you are not welcome here - Joshua

Solen var efterhånden ved at drage sit sidste solstråle hen over Di morga. Mørket havde sænket sig, og menneskerne havde efterhånden fundet deres plads i deres hjem, med venner og bekendte. Eller, det skulle man da tro? Dog var der en skikkelse der vandrede hen over fortovet, og videre hen ad gaden, til den kom til den gamle forlystelse park, som i den grad sikkert havde set bedre dage. Kvinden, som denne skikkelse var, lagde hoved en anelse på skrå. Og fugtede sin læbe, hun havde jo alligevel ikke noget andet at tage sig til, så hun kunne vel bare lige tjekke hvilket sted det egentlig var? Hendes tænder bed diskret fat i læben, inden hendes ben langsomt skridtede ind på stedet. Øjnene vandrede hurtigt rundt, i bange anelser om, at der måske var nogen, eller noget der kunne overraske hende. Noget som ikke lige ville være den mest behaglige oplevelse. Noget luft blev langsomt draget ind igennem næsen, og ud igen, mens hun prøvede at slappe af. Men af en eller anden grund, havde hun på fornemmelsen at der var noget som lurede på hende, eller et eller andet ondt her inde. Men hun kunne ikke lige sætte fingeren på det. Hun sukkede stille og knyttede hænderne sammen, og gjorde sig sikker på, at hendes pistoler var der hvor de skulle være, hvis det skulle være en nødvendighed. Hendes hænder lod sig langsomt slappe af, og hun puttede dem med i læderjakkens lommer. Inden hun traskede igennem parken, mens at mørket lagde sig mere og mere over stedet. Dog var det ikke mørket der bekymrede hende, det var mere følelsen af, at der var en eller anden som forfulgte hende. Som gjorde hende utryg ved at være ved dette sted.

Joshua, en knap så almindelig dreng igen sad henne på en bænk i den gamle forladte forlystelses park, første gang at han havde betrådt sig ind på det sted og han lod sin tunge glide ud at slikke lidt ved sit ene stykke metal i sit snakebite, mens at han lod sine dødelige øjne glide rundt, et besynderligt sted, som bare blev mere og mere forladt og egentlig ret grimt at se på, da der ikke rigtig blev gjort noget ved stedet, der var heller ikke en skikkelse at se inde for hans åsyn, han lagde sit ene ben over det andet, mens at han lagde sin ene hånd på sit lår, og slappede af i kroppen, et lille smil dukkede frem på hans læber, mens at han betragtede stedet. Han havde en blålig T-shirt på, sorte tætsiddende bukser, med huller i hist og her, mens at han havde et bælte på løst hængende rundt om hoften, som holdte bukserne oppe, han havde nogle meget slidt converse sko på, som var meget ubehagelige som sådan at se på, han trængte til nogle nye, men han ville ikke købe nogen, hans sorte hår sad som det skulle, glat og perfekt, efter hans egen mening, mens at man kunne se hans spidser, på hvordan hans hår var blevet klippet, han havde sort make-up omkring øjnene og var ligeglad med hvad folk tænkte om ham, udover det havde han også en fin cap på, som han elskede at have på.

