"Husk nu toget!" [Daktarian-privat]

T: Midnat-julenat.
O: menneskefrit, ikke mange. Et par indimellem.
V: Stjerneklart, med næsten fuldmåne.
S: De Ferme - Banegård, en porron som går til Tulsa.

stjernerne lyste klart på himlen, og månen stod i klar kontrast til den mørke himmel. De var en pige der løb, hun skulle nå et tog. Hun løb op af en trappe, okay hun var ellers hurtigere end et menneske, men åbenbart ikke hurtig nok. Hun så at toget lukkede sine døre nu, så hun begyndte at løbe hen til toget. Men lige da hun kom derhen, gik dørene helt i. Og hun kom ikke med "Åh nej... Hvad skal jeg gøre, så kommer jeg jo ikke hjem til.." Toget begyndte at køre, og hun løb med. Mm hun nåede ikke op til togchaføren, for pludselig var der en væg i vejen. Og hun løb direkte ind i den, ligesom i tegnefilm, gled hun ned på paronens gulv. Hun faldt bagover, så hun lå på ryggen. Og holdt sig for næsen, hun nåede lige at hviske:"Pis" Og så mørkes det for hendes øjne.

Daktarian havde været på De Ferme i noget tid, den gamle rustikke banegård havde en charme som ramte ham lige der hvor hans kolde døde hjerte bankede i hans bryst. Han stod med skulderen lænet op af en af de mange søjler hvorpå der hang en lampe som oplyste den perronen ligesom sine mange søskende som stod langs de andre perroner.

Månen var fremme i aften, og han nød at stå her og betragte hende på den sorte natte himmel.. som en skindende hvid perle på et stykke sort silke.. Hun var så smuk.. så mystisk og tiltalende på samme tid.. Han sukkede let mens han betragtede hendes smukke overflade og vedhænget på hans sølvhalskæde glimtede let op til hende hvergang han tog en indånding. Et let smil på hans læber mens han stod der og følte sig velsignet af hendes tilstedeværelse på himmelen.. de sidste par nætter havde hendes søster Solen ikke ladet hende dominere natten.. men snart.. meget snart ville hun atter vise sit fulde smukke runde ansigt til verden og han ville være sikker på ikke at gå glip af netop det øjeblik.

Hans tankestrøm bliv imidlertid afbrudt da et tog rullede ind foran ham, med dens høje hvin og prustende lyde fra motoren som hold toget i gang. Et lille glimt af et irriteret udtryk strejfede hans blege ansigt, men han sagde intet. Toget holdt stille foran ham i nogle få minutter mere inden at den begyndte at lukke sine mekaniske døre endnu engang for at sætte af mod den næste by. Et højt prust fra motoren som udløste en kaskade af damp som blev sendt lige ud i hovedet på Daktarian, hvilket resulterede i at hans lange sorte hår flagrede let, dog blev det holdt på plads på hans ryg af et tungt sølvspænde som holdt hans hår i en løs hestehale, hans hvide skjorte flagrede let og kærtegnede hans blege hud og det samme gjorde hans sorte bukser.

Han skulle lige til at rette sine næsten sorte øjne op mod hans kære gudinde igen da han så en skikkelse komme løbende.. hun jagtede toget hen af perronen og forsøgte åbenbart at få togføren til at stoppe.. men uden held. Han hørte et højt "smack!" da hun ramte vægen og han så på hende med stor undren.. så skubbede han sig væk fra den søjle han havde stået lænet op af og gik hen mod hende.. Han nåde hen til hende og bøjede sig ned over hende, men der var hun allerede besvimet.. Han så ned på hende med undren.. hvilket underligt pigebarn?..

Han bukkede sig ned og samlede hende forsigtigt op i sine arme, en arm under hendes knæhaser og en anden rundt om hendes ryg. Efter at han havde fået hende op kiggede han rundt og gik så over til en af de nærmeste bænke og satte sig ned med hende på hans skød.. ud a lommen fiskede han et lommetørklæde og begyndte at tørre det blod væk som var begyndt at løbe fra hendes næse efter sammenstøddet med muren. Underlige pigebarn.. hvad lavede hun også her midt om natten..?
Han betragtede hende blidt mens han forsigtigt tørrede blodet væk og ventede på at hun vågnede igen..

