Skovens mørke øjne.. //Kyouga-Privat//

Sted; En stor skov i udkanten af Terre.
Vejr; Lidt blæsende, en andelse koldt men dog til at holde ud.
Omgivelser; Skov, Alecia og noget vi ikke ved hvad er endnu.
Tid; 21;46
Påklædning; Well, et par tætsidende sorte jeans, en sort top og en pink og sort sweatshirt.. :3
___________________________________________________________________________________________

Aleica gik med lange skridt langs skoven. Solen var lige gået ned og den kolde aftenvind ramte hendes ansigt. Hun lukkede øjnene, mens hun stadig gik videre, men dog med mere rolige skridt. Hun kunne svagt lugte et dådyr der stod omkring 100 meter fra hende, men gik dog bare videre.
Skoven havde været underligt stille den sidste times tid. Hun kiggede ind imellem de tykke stammer, og fik øje på noget der bevægede sig. Langsomt bevægede hun sig videre, men med blikket fæstnet mod det der bevægede sig inde i skoven.
De næste tyve meter gik hun imens hendes blik var på skoven. Hun kiggede ikke hvor hun gik, men alligevel lykkedes det hende, ikke at falde over noget. Selvom det ellers ikke ville have været noget nyt. Pludselig fik hun færten af noget. Hun stoppede op og holdte øje med skoven. Der var noget der inde.. Eller.. nogen der inde...

I en nærmest hvislende sort skikkelse, bevægede kyouga sig. Alle forme for skove, havde han eftersom været i, og kendte til det hele. Denne skov, var ikke en undtagelse. Med et knæk fra en kvist, bekræftede kyouga at han var her, ikke fordi han just mente at der var nogle, men... Okey det var faktisk et uheld, men han gjorde ikke noget ved det... Hvad skulle det gøre ved ham? Ingenting.. Ikke andet end han måske ville få en anelse selskab, og det havde jo aldrig været nogen dårligt ting.. Okey.. Næsten aldrig været. Hans hænder var lagt i lommerne i de mørke jeans, og med sine tommelfingre, holdte han blidt fat i sin sorte tank top, som dækkede hans -lidt for lækre- muskuløse, veltrænede overkrop, dog ikke noget total overdrevent. Dog gik der ikke lang tid, før han kunne føle en aura. En lille brummende lyd slap hans læber, men ignoerede det efterfølgende.

//Fuck jeg grinede da jeg læste 'lidt for lækre'.. xD Okay, sidespring.. -.- //

Et let smil strejfede hendes læber da hun hørte tankerne fra den mørke skikkelse. *Vampyr..* Var det eneste hendes hjerne kunne komme op med.. Langsomt begyndte hun at gå igen. De dovne skridt fik hendes fødder til at falde tungt på jorden.
Da hun nåede lidt ned ad skovstien fandt en bænk, som hun faktisk aldrig havde lagt mærke til for, selvom hun havde gået langs stien mindst hunrede gange før.
Langsomt satte hun sig ned på den gamle bænk, og lukkede øjnene. Hun tog en dyb indånding og kunne mærke hvordan den kolde aftenvind fyldte hendes lunger. Langsomt åbnede hun øjnene igen, og kunne mærke hvordan en andens øjne var faldet på hende. Den mørke stirren fik hende til at smile en smule, og valgte bare at kigge ned i jorden. *Hvis han vil snakke, kan han da bare komme og holde mig med selvskab..* Tænkte hun, og foldede sine hænder i sit skød.

//Grinte også selv da jeg skrev det xD Sorry men elsker at skrive sådanne ting :3 //

Langsomt som aura'en blev stærkere og tankerne, stoppede han op. Han var ikke langt fra, og det vidste han godt. hans øjne kneb sig lidt sammen, mens hans læber fortrak sig i et selvsikkert smil. Hans øjne åbnede sig helt, og han bevægede sig -ubevidst- imod denne vampyr. Hans skridt var nærmest flyvende, og dækket af et lille røgslør, dog var det muligt at se han fødder. Hvis man forsøgte og læse hans aura, ville man intet få ud ad det.. Ikke fordi han var en retard, men fordi at han ikke havde en helt bestemt personlighed. Det svang fra dag til dag. Et lille kast med hovedt blev gjort, men hans hænder var forsat i hans lommer. øjnene gled roligt i, men kun i kort øjeblik, inden at han stoppede op. "Godaften" Sagde han med en rolig, men varm, lettere mystisk tone. Han stod nu foran denne vampyr, og betragtede hende med et selvsikkert smil på læberne

