Alone in the water(Daktarian::Privat, xD)

T :: nær midnat

S :: Stranden nær Terra

O :: Ingen at se i nærheden

V :: Uuuuh! dejlig sommerligt, ingen vind, helt stille smukke bølger, månen er højt på himlen

D :: irl


Kajika gik med langsomme skridt, hen til vandets smukke overflade og mærket de brusende bølger mellem tærene, hun smilede stille og så ned mod, det brusende vand, der langsomt trak tilbage i havet og så frem mod stranden igen, på grund af den langsomme rolige strøm ude i vandet, der ikke var for påvirket af højvande. Hun så månen spejle sig i vandet og gik ned i knæ langsomt og mærket med fingerspidserne overfladen igen af dette bølgende vand. Hun nød virkelig stilheden og den friske duft og at solen ikke bagte hende, hun var kun halv vampyr så derfor kunne hun aldrig brænde op af solen. Hun så lidt rundt undrende og tænkte*Hmm??... er der mund nogen*

Han vidste ikke rigtig hvorfor han var her. Faktisk var han ret forvirret af hvorfor han overhovedet havde valgt at tage ned til stranden.. han kunne ikke lide det der.. på trods af at det var det bedste sted at observere og blive genforenet med månen. Men det var vandet.. han var ikke bange for vandet men havet var en voldsom kraft som blot ventede på at blive løsladt.

Vand.. Vand kunne brænde og skade en vampyr på det groveste.. hvis ikke han eller hun var forsigtig.. Ej heller kunne de rejse over det uden at medbringe noget af det jord de var opstanden fra. Han sukkede let mens han traskede gennem sandet med sine hænder i lommerne. Hans øjne var fokuseret på vandet og månen der var afspejlet i det..

kajika rejste sig rankt op og betragtede genstanden der kom gående mod hende, hun betragtede ham på afstand og hviskede"En anden? race.... en vampyr... fuldblods" hun smilede lidt og elskede jo altid at snakke med nye mennesker og især racer fordi de var så sjove. Hun gik stille Daktarian i møde og vinket til ham i det hun sagde med en mild og blid stemme"hejsa? hvad laver man her på dette tidspunkt helt alene?"

Hans blik rettet mod vandet. fokuseret på månen og hendes genspejling. først så og hørte han hende ikke men kort tid efter opfangede han alligevel noget bevægelse og kiggede i retningen af hende. Et menneske? eller...? Et let smil bredte sig over hans læber. Hvorfor hilste hun sådan på ham? han kendte hende jo ikke? og alligevel hilste hun på ham som var han en kær eller nær ven... disse mennesker eller hvad hun nu var forvirrede ham altid sådan.. nogle var fjentlige og andre var direkte venlige og åben hjertede over for fremmede... hvor underligt?

Han løftede hans ene hånd halvejs op i en hilsen hvorefter han ville svare på hendes hilsen.

"God aften.."

Kajika tog sig selv i, igen at være for hurtig frem i det hun stille i alt sin pinlighed så væk fra ham og mod det klare blanke skindende vand og strøg blidt håret til siden dog ikke for at virke forførende og sagde så"Godaften" hun turde ikke rigtig at se på ham?, han måtte jo tro hun var en eller anden lalle glad idiot eller sådan noget efter som hun blot kom hen og snakket til ham het normal som om de havde kendt hinanden i noget tid nu, fandens til åbenhed tænkte hun dybt inde, dog uden rigtig at tænke det... Hun vendte de klare sølv grå øjne stille mod ham og fik et lille skævt smil hen over de fyldige udstrakte læber og sagde"undskyld før.... jeg tænker mig ikke rigtig om før... jeg taler" hun rødmede let over kinderne og hendes halstørklæde skønt vejret flagrede blidt når der kom små næsten ikke mærkende vindpust

han små lo af hendes reaktion da hun opdagede hvordan hun havde opført sig. og det stemte også overens med det hun sagde. Han rystede let på hovedet og smilede så af hende mens han trak let på skuldrene. "Åh det skal De endelig ikke bekymre dem om, Frk...?"

Han ventede høfligt på at hun skulle præsentere sig selv.. han kendte ikke mange i dette område endnu og det kunne da ikke skade at få lidt flere kontakter rundt omkring.. han lod sine mørke næsten sorte øjne inspicere hende.. hvis hun lod mærke til det ville det sikkert se ud som om at han tjekkede hende ud selvom det langtfra var hensigten.

Hendes fært havde forlængst røbet hendes race og han havde fået for vane at beundre fuldendte mixes af racer hvor generne normalt ville dræbe hinanden. Hun var et yderst vellykket resultat af blandingen mellem Vampyr og Engel.. der var ikke mange som hende.. og køn var hun også.. i hvert fald i menneskenes målestoksforhold..

Hans øjne gled igen op for at møde hendes hvor han igen ville smile, afventende hendes navn.

Kajika roede sig lidt omme i nakken ved baghårene der havde rejst sig for længst. Hun rødmede let og så lidt væk for at undgå at få øjenkontakt med ham eller noget i dette pinlige øjeblik og sagde med en blid flydende stemme, for ikke at lyde skræmmende igen eller sindsyg"mit navn er.. kajika Dé volkan" hun så lidt hen mod ham igen, med lukket øjne og smilte kært til ham for at understrege at hun skam ikke syntes dårligt om ham eller noget... Hun bar dette smukke hvide halstørklæde om halsen som skjulte slave halsbåndet om hendes hals. Hendes forbandelse, hendes straf for ikke at ha nok vilje styrke... måske ville han ha gevet op efter få måneder eller år hvem ved?... hun skulle aldrig ha sagt ja, uanset hvordan han toturerede hende. Hun tog sig blidt til kinden, af blot mindet om det glohede sværdblad der havde brændt sig ind i hendes hud, igen og igen efter som det var healet... knivene mod huden, rifter der blødte, piskesmæld... Hun gøs stille ved tanken og så lidt mod Daktarian og sagde"så ? hvad hedder du sir" hun nejede elegant og smilte lidt drislk til ham efter som han skulle starte jo med at være så formel, og galant med hans frøken.