What a pity... (Sookie)

Tid: Nat
Sted: Forlystelses Parken
Vejr: Blæsende, koldt
Omgivelser: Gamle forlystelse, lygtepæle og træer

________________________________

Vinden tog til, da en skikkelse stoppede op foran den forladte forlystelses park. Det hvide hår denne besad blev ført til side og afsløde dets fine, blege ansigt, som nærmest lyste op i mørket. Kun hans hovede kunne ses, da resten af hans fine, spinkle krop, var dækket til med en sort frakke og et gråt halstørklæde, selvom han var vampyr, kold og uden varme, var det vel ikke en forbrydelse at gå rundt sådan? En hanskebeklædt finger blev placeret på brillernes midte og blev skubbet længere op på næseryggen da han rettede ansigtet op mod parkens slidte skilt: "Parc d'attractions..." Han sukkede lavmældt. Sikke et spild af plads. Et sted som var lavet til at glæde folk, og nu stod det øde og alene tilbage. Hvorfor rev de det ikke bare ned, nu hvor det bare stod og brugte alt pladsen? Han vendte ansigtet lige ud igen og tog et fast skridt ind på parkens øde arial. Der stod lygtepæle rundt omkring, de virkede da endu, selvom det også så ud som om de snart ville dø ud, og efterlade parken mere mørk og dyster end den allerede var. Han tog sig ikke af det, han var vant til mørket, og lod slet ikke til at tage sig af det. Hvorfor skulle man også det... der var intet farligt ved det.
Han fandt en bænk hvor han stille, og lydløst satte sig, rettede på brillerne og derefter lagde han hovedet tilbage mod himlen og lukkede de grå-hvide øjne, lyttede til stilheden, hvilket han havde på fornæmmelsen, snart ville blive brudt.

Gadelysets lys blev brudt, da en skikkelse gik ind i det svage lys. Et ansigt kom frem fra mørket, et fredfyldt og stille ansigt. Hendes store blå øjne, lyste tydeligt frem fra det runde ansigt. Og hendes Grønne frakke, som gik et godt stykke ned af hendes ben. Gav hende den varme, som naturen havde besluttet ikke at give hende.
Hun havde en rød hue på, som gik godt ned om ørene. Et ekstra varmeanlæg, som hun ikke rigtig havde behøvet. Hun mærkede kulden, men den gjorde ikke noget ved hende. En ting hun aldrig havde vendet sig til, siden den store forandring fandt sted.
Hun havde gemt sine fingre, langt nede i den varme jakkes lommer. På højre tommelfinger, havde hun et smykk. Som hun havde fået af sin bedste, som hende og hendes bror havde kaldt hende. Hun elskede hende, af hele hendes ikke slående hjerte.
Hun trak hånden op, og kyssede ringen. *Hvordan kan jeg svigte dig sådan Bedste.* Tænkte hun trist, og lagde sin hånd ned i den trygge lomme. Hun vidste ikke hvorfor dette sted havde trukket hende herhen, men der var noget ved stedet som både var skønt og skræmmende.
Noget længere fremme, så hun en skikkelse. *Dødt,* tænkte hun. Hun smilede for sig selv, skulle hun bare gå forbi?
Hun gik nærmere, ind til at hun var et par få meter fra ham. Men kom så på andre tanker, og satte sig yndefuldt på bænken. Ved siden af ham, hun kunne godt trænge til noget Chokolade. Noget dejlig, varmt chokolade!
Hun så op på ham, og smilede sødt til ham. Mens hendes øjne skindte blåt, som aldrig før.

Rionne tog en dyb indånding, selvom han ikke behøvede, eller fik noget ud af at gøre det, var det alligevel en rar følelse han fik i kroppen. Den lille snært af menneskelighed, han fik når den friske luft ramte hans hals, gjorde så meget, han havde næsten lyst til at smile ud i luften, bare for at smile. Han gjorde det dog ikke, lige som han havde forventet, blev stilheden brudt, af bænken som let gav en knirken fra sig da der blev lagt vægt på. Der var en der havde sat sig. En svag sænt af død fyldte hans bihuler og han rynkede let på næsen. Dårlige minder, den mindede ham om sin barndom, brødrene, vampyr-rådet... tsk!
Han rettede ansigtet ligeud, og vendte det derefter mod pigen, som havde sat sig ved hans side. På alder med ham, måske, hun så ihvertfald ikke ud til at være meget ældre. Rionne lod kort blikket søge op og ned af hende en gang, før han endu engang skubbede brillerne en smule længere op på næseryggen, hvorefter han satte sig lidt tilbage. Farlig så hun nu ikke ud til at være, men heller ikke svag... hun kunne godt ligne én som havde små triks oppe i ærmet. Han så lettere afventende på hende, siden hun nu havde opsøgt ham, måtte hun for pokker da også sige noget, havde hun da bare tænkt sig at sidder dér og stirre på ham indtil hun fik noget bedre at tage sig til og gå? Han smilte en anelse, ikke ondt, men heller ikke venligt, men med en svag snært af kølighed over sig... ret falskt...