Hun skuttede sig i hendes jakke, og fugtede læben, som bare gjorde at det hele blev meget koldere. Hvorfor skulle det også være så forbandet koldt? Ja, okay hun hadet sommer, men stadig, der måtte være et eller andet sted, hvor vejret bare var perfekt. Hun mumlede irriteret over hendes tanke gang, og kiggede lidt rundt, følelsen af at det havde været nogen efter hende fortog sig, og hun lod sig lige så stille glide rundt i hendes omgivelser, kiggede lidt på det forfaldende sted, som hun nu en gang befandt sig på. Et lille suk gled igennem læberne, og hun lagde armene over kors, da hun havde trukket dem op af lommerne. Hvis der var noget hun var dårlig til, så var det at holde sin egen krop stille, dog kun hvis hun virkelig havde brug for det. Jo længere tid at hun begyndte at gå rundt omkring, jo mere faldt hun til ro omkring tingene, der var jo alligevel ikke nogen der ude. Dog, tanken om at hendes far måske ville få færten af hende igen, skræmte hende. Bare tanken om at skulle være ind i den isolations celle, gav hende myrekryb. Men så igen, alle ting til sin tid, og hvis hendes far fik fat i hende igen, så var der nok en mening med det, måske hun så kunne få sin hævn, og dræbe ham. Men hvis han fik fat i hende inden at hun nåede at se sin mor, ville hun nok aldrig finde ud af hvem hendes mor var. En dyb indånding blev taget, mens hun fik tid til at tænke over det hele, der var sket så mange ting på det sidste, så mange ting hun i grunden ikke rigtig forstod. Hvorfor skulle det hele også altid være så indviklet når det kom til stykket? Det gjorde hende i grunden trist til mode, og fik hende igen lyst til bare at skride fra det hele, lige som alle de andre gange. Hun fik venner, hun fik kæreste, også skred hun uden at fortælle det til nogen, uden overhoved at give et varsel. Bare fra den ene dag til den anden. Men igen, hun kunne vel klare sig selv, og hun havde ikke behov for venner og kærlighed, hun havde nok i sig selv, sådan havde det altid været, og sådan ville det sikkert blive ved med at være. Lige pludselig så hun ud af sin øjenkrog en dreng som sad lidt længere væk, hendes øjenbryn gled lidt ned i en rynken bue, inden hun lige så stille gik over mod ham. Det kunne vel ikke skade? Eller, nogle få meter stoppede hun op, og lagde hoved lidt på skrå, inden hun fortsatte resten af vejen og slog sig ned ved siden af ham, uden at sige noget. I en let foroverbøjet stilling lagde hun igen hænderne ned i sine lommer, og lod blikket vandre lidt rundt, inden hun kiggede over på drengen "Hey.." kom der stille fra hende, inden skiftede stilling og hæv sine ben op til sig, på bænken. Og brokkede sig indvendig over hvor koldt på røven det egentlig var.

Han havde godt set en skikkelse bevæge sig hen mod ham, men han sagde ikke noget til det, hvad skulle han også sige? Han trak svagt på skuldrende, inden at han opdagede at det var en kvinde, vendte han sit blik hen mod hende og lagde sit hoved en smule på skrå, ”Hej” sagde han køligt og var egentlig ligeglad om hun blev bange og derefter ville gå sin vej. At være venlig og det at have noget høflighed stod ikke lige noget af hans kop te. En masse tanker gled igennem hans hoved, en dødsengel som prøvede at finde ud af hvad hans formål var da han blev sendt fra helvede af Lucifer, han vidste ikke hvad formålet var, havde ikke fået noget besked om det, samtidig med at hans fortid var lig nul, som han intet vidste om, men af og til drømte han om sin fortid, omkring hvad han havde oplevet også videre også videre, selv noget af hans kærlighed og familie. Som hans liv lå nu, tænkte han ikke så meget over at få en kæreste. Normalt så han bare ind for døden og dens lidenskab. Når han fik chancen for at dræbe et offer dukkede der altid et smil frem på hans læber, det gjorde ham i bedre humør, nogen gange fik han løst til at dræbe, over at være som en slags dræbermaskine, eller måske mere som en seriemorder? Han vidste ikke helt hvad han var, udover det at han var en dødsengel, han skiftede nogen gange personlighed, og kendte måske ikke rigtig sig selv, men det tog han ikke så tungt. ”Hvad laver et menneske som dig på det her sted?” spurgte han så stille og bed sig letter direkte i underlæben, og svang sit hoved en smule til venstre, for at hans pandehår kom til at sidde rigtigt, han elskede sit blå turkise hår. Joshua mærkede hendes aura og kunne ikke tænke sig frem til andet end at hun var et menneske, han var ikke et sekund i tvivl. Langsomt lod han sin tungespids glide ud at strejfe ved sit ene stykke metal af sit snakebite.

