stilhed, måske før stormen.. //Sinclare//

T: Kort før daggry
S: Luciels lejlighed
D: Irl
V: klart, uden skyer.

Den lille to værelseslejlighed henlå i en dyb og afventene stilhed, og intet rørte sig. Sengen i det ene værelse var ubrugt, og de eneste møbler i hele lejligheden var sengen, et skab, et spisebord, en sort gammeldags lænestol, med matchende sofa og et fjensyn.. alt sammen bar præg af at de næsten aldrig blev brugt.. lejlighedens beboer var næsten aldrig hjemme, og mindst af alt om natten. Tunge mørklægningsgardiner forhindrede om dagen lys, og nysgerrige blikke, i at trænge ind..
Stilheden blev brudt af låsen der med et klik gik op, døren der åbnede sig og en lille kvinde skikkelse der trådte ind. hun havde pjusket sort hår, med mørkerøde striber i.. på alle andre ville det se ud som om at de var farvede, men ikke på hende her.. ligesom de hvide øjne der afsøgte gangen for ting der ikke burde være der.. hvad som helst..
Det var længe siden at hun havde været hjemme.. over en måned, måske længere.. den tid havde hun istedet tilbragt i en kælder ude i skoven..
Hendes sorte t-shirt var flået op i siden og ved skulderen, og på hendes knæ så det ellers så kraftige strof ud til at være ligeved at give op.. Det gav hende et ret laset og vildt udseende, som om at hun havde været ude i en slåskamp.. det var heller ikke helt forkert..
Luciels kraftige militærstøvler gav et par højedunk som hun trådte ind i entren..
Pludsetligt opfattede hun noget som ikke burde være der.. ikke et menneske, noget.. anderledes.. dødt på en måde..
Hendes hånd strøg ned over hendes hofte og kort efter lå der en kniv i hendes hånd.. det ville sikkert ikke hjælpe meget, men bare bevidstheden om at hun havde kniven gjorde hende mere sikker..
Hun blottede sine tænder i en snerren som hun nu gik helt lydløst længere ind i lejligheden..



//ikke helt tilfreds med det, men håber at det er ok:P//

En kvindelig skikkelse, køn som selve modergudinden, sad henslængt i sofaen. Hendes ben mageligt, og elegant, krydset over hinanden, og med et kropsprog der mest af alt udtrykte elegance, balance og måske en anelse respektabel fortrolighed? Det var tydeligt at hun ikke ligefrem kunne lide at være i lejligheden, ja i det hele taget indenfor, på trods af hendes opvækst der indebar så lidt muligt frisk luft som muligt. Hun havde måske taget skade?
Hun hørte døren klikke, og så op med et roligt udtryk, et diplomatisk ansigt velsagtens. Hele luften havde siden hun var gået ind af døren, blevet fyldt med genklangen af død, og stanken af evige pinsler, også selvom ingen af delene var noget hun videre syntes var vigtige. Hun slog aldrig ihjel uden grund, men var streng angående personer der havde svoret hende troskab, men ikke ville adlyde. Hun lod de ildrøde øjne vendes mod døren der førte ud til entreen, og løftede let det ene øjenbryn, mens hendes fyldige, og meget feminine, mund, formede et let smil, der ligesom resten af ansigtet var diplomatisk, hun ønskede intet ondt, selvom hun udmærket vidste at mange vampyrer ikke kunne lide når andre trådte ind i deres revir uden tilladelse. Dog tænkte hun ikke på sådanne ting, vampyren ville ikke kunne skade hende synderligt, ved midnat ville hun alligevel kunne svæve fri af selv de sværeste kæder, for ikke at tale om magier.
Hun kørte en finger over en ildrød hårlok der var faldet ned i hendes ansigt, og strøg den tilbage bag det let tilspidsede øre.
Hendes yderst feminine krop, lod sig vise i de let stramme jeans, og den ærmeløse, og dog løse, top af blodrødt bomuld.
// hehe, jeg synes det er fint^^
Og undskyld, mit blev vist lidt kort ^^'

Vampyren stivnede da hun så personen, kvinden, hvad hun så end var ligge henslængt i hendes lejlighed, på hendes sofa!
Hendes korte hår strittede til alle sider, og Luciels hvide øjne borede sig ind i kvindens, hvad i dæmonernes navn lavede det kvindevæsen i hendes lejlighed!?
Hun ventede ikke at den anden selv ville fortælle det, så kort efter lød en koldt, blød stemme igennem den stillestående luft.
- hvad! i Satens navn laver du i min lejlighed!??
Man kunne godt fornemme vreden der lå gemt under de heller ikke alt for venlige ord. Vampyren der stod foran den smukke kvinde plejede ikke at være specielt territoriel, men det at finde en anden kvinde siddende henslængt i sin sofa når man kom hjem, var lige en tand for meget, selv for hende.
Kniven forsvinder igen, fordi at stanken af død er så tydelig her at luciel har fundet ud af at her virker kniven ikke.. i stedet falder temperaturen i værelset tydeligt, heæt ned på flere minusgrader..
Iskrystaller dannedes i luften og dalede ned på den sorte sofa, som et tydeligt bevis på at temperaturens falden ikke bare lige var noget som man forstillede sig..