Hun så overrasket på ham, hans kølighed var ikke ligefrem rar. Hun havde troet, at han i det mindste ville smile venligt. Men hun var ligeglad, han var jo også bare en enkelt fremmed. Hun tog benene op under sig, og så ud på naturen. Og løftede øjnbrynene engang, han var ikke sådan en hun ville pladsere på disse uvenligere plasser. Han var mere.. Sådan en der passede sig selv, og undgik de fleste mennesker. Men når han endelig mødte nogle, så smilede han vendeligt og sødt.
Hun tog en dyb indånding, og vendte hovedet.
"Hej.." Sagde hun med en sød lille stemme. "Det er synd med Parken?" Hun så sig rundt, og lukkede øjnene engang. Hun blev overrasket over hvor lidt kærlighed han havde i sig, en underlig type kærlighed. Hun så op mod himlen, og smilede. Den var smuk, i forhold til hvor koldt og ensomt der var, i denne forladte forlystelsespark. Hendes tænder klamprede en andelse, en gammel vane. Hvor hun glædede sig til de lyse nætter, til varmen kom igen. Og solen der stod lige på en, en dejlig tryg følelse. Men hun ville aldrig kunne være normal styrke, om dagen. Det var kun om vinteren, i de mørkestes tider, at hun kunne føle sig normal. Og fri, fri for alle hæmninger.

Rionne lagde mærke til pigens overraskede mine, hvorfor dog? Han kendte hende ikke engang, han var en total fremmed, selvom han nok ikke ville opføre sig på en anderledes måde hvis de kendte hinanden, han havde næsten altid været så usocial, plejede at passe sig selv. Han skubbede brillerne længere op på næseryggen med den midterste finger, da hun pludselig havde besluttet sig for at sige noget. ”Hej.” Hans stemme var lav, og næsten uden følelse, han var jo allerede død, ingen følelser overhoved, så det blev nok ikke en overraskelse for hende. Han nikkede en enkel gang, da hun igen åbnede sin mund. Joh... det var vel syndt, parken som engang var til for at gøre folk glade, havde ladet årene ligge sine spor, forfalden og... gammel. ”Ja, når folk får tildelt noget så fint, burdte de passe en smule bedre på det.” Han sukkede en enkel gang, han kunne stadig huske da den første forlystelses park blev åbnet, et stykke fra den by han blev til i. Alle lysene og farverne, ikke som de parker der var nu om dage. Den gang var det noget specielt, noget som ikke var set før.

Hun så ikke på ham, mens han snakkede. Det var som om det gjorde ham utilpas, som også gjorde hende utilpas.
Hun så ud i den friske luft, og knep sine let røde læber sammen. Hans toneleje gjorde hende på en måde sur, ikke sådan at hun ikke kunne lide ham. Men det iriterrede hende, at man kunne lyde så uvenlig?
Men hun enorerede ham, og hans toneleje. Hun rystede på hovedet, og sukkede. Hun savnede sådan denne frie natur, duften og aromaen. Det gjorde hende glad og frisk, næsten helt ny. Som at vågne op en morgen, uden bekymringer og spænding. Naturen var et vidunderligt fænomen, helt afgjordet.
"Det er en skam ja.." Hun så skævt på ham, men kiggede så ned på hendes bare hænder. Det var måske dumt, ikke at tage nogle handskerum på? Det ville de fleste jo have gjordt, altså mennesker..
Sookie prøvede stadig at lære hendes krop at kende, den var jo ny og forbedret på en måde. Men havde også helt andre behov, og muligheder. Den var både vidunderlig, og foruroligende. At man ikke vidste hvad man kunne, og skulle.
"Hvor længe har de?.." Det røg bare ud af hende, og nu da hun var begyndt kunne hun vel lige så godt færdiggøre spørgsmålet.
Så hun sukkede, og fortsatte: " Hvor længe har de været det de er?.. Vampyr?" Hun udtalte det med omhu, og omtanke. Hun ville nødig allerede få uvenner her, ikke endnu..

