Sindssyg? - Ailince

Han så, så uskyldig ud, bare de øjne, de mørke røde øjne. hun var gået forbi ham og var blevet trukket i håret, for hun viste af det var hun blevet bidt. Hun fattede det ikke, hun ville ikke. Hvorfor!? Siden det, var hun ikke sig selv mere, hun var en anden. Noget andet, et væsen. Et rovdyr. Hadet og frygtet af alle.

Naomi sad inde i en af cellerne og begyndte at bevæge sig frem og tilbage mens hun bed sig i læben, hvis man så hende ville man tro at hun var besat eller noget? Men det var hun jo også, besat af smagen af blod. Efter hendes forvandling var hun blevet vild, hun var ikke til at styre selvom hun prøvede, hun ville bare have blod, blod, blod og atter blod! Hun ville have det hele tiden og helst Zean's blod, men hun kunne ikke og det var derfor hun var stykket af for en tid her hen, selvom hun ikke kunne tale mere. Hun havde sagt noget kort efter bidet også, stumhed. Eller jo hun kunne godt, men når hun havde disse momenter kunne hun ikke. Hun var som et vildt rovdyr på jagt. Som var blevet pint og plaget. Hun havde også sine øjeblikket hvor hun var anstændig, men ellers var hun ikke til at regne med. Det ene øjeblik så hun sød og dejlig ud, en person man ville snakke med, det næste var hun farlig ikke til at styre og slet ikke sig selv. Hun skulle bare have blod! Hun mumlede noget og et lettere sindssyg smil kom frem på hendes læbe mens at hun vuggede frem og tilbage med sit kors som dinglede fra hånden. Hele hendes familie havde været kristen, så det burde hun vel også være? Hun troede dog ikke så meget på det, men gik dog alligevel med det kors hun havde fået til sin konfirmation. Hun grinede hæst og kiggede rundt, igen en af hendes black out hun viste ikke hvad eller hvem hun var, hvad hendes navn var og hvor hun boede. Det eneste hun viste var hun var en vampyr og Zean havde gjort hende til denne skabning som hun allerede hadet! Hadet! hvorfor havde hun fået denne skabne!? Hun kunne ikke klare det, kunne ikke klare at have lyst til at dræbe det hun engang havde været.

Ailince havde taget sig samme og besøg en gammel ven, han var jo ikke en ven, men hendes far, dette var stedet han døde, af alle steder hun kunne havde gjordet valg hun det stede som menige hende mest om sin far, inden hun havde dræbt ham den gang, hun kom gående ned af en lang klam gang, som bliv mere og mere kold, jo længer hun kom ind, dette sted fik hende til at huske, hendes flugt fra sin far, hun var en sand skønheden, hendes røde hår bevægede elegant med hendes bevægelser, hendes hud var fejlfri og meget lys, hun lignet et meget skrøbeligt væsen som var blevet ramt af skønhedens gave, hendes blå øjne, glitter i belysning, hun var en modsætning til alt omkring hende, så hun lyset meget op.
hendes beklædning var heller ikke som om det passede ind, det var det nyeste mode og, hun bare to halsklæder, den en en Rigtigt playboy og en anden af guld med sin familie våbenmærke på.
Hun så mod den kolde mur foran sig og drejede til hjørner væk fra det område pigen sad i cellen, hendes duft var meget sød og utrolige blid

Skyggerne lagde sig blidt over hende mens tårerne gled ned af hendes kinder. Hun viste ikke rigtig hvad der skete, og hun kunne ikke rigtig forstå det. Hun ville være menneske igen, hun ville have at han skulle bøde for det han havde gjort mod hende. Men hvordan? Han var jo ligeglad med alt og alle, og hun skulle finde et blødt punkt hvor hun kunne fange ham i at han ikke var så stærk og ligeglad med alt når det kom til stykket. Hun bed sig i læben og rejste sig op og kigede rundt. Hun havde en kjole på hvor den var itu for neden, og et meget tæt siddende korset for oven som strammede hendes kvindelige former helt ind. Hun var ellers en smuk pige ud over de vanvittige mørke lillae øjne som man tydeligt kunne se hungrede efter blod, da hun havde sultet sig selv mens hun havde siddet i cellen, hun viste snart ikke hvor længe 2, 3 dage nu? Hun bed sig i læben og kiggede ned på de bare fødder og de lange krid hvide ben som var ret lange efter hånden. Hun var omkring de 175 cm højt, højt for en pige i hvert fald. Det var ikke særlig mange som var så høje for tide. Hun begyndte at gå lidt rundt i cellen da hun pludselig kunne dufte noget der fik hendes tænder til at løbe i vand *menneske.. menneskeblod* tænkte hun for sig selv og listede lydløst ud af cellen og fulgte duften af blodet som pumpede i en persons årer. Hun slikkede sig rundt om munden og så hurtigt noget rødt hår og hendes smil gik op i et mere vanvittigt et af slagsen. Hun ville have blod. NU!

