Dårligt tidspunkt at fare vild! //Jaaku//

T: Sen aften..
O: Nothing..
V: Overskyet.
S: Gyderne...

Angelica gik med lette, men som altid yndefulde skridt afsted. Typisk hende. At fare vild i de ukendte gader på den her tid af aften! Navnet gav stadig genlyd i hendes tanker. "Du tror ikke jeg møder ham igen, vel?" Sagde hun med en usikker mine og så ned på Oto. Oto gik roligt idere og så ikke på Angel. "Hvis du gør, vil jeg beskytte dig. Du skulle ha' ladt mig ud da du havde chancen. Jeg vidste den fyr ikke var til at stole på." Snerrede Oto lettere irriteret. Angel sukkede stille. Det lignede ikke Oto at være så negativ. "Du burde hvile dig..." Sagde Angel med en lav stemme. Oto så nu roligt op på hende. Angel bed sig lidt i læben og stoppede. Hun så ned på Oto. Hun havde virkelig ikke lyst til at støde på Jaaku igen, og slet ikke at udsætte Oto for fare. "Hvil dig, Oto... Jeg skal nok passe på." Sagde hun med en fast, men blid undertone. Oto så lidt op på hende med hendes klare, blå øjne. Hun så så ned, men nikkede så let. "Som du ønsker Angel... Men luk mig ud hvis jeg ber dig om det denne gang." Sagde hun så roligt, og i et lys blev OTo til vand der hurtigt forsvandt ind i den blå diamant.

//Krea svigt o.o//

Frem i gyderne lyste de syregrønne øjne. De var altid til at kende, men havde også en tiltrækkende effekt. Han var netop kommet her til Di Morga, men havde alligevel den samme viden om byen, som Kyouga har.. Eller ihvertfald havde. Det vil sige at det med at han lige var kommet... Var ikke helt sandt. Han havde været her i Di morga, men bare ikke i sin egen krop. Han var iført en mørkeviolet t-shirt, dækket af en læderjakke og mørke Jeans. Han havde valgt og tage ud i gyderne. Kyouga havde vidst kun været her en eller to gange, så Jaaku havde kun samme viden om dette sted. Selv om han gennemgik flere forskellige væsners dufte, var hans aura stræk. Og de andre væsner flyttede sig gerne for ham. Hans Aura var nemmelig ikke ligefrem god.. Nej. Den var ekstremt mystisk, og lettere ond. Straks kunne Jaaku kende en Aura.. En lugt.. En stemme. *Åh angelicaaa!* Tænkte han lokkende, og et bredt smil, adskilte let hans læber, imens han strøg forbi et enkelte par væsner, imod hende.

Angelica sukkede svagt og holdt den blå diamant lidt op. "Sov godt Oto." Sagde hun så med en mild, men lav stemme. Hun så hurtigt rundt og gik så videre. Hendes blik var slået ned på halskæden hun blidt holdt mellem fingrene. Båndet mellem hende og Oto. Angel! Jeg fornemmer en Aura! Og den er ikke god! Lød Oto's stemme så som en advarsel i hendes øre. Hun stoppede brat op. Var det Jaaku hun mente? Hun bed sig let i læben og så hurtigt rundt. "Oto... Er du sikker?" Sagde hun med en usikker mine. Bare tanken om hvad han gjorde sidst! Angel lagde beskyttende en hånd på sin hals og så hurtigt rundt igen, men hun kunne ikke rigtigt se nogen hun kunne genkende... Hvor dumt tænkt af hende! Han havde jo været i Kyouga's krop! Det eneste hun vidste om hans udseende var... Hans syregrøne øjne. Hun gøs let bare ved tanken og drejede en halv omgang rundt, og vendte dermed ryggen til Aura'en, dog uden at vide det. Hvad skulle hun gøre hvis det var ham? Der var intet vand her i området, så hendes evner var nyttes løse!