Hendes bryst løftede sig op og ned, og hendes mund talte uden ord. Hun huskede ikke hvor hun var, eller for den sags skyld hvorfor hun var der hvor hun var. Hun kunne bare mærke, at der var koldt. Noget koldt holdte hende fast, det var ikke ubehageligt. Men det var koldt, og hårdt. Hendes hoved begyndte at summe, og som refleks tog hun sin hånd op til hovedet, som bare gjorde det hele værer.
"Avtch.."Udbrød hun, og hun blev helt slap. Hun havde ikke kræfter nok, til at åbne øjnene. Så hun lyttede bare, til personens stilhed. Dens rene sjæl, som ikke var hel ren alligevel. Men den var renere end de fleste hun havde set, meget renere. Hun kom i tanke om hendes mor, hendes familie der ventede på hende! Og hun slog straks øjnene op, hendes øjne havde en flot gennemtrængende blå farve. Det var som om de helt lyste op i mørket, og så viste de som sædvandlige alle hendes følelser.
Det føreste hun lagde mærke til var hans øjne, De var næsten sorte. Ikke dyster sort, men betagende sort. Blikket gik videre til hans lange hår, og hun gjorde store øjne.
*Er det bare mig, eller er der utrolig mange der har langt flot hår, er i byen?* Spurgte hun sig selv, for hun havde endnu ikke fået sin tale evne endne. Hun lå lidt sådan, og kiggede skiftevis på hans øjne og hans hår.
Men så fik hun øje på hans sølvspænde, *Sam.. Samme mønster?!* tænkte hun, og knuede sig fast til sin medaljon. Hun blinkede et par gange, og så på ham. Hun løftede en finger, Og rørte ved hans hage. Men tog sig selv i det, og trak den hurtigt til sig. Hun smilede mildt, og kært:
"Tak.." Sagde hun, med en ru, men stadig kærlig stemme.

I det at hun slog øjnene op smilede han blidt ned til hende. Han havde forlængst fået tørret blodet væk og var stoppet med at duppe hendes næse. Han betragtede hende stille mens hun lå og kom til sig selv.
Hvor var hun egentlig interessant? der var noget ved hendes fært som fangede hans opmærksomhed men han kunne ikke sætte en finger på hvad det var?
Da hun rakte op for blidt at røre hans hage, smålo han.
Han lod også mærke til hvordan hun pludselig havde knuget sin medaljon mens hun så på hans sølv spænde.
Han smilede blidt ad hende igen og fjernede med en blid bevægelse en tot hår fra hendes ansigt.

"Det var et arvestykke fra min familie.."

sagde han blidt mens han tålmodigt ventede på at hun ville få sin stemme igen og tale. da hun så endelig gjorde, var det som sød musik i hans øre og hans smil blev en lille smule bredere.

"Ingen årsag.."

Hun løftede øjnbrynene, da han nævnte om dette arvestykke. Et fantastisk smukt arvestykke, og så når det var fra familien, så passede man vel ekstra godt på det. Det gjorde hun i hvert fald, hendes bedstemor havde jo givet hende denne medaljon. Men hun kunne stadig ikke forstå, deres mønstre.
Hun smilede da han fjernede en tot hår, væk fra hendes ansigt. Og smilede endnu mere, da hans smil blev bredere, da hun begyndte at snakke.
Hun blinkede et par gange, og så ind i hans øjne. Som var utrolig flotte, de skjuldte mere end som så. De var på en måde et mysterie, en gåde. og det inspirerrede Sookie til at lære mere om denne mand.
Hun sank engang, og mærkede lidt på næsen. Den var ikke specielt slem, noget næseblod og en besvimmelse var der kommet ud af det. Det kunne have været værer.
Hun kom i tanke om sin familie, der ventede derhjemme. Og ventede på hende, hende som de ikke havde set i næsten 1 år. Hende som de kaldte datter, og de elskede af hele deres levende hjerter.
Hun tog sig til panden, og sukkede. Hun lukkede øjnene lidt, men åbnede dem igen og så op på ham igen.
"Vi har ikke fået præsenteret os selv.." Hun smilede, og prøvede at sætte sig op. Men opgav det til sidst, det eneste hun kunne få ud af det, var en dunkende næse.
"Jeg hedder Sookie."
Hun smilede til ham, og havde let åben mund. Mens hun lagde sin hånd oven på hans, som en slags kærlig hilsen og tak.