//Krea svigt x_x//

//Og jeg elsker at læse det! xD //

Hun kunne fornemme ham komme tættere på,men havde dog besluttet ikke at kigge op på ham. Igen lukkede hun øjnene da vinden tog fat i hendes hår og viftede det ind over hendes ansigt. Langsomt foretog vinden sig, og hendes hår lagde sig tilbage som det havde lagt før.
Da hun endelig så ham træde ud fra skoven kunne hun mærke hvordan hendes ene mundvig sneg sig op i et lille smil. Da hun først hørte hans stemme, fik hun et let chok.
Det var længe siden hun havde hørt et andet menneskes stemme.
Og den mørke hæse klang gjorde hende en smule overrasket, men alligevel følte hun sig underligt godt til pas.
Langsomt løftede hun hovedet og så hans lidt for lækre, og muskuløse overkrop. Hun kunne mærke hvordan hendes kinder blev et par grader varmere da hendes øjne nåede hans ansigt. Et blidt smil viste hendes lange, hvide, hjørnetænder frem. "Godaften." Sagde hun, og var faktisk en smule usikker på hendes stemme.. Det var længe siden hun overhovedet havde talt med andre end sig selv..

//Uhh, hej krea!? xD //

//HAHA xDD "og så hans lidt for lækre, og muskuløse overkrop" Fuck hvor genialt x'3 *Highfive* //

Han lyttede i et kort øjeblik til vinden susen... Selv om han ikke var en form for vindvæsen, var det alligevel somom vinden hviskede, alle de mange lyde fra, skoven.. Vinden der ruskede i bladene på træer, buske og sivende. Vandet der blev plasket op på breden, dyrene der gnaskede, trådte på kviste, og gav lyde fra sig. Det var somom det blev til en stor rytmisk samtale. Han smilede indvendigt af det, men lagde hovdet let på skrå, og betragtede vampyren som sad foran ham. Han gengældte hendes smil, hvor hun blottede sine hvide vampyrbisser. "Hvad laver en pige som dig herude?" Han trådte roligt tættere på hende, og hans smil en anelse mere lusket, og dog... Hans hovde bøjede sit lidt forover, ikke fordi at hun var langt nede, men det var mere en vane at gøre sådan.
Han spredte tre fingre ud over kravebenet, "Kyouga iøvrigt" Præsenterede han sig, som var han en yderst betydningsfuld person. Selv om han dog ikke havde særlig meget betydning for andre, end... tja måske 3 personer? Men sådan var livet vle bare.. Og dog. Livet var ikke bare en dans på roser, og især ikke når man var sådan som Kyouga var. Han var ikke den vampyr som bare dræbte så snart vedkommende blev lidt sulten. Nej. Han ville hellere sulte, for at folk skulle leve. Og så havde han jo desvære det, at han have svært ved og sige nej, og sær når det galt at hjælpe andre.

//Ahaha! xD Jeg er færdig af grin herovre! xD *Klask*! Vi er lidt seje.. xD//

Hun blev straks betaget af han gengældende smil. Langsomt trængte hun ind i hans sind, så verden som han gjorde. Hun lukkede smilende øjnene, og oplevede skovens 'rytmiske samtale', som han havde udtrygt det. Hun mærkede igen hvordan vinden tog fat i hendes hår, legede med det, fik det til at bevæge sig i dens egen vilde rytme. Igen tog hun en dyb indånding der fyldte hendes lunger, med den friske luft. Da hun igen åndede ud undslap et kort suk fra hendes læber.
I det samme hørte hun ham sige noget, og blev revet ud af hans hoved, tilbage til virkeligheden. Hun smilede drilskt til ham. *en pige som mig, hva?* Tænkte hun, og fniste let ved tanken. "Njåårh, jeg gik mig skam bare en tur. Hvad med dig selv?" Sagde hun og blev overrasket over hvor rolig hun lød. Hun følte sig faktisk godt tilpas sammen med ham her, der var noget over ham der bare gjorde at man ikke sådan lige kedede sig.
Hun smilede roligt over hans navn, og den måde han udtalte det på. Det var et besynderligt navn, eller hun havde i hvert fald ikke hørt det før. Men nå nå, man skulle jo lære noget nyt hver dag. Pludselig gik det op for hende at hun havde sat og tænkt i ualmindeligt langt tid, og tog sig så sammen til at svare. "Alecia." Smilede hun. "Alecia Mason Fannington.." Sagde hun, og lagde denne gang hendes ældgamle brittiske Accent ind over det. Langsomt slog hun ud med hånden ned mod bænken, som tegn til at han bare kunne sætte sig, hvis det var det han havde lyst til.

