Same old, Same old //Angelica//

Sted: Bibliothèque
Tid: 22:00
Dato: 04-09-2010
Vejr: Stjerneklar himmel, lunt i vejret, men der lægger et tyndt gråt slør af tåge.
Omgivelser: Kun et enkelte forbi-passerende mennesker/væsner. Ellers ikke noget

Den mørkbelagte gade, var omringet af et tyndt lysegråt, dampslør, af tåge. Tjoeh.. Det var nu ikke særlig tit man så Kyouga i dagslys mere, men det var der vel også sine grunde til. Han var jo trods alt vampyr. Hans promille var dog ikke helt som den skulle være, den var lidt højere end normalt. Men det var ikke noget som påvirkede ham spor. Han var iført en lilla og sort ternet hættetrøje, en hvid T-shirt, og mørke jeans. Same old, same old. Kyouga havde det nemlig med at have kun to forskellige sæt tøj. Meeeen, nu havde han jo heller ikke et sted og opbevare tøjet, hvis han havde mere. Han boede jo ikke et sted?. Men nu tilbage til nuet... Kyouga gik roligt hen af gaden, langs Bibloteket. Han havde ikke været her før, og vidste ærlig talt ikke hvordan han var endt her.. Og dog var han ligeglad... Han måtte tage det som det kom, ligesom han altid havde gjort.

Angelica gik med rolige, yndefulde skridt afsted. Hun slog dørene op og trådte ud af bibloteket. Føj. Så mange bøger, og så mange ord... Hun rystede opgivende på hovedet af sig selv. På trods af hun havde kværnet hele bibloteket havde hun ikke fundet så meget som et ord om halskæden. Hun sparkede kort il en sten og så op mod himlen. Hendes tanker faldt først på Manda da hun så stjernehimlen, så den mystiske mørke dreng, så den ret så hidsige nyfødte vampyr... Og så til sidst Kyouga. Hun satte stjernerne sammen på en underlig måde, der fik hende ti at tænke på hvad vampyr pigen sagde. 'Det var ham der forvandlede mig'. Hvorfor var det egnelig så speceilt? Det skete vel efter håndenb hver dag at folk blev forvandlet. Det var nok tanken om hun kendte den der havde gjort det. Hun smilede af sig selv og lukkede kort de gyldne øjne. Den blå diamant der hang i den tynde, tynde lænke om hendes hals lyste stadig svagt, og koldt. Bare et simpelt lille lysglimt..

Kyouga vendte straks hovedt, da han hørte døren fra biblioteket gå op... Vent.. Gå op? På denne tid?! Det var da yderst mærkværdigt. Men det var ikke det der fik ham til at stoppe op, til at knibe øjnen sammen og forsøge at finde ud af hvem denne person var. Vedkommende virkede så bekendt? Men... Somom at det var længe siden at han havde snakket med vedkommende sidst?. Han søgte dybt ind i den aura der kom der fra, og troede næppe på, det han fandt. Angelica?... ANGELICA?! Han trådte hurtigt flere skridt frem så han kom tættere på skikkelsen. Nu fik han færten.. Ja for fanden da! Det var Angelica! "Angelica?!" Kaldte Kyouga i lidt høj, men forbavset tone. Mens han hurtigt gik lidt tættere på, men stoppede et par skridt derfra, da han kom i tanke om at han ikke lignede sig selv. Nyt hår, ny stil.. Tja, kort sagt lignede han ihvertfald ikke sig selv.

Angel følte hun faldt ned i et hul og med stor fart ramte bunden da nogen sagde hendes navn. Den stemme... Kunne det monm virkelig være ham? Hun vendte blikket mod ham. De samme milde, gyldne øjne som altid. Hun fik nu øje på... Kunne det virkelig...? Han lignede da ikke.. Men på den anden side? Et lydløst snif ud i luften. Hun så med lettere store øjne på ham. "K... Kyouga?" Sagde hun så med en svagt usikker, men alligevel håbefuld og overrasket undertone. Kunne det virkelig være ham? God timing egnelig. Hun havde tænkt så meget på ham her på det sidste, mest der hvor Kida nævnte at han havde forvandlet hende. Hun lod blikket glide over ham op til flere gange. Han lignede ikke sig selv.. Men på den anden side.. Der skulle vel også være plads til forandringer?

