"Husk.. Du må Ikke snakke med fremmede!" Sagde mor. [Willy]

Sted: Udendøres arialet - Parken.
Tid: Helt rigtigt, ved eftermiddags tid.
Vejr: Køligt, men behageligt.
Omgivelser: ting til at dyrke sin sport på, ellers en enkelt bænk.
Påklædning: Jokinbukser, grøn hættetrøje.
_________________________________________________________________________________________________

Sookie sad på en af de få bænke, i den udendøres park. Der var ret så øde, i forhold til tidspunktet. Det var lidt foruroligende, efter Sookies mening.
"Argh.." Hun var iraterret over, at hun ikke kunne finde ud af det nye triks hun havde lært. Af nogle sindsyge drenge, der lige var gået forbi. Men stå på skateboard, det kunne de.
Trikset, var en blanding. Af en salto, og monkey-et eller andet. Hvorfor havde de også sådan nogle navne, de havde vel ikke nogen betydning for trikset?
Hendes sorte hår, var sat op i en ulet knold, langt oppe på hendes baghoved. Og hendes tøj, var godt slidt ned. Men det var jo heller ikke en skønhedskonkurrance, at stå på skateboard. Bare man brandte for det, så kunne man klare det vildeste moves!
Sookie havde aldrig gået op i hendes udseende, og gjorde det stadig ikke.
Hun så sig om efter nogle mennesker, store som små.

Willys røde fletning fløj imod vest, i takt med vindens vilde slag.
"Jeg savner lidt selvskab.." han sad på en af parkens ældre bænke, og lod den benede finger læne imod hans kind.
*Find dog en at snakke med Willy..* Han så sig let omkring, hans øjne brændte en sart rød og hans hud var en smule mørkere end de fleste i parken, mange havde marmor hvid hud. Han arvede den mørkere hud fra sin italienske farmor.
"Hvorfor har jeg aldrig en at tale med om aftenen?" Han kendte egenglig godt svaret, men glemte han snakkede med sig selv.

Sookie så sig omkring, og hendes blik hvilede på en rødhåret fyr. *Argh.. Rødt hår!* Hun havde en svaghed for rødt hår, det var som om hun ville rode rundt i det.
Hun slog tanken væk, og rystede på hovedet af sig selv. Han sad på en af disse bænke, der var ved at brasse sammen af forrådnelse. Måske skulle hun advare ham? Eller skulle hun lade ham falde, som hendes vampyr ville have ønsket?
"Aldrig i livet!" Hviskede hun for sig selv, og åbnede stille munden. Hun rømmede sig, og grinte lidt.
"Hey?.. Jeg tror ikke det er nogen god ide, at sidde der." Råbte hun stille, hun snakkede faktisk kun. Men han kunne høre hende, som stod hun lige ved siden af ham.
Hun vinkede ham over til sig, og ønskede at han ikke var genert.

Willy så gnavent på pigen og rejste sig, hans slanke hænder rød ned i forlommerne og han gik raskt fremad.
Da han stod foran hende så han ned på hende med sine brændende øjne.
"Du sagde?" Han havde hørt hende og hans stemme var koldere end normalt.
Den røde fletning piskede i samme takt som brisens hårde slag med vindens næver.
"Sig det igen tøs"

Hun så vuderende på ham, men smilede bare. *Man kan ikke hadde en.. Ved føreste øjekast.* Tænkte hun, og smilede bare støre. Men smilet blegnede dog lidt, da han begyndte at snakke.
"Jeg sagde: 'Det eren dum ide at sidde på dette bord, derovre!'" Hun pegede over mod bordet, og nikkede. "Har du forstået det.. Menneske." Sagde hun, men stadig kærligt. Hun duede ikke til at hadde folk, ikke engang sige noget ondt, med en ond stemme. Og hun kunne ikke lide det, alle troede hun var en laleglad pige, som lige havde fået sex.
Hun grinede sin smukke latter, og rystede på hovedet *Hvis et blik kunne dræbe.* Tænkte hun for sig selv, og så ind i hans brændende øjne.

Smiler bredt og en smule ondskabsfuldt.
"Leger med ilden hva pige?" Han lod ansigtet nærme sig hendes, og da de er få centimeter fra hinanden puster han hende i hovedet.
"Menneske? Hvorfor tror alle det er noget dårligt?" Han tænker inderst inde; *Hun er åbenbart som alle andre*
Hans slanke fingre redte det filtrede pandehår bagud.
"Hvad griner du af?" hans smil blegnede og blev erstattet af et gnavent udtryk og brændende, røde øjne.

Hun tog sig ikke af at han pustede hende, men sad bare så og lyttede til ham. Ud fra hans toneleje, og hans ansigtsudtryk. Kunne Sookie gætte hvad han tænkte.
Hun løftede det ene øjnbryn, og nikkede.
"Hvordan er De alle andre , da så?" Spurgte hun, med en blød stemme. Hun lagde sine hænder, i hendes skød. Og lagde hovedet på skrå. "Mennesker.. Betyder nødvendigvis ikke at være dårligt, men nogle er svage.. Og eftersom du kaldte mig tøs, og repræsentere tøs som noget dårligt. " Hun trak på skuldrene."Så sagde jeg menneske.. For det er du da, ikke?" Hun snakkede virkelig i gåder, så meget at hun ikke vidste hvad hun selv mente med sine sætninger.
"Jeg griner af mine minder.. Om mit liv, uviden om hvem jeg i virkeligheden er." Sagde hun for meget, eller for dybt? Hun sneede det ikke, hun længtes bare efter at snakke med nogle. Ikke om hendes problemer, bare om ligegyldige ting. Som vejret, og en fodboldkamp, der for nygelig blev afholdt.