So long time ago? and... what about now then?//Scars

T : Nær midnat

S : Nær havnen ved pakhuset

O : ingen at se i nærhedne???

Vejr : Forfærdeligt stormende


Vis man skulle være helt præcis så kunne man sige at vejret var forfærdeligt fordi det var det skam?, der var intet godt ved det, og nok alle ryger måtte hade det vis de stod udenfor nu og prøvede at tænde deres smøger uden nogen som helst form for help?.
Kajika bed sig let i underlæben i det hun gik stille nede ved havnen med en milkshake iført stramme skinny jeans(som avata) og en tshirt i hvid(som avata) dog kunne man se lettere meget kavalere gang men det havde hun dækket med et hvid / lysseblå halstørklæde, der let hang ned over så hendes smukke hals var blottet stadig?,
Hun havde en sort jakke over dog var den åben og hun bar højhælet i sort med 3 læderspænder i siden og lynlås på indersiden og dog os foran?, med kinesisk hæl.
Hun så let rundt i det hun smilede sødt og gik så indenfor ved pakhuset og så rundt undrende i mens hendes lange platinske hår var sat op i en hestehale ellers havde det flavet til alle sidere og ville ligne bolle hår ellers.

Alexander sad på sit kontor med et træt udtryk, han havde lige fået en efterretning om at hans søster var død og at hendes forbandede møgunge af en knægt befandt sig i Di Morga, han huskede kun svagt den lille sorthårede dreng med det store musikalske talent, han rejste sig som en zombie da en af hans mænd kom frem med skrattende stemme i radioen, "Chef... Miss De Volkan er lige trådt ind i pakhuset, skal vi smide hende ud igen eller hvordan?", Alexander tænkte sig lidt om inden han trykkede på knappen "I kan godt give jer til kende... hun har sgu været her så ofte at hun ved i er der... jeg tager mig personligt af hende". Næsten med det samme begyndte folk at myldre frem nede på gulvet og genoptage det arbejde de havde været igang med, gnister og svejse stråler glimtede om kap da Alexander iført sit normale millitærtøj gik ned af trappen mod Kajika, han foldede armene ud i en venlig gestus "Kajika min kære... velkommen tilbage, som du kan se har vi været nød til at øge sikkerhede nok en gang... Lord Malakel har fået færten af min lille operation og hans vagter har gjord livet surt for os hernede". Med et fast klem krammede han hende som man ville kramme en ven man ikke har set i mange år, "Kom med, så skal du se noget af det nye", han virkede overraskende glad, Kajika kunne blive svaret på hans lille familie problem.

Kajika så undrende på Alex i det hun mærket en tåre og tog blot hurtigt og hårdt om selveste Alex og krammede sig indtil ham og lod fingerne blidt borde sig ned i hans stramme klædelige, sædvanlige militærtøj på ham, og sagde med en meget bedrøvende stemme der slet ikke var til at tage fejl af?, efter hun var blevet mere menneskelig i det igen jo var hun jo os ændret makant."Jeg.. A... Alex... h.. Rasca... en fyr jeg havde noget med.. han er væk, jeg kan ikke finde ham og en eller anden siger han har forladt mig, blot sådan uden videre" hun så let på Alex med tåre i øjnene og sagde"Jeg ved ikke hvad jeg egenlig skal gøre?... han er blot væk og nu jeg helt alene og jeg har ingen steder at bo, min far har lukket min konto jeg aner ikke hvorfor om mund han er gået falidt eller noget, og jeg har ingen arbejde mere... Alex vil du ikke nok hjælpe mig" Lange smukke glinsende gennemsigtige tåre, der duftede af salt nærmest som hav vand, gled ned af kajikas smukke fejlfrie kinder der så let havde haft en smule bleghed over sig den gang hun havde sit vampyr gen til at dominere, og et svagt bid i underlæben kunne ses af store anstrengelser, mens den vilde storm kunne høres udenfor fra den fæle vind der havde tænkt sig at netop denne nat ville den være barsk og få alt til at ruske og knage i sig .
"Jeg bor ingen steder mere, kan jeg... jeg ikke nok overnatte ved dig i aften.... blot indtil jeg har fået lidt ro og kan klare mine tanker og finde en anden mulighed måske?"
hun hentydet til hvor hun skulle bo og sådan?.
'Hendes klare isblå øjne sagde nærmest alt i mens de glinsede af vådhed fra hendes tåre der stadig randte, dog mens læberne var ligeså stille som hendes stemme der ej kom ud mere....