Et bredt smil voksede på hans læber, da hun sagde han navn. Selv om det ikke var lang tid, de havde været sammen, var de blevet gode venner. Han forsøgte og holde sig tilbage, men småløb imod hende, og lagde straks armene om hende i en venskabeligt kram, da han kom så langt. En lille varm latter undslap hans læber. Men nu da han tænkte over det, havde han faktisk helt glemt Angelica? Eller ihvertfald ikke tænkt på hende. "Hvor har jeg savnet dig!" Udbrød han nærmest og vippede lidt i hende. Han grav slip og trak sig lidt tilbage, og lod blikket glide over hende. Hun havde vidst ikke ændret sig? Ikke af hvad Kyouga kunne huske. Han smilte fra øre til øre, og lod blikket lægge sig på hendes kinder, for ikke og skabe øjenkontakt.

//Krea svigt D:

Angelica forsøgte kort at holde sig tilbage, men tog et par trippende småløbende skridt mod ham og slog armene om ham i et venskabligt kram. "I lige måde!" Sagde hun så med sit milde lille grin. Hun trådte så et meget kort skriddt tilbage og lod blikket glide over ham endnu engang. Hun smilede af ham. "Nyt look kan jeg se?" Sagde hun med en drillende, men mild undertone. Pludselig oppede tanken om Kida op, men hun skubbede den hurtigt væk. Hun lukkede kort, glad de gyldne øjne i et mildt, men glad smil, inden hun åbnede dem og så på hans kinder... En ting kunne hun da huske... :3

// KRea svigt -3- //

Endnu et lille mildt grin, drog fra Kyouga's læber, og ud i den mørke tågede gade. Det var enelig utroligt, hvor meget han havde savnet hende, men sjovt nok gik det først op for ham, da han så hende. Da hun trak sig lidt tilbage, lod han sine arme glide op på hendes skuldre, og tog derefter sine hænder tilbage. Da hun nævnte det med det nye look, kiggede han lidt ned af sig selv, og derefter op i sit hår. "Tja.." Sagde Kyouga, dog med en bekræftende mine. Smilet lå forsat på hans læber, men kun til at han fangede hendes tanke om Kida.. Kida?! Kendte hun Kida? "K-kender du Kida?" Kyouga stod med store øjne. Kende Angelica virkelig, det væsen som han selv elskede? Han skød undrende det ene øjnbryn op i panden, og glippede lidt med øjnene. Han vippede lidt med foden, imens han roligt ventede på det svar hun ville give ham.

Angelica så på ham og betragtede ham lidt endnu. Han så svagt forvirret på ham da han nævnte Kida.. Hun slog blikket ned i jorden, men så op på himlen. "Tjah... Hun prøvede at brænde mit hår, og kastede lidt sten efter mig... Det er såmen det hele." Sagde Angel med et mildt, men svagt grinende smil. Kida havde virket så... 'Sur' da hun havde mødt hende. Så hvidt Angel kunne forstå var det fordi hun var løbet tør for smøger. Noget slog hende så. Hvordan kunne Kyouga vide hvad hun tænkte på? Hun vidste faktisk ikke at han kunne læse tanker, men fandt ligesom selv frem til det. Hun strøg blidt en tot af det lyse hår tilbage da det gled ned foran hendes gyldne øjne. Hun rettede så blikket mod Kyouga igen. "Åh ja og så prøvede hun vidst nok at smide mig i søen." Sagde hun med et mildt lille grin.

//Krea svigt x_x //

Kyouga rynkede brynene en smule, og det kunne stadig ikke gå helt op for Kyouga. "Hvad?!" Røg da bare ud af ham, da Angel meddelte at Kida havde udøvet vold! ´Han kunne slet ikke forstå hvordan det kunne være? Var Kida enelig ikke sådan som Kyouga troede hun var? Han skulle ihvertfald nok have en snak med Kida. Han fnøs dog lidt over at Angel havde et lille grin i stemmen. Hvad var der så sjovt ved det?! Det kunne Kyouga ihvertfald ikke finde frem til. "Gjorde du hende noget?" Hans stemme var kold, tør... Somom han skulle til at udøve vold på Angel. Det ville han ikke gøre, han syns det var fejt at slå på en pige, ligemeget hvor stærk vedkommende var. Hans alvorlige maske, var stadig i hans ansigt. Han lagde hovedt på skrå, drejede lidt op, så et knæk lød. Han rettede hovedt op igen, og skiftevis knyttede, og hånden.

