Just sitting alone and watch the rain fall.. ~Boris~

Tiden er?; 23.42
Stedet er?; De Ferme - Bandegården
Omgivelserne er?; Ehm.. En tom bandegård
Vejret er?; Mørkt, regn og en vind kan mærkes

Regnen sivede stadig ned her efter mørkes frembryd. Det havde dog ikke regnet hele dagen me blot nu eller havd man kunne sige. Det haglede ikke men det var heller ikke kun støvregn. Man ville blive sjask hamrende våd hvis man var så dum at gå ud i det uden en paraply. Eller hvis man i det hele tagte gik ud i det på dette tidspunkt. Og vinden gjorde det heller ikke bedre. Den kølige og let krafige vind der havde hærget over Di Morga de sidste tre dage fik bare regnen til at skølle mere ind mod folk. Det var ikke regn nok til at der ville blive overscømmelse. Overhoved ikke. Regn her i byen ville bare komme og så stoppe igen. Aldrig i lang tid. Og det kom for det meste kun når klokken viste aften.
Der var helt stille ved De Ferme - Byens udendørs bandegård. Der var ingen toge der kørte på dette tidspunkt. Togene var faktisk begyndt at køre færrere og færrere gange. Og der kom ikke så mange til byen uden at de havde valgt at blive boende. Men siden at rygterne om at der kunne findes en hel masse af disse eventyr figure her blev det heller ikke til så mange. Dog var der en enkel person der var her på pladsen. En lille pige på ikke mere end de 14-15 år. Nok lignede hun en på den alder men det kunne man jo nemt komme til at gætte forkert på. Denne pige havde boet her lige siden hun var helt lille. Lige siden hendes familie forsvandt fra jorden overflade og steg til himmels. Håbede hun da. Denne piges navn var Amelia. Hun var intet menneske men lignede et. Dog over hendes skønhed der kunne afsløre hendes umenneslighed hvis man kendte til det. Hun havde langt hasselnøddebrunt hår der nu bølgede lidt over hendes skuldre siden at det var ved at tørre efter at hun nok havde været ude i regnen. Hendes latinobrune og bløde hud fremhævede hendes smukke og krystalklare øjne med deres specielle hasselnøddebrune farve. Hun var ikke iført mere end en kort rød nederdel og en løs hvid skjorte. Ingen sko. Tøjet var også ved at være helt tørt igen og man ville nok regne med at hun ahvde siddet der på den ene bænk under et halvtag i lang tid. Hun havde trukket sine ben tæt ind til sig og svunget sine arme om dem. Hendes blik var retett mod fliserne og selvom at hendes knæ dækkede for det halve af hendes ansigt kunne men nemt fornemme og nok også godt se at hun ikke smilte.

En lav skikkelse løb forpustet rundt på alle fire ude på vejen. Det kolde våde regn fald ned fra den mørke himmel mens hans bløde orange poter plaskede af sted. Han stoppede op og så sig forvirret omkring. Han havde brug for noget ly. Ingen katte kunne lide at få våd og tung pels. Især ikke Boris. Boris havde ikke været i byen i så lang tid, og den nye by han var kommet til, Di Morga var ikke særlig nemt at finde rundt i efter hans mening. Han havde ikke været dette område før og følte sig lidt fortabt. Han rystede sig men til ingen nytte da regnen blev ved med at falde. En stor bygning gav sig til syne da han drejede blikket, de misfarvede orange farvede øjne lod sig strejfe hen over sin venstre side. Han besluttede sig for at tage ly der. Han sjaskede atter afsted i det kolde vejer hen mod den store bygning. Bygningen var tom. Af hvad han kunne se. han listede afsted op af nogle trapper og rundt i nogle forskellige store rum med højt til loftet. Et stort ur hang ned og sekundviseren tikkede højt i det stille lokale. Vandet kunne høres oppe fra taget af men det var stadig fjernt. Han rystede sig igen og den bløde orange pels lagde sig glat ned mod den lille katte krop. Hans misfarvede orange øjne lyste op mens han fortsatte igennem lokalet og op af endnu en trappe. Kan kom ud på perronen og kunne nu se det var en Tog station han var kommet ind på. Hans store øjne betragtede stedet og så hvordan vandet faldt ned mod jernskinnerne. Blikket faldt derefter over en smuk lille pige der sad henne på en bænk. Han nærmede sig forsigtigt med hans våde poter og kunne nu bedre se den lille pige.. Men hun så ikke ud til at smile.