Scars standsede brat op, han stod og kiggede ned mod bagenden af pakhuset med et eftertænksomt blik inden han igen kiggede på Kajika, "Du er ikke den eneste der er i problemer min ven" han sukkede dybt og tog fat om hendes arm mens han gik op mod sit kontor, det lignede ikke noget at hun skulle stå og flæbe der, men på den anden side kunne han heller ikke afvise hende, han havde stadig følelser for hende på et eller andet plan. Med et brag hamrede han døren i bag dem og de stod nu helt alene inde på det lille mørke kontor, Scars tændte en cigaret og kiggede så på hende igen med mere alvorlige øjne end nogensinde før, "Kajika, jeg er selv i problemer og du har muligvis lige gjord det endnu værre for dig selv...", han sukkede dybt og tog et stort hvæs som næsten fik en fjerdedel af smøgen til at forsvinde inden han langsomt pustede ud igen og fortsatte, "Min søster er død Kajika og hun har efterladt mig hendes søn, han navn er Keith, en rigtig lille møgunge, men ikke destro mindre er han nu mit ansvar og jeg føler mig forpligtet til at passe på ham for min søsters skyld, tro mig havde vi ikke været så nært beslægtet havde jeg ladet ham leve på gaden". Scars hostede kort inden han gik over til vinduet og kiggede ud gennem gardinerne mod stormen udenfor, "Men skal du se, jeg tør ikke at hendvende mig direkte til ham... Jeg er kommet i Lord Malakels søgelys og hans elendige vagter har gjord mit liv surt de sidste par uger, jeg er bange for at Malakel skal slå ham ihjel hvis han finder ud af hvem Keith er... og som om det ikke er nok har han meldt sig ind i en modstandsbevægelsen", han lavede en himlene bevægelse med armene og tog et sidste sug fra cigaretten. Alexander vidste virkelig ikke hvordan han skulle kringle den her og han kiggede på kajika med en meget sjælden uro i øjnene "Først og fremmest er du altid velkommen Kajika, men jeg ville blive lykkelig hvis du gad at finde Keith og bringe ham til et sikkert sted, du kan godt huske lejelighede hvor du blev smidt efter vores første møde ikke?" han ventede lidt, men lod hende endu ikke komme med noget svar, "Det er et safehouse hvor dig og knægten kan bo, hvis du siger ja til at finde ham og holde øje med ham skal jeg nok sørge for at i ikke kommer til at mangle noget". Alexander holdt sig lidt op til kæben, han var ikke van til at snakke så meget og slet ikke foran en grådkvalt Kajika han ellers anså for at være forholdsvis barsk.

Kajika så lettere uforstående på Alex? hvad var det dog for en forandring han havde i sig altså... dog var han kommet videre og sådan men ligefrem at være så kold og sådan, de var vel en slags venner? eller... måske var de det ikke, men hun havde ingen venner nu når hun tænkte mere grundigt over tingene, og at være kommet til Alex var måske den mest dummeste ide hun nogen sinde i hele sit liv havde gjordt for ikke at sige han virkede temmelig kold og kynisk i øjeblikket for ikke at sige ligeglad med hvad der mund var sket og sådan, dog... hun kunne vel os blot ha holdt sin kæft og sagt det med sin far kun og ikke det med Rasca? altså.. alt virkede så forskruet i øjeblikket og Alex havde lige gjordt det en hel del være for hende, måske hun blot skulle afvise hans søde tilbud og takke nej.
Hun så lettere skræmt mod døren i det hun så mod Alex igen og rejste sig op og lukkede så sin jakke helt og tørte tårene med en let strøg til siden væk og smilede så til ham som om intet var overhovedet sket"Nej tak Alex jeg... jeg tror jeg overlever så, du burde selv finde ham og vis han har det, så er han sikkert allerede i problemer og klammerier med malakel og ja alt det der stas så... jeg vil bede dig om ikke at klemme mig ind i dine familie problemer, derfor kan jeg ej se hvad du mener med at jeg har gjordt alt være for mig selv" hun rejste sig såret og langsomt op i det hun tog fat i døren og så mod Alex og sagde"ser du .... Malakel har ingen interesse i mig uanset hvad jeg gør, vil han kun gå efter de andre sådan er det, og sådan vil det altid være" hun blinkede let til Alex og sagde"så jeg må hellere smutte her fra ingen jeg os bliver barnepige for dine arbejder" hun skulle til at åbne døren ud til alle arbejderne, mens de isblå øjne stadig var klare fra hendes tåre og det lange platinske hår lå ned af hendes ryg nu smukt bølgende.....