Angel stoppede hurtigt sit grin. Hun bed sig kort indvendigt i hovedet og rystede så let på hovedet. "Tror bare hun var lidt sur over noget med nogle smøger. Jeg var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt." Sagde hun så roligt og skjulte fuldstændig usikkerheden i sin stemme. Angel havde såmen bare prøvet at være venlig, som hun jo altid var, hvilket tydeligvis havde 'irriteret' Kida. Hun så lidt ned på hans hænder. Hun huskede så Kidas stemme.. 'Er i mere end bare venner?' Hun havde lydt så... Ja svært at forklare. Men hendes stemme havde ikke været drillende, eller overlegn, eller hånlig or den sags skyld. Endnu en tanke slog hende så. 'En ulv? Så kan jeg bedre forstå han ikke gider dig!' Kida havde tydeligvis noget imod hun var en ulv.. Det samme havde hendes lille vind-ven eller hvad man nu skulle kalde den. Angel havde aldrig været sikker på den var der, hun havde kun kunne fornemme den.

Kyouga kneb øjnene lidt sammen, eftersom at Angel ikke svarede på hans spørgsmål, som han ville have. Med det spørgsmål han havde stilt, mente han, om Angel havde udøvet vold tilbage på Kida. Hen trådte endnu et skridt tilbage, og i den tågede, mørke by, kunne hans skridt høres langt væk. Han vendte blikket væk fra Angelica, og lod hans blik følge en grøn opel, som lige kørte forbi, med det ene hjul i en vandpyt, så vandet sprøjtede med en høj hvislen, og landede på fortovet med en masse taktvise pjask. Da bilen enelig havde nået forsvindingspuntet, tog Kyouga blikket i jorden, og fulgte hele vejen hen til Angelica, og op af hende. Han tyggede lidt ud i luften og sukkede så, itakt med et han blidt lukkede øjnene. Han åbnede dog øjnene igen, og lod sine øjnbryn køre rundt i forskellige underende grimasser. "Sagde Kida det...?" Spurgte han med en hurtig og 'lige' stemme. Der var ikke særlig mange følelser i, hvilket faktisk ikke var meningen. Han var bare så forvirret, at han gjorde mange ubevidste, ting, eller ting som ikke var med vilje. En af disse 'ting' var bla. at tale med en anden tone end han enelig ville. Han fugtede sine læber, og lukkede øjnene igen, itakt med endnu et suk, og så skråt ned i jorden.

Angel sukkede svagt. Man kunne vidst godt sige det 'kørte' for hende her i tiden? Hun rystede svagt på hovedet og rettede blikket mod Kyouga, dog kun kort, hun skævede så ned mod jorden og nikkede svagt. Hun gik ud fra at han havde læst hendes tanker. Det gik nu op for hende hvor meget Kida egnelig havde svinet hende til. Hun lukkede blidt øjnene. "Og nej, jeg rørte hende ikke, eller brugte mine evner på hende." Sagde hun lavt, men stadig roligt. 'Wannabe ulv'... Hvad wannabe var der egnelig over Angel? Hun bed sig svagt i læben ved tanken om hendes reaktion da Oto var kommet op af vandet i stedet for Angel. Hun rystede så kort på hovedet og så på ham igen. Det var egneligt underligt at tænke på at han kunne læse hendes tanker på den måde. Så kom hun i tanke om Kidas anden bemærkning, men hun undgik at gentage den i sine tanker da han nok ikke ville synes om det.

