It's gone - Michael, Shane

Tid: Eftermiddag
Sted: Kirkegården
Vejr: Det blæser en anelse, og der er koldt
Omgivelser: Nogle enkelte hvileløse sjæle og præsten

Blæsten rev blidt i træernes grene, og den lille jernlåge, som stod på klem, knirkede faretruende hver gang en ekstra hård vind tvang den frem og tilbage i en gentagende bevægelse. Kirkegården havde alle dage virket som et dystert sted, men for Angelie var det et hjem. Dette var dog ikke et hjem, sådan som menneskene betragtede det, men mere et hjem hvor hun altid kunne vende tilbage og finde hvile. Hun havde da også et rigtigt hjem.. Eller nærmere et sted hvor hun opholdte sig når der ikke var så meget andet at lave.
Lige nu bevægede hun sig dog igennem de grålige grus, som var strøget mellem gravstederne i form af stier, som mennesker kunne bevæge sig på. Hun havde dog også set hensynsløse folk, som bare var vadet igennem gravstederne, og det frembragte altid en af hendes værste sider. Respektløshed.. Hun hadede folk, som ikke havde respekt for de døde. De havde kun det ene sted hvor de kunne finde hvile om natten, hvis de var ligeså uheldige som hende, og blive en hvileløs sjæl på jorden.
Det skulle dog heller ikke forstås at alle spøgelser var ligesom Angelie. Hun var vel på en måde.. Speciel.. Underlig og ikke ligesom de andre. Hun foretrak at holde sig for sig selv, og hun hadede at hjemsøge steder. I starten af hendes død havde det dog været spændende nok, men nu var det bare blevet .. Kedeligt. Samtalerne med præsten endte altid i diskussioner, eftersom han troede på gud og Jesus. Sikke en omgang hø at lukke ud. Angelies vredesudbrud kom altid frem under deres skænderier.
Hende selv derimod troede på naturen.. Moder natur.. Alt havde en mening, og hvor meget det irriterede hende at indrømme det, så betød dette også, at der var en mening med at hun stadig vandrede rundt her
Kvinden, som var omkring de 170 cm, slentrede nu langsomt rundt på stierne, mens det rødbrune hår indrammede det blege ansigt. Hun var simpel klædt i en sort tanktop, sort nederdel og med en lille sølvkæde hængene i venstre side, hvor man kunne se en rørlignende genstand, med en slange der snoede sig op af det livlige, blålige glas. Hendes kolde og isblå øjne var rettet mod himlen, som lignede noget der kunne bryde ud i regn når som helst. Hun var dog ligeglad i dette øjeblik. Hun havde besluttet sig for at tage sin skæbne i sine egne hænder. Hun skulle dø, og det skulle ske hurtigst muligt.
Enhver ville holde sig på afstand af hende, hvis de havde den mindste smule fornuft i hovedet, men det skete for ofte, at de gjorde det direkte modsatte. Hun hadede det. Angelie var gået hen og blevet en følelsesløs og kold person.. Der var intet som overraskede eller glædede hende længere, og når hun smilede, var læberne altid kruset i en dyrisk adfærd.. Som når andre led i hendes nærvær. Det var noget som frydede hende.. Hun nød det faktisk, og bare tanken fik frembragt det sadistiske og dyriske smil på de blege læber, mens de kolde øjne spillede let i hendes ansigt.

Gravstenen var af hvid marmor, meget fint af slagsen, med sorte svungne bogstaver indgraveret... En dyr gravsten, det var helt sikkert og vist. Michael stod og kiggede længe på den. Han havde aldrig forstået, hvad meningen var med en dyr gravsten... De døde fik aldrig selv behov for den, de blærede sig ikke og de kunne jo knap nok bruge den som... Ja som noget som helst... Det eneste det sådan en sten gjorde, var at vise hvor meget slægtningene var villige til at ofre af penge for deres egen vindings skyld.
Den unge mand stod og kiggede længe på Gravstenen med sine brune øjne og sit brune hår der lå fladt de fleste steder, men strittede ligeså meget de andre steder. Hans tøj var simpelt, normalt og alt andet end Prangende. En sort t-shirt og et par normale bukser fra et supermarked eller lignende. Og som i en typisk film til en begravelse eller på en Kirkegård, havde han en lang grå regnfrakke på...
Ved siden af den utroligt prangende og overfladiske gravsten, stod en helt normal gravsten. Stenfarvet, selvfølgelig, og med trykte bogstaver på, men der var friske blomster på den... Modsat den Hvide af dem som kun havde visne liljer der tydeligt fortalte at slægtninge ikke havde været her i lang tid...
Michael prustede irriteret over det og tog et skridt bagud for så at dreje rundt og gå længere ind i selve kirkegården.
Michael var ikke sadistisk... Ikke til hverdag, men han havde været i så meget krig, kampe og klammerier, at han ikke bare kunne vende ryggen til og gå sin vej når nogen irriterede ham... Hvilket tit endte i at den anden led en langsom og smertefuld død... Hvilket bare glædede Michael utroligt meget...
Det kunne ikke ikke ses på den atletiske krop at han kunne tvinge den ene fuldvoksne mand i gulvet, efter den anden, uden selv at få sved på panden... Ja uden overhovedet at anstrenge sig... Men det kunne han... Og det var nok det der gjorde ham farlig.
Han scannede hurtigt området og lagde mærke til at folk gik hen over gravene. Selvom han ingen grund så til gravstenen, havde han stadig en form for Respekt for de døde... Ikke rigtig respekt, mere en form for agtelse...
Han kiggede væk fra dem da en pige fangede hans blik. Hun virkede anderledes... Nej... Hun virkede ikke bare anderledes, hun Var andereledes... ikke menneskelig. Ja det måtte hun jo være, når Michael lagde sådan mærke til hende.
Han stod stille. Stiv som en slatstøtte og ventede bare på hende. Der kunne ikke gå lang tid, før hun også ville nå hen til ham.