skoven om natten //sookie//

S :: Skoven
T :: 20:300
O :: Onde væsner med Samuel i midten
V :: det regner lidt

Samuel stod med en smøg i mundvigen med et lille smil på læberne, omkring ham stod 5 af Malakels vagter de havde lavet et baghold for ham ude i skoven, Samuel stod i fuldt kampudstyr, hans blanke metak dragt skinnede lidt i det sparsomme lys, "Jeg giver jer en chance, lad mig være og løb hjem til jeres herre" han tog fat i sin økse og svingede den op foran sig, "For hvis i ikke går, må gude have medlidenhed med jer for det vil jeg ikke". regnen faldt omkring ham i små dråber, og lugten af fugtigt træ var fantastisk.

En pige så forskrækket ned fra et træ, havde hun sovet der oppe? Hun rystede opgivende på hovedet, og så ned på det der var nede under hende. Hun så ikke særlig meget af det, mest mærke. Og nogle stemmer, men den ene stemme brød igennem de fleste. Det var sikkert en mand, eller en dreng. Hun var ikke så god, til at se forskel.. Da hun blev, ja dengang at hun opdagede, at hun i virkeligheden. Var en ægte, halv vampyr..
Hendes øjne, var en sjov gennemtrængende blå farve. Og den stod ekstra frem, med hendes røde rundt om øjnene. Hun havde grædt, og det så forfærdeligt ud.. Hendes tåre, var en blanding af saltvand, og blod.. Det var ikke fordi at blodet blev siddende, men det så grimt ud, når hun græd.
Hun forbandede det, der gjorde dette ved hende. Men hun kunne alligevel, ikke lade være.. Med at elske det, for det ville hun med garanti altid gøre..
Hun holdt et nys tilbage, og så stille ned mod flokken. Hvem var de mon??
Hendes let brune hår, var næsten sort, hang ned til hendes talje. Hun var iklædt et par jeans, og en normal lang grøn jakke.. Som nogle lunde altid.

Samuel mærkede luften omkring sig, lagde mærke til hver bevægelse hans fjender lavede, men midt i det hele kunne han mærke en svag aura fra et sted bag ham, den var god ikke som den han fælte fra Malakels vagter. hans tuge rustning raslede lidt som han løsnede skuldrene lidt. Hans meget blå øjne var som spyd der trængte igennem sjælen. han råbte med klar og dundrende stemme "While the wicked stand confounded, call me, thy the saints stand sourounded" med det brøl begyndte kampen, Samuel foldede sine vinger ud. Man kunne se at han uden tvivl var ærkeengel

Hun åbnede ligefrem munden, og så med store øjne på kampen. Skulle hun hjælpe? Eller bare sidde her, med røven i sædeet?
”Øhm..” Fremstammede hun, med en rug, men alligevel smuk stemme. Hun rystede fortvivlet på hovedet, og bed sig i læben. Hvad skulle hun dog gøre??
”Skal.. Klare du det?” Spurgte hun, med en lille stemme. Og var bange for, at han tabte. For de var jo ret mange, mod en lille person.
Hun så tilbage på sin guitar, og pustede hårdt ud. Skulle hun hjælpe ham lidt, og spille for dem? Men hun vidste jo ikke, om hun virkelig kunne få dem til at stoppe kampen.
Men på den anden side, så var det bedre end ingenting at gøre.. Hun tog sin guitar i sit skød, og gjorde klar til at føle musikken strømme ud af sig. Og få dem til at stoppe op, og glemme alt om deres mission lige nu. Glemme hvem de var, hvad de var ude efter.

Samuel kæmpede som besat mod overmagten, et sværd ramte ham i benet og blodet begyndte stille at komme ud fra under hans rustning, men han fortsatte og huggede med alle sine krafter hoved af en af hans modstandere. et sus lød som en pil fløj tæt forbi ham og ramte træet han stod under. *de er så mange, men hvis jeg skal dø skal de med mig* Samuels øjne flammede i vrede, han huggede til højre og venstre "Jeg skal slagte jer og så jeres herre"! Samuel blev mere og mere forslået, men han fik og ramt på et par af vagterne. efter et hug i armen satte Samuel sig ned på et knæ og støttede sig til sin økse "I skal ikke få mig"!