Let's get high tonight (Shane)

Sted :: Et eller andet sted på De Host Clups areal ...
Omgivelser :: Udenfor er der ikke et øje, men indenfor er der ret fyldt.
Vejr :: Det er helvedes koldt, og så er trækker det tilmed op til stormvejr.
Tid :: Den er et par minutter over midnat, måske kvart over tolv.
Dato :: Det er den tiende oktober, en søndag nat - 2010.

Der var bestemt no doubt om, at sommeren for længe siden var overstået, og det nu var efterårets kuldegysende vindstød, der herskede ude på de åbne veje, samt alle andre steder, hver en lille krog af byen; men snart ville dén årstid være fortid, og det ville skifte over til vinter, hvor der, som forventet, ville komme en allerhelvedes masse sne - hvidt, frossent vand der ville fylde det meste af jorden, samlet i store snedriver. Et par slæbende, sløve, dog forholdsvis højlydte skridt blev blandet med den efterhånden ret voldsomme blæst, netop som en skikkelse drejede om et hjørne. "Fandens til røvspasserstorm ..." knurrede han med en klang af utilfredshed, tog et fast tag i sin jakke, som han hev tættere omkring sig, før han lod sin frie hånds fingre løbe beskyttende hen over sit hår, der strittede til alle sider takket været den forpulede vind, der syntes at blive kraftigere og vildere ved hvert sekund, der tikkede afsted. Han skuttede sig kort ved alle de ekstra hårde vindpust, men han stoppede på intet tidspunkt, fortsatte blot med at trække sine fødder, - der som altid var trukket ned i et par ordentlige, sorte støvler med tilhørende metalplade, både foran på skosnuderne og nedenunder selve skobundene - hen ad den ru asfalt. Hans dovne skridt fik først en ende, da han nåede til en helt bestemt sted, hvor han med det samme blev mødt af lidt olme blikke fra to, enorme, sortklødte gorialler, der var blevet sat til at holde øje med, hvem det var, der trådte indenfor på stedet. Chase krydsede for en kort stund sine arme, men lod dem få sekunder efter falde slapt på plads ned langs siderne, hvorpå han blot gengældte deres ikke specielt imødekommende gæstus; sendte dem hver et lille, næsten ubemærket nik, og vadede næstefter ind ad døren, hvor der ovenover hang et rimelig stort skilt med blokbogstaver, der til sammen dannede ordene De Host Clup. Der gik ikke mere end et splitsekund, før han blev budt velkommen af tonerne fra en dundrende bas, musik der flød ud af store højtalere, som var placeret hist og her, rundt omkring i hjørnerne. Han tog endnu et skridt, eller to, inden han stoppede helt op, og lod følgende sit blik scanne de nærmeste omgivelser, låste det i ny og næ fast på tilfældige personer, der skilte sig lidt mere ud fra mængden end andre. Men der var åbenbart ikke nogen, der formåede at stjæle al hans opmærksomhed eller vække særlig interesse hos ham, så det gjorde han ikke rigtig mere ud af, - vendte sig en kvart omgang og fik kridtet skoene efter at have sat kurs hen imod dén bar, der var til rådighed på dette sted. Med et tungt suk dumpede han ned på en af de høje barstole, udførte en eller anden kort, hentydende bevægelse med hånden, i det øjeblik bartenderen havde kastet blikket hen på ham, som straks efter gik i gang med at rode rundt imellem samtlige flasker, og hvad der ellers måtte være. Han fandt i mellemtiden de passende antal kontanter frem, smækkede det ned på diskens overflade, idet bartenderen placerede et højt glas foran ham med en eller anden klar, lidt gullig væske i. Dernæst drejede han halvt om på stolen, så hans front blev vendt ud imod alle de andre, lukkede sin ene hånd omkring glasset og løftede det op fra bordoverfladen, hvorefter han satte glassets kant imod sin underlæbe, lænede hovedet en anelse bagover og fik hurtigt bælet dét, der var blevet hældt i det ...

Den høje fyr, med de lettere brede skulder, som gik under navnet Shane, eller sommetider Kevin, vadede gennem stormen, eller det der var opsejlingen til en storm, med sin hætte fra hættetrøjen trukket godt opover hovedet, mens hans jakke også var trukket op, og lukket så meget som muligt. Hans hænder var begravet i lommerne, mens han egentlig bare gik, for at gå et eller andet sted, brød sig ikke om vejrets bidende kulde, og selvom hans bukser sad tæt, og holdte på varmen, kunne han mærke kulden rive i ham, de steder hvor der var det mindste hul. Og så, gled han tilfækldigt forbi de butikker og bygninger der nu var på vejen. Uden at lægge mærke til, hvad det var han gik forbi. Og, eftersom han gik i sine egne tanker, nåede han ikke at opdage fyren, før det var en smule forsent. En grinende fyr, var dukket op, ud af det blå, havde taget fat i hans arm, og trak ham med hen til en bygning, hvor nogle lettere skræmmende bodybuildere bevogtede indgangen. Fyren der havde trukket ham herhen, grinede bare smørret til fyrene der holdte vagt, inden han gik indenfor, og trak Shane med. Han rev sig fri fra hans tag, og skulle lige til at snerre af fyren, men så var han åbenbart allerede væk i mylderet igen. Han havde et lettere sammenbidt ansigtsudtryk på, men det blev mere mildt, som varmen trængte ind til ham. Måske var det ikke så slemt alligevel.. Og så, uden at vide det, manøvrede han sig forbi et par stykker, somm piftede og grinede underligt betagede af et eller andet, han ikke fik øje på, fordi han ikke kiggede. Faktisk, fortsatte han bare op i baren, for at købe sig en øl. Intet andet. Og da han så pænt bad om den, og lagde de tilsvarende valutta som betaling for den på bordet, smilede han venligt til bartenderen, der bare gav ham et drilsk, lettere frækt smil tilbage. Hvad fanden skulle dét lige betyde? Han rystede let på hovedet af det, tog så bare et fint greb om sin øl, drejede barstiolen væk fra den lettere underlige bartender, og så sig først nu omkring. Det var først nu, han lagde mærke til hvor fanden han var. Og det slog ham, lige i ansigtet. Som en kold spand vand, fik det ham til at vågne op. Fyre der smed tøjet, og dansede op af en stang, fyre der sad på andre fyres skød. Stripklub... Han var endt på en stripklub. Det var hvad hans uvågne blik havde hjulpet ham med at finde ud af: Når skaden allerede var sket. Det forklarede bartenderens smil, og blik, og ikke mindst den piften der omgav ham, som næsten gled ind i takt til musikken der føltes som om den kom fra alle sider. Hvor var han dog dum. En stripklub! Han slog blikket ned, ned mod sin øl og fokuserede på det, kun på det, faktisk skulle han bare drikke den, og så komme ud igen. Problemet var bare, at han følte sig underligt tiltrukket af at glo på de dansende. Han var til fyre, så måske var det ikke så underligt igen. Men, han hadede den tiltrækning han følte, fordi ... De mænd fortjente at have et andet og bedre job, de fortjente ikke at folk skulle pifte af dem, råbe at de skulle smide lidt mere tøj, eller andet. Det måtte være yderst ydmygende, og han var endnu en af dem der gloede. Han klemte øjnene i, mens han kørte den ene hånd gennem håret. Sådan noget lort.

Chase lod et lavmælt suk undslippe sine læber, kort efter han havde sat det, nu tomme, bæger fra sig, inden han vendte sin fulde opmærksomhed imod alle de andre, der, som ham selv, havde besluttet sig for at ta' et smut forbi stedet her. De fleste havde travlt med at danse, hvis det overhovedet kunne kaldes dans; det var i hvert fald en del mere intenst, men det var med sikkerhed alkoholens skyld, som alle stensikkert havde bællet ned, flaske efter flaske, den ene mere stiv end den anden. Han selv var allerede godt på vej, da han drejede sin overkrop lidt, så hans front atter blev rettet imod bartenderen, der straks, efter han havde meddelt, hvad han ville have, kom bærende med en forholdsvis stor flaske, satte den foran ham på bardisken, hvorefter endnu et par mønter blev smækket på bordfladen. Hans hånd blev presto fæstnet på den havvåde flaske, som han få sekunder efter satte op til sin mund, sank et par mundfulde af flaskens matte, hvide, sukrede indhold, før han, netop som han havde sat flasken fra sig på baren, spottede en bekendt skikkelse, der kom stavrende hen til det selv samme sted, som han sad - stedets bar. Et smil fandt ekspedit hen over hans læber, hvor det forplantede sig, blev større og større, jo tættere mennesket kom. Han slap ham ikke med blikket én eneste gang, havde så godt som sømmet sine øjne fast på ham, og det varede ikke længe, før et navn poppede op i hans hoved; Shane. Gad vide hvad han lavede sådan et sted? Det var ikke fordi, han kendte ham specielt godt, det ville faktisk være synd at sige, men han havde bestemt ikke forventet at møde ham her. Ikke at han var imod det, tværtimod. Hans smil var omsider stoppet med at vokse, var begyndt at stilne lidt af, men det forsvandt aldrig helt. Hans syn var blevet en kende sløret vedrørende de andre ting, samt væsner, der opholdt sig i lokalet, eftersom han fokuserede hundrede procent på det menneske, der havde slæbt sig op til baren, og det var først, da Shane havde parkeret røven på en af barstolene, at han løsrev sit blik fra ham. Han greb atter om flasken, lukkede hånden omkring dens hals, hvorpå han rejste sig fra stolen, og listede med et skråt, halvskummelt smil helt hen til Shane, som han næstefter satte sig ved siden af, dumpede ned på dén barstol, der var ved siden af hans; derfra tog det ham ikke særlig lang tid at få fæstnet sin frie hånd på det af hans ben, der var nærmest. Diskret, samtidig med han lænede sig en anelse længere ind imod ham, kørte han sin hånd - der som sædvanlig var beklædt med en sort læderhandske, hvorpå fingerdelene manglede, og der var sat et vist antal nitter henover knoerne - en smule højere op ad hans ben. "Well, hell-oo dukkedreng," mumlede han som det første, og sendte ham tilmed et lidt drillende, dog sigende smil, inden han lænede sig det sidste stykke ind imod ham; "jeg vidste ikke, du kom sådan et sted?" Han lod sit smil brede sig en kende, og stoppede endelig sin hånd, der efterhånden var nået pænt langt op ad hans ben, hvorefter han pustede svagt til et par af hans - Shanes - hårtotter, så de fløj til side og satte efterfølgende sin imod hans øre, snittede kort hans øreflip med underlæben. "Du siger bare til, hvis det bliver for kedeligt ... så smutter vi hjem til mig ..." hviskede han med et listet smil, og kørte ved dé ord sin hånd om på hans inderlår, - "og jeg ved ikke, om du har hørt det, men ... der er privatfest i mine bukser, og du er VIP," tilføjede han med et dæmpet tonefald efterfulgt af en kort, ret vammel latter, der overhovedet ikke hjalp med at holde hans, tilsyneladende ret fucked up, bagtanker skjult. Han lod derpå spidsen af sin tunge cirkulere om hans øreflip en enkelt gang, inden han bed ret uskånsomt i den, dog ikke nok til, at der ville gå hul, og trak sig så omsider lidt væk fra ham, fjernede endda sin hånd fra hans ben. Flasken, han stadigvæk havde i den ene hånd, fik han tømt halvt, før han satte den fra sig på barens bordoverflade og kastede så et blik ud på menneskemængden, der stod midt på gulvet. Med et løftet øjenbryn spejdede han rundt i området, låste blikket fast, idet det landede på et sofahjørne, der var nogenlunde ubefolket, hvornæst han så sig over skulderen, hen på Shane, og lukkede efter en kort stund sin hånd omkring hans ene arm, forsøgte at få ham trukket ned fra barstolen og med over til dét hjørne, han havde udset sig.