Hun tog sig ikke af hans kølige tone, det var for hende da også lige meget. Han kunne snakke som han havde lyst til, hvorfor skulle det gå hende på at han var kølig? Mange gange var det dem, som blev dem man kunne holde mest til, andre gange, viste de sig bare at være nogle store idioter. Faktisk var det sådan det meste af tiden, men hvad, man kunne jo ikke blive venner med alle man måtte. Nogen måtte jo statistisk set også blive fjender, ellers ville det bare blive utrolig kedeligt. Et dybt suk gled igennem hende læber, mens hun ikke rigtig svarede videre på hans 'hej'. Der var jo ingen lov på at man skulle starte en samtale med alle de folk man mødte, faktisk skete det meget sjældent i hendes tilfælde at hun faktisk fik venner, ud af de få hun havde mødt var der kun en som hun var blevet ved med at holde kontakten med, sådan da. Endnu et dybt suk blev taget, draget ned til lungerne og pustede ud igen, og videre gik det. Som menneske havde hun lettere ved at dø end andre, som dødsengel, engel og vampyr, ville man ikke dø af at blive kvalt, man ville få det ubehageligt, man ville måske besvime, men man ville ikke dø. Men hende, hun var så skrøbelig som noget kunne blive, med mindre at hun faktisk gjorde gavn af den sygdom som hendes far havde bredt i hendes krop, en sygdom som hun så inderligt ønskede at kunne blive fri for. Og lige så meget som hun elskede sin mor, hadede hun hende også, hadet hende for at efterlade hende, i stedet for at tage hende med. Men på den anden side, hun viste ikke hvilket liv hendes mor levede, og det kunne være at det ikke var et liv for en baby som hun havde været den gang, og måske havde hendes mor slet ikke været klar til at få børn. Hvem viste, der kunne være så mange synspunkter på det, og i grunden var hun også lige glad. Lige så stille vente hun hoved og kiggede på ham "et menneske?..." sagde hun, med en meget hård stemme, da hun havde følelsen af at det han havde sagt var ment som et hånd. At hun var et menneske, og derfor ikke meget værd. Eller ikke kunne passe på sig selv "Jeg... er her ude, fordi jeg har lyst.." sagde hun stadig ret surt, og hårdt og kneb sine øjnene sammen mens hun stirrede på ham "Hvad laver sådan et .. væsen .. som dig her ude?" sagde hun tilbage, i samme toneleje. Hvis der var noget hun tog tæt på, så var det nok mennesker rækkede ned på hende, og det var lige meget om det var på den ene eller den anden måde, hun var ligeglad, man skulle fandeme bare passe på hvad man sagde til hende. Hun havde en meget, meget kort lunte.

Han skar en grimasse da hun sagde at hun bare havde lysten til at være på den forladte gamle forlystelses park, yea.. right! ”Åh.. snuske..” sagde han og lo, mens at han kiggede noget på hende, med sit hoved lagt en smule på skrå, et knap så skummelt smil var dukket frem på hans læber, da han fortrak sine mundvige, ”Stedet.. ser meget.. fascinerende ud.. og dødt… med en venlig gestus til at dukke frem” sagde han og lænede sig hen mod hende, et sølle menneske som hende kunne ikke overleve særlig længe, mennesker var svage og han forstod ikke hvorfor at de eksisterede, men vampyrer skulle vel have noget føde en gang imellem, selvom han godt vidste at vampyrer mest elskede engel blod, som hans eget blod, men han ville ikke lade en vampyr komme og smage hans dødelige blod. Han kiggede ned på hendes fødder og lod sit blik glide længere op, videre op af hendes ben, mave hvor hans øjne hvilede en smule mod hendes bryster, inden at han kiggede ind i hendes øjne, Joshua gav hende elevatorblikket og han var fuldstændig ligeglad med om hun kunne lide det eller ej! ”Hm, har du tænkt på at du ikke vil kunne leve særlig længe som menneske?” spurgte han køligt og hviskende mod hendes hud da hans hoved var tæt på hendes, dog ikke i nærheden af hendes læber, ”Der er mange væsner som gerne vil smage dit blod eller som får lysten til at dræbe dig..” sagde han og hvæsede en smule, inden at han kort bed fast i hendes øreflip, men slap hurtigt igen, han ville ikke så meget ligge an på hende da han var forelsket i en anden og ville holde sig ren på den måde, han rettede sin ene hånd mod hendes mave, den hånd hvor han havde en slags hjerte formede tatovering og lod det gløde, da han lukkede sine øjne lidt, inden at han åbnede dem dukkede en masse rødlige bånd frem fra hans hånd, som var hans eget blod der strømmede igennem båndene, et bånd tog fat i hendes håndled også et bånd ved hendes andet håndled, rundt om hendes hals og nede omkring ved hendes fødder, ”Du kan ikke slippe væk..” smilede han skævt, og førte stille sin anden hånd op i hendes hår, mens at han strammede grebet en smule med båndene, undtagen ved det bånd som var omkring ved hendes hals, da hun jo skulle have lov til at trække vejret i et stykke tid inden at han trak en beslutning om hvad han skulle gøre ved hende, ”Hvad siger du til at møde Lucifer?” spurgte han og smilede mens at han så på hende, Joshua vidste endnu ikke hvad hun hed, men det var ikke lige så vigtigt nu for ham at vide, han havde lysten til at dræbe hende, at vise hvor et sølle menneske hun egentlig var. ”Og.. strit ikke imod kære ven, ellers vil du dø hurtigere end du selv kan følge med” sagde han og fugtede sine dødelige blege læber.

