Et nyt sted - Momiji privat

Der var meget langt ned, Cricker stod på en skrænt ikke særlig langt fra stranden, han kunne godt høre der var en masse der snakkede dernede, men han var lidt ligeglad lige nu, det var første gang han var på stranden. Han havde nok hørt at der lå en i nærheden men han havde aldrig selv været der før. Han kiggede ned igen, den var meget stejl, og der var vand for neden, han overvejede lidt om han skulle hoppe ud og flyve en tur, men et eller andet sted ville han bare blive stående og nyde vinden. Der var faktisk meget dejligt her, måske burde han flytte herud? Nej og dog, det var nok mere for vand dæmoner det her og ikke en jord dæmon som ham selv. Han kiggede sig omkring men kunne ikke se nogen, jo der var nogen længere bagud der var på gå tur, men de kom ikke hen imod ham. Han havde sine vinger foldet helt ud da han strakte sig. Han kiggede atter ud imod horisonten.

Momiji gik stille rundt i nærheden af stranden, hun havde som altid i et gevær på ryggen, men hun havde det kun med for at beskytte sig selv og det var fuldt ladt, hun ville lade nogle som hun ikke kendte komme for tæt på sig og det havde hun det osse godt med, hun kom aldrig ned på stranden, hun holdte sig altid på afstand af den, da der var for mange mennesker der nede og hun havde altid et fuldt ladt gevær med sig, man kunne ikke se det men, hun var lige kommet tilbage fra en trænings lejer for de bedste med skydevåben og der var hun som altid den bedste selvom hun kun var et helt normalt menneske, og alle de andre var af andre racer og var langt over hende i fysik, men det var hende som kunne håndtere det bedste og største hånd skydevåben der var blevet lavet, hun kunne blive stående efter et skud og osse efter et helt magasin, det var hun meget stolt af, hun kiggede ud over vandet, det flotte blå hav vand, hun kiggede lidt rundt, men hun så ikke nogle, hun var osse blevet fysik stærkere

Cricker stod for sig selv endnu. Han havde godt nok overvejet om ikke han skulle smutte igen. Det lød lidt som en god ide, der var jo ikke noget at lave her lige nu, der var ingen interessante mennesker at se. Han kiggede sig om igen, han fik godt nok øje på en der havde et gevær på sig. Hvem var hun mon? Hun kiggede ud over havet ligesom ham selv, men han var ikke sikker på om han turde gå derover, det kunne jo være at hun begyndte at skyde lige så snart at hun så ham. Det var nok mest på grund af vingerne, men han kunne altså ikke få dem til at forsvinde når han ville længere. De var der hele tiden, så det var ikke så nemt for ham at lade som om at han var et menneske når han mødte nye personer. Det plejede han altid at gøre, han var bange for at når de så ham så blev de forskrækkede, og det kunne han godt forstå. Han ville bare ønske han havde kontrol over sine vinger, men så igen. Den gode ting er at han ikke skal bruge kræfter på at få dem til at forsvinde hver gang og han kunne nemmere flygte hvis der var noget der gik helt galt. Han kiggede stadig over på den fremmede.

hun kiggede stadigvæk ud over vandet, hun fik solen i øjne, så hun kunne ikke sigte på noget, hun kiggede væk fra solen igen, hun gned sine øjne lidt på grund af de lysende prikker for hendes øjne, hun satte sig ned, med benene ud over kanten, hun lagede geværet fra sig, det skulle hun ikke bruge lige med det samme, hun kiggede rundt igen, hun fik øje på en fremmede mand, men hun tog sig ikke hvordan han så ud, hun var jo lige kommet hjem fra lejeren, hun havde stadigvæk sin uniform på som viste at hun var den højeste i lejeren, hun havde ikke en gang været hjemme for skifte tøj, hun gad heller ikke gå ned til stranden iført en stuepige uniform det ville være lidt for mærkeligt

Cricker så godt at hun havde fået øje på hende, men der var ALT for langt at gå, så han ville flyve derover, han spredte vingerne ud, hoppede ud over kanten og fløj hen cirka 10 meter under hendes ben, lavede en halvcirkel og landede oppe ved siden af hende. Han kiggede nysgerrigt på hende. "Hey, jeg så du sad her alene, vil du have selskab?" Spurgte han hende, det var faktisk første gang at han var kommet hen til en anden person for at sige hej uden at de var i knibe, så han var ikke sikker på hvad det var han skulle sige, det der kom ud af munden på ham var egentlig bare det første han tænkte på. Han kiggede lidt på hendes våben, han regnede ikke med at hun ville bruge det, men han var stadig lidt forsigtig, man vidste jo aldrig hvad hun kunne finde på.

hun kiggede op på ham"ja tak"sagde hun, hun tog sin violete jakke af og en trøje i en lidt lysere violet kom til syne, hun lagede jakken over sit gevær for at vise ham hun havde i tanke om at bruge det på ham, hun kiggede op på himmelen, hun var endelig glad for at være ude af lejeren igen, hun havde været det eneste menneske og det blev hun drillet lige indtil de så at hun var den bedste af dem alle og hun med det sammen fik den violete uniform som var den højeste man kunne få der

Han kiggede på hende og derefter på hendes gevær, gad vide om hun kunne finde ud af at bruge det? Cricker kendte ikke så meget til den lejr hun havde været på, han havde jo været i skoven det meste af hans liv, så han vidste ikke helt hvad der foregik ude omkring i verden, et eller andet sted var han også ligeglad, medmindre det var noget der ville have en indflydelse på ham, hvis der var nogen der var i skoven som ikke havde de bedste hensigter så ville han jo beskytte den. Han kiggede på hende igen og gik hen ved siden af hende. Hvad skulle han sige? Han kunne jo starte med at præsentere sig selv. "Mit navn er Cricker Ancalime, jeg er en jord dæmon" Han kiggede på hende og man kunne sagtens se at han var en venlig person.

hun kiggede op på ham"jeg hedder Momiji Honda Samo og jeg ja er bare et menneske"sagde hun, hun kiggede ud over vandet igen, hun lod bare geværet ligge ved siden af sig, hun havde ikke nogle hensigt i at bruge det, kun hvis hun følte sig truede til livet, hun kiggede bare på vandet, hun elskede at kigge på det

Han gentog hendes navn et par gange i hovedet, han satte sig derefter ned ved siden af hende og kiggede ud over havet. "Det er faktisk en af de første gange jeg er her, jeg har holdt mig til skoven det meste af mit liv" Han kiggede op på hende med et smil og derefter ud over havet igen. Nu da han er jord dæmon så giver vandet ham styrke. Så han havde dog i sinde at komme tilbage hertil tit, det kunne jo være godt for ham.

"jeg er her hver gang jeg kommer hjem igen, det får mig til at slappe af"sagde hun, hun fik solen lidt i øjne, så hun var nød til at lukke dem lidt i for ikke blive blendet af solen, hun ville helst ikke blive blind af det, hun kiggede lidt hen på ham, hun smilede lidt, hun holdte at hånd op ved ansigtet, så hun ikke fik solen i øjne

Han kiggede over på hende. Han nikkede bare, men sagde ikke rigtig noget. Han kiggede bare ud over havet. Men hvad skulle han også sige? "Jeg ved hvad du mener, det fik også mig til at slappe af da jeg kom her første gang" Sagde han bare til hende og kiggede kort over på hende, før han igen kiggede ud over havet.