Et unikt møde~ (Willy)

Misa vippede stille frem og tilbage, på den rustne gynge, for hver bevægelse hun lavede, lavede den en knirkende dog skinger lyd, som om den snart ville brase sammen. Hendes tågede grå'violette øjne, så som hypnotiseret på månen, og spejlingen i hendes øjne, gjorde dem bare kønnere end normalt, hun pustede komisk til noget af det lange pandehår, der faldt for hendes venstre øje, den femkantede sølvstjerne, hun havde istedet for en pupil, lyste mere en sædvanligt. Hun kunne ligne en marmordukke, så hvid og ren hun så ud, ingen regnede nogensinde med at hun var en fuldblods vampyr, ved første øjekast. De troede hun var en Engel, et lavt, men blidt grin undslap hende, det var først når det, var alt for sent de vidste hvad hun var. Hun satte hovedet på skrå og håbede på noget selskab, natten var ung, så hun havde al den tid hun kunne ønske sig, og det var en af grundene til at hun ikke ville tilbringe det alene.

Willys vinrøde hårpisk gled ned af den ranke ryg. Hans ildrøde øjne glled fra skikkelse til skikkelse, i søgen efter en værdig en at provokere den lange nat igennem.
"Ikke en er værdig.."
Willy tog sig til hovedet med en ømmende og smertende hovedpine.
*Slå dog bare en ihjel for at få hovedpinen væk Willy...* Han sparkede arrigt til en sten og den ramte en mindre pige, der havde en flot marmor hvid hud.
"Tss.. Pas dog på lille pige..." Han undrede sig dog en smule over hendes alt for hvide hud. Måske var hun slet ikke menneskelig, men lige nu plagede hans hovedpine ham for meget til at han gad overveje det.

Da stenen ramte hende, var det som om den havde vækket hende fra sin døsen. Hun rettede sit undrede blik imod drengen, med den mærkværdige hårfarve. Hun satte hovedet let på skrå, med et venligt smil, men rynkede dog let på næsen da han kaldte hende lille. Hun så ned på sine lange klaverfingre, og hvilte så sit hoved imod sine knor, mens hun iagtog ham. Hun havde regnet ud han var et menneske, hans duft skreg det praktisktalt. Hurtigere end et blink stod hun foran ham, hun rode let det allerede pjuskede silkebløde hår op.
"Ville en undskyldning ikke være på sin plads?", hun satte hovedet på skrå, og betragtede ham, med et let smil, mens de mørkeviolette øjne gemte vær en detalje.

han så ikke særligt overrasket på hende da hun stod foran ham, faktisk nærmere gnavent.
"Hvorfor? Fordi du står i vejen for min sten?" Han fnyste og pustede hende lige i hovedet.
"Få mig til det splejs" Han vidste hun havde en mærkelig aura, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad.
"Og hvis du vil undskylde mig splejs, så har jeg tænkt mig at gøre noget som du ikke må" Han gik forbi hende med hænderne i lommerne men forventede at se hende foran sig igen, på under et sekund.
*Lad os så se tøs..*

Hun så oprigtig forvirret ud et kort øjeblik, hun var ikke vant til at blive snakket til på denne måde. Var det en ting imellem mennesker? Hun var jo kun et par centimetre laver end ham.
Hun grinte og rystede på hovedet, "Det skam ikke stenen", Hun strakte sig kort, og sukkede lavt, før hun igen dukkede op foran hans vej, "Det er det faktum at du tror jeg er yngre end dig", hun smilte så sarkastisk med armene overkors.
"Og hvad er det så du TROR du kan gøre som jeg ikke må", man kunne tydeligt høre den hånene undertone, selv om det næsten kun var sarkastisk ment. Hun fandt dette fascinerende.

Han standsese og gjorde sig mindre ved at bøje knæene.
"Jég må en hel masse i forhold til en lille, bitte tøs der ikke ved hvornår hun skal gå i seng" han fnøs med et ondsindet smil og så hende direkte i øjnene. Vindens blæsen fik hans lange fletning til at slå piskeslag i luften.
"Og jeg må en masse andet" Hans smil bredte sig og lod den slanke hånd rede sig igennem det bløde pandehår.
"Forsvind så tøs" han smilte sarkastisk og afventede hendes reaktion.

Hun kunne nu slet ikke holde sin latter tilbage, "Du endten meget modig eller meget meget dum", hun lod tænkende sin pegefinger hvile imod sin rosa underlæbe, "Jeg vil mene det sidste." Hun gik tættere på ham, så der kun var få centimeter imellem dem. Hun satte hovedet på skrå, med et drillende smil, "chokkerende du er faktisk en dreng!", hun grinte lavmælt og bed sig let i underlæben. Hun gav ham et kort elevatorblik, "Du er da godt nok en sjældenhed, et menneske i denne by?", hun rystede på hovedet, "Det du må", et smil bredte sig, "er at be til at du overlever i denne by" Hun strakte sig kort, "tving mig?", hun sagde det som var det ingenting, for i hendes øjne var det jo ikke.

Han smil bredte sig igen, denne gang ondsindet. *Nu kommer der da lidt sjov... Ikke sandt Willy?*
Den lange arm og de tynde fingre snoede sig igennem hans hår igen.
"Hvem siger jeg er svag fordi jeg er menneske, hva tøs?" Han tænkte.
"Hvorfor skulle jeg? Du er tydeligvis bare endnu en af dem der klæber sig til folk som mig" han blinkede sarkastisk til hende og gik endnu engang forbi hende.
"Vi ses måske om lidt pjevs.."

"Fordi din race ER svag?", hun himmlede med øjne som om han havde svaret helt vedsiden af, "de eneste stærke af jer mennesker, er dem der har noget mere i deres blod", hun nikkede, da halvt menneske og halvt noget andet, altid var interessante. Hun måbede kort da han kom med sin sidste kommentar, hendes to smilhuler blev markeret tydeligt, da hun grinte, "Bare på grund af dén kommentar! vil jeg modbevise dig", hun vendte rundt på hælene og gik tilbage til sin gynge foran ham, hun puffede blidt sin violin kasse op og tog den grå'sorte violin frem.
"Held og lykke med det som du skal gøre, som jeg sikkert kan gøre ti gange bedre end dig", hun smilte et smil blandet, med venlighed og en lettere drillende undertone.
"Sikkert rødhætte", hun smilte og lod nogle hypnotiserende toner flyde fra violinen.

"Du forsvandt da fra mit syn lille, pjevsetøs" Han smilte tilfreds men ville egentlig have ønsket lidt modstand.
"Tss.. Intet sjov alligevel" Han går videre med en tavs mine og lidt utilfreds udtryk i øjnene og en lille mund.
Stopper og lytter til den fangende musik. Begynder let at døse hen og falde i staver.
"Hhhhh..."

Hun kunne ikke lade vær med at grine, "hvad for dig til at tro, jeg har givet dig ro?", hendes stemme kom fra alle hjørner, og direkte imod ham. Hun smilte, da hun elskede at lege med folk. Hun stoppede med at spille men musikken kørte stadig, omkring dem. Hun sukkede lænet op af væggen vedsiden af ham, "Er du altid sååå", hun tyggede sarkastisk på ordene, "så gnaven?", hun satte hovedet på skrå, da hun ikke helt forstod hans fjendtlighed, men fandt den interessant.