Mennesket, som gik rundt i blinde nærmest på dette sted, for en stund selvfølgelig. Bemærkede selvfølgelig heller ikke hvem der ellers befandt sig i lokalet, han lagde kort og godt ikke mærke til noget som helst. Og alligevel, mærkede han vel hvordan der var et blik der fulgte ham, ikke at han regnede med at det betød noget specielt, alle gloede vel på alle på det her sted? Eller, gjorde folk ikke generelt det, men lige her var det vidst nok i en særlig anledning, efter hvad almindelige mennesker kunne forstå sig på, altså. Og så satte han sig egentlig bare ned på en tilfældig barstol, mærkede stadig det blik der fulgte ham, mens han betragtede øllen. Og på mirakuløs vis, havde han ikke opdaget Chase Terror, før fyren faktisk gjorde ham ret så opmærksom på sin tilstedeværelse i det her rum, så at sige. Og derfor gibbede det en smule i ham, idet en hånd lagde sig på hans lår, han så opmærksomt op, fattede sig igen, og så nu mere rolig ud. Man skulle aldrig gøre noget pludseligt i selvskab med Chase, det var ikke altid lige smart. Og han bemærkede godt, hvordan Chase lænede sig lidt indover ham, mens hånden gled længere og længere op, en handling som gav ham lyst til at bide efter Chase, slå ham med knyttet næve, brække hans næse eller noget. Det havde han gjort, hvis det var enhver anden. Men han vidste at Chase ikke slog ud af den slags ting, han vidste dog hvad han slog ud over, han havde jó set fyret bryde grædende sammen. Og så kom hans lille hilsen, starten på hans show. Starten på hans lille leg. Dukkedreng? Han rynkede svagt på næsen, uden at sige noget lige nu, var ikke i humør til at hilse. For det første var der storm på vej udenfor, for det andet var havnet her, fordi en eller anden idiot havde syntes at det var sjovt at slæbe ham herind, og for det tredje var han nu endt med at sidde ved siden af en psykopat der lagde op til en noget vild aften. "Jeg kom her ikke frivilligt," påpegede han så roligt, til hans kommentar om at han ikke vidste at han kom her. For god sake, det gjorde han jo heller ikke. Eller, jo, idag var jo så en undskyldning. Og da shane så kom med den næste kommentar, om at hvis det blev for kedeligt, kunne de jo bare gå hjem til Shane, konkluderede han at han nok ikke kom hjem foreløbig. For, han skulle satme ikke have Chase med nogen steder hen, så hellere blive voldtaget her, hvor folk alligevel stønnede, hujede og piftede. Mærkede så hånden på sit inderlår, som blev efterfulgt af en fortsættelse til forrige udtale. Privatfest i hans bukser, og han havde V.I.P, i så fald, ville han meget hellere være den der ikke fik billeten, end dem der fik v.i.p billetterne, nu var det bare sådan at Chase allerede havde bestemt at lige netop han skulle have den billet, fordi den kommentar var tiltænkt ham. Den her aften i hvert fald. Og da Chase så lod sin latter glide ud i verden, bekræftede det blot, det han allerede vidste. At hans tanker ikke var baseret på noget uskyldigt, hamløst flirteri. Han ville tage, alt det han kunne få, med eller uden tvang, måtte offeret jo så selv være med til at bestemme, for uanset hvad de gjorde, ville de ikke slippe for den tiltænkte gevinst, der skulle more Chase. De slap ikke, så meget havde han lært af at kende Chase, og han havde været klog fra starten, han havde aldrig nogensinde gjort et forsøg på at flygte. DEt ville jo være nytteløst, og bare en panisk handling. Og så blev han nappet uskånsomt i øreflippen, og det værste af det hele var, at han kunne lide det. Han tændte på det. Og Chase vidste det. Et lavt gisp, gled over hans læber, et overrasket og samtidig halv-nydende gisp. Den lille detalje, der sørgede for at hele verden vidste at han kunne lide det, at han tændte på det. Problemet var bare, at han gerne så Nate for sig, i den rolle til at tænde ham, istedet for Chase. Og han drak lidt af sin øl, bare for at være lidt beruset, bare for at dulme lidt af sin dumhed og smerte i sit alkohol forbrug. Og blot, for at ydmygelse ikke ville være alt for ydmygende for ham. Addy, ville på et eller andet tidspunkt, når deres hud rørte hinanden få det her at se, vide det hele. Vide alt det der ville ske i nat. Han sukkede kort, idet han rejste sig, blot for at undgå alt besværet. "Hvor vil du gerne hygge dig i aften, terror?" spurgte han så mumlende, lavt, og uden nogen egentlige følelser. Ingen frygt, ingen forventning. Blot et neutralt spørgsmål.

Chase undlod, med vilje, at svare på Shanes ord; nøjedes blot med at sende ham et velmærket, lidt smørret smil, der fortalte mere en rigeligt, inden han strammede sit, allerede faste, tag i ham en anelse, hvorpå han begyndte at trække afsted med ham med sit blik fæstnet på det sted, han inde i sit hoved havde udpejet for ham selv samt Shane her i nat. Stedets andre væsner, der udelukkende bestod af hankøn, sendte han ikke ét eneste sølle blik, fokuserede alene kun på den større sofa, der var i selskab med et par høje, kulørte lamper, der vel på deres måde i og for sig var rimelig ... charmerende; hvis dét udtryk kunne benyttes om objekter, og så endda en stak sølle lamper. Men de var vel med til at tilføje lidt mere stemning til rummet, - hvis det så ikke havde været for alle de højtråbende, stive fyre, så havde det måske været ... udemærket. Ikke at det betød det store, han skulle skam nok kunne koncentrere sig om dét, han havde sat sig for, om de så satte volumen på musikken endnu højere op. I takt med at hans utålmodige side efterhånden tog mere overhånd, satte han hele tiden sit tempo op, tand for tand, indtil han omsider var nået hen til sit mål. Han vendte sine mundvige op ad i et ualmindelig bredt og særdeles vammelt smil, netop som han drejede rundt en kvart omgang, før han dumpede ned i på en af sofaens puder, samtidig med at han sørgede for at få hevet Shane med ned at sidde i den. Derefter hævede han sin ene arm en smule, placerede den på ryglænet bag ved Shane, således at hans arm lå op imod menneskets skuldre, alt imens han lod sit smil brede sig endnu mere, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Det varede dog ikke forfærdelig længe, inden han atter trak armen til sig, lukkede sin pege- samt tommelfinger omkring dét lille stykke metal, der udgjorde låsen på hans lynlås i den sorte læderjakke med de pålimede nitter, han som sædvanlig havde på. Med en hurtig, vant bevægelse lynede han jakken en anelse ned, så den trøje han havde på indenunder blev synlig, hvorefter han i al hast fik listet en hånd ind under sin jakke, rodede lidt rundt i de inderlommer, der var inde i den og fik fisket først én ting ud af den og kort efter endnu én. Den ene genstand, der kunne minde en del om en cigar, hvilket det i og for sig også var - en af de større endda, - blev placeret i hans ene mundvig, og han løftede dernæst sin anden hånd, hvori han holdt en blå lighter, som han var hurtig til at få et par gnister op af og fik så endelig sat ild til enden af sin kæmpe cigar. Han fik med det samme gemt lighteren væk og følgende lynet sin jakke op, før han atter fik lagt sin arm halvvejs over Shanes skuldre og halvvejs på den røde sofas ryglæn. Derpå tog han et langt, tiltrængt drag af den og uden at fjerne den fra munden, sendte han - efter at have holdt den tunge røg nede i lungerne for en stund - den askegrå røg retur ud i luften, hvor den blandede sig med oxygenet for derefter helt at forsvinde, fordufte. Hans blik havde i mellemtiden flyttet sig fra menneskeknægten, Shane, og var i stedet for draget ud imod husets andre gæster såvel som dets letpåklædte ansatte. Det var så sandelig til hans held, at hans bukser sad så stramt og ... holdt på det, der skulle holdes på og ikke blive rejst som et telt hver gang, han fik øje på en eller anden, der var lidt for tiltrækkede til ikke at blive lagt mærke til. Han stoppede sit bliks vandren, netop som det landede på en høj, platinblond affarvet fyr, der højst sandsynligt arbejde her ud fra hans påklædning at bedømme, der tilsyneladende også havde fået øje på ham. Chase løftede som det første et øjenbryn og lod blikket skøjte op og ned af ham en enkelt gang eller to, inden der så langsomt bredte sig et smil på hans læber, hvis man da kunne kalde det dét, eftersom det i hvert fald var et temmelig bøvet smil med dén cigar i munden. Han hævede tilmed sin frie hånd i lidt diskret hilsen til den lyshårede arbejder, hyggevinkede kort til ham med et usædvanlig smørret smil, før han efterfølgende tog cigaren ud af sine læbers favntag, holdt den imellem sin pege- og langefinger, hvorefter han lod spidsen af sin tunge køre ud ved mundvigen, og det var først er par sekunder efter, at han fik gjort sig selv opmærksom på, hvad han egentlige formål var. Langsomt drejede han sit hoved, så hans ansigt blev vendt imod Shane, næstefter han havde taget et hurtigt hiv af sin kongecigar og pustede med et drillende, drengerøvs smil nogle røgringe i hovedet på ham. "Har du det ikke varmt?" spurgte han med et lavmælt toneleje, men havde dog taget højde for at han muligvis ikke ville kunne høre det og havde derfor lænet sig helt ind imod ham og placeret sin mund udenfor hans øre. Hans smil voksede en kende, blev om end endnu mere lusket og vammelt, og det krævede med sikkerhed ikke den store IQ for at regne sig frem til, hvad der lå bag de ord, der lige var kommet ud af hans mund. Han fik anbragt sin hånd, på dén arm han havde lagt over Shanes skuldre, på hans ene skulder, som han gav et halvhårdt klem, inden han plantede et kys lige nedenunder Shanes øre, dér hvor kæben og halsen mødtes; bagefter rettede han atter sin ryg lidt og tog endnu et sug af den brune cigar, vis røg hurtigt blev optaget i hans lunger og næsten lige så hurtigt sendt op igen. "Tager du ikke din trøje af?" brummede han sagte med et måske lidt for kækt smil, og om det mest af alt bare var sagt som et forslag eller mere en ordre måtte ligge i det uvise, eller det var i hvert fald op til Shane selv, hvordan han valgte at opfatte det. Forhåbentlig, for hans egen skyld, valgte han det rigtige - eller, rettere sagt, det der var bedst efter Chases hoved.

Intet svar, præcis som han havde forventet, for Chase svarede næppe på ting, han mente at man selv fandt ud af senere. Det var endnu en af de ting han havde lært gennem tiden, ved at kende til ham, og hans mærkværdige tanker: Eller nogen af de mærkværdige tanker, der var sikkert mange flere, hvor de kom fra. Og, selvom han ikke sagde det højt, irriterede det ham forbandet meget, at Chase tilsydenladende var af den opfattelse at der kun fandtes ham, og hans behov her i verden. Han udvalgte sig et offer, og den udvalgte endte sikkert altid med at gøre det Chase havde bedt om, for ellers ville man sikkert lide under noget der var endnu værre. En ting kunne man være sikker på: Man slap ikke ud af hans v.i.p club, før han mente det var på tide at tage hjem selv. Man var en fange, sat i bås. En hund, sat i snor, som blev misbrugt, når som helst og af sin egen ejer. Og, i modsætning til Chase, hvilede hans blik ikke på noget specielt, tværtimod gled det egentlig bare lidt rundt her og der, og han mærkede vidst ikke rigtigt taget i sin arm. På det seneste, var han blevet mere og mere deprimeret, og samtidig opløftet. Underlig sammenhæng, men ikke desto mindre, var det sådan verden stod. Det her møde med Chase, var ikke lige det han havde brug, faktisk ville han helst undgå alt kontakt til ham. Men, nu måtte han vel bare få det bedste ud af det han var havnet i. Deep shitty. Og, han lod sig egentlig bare trække afsted, trække mod sin dødsdom, eller måske var det at overdrive. Men, den her aften bød nok ikke ligefrem på noget behageligt, i hvert fald ikke for Shane, måske for Chase. Han havde nu lagt mærke til, at tempoet var sat op, var begyndt at vende lidt tilbage til virkelighedens verden igen, og han lagde mærke til, at han havde bidt hul på sin læbe, mens han bare havde gået, i sine egne tanker. Og faktisk, var han ret beruset, af selve stemningen herinde, og så den øl, som han faktisk havde drukket ret meget af, på den korte tid han havde været her. Han blev hevet ned og sidde, inden han vidste af det, og faktisk følte han at tingene gik lidt for hurtigt for ham, han gevandt dog ret hurtigt fatningen igen. Og faktisk, lænede han sig tilbage i en nogelunde afslappet stilling. Til trods for de vamle skæve smil, der blev tilsendt ham, som tydeligt signalerede at denne aften, nok ville blive en våd en, og ubehagelig, klam aften, kunne han ikke lade vær med bare at læne sig tilbage, som hvis han var i selvskab med en ven. Var Chase egentlig en ven? Kunne man overhovedet sætte ham i den kategori? Han bemærkede godt, hvordan hans arm hvilede omkring hans skuldre, men det gjorde ham ikke så meget. Nok fordi han ikke pillede ved ham lige nu. Og, så var der lige det faktum at Shane faktisk nød opmærksomheden. Nød, at nogen valgte ham, selvom størstedelen af alle fornuftige hjerneceller skreg ham ind i hovedet, at det absolut ikke var nogen god ting, at begynde at syntes at dette valg, måske ikke var så slemt igen. Han trak kløede sig kort på låret, mens han lod sine brune øjne glide tilfældigt udover mængden, og på den ene side, havde han ondt af staklerne, og på den anden side, tændte han på at se andre med så lidt tøj, og så når de dansede. Det var faktisk et pænt unfair spil. For, det både tiltrak ham og frastødte ham, og han burde slet ikke engang være her, for så var han ikke kommet i det dillemma, og så ville han heller ikke være kommet i kontakt med Chase, i hvert fald ikke ved at blive bytte så forbandet hurtig, og så på det oplagte sted, hvor ingen andre ville se det. Faktisk, forbandede han blot sig selv over at være så forbandet dum i sit hoved. Og idet han så diskret lod blikket glide over mod Chase, den høje fyr, der havde taget beslutningen om at de skulle sidde lige netop her, lagde han mærke til, at han nu sad med en cigar og røg. Han sukkede let, lydløst for sig selv, rystede stille på hovedet, og lod så hånden glide ned og finde en pakke ret så mast pakke smøger, hev en af dem op, og fiskede sin lighter op i hånden med den anden hånd. Og så, satte han smøgen mellem sine blege læber, fik lighteren til at slå gnister, indtil ilden viste sig i sit frygtindgydende smukke naturelements sande jeg, mens han tændte smøgen, og så var det lille magiske øjeblik med ilden, væk fra hukommelsen igen. Tog et dybt sug, inhalerede og pustede så ud i rummet, som allerede var temmelig tilrøget, og samtidig med en underlig stemning. han lod sine øjne glide over mod Chase, og lagde nu mærke til noget nyt, Chase's opmærksomhed, var ikke længere vendt mod ham. Heldigvis ikke, men istedet sad han og vinkede og ikke mindst smilede til en af de arbejdende. Ak ja, det ville ikke være underligt, hvis Chase kom her tit, og så kendte en del af dem der arbejdede her, niks. Det kunne lige ligne ham. Den klamme stodder. Men, nu sad han egentlig bare og lænede sig tilbage i sofaen, fokuserede på et bestemt punkt i loftet, og ønskede sig væk. til et bedre sted, til et bedre liv. Og så rev Chase ham ud af elendighedens tomhed, ved at puste røgringe i ansigtet af ham. Han hævede et øjenbryn af den handling, afventende, mens han så på ham. Da spørgsmålet så lød, fik han det pludselig varmt, overalt. Som om det først var nu det gik op for ham, at han rent faktisk havde det varmt. For det havde han, det kunne han ikke benægte, men hvordan fanden skulle han svare på det spørgsmål? Han ville gerne kunne få vejret, men det betød at han skulle smide noget af sit tøj, og aldrig i livet, om han ville det, når Chase lagde op til det, med en oplagt kommentar. Har du det ikke varmt, var altid en opfordring til: Jeg vil gerne se dig smide tøjet. Han bed sig overvejende i læben, måtte holde hovedet klart, for ikke at dumme sig mere end nødvendigt. Og det værste var, at han blev ramt af et savn til Nate, ved at ende i den her situation. Han ville ikke have Chase, men han ville gerne have Nate. Han betragtede bare Chase, med et ulæseligt smil, og blik. Afslørede intet, faktisk virkede han bare neutral . eller mystisk. "Skal jeg svare, når du alligevle bare ordner de ting, du mener skal ordnes?" brummede han så roligt som svar til hans spørgsmål, begge spørgsmål så at sige, mens han smilede en smule drillende, langt fra trodsigt, men bare drillende, bare for at sende et signal om, at han ikke ville forsøge at flygte. Det ville være dybt latterligt, og han var ikke svag. Han kunne godt. Han kunne godt klare det, hvis han tog sig sammen. Og, hvis han var heldig, eller nok nærmere uheldig, ville det gå lettere, hvis det lykkedes Chase at tænde ham, eller noget. Han vidste faktisk ikke hvordan han havde det med denne situation, han spillede bare med på Chase's leg.

