Title of the topic //Shane//

Midnat var et fortryllende tidspunkt, men for nogle også et tidspunkt hvopr mange fare kom frem, i deres sande skikkelse. Og hvem skulle redde en, midt om natten? En narkoman, som nok egentlig ikke engang fattede hvilken verden han levede i. Nej, det kunne man ikkie regne med, det skulle man ikke sætte sin lid til. Og det gjorde den her fyr heller ikke. Det mente han ikke han behøvede. Han var høj, og gemt bag sine hængende hættetrøjer, var der en ret så muskuløs overkrop. Og, hans viljestyrke, den var som lavet af stål. Hans brune, eller nok nærmere bare mørke hår strittede, mens han med hænderne i lommen bare bevægede sig igennem skoven, han gik ikke mod noget specielt sted, eller med noget spexielt formål. Han gik bare, for at gå, for at lade vær med at tænke for meget, og lade vær med at ende ved sit hus, hvor han højst sandsynligt ville blive skudt, hvis han bare så meget som nærmede sig, mens han far var tilstede. Rart, ikke? Så lige for tiden, boede ham og hans søster hos hans bedsteven, som var en udødelig, en der var genopstået af graven. En levende død, så at sige. Ikke vanmpyr, bare levende død. Han nynnede lavt for sig selv, mens han fortsatte sin gang ind i skovne, ufortrødent. Og regnen gjorde egentlig ikke så meget, det var han vant til efterhånden, det rørte ham ikke rigtigt længere, at den eksisterede, faktisk, nød han den. Det rensede lidt i ens hoved.

Inu som pigen jo var blevet kaldt stoppede op foran et træ hvor hun bare kiggede på det, på formen og mønstrene i dens bark... der fortalte noget om dens liv... selv havde hun jo levet i over 200 år eller deromkring... troede hun i hvert fald
"Hmm... " hun begyndte lige så stille at gå videre indtil hun fik øjnene op for en anden person, en fremmed i hendes øjne. hun stoppede op og stod stille medens vinden trak i hendes hår....
hun så mod ham med sine blide øjne, iskolde men også varme på en måde