Der gik ikke lang tid, før at Jaaku opløste i en tåge med en høj hvislen. "Hej Angel" Sagde han højt idet han forsvandt i tågen, og dukkede lidt efter op bag hende. Hans kræft virkede sådan at tågen kun var en illusion, og hans næsten blev usynlig, susede igennem luften og dukkede op på det punkt han ville have. Han lagde sin arm rundt om hendes hals, og satte sine læber ved hendes øre "Savnet mig, smukke?" Hans stemme var den letgenkendelige iskolde stemme, og øjnene lyste som, de kun gjorde hvis han havde en lille plan i tankerne. Han satte blidt sin tænder i hendes øreflip "Jeg hart ihvertfald savnet dig.." Hans anden hånd gled langsomt ned af hendes overkrop, og stoppede ved hendes lynlås, på bukserne. ¤Ihvertfald din krop¤ Rettede han og gav slip i hendes øre, itakt med at en ond latter brudte frem for ham.

Angelica mærkede frygten skylde ind over hende da hun hørte hans stemme. Hun så hurtigt rundt. Pis! Pis pis pis! Hun mærkede så hans arm ligge sig om hendes hals. Hun gispede svagt og mærkede hans tænder i hendes øreflip. Inderst ind ehavde hun lyst til at kyle en provokerende kommentar lige i facet af ham, men alt sagde hende det ville være en dum idé. Hun lukkede øjnene lidt og skævede så mod ham. Hun holdt et gys tilbage. Hvorfor lige hende? Og hvorfor altid lige når Oto ikke var med hende? Angel mærkede hans hånd køre ned af hendes overkrop, og panikken steg op inde i hende.. Hun havde lovet sig selv ikke at fryse på den her måde igen hvis hun skulle møde ham endnu en gang.. Hun bed sig let i læben. "Gid jeg kunne sige det samme.." Røgdet så nærmest ud af hende med en lav, men urolig undertone. Hun fortrød med det samme at hun havde sagt noget. Typisk hende.. Men på den anden side... Måske var det bedre end bare at stå og lade som ingen ting?

Jaaku smilte et lokkende smil, selv om det jo nok ikke ville hjælpe på noget. Han elskede den måde hun var på.. Den fornemmelse af panikken der steg hende, men alligevel ville fyrre en dumsmart bemærkning af. Han så lidt på er hvor han havde bidt hende, forrige dag, og kyssede hende blidt der. Han trak herefter hovedt tilbage, men lagde sin kind imod hendes. Følte hendes varme kind, imod hans kolde. "Jeg ved du har savnet mig¤ Småhviskede han, og det samme modbydelige smil voksede mere og mere, imens at hans øjnbryn lå skævt i en ondt grimasse. Han lagde sin hånd imod hendes underliv, og pressede hendes bagdel, imod hans underliv. Hvorefter hans hånd gled tilbage op på hendes mave, og hev hendes trøje lidt med sig. han kiggede kort på halskæden hun havde rundt om halsen... Der var noget specielt ved denne halskæde.. Noget meget specielt. Han lagde hånden om hjertet, og betragtede den "Hvad er det her for noget tingeltangel?" Sprugte han med en varm stemme.

Angel lukkede kort øjnene, men skævede så igen mod ham. Hun holdt endnu et gys tilbage da hun mærkede hans kolde læber mod hendes hals, der hvor han havde bidt hende den anden dag. Hun rystede ganske svagt på hovedet, nærmest kun en kort vibration. Følelses af hans hånd mod hendes underliv sendte et úbehaligt sus i hendes krop... Hvor langt havde han tænkt sig at gå denne gang? Hun ville ikke engang tænke på det. Hun mærkede panikken stige i hende da han tog fat om den blå diamant. "Jeg ber dig... Lad hende være..." Sagde hun så lavt, men det var tydeligt i hendes stemme at den halskæde nærmest betød mere end livet selv for hende. Den kolde diamant begyndte kort at lyse svagt, men den sendte så lyset ud igennem den tynde, tyde men ufatteligt holdbare og ubrydelige tynde sølvlænke.