Alexander kiggede uforstående på hende da hun rejste sig, han havde virkelig ikke prøvet at være påtrængende eller kynisk, han havde bare set Kajika som den redning der kunne få Keith ud af problemer og tilbage i en fold hvor han ville høre hjemme, "Nej vent Kajika, du må ikke gå, jeg prøver bare at holde tingende samlet ligenu, min operation her smuldre, dag for dag mister jeg mænd og kontrakter, det eneste jeg ønsker er bare at få Keith tilbage hertil, jeg skal gøre hvad jeg kan for at få opsporet Rasca og med hensyn til din far, jeg skal nok sørge for dig indtil du kommer på ret køl igen, også selvom du ikke vil hjælpe mig", Alexander sukkede og gik over mod hende, han placerede let en hånd på hendes skulder og vendte hende rundt så hun kunne se hans ansigt, han var grådkvalt og kunne næsten ikke styre tårene der pressede på bag hans øjne, "Kajika, jeg beder dig om at hjælpe mig som en ven". Alexanders ansigt var fordrejet i en grimasse som ikke ofte var set, han havde dybe rander under øjnene og hans hår var en smule filtret i den ene side, han kiggede i Kajikas isblå øjne med sine syregrønne "Kajika, hjælp mig", han vendte sig derpå rundt og hamrede en næve i bordet med stor kraft, "Fange i min egen base, en rotte der er ved at blive fanget af katten er hvad jeg er!", han fejede en masse kontorartikler ned på gulvet med den ene arm og støttede sig med begge hende op af bordet, et lille dryp ramte bordet, efterfulgt af nogen flere fra den høje lyshårede mand.

Kajika så lettere overrasket på Alex og sagde"Nej alex vent.. jeg" hun gik hen til ham og pludselig ud af det blå, tog hun om ham bagfra og krammede ham i det hun blidt hviskede i hans øre mens hun stod der med armene om ham og let lænt ind over ham i det hun blidt kyssede ham på kinden og sagde"Ik opspor Rasca... jeg vil ikke vide om rygterne om han har forladt mig er rigtig... men jeg vil gerne hjælpe dig Alex efter alt jeg har gjordt mod dig er det, det mindste jeg kan gøre" hun vendte ham let om i det hun tørte hans tåre væk og så let på blodet men fik så rystet tanken ud af sit hoved igen og smilede så sødt til ham i det hun sagde"så hvor kan jeg finde denne her Keith? henne af i Terra eller udenfor Terra måske" hun så lidt på selveste Alex i det hun satte sit lange platinske hvide hår op i en pjusket hestehale og åbnede let jakken igen og satte sig på en stol og betragtede ham let i det hun ville suge selveste informationerne til sig og så tage af sted indtil byen for så at opspore denne her Keith.
Hun gik efter udseendet på ham og det hele og selveste være måden men ikke mindst blodbeslægts duften.
Hun snuste let ind af i det hun smilede lettere ondt, og huskede sin samtale med dejlige Alex..... hun havde lovet det her og hun havde sagt at for mange oplysninger ikke var nødvendigt men hu blot kunne gå efter hans duft af blod. Hun havde slikket let det lod af hans tåre væk fra sin finger på en yderst pirrende sensuel måde med tungen glidende hend af hendes egen finger i det hun havde fået duften og smagen insprintet og var så taget af sted så hurtigt hun kunne for at finde ham???....
*Stakkels Alex... hvorfor reagerede han dog sådan?, måske... måske det på grund af mig og fordi jeg tilbage igen ved ham eller.. nej jeg... alt handler ikke om mig, han er nok bare nervøs for Keith?*

