Lose to a girl - Ahngel

Mændende skreg, som om det var en fodblodkamp. Som blev vist på fladskærmstv'et i pubben nede i terre. Alle var mænd. Ud over en der stod frem, en høj kvinde, på over de 1.80. Faste runde former, smalt ansigt, med kantet former. En lille rundt næse, med en næsepirecing. Hendes flammerøde hår var sat op, så kun noget af pandehåret, lagde sig hen over ansigtet. Et lille suk gled igennem hendes mund, mens hun kiggede ind i buret af mændende som kæmpede. Dette var begyndt at blive kedeligt for hende. Lige som alt andet her i byen. Aldrig havde hun rigtigt noget at lave. Altid skulle hun gå steder hen, for at få noget spænding. Denne kvinde, hvis navn var Hope var iført nogle stramme læder bukser, som sad som malet på de slanke tynde ben. En stram sort top som lige sad for at dække de fyldige bryster, var det eneste hun havde op overkroppen, ud over hendes læder jakke. Som hun kraftigt overvejede at tage af.
Endelig var denne runde, over. Og der blev spurgt om der var flere der ville tage kampen op med denne mand.
Et grumt smil bredte sig på hendes læber, manden var træt, og at blive tævet af en kvinde, ville sikkert være noget af det mest ydmygende man kunne drømme om. Og dog, skulle hun vente endnu en runde, også stille op, eller skulle hun slog til nu? Hun sukkede stille og rejste sig op, dog ikke for at kæmpe, men for at gå hen i baren for at få sig en øl. Et eller andet væske måtte hun jo have i sig, selvom hun var død.
"En øl.." sagde hun med en høj og klar stemme, så alle blikke blev vendt til mod hende i baren. Men dette fik hende bare til at smile. Hvis der var noget hun elskede, så var det opmærksomhed. Og denne krop, var direkte det perfekte til det. Aldrig havde hun fanget så mange mænd, som hun havde i disse to dage. Alle havde aldrig rigtig overlevet deres nat efter hos hende.
En mand ravede hende på røven som han gik forbi hende, og hurtigt som en lyn, vente hun sig om, greb om hans håndled, og knækkede det om. En uhyggelig, knasende lyd bredte sig, blandt de andre. Og manden sank samme i et hyl over at hun havde brækket hans håndled. Smilet på hendes læber blev bredere, inden hun slap hans håndled igen, og vente sig om for at få sin øl.

Et åndedrag lod lugten af de mange svende mænd bevæges ind igennem den hvide hud og ned i de normalt stillestående lunger. Stank.. Det var hvad det alt sammen var. Lutter spilleglade slagsbrødre der i sidste ende aldrig ville kunne opgøre en udfordring alligevel, vel? Nok var de muskuløse og måske var de store i kæften, men hvor var de dog patetiske når man observerede dem. Røde dragende øjne lå hen over arenaens område, dog let skærpet af mængden af de prustende mennesker og få væsener af andre slagser. Ahngels røde øjne blev igen ført hen imod det en smule lavere muskelbundt af en manndsperson der havde stillet sig foran ham og prøvet at distrahere ham fra hans dybe tanker med ingen anden hensigt end at være provokerende. "Hey! Så hør dog efter! Er du døv eller sådan noget?" skræppede den alkoholsstinkende menneskesøn. Omkring de 30 og alligevel opførte han sig som et barn der ikke vidste at hvis man talte grimt til læreren ville blive ladt i skammekrogen. Ahngel lagde hovedet på skrå og kiggede igen på den lille sportsliderlige spillegale snylter der så frygtelig gerne ville piske en stemning op. Et makabert smil lod sig stille brede over Ahngels læber, hvilket syntes at være nok til at få den lille mand til at gippe kort og kigge væk. Nok ikke en reaktion han havde regnet med. Ville han slås? Fint? Dette var jo en arena alligevel og Ahngel havde ikke noget imod at lade lidt aggressioner komme op til overfladen. Dog blev han kort distraheret idet han hørte en knækkende lyd i takt med en duft han før havde mærket. Han vendte blikket og betragtede menneskeskaren hvor det røde hår akkurat kunne skimtes igennem. En person han havde mødt en enkelt gang. Det var.. Hope.. eller Faith? Ikke? Ahngel tænkte sig om inden han vendte sig væk fra den ynkelige lille mand, som straks blev opkogt i ansigtet af at blive ignoreret. Efter kort tids uhørlig mumlen greb han fat om Ahngels skulder og prøvede at vende ham om. Ahngel skævede til ham og inden denne mandsperson havde fået vendt ham kom, havde Ahngels knoer allerede slået imod hans nakkeskin og fældet ham i jorden. Ansigter blev vendt og taler blev stumme. Ahngel kiggede stille på den ømmende mand inden han igen vendte sig og begyndte at gå imod den røde flamme imellem det grå menneskekød der udgjorde resten af skaren.

