Nattens overraskelser //Shirath - Kyouga//

S: La Marécage Søen
T: 00:30
O: Skovens natteliv
V: Let brise, stjerneklart.

Shirath lå ved søens bred i sin sjakalskikkelse, hendes yndlingsskikkelse. Hun lå og slappede af og nød stjernernes spejlbillede i vandet. Det var smukt. Hun ønskede at man kunne plukke stjernerne ned fra himlen og gemme dem i sine lommer. Så kunne man tage dem op, når man havde brug for lys i sit liv. Hun tog en dyb indånding og pustede ud, mens hun gav et sving med den store, pjuskede og bløde hale. Hun lukkede øjnene og lod sine store ører opfange skovens nattelyde. Ugler der snakkede, mus der piblede i græsset, ulvene der gøede... Dette var hendes måde at berolige sig selv på, skovens liv. Hun åbnede øjnene og lod tankerne flyve. Hun tænkte på fortiden, fremtiden, og på idag. Idag var faktisk gået udmærket. Hun blev mæt ved at hugge mad fra restauranten, hun fik nogle penge fra lommerne på gågadens travle folk, og hun havde holdt sig fri for problemer. Hver dag var ét stort strategispil, man skulle altid tænke flere skridt foran, og da især foran fjenden. Og for Shirath, kunne alle være fjender. Dog havde hun den svaghed... Hendes naivitet. Nok ville hun ikke selv komme i kontakt med folk, men hvis de gjorde med hende, og gjorde udtryk for at de var gode nok, så troede hun på dem, hvilket ikke altid var lige godt. Men hun kunne ikke gøre for det, hun var født med det, havde levet med det, og ville leve med det resten af sit liv. Hun pustede ud ednu engang og lukkede øjnene igen for at slappe af.

//Sorry men svare først i morgen n_n *At kravle under bordet, i håb på at Shirath ikke bliver sur* Piv? xD//

//helt iorden ^^ så kan jeg ozz komme i seng XD men er først på sent på eftermiddagen imorn ;O no worries, I'm not gonna kill you ^^ just bite a lil >:D ej XD//

//Puha x'3 jeg er ikke død... ikke endnu ihvertfald xD//

En lang skygge blev kastet over søen, en sort skygge. Hvis man fulgte denne skikkelse, ville man ende med blikket på en høj vampyr... Sort hår, pieceret øjnbryn, sort hættetrøje og grå tanktop, samt sorte jeans. Tjoe, denne vampyr var Kyouga. Han var igang med at studere stjernevrimlen som blev genspejlet i vandet, men langsomt gled hans blik længre og længere op, og endte på himlen, lagnsomt lukkede han øjnene, og indåndede lugten, før han sank hovedt tilbage, og åbnede sine violettet øjne igen. Han forsætte sin vej imod skoven, og dog var han ikke opmærksom på, hvis der evt. hvad et væsen her i området, da han gik i sine egne tanker. Hans tunge gled langsomt over det øverste sæt tænder, og fugtede efterfølgende hans hårde, kolde læber. Hans blev var afslappet, og dog havde han sit selvsikre smil på læberne, men det var mere blidt, og neutralt end normalt. Hans hovde gled langsomt længere forover, og endtte med at se i jorden. Dog uden tanke, om at se om, for at se om han gik ind i noget.

//yay du er ikk død endnu! XD /glomp :D//

Shirath var så småt begyndt at falde lidt i søvn, da hun slappede så meget af. Hun anede intet omkring hende mere, slappede bare helt af. Men dette blev dog spoleret da en eller anden pludselig kom gående og trådte på hendes hale. Hun hylte op, et skrig af smerte og forskrækkelse. Hun skyndte sig op på benene med et hop og snappede ud efter hvad eller hvem der havde trådt på hendes hale. Hun stod og gjorde sig stor, hårene på ryggen var rejste, ørerne lagt tilbage og tænderne blottede. Da hun fik adrenalinen til at gå væk fra øjnene, så hun kunne se, så hun op på en høj, mørk person. Hun kunne lugte, at det ikke var et menneske, en vampyr. Hun begyndte at bakke lidt tilbage, dette kunne godt blive farligt, hvis hun ikke passede på, nu var det jo ikke kun et menneske hun stod og truede. Hun synkede en gang, lod tungen slikke sig om munden og stoppede med at blotte tænder. I stedet begyndte hun at hive lidt efter vejret med tungen ude af munden. Hvad havde hun nu rodet sig ind i?

Kyouga fik sig noget af en overraskelse da han hørte et hyl, af smerte og forskrækkelse. Straks da det skete,. lagde han mærket til en lille bule under hans sko, som lidt efter blev hevet væk. Da han fik øje på den snerrende sjakal, bøjede han sig lidt ned i overkroppen, og hvæsede tilbage, med blottede tænder. Men en tank gled rundt i hans hovde, og blev gentaget igen og igen. Sjakal, eller animagus?. Han rettede sig roligt op igen, da sjakalen begyndte at bakke tilbage. Dog blev hans stående, og betragtede den. Hans overlæbe skiftede lidt med at blotte, og dække tænderne til, men tilsidst fik han den på plads, så den dækkede tænderne. Han lagde hovedt helt på skrå, så et lille knæk fra hans nakke lød. Hvorfor havde han enelig ikke lagt mærke til denne sjakal? Tjoeh, han var vel nok bare begravet i sine egne tanker, ganske enkelt. Heldigt for den, var han sådan set en venlig en af racen... Når andre havde trukket sig tilbage, var det sjældent at han forsatte. Eftersom at spørgsmålet om vedkommende var sjakal, eller animagus, stadig kørte rundt i hans hovde, ville han ikke sige noget. For at afprøve lidt, gik han langsomt to skridt tættere på.

Ville en normal sjakal, ikke bare være flygtet? lød hans tanke. Han fnyste lidt, og gik med langsomme skridt, tættere og tættere på. Ikke fordi han just ville være truende, men ville mere prøve sjakalen...animagussen, lidt af. "Skulle du ikke være flygtet sjakal?" Han vrængede lidt af ordet 'sjakal' , men ellers havde han et lusket smil på læberne. Ville han enelig slås når det kom til stykket? Svaret var Ja. Ja det ville han! Når folk selv lagde op til det, skulle de da meget gerne få tilbage. Ikke bange? Fair nok. Denne animagus, virkede ikke som en der ville gi op, så nemt. Hans tunge gled roligt over det øverste sæt tænder, så en bule kunne ses hen under hans overlæbe. Han stoppede ikke så langt fra, og kiggede ned på den, med en lettere afventende mine, og et bryn skudt op i panden. Hvorfor var det at denne animagus, havde været så... Så hurtigt til at bakke væk, i første omgang? Var vampyre blevet sat i virkelig så dårligt lys? Eller havde hun bare haft en grum oplevelse med en anden vampyr, han vidste det ikke, og ville ærlig talt nok heller ikke finde ud af det. Hans hovde røg let på skrå, og endnu et lille knæk lød.