Kvinden sagde ikke noget, forstod udmærket godt denne vampyrs vrede. Dog smilede hun svagt da hun opfangede de første reaktioner af kulde i luften, hendes hud blev endnu varmere end før, og hvis ikke hun snart rejste sig, ville sofaen bryde i brand. Hun havde altid haft en enorm kropsvarme, helt op på over de hundrede grader, hvilket var meget selv for en skabning som hende. Hun kunne føle de første antydninger om brand, inden hun kunne lugte røgen, hun stillede sig op, og så på de sorte mærker, der nu prydede sofaen, det så egentlig ikke særlig grimt ud, bare.. stilfuldt? Meget morsomt.
Hun så på vampyren igen, og nikkede til hende, som en form for hilsen.
"Jeg ønsker at tale med dig" sagde hun ligefremt, og lod sine blodrøde øjne bore sig ind i vampyrens egne. De havde en underlig genklang af lyset fra rummet, der begyndte at forandre sig på grund af de iskrystaller der fortsat dannede sig i luften, den røde farve blev mere tydelig, og fik et anstrejf af iskold munterhed, som om hele vreden vampyren udstrålede tilfredstillede hende på en anelse kynisk måde. En måde hun ikke havde fået tilfredstillelse af i over et århundrede. Dog ønskede hun ikke at støde vampyren, så hun lod dette lille glimt flyde ud, og blive mindre tydelig end før.
Hun lavede en gestus mod sine læber, blot noget hun havde for vane at gøre,
"Jeg har hørt om dine... evner med isen" sagde hun roligt.

Luciel kunne godt se den tilfredsstillelse kvinden fik ved hendes vrede, og genkendte det fra sig selv.. hun lagde bånd på sig selv og kulden aftog..
- javel.. hvad vil du tale med mig om? Men først, hvem er du!? du er på mit område, hvilket jeg ved at du er fuldt bevidst om, så vær så venlig at svare..
Det sidste lød stadigt mest af alt som en snerren, selv om hun havde lagt bånd på sig selv.. men de bånd galdt så mest hendes kræfter.
vampyren fik også ret hurtigt fært af røgen, og så utilfredst og ret irriteret på pletterne, derefter på kvinden, hvem hun så end var..
- du må også meget gerne lade være med at brænde mine møbler..
tonen var kold og lettere sarkastisk.. noget som var ret typisk for denne vampyr.. Pokkers, tænkte hun, hvorfor skulle den.. kvinde også lige begynde at brænde sofaen.. det var et af hendes farvorit steder at sove.. først og fremmest fordi at folk ikke ville forvente det hvis der kom inbrud.. magisk eller ej..
Luciel lænede sig, tilsynetladene afslappet, op ad dørkarmen ind til stuen.. selvom Sinclair udemærket ville kunne se at afslappetheden bare var en facade.. luciels muskler var spændt, og magien hobede sig op i hende, mens den bare ventede på at der blev brug for den..

Hun kørte øjnene over mod sofaen, og et svagt stik af munterhed bredte sig i hendes ansigt, for hende set ville det ikke gøre noget, det kunne vel sagtens vaskes af.
"Jeg undskylder, vampyr, mit navn er Sinclare You Deith-angel" sagde hun, med en rolig stemme. Hendes egen facade var, i modsætning til vampyrens, fuldstændig tæt, uden en eneste revne, det var umuligt at tyde hendes ansigt og krops sprog, samt var det ligeså fuldstændig håbløst hvis man forsøgte at læse hendes tanker. Hun havde for længst lært at tænke uden rigtigt at tænke... Egentlig en underlig form for tankegang man fik ud af at tænke på lige netop denne måde, men det havde virket på adskillige vampyrer før denne, så det ville sandsynligvi også virke på denne.
Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og beskuede vampyren, fra de hvide øjne, helt ned til de militærklædte fødder. Hun var ikke helt præcist som man havde fortalt hende, mange havde sagt at hun så svag ud, men det var ikke ligefrem det indtryk hun fik af hende nu, hvor hun blot ventede på en chance for at slynge hende til gulvet. Hun kunne nærmest føle den magiske energi der ophobede sig i hendes indre, og hendes muskler der spændtes, ville virke frygtindgydende, hvis ikke Sinclare havde set så meget der var endnu mere skræmmende. Hun havde følt sig truet værre end dette, og dette... var vel ikke en trussel?
Hhm... Hvis denne vampyr arbejdede med is-magi, ville hun ikke kunne gøre hende noget, ingenting faktisk, da hendes ekstreme kropstemperatur ville få det til at blive til vand, og fordampe inden det så meget som rørte hende.

- jeg er Luciel.. hvis du skulle være i tvivl..
Stadigt var kulden tydelig, både den fysiske og den psygiske.. og ligenu mindede hun på flere måder om sin magi.. kold, skarp, og måske lidt truende..
- men du har endnu ikke svaret på mit spørgsmål.. Sinclare.. svar på det, eller forlad min lejlighed, for så har vi ikke mere at tale om!
Med en hvid hånd slog vampyren ud imod døren som tegn på at hvis der ikke var mere havde hun intet at gøre her.
Det var ved at gå op for vampyren hvad det var for en skabning hun havde overfor sig.. den virkede jo lidt luftig i kanterne.. så det måtte være et spøgelse, eller end ånd af en slags.. hm.. sådan en havde hun vist ikke mødt før.. eller kun pitch.. lige efter at han døde..
isen, der ikke længere sænkede temperaturen, satte sig nu stift i hendes hår og fik det kun til at stritte endnu mere, og luciel følte sig stærkt fristet til at forme sig et af sine ynglingsvåben, sit isspyd.. næsten ligeså stærkt som et hvilket som helst andet våben af metal.. men hun lod være.. det ville virke for truende.. hun ville ikke slås lige nu..