.:Making something happen?:. //Joshua//

Sted: et af tagene over gydeområdet
Tid: 23.41
Dato: irl
Vejr: Klart, let køligt
Omgivelser: Meget få personer nede i gyderne, men ingen på taget.

______________________________________________________________________/

De lyse velformede hænder lod stille fingrene indflætte hinanden og sænkes ned i skødet imod det mørke stof, som omgav Raven, som altid. Ikke fordi hun var glad for sort i den forstand og ikke fordi at hun var dyster eller lignende af personlighed. Overhovedet ikke. Hver dag når hun valgte sit tøj, var det blot det sorte der dragede og det sorte der fik hende til at føle sig mest bekvæm i.. Lyse glade farver de virkede så falske på hende. Hun bar en langærmet mørkegrå skjorte, sorte støvler med en meget kort hæl og en knælang nederdel af noget der kunne minde om sort silke, men var desværre at et materiale der ikke var nær så dyrt. Hun havde ikke særlig mange penge på hånden, så hun tog nu det hun kunne få råd til.
Ravens isblå øjne lå stille ud over Terre udsigt. Hun kunne se helt ind til centeret af byen herfra, men det var nu ikke hvad hun mest så på. Natten var klar denne aften, så hun kunne se stjerner og den aftagende halvmåne. Ikke et ofte set syn på grund af de omtågede storbydele. Gjorde tit himlen grå af byens affald der gasses op i luften fra de store fabrikker.
Hun sukkede kort og stille inden hun kort lod sin hånd glide igennem det lange blanke ravnssorte hår.. Alene uden grund. Normalt ville vinden forstyrre hendes syn med uregelmæssige totter og lignende, men nej.. I nat var vinden helt tavs.

Joshua kom ind gennem gyderne, der lå et lig ikke så langt fra, et indtørret lig der havde været offer for dødsgudens le, leen der lignede en lang rose, med skarpe dødbringende torne og blå flammer. "Det var intet at dræbe det menneske, især fordi blodet var så... Beskidt og urent at ingen ville røre det" Han svang lidt med leen der stadig brændte med blå helvedes flammer. "Mon ikke her er nogle væsner om natten?" Han så sig omkring og gik dybere ind i gyderne.

Raven spærrede kort øjnene op idet hun mærkede at hendes blik blev mørkt igen, som processen inden man besvimer, men hendes hoved var endnu klart og hendes krop stadig opstanden, nærmest. Det mørke lod sig stille fortage sig til en rød udgave. Hun så rundt i gyderne og fik øje på noget liggende der. Noget tørt og opsuget for al livsenergi. Derefter blev det mørkt igen ved blot et nys af noget der mindede om en brændende rose.
Et gip sendte sig igennem hendes krop og hendes øjne var igen tilbage og så ud over byen. Hun tog sig til brystkassen og så ned, lod det sorte hår bevæge sig over hendes skuldre og ned over torsoet. "Ikke igen.." mumlede hun gippende og tog sig til hovedet med den højre hånd. De visioner.. Hvorfor?

Joshua gik tilbage til liget, han fornemmede noget nærværende, en kræft ikke særlig svag, men heller ikke det stærkeste. "HVem der?" Han så en sortklædt kvinde der holdte sig for brystet, Leen gik i store flammer, blå varme flammer. "Hvad og hvem er de mademoiselle?"

Raven kiggede frem for sig igen og så denne person der pludselig tiltalte hende. Hendes isblå øjne lå på ham i en tid inden hun rettede sig op og lod hænderne støtte imod tagets kant derefter. Hun tav kort med et tænkende udtryk inden hun stille smilede til ham. Hun så kort på leen han besad.. så det var altså den huh? Men.. Hvorfor omfandt det ham?
"Jeg er ikke en fjende ihvertfald." sagde hun stille og kom med et sagte smil. "Mit navn er Raven og jeg er.. så vidt jeg ved en form for engel." sagde hun så og lagde hovedet på skrå. Det kunne diskuteres. Var det ikke for de meget lyse blå kølige øjne, så kunne hun nemt forveksles med noget alla en skyggedæmon eller en vampyr. Ganske køn, men på en formørket måde.. dog forvandledes det sig til noget lyst når hun smilte.

Joshua undrede sig en smule, "Måske? Deres kræft er jo mindst ligeså stor, men dog alligevel... Den ser ud til at være.. Gemt væk" Han gik tættere på og leen flammede, men pludselig var flammerne sorte istedet for blå. "Hvad laver en engel egentlig imellem de dystre gyder?"

