Ritualet [Sookie Angelie og Sandlio=Privat]

S :: Skoven's mørkeste og mest skumle hjørne
T :: 7:00 om morgenen
O :: Træer og et stort Pentagram på jorden som dækker hele den fortågede lysning
D :: Idag
V :: skyfuldt og skummelt

En sort og skummel skikkelse gik langsomt ind i cirkelen fra mørket hvor han smed den kappe han havde på og et stort tegn kom frem på hans ryg som gik i brand men stadig kunne ses *Zazaz zazaz destini Zazaz" hviskede han og det store pentagram på jorden lyste rødt hvorefter hans egen krop forvandlede sig til et hæsligt monster og pludselig var der 2 og så 3 hæslige monstre som så ud til at ville gå amok før de bliver mindre og helt sorte hvorefter de bliver til sorte menneskelignene væsner med en stor stå p'k foran på dem og de var bare store helt utrolig store det var det som var det mest smertefulde ved ritualet de var så store at selv ens mund ville bløde

Sookie var på vej op til cirklen, da hun så en hvid due. Dens fjer var hvid som de fineste skyer, på en glad solvejrsdag. Den var helt malpladseret i denne dystre situartion, men gav hende håb. Om en bedre fremtid, og at dette nok ville lykkes, vis hun tog ssig sammen.
Hun sneg sig op til en af de tætteste træer, nær dette keos. Hun rystede på hovedet, og hendes mørke logger svang om hendes hoved.
På to sekunder, sad hun oppe i træet, og så ned på Zero. Hun fik næsten helt mavepine, af alt dette.. Sex?
*Hvad skal alt dette dog gøre godt for, Zero?* Tænkte hun forvirret, og bed sig i kinden. Disse monstre, hjalp hende ikke til at finde den rigtige ro. Måske skulle hun bare løbe, hun havde jo noget godt løbevenligt tøj på. Men nej, det ville ikke hjælpe hende.
Hun ønskede jo ikke at være det hun var, over for Zero. Hun mådte finde en udvej, for denne kontrakt.

Mørket banede sig vej igennem skovet, selvom det var tidligt om morgenen, og skyggerne var lange. Stemningen var trykket i denne del, som ikke havde den samme glæde og ro som resten af skoven. Selv træerne dirrede let af overraskelse over hvad der skulle udspille sig iløbet af de næste få timer. Dog var det ikke noget som generede spøgelset der nu vandrede frem mod den mørkeste del af skoven. Hun var lige vendt tilbage til sin normale menneskeform, efter solen havde ladet sine første stråler vise på himlen, endnu mens duggen stadig lå på græsset og fugtede alt som rørte ved de bløde strå.
En enkelt kvinde, som lød under navnet Angelie, lod nu blikket glide rundt i skyggerne, mens hun langsomt passerede den usynlige grænse for glæde og sorg. Hun var selv tilhænger af de triste følelser.. Eller man kunne vel mere kalde det ingen følelser, for det var hvad hun var blevet til. En tom skal som nu var ligeglad med alt og alle, og alligevel var der nogle ganske få som havde gjort et indtryk på hende.. på hendes person og fremtvunget følelser hun havde været sikker på at have glemt. De dybe havblå øjne skinnede svagt i det blege ansigt, og viste tydeligt en sammenligning med havet selv.. Blikket viste det samme temperament og var ligeså uforudsigeligt som bølgerne, der kunne ødelægge et helt bjerg på nogle få år. Det røbrune hår flagrede let i vinden, som fik det til at bøge i levende farver, mens hun fortsatte fremad. Håret var som altid løst og gik hende til mellem skulderbladene.
Derudover var hun iklædt sit normale tøj.. En sort tanktop og en sort nederdel, som stoppede midt på lårene. og den eneste farve var en sølvkæde som hang omkring hendes venstre lår. Et våben hun faktisk havde dræbt et andet menneske med, selvom den kun lignede en pyntegenstand. Alt var et muligt våben, hvis man vidste hvordan man kunne bruge det.
Hun stoppede nu op, da hun opdagede at andre også havde indtaget delen af skoven, og kneb let øjnene sammen, mens hun kiggede frem og så de tre monstre stå der i pentagrammet, som om de ventede på noget.. Eller nok nærmere nogen.

en sort og hvid ulv løb gennem den mørke skov og mærkede den trykkene og intet følene tæthed. Da han var kommet tæt nok på pentragrammet forvandlede han sig til menneske og så de store monste stå der "shit"sagde han stille og kiggede bare rundt efter nogle andre mennesker.

Der kom et stort skrig fra en af monstrene hvorefter den så op i himlen og en stor lang ildstråle fløj ud af dens mund op på himlen og gjorder den blodrød hvorefter alle monstrene samlede sig til et monster som så blev sin normale skikkelse hvorefter han vente blikket mod en bestemt retning "kom frem Sookie" sagde han og så direkte på Sookie velvidende om hun var der hans øjne var helt røde ild røde faktisk og det kunne se igennem hvilken som helst slags mørke fordi at det var ild øjne og ligesom ild gav de lys bare ikke for andre kun for ham selv kort efter så han i en anden retning tæt på den første "og Sandlio" sagde han roligt og koldt "og hvem er den sidste" han vente blikket mod Angelie lidt "ahhhh hvad så Angelie" sagde han og smilede roligt mens han lagde armene på ryggen i kort så han virkelig så overlegen ud mens han ventede på de begge tre kom frem mens han bare smilede roligt "nåh nu når i alle sammen er her så kan jeg vel begynde at forklare hvad dette er" han lettede lidt fra jorden samtidig med de andre 3 osse gjorder det før de fløj op ved skyerne så de kunne se hele Di Morga som i store drag lignede et stort pentagram "ser i" de alle sammen fløj tæt på Zero hvorefter en kugle kom rundt om dem "det er ikke engang her vi skal lave ritualet Sookie ja jeg har længe vidst du ville fri" han smilede roligt "vi skal faktisk længere væk end noget andet menneske har været ud i rummet" sagde han roligt "hele vores solsystem ligner et stort pentagram på det rigtige tidspunkt som faktisk er om 2 timer ved solformørkelsen"