Alle de tilnærmelser han lavede, alle de ting han sagde, ja bare alt det han gjorde. Det var for meget, og det var alt, alt for nærgående efter hendes smag. Godt nok havde hun ikke noget imod nærkontakt fra andre mennesker, så længe at hun i det mindste kendte dem, man ham her, han var en fuldstændig fremmet. Og, det var sku da bare klamt den måde han stirrede på hende. Dog sagde hun ikke noget, var også ligeglad, stirrede bare ud i luften, tænke på andre ting, som alligevel ikke vedkom ham. Også kunne han jo snakke og gøre hvad han ville, og hvis han gik for langt ville hun bare rejse sig op og gå fra ham, svære var det vel ikke? Ville hun nok se om nogle minutter hvorfor det var svært, men lige nu bekymrede det hende ikke, hun var ligeglad om hvad der skete med hende. Hvorfor bekymre sig om at dø? Når man alligevel skulle dø en eller anden dag, det var forudsigeligt, så derfor ville hun hellere bekymre sig om at leve, også være glad for at man havde været til når man kom så langt, at man skulle tage sit sidste åndedrag, men lige nu var hun ikke klar til at dø, hun var jo først lige nu begyndt at leve hendes liv rigtigt. Da han bed i hendes øreflip var han gået forlangt, nu gad hun ikke finde sig i hans pis mere, hvem fanden troede han også i grunden han var? Men inden hun nåede at rejse sig og skubbe ham væk, var der kommet en masse rødebånd og grebet fat omkring hende. Hun vred og vente sig så godt hun kunne får at komme væk, men da båndende greb mere omkring hende, stoppede hun lige så langsomt, stoppede dog først helt da han sagde til hende, at hun ikke skulle bevæge sig, ellers ville det bare gå hurtigere før at hun døede "hvad fanden er dit problem..?" hvæsede hun af ham, og kiggede ham ind i øjnene med sine egne skovgrønne øjne. Hendes bryn var rynket til bristpunktet, mens hun tænkte på en vej at komme ud. Den eneste hun lige nu kunne tænkte på var at sprøjte det ind i sig, men, hun ville dog helst undgå det. Da der kunne gå flere dage før at hun blev sig selv igen, det var som om at det var en dæmon der overtog hendes krop, når hun fik sølv eller guld ind i sig. Og alligevel ikke, det var hende hele tiden, hun kunne bare ikke længere kontrollere sine kræfter, eller sine gøremål. Hvilket var meget skræmmende for hende, selvom at lige nu, ville være en af de perioder hvor det var en meget god ting. Selvom at hun ville ønske at hun stadig havde sin engel i sig, så ville han ikke være så kæphøj lige nu. Selvom at hun kun var halv, men hun ville være noget, hvilket han tydeligvis ikke synes hun var nu. En dybt åndedrag blev taget, mens hun prøvede at holde hans øjenkontakt, så godt hun kunne.