Kyouga sukkede igen, men denne gang lavt, og han gik et par roligt skridt væk fra hende, lidt længere ind under halvtaget der var sat op, ved bibliotekets indgang. Han hørte et klik fra døren, og så imod det. Døren blev låst... Det var vel også på tide? enelig burde han ikke bekymre sig om det, man alle andre tanker var bare så... forvirrende! Han kigger ud på byen, og betragtede den regn som lige så stille begyndte og falde ned fra himlen. Han trådte lidt længere ud, og kiggede imod himlen. For lidt siden havde den været klar, men var nu blevet helt dækket af grå skyer, hvorfor regnen faldt. "Det kommer til at regne.." Sagde han pludseligt. Enelig fordi at han bare ville væk fra det igangværende emne. "Rigtig meget.." Afsluttede han, efter han genoptog sætningen. Han lagde armene om sig selv, óg stak hånden ud, lidt fra kroppen. ¤Feu¤ Hviskede han lavt og en susen lød. Men ikke en helt almindelig susen, der var en hvislende lyd over den. Han pustede lidt imod sin hånd, og straks dukkede en slange-lignede flamme op i hans hånd. Ilden havde nu fået sit eget liv. Han tog hånden ind under halvtaget, og den lille flamme, begyndte og suse lidt rundt om ham, dog uden at ramme ham. ¤Dos¤ Hviskede han og den satte sig tilbage i hans hånd. Han lukkede blidt hånden i, en hvislen lød, og da han åbnede hånden igen... Var slangen væk.

Angel fulgte ham lidt med blikket, men rettede så blikket op mod himlen da hun mærkede en regndråbe lande i hendes hår. Hun rettede blikket op mod himlen med et mildt lille smil. "Hendes forfædre plejede at skabe den." Sagde hun så med en tænkende, men mild undertone, dog stadig lav. Hun regnede ikke med Kyouga vidste hvad hun snakkede om. Oto's forfædre var vandguder. Angel var faktisk skyld i Oto ikke var en af dem. Hun skubbede hurtigt tanken væk og så på ham. Hun lyttede roligt til hans ord. Hun smilede lidt af ham. Hun tog så et lille skridt ind under halvtaget, dog kun lige ind under det, så hun stadig kunne mærke nogle regndråber ramme hendes krop. Som ild vil vandet knuse dig... Den sætning var blevet brugt én gang i hendes liv, den dag hendes liv blev knust, og skabt på engang. Hun sukkede let og lukkede hånden om den blå diamant der nu lyste lettere kræftigt. ¤Ssshh...¤ Tyssede hun så blidt og trykkede blidt diamanten ind mod hendes bryst. Hun så så igen over på Kyouga. "Hygget dig siden sidst?" Sagde hun med sin milde undertone. Hun skjulte den lidt urolige undertone. Ikke pågrund af regnen, men på grund af Oto. Hun plejede ikke forsøge at komme ud når Angelica 'havde' kroppen.

Kyouga stod og kiggede ud på regnen. Han var ked af at det skulle ende med at være denne stemning imellem dem. Enelig... Enelig var det jo hans skyld? hvorfor..hvorfor følte han altid at det var hans skyld?! Måske var det jo hans skyld... Men der skal to til en tango. En til at holde af, men to til at elske. Hvilket faktisk mindede ham om hans lange tid, hvor han var alene. I skolen var han mere den type der holdte sig lidt fra sig selv, læse lange bøger, og tegnede. Da han kom længere op i årene, blev han rodet ind i noget lort. Kriminalitet. Men det varede ikke længe før han blev bidt. I en ung alder af 14, blev han bidt. Han turde ikke fortælle det til nogle, og folk sprugte ikke hvordan han havde det.. Han var jo bare en bleg dreng, der holdte sig, for sig selv. Det gjorde det ikke nemmere, eftersom at den pige han var lun på, flyttede. Hun havde nok været hans eneste ven. Eneste MENNESKELIGE væsen. Altså et væsen som ikke var hans kanariefugl. Han var så optaget af sine tanker, at han ikke hørte noget af hvad Angelica sagde. Eller han hørte det nok, men kun i hans underbevidsthed. Han skiftevis, knyttede og åbnede sine næver. Han kørte sin tunge et par gange over sin underlæbe, hvorefter han lukkede munden. Men der gik ikke lang tid før et smil bredte sig på hans læber, adskilte dem blidt så hans skarpe vampyrbisser blev synlige. Da han enelig ikk var helt opslugt af sine tanker, tog han hånden til hovedt, og rystede det blidt. Helt ubevidst begyndte en damp at stige frem fra hans ryg, snurrede sig i cirkler over ham, og tilsidst ud over armene, og en gang om halsen.