Hun lukkede øjnene, da han sagde hendes navn. Og bed sig i læben, hun hoppede ned fra træet, med en kort bevægelse. Men det slog hende helt ud, da ham sagde Sandlio. Hvorfor var han her, hvorfor lige nu? "PIS?" Hviskede hun, og gik nærmere Zero. Hun så op på ham med et bekymret udtryk, og tænkte. *Du må ikke gøre ham noget.* En anden pige kom
frem for mørket, hun havde aldrig set hende før. Men det var tydeligt, at Zero kendte hende.
En mærkelig uforklarlig lyd kom ud fra hendes mund, da de blev løftet op over træerne. Og kunne se hele Die Morga, det var virkelig smukt. Men pentagramet skræmte hende en smule, alt dette bare for at gøre hende fri? Der mådte være noget bag! Hun tog stille Sandlios hånd i sin, og klemte den som en trøst og beskyttelse.
Hun lyttede efter Zero, og skar en grimasse da han nævnte hele Solsystemmet. Og hun så ned mod byen, den så ret forladt ud, der oppe fra. Hun så hen på kvinden, ved navn Angelie. Hun så meget menneskelig ud, rigtig meget enda.
Men hun klyngede sig stadig til Sand, og lagde sit hoved på skrå.
"Men hvorfor sæt det postyr?" Spurgte hun stille, og sank.

//Zero.. Du må ikke Godmode.. Ergo du kan ikke styre hvad de andre karakterer gør, ergo vil du ikke kunne bestemme at de alle flyver med ud i universet.. Besides er det altså ret overdrevet at tage til en anden planet efter min mening o.o'//

Angelie så hvordan forvandlingen indtraf, og hun lod langsomt det ene øjenbryn glide i vejret, da denne mandsling begyndte at snakke til forskellige væsner, som hun aldrig før havde mødt. Det gik også op for hende, at han kendte hendes navn, men hvad.. Det kunne han vel have hørt de fleste steder efterhånden.
Hun så hvordan han selv hævede fra jorden, og kvinden der åbenbart fulgte med. Hvad der ville ske med drengen vidste hun ikke, men hende selv blev stående plantet fast til græsset under hendes fødder. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at flyve nogle steder, og det kunne han heller ikke tvinge hende til. Med en opgivende hovedrysten lagde hun hovedet på skrå og kiggede lettere ligegyldigt efter dem, da de langsomt begyndte at forsvinde ud af hendes synsvinkel.

Han så på zero og over på sook og på angie og sagde læt til zero "hvorfor alt dette påstyr"sagde han så stille og han var klar til at kunne forvandle sig til ulv og ville kunne andgribe zero. han mærkede sokk's hånd komme hen til sand's og lod hende gøre det.

//ikke planet anden dimension men for at komme til den dimension skal de flyve hurtigt på en radius af 13.000.000 lysår på få sekunder^^ men Angelie kommer osse med men det er af en anden grund som i får se af slutningen af dette indlæg

Zero smilede roligt før det hele skete i en kæmpe fart hvorefter de forsvandt og kom frem på en øde ø med vand over det hele og ingen ende på vandet dette var en dimension kendt som den ensomme verden dimensionen var kendt for at skulle udføre mange ritualer Zero smilede ondt før han vente sig om mod dem og tre væsner kom frem foran dem og fløj imod dem og total splittede dem til tusind stykker uden de kunne bevæge sig selv Angelie som var spøgelse blev flænset som var hun et normalt menneske ingen af deres kræfter virkede alt var bare så virkeligt da det pludselig blev helt sort igen hvorefter alle stod som før de lettede med Zero stående i midten af pentagrammet mens noget sort røg kom ind under hans bukser og forsvandt indenunder det det var en kaos besværgelse som frembragte en illusion i kort tid om noget forfærdeligt hvorefter det hele kom til den rigtige verden igen som intet var sket

Den smukke men ensome ø, var vel det man kaldte kedelig. Skulle det forgå her? Det som skulle gøre hende fri, eller hvad? Og ønskede hun at blive fri, aldrig kunne se eller kende Zero mere. Han havde jo været presset og..
Hun holdte stadig Sandlio i hånden, blidt og roligt. Da disse væsner kom frem, og hun blev splittet fra hindanden. Gav hun slip på hans hånd, og blev plusselig meget svag. Og faldt ned på grasset, som var blevet til.. sort?
Men så var de tilbage igen, hvor de stod fra begyndelsen. I midten af det store pentagram, Sookie rejste sig hurtigt op. Og var ret så træt af, at Zero ikke svarede på hendes spørgsmål.
Hun forstod ikke røgen, og dens efterfølgende træk.