Raven skævede kort til flammernes forandring og kiggede derefter undrende på ham. Gemt væk? ..
"For at være helt ærlig. Jeg bor ikke langt herfra." sagde hun så med et kort lidt pinligt berørt udtryk. Hun boede i slumkvateret ikke langt derfra. Dårlige vilkår ganske vidst og normalt ikke et sted englene ville holde sig. Slet ikke, men så igen. Hun var langt fra en af de normale engle. Hun vidste det dog ikke selv.
"Så.. Kan jeg ligeså få Deres navn eller skal jeg gætte mig frem?" sagde hun og smilte lidt igen. Egentlig kunne hun godt tænke sig at prøve. Her på det sidste havde tilfældene været.. større og mere præcise faktisk. Egentlig ret uhyggeligt.

Joshua nikkede og smilte gallant, "Undskyld min opførsel, Mit navn er Joshua Summerfly, jeg er en dødsengel" han så på liget, det var stadig helt tørt, det lignede et 200 år gammelt lig. Men dog, han suede kun så lidt som muligt, og alligevel havde det været 200 istedet for de normale 100 år, han og leen var åbenbart blevet stærkere igen.

Raven nikkede med et stille smil. "Rart at møde Dem, Joshua." sagde hun og betragtede ham i en tid. Hun lod med vilje være med at betragte liget. Selvom hun ikke sådan direkte havde tænkt sig at gribe ind sådanne steder, så hugede det hende slet ikke. Det var det samme med vampyrer. Hun brød sig ikke om det, men selv de var jo nød til at overleve.
Hun tænkte sig lidt om. Dødsengle havde, efter hendes syn, ofte været ret sadistiske og ofte forskruede, men denne her lod til at have en ganske god selvkontrol. Hun smilede stille. Emn lettelse egentlig.

Joshua gik hen og gav hende en lys smuk og skinnende rose. "Til dem mademoiselle, fra den fiaskoede dødsengel" Han smilte og kløede sig i nakken, "Hehe, jeg er en fiasko som dødsengel fordi jeg er for rar overfor mennesker og andre væsener, hehe" Han grinte lidt af det og leen stoppede med at brænde.

Raven smilte en smule lysere og kom med et lille klokkeklart grin inden hun tog imod rosen. "Jeg siger mange tak." sagde hun så og betragtede den i en tid. En chameur hva? Det var nu rart med lidt forandring.
"Jeg siger altid til mig selv, at hvis man er en fiasko et sted, så er man perfekt et andet." hun gav ham et lille blink og nikkede.

Han rødmede en smule og så på hende, de ord havde fanget hans opmærksomhed en anelse. "Det var smukt sagt mademoiselle" Han smilede og fniste imens hånden gled igennem hans skinnende blonde hår. "Men de har også ret mademoiselle, de har ganske enkelt ret" Han tog en ny lys rose og duftede til den.

Raven smilte bredt til ham og nikkede. Hendes smil var en smule triumferende, men det var ikke noget man lagde specielt mærke i. Hun var sådan set bare glad for at hjælpe. Når folk sagde sådan om dem selv kunne hun ikke rigtig lade være inden hun havde sendt dem et smil.
"Det glæder mig." sagde hun og pillede lidt ved rosens let tornede (går jeg ud fra) stilk uden at stikke sig.
"Så.. Er De ny her i byen? Jeg syntes ikke at ha set en som Dem her før."

"Jeg færdes mange steder, men i den her by... Er jeg rimelig ny" Han gik hen og snusede til lidt af hendes hår han havde taget i hånden. "De dufter faktisk godt.. Af at du ikke bor det dyreste sed som man regner ud når du fortæller m´du bor ganske kort herfra?" Han blinkede

Raven smilte stille. "Jamen velkommen til i så fa-" hun stoppede kort idet han lugtede til hendes hår. Først kiggede hun meget undrende på ham inden en let rødmen kunne anses på hendes kinder. Sådan gjorde folk ellers aldrig.. med mindre de så havde tænkt sig at æde hende derefter. Suge det blod de så ustandseligt kaldte dyrebart. For hende var det nu engang bare blod.
Hun smilte igen, men stadig med den lette rødmen. "Jeg takker." sagde hun så og nikkede. Hun var stille et kort øjeblik imens hun kiggede på hans hånd. "Mh. Og i lige måde da." sagde hun så efter at ha nærmet sig den hånd han holdt hendes hår med og ganske diskret duftet til den.