//Woop woop!! Indlæg nummer 500!!! Weeee.. :3 Jeg er lidt for sej.. xD//

//Vi er alt for seje B]. //

Han hånd samlede sig på hans kraveben, og lod den så hænge ned at siden igen, men kun et kort øjeblik, inden han stoppede den ned i lommerne på jeans'ne. I noget tid, følte han sig lidt... lidt somom han slet ikke var der? Han øjne lukkede blidt i, men åbnede sig kort efter igen. Da han hørte sin egen stemme, følte han at han kom helt til sig selv igen.. Mærkeligt..Det var vel nok noget denne vampyr, havde præsteret. Hans øjne glippede et par gange, men fik så øje på hendes drilske smil, lagde hovedt lidt på skrå og gengældte det, med et lusket glimt i øjet. Han hørte hendes tanke, som kom det fra det intetsigende mørke. ¤En tur..¤ gentog hen i en drillende hviskende tilstand. Hans smil bredte sig kort, men blev så normalt størrelse igen. Han lænte kroppen op af nærmeste træ, som stod 20 cm. fra hvor han stod. "Sådan set det samme..." Svarede han hende, med et lille ligegyldigt skuldertræk. Der var et eller andet, der fik hende til at skille sig ud fra mængden.. Men han havde en ide, om hvad det mon kunne være, så han opgav lidt at finde ud af det.. Well. Sådan da ihvertfald. Efter han havde sagt sit navn, ventede hun på at hun ville sige sit.. Eller i det mindste kommantere det. Og dog, lidt efter sagde hun sit navn, han åbnede munden og skulle til at sige noget, da hun forsatte sit navn, og han lukkede munden. Han nikkede lidt og gentog hendes navn i hovedt et par gange.. Alecia. Han bed sig indvendigt i mundvigen, og kiggede på hendes udslående hånd. Tjoeh.. Hvorfor ikk? Han nikkede lidt, trådte hen og satte sig ned. Han satte sine albuer imod sine knæ'er, og vendte hovedt imod hende. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, så han sagde bare noget så latterligt som; "Woop woop?".

//Hell yea.. x3 -Undskyld den lange ventetid, jeg har været på lejrskole hele ugen... -.- //

Da han langsomt og dovent satte sig ned ved siden af hende, gav hun sig bare til at stirre smilende ind i skoven. Hun følte skovens hvordan stilheden gjorde hende helt rolig, hvordan kyouga's nærværd gjorde hende rolig. Pludselig kom han med nogle underlige lyde, der bare gav hende en lyst til at grine højt. Dog fniste hun kun let over det. Hun kunne mærke hvordan hendes hænder sitrede da den lette brise blæste kyouga's duft hen mod hende. Hun fik en inderlig lyst til at rører ham, eller i det mindste sidde tæt på ham, snuse til ham. Endnu en gang blev hans svage duft blæst hen mod hende, og skævede i han retning. I frygt for at han ville kigge på hende og se hende stirre på ham, fæstnede hun blikket på et træ, og knyttede hænderne i et forsøg på at holde blikket væk fra ham. Langsomt kiggede hun igen over på ham, og til hendes lettelse ramte hun lige det magiske øjeblik hvor han ikke så på hende. Et skævt smil spillede blidt på hendes læber, og hun kunne mærke hvordan hendes kinder blev varme. Små 20-30 centimeter sad han fra hende, hun kunne let række ud efter ham. Men det ville simpelthen være for underligt. Hun så hvordan vinden legede med hans mørke hår der gav hende en lyst til at rører ved det, det så så utroligt blødt ud. Pludselig så han også på hende, og hun kunne mærke hvordan hun straks hun straks gik i panik, hun kunne ikke flytte sit blik, men hun kunne heller ikke forsvare hvorfor hunsad og stirrede sådan på ham. *SIG DOG NOGET!* Skreg hun i sine egne tanker. *HVAD SOM HELST! ET ELLER ANDET!* Hun knyttede sine hænder i et forsøg på at komme på et eller andet at sige. "Du har nogle utrolig smukke øjne." Sagde hun, og spærrede øjnene op da dte gik op for hende hvad hun lige havde gjort. Hun knyttede hænderne endnu hårdere og ville ønske hun bare kunne forsvinde ud i den blå luft. Hele hendes ansigt kogede og hun kunne ikke beskrive hvor flov hun var.