Overraskelser i natten~(Jody - privat)

Nanase sad stilfærdigt på kanten af springvandet, hendes marmorhvide fingre kørte roligt igennem det iskolde vand. Hun satte hovedet let på skrå, da hun så sine mørkeviolette øjne, spejles i det klare vand. Hendes tågede øjne, virkede skarpere i aften, end før. Det var også det eneste der sprang frem, fra det porcelændukke-agtige ydre.
Et spekulerende udtryk, dansede let i hendes blik, mens hun så imod de mange klare stjerner. Hvad havde fået hende ud på denne tid? Et svagt smil kom på de rosalæber. Hun var jo vant til at gå ud om aftnen, men i aften havde hun ikke rigtig haft nogen grund til at komme ud. Hun var ikke tørstig, slet ikke det mindste, dog havde hun en sjov fornemmelse i maven. Hun sukkede og lod sit blik falde ned på sit spejlbilled igen.
"Hvor er her kedeligt" Hendes stemme var blid og som en skånsom hvisken.

Jody trak det tynde, hullede, røde halstørklæde længere op over hagen, da han trådte ind på Forlystelses parkens ikke så overfyldte areal. Han havde fået det af en dame som havde set ham på legepladsen nogen dage siden. Hun gav ham det fordi hun ikke kunne holde ud at se på sådan en lille, hjælpeløs dreng helt alene og med det beskidte, gamle tøj på... hvilket han også bar idag.. han havde jo ikke rigtigt andet at tage på, siden han ikke havde fået nået at tage noget inde fra det lille skab der stod på hans værelse derhjemme, før han var blevet nød til at løbe. Han kunne jo ikke tage tilbage... så ville han sikkert blive fundet af ham og han havde lovet mor at passe på indtil hun kom tilbage... han havde ikke lyst til at skuffe hende én gang til. Hans små, blege fingre gled over hans tynde hals hvorpå der sad to små, runde ar. Men det var jo bare et uheld, ikke?
Hans grønne øjne gled over mod springvandet, hvor der sad en dame der til forveksling lignede... "Mor? Mor!" Han spærrede øjnene kort op og satte i løb hen imod hende. Han tog stille fat i det tynde stof der udgjorde hendes bluse og stod kun og betragtede damen bagfra, ventede på at hun ville vende sig om og slå armene om ham.

Nana sad i sine egne tanker mens hun, holdte sit blik på det rolige vand. Hun lukkede blidt øjne og tog en forsigtig indånding, som for at mærke sig frem til den underlige følelse. Hun viste allerede nu det var en vampyr der var tale om, men noget fik hende til at overveje om det nu var helt rigtigt? For følelsen var så ren og uskyldig, ja næsten som et barn. En nyfødt vampyr? men noget rev hende løs fra tanken og fik hende kort til at spile øjne en anelse op, så de mørkeviolette øjne blev tydeliggjort. Havde nogen lige kaldet hende mor?
Hun vendte sig om med blikket ligeud, men så til sin overraskelse intet. Hun lod derefter sit blik søge en anelse lavere, og dér var skikkelsen hun havde kunne ane før. Hun satte hovedet roligt på skrå, med et venligt smil, der næsten kunne have båret varme, hvis ikke hun var død. ”Desværre, jeg tror ikke det mig du leder efter”, hun satte sig blidt på hug foran ham, hun var jo rimelig rank. En smule bekymring kunne pludselig spottes i hendes blik, ”Er du faret vild?”, hun kunne tydeligt se at han havde vandret rundt i noget tid, og tøjet afslørede også en del. Hun smilte for at berolige ham, "Du skal ikke være bange, jeg er ligesom dig", hun ville helst ikke skramme ham, da han måske fandt sin ny fundne natur mærkelig.

Der var for første gang en lille gnist tændt i ham, siden den dag mor var blevet ført væk. En gnist der fortalte at der stadig var håb, hun var der! Hun var stadig i live! Det... var ikke mor. Det var en fremmed. Hun var der ikke. Han gav slip på damens bluse og lod blikket synke nedad. Den lille antydning af et smil der spillede på hans tynde, blege læber var væk... og det samme var gnisten. Han glemte helt at føle sig pinligt berørt over at det ikke var mor, men det kunne vel ogs være ligemeget, det betød ikke noget nu.
"Jeg er ikke faret vild." Mumlede han lavt og løftede blikket en smule. Han så ikke så hende, hun lignede mor lidt for meget, måske ville han komme til at græde, og det havde han ihvertfald ikke lyst til lige nu. "Undskyld." Mumlede han så og lukkede øjnene en smule sammen for at holde på de små tåre, han kunne mærke var ved at samle sig i hans øjne. Han havde været så sikker på at det var hende og at hun bare var gået ud for at lede efter ham. Så var hun måske... væk? Borte? Blevet ført ud af livet... oppe i himlen?

Hun så forandringen der overtog drengens ansigt, fra den smule glæde der var gledet over det barnagtige ansigt, til det nu tomme og triste udtryk. Han havde kaldet hende mor, så han måtte nok lede efter hende, en smule håb indtog hendes blik. Hun satte hovedet på skrå og lagde en forsigtig hånd på hans skulder. ”Men du leder efter nogen, ikk sandt?”, hun prøvede at få øjnkontakt med drengen, men det var ikke svært at tyde, at han undgik det. ”Jeg kan måske hjælpe dig” hendes stemme bar præg af håb og beslutsomhed.
Følelserne hun kunne se udspille sig i drengen, gav hende et mindre stik i hjertet. Hun rystede roligt på hovedet, så det silkebløde sorte hår nærmest dansede, ”Du har ikke noget at undskylde for”, hun gav hans skulder et blidt klem, da hun så tårene vælde op i hans øjne. Hun satte hovedet på skrå, ”Hvad er dit navn lille ven?”, hun smilte svagt, med sit betragtende blik hvilende på ham. Hun havde på fornemmelsen at han kunne bryde ud i tåre, hvert sekund det skulle være, og det undrede hende ikke engang.

"N-nej..." Mumlede han lavt. Han ledte egentlig ikke efter hende. Mor havde været væk i lang tid nu, og han vidste godt at hun aldrig ville komme tilbage. Men da han havde set damen havde han fået en sådan underlig følelse i maven... han havde følt sig så glad... så trist og så vred på samme tid, at det næsten var til at blive sur over. "Du kan ikke hjælpe mig, og det behøver du heller ikke." Han så op på hende og smilte barnligt. Det gjorde stadig så ufatteligt ondt, så tårene der sad i hans øjne ikke ville forsvinde. Alligevel smilte han. Han havde ingen grund til det, men han gjorde det. For at bilde hende ind at han var okay?
"Jeg hedder J...Jody." Mumlede han og lagde hovedet en smule på skrå, mens hans grønne øjne hvilede på hende. Det var som om at han måtte tænke over det, før han gav sit navn til kende. Det måtte han nu også. Han havde givet hende sit "falske navn"... han vidste stadig ikke om det var en god idé at give sit rigtige navn ud, når han nu havde lovet mor at holde sit navn skjult.