Chase kastede atter et flygtigt blik ud på alle de andre væsner, der opholdt sig i selv samme lokale, hvor størstedelen af dem var fuldkommen væk i stedets dansere, der så sandelig vidste, hvordan de der jernpæle skulle benyttes. Det kunne heller ikke være til den store diskussion, hvor hans blik for det meste befandt sig, - de letpåklædte ansatte formåede så let som at klø sig i nakken at få tiltrukket sig hans opmærksomhed. Han rettede dog fluks sit blik imod Shane, idet hans velkendte stemme lød i form af ord, der med tiden formede sig til en sætning. Med en lidt skeptisk, løftet øjenbryn vendte han blikket væk fra ham endnu en gang, flyttede det i stedet for over på klubbens arbejdere, uden at tildele ham verbal respons. Det var ærlig talt ikke et skænderi, han var mest intereserret i nu for ikke at nævne, at han overhovedet ikke var i det rette humør til selv at skulle klare ærterne. Forhåbentlig ville han, Shane, bløde en anelse mere op med tiden, som urets lille viser tikkede afsted, men hvis ikke skulle han nu nok klare sig; han var trods alt så godt som spærret inde af berusede, perverse stoddere, der nok var et ret godt match med ham selv, så det så ikke ud til at være et stort problem. Det eneste han praktisk talt skulle gøre, var, at løfte en af sine lapper og vifte en eller anden tilfældig ansat hen til sig, - det var der ikke de store ben i. Men, selvom han højst sandsynligt allerede ville kunne stå ude et sted omme bag ved med en falsk, blond fyr, der sikkert var billig i drift, blev han siddende tæt op af Shane uden at gøre yderligere. Hans arm hvilede fortsat halvvejs imod menneskets skuldre og sofaryggen, bappede med jævne mellemrum på sin store, glødende cigar og foretog sig ikke rigtig andet, udover en gang i mellem at skifte sit bliks standpunkt. Selv havde han det ikke spor varmt, ikke fysisk i alt fald; takket været hans altid kolde kropstemperatur, der bar tydeligt præg af både hans dæmoniske såvel som hans vampyriske side, - men han havde med stor sandsynlighed smidt jakken, hvis det ikke havde været for alle de helvedes mange ting, han havde skjult i dens inderlommer, som han helst ikke så, at andre fik fat i. Af ren refleks, mere eller mindre ubevidst, strammede han nu og da sit tag i Shanes skulder, forærede den et par forholdsvis blide klem, uden ellers at vise særlig interesse for ham. Men, skønt det mest af alt var alle de andre, han så på, var der ikke tvivl om, hvem det var, han helst så sig selv være sammen med på et langt mere nært plan, end det de var på nu. Det her var jo nærmest fuldstændig uskyldsrent iforhold til det, der sværmede rundt inde i hans hoved, alle de syge fantasier han havde omkring emnet Shane. Dog, hvilket nok var Shanes held, var han som nævnt ikke specielt diskussionslysten, men det var egentlig ret ... rart på sin egen vis bare at sidde sådan her, lade tankerne få frit løb uden at skulle tænke på nogle bestemte ting, blot lade sig falde lidt hen med en satans god kongecigar hvilende i den ene mundvig og en rimelig underholdning foran sig. Men hans forholdsvis rolige opførelser so far kunne måske skyldes alle de sjove sager, han havde fået bællet ned, sågar som røget, tidligere på aftenen, før midnat. Det havde om end ikke i hvert fald haft en vis afdæmpende effekt på ham. Efter et lille rums tid i stilhed fra hans side af, fik han slukket cigaren og smidt den ned i et askebære, der stod på et mindre sofabord skråt overfor ham, drejede i en langsom bevægelse sit hoved, således at hans blege ansigt blev vendt imod Shane, som han følgende lænede sig en anelse længere ind imod, hvis det da var muligt; han sænkede i det mindste sit hoved en kende. Derpå bed han ham, faktisk med en vis ømhed, - i alt fald hvis man sammenlignede det med de mange andre gange, hvor han havde tilladt sig at sætte tænderne i ham, - i øreflippen, bukkede hovedet endnu et lille tak ned, hvorefter han lod sine lyse, kølige læber mødes med hans hals. Det blev dog ikke til mere end ét kys, han fik plantet, før han forsigtigt skilte læberne ad ved at lade tungespidsen glide ud og kørte den næstefter op langs Shanes hals, indtil han igen blev forenet med hans øre. "Skal vi ikke smutte hjem til mig?" foreslog han, hviskede ordene med en rimelig fattet og kontrolleret stemmeføring, lod begge sine læber strejfe en lille del af hans øre, inden han endnu en gang bevægede sig ned imod menneskets hals, som han for en kort stund snittede med en af sine to, urimeligt spidse hjørnetænder, hvorefter han drejede sin overkrop lidt, så den blev vendt mere ind mod Shane. Han nappede dernæst blidt i hans hals, udelukkende med læberne, og fæstnede ikke ret lang tid efter sin frie hånd på Shanes ene ben. "Kom nu ..." lokkede han med den mest overbevisende, besnærede tone hans stemme kunne præstere, og kørte, efter de ord var blevet sagt, sin hånd en lille smule højere op ad hans ben. Om hans tanker fortsat var lige så vamle, som de forhenværende var ikke til at vide; men det kunne stærkt tyde på, at de var. Det ville i hvert fald ikke være underligt, hvis Shane havde den opfattelse, og hvis han havde, var det nok også meget rigtigt. Det strålede nærmest ud af ham, udtrykket i hans øjne var heller ikke særlig svært at tage fejl af. Alt andet ville ligesom også være forkert; eller det burde vel egentlig betegnes som rigtigt, men siden Chases sædvanlige væremåde ikke ligefrem altid stemte overens med, hvad for en tankegang man burde have, og hvad for en man ikke en gang overhovedet burde være i stand til at besidde, så måtte det korrekte ord i denne sammenhæng nok være forkert. Selvom det Chase oftest foretog sig langt fra var hverken rigtigt eller spor normalt, det var nærmere sygt. Men, trods at de faktisk ikke havde kendt hinanden i al for lang tid, havde Shane vel med tiden lært ham temmelig godt at kende, og han havde nok ikke specielt svært ved at gennemskue, hvad det var, der fór rundt ind i knolden på Chase. Om det så var et plus eller minus, var der sikkert delte meninger om. Det var forskelligt ud fra hvilken situation, det så end måtte være. I den her, de begge to var havnet i - takket været Chase selv - krævede det nok ikke den store IQ at finde ud af, hvilken retning det hele drejede i. Nu måtte det være op til Shane, om han var smart nok til at få sneget sig udenom og slippe, eller om han blev siddende i saksen og dermed blev tvunget til at være en del af Chases planer for nattens løb. Én ting var i hvert fald helt sikkert, - frisøren slap ikke taget i sin saks, før hårknuden var blevet redt ud; forhåbentlig havde menneskeknægten, Shane, fået opbygget et par færdigheder indenfor hårbranchen - for his own sake.