Han tøvede let uden at svare på hendes spørgsmål, mens at han lod båndene forsvinde ud af den blå, og hans hjerte formede tatovering stoppede med at gløde, ”Amatør..” mumlede han lavt, mest for sig selv, så hun ikke rigtig selv kunne høre det. Han rejste sig op fra bænken og gik nogle skridt væk fra hende, også fordi han ikke nænnede at blive slået igen, selvom han ikke skulle tage sig så meget af det, når han jo også var en dødsengel. ”Joshua Benmore” sagde han og lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe, mens at han stod med ryggen til hende, men vendte sig om mod hende efter et stykke tid og han lagde sit hoved en smule på skrå, det undrede ham at hun ikke skreg.. fordi hans magi var meget kraftig. Han fugtede efterfølgende sine læber, mens at han lod sine øjne glide rundt, han betragtede stedet også kaldt den forladte forlystelses park. Han så sig omkring end til at han så på hende igen.

Da båndende forsvandt, kiggede hun mærkeligt på ham. Hvad fanden var det lige der skete nu? Havde han ikke haft muligheden for at dræbe hende? Hvorfor var han bare stoppet. Hostende kom hun op og sidde igen, mens hendes blik stadig var halvt rettet mod ham, hendes hånd lod sig langsomt glide op på halsen, mens hun gned den lige så stille. Det kunne godt være at han ikke havde strammet det yderligt, men fornemmelsen af at hun var ved at blive kvalt hang rundt om halsen, og ville bare ikke gå væk. Hvilket var utrolig ubehageligt. En dyb indånding blev taget, og endnu en mens hun kæmpede med at få hendes hjerte til at banke normalt igen, kunne godt være at hun ikke havde skreget men hendes hjerte havde hævet sig til den dobbelte rytme, hvilket var utrolig ubehageligt. Og en ting som hun for det meste prøvede at undgå, selvom at hun var menneske, var hun en del stærkere end alle andre, og hun var også mere udholdende, men hendes hjerte havde det ikke for godt, og hvis at det kom alt for højt op ville hun besvime. Hendes hænder røg ned i hendes lommer, mens hun desperrat ledte efter hendes astma inhalator. Da hun endelig fandt den, skurrede hun hurtigt proppen af og satte den for munden, og tog et stort hiv, mens hendes vejrtrækning dalede. Da hun endelig havde fået den underkontrol rejste hun sig hurtigt op og stirrede irriteret på ham "hvad fanden, SKULLE det til før!?" halv skreg hun, og hendes brystkasse begyndte igen at bevæge sig en del hurtigt end den skulle, men hun var ligeglad, hvad fanden troede han lige han havde gang i!? Svin man, man stod da ikke bare og overfaldt en på den måde, også bag efter sige sit navn, hvad, var han hjerne død eller hvad skete der lige før ham? Hun blev mere og mere sur, hvilket hellere ikke var en særlig god ting, men lige nu, lige nu kunne alt bare være lige meget.