Joshua smilte, "Jeg har ik tænkt mig at æde dem.. Jeg hader blod" Han grinte igen over sin fiasko agtige måde at være på.. "Hehe, De har en fortryllende duft" Han smilte, han var ikke ude på at charmere, han elskede bare duften af kvinders hår, han vidste ikke hvorfor. Men han elskede dem

Hun kiggede lidt overrasket på ham. Var han tankelæser ligeså eller var han bare god til kropssprog? Hun smilede let og nikkede. "Rart til en afveksling." sagde hun og nikkede igen.
"Og jeg er glad for at De synes det." sagde hun så men med hovedet lidt forsigtigt på skrå. Hun var ikke så vant til at få komplimenter overhovedet, og når hun fik dem, ante hun ikke hvad man skulle gøre med dem.
Hun havde nok ikke det højeste selvværd i verden.

Joshua grinte lidt og smilte til hende, "De er altså nem at læse, man kan tydeligt se på dit ansigt du aldrig har vist hvad du skulle gøre af komplimenter" Han fniste en smule og lagde hånden om hendes skulder. "Det er simpelthen så nuttet at du ved det" Han fniste stadig lidt.

Raven førte en hånd på baghovedet og fnes kort, men så også meget kort. Hun fandt det egentlig lidt pinligt, men han havde jo egentlig ret.
Nuttet, hva? Det var ligeså noget nyt. Hun smilte stille igen derefter. "Det er vel heller ikke noget under at jeg ikke ved hvordan man tager dem til sig." sagde hun så med et lille suk. Hvordan skulle hun det?
"Så.. hvad skal man så gøre af dem?" sagde hun og lagde hovedet på skrå med et spørgende udtryk.

Joshua smilte og gik helt tæt på med hovedet, "Man modtager og acceptere dem" Han kyssede hende på kinden for at grine da han ser hendes udtryk. "Det er simpelthen så nuttet det ansigt!" Han holdt hænderne for munden men man kunne stadig høreen høj fnisen.

Raven kiggede ret så forbavset på ham da han kyssede hendes kind bare sådan.. Hun anstrængte sig dog lidt så hendes ansigt ikke længere virkede sammenspændt og rødmende.. Det lykkedes sådan da, men ikke fuldkommen. Tager imod og acceptere? Tja.. hvorfor så ikke. Hun så lidt på ham med et roligt udtryk, men da han begyndte at fnise lidt mere højlydt kunne hun ikke skjule sit kønne lyse smil. Og han sagde at hun var nuttet? Herregud.

"De skulle da nødig snakke." sagde hun så med et lille muntert fnis. Kunne ikke rigtig lade være.

Joshua smilte men han havde ikke fjernet hånden endnu, "Hvad skal vi nu lave..? Thihi" Han havde næsten grinet færdig, men ikke helt, hun var så nuttet. "Du er rimelig køn når du smiler, vidste du det?" han tog sin le og den brændte lyserød. "Sært.."

Raven kiggede let opgivende på ham, selvom hun nu stadig smilede, dog let febrilsk på at få det væk. Så sig selv som en jubeltosse at sidde der og smile ganske uhæmmet på den måde. Hun rettede sig lidt op og trak på skuldrene et kort øjeblik. Han var nok en af dem der sagde det til de fleste, var han ikke?
Hun trak på skuldrene til hans første spørgsmål og kiggede dernæst på leens skifte. "Er det da ikke meningen?" sagde hun efter han havde stemplet skiftet som 'sært'.

"Leen skifter efter mit humør... Den har dog aldrig været på lyserød... I wonder what it could be" Han smilte da flammerne blev blå igen. Joshua så på hende, "Selvom jeg ligner det mademoiselle, så er jeg ingen skørtejæger, jeg siger kun de ting til dem jeg syns er kønne" Han blinkede og så på leen igen.

Raven tav stille og kiggede på Leen. Mærkeligt.. så det var ligesom en humørring eller noget i den stil. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede den inden hun så på ham igen.
"Jaså?" sagde hun og lod et smil komme frem igen. "Mhm.. Udseende har nu heller aldrig rigtigt fortalt om selve personerne før, har det?" sagde hun så med et kort suk. Man var aldrig hvad man så ud til. Ikke i denne by ihvertfald. Hun stoppede kort.
"Tak." mumlede hun så da hun endelig havde gennemtænkt hans ord og fundet frem til de sidste par bemærkninger.