Han havde lyst til egentlig bare at slå Chase væk, hvæse af ham at han skulle skride af helvedes til, fordi han altså havde et liv at passe, og han havde ikke tænkt sig, at spilde det med at være med til hans små julelege. Men, han var fuldt ud bevidst om, at det ikke var en del af ham at handle og sådan, og desuden: Det var vel sådan de fleste andre var overfor Chase. Og, der var lige det faktum at han havde været dum nok - eller sød nok - til at sige, at han elskede ham. Og på den mest bizarre måde, holdt lige netop de ord ham fra at skride. Lige nu og her. Og, det provokerede ham ikke så lidt, at han ikke fik svar. Han fik jo aldrig svar. "Jeg er ikke i humør til at være tålmodig idag, Terror. Hvis du vil mig noget, så kan du sige til nu, og ellers var jeg faktisk på vej hjem." mumlede han så, halvirriteret, både over sig selv og sin dumhed, og over Chase, som bare sad og betragtede de arbejdende med et sultens blik. Hvis han var så interesseret i dem, hvorfor valgte han så ikke bare en af dem ud, og tog sig af ham istedet for Shane? Hvorfor valgte han ikke en, der rent faktisk gerne ville tilfredsstille ham, og hans perverse behov? Det var jo lige netop det, som ingen kunne finde ud af. Kun Chase Terror himself. Han lagde benene over kors, og med et glat ansigt, vendte han blikket mod omgivelserne, som egentlig bare flød for hans blik. Fordi han ikke lod blikket hænge ved noget af det, i mere end to sekunder. Han ville ikke fristes. Faktisk, ville han bare gerne ... Hen til et sted, hvor han havde det godt. Et sted, hvor han ikke græd, et sted hvor han ikke blev tvunget ud i en masse lort, et sted hvor hans far ikke var efter ham, og hvor hans bedsteven stadig var menneske, der ikke kunne se hvordan humøret var ved at beglo ens aura, og ikke vidste alt om en, ved en enkelt berøring. Det var der han gerne ville hen. Velvidende, at det aldrig ville blive sådan. For, han ville stadig græde, når han var alene, hans far ville stadig gøre livet surt for ham, Chase ville stadig være efter ham, for at "lege", hans bedsteven kunne ikke blive levende igen, hans mor ville altid være psykisk syg, for det var allerede for sent at rette op på, og hans lillesøster ville altid forlange at blive passet på, og det havde han ansvaret for. Han sukkede indvendig, inden blikket så vendte tilbage til Chase, og det var som om noget indeni ham ligesom accepterede hans liv, sådan som det var, lige nu og her, og det var lige netop derfor han virkede mere afslappet - også selvom han var i selvskab med Chase. Hvorfor ikke få det bedste ud af det? Eller idet mindste forsøge. Det bedste forhold han kunne bygge til Chase, ville nok være et forhold hvor han var sexslave, og samtidig ven. Gad vide hvor længe hans psyke ville holde til dét? En ting var sikkert: Han havde ikke rigtigt noget valg. For selv hvis han slap nu, ville han ikke slippe næste gang. Han betragtede Chase længe, med et ikke særlig afslørende blik, faktisk mere bare sløer tog ulæseligt, inden hans øjne så gled i. Han kunne stadig høre hvor han var, og han var fuldt ud klar over det, men faktisk var det her bare forsøg på at slappe af, finde et sted indeni, hvor han kunne acceptere at have Chase i sit liv, præcis som Chase nu engang var. Vammel, klam, stodder, sexsyg, psykisk syg, og utilregnelig. Han trak vejret dybt, mærkede godt hvordan hans skuldre indimellem fik nogle blide klem, det havde han det egentlig fint med, for det var ikke noget der frastødte ham. Det kunne enhver person på jordkloden have givet ham, uden han ville syntes at det var underligt. Okay, hans far måtte ikke gøre det, for det var underligt. Det føltes forkert, dybt forkert. Han trak ikke benene op til sig, selvom han havde lyst til at gøre det, fordi det fik ham til at tænke på et lille barn, der beskyttede sig selv, ved at krybe sammen. Og det billede skulle Chase for alt i verden, i hvert fald ikke få ind i hovedet. Til hans uheld, havde han ikke drukket specielt meget, og derfor føltes tingene ligeså virkelige som de var, der var ikke noget der kunne ligge et slør over hvad der skete, det hele stod klart for ham: Sort på hvidt. Og det der spejlede sig i øjnene af Chase, var lige præcis de fantasier som han havde om Shane. Det var han udmærket klar over, og han så det så tydeligt. Dog generede det ham ikke? Var han nået det punkt, hvor han var ligeglad? Hvor det iikke rigtigt betød noget, fordi tingene alligevel gik af helvedes til, indenfor alt. Kærligheden kørte ikke ligefrem klatten, venskaber var der næsten ingen af. Og, familie? Kunne man overhovedet sige han havde en familie? Det mente han ikke selv. Pludselig var der bevægrelse omkring ham, ikke den som hele tiden havde været i form af de arbejdende der knoklede for at forføre - Det gik vidst også meget godt -, men dette var en bevægelse som skete lige ved siden af ham. Det var mr. Terror som rykkede på sig, for at skode sin cigar i askebægeret, og nu blev opmærksomheden vendt mod Shane, han kunne mærke hans blik hvile på ham, og det fik ham til at dreje hovedet en anelse, bare lige så han kunne se på Chase med et løftet øjenbryn, ikke trodsigt, eller provokerende, bare spørgende, eller undrende, det kom an på hvordan man tydede det. Og, så bukkede Chase hovedet ned indover ham, det var lige før han holdte vejret for ikke at komme til at larme, for han vidste at han ville blive bidt i øret, med garanti ikke ligefrem blidt, og det overraskede ham faktisk ret så meget, at det nærmest føltes som et ømt nap, ikke noget uskånsomt, ufølsomt pis? Nå. Han kom med et lille suk, et lille tegn på at hans krop ikke havde glemt, hvordan man reagerede på den slags, det var bare ligesom noget som hans hjerne, ikke brød sig om. Ikke, når det var Chase der forsøgte at tænde ham. Han ville gerne hvis det var Nate, fordi han var vild med Nate, men med Chase var det mere et magt forhold. Han kunne ikke sige fra, for det ville Chase bare ignorere. Han lænede sig tilbage, tilbage diskret, for at skjule at han nød at blive slikket på halsen. Da spørgsmålet så lød i hans øre, sagde hans fornuft ham straks, at det var meget bedre at blive her. Hans krop skreg at det kunne være ligemeget, for han kunne blive tændt over alt, men fornuften havde talt, og den stemte for at han skulle blive lige her. Det var dumt, at gå ind i løvens hule, især frivilligt. Hvem vidste om man kom ud igen? "Jeg vil gerne bare være her Chase," brummede han, stille, højt nok til at han blev hørt, men for lavt til at andre hørte det. Han bed sig svagt i læben, trak vejret tungt, mens Chase bare fortsatte sine opfordringer, ved at nappe med læberne op langs halsen. Han brummede kort, for sig selv, mærkede godt hvordan en hånd også havde lagt sig på hans ben. Og så hviskede han endnu en opfordring. Han rystede bestemt på hovedet. Havde bestemt sig. Det skulle foregå her, og ingen andre steder, for hvis det skulle være et andet sted, ville der bare ikke være nogen Shane. End of story. Og han vidste, at Chase sikkert havde en del sex fantasier om ham lige i dette 'øjeblik. Han lukkede øjnene halvt i, mens han så op på Chase, man følte sig faktisk ret underlegen i forhold til ham, når han var så høj, og samtidig så bredskuldret, at det halve kunne være nok. Faktisk, var han stor, ikke sådan i bredden, men bare med de almindelige kendetegn for en fyr, der var ved at være ovre den der pubertets tid. Han bed sig i læben, lagde så forsigtigt sin hånd på Chase's lår, kunne jo ligeså godt lege med, nu når de var her. Han lænede sig indover ham, og sådan helt naturligt, lod han et kys ramme hans hals, inden han bare slikkede ham op af halsen, op til øret, som han nappede i, hårdt og nærmest kynisk, fordi han vidste at Chase kunne lide det på dén måde. "Gider du ikke hente en øl?" spurgte han så sagte i hans øre, måske med den mest forførende stemme, han kunne præstere lige nu. Han førte sin hånd lidt længere op af hans ben, imellem tiden, bare for at lege med, bare for at vise at han ikke skred. Medmindre Chase forsøgte at trække ham med sig hjem.

Chase rynkede først kort, lidt utilfreds på næsen, efter Shanes svar havde undsluppet hans læber; det var åbenlyst, at han tilsyneladende ikke var videre begejstret for de ord. Hans ret misfornøjede, halvskeptiske udtryk falmede dog med stor hast, forsvandt helt efter en del tid, i det øjeblik han mærkede ét eller andet imod et af sine ben. Af ren refleks - og nysgerrighed - sænkede han sit blik, fik slået det ned på dén hånd, der netop var blevet placeret på hans ben, inden han rimelig forundret hævede et øjenbryn. Efter et vist, lille tidsrum rettede han atter sine øjnes opmærksomhed imod Shanes ansigt, men flyttede straks blikket fra ham igen, præcis som hans - Shanes - læber berørte hans hals. Han bed sig øjeblikkeligt i underlæben for at forhindre et støn i at strømme ud, lænede automatisk sit hoved en anelse tilbage og strakte dermed sin hals en kende. Satans til menneske. En mindre stødladning blev sendt igennem ham i form af små, usynlige stød, da Shane havde ladet tungen tage over, måtte bide sig endnu hårdere i læben for at spærre alle de, nok ret så ophidsede, lyde inde. Langsomt fjernede han sin egen hånd fra Shanes ben, fæstnede derefter begge sine håndflader imod sofaens kant og lukkede for en kort stund sine øjne, der dog med det samme igen blev åbnet, i det sekund den lavmælte hvisken brød frem, hvilket skyllede en lille kuldegysning indover ham; ikke en ubehagelig én, som hvis det havde været en iskold spand vand, han havde fået hældt ned over ryggen, men én der både spredte en lidt forventningsfuld fornemmelse i ham og tilmed havde en vis effekt på den tiltagende bule i hans bukser, der dog - skønt de sad så stramt og var fremstillet af tætsiddende læder - formåede at holde den godt skjult, selvom det føltes som om bukserne kunne sprænges. Han strammede sit tag i sofakanten, inden han omsider fik hevet nok luft ind til at kunne tage en dyb indånding, beherskede sig så godt han kunne, hvorpå han nikkede stille med hovedet er par gange, før han så løftede sin ene hånd fra sofaens plyssede overflade og lagde følgende hånden ovenpå Shanes. Forsigtigt fjernede han den fra sit ben, vendte sine mundvige lidt op ad i et svagt, men bemærket smil og rejste sig dernæst op fra sofaens favntag for næstefter at vade hen til baren med et rimelig fjernt udtryk i øjnene, som om der havde lagt sig en tyk tåge over hans pupiller. Han stoppede automatisk, da han var nået op til stedets bar, hvor han lænede sig halvt indover bardisken med albuerne sat imod dens overflade og fik hurtigt shanghajet bartenderen hen til sig. I noget tid stod han blot med let åben mund, havde kort glemt alt om, hvad han i det hele taget var gået herover for, men da det så slog ham, mumlede han en del fraværende et eller andet om en øl, hvilket bartenderen heldigvis ikke havde problemer med at forstå. Chase bed sig kortvarigt i underlæben, kastede få sekunder efter et blik over skulderen, så hen på Shane, bare for at tjekke om han var skredet, men så efter at have konkluderet, at han skam stadigvæk var her, vendte han atter blikket fremad. Han rystede svagt på hovedet, kort før øllen blev sat foran ham, som han var hurtig til at få lukket sin hånd omkring, hvorefter han drejede om og listede tilbage til sofaen, og Shane. Det tog ham ikke lang tid at komme hen til ham, og da han så endelig var nået endestatioen, skubbede han som det første, ved hjælp af den ene fod, det lille sofabord længere hen imod Shane, satte øllen fra sig på bordet, inden han dumpede ned i sofaen. Derpå drejede han sin overkrop en anelse, lagde efterfølgende armen på ryglænet bag Shane og fik så endelig, efter en del tid, fundet sit sædvanlige, vamle smil frem. Med en hurtig, men ikke specielt diskret, bevægelse, placerede han endnu en gang en af sine handskebeklædte hænder på Shanes ben, kørte den langsomt længere og længere op, i takt med at hans smil voksede. Uden at sige et ord, lænede han sig yderligere ind imod ham, vippede sit hoved en smule på skrå og begyndte derefter at sætte kys ned langs menneskets hals med let adskilte læber. Efter omtrent et halvt minut med dét, lod han spidsen af sin tunge glide ud imellem sine læber, kørte den langsomt op ad hans hals, alt imens den hånd, han havde fæstnet på Shanes ben, blev ført højere op og til sidst forplantede sig på hans skridt, som han prompte trykkede lidt på og begyndte at kærtegne med en vis hårdhed. Han fik igen fundet et mindre, halvskummelt smil frem, men fik det dog hurtigt tørret af, før han forsøgte at fange hans læber i et krævende kys.