Alexander blev nok engang overrasket over Kajikas reaktion, hun var´sandelig en person omspændt af mystik, han kiggede på hende med et svagt smil, "Tak Kajika", han begyndte at rode nogen skuffer igennem og fandt nogen billeder frem af Keith, han lagde dem ud på bordet så hun kunne se dem, "Som du kan se er Keith en man ligger mærke til, han er en Animagus og kan forvandle sig til en mink, guitaren har han altid med sig, den er kanalisere hans krafter... jeg tror nok han kan styre musik eller lydbølger, et eller andet i den stil ihvertfald", Alexander kiggede ned på billederne og tænkte tilbage på en af de få gange han havde mødt Keith, han havde ikke været mere end 6 år gammel og havde lige lært at forvandle sig til den lille hvide mink, *møgunge* tænkte Alexander med et smil, han lignede ham så meget at det var helt uhyggeligt, ikke på udseendet men på det mere personlige plan, han rystede tanken væk og kom tilbage til sagen, "Han bor ikke noget specielt sted, men jeg tror en bænk i parken ville være et godt sted at starte... ovenpå det har han fået sig en kæreste, hun hedder karin og er en eller anden form for kat, hun udgør ingen trussel.", Alex var færdig med at fremlægge informationerne om Keith, han følte sig på en eller anden måde igang med at sælge en gammel bil, det var skidt at han ikke selv kunne opsøge Keith, men med alt det der foregik ligenu ville han bringe knægten i fare ved at vise sig offentligt sammen med ham, nej det var vigtigt at det forgik i stilhed og med en finesse som kun Kajika kunne sørge for. Alex gik over mod skabet der stod i hjørnet og begyndte at rode det igennem efter et eller andet og fandt meget lille pistol frem "Den slår ikke ihjel, den er lavet til at bedøve folk, du får den med i tilfælde af at han gør vrøvl...jeg vil selv dukke op i lejeligheden når jeg føler at jeg har frit spil nok til at gøre det, hvis der er andet du har brug for skal du bare spørge, jeg skal nok finde det på en eller anden måde", han sukkede og faldt træt sammen på den højryggede stol, han gned en finger mod hans øjenbryn, "Du må undskylde den ikke så fantastiske velkomst, jeg har bare virkelig meget som ikke går min vej ligenu... ikke at dine problemer ikke er lige så store", han smilede til hende på den samme måde som han havde da de havde set hinanden sidst på u-båden, et venligt og nærmest faderligt smil.

Kajika trak let vejret i det hun pustet forpustet og træt ud af udmattelse over strabasserne og alle tankerne der løb i hendes hoved?*hvorfor... ødelagde jeg egenlig det hele den gang på den ubåd hvorfor saboterede jeg den blot ikke så jeg kunne være blevet lidt mere ved Alex... han er... tja?* hun sukkede let igen i det hun kunne dufte en vis duft og før man kunne vide af det stod hun nær Keith"jamen halløjsa lille ven, så fandt jeg dig vist hva?" en lang smuk hvid jakke flagrede efter hende, mens hendes lange ben var tydlige i de stramme skinny jeans, og hendes stramme tshirt gik let ned til bagdelen af hende og gjorde hendes overkrop i balance med det nedre for ikke at sige selveste hele den slanke figur mens det lange platiske hår der var sat op i en hestehale flagrede efter hende, efter som det gik hende midt på ryggen selv om det var sat op.
De isblå øjne betragtede Keith i det hun havde slået sine vinger ind og tog jakken let på der flagrede efter hende, mens hendes blik var rettet mod Keith, ja det var ham samme duft og samme udseende .
"Så ? du må være Keith... Alex er blods beslægtet med? har jeg ret" hun smilede og sagde"Navnet er Kajika, din escort til et opholds sted, du kan vælge at gå i rolighed med mig eller ende med at jeg tager dig med, med magt og bare rolig, det skal nok blive smertefrit, så længe du ikke stikker af" hun blinkede sødt til ham i det hun stod næsten foran ham nu 2 meter fra ham kun.

Keith lå søvndrukkent på en bænk i parken og prøvede på at flade i søvn, det var et rædsomt vejr, men han havde ikke andre steder at gå hen så han havde prøvet at bygge sig lidt læ af nogen gamle papkasser, det hjalp dog ikke meget og han var gennemblødt af vand, det eneste der ikke var vådt var hans elskede guitar som lå pænt i en kasse han havde fundet. Den ellers så lange og røde hankam lå slapt ned om ørene, det samme med hans lasede og grimme tøj, han så ud som om han havde levet på gaden i flere år på trods af at han kun havde gjord det i lidt over tre uger, ved lyden af fødder kiggede han op og fik øje på en kvinde med lyst hår, hun var utrolig smuk, og havde Keith ikke været så forsømt at se på, samt han havde en kæreste ville han have sagt hej til hende. Han blev overrasket da hun henvendte sig til ham til ham, "hvem er du? og hvor kender du min onkel fra?... Og hvad i helvede får dig til at tro jeg vil gå med dig?", Keith begyndte nervøst at åbne guitarkassen for at få fat på sin guitar, han ville ønske han havde evnen til at forvandle sig til noget lidt mere skræmmende end en mink ligenu, kvinden var jo åbenlyst en der åbenbart kendte ham og det kunne næppe være for noget godt.