Han grinede let da hun mærkede på sin næse.
"Den er ikke brækket.."
Han blev ved med at betragte hende mens hun lå der i hans arme. Han kunne mærke hvor varm hun var mod hans egen kolde hud. Så blød.. så.. levende.. og så alligevel ikke helt..
Han kunne mærke at der var noget der gik hende på. kunne se det på den mode hun tog sig til panden. han forsøgte at hjælpe hende op at side, men da det ikke virkede til at det ville lykkes for hende, blev han bare ved med at holde hende i sine arme.
Endnu et smil bredte sig på hans læber da hun præsenterede sig selv.
"Det er mig en fornøjelse at møde dig Sookie.. Mit navn er Daktarian.."
han holdt en lille pause og kiggede i retningen af hvor toget havde kørt. Så kiggede han ned på hende igen.
"Sig mig, Sookie.. var der et sted du skulle hen...?"

Hun så op på ham, og smilede sødt tilbage. Han var virkelig rar, mere end rar. Dejligt at det var ham, og ikke en eller anden rocker der havde samlet hende op.
”Åh.. Skulle du da med et tog, Daktarian.” hun smilede støre til ham, med hovedet på skrå. Han havde et flot ansigt, mere end flot. Man kunne næsten blive helt opslugt, af hans ansigts udseende.
Hun kunne i hvert fald, ikke nå at studere hans ansigt på 10 minutter. Der var så mange detaljer, flotte detaljer.
Hun rystede sig ud af tankerne, og trykkede hårde om hans hånd. Selvom at hun næppe troede at han kunne mærke det, da hun faktisk var blevet ret så svag på det sidste.
”Øhm.. jeg skulle hjem.. Eller det er nok ikke så meget hjem mere, men hjem til mine forældre.. Til juleaften du ved, familietradition.” hun rynkede lidt på næsen, men trak så stille på skuldrende. Det var hendes familie, og hun savnede dem helt vildt.
”Jeg har ikke set dem i..” Hun så ned på deres hænder, og blev på en måde trist. ”I rigtig lang tid.”

//Skal lige spise.. Vi ses vel bagefter.. Ikke?//

Han rystede let på hovedet mens han blev ved med at smile ned til hende. ”Nej, Det skulle jeg ikke.. jeg kommer her bare a og til. Her er ikke nær så mange om natten, og jeg nyder stilheden..”
Han sukkede let og nussede blidt hendes kind. Hun var kær.. Smuk efter menneskenes målestoksforhold.
Da han hørte hende nævne juleaften og at hun var på vej hjem, nikkede han stille.. Juleaften.. det var ikke lige noget han gik så meget op i mere.. han havde jo bare været sig selv i meget lang tid nu. Disse menneske traditioner var ham for længst blevet ligegyldige. Men nu da hun jo var på vej hjem pga af en sådan tradition.. var det jo vigtigt.. Han så hendes triste udtryk da hun nævnte at hun ikke havde set dem i lang tid.
”Jeg tror det sidste tog er kørt Sookie…” Han kigge lidt rundt og så ned på hende igen, med et lettere trist udtryk. Men så smilede han atter blidt ad hende. ”Hvor bor dine forældre..?”