Han var hurtig om at opfange utilfrredsheden over dét svar, men han havde under alle omstændigheder ikke tænkt sig at trække sit svar i sig igen, og det måtte Chase bare indfinde sig i. Det var ikke kun hans spil længere, de spillede sammen, og så var spørgmsålet bare, hvem af dem der var den klogeste, hvem af dem der ville vinde, eller om nogen overhovedet ville vinde? For et eller andet sted, ville det vel blive uafgjort på en måde. Og så, lagde han hånden på hans lår, mest for at eksperimentere, måske kunne man godt fedte lidt, ikke blot være offer, men faktisk også være den der gav lidt ud, drillede lidt? Det ville være sjovere på den måde, og eftersom han vidste han ikke slap for at være med i denne leg, ville han blot være fuld, så han ikke kunne huske det bagefter, ikke sådan rigtigt. Og inden Chase nåede at vende blikket mod hans ansigt igen, 'angreb' han hans hals, med et kys, og han lagde mærke til noget meget vigtigt, Chase blottede sig, og lænede nakken tilbage, sikkert i nydelse. Og, han bed sig i læben, for ikke at lade et støn glide ud, det var han ret sikker på. Se, han var skam ikke den eneste der var let at varme op under. Han var ikke den eneste der havde svagheder, og det her var svagheder, for Chase blev jo nærmest blød i knæene over det. Han slikkede ham kort under øret, lige efter sin hvisken, bare for at forstærke den der lidt overvældende underlige følelse af at være helt kulret. Og Chase hentede rent faktisk en øl til ham, eller rejste sig i hvert fald - efter at han havde fjernet Shanes hånd - og gik op mod baren. Og idet Chase så tilbage over skulderen for at tjekke at han stadig var der, sad han bare afslappet, med armen hvilende på ryglænet, og trommede mod betrækket, så det gav en underlig lavmæl lyd. Han ventede, tålmodigt. Og nu havde han en plan for hvordan han skulle klare denne aften, han skulle have magten over det der skete engang imellem, slippe magten lidt, for at give lidt, og så tage magten tilbage igen. For så ville spillet ikke være så svært at spille, og risikoen for at tabe var heller ikke ligeså stor. Måske havde han endda en chance. Selvom spillet var lavet af Chase. Få sekunder senere, var Chase igen på vej ned mod ham, med næsten fornyet energi. Han lænede sig tilbage, fjernede fødderne fra sofabordet, idet Chase skulle forbi, lod ham glide ned og sidde, og så trak han bordet hen mod Shane, for at kunne placere hans øl der. Han smilede svagt over dette, og mærkede så noget lægge sig på hans ben, hans blik gled ned mod det, og han opdagede Chase's hånd. Nu var det hans tur, til at være forførende og direkte vammel og fræk. Det var han sikker på, det her var i hvert fald det første tegn. Og, han bed sig svagt i læben, for ikke at komme med små suk, mens Chase lod hånden glide opad, og han begyndte at spekulere på, hvornår den mon ville stoppe, hvor langt op den ville nå denne gang. Han lukkede øjnene halvt i, kneb dem en smule sammen. Og så, lænede Chase sig indover ham, og samtidig mærkede han hvordan hans hånd gled længere op, og fortsatte opad, mod hans skridt, mod hans manddom. Som, faktisk allerede var en smule stift, sådan halvt, bare af stemningen og ellers de tidligere berøringer den aften. Da kyssene så gled ned af hans hals, kunne han ikke lade vær med at føle små stød glide end langs rygsøjlen, som en elektricitet der løb ned gennem hans krop. Han bed sig en anelse hårdere i læben, da han begyndte at slikke istedet for at kysse, og så skete det. Han mærkede hans hånd hvile på hans skridt, eller rettere sagt, han mærkede det, fordi han mærkede hvordan han trykkede mod, hvordan han kælede for at tænde ham. Og, han slap taget i sin læbe, og lod så et mindre støn glide over læben, et halv gispende støn, af nydelse. Og, han mærkede dog også hvordan bulen voksede med lynets hast nu, hvordan den blev mere hård, og ikke mindst stiv og hvordan pladsen i hans bukser føltes trang, som om det der voksede snart ville eksplodere i hans bukser, og ødelægge bukserne pga. pladsmangel. Og, Chase blev blot ved med at kærtegne, kærtegne blidt og samtidig hårdt, mod hans skridt. Han havde let åben mund, men det var dog kun et enkelt suk der gled over hans læber, ingen støn. Han var god til at lægge bånd på sig selv. Og da Chase så skulle til at opkræve et krævende kys på munden af ham, kom der en sang i højtaleren, som han så som sin redning. En sang, der kunne sørge for at det var ham der fik magten igen. Det var en magt kamp, og han vidste at uanset hvad, ville det nok ende i noget sex. Og bagefter, ville han have det endnu mere elendigt i sit liv, end han før havde haft det. Men så var det heller ikke værre. Han skubbede til ham, et puf hårdt nok til at han kunne komme fri, tog sin øl, vendt nakken en anelse tilbage og drak så halvdelen af den. Så småløb han op i baren, og bad om at få sangen startet en gang til, inden han så suede tilbage. "Terror, jeg har måske en lille overraskelse," programmede han så, mens musikken begyndte. Det var en sang af Rianna, en sang som hed "Rude Boy". Og det var nu at det blev ekstra tydeligt, at han aldrig et sekund den aften, havde været ædru, og nu var han altså ved at være okay meget beruset. Musikken fyldte rummet, og først var der en intro, hvor der ingen tekst var, det forhindrede dog ikke Shane i at vise, at han ikke var så lidt god til at danse. Mere end én dans. Han vrikkede blandt andet med røven. Og da teksten så begyndte, og da teksten så begyndte, dansede han syngende hen imod ham, i sexede bevægelser:
"Come on rude boy, boy
Can you get it up
Come here rude boy, boy
Is you big enough
Take it, take it
Baby, baby
Take it, take it
Love me, love me..."
Hans krop slangede sig perfekt i musikkens rytme. Og så satte han sig med spredte ben på hans skød. Og så fortsatte han med at synge det første vers, betragtede Chase nysgerrigt. Det her var et forsøg, for at se hvordan Chase reagerede på sådanne ting. Og af en elelr anden grund, var han ret sikker på at han elskede det.
"Tonight
I'mma let you be the captain
Tonight
I'mma let you do your thing, yeah
Tonight
I'mma let you be a rider
Giddy up
Giddy up
Giddy up, babe

Tonight
I'mma let it be fire
Tonight
I'mma let you take me higher
Tonight
Baby we can get it on, yeah
we can get it on, yeah..."
sang han, med den mest sexede stemme han kunne, Rihanne sang selvfølgelig med i baggrunden, og så svingede han hurtigt, i en smuk elegant og ikke mindst vildt sexet bevægelse benet over på den anden side, idet han så rejste sig op, begge ting skete i samme sekund, uden at han så klodset ud. Og han sendte indimellem Chase frække smil, mens han ellers bare dansede, både for fornøjelsens skyld, for han elskede faktisk dans, og samtidig for at ekspirementere med Chase. Og, resten af sangen foregik på samme måde, sommetider var han endda så fræk at begynde at lade hænderne glide ned af Chase's sider, bryst eller sågar røre ham ved lårerne, eller også kunne han finde på at få det til at se ret så liderligt ud, ved nogle af sine dansetrin. Det var egentlig heller ikke svært. Og, da musikken så stoppede, satte han sig egentlig bare på sofabordet, med et lettere udfordrende smil. Tog sin øl i hånden og bundede den, drak lige resten af den, inden han så bare lod den stå på bordet, rejste sig langsomt og gik pinefuldt langsomt hen til sofaen, hvor han slog røven i sæddet igen, og bare for at vise, at han ikke var en tøs, lagde han hånden på Chase's lår, faktisk på hans inderlår, og hvis han ville, krævede det blot at han rykkede hånden ca. 10 centimeter længere op, så ville han ramme det punkt hvor hans skridt var. Så ville det ikke længere være hans lår.

Chase trak, som en naturlig efterfølge af Shanes bestemte skub, både sin hånd og armen på ryglænet til sig, hvorpå han med stor forundring løftede det ene øjenbryn, netop som Shane fik bællet en mindre del af øllen ned og dernæst hastede op imod baren, udvekslede et par ord med én, der højst sandsynligt var ansat her, inden han så fór tilbage, erklærede at der var en overraskelse på vej Hans nysgerrighed for, hvad dette så end måtte være, steg alert i vejret, og hans halvforvirrede ansigtsudtryk blev lynhurtigt fjernet og udskiftet, da Shane påbegyndte et ret dragende dans og bare dér, måtte han virkelig tage sig sammen for ikke bare at hoppe op fra sofaen og suse hen til ham; og det var ikke ligefrem fordi, han havde den allerbedste selvbeherskelse i dette øjeblik, så det var ikke helt så let, og han var op til flere gange på nippet til at flå tøjet af både ham selv såvel som Shane og tage ham lige her, lige nu. Blot synet af ham fik ham til at måbe, fik hans underkæbe til at falde ned på gulvet med et kæmpe smæld, og i det sekund mennesket så begyndte at bevæge sig hen imod ham, placerede han sine håndflader på sofakanten, strammede med det samme sit greb omkring den og lod sit blik skøjte rundt på Shanes krop, åd ham med øjnene. Hans smil var for længst blevet erstattet med det noget målløse, lidt fortabte udtryk, der havde forplantet sig i hans blege ansigt, og lige før Shane fik sat sig på ham, omfavnede han sin underlæben med de forreste tænder i hans øverste tandsæt, bed en anelse hårdt i den og forsøgte ihærdigt at se væk, men det kunne han simpelthen ikke, ligemeget hvor meget han så prøvede, det var bare som om hans blik var blevet limet fast til ham. Han havde i mellemtiden helt glemt alt om sin vejrtrækning og måtte derfor tage en stor, dyb indånding, efter Shane omsider rejste sig fra ham, men han slap ham ikke med blikket i ét eneste sekund, holdt det på ham under hele forestillingen. De næste sektioner med temmelig vovede berøringer sendte små sæt igennem ham og nu kneb det virkelig med pladsen nede i hans bukser, mærkede hvordan hans erektion antog ukendte dimensioner. Hvad bildte den knægt sig ind? Var det overhovedet lovligt at se så helvedes fræk ud? Han blev i ny og næ nødt til at gispe efter vejret, gjorde det dog så diskret som muligt, eftersom han igen og igen glemte alt om sit åndedræt, var alt for optaget af Shane og alle hans lokkende bevægelser. Det var nærmest en lettelse, en befrielse, da han sluttede, og sangen stoppede med at spille i højtalerne, hvilket fik ham til at ånde lettet op, som om en tung sten var blevet løftet fra hans skuldre, men det varede ikke så forfærdelig længe, før han endnu en gang bed tænderne sammen, idet Shane kom gående hen til ham, igen, det føltes næsten som flere år, inden han endelig satte sig ned i sofaen ved siden af ham, og han atter tog lidt hårdere fat om sofakanten. Nu tager du dig eddermame' sammen. Han rystede svagt på hovedet, smed et glas vand i hovedet på sig selv, i mental forstand, og prøvede på at virke så afslappet som muligt, men det var lettere sagt end gjort. Det gibbede kort i ham, da hånden blev fæstnet på han ben, mere detaljeret på hans inderlår. Hvordan var det lige, det var gået til, at det nu var Shane, der havde snor i ham og ikke omvendt? Sådan noget forbandet bullshit. Han bed sig hårdt i underlæben, sørgede for at hjørnetænderne ikk var indblandet, for så ville der med sikkerhed have gået hul, hvorefter han lænede sit hoved lidt tilbage og indhalerede en stor dosis luft, åndede tungt ud og fik så omsider taget sig sammen, samlet nok sindsro; eller det håbede han da i hvert fald. Dernæst løftede han langsomt hovedet, som ellers havde fået lov til at ligge og hvile imod ryglænet for et lille stykke tid, rettede sit blik imod Shane og mistede allerede dér en del af sin rapkæftethed, sad blot og betragede ham for en stund, men efter han så havde fået sunket den klump, der havde sat sig i hans hals, lod det endelig til, at han kom tilbage på banen. Han lænede sig i alt fald halvt indover ham, hævede løftet sin ene hånd fra sofaen og placeret den på Shanes skulder, dén der var tættest på ham, og nappede ham så lidt unænsomt, men mere skånsomt en normalvis, i øreflippen. "Du ved ..." startede han ud med at hviske, vendte sine mundvige lidt opad i et vammelt, selvtilfredst smil, inden han fortsatte. "Du har stadigvæk fuld VIP adgang til fest der ... men ... skal vi ikke holde en lille forfest først?" Han lod sit smil brede sig til en helt surrealistisk længde, der var med til at blotte hans hvide tandsæt med de to, sylespidse hjørnetænder, og efter de ord var sagt søgte hans frie hånd fluks hen til Shanes buksekant, som han tillod sig at hægte det yderste led af sin tommelfinger fast i. "Toilet ... nu ..." krævede han, med den samme hviskende stemme, og rejste sig så som et lyn fra sofaens dyb, trak automatisk sine hænder til sig og rakte følgende sin ene hånd ned imod Shane, sendte ham tilmed både et halvirettesættende, bestemt blik og et rimelig vammelt, ækelt smil og afventede hans næste bevægelse.

Ingen andre end lige deres egen lille private forsam´ling, lagde mærke til havd Shane havde gang i. Der var ingen der spekulerede over, hvorfor sangen startede en gang til, for alle andre havde jo bare travlt med at beglo de ansatte, som smed tøjet foran dem, og ligesom Shane, dansede de også, Shane så bare ikke nær så billig ud som de andre. Og, den her virkning som han havde på Chase var blot endnu bedre, end ´han havde håbet på. Lagde mærke til, hvordan hans øjne skøjtede rundt på hans krop, og han fik nærmest lyst til at grine af hans forgabelse over ham, hvordan han nærmest så helt fortabt ud. Og, den underkæbe, den hang lidt, munden var ikke længere bare lukket i. Og, det var selvfølgelig fuldt ud bevidst, at han gjorde det, og hans eksperiment, havde fået et bragende resultat. Chase var helt fortabt, overfor ham lige nu. Han så helt lost ud, faktisk kunne han se, hvordan han helt glemte at trække vejret. Og det var faktisk et sjovt syn, at se Chase beherske sig så meget, og hvordan hans tag om sofaen blev en anelse mere hårdt, når han lod sine vovede bevægelser begynde. Og så stoppede sangen, og dermed også Shane, og han så tydeligt hvordan Chase åndede lettet op. Et smil bredte sig på hans læber, efter han haved bællet øllen og så satte han sig egentlig bare ned i sofaen igen, med et selvtilfredst smil, der dog bare blev en anelse drillende og mindre. Han var fuld, men ikke så fuld at han ikke anede hvad han lavede. Han lod så hånde glide over og hvile på hans lår, mens han bare smilede afslappet, velvidende at Chase var ved at springe i luften for ikke at overfalde ham lige nu og her. Det var jo lige præcis dét der var det sjoveste af det hele. Han hvilede bare hånden på hans inderlår, mens hans brune øjne betragtede Chases ansigt, mere gjorde han ikke, og han var også bare helt rolig, afslappet, som om der slet ikke var sket noget. Men det var der, og hans bule var ikke forsvundet, og det var et af tegnene på at der var sket lidt mere, end der burde være sket den her aften. Han hævede så et øjenbryn, med et smil på læben, et drenget smil, idet Chase så ud til at have genfundet lidt styrke igen, og kort efter mærkede han et tag i sin skulder, mens Chase lænede sig en smule indover ham, hviskede så starten på det han ville fortælle ham om lidt, og det var sikkert ikke et spørgsmål, nok nærmere en konstatering. Og, han hævede egentlig bare et øjenbryn over det han sagde. Forfest? Var det egentlig ikke bare festen, der blev forlænget i dette tilfælde? Det skulle han mene. Han fugtede kort læberne, sagde intet til det han lige havde sagt, kom kun med et kort gisp over det med at blive nappet i øreflippen, et uskånsomt nap, dog mere skånsomt end normalt. Hvad var ændret? Han anede det ikke, men underligt nok, fik det ham til at smile. Faktisk, virkede han bare afslappet og ret upåvirket af hans krævende order. For, han vidste hvordan han kunne få lidt magt, og det var nærmest det der holdte hans humør oppe. Han var en del af spillet, ikke blot som fange, men som en virkelig spiller, der også kunne vinde til tider. Da Chase så krævede at de skulle på toilet sammen, falmede hans smil en kende, mens Chases fik sin fulde størrelse, hvor han vidste tænder og alt muligt. Han strakte sig kort, inden han så rejste sig, langsomt. Tog sig alt den tid, han skulle bruge, og så måtte Chase bare blive irriteret, hvis det var det. Han så derefter spørgende på Chase, og uden videre, begyndte han at gå mod toiletterne for mænd.

