en af de personer, som elskede at hjælpe andre.. Især hvis de havde brug for det. Hun vinkede kort til drengen på gyngen, for at vise at hun havde set ham, inden hun satte i en rolig og normal gang over mod den blinde pige. "Hej" sagde hun lagnsomt, og en smule tøvende, da hun var kommet op på siden af hende, og lod hendes blik nærstudere pigen.

Robby ignorerede hendes vinken, og kom til at tænke på. Grydeskeer. 'Typisk til Rob.. Hvorfor grydeskeer? Hvad er der specielt ved dem?' spurgte han sig selv. Han satte sig i sandet, og lagde sig ned. Alt for hurtigt rejste han sig igen, og kylede en plastik-form over i et træ, hvor begge dele smadrede. 'ups' tænkte han, mens træet væltede med et brag. Politiet var for vant til disse brag så de ville ikke komme. Han lagde sig på ryggen, og kiggede på de mange stjerner. Et stjerneskud for over himlen. 'nu må du ønske rob' tænkte han til sig selv. Hans ønske var det samme som altid. At blive normal og ikke en udstødt. HAn ønskede ikke længere at være et mørkedes væsen. Alt det had. Han lukkede øjnene, og ønskede sine drømme tilbage. At kunne drømme. Det var hans største ønske. I drømme kunne han alt. Flyve, være hurtig.. alt. MEn der var jo en grund til at han ville forvandles. Han havde været lam i benene, da han var menneske. Men nu ville han helere vælge lam, en vampyr. Han sukkede, og åbnede øjnenen, og så atter op på stjernene..

//sorry skal logge men svare imorgen :3//

Det gav et sæt i Maylana da hun hørte en stemme, der sagde hej. Og det var vist nok også til hende. Hun vente langsomt sine tomme grønne øjne mod kvinden, hvad hun gik ud fra på grund af stemmen. Et lille smil bredte sig på hendes læber "jamen, hej med dig.." sagde hun stille og nikkede lidt, af maner. Godt nok var Maylana blind, men det havde hun ikke altid været. Og på den måde, var det også lidt nemmere at huske på de normale høfligheds regler. Giv hånd, smil, vink, nik med hoved. Ja, der var i grunden så meget man skulle lærer som barn. Og at man overhoved lærte det alt sammen, var for hende en gåde. Men forældrene syndes jo i grunden aldrig rigtig at det var helt godt nok. Altid skulle man lærer mere, altid skulle man presse til at blive bedre. Var det ikke godt nok, med at man overhoved var til? Alt det pres. Det var til at blive sindssyg. Hun stod lidt i hendes tanker, da hun kom i tanke om, at hun jo lige nu i grunden faktisk var ret så uhøflig. "Oh.. undskyld.." hun rømmede sig lidt og tog en dyb indånding "Jeg hedder Maylana.." hun tog sin stav og støttede sig til den med den venstre arm, og rakte den højre ud mod kvinden, som ikke måtte stå særlig langt fra hende. I hvert fald, når man dømte efter stemmen. Maylana lukkede øjnene lidt for lytte efter omgivelserne. Og at dømme efter skulle der også være en anden. Men hvem det var, havde hun ingen anelse om, men personen lå henne ved sandet, da det knitrede, som han bevægede sig i det. Igen vente hun sin opmærksomhed, mod den kvinde som havde gået over til hende, for at, hvad Maylana gik ud fra. Var at tale med hende.

Madelaine frembragte et mere muntert smil på læben, da pigen vidst var blevet en anelse forskrækket. Det havde dog ikke været hendes hensigt, men sådan gik det vel. Det var nok også ubehageligt ikke at kunne se hvem der kom mod en, og så bagefter høre en fremmed stemme?
Hun rystede dog tankerne af sig, og ignorede ham den anden dreng, eftersom han havde gjort det samme med hende, mens hun nærstuderede kvinden noget mere. Hun havde også grønne øjne ligesom Madelaine selv. Et navn flød over læberne på kvinden, og Madelaine gik ud fra at det nok var hendes navn. "Maylana" mumlede hun langsomt, inden hun selv vendte blikket ned mod den hånd, som var blevet rakt frem imod hende. Underligt.. Kvinden vidste tilsyneladende udemærket hvor Madelaine stod, efter håndens retning at dømme. Var det virkelig muligt at få skærpet sine sanser så meget? Det måtte det jo være, og efter nogle få sekunder betænkningstid, tog Madelaine imod hende hånd, og gav den et blidt klem. "Madelaine.. Hyggeligt at møde dig" sagde hun venligt, og lod hovedet falde en anelse på skrå, mens hun overvejede om hun kunne tillade sig, at spørge pigen om hvorfor hun ikke kunne se? Måske det var for personligt, selvom Madelaine havde den erfaring med andre, at de hellere ville svare på sådan nogle spørgsmål, istedet for bare at blive nidstirret af fremmede.. Ja nogle havde endda nydt at fortælle deres historie, men hvad syntes denne pige?
"Må.. må jeg spørge hvordan du mistede synet?" Spurgte Madelaine en anelse tøvende, inden hun kort fugtede sine læber. Det gik op for hende, at hun stadig havde et greb om pigens hånd, og slap den derfor, inden hun lettere nervøst tørrede de let svedige håndflader af i sin trøje.