Jaaku vendte og drejede halskæden, og betragtede lyset der kom fra den. Han lod fingern glide rundt over det hele på den, han hev lidt ud i halskæden, og den virkede utrolig holdbar. Der var nok en masse magi, og en stærk en af slagsen. Han smilede over hendes lille bøn, og svarede hende selfølgelig; "Hende?.." Gentog han med en undrende mine og rystede lidt på hovedt "En stor del af dig lever vidst i den halskæde?" Forsatte han og det modbydelige smil, stod næsten fra øre til øre. Han lod hånden flytte sig fra hjerte vedhænget, strøg alt hendes hår, hen på den ene skulder, hvorefter han begyndte og søge efter en lås. Han var ikke sikker på om der overhovedt var en, men ellers skulle han nok finde en anden måde at få den halskæde af hende. Hans hånd, som lå på hendes mave, gled langsomt længere, og længere op, og trak hendes trøje med sig

Diamanten begyndte langsomt at lyse mere. Få din klamme Vampyr fingre væk fra Angel! Snerrede Oto's stemme så ud fra ingen ting. Hun knurrede så advarende, men knurren døde langsomt ud. Angel sank svagt en klump.. Heldigvis var der ingen lås på halskæden.. Og selv ikke en med en styrke Jaaku ville kunne bryde kæden. "O-Oto Tachibana..." Svarede hun så lavt, og lettere panisk. Havde han tænkt sig at tage Oto fra hende? "Uden den ville jeg aldrig ha' overlevet.." Sagde hun lavt, nærmest så lavt det bare var en hvisken. Hun holdt et lille gisp tilbage som hans hånd hev hendes trøje med op. Hun havde lyst til at stritte imod, men noget sagde hende det bare ville gøre det værre. Hun ville gøre alt for at beholde Oto, alt.. Om så det betød hun blev tvunget til at leve i de her gyder resten af livet, slentre rundt i ørknen, intet var slemt nok til at hn kunne undvære Oto.

//Krea sivgt x_X //

Et bredt, lettere modbydeligt smil bredte sig på Jaaku's hårde læber, da han hørte stemmen komme ud fra mørket, og det samme med den knurren der kom. Da han ikke kunne finde nogen lås, holdte hans dog stadig fat i angel's hår, dog mere fast, eftersom at det fleste kvindfolk, var ret følsomme i hårrødderne. Og det var jo meget rart, lige at have fat i noget. "Nuurh.." Efterfulgt af denne lyd, grinte han hånligt, hev mere tilbage i Angel's hår og kyssede hende på mundvigen. "Jeg gør hende ikke noget..."Han fiskede lidt efter navnet, "Oto" Afsluttede han så, og hev i en hånd bevægelse, mere tilbage i hendes hår, men satte så hendes hovde på plads..."Overlevet.." Gentog han i en hånligt tone, og småkildrede hende under hagen. "Hvem siger du vil overleve nu?¤ Sagde han i en lav tone, med en ekstrem kold, og modbydelig stemme. Lige til at bringe gåsehuden frem. Han hvæsede kort, og i det hvæs, blottede han også tænderne en smule. Men det var kun kort, inden han puffede hende i bagdelen med knæet, og begyndte at følge hende et sted hen...

Angelica bider sig hårdt i læben da hun mærkede hans iskolde læber mod hendes mundvig. En spøgelses agtig knurren brød frem fra overalt omkring dem da han kyssede hende ved mundvigen. Angel skævede først panisk mod ham men lukkede så øjnene. Hun slog dem dog hårdt og chokeret op da han afsluttede sin sætning. Hun bed sig let i læben og fulgte modvilligt med. "Jeg kan ikke dø uden at give Oto videre til en der fortjener hende..¤ Halv hviskede hun med en næsten uhørlig, men alligevel svagt syrelig stemme. Han kunne lige vove på at tage Oto fra hende, eller at dræbe hende.. Ikke før Angel var sikker på Oto var i de rigtige hænder. Angelica knyttede svagt hænderne. Hun kæmpede mod panikken inden i. Kæmpede hun imod, ville han udentvivl vinde.. Uden noget vand omkring hende var hun forsvarsløs. Hun var som en fisk på landjord. Fulgte hun bare med kunne det kun ende galt... Spørgsmålet var bare, hvad skulle hun vælge for at beholde Oto?