Lige som hun havde troet at det værste var overstået, havde manden hun lige havde brækket armen på, lagt hånden på hendes skuldre. For at smadre hende en lige i ansigtet. Eller det troede han, som hun vente hoved, og så hans knytnæve lige imod hendes ansigt, stoppede hun den, af hurtigt refleks. Hun brækkede nu hans anden håndled, fik hendes ben op i højde, og kicksparkede ham lige maven, så han fløj tilbage ind i en pæl. Inden hun vente sig om til hendes øl, og begyndte at drikke af den, som ingen ting var sket. Dog var hendes sadistiske smil, blevet en del bedre, og en del mere selvtilfreds. Hvor hun dog elskede en god slåskamp, dog, med lidt mere slagkræft i. End det der sølle forsøg, fra denne ynkelige mand, som lige nu lå klynkene på gulvet over at begge hans håndled var brækket, og han derfor ikke kunne komme op på sine ben. Hvilket bare frydet hende endnu mere. Hendes bryn rynkede sig langsomt, da en velkendt duft af vampyr, dannede sig i hendes næse. Hvor hun dog.. hadet denne duft. Langsomt, med et sammetrukket ansigts udtryk, vente hun sig mod manden, som tydeligvis kæmpede sig igennem mængden mod hende. Hvorfor fanden hende!? "tsk.." mumlede hun stille og vente sig om igen, og bællede resten af sin øl, og fik hurtigt bestilt en ny. Mens hun tænkte lidt over, hvorfor hun i det hele taget slet ikke kunne lide dufte af vampyr. *ah..* mumlede hun for sig selv. Hun var jo selv halv vampyr. Cash, denne fyr som Faith havde været så åh forelsket i. Den tid var jo slut. Men hvem fanden var denne fyr, som var på vej mod hende!? Det irriterede hende, at hun ikke huskede en skid af de ting hun havde fortaget sig mens hun havde fået lov til at overtage Faiths krop. Men alt det som Faith havde været igennem i, var som de klareste, faktisk som hendes egne minder.

Det let sydende ubehag i denne halvengels hoved fik et grotesk smil til at brede sig ind over Ahngels ansigt i takt med at kraven fra hans lange jakke lod sig dække den nederste del af hans ansigt af et tilfældigt vindtræk, som om selve omgivelsen ikke ønskede menneskene ham spottet og dermed gå i mere eller mindre panik. Man kunne sagtens se en vampyr eller et andet væsen på gaderne i denne by, men stadigvæk var de så forfærdeligt parnoide.. og med god grund egentlig. Hvem skulle også være i nærheden af noget der meget vel ønskede at slå en koldblodet ihjel for egen menings skyld?
Ahngel passerede let igennem de mange mennesker, der enten selv veg for den næsten to meter høje vampyr eller lod sig skubbe væk med en skændig vrissen derfra. Den ømmende mand i baggrunden var blevet usynliggjort i havet af de mange mennesker allerede og var ikke til at finde fra øjemål. Ahngel passerede kort forbi mandspersonen med de brækkede håndled og kiggede lidt på ham med et ret så tomt blik. At brække knoglerne uden i det mindste at lade en lille dråbe pryde omgivelserne. Sikke et spild af kræfter efter Ahngels mening. Det skulle gerne males hvis det blot var for sjov. Hvis det ingen grund havde, ville han under ingen omstændigheder lade blodet ligge derinde og fordærve. Byen skulle males i det.. kadavere skulle prydes i rød og fjerne den ophobende lugt af bitter forrådelse. Ahngel gik nu ikke direte hen til den rødhårede skønhed, men placerede sig et stykke væk med endnu en tænkende tone. Hans blik lagdes lidt ned imens han kort lod sin højre hånd hvile imod barens ene led. Han så stille derpå.. Hvordan hans hhvide hud måtte stå i kontrast til det mørke cedertræ. Han bøjede stille langefingeren og lod den ene krummende klo glide hen over træet og skabe en åre selv, bare lige for at mærke selve materialet og sætyte eget praj på det. Han så op igen på den let utålmodige barist der skulede af den lette ødelæggelse af hans bar, men ønskede ikke at sætte sig op imod Ahngels person. Ikke fordi Ahngel var i humør til at piske en stemning op over sådan en lille ting. Normalt var han ikke så aggressiv af fremtoning, men det var jo også kun de færreste der rent faktisk var klar over at han ikke behøvede at vise sin styrke frem for at bevidne den. Ahngel havde så sjældent ladt en kkamp føres helt ud i hans fingerspidser.. Faktisk var erindringerne om de kampe slørede af den ødelkagte sanitet der måtte ha været til stede.
Ahngel skævede kort til Hopes drikkevare med et tænkende blik.. Hvad hed det nu? Han rynkede kort brynet med et let irriteret blik inden han ganske skødesløst lod sin ene lange pegefinger rettes imod Hopes beholdning. "En ligeså." sagde han så efter at ha opgivet at genkalde ordet derfor. Han kendte udtrykket på sit modersmål, men det ville nok være spildt at tale fransk til de imbicile beboere i Terre også selvom det var et gammelt område af samme opstart.
Øllen blev placeret foran Ahngel og han lod stille et par skinnende mønter falde fra hans håndflade og ned på bordet med et par klare klink. Baristet slæbte hånden over overfladen og fangede mønterne med en fejende bevægelse. Ahngel nikkede ligegyældigt og lagde sin håndflade imod det kolde glas, men lod den ikke trækkes imod munden.