Chase lod hånden, han ellers havde rakt frem imod ham, falde slapt på plads ned langs siden, efter Shane selv var kommet op at stå uden hjælp, havde i hvert fald ikke taget imod hans hjælp, men hvad, det var vel heller ikke så underligt, at Shane ikke havde den helt store tillid til Chase, hverken fysisk eller psykisk. Hans smil var blegnet en del, dog sad det fortsat på hans læber, var med til at lyse hans, ellers i forvejen lyse, ansigt op, fulgte menneskets bevægelser med et lidt dovent blik, alt imens han ihærdigt forsøgte at holde sin utålmodighed nede, prøvede at holde det på et så lavt plan som muligt, og det gik faktisk overraskende godt, han brokkede sig ikke én eneste gang, selvom Shane ikke ligefrem var den hurtigste løber på banen, i hvert fald slet ikke lige nu, det føltes nærmest som evigheder, før han omsider begyndte at gå, til hans held, i retning af herretoilettet, så der kom vist ikke til at være noget bøvl med dét. Mærkeligt, han havde aldrig troet, at han ville gå med frivilligt, men han skulle vel ikke klage, det gjorde blot det hele endnu nemmere; men var det dét, han ønskede? Var det ikke det bedste? Altså, jo vist, det var hundrede gange lettere på denne måde, og alt det der overtalningshejs kunne godt blive lidt trættende i længden; men så var det, at det der 'men' kom. Hvor var udfordringen henne i det her spil? Havde han allerede passeret den på spillebrættet? Åbenbart, det så det ud til. Uden rigtig at vide hvad han skulle eller burde syntes om det, valgte han blot at følge med, bestemte sig for ikke at sætte flere spørgsmålstegn, for det kunne han få hele natten til at gå med, og det var ikke dét, der var hans oprindelige formål. Det eneste han sådan set behøvedes at bryde sit hoved med nu, var Shane. Det tog ham ikke længe, før han var oppe ved siden af mennesket, lod sin ene arm blive ført omkring ham i en forholdsvis løs og blød halvvejs omfavning, satte på intet tidspunkt farten op, men fortsatte blot i et stilfærdigt, tilbagelænet tempo, havde tilsyneladende fået lagt bare lidt bånd på sig selv; ikke at pladsen i hans bukser var blevet forbedret, det var stadigvæk ulidelig trængt dernede, og det undrede ham faktisk, hvordan buksernes syninger kunne holde til det. Hans skridt blev dog en anelse mere hastige, da det ikke var ret meget mere end tre meter, der skilte dem og indgangen til toilettet ad, og hans smil trådte en kende mere frem på hans blege læber, netop som han løftede sin frie hånd for dernæst at fæstne den på det kølige, metalliske dørhåndtag, lukkede sine fingre omkring det og trykkede det så ned, åbnede følgende døren og fik hurtigt skubbet Shane indenfor. Derpå listede han selv ind på den anden side af døren, lukkede den forsvarligt bag sig, fik tilmed låst døren, inden han tildelte Shane al sin opmærksomhed, fik trukket lidt på smilebåndet og fremanet et af sine sædvanlige smil, der som normalvis ikke gjorde en skid for at skjule hans tanker; hans slemme, forkerte tanker, der burde være forbudte overhovedet at kunne tænke. I en hurtig, resolut bevægelse placerede han en hånd på Shanes skulder, fik presset ham op af væggen, der var påklædt med hvide fliser, anbragte sig selv foran ham og lænede derefter sin egen krop op ad menneskets, havde fjernet hånden fra hans skulder igen, og stod nu med begge håndflader imod den hvide væg. Han lod et svagt suk slippe ud imellem sine læber, før han, efter at have bøjet hovedet lidt forover begrundet af deres højdeforskel, lod spidsen af sin tunge skøjte op ad hans hals, ned igen og så op, havde i mellemtiden flyttet sine hænder fra væggen og hen på Shane, var godt i gang med at udforske hver eneste lille del af hans krop. Trykkede sin erektion imod Shane, inden hans ene hånd søgte op til hans hals, greb til sidst fast omkring hans underkæbe og løftede hans hoved lidt, næstefter han havde løftet sit hoved, rettet ryggen, strefjede hans underlæbe med sin egen og plantede så et bestemt, langt fra uskyldigt kys på hans læber. Et par sekunder efter brød han det, afsluttede kysset for kun kort efter at påbegynde et nyt ét, alt imens hans anden hånd, dén der fortsat hvilede imod Shanes krop, var gledet op under hans trøje, bevægede sig op langs hans mave og videre op til hans brystkasse.

Han havde ikke taget imod den hånd Chase havde rakt frem mod ham, som gestus eller nok nærmere en indbydelse man ikke kunne afslå. Han ville have ham til at rejse sig, og gå med på toilettet, frivilligt eller som fange. Og selvom Chase sikkert ikke engang selv var opmærksom på det, var han ret sikker på, at inderst inde, ville udfordringen for ham, være at skulle acceptere at der ikke var nogen udfordring, ingen overtaling. Ville spillet så sstadig være sjovt? Når det var ham der blev udfordret, og ham der der blev sat i spil, ikke ham der førte spillet, men ham der var en del af et spil, som andre også kunne have indflydelse på. Han gik bare, i tavshed, mod målet. Herretoilettet. Det sted, hvor Chase sikkert ville, ville slippe sine fantastiser løs, og udføre dem i praksis. Og på et punkt, var han pisse bange og følte sig som en lille dreng, der skulle gøre det for første gang, og for det andet, følte han sig afslappet, fordi han netop ikke bare var gisel. Men forid de på en måde, en underlig vis, begge to var blevet gidsler, i hinnade spil. Og de spilolede dette spil rigtig godt, begge to. Det var det der nok var det mest skræmmende. Han mærkede godt, hvordan han nærmest blev omfavnet af hans tag i ham, eller nok nærmere af den arm som hvilede omkring ham, omkring hans talje. Var det ormalt at han var så blid? Det anede han ikke, men det mente han ikke. Han mærkede dog, at Chase satte farten op, da de kom nogle få meter fra toilettet. Utålmodigheden måtte have revet og flået i ham, for at få ham til at begynde at reagere lidt, komme videre. Han smilede svagt af dette, selvom der ikke var noget at smile af overhovedet, var der alligevel nogle små detaljer, som han lagde mærke til. Deltajer, der fik ham til at smile svagt, blot for en stund, naturligvis, men det satte alligevel et mærkværdigt smil igang. Og så, nåede de deres mål, toilettet. Han lagde ikke rigtigt mærke til så meget, for egentlig blev han bare hevet ind på toiletet og kort efter, var døren bag ham og Chase blevet lukket og låst. De var alene. På et låst toilet, og de var begge lettere tændte. Chase var nok tændt af lyst, mens Shane egentlig kun var tændt af bestemete handlinger, ikke direkte fordi han havde specielt meget lyst til noget af det her. Han skulle slet ikke have været her i aften, men nu havde han spillet med, og nu var han nødt til at spille med, også selvom han måske blev tvunget til at gøre dét. Han mandede sig op igen, da Chases sædvanlige klamme psyko smil tog over, det smil som virkelig signalerede voldtægsmand. Og så mærkede han tage ti sin skulder, ikke et blidt tag, men et fast tag, og kort efter, blev han presset op mod en mur. Han bed sig kort i læben, mærkede godt hvordan Chase's krop kom nærmere. Han hørte sukket, eller mærkede det i det mindste, og det næste han mærkede var. Tungen. Den tunge der gled ned af hans hals, og så op igen.Og, selvom tanken var dybt frastødende var de fleste ikke i tvilv om, at lige netop mænd tændte voldsomt på lige netop dén berøring. Og, Shane var en ung fyr, hvorfor skulle det være anderledes for ham? Det var det ikke. Han ville ikke indrømme det, det var noget andet, men han blev tændt af det. Han tændte på det, bare ikke på Chase. Og dog var der grænser for, hvor meget en stakkel kunne klare, svage støn gled over hans læber, idet hænderne begyndte at udforske alt på hans krop, og så var der altså også lige det faktum at han mærkede hvordan noget gned mod hans underliv. Og det noget, var sådan set Chase's underliv. HAn stønnede et støn, lidt højere end de andre, da han mærkede dette fænomen, men holdte så ellers bare kæft, kom højst med et suk. Og, så gled den ene hånd op, og tog fat i hans underkæbe. Han blev en anelse overrasket, og i sin manglende koncentration gled et støn over hans læber. Og, så mærkede han noget, noget han ikke havde lyst til. Chase kyssede ham. Han bed det dog i sig, tænkte ikke på følelser. tvang sig selv til at tænke at man godt kunne kysse selvom der ikke var nogen følelser, kærlige følelser. Selvom, han hadede den tanke. Kys vcar forbundet med kærlighed i hans hoved, uanset hvad andre mente, ellelr fortalte ham. Derfor, var han ikke spcielt meget med, da han blev kysset, gjorde ikke rigtigt noget. Var der bare, var bare den der blev kysset. Han mærkede så hvordan en af hans hænder havde sneget sig indunder tøjet på ham nu. Han afbrød kysset, og lod så en hånd glide om i nakken af ham, kælede lidt med hans nakkehår. Og så, besluttede han, at det var på tide at tage styringen lidt. Men hvordan var han meget i tvilv om, i dette sekund, derfor overvejede han det bare lidt. Velvidende at han kun havde få sekunder til at overveje det i.

Chase snerpede med en lidt utilfreds mine læberne sammen, efter Shane havde sat en stoppet for dét kys, men prøvede ikke på at starte et nyt ét, hvorpå han lidt efter lidt løsnede taget om menneskets kæbe for til sidst at slippe den helt, og som erstatning flyttede han i stedet for sin, nu frie, hånd ned i en af baglommerne på Shanes tætsiddende, sorte bukser. Et lille, dog bemærkningsværdigt smil havde spredt sig på hans læber, men han fik udryddet det sekundet før, han nappede ham legesygt i underlæben, hev, uden at have sluppet, drillende ud i den, inden han til sidst slap den og lod endnu en gang sine blege læber mødes med hans i et kys som afrundning på hans tidligere, sædvanligvis rimelig unænsomme bid. Derefter gled hans hånd op af hankønsvæsnets lomme igen, og næstefter kvalte han resolut og fuldstændigt alle de lufthuller, der end måtte være imellem dem, da han trykkede både ham såvel som sig selv tættere op, og ind mod, den flisebelagte væg. Dén hånd han ellers havde haft listet op under Shanes to lag trøjer, havde han i mellemtiden trukket til sig, fjernet den fra hans brystkasse, som den havde ligget og hvilet imod, og begge hans hænder blev nu fæstnet og kuplet om fyrens skuldre, der hver fik et halvhårdt, velmærket klem. Under hele den seneste del af denne forestillingen havde et smil, et temmelig ubehageligt ét af slagsen, konstant været med til at pryde hans lyse ansigt, både med tænder og hele svineriet, og det skrumpede ikke det mindste, da han langsomt lænede sig halvvejs indover ham, måske rettere sagt ned mod ham, og følgende placerede sin mund ude foran et af hans øre. "Jeg skal nok være forsigtig," forsikrede han ham med det ækle smil, der fortsat plagede hans mund og truede med aldrig at forsvinde derfra igen, men det var vist ikke den store gåde eller hemmelighed, at det dummeste var at tage Chase på hans ord; for dem holdt han for det meste aldrig, ikke medmindre de indeholdt former for advarende trusler, for ting som dét skulle han med sikkerhed nok få ført ud i livet, det behøvedes der ikke at være den store tvivl om. Men om han ville være forsigtig? Yee right, keep dreaming - og det viste Shane sikkert udmærket godt, ellers havde han i hvert fald fejltolket størstedelen af dén is dæmon, der stod foran ham, og det regnede han ikke ligefrem med. Indtil videre havde Shane da vist været dén, der havde fået mest indsigt i hans liv, så mon ikke han tilmed havde fået opfanget et par detaljer omkring ham og oplagret dem i hukommelsen? Chase førte sin ene handskebeklædte hånd ned til kanten på Shanes bukser, greb fat om linningen med de yderste led af fingrene og fulgte den et godt stykke henad med et drillende, halvvammelt smil, der blot var med til at gøre hans slemme tanker endnu tydeligere og fik dem til at skinne endnu klarere igennem, bekræftede at hans tankegang var fuldt ud forkert, direkte syg. Men kunne man forvente andet, i det hele taget? Nok ikke, det ville vel være at stille for mange krav; især hvis ens kendskab til ham - Chase - lå på et forholdsvis højt plan. "Du behøves ikke gøre noget," hviskede han, fortsættende på sine forhenværende ord, snittede efterfølgende det øverste af hans øre med underlæben, inden hans hånd stoppede den frem-og-tilbage-kørende bevægelse, fik tilladelse til at glide lidt ned i menneskedrengens stramme bukser. "Bare stå stille. Så er det ovre, før du aner," sagde han, måske nok et lidt uværdigt forsøg på at berolige ham, det ville nok ikke have den største virkning, ikke positivt i alt fald, og efter at have sagt dét, begyndte han omhyggeligt og langsomt at knappede Shanes bukser op, i det øjeblik han atter havde hevet hånden op derfra. Hans smil var falmet en lille smule, men det var faktisk så lidt, at det ikke havde en speciel stor betydning, det groede også en anelse, da det var lykkedes for ham at få vredet bukseknappen op efter en mindre bunke besvær med den drilske, modstridende knap. Med et rimelig frydende ansigtsudtryk og et svagt, hoverende smil med trumf på, lod han sin mund gabes lidt op, satte derpå munden mod en blottet del af Shanes hals, snittede den kort med spidsen af de to hjørnetænder, før han startede et projekt med at sætte langtrukne kys ned ad den, alt imens hans hånd havde sneget sig indenfor, et godt stykke nede i Shanes bukser, og var blevet fæstnet på bulen udenpå hans boxershorts. Hans frie hånd havde søgt om bag på hans ryg, havde med nød og næppe kunnet komme derop med en smule modstand fra væggen og var blevet lukket omkring noget af dét stof, der udgjorde Shanes hættetrøje i et blødt men bestemt greb. Selvom han endnu ikke selv så dette som en større udfordring, var han ganske tilfreds med det, hans tålmodighed var egentlig også blevet forkastet lidt, og den var ikke lige den bedste, så til hans held, slap han for at bruge en masse krudt på at få mennesket til at makke ret. Men spillet var langt fra slut endnu, og ikke en gang han vidste, hvordan det ville ende. Måske havde Shane et par skjulte tricks i ærmet ...