Rionne tog en dyb indånding af luften som ikke engang var egnet til ham, og lod blikket glide søgende rundt på alle de gamle forlystelser og bode som engang var farverige og smukke... det var en skam at mennesker var så ligeglade, interssante væsner, som det var menningen var Jordens såkaldte "herskere". Hvis bare de havde kunne se hvad der var foregået her omkring... det rene kaos. Rionne smilte en smule, da pigen begyndte sin sætning. "Nu ikke så formel." Mumlede han, da det første "De" kom. Han havde lagt mærke til at der var mange som sagde sådan... snakkede så fint. Han brød sig ikke om det. Hjemme, der hvor han kom fra sagde de knapt nok "hej" til hinanden når de passérede hinanden på gangene, eller samledes i stuen. Det var nok på grund af den fjendlighed der var opstået fra før Rionne blev til. Et, eller andet med en anden vampyr familie, eller sådan noget. Rionne så på pigen igen, stadig smilte han det mærkelige smil, som hverken var venligt, eller ondsindet. "Jeg har ikke tal på det mere..." Svarede han sandfærdigt og rettede endu engang på sine briller, en vane... "Jeg ville gætte på... 17... 1800-tallet." Han trak på skuldrene en enkel gang før han igen vendte blikket væk fra hende.

Hun nikkede, og trak sine ben op til sit bryst. Som et beskyttende skjold, der hjalp mod onde tanker og følelser. Sådan havde hun det altid, hun både elskede følelser og frygtede dem. De kunne gøre så meget mod hende, gøre hende så ondt. Men uden følelser, var man vel bare en zombi der gik rundt uden en mening og følelsen af at føle sig hjemme. Så.. inderst inde, behøvede man følelserne. Men måtte takle dem, når uheldet gik over en. Og følelserne knuste en, som en lille nød uden skal.
”Nåh.. Ja, jeg har både hørt og set folk der snakkede så fint. Specielt her, og man må vel.. Lave sig om, så man passer ind.” Hun rystede på hovedet, og smilede sødt til ham. Men så så væk, med det samme igen. Da der var et eller andet mystisk over ham, noget der ikke havde været ved de andre hun havde mødt. Noget.. underligt, men hun slog tanken fra sig. Selvom at den sad i baghovedet, hele tiden. ”Jeg bryder mig nu ikke om, at man skal lave sig selv om.. Bare for at blive accepteret, eller for den sags skyld. Afsløre sig selv, hvad man i virkeligheden er.” Hun nikkede ned til sine hænder, som var samlet om hendes ben.
”Det var..” Hun sukkede let, og lavede et skævt blik. ”Gammelt..” Hviskede hun, og grinede mens hun rystede på hovedet. ”Misforstå mig ikke!..” Hun vente sig om, så hun så på manden. ”Det er ikke for at fornærme dig.. Jeg er bare langt fra så.. Oplevelsesrig?” Hun nikkede, og trak på skuldrende. ”Jeg er kun 17 år, både i udseende. Og.. sind.” Hun så stadig på ham, med blikket faldt igen. Og hun så ned på hans hånd, og rystede på hovedet. Mens hun rettede sig op, mens hun vendte sig om. Så hun så frem for sig, og smilede blidt og sødt. Selvom at hun følte sig alene, mere end nogensinde.

Rionne nikkede svagt og så så væk. "Jeg tror nu at jeg er den yngste af min slags her omkring." Sagde han roligt. Der var mange der var over de trehundrede. Selvom han nu var så gammel som han var... som hun så fint havde sagt: oplevelsesrig, havde han nu ikke oplevet så meget i sit liv. Han måtte ikke gå udenfor da han var mindre, fordi folk nok ville synes at det var mærkeligt at så ung en dreng måtte rende udenfor om natten, istedet sugede han til sig af viden, folk som var ældre end ham, var selvfølgelig en smule klogere... han havde idet mindste den fordel derhjemme. Han rystede diskret på hovedet og så på hende igen. "Man behøver ikke at lave sig om, for at passe ind. Det er bedre at være sig selv, før du får folk til at tænke anderledes om dig." Igen blev han nød til at trække på skuldrene. Hvornår var man egentlig sig selv? Når man var i den rette omgangskreds og kunne slappe af? Sært. Rionne smilte en smule til hende, måske for at hjælpe hende til at føle sig bedre tilpas i hans nærvær, selvom han måske ikke var den venligste person i verden, han tænkte normalt kun på sig selv. "Kunne du gøre mig en tjeneste?" Han lagde hovedet en smule på skrå mens han så på hende. Hans stemme var venlig, og næsten helt varm at høre på. "Slap af." Sagde han lavt. "Tag en dyb indånding, om den hjælper, eller ej." Fortsatte han så. Det gik jo ikke at tale med én som ikke engang kunne svare for sig selv.