Selvfølgelig, han havde ikke regnet med andet end at hun ville brokke sig over hvorfor han havde gjort det, som han havde gjort. Han skar en kort grimasse gennem sin strube, ”..Søde ven.. du ved selv hvad der skete.. jeg var ved at kvæle dig ihjel” sagde han med en kølig undertone, mere lå der ikke i det, men der var bare noget som holdt ham tilbage for at han ikke gjorde hele arbejdet færdigt. ”Og.. så vil du måske huske mig til næste gang vi ses, ikke?” sagde han og et svagt smil dukkede frem på hans læber, mens at han kiggede på hende og lagde sit hoved en smule på skrå, han rettede sin skjorte en anelse, så den kom til at sidde rigtigt, nok var han feminin i tøjet, men han elskede at gå i det tøj, og han var som sagt ligeglad med hvad folk sagde omkring ham, hurtigt kunne han gøre sådan at de blev bange for ham, pga. alt det som han kunne finde ud af samt med sit redskab. Der var intet som han frygtede, eller jo der var noget som han ikke håbede på ville ske og det var hvis at han mistede sin elskede. Men ellers var han ikke bange for noget eller nogen. Folk kunne bare komme an kunne de. Der skulle lidt til for at disse ham, hvis nogen gjorde noget forkert eller bare gjorde ham det mindste sur, så var han hurtigt noget ind på det røde felt, hvor han kun så død og ødelæggelse. Han gik roligt hen til hende, man kunne lyden af hans høj hæle give genlyd. ”Et af mine egne formål.. er.. at gøre så folk kommer til at huske mig” sagde han og et skummelt smil dukkede frem på hans læber, og den måde han skulle huskes på var ikke at han ville have sex med en hver kvinde nej! Ad! Han ville vise hvad han duede til og var i stand til! Og hvis nogen bare som meget et rørte ved hans elsker på den ene måde med at skade hende eller på den anden måde angående med noget seksuelt, så ville folk komme til at føle hans knojern og hans kræfter! Han havde godt set at hun før havde taget en inhalator frem for at komme til at trække vejret normalt igen. Han havde ikke regnet med at hun brugte sådan noget, men det vidste han så nu. ”Har du virkelig problemer med at trække vejret, nogen gange?” spurgte han af ren nysgerrighed, mens at han kiggede på hende og fugtede let sine blege læber, inden at han trak nogle skridt tilbage, så der kom større mellemrum imellem dem. Han morede sig en smule over det, dog ikke så meget igen. Han fandt det lidt interessant, på en eller anden mystisk måde.

Hendes øjne blev smalle som sprækker over det han sagde, og stod bare og stirrede på ham, lod langsomt hånden glide igennem håret og satte det så op i en knold og rystede på hoved af ham, hvad fanden troede han lige han havde gang i. Han måtte sgu da være sindssyg oven i hoved, mere end hun var. Virkelig hun fattede ikke hans logik i det han sagde, men ham om det, hun skulle i hvert fald gå i en meget lang bue uden om ham fra nu af. Og ja, hun ville huske ham men i hvert fald ikke for noget godt "du er syg i låget.." snerrede hun lige ud og havde stadig øjnene i sprækker, mens hun lod tungen glide ud af mundens beskyttende område, og lide hen over hendes underlæbe, også ind igen. "ja, jeg vil måske huske dig.. men jeg vil huske dig som en freak, der prøvede at kvæle mig, og en som jeg aldrig nogen sinde gider at have noget at gøre med igen.. du er sindssyg oven i hoved, og jeg fatter slet ikke hvad det skulle til før.." hun holde hendes toneleje afdæmpet, men der var ingen tvivl om at det han havde gjort, ikke lige frem havde været den bedste løsning, og det var noget hun var meget sur over. Og ja, hun havde måske et svagt punkt, men det var kun noget der kom meget sjældent, og hun ville hellere have noget som kunne hjælpe hende fra at besvime, hvis det kunne redde hendes liv. Men det var jo også hendes fars skyld at hun var endt som hun var endt. Alle de sygdomme, alle de smerte hun havde været igennem havde været udelukkende hans skyld, og hans syge idé om han kunne fjerne hendes engel. Og det havde han jo også gjort, hun var næsten menneske nu, ud over det monster der gik og lurede der inde, som der brød frem. Som var det hendes engel han havde forgiftet, og ikke længere kunne styre sig som var den en del af hende, men nu ville være en selvstændig organisme. Personen havde ikke længere brug for hende, havde ikke længere brug for at være en del af hende, før havde de jo været en helhed, nu, var det to splittede sjæle der ikke længere kunne være i den samme krop. Et dæmpet snerre kom ud igennem hendes tænder, da han spurgte ind til om hvorfor hun ikke kunne trække vejret ordenligt "du skal ikke snage for meget i folks privat liv, nogen gange kommer det lige tilbage i fjæset på dig igen.." sagde hun dæmpet og koldt, og lod hænderne glide op til hendes skyder hvis han igen skulle finde på noget, og overvejede om hun ikke bare skulle gå.