Angelica betragtede ham lidt. Han var i sine ejne tanker. Hun smilede let af ham. Trist stemning, ikke Angel? Lød en stemme så ved siden af hende. Hun flyttede blikket fra Kyouga og hen mod stemmen. "Lidt måske..." Svarede Angel roligt, men med et mildt lille smil. Hun betragtede let næsten usynlige hvide ulv der nu havde samlet sig ved siden af hende. Kunne det tænkes jeg kunne komme ud? Sagde stemmen så igen. De lange sølvbånd gled blidt rundt om Angelica. De var så kolde som is, men alligevel så dejligt blide. "Gør hvad du vil Oto." Sagde Angel så med et lille mildt smil. Hun rettede så igen blikket mod Kyouga. Hun var rimelig sikker på han ikke hørte hende... Han så så fjern ud lige nu. Såeh.. Ja. Langsomt begyndte den lille diamant at lyse kræftigere, og kræftigere. Lyset var så koldt... Is koldt, men alligevel så smukt. Angelica lukkede så let hænderne om diamanten igen, måske var lyset lidt irriterende for ham? Hvis altså han havde opdaget det... Hun smilede lidt af sine tanker.

Langsomt blev dampen fra ham, stærkere og stærkere, og tilsidst lå det som en tåge om ham. Tykkere end den tåge som var ude på gaden, og rundt om byen. Han kom endelig ud af sine tanker, men var ikke det samme sted. Hans sjæl var ihvertfald ikke. Hans krop fra helt indhyllet af denne tåge, og lagde et form for beskyttende skjold om ham. Altimens han sjæl, var endt i et hvidt rum, hvori der kun var hans egen skygge at se, bortset fra ham selv. I dette rum hans sjæl var i, begyndte et voldsomt uvejr og bryde frem, og en gade blev roligt indtonet. Straks kendte han denne gade. Mere en gyde. En mørk og dunkel gyde. Den, som han blev nød til at tage, en aften hjem, fordi at den normale vej, var lukket. Det var ikke et øje at se. Pludselig mærker han en voldsom smerte i sin arm, og han smækker sin modsatte hånd op på. I han gav et smertefuldt støn fra sig, og kiggede på sin arm. Men den var ikke som den plejede at være... Ikke kun pga, de tre blodige rifter nu var kommet, men den var mindre. Han kiggede ned af sig selv, og så... og så ham tilbage som 14 årig. Pludselig dukkede et par usædvanligt, smukke og lokkende giftgrønne, øjne op. Bare midt i mørket. Sådan stod han længe, i sit sind, inden tågen om hans krop, langsomt begyndte en høj snerren, og fløj væk igen. Han glippede forivrret med øjnene og vendte sig imod Angel. Hans blik var pludselig blevet fjernt, og tre rifter lyste grønt på hans arm. Syregrønne, som dem han havde set, lige inden han blev bidt. Han stod bare og stirrede, indtil et ondskabsfuldt grin slap ud igennem hans læber, og han lænte hovedt lidt bagover. Da han så på Angelica igen, var hans øjne ikke længere den smukke violette farve.. De var syregrønne, li'som lyset på hans arm. Et modbydeligt smil havde bredt sig på hans læber, og afslørede igen hans spidse vampyrbisser.. Men denne gang var hjørnetænderne længere, spidsere og en anelse størknet blod, sad på spidsen. Hans krop var på en eller anden måde, blev overtaget af den vampyr, som forvandlede ham... Men han var ikke selv klar over det.. Ham 'selv', lå bare et sted...og sov..