Hun om gåen langsom hen mod en celle som stod tom, hun sætte sig på hug foran den og kiggede inden i den med nogle øjne som var trist men os lykkelig, hun havde ikke forvente at der var andre herinde, hun så mod loft derinde sukkede "så er der gået et år tid" sagde hun med et uforstående blik, hun havde dræbt en , dræbt sin far , i denne celle tænkt hun og men hendes duft og udståledning var det samme

Hun grinede lavt for sig selv, så nemt, så nemt. Bare nogle få skridt mere og hun ville være i hendes greb. Så ville der ikke være noget at gøre for pigen mere, så ville hun være, ja.. et bytte på vej til døden. Hun slikkede sig rundt om læberne og kiggede lidt rundt mens hun stod der i skyggen og var lige ved at løbe over og gribe hende da hendes rigtige jeg begyndte at titte frem igen og sagde hun ikke måtte, men hun prøvede dog at ryste sig ud af det, hun ville have blod!? Var det nu virkelig så meget forlangt?? Hun havde sultet de sidste dage, hun havde ikke fået blod meget længe og nu ville hun altså have det! nej.. ville hun ikke, jo hun ville! Hendes skitzofreni tog til og hun stod og kæmpede med sig selv om hun skulle gå til angreb eller ikke skulle!? Hun kunne snart ikke klare det mere, hun måtte have blod men ville ikke. Hun stod dog stadig i skyggen så hun ikke kunne se hende, mens hun kæmpede med sig selv om hun skulle gå til angreb eller ikke skulle? Det var svært for hende, denne nye krop hvis hun havde indfundet sig i det med et samme havde hun nok gået til angreb uden rigtig at tænke over det, mad var jo mad og hun skulle overleve. Men nu var det lige så meget at være kanibal som at have mad. Det var nok det der afskrækkede hende mest fra at gøre det.

Efter noget tid kom der et suk fra pigen(Ailince) foran hende "Hvorfor kæmper du så meget i mod" sagde hun og vente hendes blik mod hende , hun havde hørt hendes tanker som var op i en kamp , hun kiggede lige mod skyggen og lige mod hende "Du skal gøre hvad du føler er rigtigt" Ailince vidste ikke tegn på frygt selvom hun stod foran en nye vampyr, hun sukkede "Tjaa" sagde hun bare og smilede beroligende til hende, hende smukke ansigt og blik var mod hende, roligt og behandleligt

Hun kiggede væk selvom hun hørte pigens stemme som åbenbart hed Ailince for hvad hun kunne opfange fra hendes tanker. Hun rystede på hoved og begyndte igen sin vugge ligneden stilling "jeg.. jeg vil ikke" mumlede hun stille og ville faktisk ikke, hun ville bare ikke tage af hendes blod! Hvorfor, det viste hun ikke men hun ville bare ikke, hun ville ikke give Zean den til tilfredsstillelse, hvis han i det hele taget ikke bare var ligeglad, ligeglad som han jo altid var. Hun bed sig hårdt i læben og ville virkelig ikke. Hun kunne ikke skade et uskyldigt menneske, det var ikke det hun var vokset op med ikke det som hun kendte til. Dette var alt sammen noget nyt for hende, noget hun ikke havde prøvet for, noget. Som hun ikke gad eller ville mere. Hun havde lyst til at tage livet af sig selv, men hun viste bare ikke hvordan hun skulle gøre det!? Hvordan kunne man dræbe sig selv som vampyr?? Hun kunne jo opsøge fare for en vampyr. Men hvad skulle det i det hele taget nytte?