Hun lå og kiggede op på ham, imens St hun hørte ham tale. Hun syntes faktisk at det lød meget rigtigt, sådan at nyde stilheden. "Ja.. Det er også noget at nyde.." hun smilede let, og lod sig smelte ind i hans arme. Hun var faktisk lidt træt, utroligt nok. For hun var jo halv vampyr, i det store og hele.
Hun smilede da han nussede hendes kind, det kan man da også venskabeligt? Hun rystede det af sig, i hendes tanker. Og så derefter op på ham, med hendes store æblekinder. Og de blå øjne, der sagdd spar 5.
Hun så godt at han tænkte, i prænsippet tænkte han faktisk ret så meget. Det kunne man se ved, at han nikkede og at han havde et fraværrensd udtryk. Det var ikke sådan iriterrende at han tænkte så meget, for han lyttede jo.
Hun smilede opmundrende da han så på hende med et trist udtryk, det var underligt at han kunne blive så trist af bare at se hende? Hun syntes at det var kært, at man tænkte så meget på en person som man faktisk ikke kendte. Han var sikkert en helt formidabelt ven, sådan en der ville gøre det mest vilde for en. Og det ville hun jo også, vis der var en af hendes venner eller i hendes familie som hun kunne hjælpe. Så ville hun gøre alt det, der stod i endes magt, for at hjælpe den person. Men nogle gange tog hun hendes ord lidt for meget ind til sig, for hun havde tit været ude i noget skidt noget, i et forsøg ved at hjælpe en. Og tit var det en person hun ikke kendte, som brugte hendes heldige svaghed.
"Øhm.. De bor altså ret langt herfra.." Der var jo også en grund, til at der var langt imellem. Men det undlod hun St fortælle ham, der var noget som folk skulle holde for sig selv. 
Hun forklarede hvor det var henne, at det var ude på landet og hvor det var plaseret på landet. At huset var et lille stråtekt hus, som der var en laang grusvej hvor der var træer i siden, og grusvejen førte ned til det lille hus. De havde et stort kastanietræ, midt i gården. Som var laver af forskellige størelser sten, som ellers var blevet lagt med omhu. 
Huset var Hvidt, med sorte striper. Og ellers nogle små detaljer om vejnavne osv. 
Sookie smilede op til ham, og nikkede. "Det er så midt gamle hjem.."   
 

Han nikkede og lyttede interesseret. Hun havde misset sit tog, og slået sit hoved.. selv om han ikke kendte hende helt endnu følte han at han havde en forpligtigelse til at tage sig af hende og sørge for at hun kom godt hjem, eftersom han var den eneste der var her omkring på denne tid og at han så det hele... hun kunne dejse om når som helst fra det slag i hovedet.. om hun så følte at hun var okay eller ej..
blødninger.. og især indre blødninger var farlige.. det vidste han alt om.. han havde set utallige af de folk som han havde haft kær gennem tiderne, dø som følge af sådanne brister..

Da hun var færdig med at forklare hvor hendes familie boede og hvordan det så ud osv. smilede han ned til hende og sukkede let. "Hmm... det at det er langt væk gør ikke så meget.. jeg kan få dig derhen hvis du virkelig vil det... det ville også være ærgeligt hvis din familie ikke får set dig i aften.. nu hvor de har ventet så længe på at du skulle komme hjem.." Han sukkede lavmeldt og rejste sig så op, stadig med hende i sine arme. Hans ene arm under hendes ben ved knæhaserne og hans anden rundt om ryggen på hende, som var hun en brud der skulle løftes over dørtrinet.

Han smilede ned til hende igen og vinden fejede hen over jordens overflade og legede blidt med hans lange hår. "Vil du stadig gerne hjem..?"

Hun forgudede at han var så forstående og i virkeligheden godt kunne lide hende, som visse andre ikke gjorde. Der var jo nogle som ikke kunne dy vampyrer, samt nogle vampyrer som ikke kunne lide 'blandings-racer'. Hun kunne ærlig talt ikke forstå hvorfor at man skulle have så meget imod andre væsner, og selvfølgelig var det altid deres egen race som skulle være den rigtige. Den som i virkeligheden skulle overleve en rigtig krig, som i virkeligheden nok ville komme på tale på en tidspunkt. For selvfølgelig skulle der komme mindst en, da der var så meget krig i verdenen? "Tak.." Kvækkede hun af ham, eller mere med ham faktisk. Hun grinede let, da hun lagde mærke til hvordan han holdt hende. Det var dette populære teenagergrin, som hun efterhånden hadede. Det var ikke til at sætte ord på, så meget som hun ikke kunne lide hendes barnlige side. Han var høj, køn og moden, i forhold til hende i hvert fald. Hun var lille, ikke den mest kønneste i en vampyrs målestok samt ikke særlig gammel og derfor på en måde meget barnlig med ikke den bedste og mest udbredte viden og erfaring. Hun så glad op på ham, i hvert fald så meget som hendes ansigt kunne afsløre. Men så var det så godt, at hendes øjne sagde alt. Det gjorde de for det meste altid, på en måde godt og skidt.

Hun bed sig endnu engang i læben, den måde han sagde det på? Den var så fristende, som om at hun kunne turde at bevæge sig ud på dette sted hun aldrig havde været. Sammen med ham? Hun blinkede et par gange over hendes tanker, og nikkede en enkelt gang med et lidt usikkert om hendes vilje i dette valg. "Jah.. Det tror jeg gerne.."