Angelica åbnede roligt øjnene. Hun fik nu øje på de syregrønne rifter på hans arm. "Kyouga?" Sagde hun så med en svagt urolig undertone. Hendes blik faldt så over hans... Modbydlige smil. "Kyo-" Begyndte hun igen da en stemme afbrød hende. Hver forsigtig Angel. Sagde Oto med en vagtsom klang i stemmen. Angel bed sig let i læben. Hun holdt nu tættere om den lille diamant, og holdt det iskolde lys inde. Hvad var der galt med ham? Et kort øjeblik så Angelica ind i hans øjne. Hun mærkede et underligt lille sug i maven. "Dine øjne..." Begyndte hun så, men rev hurtigt blikket væk. Hun mærkede et svagt lille islag ligge sig om indersiden af hendes hænder. Angel, han er ikke... Begyndte Oto men noget afbrød hendes stemme. Hun bed sig endnu engang let i læben og stirrede nærmest på ham. Foran hende stod Oto, men hun var usynlig.. Måske kunne Kyouga se hende? Måske ikke. Hvad vigtigere var, Angel kunne ikke selv se hende. Hun knyttede hænderne endnu mere om den lille diamant. Kulden begyndte nærmest at gøre ondt. "K..." Begyndte hun, men ordet sad fast i hendes hals.

//Kre svigt x.x//

//Kalder du det kreasvigt? oo' xD //

Kyouga... Eller.. Det vil sige vampyren som havde overtaget kyouga's krop, trådte tættere op af Angel og tog et hårdt greb om hendes hage, og kæbe. Han holdte det stramt, og åbnede hendes mund en anelse, så hendes læber blev let adskildt. "Kyouga er her ikke...Kære angelica" Stemmen var kold, som septembervinden, eller det iskolde sne. Denne stemme kunne bringe gåsehuden frem på et hver væsen. Det var ikke den mindste smule følelse i stemmen. Og dog, lød det på en underlig måde, at der var utroligt mange års vigtig historie, bag. "Det er Jaaku, der er her nu" Stemmen var nøjagtig den samme, men hurtigt fik denne 'Jaaku' presset sine læber imod Angelica's i et hårdt kys. En meget svag ond latter kom igen, han åbnede de syregrønne øjne helt og satte sine tænder i hendes underlæbe og hev lidt ud. Det var ikke så der gik hul, men ihvertfald noget som kunne mærkes. Han holdte stadig om hendes hage, langsomt med at hans anden hånd lagde sig imod hendes mave, og en underlig cirklende følelse, begyndte under hans hånd.

Angelica mærkede et hårdt sug i maven, og hørte svagt lyden af vind der langsomt døde ud.. Angel- Begyndte Oto igen, men hendes stemme blev igen afbrudt. Angel stod nærmest som lammet da han tog fat om hendes hage, og kæber. ¤Jaaku-¤ Begyndte hun så i en lav hvisken, men hun nåede kun lige at afslutte hans navn da han kyssede hende. Hun mærkede let paikken stige inde i hende. Hun lukkede kort hårdt øjnene i, men åbnede dem så igen, og kom uheldigt nok til at stirre direkte ind i hans øjne. Hvordan kunne Kyouga pludselig være... Jaaku? Angel forsøgte med den lille smule af sig selv hun stadig havde samlet at stritte imod, men det hjalp ikke det store, og kunne hvis man virkelig misforstod det føles som om hun gjorde gengæld. Hun mærkede panikken tage over i hendes krop. Hun mærkede nu hans.. 'Berøring', hvis man kan kalde det det, mod hendes mave. Hendes øjne var fyldt med panik, og havde et let chokeret glimt.

//Yup XD Og det forsætter -3- xD//

Langsomt gav 'Jaaku' slip i hendes læber, og det samme modbydelige, onde smil bredte sig på hans læber. "Angel" Gentog han i samme stemme som lød i hendes hovde. Oto's stemme. Den samme ondskabsfulde latter, drog igen fra hans læber, og lagde sig om dem, og forsvandt til sidst ud i det dunke mørke. Han havde fået hendes øjnkontakt, og vidste at det ville gøre det nemmere for ham.. For Jaaku. Dette var noget som Kyouga ALDRIG kunne finde på at gøre. Jaaku, styrede Kyouga's krop, til at stille sig helt tæt op af Angel, og lod sin hånd glide fra hendes mave, og rundt om livet på hende. Altimens det onde smil stadig spillede, gled hans hånd længere ned, ned af hendes lænd og lagde sig om hendes balde, med et lidt hårdt klem. Han var dog opmærksom på, hvis hun skulle angribe ham. Han tog sine læber til hendes hals, og skrabede sin tunge op af den.