Han havde sat en stopper for hans kys, mest fordi kys var en af de ting han virkelig satte samemn med forelskelse, og han var IKKE forelkset i Chase. DEt var han ikke i tvivl om overhovedet. Det føltes bare for forkert at kysse ham på munden, for falskt.Og han følte sig en anelse mere fri, da han også slap taget i hans kæbe, som nu var en smule øm. Han bed sig svagt i læben, lod et svagt, uhørligt suk glide ud mellem læberne. Han mærkede derefter hvordan Chase's hånd gled ned i hans baglomme, og det fik ham til hæve øjenbrynet. Han var nødt til at finde på en plan, der kunne gøre, at han fik lidt magt, fik lidt at sige i det her spil. For, ellers ville Chase bestemme hvordan alle spillere på brættet skulle flytte, og det var ikke fair. Det skulle være lige, så alle avde en chance for at vinde, eller tabe. Og dog vidste han at han bare skulle tænke klart, for at finde hullerne i Chase's plan. For der var huller, de eksisterede. Han bed sig igen svagt i læben, lige inden han så blev bidt i læben. Et unænsomt bid, selvfølgelig. Det undrede ham faktisk ikke synderligt, at Chase var så unænsom, det havde han altid været, det undrede ham mere, når han var nænsom. Og dog, når det lige handlede om hans læber var han altså følsom, så da han blev bidt, gibbede det kort i ham, og han mærkede og smagte hvordan han blødte.En lille stribe af blod, gled nu ned mod hans hage, han kunne mærke det, og det var ikke specielt behageligt. Og, da Chase så bare kyssede ham, nåede han ikke rigtigt at kæmpe imod, eller protesere denne gang, gad heller ikke denne g<ang, han tænkte mere på sin blødende underlæbe. Han hvilede sine hænder mod Chases bryst, sikkert for at kynne skybbe ham fra sig, hvis han blev for nærgående. Eller måske bare fordi han skulle have dem et sted. Og, han tænkte meget klart, idet han mærkede hvordan alt luft blev fjernet mellem dem, og det overskred hans grænse, ret meget. Men, han klynkede ikke eller noget. Han var mand nok, til at tage sig sammen og bare være med på legen, uanset hvor klam og langt ude den var. Hvis han stoppede med at spille det her spil, skulle han være ydmyg og lide under Chases hån og latter, mens han blev voldtaget. Ellers tak, så synes han alligevel det var bedre at have kæmpet for et eller andet. Han så op på Chase, idet begge hans hænder blev fæstnet om hans skuldre. Han lod sin hånd gribe fat om hans trøje. Hvad kunne han gøre lige nu? Hvad kunne han gøre, for at undgå at blive offer? Ikke rigtigt noget, eller måske. Han kunne forføre, forføre så Chase blev paf for en stund, og så være den der angreb. MEN, så skulle han gøre noget han ikke havde lyst til. Han ville ikke forføre ham, for i sidste ende ville konsekvensen være det samme. Så var spørgsmålet bare hvad der var værst. At blive offer, og blive hånet? Eller at have gjort noget, og så bare lide under konsekvenserne af egne handlinger? Han fnøs blot, da Chase lænede sig indover ham og v´hviskede at han nok skulle være forsigtig. Chase, forsigtig? det skulle han se før han troede på noget af hans shit. "Hvorfor lyver du? Hvis det for at berolige mig, kan jeg sagtens berolige mig selv, Terror," brummede han som svar, med et løftet øjenbryn, lukkede kort øjnene i, for at tænke klart, for at lade vær emd at føle for meget. Og da Chases hånd så gled ned til hans buksekant, linningen.Han presede sig ind mod væggen, holdte nærmest vejret, for ikke at komme med lyde. Vidste, at det næste Chase ville i færd med, var at klæde ham af. Og, tanken om at have mindre tøj påå, end Chase gjorde ham en del utilpas. Og dog, han måtte jo bnare være lidt med nu så. Så, da Chase begyndte at komme i strid med hans bukseknap, gled hans ene hånd fra hans brystkasse og nedaf, ned til buskerne, hvor han hægtede fingrene fast i hans buksekant. Kærtegnede let, indeunder hans bukser, der hvor fingrene kunne nå, inden han så, begyndte at lyne hans bukser ned, og derefter begyndte at knappe hans bukser op, brugte ligeså meget tid som Chase på at slås med en modstridende knap, inden han så smilede lettere tilfredst, et smil der kun varede meget kort. Så blegnede det igen. Det gibbede dog i hele hans krop, som svagt sitrede idet Chase lod sin mund glide omkring et blottet sted på hans hals. Han tændte meget modvilligt på det. Han fucking tændte på lortet. Og, derfor blev bulen selvfølgelig også større i hans bukser, hvor Chases hånd nu sneg sig ned, og hvilede mod bulen, kun med det savge stykke stof fra hans boxers til at adskille Chases hånd og hans manddom. Og bare tanken om at blive rørt dernede, gjorde et eller andet underligt ved ham, fik ham til at blive liderlig. Han bed sig hr´årdt i læben, havde virelig lyst til at stønne, men gjorde det ikke, istedet besluttede han at det vidst var på tide at tage lidt hævn. Eller give lidt til gengæld. Det var jo bare hvordan man så på tingene. Han lod så, drillende, sin hånd glide ned i bukserne på Chase, hvor han tog et fast greb ved bulen dernede, begyndte også diskret at gnide benet op af hans, bare for at se ham reagere, i håb om at Chase mistede lidt af sin koncentration. Han vidste ikke hvor god eller dårlig hans plan var, men det var et forsøg værd, så meget vidste han da.

Chase lod som afslutning på dét, han havde kørende, ved at lade det meste af sin tunge køre op ad menneskets hals for til allersidst afbryde kontakten med hans hals helt, hvorpå han rettede sin ryg en kende, løftede hovedet lidt mere, inden han trak let på smilebåndet, således at et mindre smil fik lov til at træde frem og brede sig på hans læber, der, skønt hullerne var der, ikke havde hverken kugler eller ringe isat i dét snakebite, han før i tiden havde fået lavet, men han brugte det aldrig, det hørte i hvert fald til sjældenhederne, at han gjorde. Med en rimelig forundret mine, der var gledet indover hans blege ansigt ved Shanes spontane træk, løftede han svagt et af sine mørke øjebryn, skød det en anelse op i panden, før han langsomt vendte blikket ned imod hans hånd, der havde formået at få knappet hans bukser op og kun kort efter havde listet sig indenfor, ned i dem, for påfølgende at tage et forholdsvis bestemt tag om dén bule, der fortsat syntes at vokse, selvom det nok var noget nært umuligt for den at blive meget større. Sagt med andre ord, så var det ikke ligefrem specielt svært at se, at han var temmelig påvirket; no wonder, hvem ville ikke være det? Selv Shane, der nok ganske vist var en del imod det, lod ikke til at være helt upåvirket af alt det her, - den tiltagende bule i hans boxers talte i alt fald sit tydelige sprog, og blot dét, var med til, at få smilet på hans læber til at vokse endnu en gang, sprede sig yderligere henover dem og fik til sidst udviklet sig til ansatsen til et tandsmil, hvor det nederste af hans to skarpe og lange hjørnetænder nu var blottet og synlige for omverdenen, der i dette nu kun bestod af Shane. Hans smil falmede dog lidt, forsvandt aldrig, men blev reduceret en kende og blev noget mere neutralt, kun en lille sum tid før et dæmpet støn, halvvejs et suk, kunne høres fra ham, og hans eget greb om menneskets manddom blev en smule mere bestemt, knap så nænsomt, trykkede med jævne mellemrum på bulen og lod ellers sin tommelfinger stryge henover den. Han kørte i mellemtiden spidsen af sine tunge henover Shanes underlæbe, bed næstefter lidt halvhårdt i den, hev en anelse ud i hans underlæbe, før han slap igen og i stedet for, endnu en gang, satte sine let adskilte læber mod hans hals og trak hånden op fra hans åbne bukses dyb, lod den efterfølgende søge ned i sine egne bukser, hvor han fæstnede sin håndflade på Shanes håndryg, pressede hans hånd endnu længere ind imod sit skridt, inden det lykkedes for et til støn at slippe ud imellem hans svagt åbne mund, der stadigvæk hvilede mod menneskedrengens hals. Efter at have ladet sin fugtige tunge køre et par ture op og ned af halsen, hævede han atter sit hoved en smule, lod på ny sit smil gro og sendte et aldeles ubehageligt, direkte modbydeligt ét til ham, fjernede endelig sin hånd fra hans ved at hive sin egen op fra bukserne og placerede den senere hen omkring på midten af Shanes ene side, lukkede halvvejs hånden om noget af stoffet på hættetrøjen, Shane havde på og lænede sig igen lidt ned imod ham, satte munden til et af hans øre, som han som det første nappede kort i. "Vend ... dig ... om," hviskede han sagte med et faktisk overraskende roligt, men samtidig kommanderende tonefald; hans ækle, vamle smil genspejlede sig nærmest i hans stemme, kunne næsten høres, som det bredte sig en kende. Han lod hånden, han havde anbragt på siden af ham, glide længere op, indtil han til sidst nåede hans skulder, hvor han låste den fast, lagde derefter sin anden hånd på den anden skulder og strammede sit greb om dem for en kort stund ved at give dem et klem hver, inden han selv prøvede på at få drejet ham, så han ville komme til at stå med ryggen til og fronten vendt ind mod den hvide, flisebelagte væg, der omgav alle toilettets fire sider. Nu var måtte det være Shanes tur til at slå med terningen og rykke sin brik på spilbrættet, - og han gjorde sig klog i at spille sine kort rigtigt, Chase var i hvert fald langt fra kørt træt i træt i det her spil, kunne, om muligt, holde det kørende hele natten, starte om gang på gang; men lige nu, satsede han på at komme i mål, før Shane gjorde. Hvor mange træk der skulle til endnu, havde han ikke styr på; men ellers måtte han vel bare til at spille lidt dirty, snyde og lave et par ændringer, når Shane så væk. For ham var der ingen regler, åbenbart - det var ham, der havde lavet og startet spillet, og så havde Shane bare at følge de regler og instrukser, der hørte med ... Men hvad var det egentlige koncept med dette spil? Set fra Chases synsvinkel, var det nok ikke særlig svært at regne ud, hvad han gik efter; spørgsmålet var blot, hvor mange flere felter der skilte ham fra mål-feltet, hvor længe denne leg ville vare. Det var som katten efter musen - han selv i rollen som den store, sorte kat, og Shane som musen; men selvom katten ligger øverst på dén fødekæde og topper 1. pladsen, hvem siger så, at musen ikke kan være mere kløgtig end katten? Var Shane en intelligent mus? Eller havde han endnu kun lært de få, grundlæggende trin? Men, uanset ved, skønt musen var mindst ti gange mindre end katten, ville det være fejlagtigt at undervudere den, - men det lod det til, at Chase havde. Så hvis heldet var med mennesket kunne han måske få ændret lidt på Chases holdninger til det her ret særprægede forhold, og så var det pludselig katten vis hale sad fast i den sammenklappede musefælde og ikke musen ...