Hun så på ham, og nikkede. Man skulle selvfølgelig være sig selv, og det var man vel også. Men man var aldrig sig selv fuldt ud, sådan som man ville have været vis folk accepterede en fuldt ud. Det var vel denne person hun ledte sådan efter, en der kunne tage hende som hun var. Uanset hvordan hun var, sur eller glad. På et tidspunkt ledte alle vel efter denne person, ellers ville livet nok blive lidt ensomt i længden. I hvert fald, efter et par hundrede år.
”Det har du vel nok ret i..” Sagde hun sødt, men stadig spændt af en art. Hun bed sig stadig i læben, og så op på ham. Da han begyndte at snakke næste gang, ikke nogen svær opgave. Så hun smilede bare, og trak på skuldrende.
”Selvfølgelig..” Sagde hun, og lukkede øjnene mens hun som han havde rådet hende til. Tog en dyb indånding, mens hun havde lukkede øjne. Der ikke forvirrede hende, det hjalp en del. Efter et par sekunder efter var hun på en måde mere, åben og glad?
Hun åbnede øjnene og strålede, underlig nok. Hun nikkede en enkelt gang, og blinkede for at vende sig til det svage lys fra disse dersens lys-tingester. Han blide stemme, gjorde at hun opfattede ham helt anderledes. Sødere og mere imødekommende, det var helt rart.
”Så.. Har jeg opfyldt din tjeneste.” Hu smilede glad, da hun rent faktisk næsten aldrig var andet end glad. Og så på ham, med lysende øjne. Opfattede ham anderledes, med helt nye øjne..

Rionne skubbede igen sine briller længere op på næseryggen, med sin tynde langefinger, observerede pigen roligt mens hun opfyldte hans lille tjeneste, som faktisk var for hende selv. 'Slap af'. Han havde været bange for at tøsen ville få er nervesammenbrud, så anspændt hun var, genert og irriteret... sådan nogen er belastende at tale med, og man kan ikke føre en ordenlig samtale, og siden pigen ikke så ud som om hun havde tænkt sig at gå hang han vel på hende. "Fint." Mumlede han lavt, og vendte ansigtet væk. Smilet var borte og tilbage var det stenhårde isbjerg som nok var det som var skyld i at Titanic var sunket ned i det mørke, ligeså kolde vand, dræbt næsten alle de forsvarsløse væsner, og efterladt et vrag på havbunden. Sikke dog en vidunderlig tanke.
Efter et kort øjebliks stilhed tillod han sig at tale ige, med sin rolige og fattede stemme; "Rionne Eli Lawlie." Mumlede han. Hans navn. Han så stadig ikke på hende, men holdte sit blik ligeud, fokuserede på de små stykker papir som folk havde efterladt sig. Svin.

Hun så godt at han pillede ved hans briller, var han sådan en optimist. Sådan en som heller ikke kunne klare en person med en IQ under 50, for så var man dum og ubrolig? Hun rystede på hovedet, og slog der væk. At hun havde fået disse mærkelige og faktisk ondskabsfulde tanker, fordi at han havde flyttet på hans briller? Hun sukkede, og så hen på ham igen.
"Fint.." Hendes stemme lød ret så næsvis, selvom at det ikke var meningen. Han lød faktisk lidt som hendes far, altid rettende og sådan.. Og der var ikke noget hun hadede mere, end at blive retter på! Hun havde lige som ham, hendes ansigt vendt fremad. Men da han sagde hans navn, blev hun på en måde tvunget til at se på ham. Og det gjorde hun, hans stemme var jo så rolig og fattet?
"Øhm.. Sookie.. Tideligere Sookie Tara Merlotte." Nærmest mumlede hun, imens at hun både uden grund, lyst og at vide det smilede hun stort og kært til ham.  
   

"Sookie..." mumlede han og lod et lille smil komme frem på sine smalle, blege læber. "Hvordan... kan man midste sit navn?" Spurgte han roligt mens han satte benene over kors. Tidligere... hvorfor ikke stadigvæk? Hans nyskerrighed var blevet vækket en smule, men det var ikke noget han viste, eller gjorde tegn på. Rionne vendte blikket ud i siden. Han stirrede på en gammel bod hvor man i sin tid kunne vinde legetøj. Han lavede en kort grimmasse og lukkede så kort øjnene mens et lydløst suk listede sig ud gennem hans halvlukkede læber. Det mindede ham næsten om dengang han var lille og stadig boede derhjemme. Hvor ækelt!

Han så på Sookie igen. Hans læber var formet i et venligt smil, som havde han pludselig ændret personlighed. Det skete tit. Det ene øjeblik kunne han være venlig, det næste fuldstændig det modsatte. Han lagde ikke mærke til det selv, hvilket næsten var værrere. Sådan opførte han sig selvfølgelig ikke når han var på arbejde i skobutikken, eller skolen. Dér opførte han sig behersket og venlig over for de forskellige personer der var der... mennesker var alligevel dumme og ubetydelige væsner som havde overtaget det hele. Kryb...