Endelig kom regnen!.. [Boris]

Vejr: let regnvejr
sted: søen
tid: nat
omgivelser: vand og træer
påklædning: regnfrakke, med gummistøvler.
_______________________________________________________________________
Sookie sad ved søen, og så ud over det let livelige vand. Hendes gummistøvler rørte let vandet, som gav vandet ringe.
Som sædvandlig havde hun jeans, og en tyk trøje på. Mn det regnede, havde hun en blå regnfrakke, og et par gummistøvler på.
Hendes mørke hår, var let vådt. Af de få regndråber der var kommet i tidens løb, der var dannet til en våd plamage.
Hun sukkede let, mens hun bed sig i læben.
Måske ventede hun på noget? Hvem ved?..

//skal lige spise er tilbage efter x)//

// fint..xD

En høj rank skikkelse kom gående lidt væk fra søen. Inde mellem træerne kom han roligt frem i lyset. Den lette regn dryppede med små lyde på hans udfoldet paraply. Han var iført en grøn hættetrøje og nogle slidte sorte bukser der sad lidt længere nede på røven. Hans orange'lysebrune hår skyggede for hans øjne og hans ansigt var afslappende mens hans mund bevægede sig. Det var små ord der kom ud, nærmest en mumlen som man ikke ville kunne hører selvom man stod ved siden af ham. hans sorte og hvide gummisko var våde og en smule mudret.
Det var Boris. Han havde længe vandret rundt i skoven og var endelig kommet hen til søen. Men var det også det han havde planlagt? Hvorfor var han endt her?
Han så direkte på søen og de cirkler der dannede sig af regndråberne med hans unaturlige orange øje som man ikke kunne se for hans pandehår. Han havde endnu ikke opdaget en andens tilværelse og stod blot stille med paraplyen over hovedet..

Hun så sig lidt omkring, og sukkede igen. Der måtte gerne begynde at ske noget, meget snart. Ellers ville hun højest sandsynligt gå ud af sit gode skind, hun kedede sig noget så grusomt. Ikke fordi at søen ikke var nogen god partner, når man kedede sig Aller mest. Men lige nu kunne hun vel godt bruge noget socialt, nogen der ville snakke med hende.
De behøvede ikke engang lytte, bare snakke. Hun behøvede ikke indlede den vildeste samtale, bare en andens nærvær var nok.
Og som om gud havde hørt hendes bøn, mærkede hun noget tæt ved hende. Hun blev egentlig LIDT for glad, så hun hoppede hurtigt ned fra det faldende træ. Der havde hængt sig selv, ud over den egentlige ret store sø.
Så hun landede med et lille plask, da hun huskede at lande ordentligt. Så det ikke sprøjtede så meget, som også ville sige. At der ikke kom så meget lyd, ud af hoppet.
Hun stod ellers bare, og så på drengen med en stor interesse. Uden at sige noget, utroligt nok. Da hun ellers ikke fortog sig andet, end at snakke.
Hun vidste ikke rigtigt hvad hun havde forventet, men ikke dette. Måske en pige? Hvem ved?. Men hans rød/brune hår, gjorde at hun følte sig helt storesøster artig. Underligt ja, men han mindede om hendes storebror da han var 16 eller der omkring.
Hun bed sig i læben, og smilede sødt til ham. Mens hun tog sig sammen, til at sige noget. Lagde hun hovedet på skrå, og blinkede et par gange.
"Heei.." Fik hun ellers sagt, efter et par sekunders venten. Der ellers føltes som lang tid, de længste sekunder i hende liv.

Hans blik var stadig fanget af cirklerne der dannede sig i vandet og hans følsomme øre kunne følge personens skridt og hvor hun var på vej hen. han kunne nu mærkede at person var tæt på ham. Hans paraply lod sig snore en gang i hånden og efter det drejede han hovedet hen mod den pige stemme kom fra. Hans ene unaturlige orange øje gav sig tilkende mens det andet stadig var dækket af det orange'lysebrune hår. Pigen så på en måde usikker ud i hans øjne og måske nysgerrig hvem ved?
Han vendte sig mod hende og begge hans øjne var nu dækket af hans pandehår. "Hey" svarede han med hans rolige og venlige stemme, med et lille trak i mundvigen som var en form for et smil. Han betragtede hende let mellem hårene og lod paraplyen stadig dække ham så han ikke blev for våd. Hans ansigt var en smule blegt og han var ikke ligefrem sløv, men hans bevægelser var langsommere end de plagede. Han to nogle skridt mod pigen og løftede hovedet. "Har du brug for ly?" spurgte han med en venligt stemme men også lidt usikre stemme og løftede lidt paraplyen op som hentydning til der var plads til en til, uden at lade dråberne vælte ham omkuld..

Hun så stadig på drengen med paraplyen, han var vel godt et i yngre end hende selv. Godt og vel, da hun ikke var verdensmester i at gætte aldre.
Hun smilede blidt, da han tilbød hende ly. Og man skulle vel tage imod dette man kunne få, ellers var man vel utaknemmelig, eller hvad? ”Jo..” Hun gik lidt nærmere, så hun var kun et par meter fra ham. Hun kunne allerede mærke hovedpinen komme igen, hvor hun hadede regnen, nogle gange. Hun nikkede til ham, og så op på paraplyen. Den var egentlig meget stor, hun kunne med lethed stå derinde sammen med ham. Og det hjalp også lidt på humøret, at de ikke behøvede at stå klinet op af hinanden. Det kunne godt gå hen og blive lidt… Akavet?
Hun kom ind under paraplyen, i læ for regnen. Selvom at hun ikke fik regn direkte på sig, så havde hun stadig hovedpine. Sådan var det vel, det måtte hun bare leve med. ”Tak..” Hun drejede sit hoved, og så ind i hans ene øjne, der ikke var dækket af hans hår.
Hans øjne var meget specielle, meget fremtrædende. Næsten lige som hendes, forskellen var bare, at hendes var blå, og hans… En slags orange farvet..
Hun smilede bare, måske lidt genert. Men hun følte sig ikke sådan, hun var aldrig genert. Det var bare hendes krop, der forrådte hende.

Han tog et par skridt i mod hende og nu stod de så under paraplyen. Den var grøn og gul på ydersiden men inden i den var den blå og nogle hvide skyformede mønstre var på. Det lignede næsten en dejlig eftermiddags himmel. Han lod hoved ryste engang da han mærkede øjenkontakten og hans pandehår faldt roligt på plads igen. "Det var så lidt" svarede han og betragtede hende kort, men så våd så hun heller ikke ud. Hendes øjne var yderst smukke og også specielle. Men han kunne ikke få sig selv til at se ind i dem. Han hadede sine øjne og op til flere mennesker mente han var unormal.. Det var han jo også. Men han hadede det! Især på skolen. Der var han klassens wirdo. Ikke fordi han var dum. Men fordi han var genert og trådte ikke rigtig frem i klassen da han startede, og ingen derfra har rigtig set hans ansigt. Han så ud mod søen og smilede roligt for sig selv. "Hvorfor stod du her i regnvejret?" spurgte han med en høflig lidt dyb stemme men lod stadig blikket være på søen..