Angelica stirrede direkte ind i hans øjne. lyden af Oto's stemme, der kom fra hans læber... Det virkede så forkert! En hård knurren lød. Ikk e fra noget bestemt sted, bare rundt omkring dem. Angel! Lad ham ikke gøre det ved dig! Snerrede Oto med sin vagtsomme, milde stemme. Angel forsøgte at løsrive blikket, men hun håbede inderligt på at de syregrønne øjne snart ville blive Kyouga's violette øjne. Angelica slap en hård, men kort og lav knurren ud da han gav hendes balle et klem. Hun havde en bange fornemmelse om hvad han ville gøre. Hun gøs indvendigt og tog fat om hans overarme. Hun forsøgte med den lille smule af hende der stadig var samlet at skubbe ham væk, men det kunne vel knapt nok mærkes? Hun bed sig hårdt, indvendigt i læben og forsøgte igen at løsrive hendes blik fra hans øjne. Hun holdt et gys tilbage da hun mærkede hans kolde læber mod hendes hals. Angel! Knurrede Oto's stemme så hårdt, men bedende.

//Undskyld den blev lidt kort >.< har lidt travlt x3//

kyouga's krop , blev styret til at nappe i hendes hals, og sætte sine tænder i. Dog kun så der kom et meget lille hul. Hans tunge kørte kærligt rundt, og hendes delikate blod. Han sukkede nydende, og køre blidt sine sylespidse tænder, hen af hendes hals, stoppe ved hendes struber hvorefter han trak sin hovde tilbage igen. Han hvæsede kort, men ekstremt advarende da hun greb fat om hans arme. Han vidste at hun ville vriste stig fri, men ikke kunne. Idet han knurrede, steg et røgslør op fra ham, og gav hende et skub i hovedt. et ret hårdt et. Men ikke så hun ville komme til skade. "Det vil være bedst for dig selv , hvis ud ikke kæmpede imod!" Hvæsede han hårdt. Li'så snart han havde gjort det, bredte smilet sig igen, og hans hånd gled fra hendes kæbe, rundt om ryggen på hende, mens den anden, brugte to fingre til at sætte under hendes buksekant, og lod den glide halvt rundt, så den endte foran på hende.

Angelica gispede svagt da hun mærkede hans tænder gå igennem hendes hud, heldigvis ikke noget 'rigtigt' bid. Hun bed sig hårdt i læben og skulle lige til at forsøge sig med endnu et skub da hun mærkede et hårdt skub. Hun åbnede og lukkede svagt munden for at sige noget, men der kom ikke så meget som en lille knurrelyd ud. Hun havde lyst til at rive sig fri og dræbe ham på stedet, men det var lidt svært i det her tilfælde... Nærmest lammet af skræk... Og så virkede han så... Underligt stærk, på alle måder. Angelica gøs svagt da hans kolde fingre gled lidt ned i hendes buksekant. Hun havde bange anelser om hvad der nu ville ske... På samme tid kunne hun svagt mærke hvordan blodet lige så stille løb langsomt ned af hendes hals. Hun følte sig svag, og bange... Under hendes værdighed. Hun skulle ha' gjort noget så snart hun havde set det modbydelige smil, men hun havde ikke kunne få sig selv til det... Han var stadig i Kyouga's krop. Ikke?

'Jaaku' smilede lidt, slikkede igen blodet, men denne gang det hele. Han lagde også sin læber om hullet, og sugede faktisk lidt. Han trak sin hånd op, vendte den om, og lod sin håndflade køre op under hendes trøje, og klemte meget kort hendes bryst, og kyssede det uden på trøjen. Han grinte igen ondt, men stoppede så med at berør hende på nogen måde, og trak sig lidt væk. "Vi ses Angel.. Tro mig" Dette var det sidste Jaaku sagde fra kyouga's krop, inden at en tåge igen omringede Kyouga's krop, den ondskabsfulde latter kom igen, men denne gang gav den ekko. Ihvertfald for Angelica, og Kyouga selv. Lattern gled længere og længere væk, indtil at Jaaku tilsidst forsvandt, og Kyouga faldt til jorden. De tre lysende rifter var stadig på hans arm, men han nu var han idet mindste ikke blevet overtaget, af en eller anden syg i hovedt vampyr.