Kajika stod pludselig foran ham utrolig elegant og med overkroppen let bøjelig frem af smidigt i det hun smilede med de lange hugtænder og hendes jakke var ikke mere på hende, i mens de idblå øjne stille forvandlede sig til en klar hård guld farve og hun langsomt lod de smukke lange finger smøge sig om selveste guitaren mens hun så slange agtigt på ham og hendes platinske hår langsomt lagde sig ned på hendes ryg igen efter at ha stået temmelig meget oppe i luften som havde en stor popel viftede det bagud som ved film stjerner eller modeller.
"ikke så mange spørgsmål unge mand, mit navn er Kajika jeg er på samme alder som dig faktisk dog.... er jeg nok en del mere skræmmende" hun blinkede lettere drilsk i det hun slap hans guitar og så ham stadig faretruende i øjnene og sagde"Der er et hus ikke så langt fra Terra der sikkert, og min opgave er at bringe dig der hen, ikke at.... jeg arbejder for din onkel, men jeg er skam en ven af hans, der skylder ham tja... en del tjeneste så dette her er det mindste jeg kan gøre for ham så ?? vil du følge med mig eller nægter du mig" hun bevarede overblikket og holdte en vis afstand til ham på en meter mens øjnene var fast på ham, og hendes øre og øjne sørgede for at lægge mærke til hver mindste bevægelse og detalje forandring.

Keith kiggede måbende på hende, tænk at en pige der så ud som hende ville have noget at gøre med en mand han troede var chef for en skraldevogns forretning, han tog sig sammen og åbnede munden "Du kender min onkel Alexander?... Så må det betyde du er en af dem man kan stole på", han sænkede parraderne og smilede nu istedet til hende, "Undskyld, men man møder så mange mærkelige mennesker på gaden at man er nød til at være en smule forsigtig, du ved allerede hvem jeg er så hvad med at du fortæller mig hvem du er mens vi går, og hvordan i alverden er du kommet til at skylde tjenester til min onkel, altså hvor meget skrald kan du have siden han kender dig personligt?". Keith hankede op i guitarkassen og begyndte at gå over mod kvinden med et smil, han vidste han ligende det værste af det værste gadebarn ligenu, men der var ikke så meget at gøre ved det, udsigten til tag over hoved var fantastisk og et varmt vand var til at slå ihjel for ligenu.

//undskyld det korte indlæg, men bliver nød til at smutte //

Kajika så undrende på Keith og tænkte* omg... det var jo faktisk utrolig meget lettere end jeg egenlig lige regnede med?? der kan man altså bare se?... måske er de beslægtet* hun grinte let og sagde"mere end kajika får du ikke afvide, fordi der er ikke så meget at snakke om egenlig og hvordan jeg kender din onkel... haha det er nok igennem et slagsmål og sådan, dog... endte jeg med at tja? lad os blot sige han ikke mere er menneskelig" hun blottede de synespidse lange tænder og så på Keith i det hun grinte let og gik hen af mod huset sammen med ham og betragtede ham lidt undrende i det hun mærkede regnen mod sin arm og sagde"arhhh... altså" hun sukkede let og sagde"så hvad laver du egenlig her helt alene??? sådan ... du ved på en bænk og sådan? har du virkelig ingen.... hjem eller noget"
Hendes isblå øjne var der igen rettet mod ham og hun gik i et roligt jævn tempo i det hun strøg det lange platinske hår til siden og sagde"Forresten din onkel ligner slet ikke sig selv så bare rolig" hun smilede drilsk.

Keith traskede ved siden af Kajika, den plørede jord lavede en svuppende lyd når han gik, han kunne ikke lade være med at undre sig over hvem denne person var, altså han kendte kun hendes navn og hvorfor var det hende der kom og fandt ham og ikke hans onkel, havde hans onkel ikketid til ham eller hvad? og hvorfor i al verden havde han brug for en escorte?, det sidste spørgsmål blev ved med at hænge i hans tanker indtil han blev afbrudt af Kajikas spørgsmål, han tænkte sig lidt om inden han svarede med grødet stemme, "Min mor døde for ikke så længe siden og det var meningen at Alex skulle have samlet mig op nede ved havnen, han kom bare aldrig... Jeg sad der i 4 timer og så gik jeg, jeg havde ingenting så jeg har bare tjent penge på at spille lidt musik og tigge", det sidste ord kom ud som en bitter vrede, han havde ikke lyst til at snakke mere om det, han fik en ustyrlig lyst til at slå på Alexander når han fik chancen. Keith blev stille og skumlede surt for sig selv, han kiggede i øjnene på Kajika med en sur mine "Hvorfor har jeg brug for en escorte? Jeg har ikke gjord nogen noget... og hvorfor er det dig og ikke min onkel der henter mig? Altså det er ham der skylder mig en del efterhånden, ikke at jeg ikke sætter pris på at du kommer, men det er bare som for lidt for sent".