Den måde han blev slikket på halsen, var ækel og faktisk direkte frastødende. Eller det burde det være, men hvorfor var det kun halvt frastødende? Og hvorfor tændte man på det lort? Sommetider var det godt, men når det gjaldt om at man var ved at blive voldtaget, var det helt sikkert alt andet end godt. Det vidste enhver idiot. Shane var bare ikke en idiot, det var måske der forskellen lå? Han sukkede svagt, lodså sine brune øjne glide op for at se efter Chase's ansigt, han bed sig svagt i læben, inden han så slog blikket ned igen. Og så fulgte han blikket ned til den hånd han selv lige havde ladet glide ned i bukserne på ham, og nu holdte han faktisk hånden mod hans skridt, udelukkende med det svage stof fra hans boxers som adskillelse. Det var ikke et smart træk han havde gjort, og en underlig tanke gled gennem hans hoved. Det var ikke mig, det var ikke mig der gjorde det tænkte han, mens han så ned mod Chases bukser. Men, det var ham. Der var ikke andre til stede, Chase havde ikke rørt hans hånd, og tvunget den ned i sine bukser han havde selv ladet dem glide derned, et spontant nærmest desperat og meget uheldigt træk. Og, da et dæmpet st'øn så gled ud fra Chases mund, var han sikker i sin sag. Han var dum, han havde gjort noget dumt, og nu havde Chase bare endnu mere lyst til det han ikke ville give ham. Hvor naiv kunen man være? At tro at han ville droppe sin plan, hvis man lige var lidt kælen? Det ville naturligvis bare forværre tingene for en, det burde han ligesom have forudset for længe siden. Og nu, var han bare nødt til at handle rigtigt, det var bare svært at tænke, fokuserer, somom alt flød sammen for hans øjne. Og så mærkede han altså rimelig hurtigt, hvordan taget om hans manddom blev mere fast, mere trykkende og mere hårdt. Han gispede højt mod sin vilje, og slog så blikket ned, forbandede det her indvendigt. Rettere sagt, noget af ham forbandede det , og resten af ham havde lyst til bare at give efter, dog en meget lille skjult del af ham, men stadig en del ham. Det ville han selvfølgelig aldrig indrømme overfor nogle, det vidste han godt, men det eksisterede ligeså meget som hans modvilje. Og straks røg hans opmærksomnhed hen på noget helt andet, hans egen læbe. Den der var faretruende tæt på at bløde, bare man rørte ved den, og nu blev hans først slikket på den, og så nappet i den, bidt i den. Så, naturligvis srang ahns sår på læben op, og blodet begyndte igen at dukke frem, og løbe ned af hans hage, for at forværre hans situation. Faktisk, var det som at blive hånet af sin egen krop, den krop som naturligvis var tændt, af de handlinger som Case havde udført tidligere. Det var klart at ens biologske forstand ikke ændrede sig, bare fordi tingne var anderledes. Og så, kunne han hurtigt mærke hvordan hånden forsvandt fra hans buksers dyb, fra hans bule, og det var så dejlitg befriende, både fordi der var luft nu, og fordi der ikke var noget der pressede på for at tænde ham yderligere, så var det lettere at tænke klart. Men straks efter mærkede han blot Chases hånd fæstne sig om den han ahvde nede i hans bukser, og nu blev det en del grænseoverskridende. Han ville aldrig selv have presset så hårdt ind mod Chases skridt. Men lige nu blev hans hånd bare presset ind mod bulen, af den anden hånd der hvilede bag hans egen, og Chases støn nåede hans ører. Han gøs svagt. Det var voldtægt. Han var tvunget til at handle, for ellers ville han blive voldtaget inden længe. Han kunne mærke det på den stemning der var. Og endelig, efter et aldeles vammelt og nærmest uhyggeligt smil fra ham, fjernede den hånd der pressede ahns egen ind mod Chases skridt sig, så han selvefterfølgende kunne tage sin hånd op derfra. Han tøvede ikke med at trække hånden til sig, menshan så op på Chase. Ikke bange, ikke skræmt, eller nervøs, nok nærmere bare desperat. DEsperat efter at slippe fri. Nu tak. Før man blev voldtaget, det var helt klart det man foretrak. Og, da de små ord så gled ind i hans øresnegl, frøs samtlige dele i hans krop. Det var nu, det var nu Chase var tæt på mål, mens han selv kom længere og længere væk fra mål, for at dække for Chases mål istedet, forhindre ham i at nå det. Men hvordan det? Han bed sig svagt i læben, så så op på Chase, lod sin arm glide omkring hans nake,, nussede ham i nakken, mens han pressede sig længere op af væggen, i modstand for Chases forsøg på at vende ham om. "Nej," svarede han så, roligt, i et normalt toneleje, velvidende at nu ville Chase sikkert blive edderspændt rasende. Han sukkede svagt, lod så endnu engang sine øjne møde Chases, og begyndte så at tale igen. "Kan du huske at jeg sagde, at jeg elsker dig? Hvis jeg elsker dig, lader jeg dig ikke voldtage folk. Hvis jeg elsker dig, hjælper jeg dig, med at rette op på det, andre mennesker aldrig rettede op på. Og jeg tror godt du ved, hvilke andre mennesker jeg snakker om." hviskede han sagte, lavt, men alligevel utrolig tydeligt, mens han fortsat bare nussedeham i nakken, og samtidig sørgede for at presse sig længere og længere op mod væggen, for at undgå at blive drejet rundt. Hans blik flyttede sig ikke fra ham, for det sekund han så væk, ville Chase sikkert have et eller andet smart trick han kunne bruge. Det ville han ikke risikerer.

Chases smil falmede en anelse, der var ikke den store forskel, men det blev reduceret en del, da Shane ikke makkede ret med det vons i stedet for alt det andet pjat med at trække tiden ud, tænke, gennemtænke alt det her, eller hvad fanden det var, mennesket var i færd med. Kunne han i så fald ikke få lidt fart på? Han trådte selv et lille skridt bagud, formindskede på dén måde afstanden imellem dem, selvom det faktisk var ret ligegyldigt, for han stod fortsat klods op ad ham. Hans ene øjenbryn blev hævet en smule, og hans opmærksomhed blev revet et helt andet sted han, netop som den metalliske lugt af blod blandede sig med luften, atmosfæren, der var i dette rum, og derfra tog det ham ikke lang tid at finde frem til stedet, hvor det kom fra. Hurtigt flyttede han flygtigt sit blik hen på Shanes underlæbe, snerpede fluks sin mund sammen, så hans blege læber blev forvandlet til to små, smalle streger, hvorpå han løftede en af sine handskebeklædte hænder, satte tommelfingeren mod menneskets underlæbe og fik behændigt tørret det værste blod væk fra både hans læbe og hage, sluttede af med at lade sin tommelfinger køre et par gange op og ned af det øverste af sine bukser og fik dermed tørret blodet på fingeren af. Hans smil havde under dét tidsforløb været forsvundet helt, været pift væk og ikke til at se, eftersom hans læber havde været knebet sammen, men nu hvor han atter slappede lidt mere af i dem, voksede smilet frem på ny, startede ved den ene mundvig og bredte sig, henover læberne, og dannede således et rimelig ubehageligt, fælt smil, der lystigt spillede om hans mund. Hans følgende bevægelse, næste træk, blev afbrudt af Shane, vis arm nu lå og hvilede på hans skulder og hånden i nakken. Det første han gjorde, var, blot at løfte et af sine øjenbryn, skød det en anelse op i panden, og tilsendte ham dernæst et temmelig skeptisk blik, der ikke just udstrålede fornøjelse, for om lidt, og dét var han sikker på, ville der komme en mindre protest, - Shane gav, tilsyneladende, ikke bare op uden videre; og, kun få sekunder efter, fik han ret i sin forudsigelse. Et fredeligt, men bestemt og resolut nej lød og alene dét, fik hans smil til at blegne markant, men det var dog først ved Shanes næste ord, at det forsvandt helt; men da forduftede det så sandelig også med det samme, blev kvalt, og efterlod hans mund helt øde. Ikke en gang ansatsen til noget, der blot kunne minde om et smil, var til at se. Intet. Begge hans arme faldt samtidig på plads ned langs siderne, fjernede dermed sine hænder fra hans skuldre og lod blot armene hænge slapt på hver deres side, alt imens hans blik gled flygtigt rundt på Shanes ansigt, og derpå, kun få sekunder efter de sidste ord havde forladt menneskets mund, begyndte hans underlæbe et bæve en kende. Hans øjne var derudover blevet en del mere slørede, som om der var blevet lagt ét eller andet henover dem, de startede så småt med at krakelere og blev tilmed lidt vådere i takt med at tårerne hobede sig op i hans øjenkroge. Den ... Han bed for en kort stund sine tænder sammen, snerpede efterfølgende læberne sammen endnu en gang, og hans tidligere blik der mest af alt havde været skadefro, hånende, og direkte ubehageligt, dét blik var blevet skiftet ud med ét, der, selvom det så ualmindeligt dødt og fortabt ud, rummede meget mere, var både dybere og mere følelsesladet. Skønt det lod han dog ikke én eneste tåre få frit løb, men formåede at holde hver og en tilbage. Med en hurtig håndbevægelse fik han hastigt fjernet Shanes arme fra sig og tildelte ham så et temmelig olmt blik. "Jeg aner ikke, hvad du snakker om," snerrede han blot, ikke så meget pjat med dét. Det letteste var at benægte det; så hvorfor ikke bare gøre det? Desuden, hvis han begyndte på det helt store show, ville tårerne med garanti først rigtigt tage fat, og så ville de vælte ud som to vandfald. At græde var tegn på svaghed, - det var i hvert fald det, han selv mente; og hvem vil være det svage led? Ikke ham, no way. Men det var vist allerede forsent. Han løftede en hånd, i det øjeblik den første tåre havde fået banet sig vej udover kanten og i al hast trillede nedad hans kind, men dén fik han skyndsomt tørret væk, sendte Shane et sidste blik, som han fastholdt i noget tid. "... Og ... du mener det jo ikke en gang," tilføjede han med et dæmpet, knap hørligt toneleje, bed sig hårdt i underlæben, inden han endelig løsrev blikket fra mennesket, trådte et skridt til side for derefter at gå hen til døren i et tjept tempo. Beslutsomt fæstnede han en af sine hænder på dørens håndtag, lukkede den omkring det og åbnede følgende døren med en så stor kraft, at hængslerne gav en, godt nok minimal, klagende lyd fra sig, før han smækkede indgangen til toilettet i bag sig ved hjælp af den ene fod. Den idiot. Hvorfor skulle han blande dét ind i alt det andet? Han måtte igen tørre et par bortløbne tårer væk med hånden, hvilket han var hurtig til at få gjort, og drejede så en halv omgang rundt om sig selv, hvorpå han rettede sit blik mod dørens panel, sparkede en sidste gang til den med skosnuden, inden han i en fart fik vendt sig om og tog nogle skridt i en tilfældig retning. Det kunne da bare lige godt være det samme. Det ville nok ikke være det sværeste at finde en anden her på stedet, - men nu kunne det kræftedme være ligemeget. Med en noget utilfreds mine malet i ansigtet, stoppede han op, efter han var kommet et par meter væk fra herretoilettet, og lænede sig op ad den væg, der var tættest på ham med ryggen vendt mod den. De tårer, det ellers kort havde lykkedes ham at holde væk bare for en lille sum tid, genvandt straks deres plads og lagde sig som et vådt tæppe henover hans øjne, og samtidig med hans ihærdigt, næsten panisk, forsøgte at få dem til at forsvinde, forbandede han indvendigt dét menneske, han havde efterladt bag sig. Den nar. Nu begyndte han fadme at bruge beskidte tricks, - og klart, som om han ikke også selv havde gjort dét på ét eller andet tidspunkt, men det var ligesom noget andet ... på en måde. "Bullshit ... sådan en klam motherfucker af et crackhead, mand ..." bandede han, fortsatte sin svovlende ordstrøm indeni, i stilhed, og under dét forløb fik han lynet sin old-school læderjakke en smule ned og lod en hånd søge ind i dens favntag, ledte tydeligvis efter en helt bestemt ting. Han lukkede få sekunder efter sin hånd omkring en genstand, trak den ud fra jakkens dyb og med dén størrelse det værktøj havde, var det egentlig lidt af et mysterium, hvordan han havde kunnet få den til at passe ned i en af inderlommerne. Udtrykket i hans øjne ændrede sig kort, idet han sendte skruenøglen en kærligt blik, slog så blikket væk fra den igen og rettede det fremad, hvorefter han satte den frie hånds flade mod gulvet og fik på dén måde skubbet sig selv op at stå. Han skulle satme lære den lille mide et par ting eller to ...