Amelia så ud til at have glemt både tid og sted. Hun så mindst lige så fortabt ud som et hjernedødt spørgelse hvis eneste interresse var at smide sten efter andre levende..og halvlevende væsner som havde vadet ind på 'deres områder'. Hun så ikke ud til at være så meget tid stede. Som om at hendes sjæl havde valgt at gå sig en tur. Uden hendes krop. Og så bare efterladt hende sådan. Men dette passede selvfølgelig ikke. Hun havde vel bare som så mange andre brug for tid. Tid hvor at man kunne smide de ubrugelige ting ud og lade de vigtige blive i hovedet. Tid til at tænke over sit liv og have medlidenhed med sig selv over at hun var så ynkelig over at sidde her nat ud og nat ind. At tænke på hvorfor hun i det hele taget brugte sin tid til dette. Men den periode var dog forbi. Nu sad hun bare og så lettere tomt ud i luften. Eller blot den luft der kunne findes over de kolde og jævne fliser der var blevet lagt så folk ikke skulle stå i pludder til knæene mens de ventede på toget en regnvejr dag som denne.
Endelig kom der et livstegn fra hende. Et suk. Et svagt og meget lavmælt suk. Men det kunne ses på hende. Hendes brystkasse hævede sig markant og hun var så nød til at løsne grebet om sine ben for ikke at kvæle sig selv. Hun lukkede sine øjne under det hele. Men åbnede dem så igen og så lidt mere levende ud. Noget havde forstyrret hende. Noget andet havde trådt ind i den usynlige og let igennemtrængelige barrirere der kredsede om hende og fortalt om der var nogen i nærmheden. Hun fornemmede også nu nemmere den andens persons tilværelse. Eller måske mere.. et dyrs. Hun gjorde ikke helt det store ved det til at starte med men så drejede hun så sit hoved og så rundt. Fik efter noget tid øje på den lille kat med den våde og flade orange pels. Hun studerede den. Scanede den med øjnene før at hun så igen reagede på det. Hun slap langsomt sine ben og lod hendes fødder betræde fliserne før at hendes mundviger bevægede sig og efterlod et lille og varmt samt imådekommen smil der blev sendt hen mod katten. Dog kunne man stadig mærke den lidt trykkende stemning af fortvivlelse der hang rundt om området her om natten.

// Darn it! Skal smutte nu men svare senere okay? >.<'//

//Noooo! Q___Q Don't gooo! ... Nåeh men vi skrives vel ved senere så ^^ hehe..//

Boris studerede hende med hans store orange farvede øjne. hans hoved lagde sig forsigtigt på skrå mens han betragtede hver en lille bevægelse eller lyd. Endelig kom en lyd fra hende efter nogle minutter og han løftede hovedet en smule spændt? han rystede pelsen engang og vandet fløj lidt til siderne men ramte hende ikke. Pelsen var dog stadig fugtig og tung. Da hendes hoved rejste sig så han stadig på hende. nærmest stirrende.
En hvis varme og venlighed kom ham i møde da hun åbnede øjnene og smilede til ham. Sådan et smil. Et venligt smil, men noget så ud som om plagede hende lidt eller som om der var noget galt? Han lagde sit lille hoved på skrå og en lille lyd kom fra ham. "Miauv"
Han nærmedes sig hende lidt og hoppede op på den fugtige bænk ved siden af hende med et lille hop. han satte sig rettet og pænt og betragtede hende stadig. Lydende af vandet der ramte jorden kunne høres men ellers var der helt stille. *Der går vist lidt tid før jeg bliver normal igen* tænkte han mens han stadig så op på pigen. Han sendte hende et venligt blik som svar på smilet og et lille slags katte smil fremhævede sig på hans læber. Han rankede lidt på snuden og slikkede sig lidt på sin pote. *Lige om lidt* tænkte han og overvejede om hun mon ville begynde at tale til ham..

//Undskyld jeg først svare nu jeg har haft noget så travlt irl og rejser i morgen.. er tilbage om en uge og der lover jeg at være lidt mere aktiv! :s//

Da denne lile orange kat stille og roligt kom hen mod hende voksede hendes smil. Amelia førte sig ikke helt så..fortabt? som hun havde gjort før. Dog var hun også forvirret over om hvorda hun havde været før. Det kunne vel også bare være lidt ligemeget nu. Hun forblev siddende uden rigtig at røre sig. Eller hendes brystkasse bevægede sig selvfølgelig og hendes øjne blinkede af og til som de jo plejede men der var ingen pludselige bevægelse for at skræmme katten væk. Hun fulgte den med hendes specielle hasselnøddebrune øjne. Hele vejen. Også da den hoppede op på bænken ved siden af hende. Hun lod sig så rykke lidt mere så hun sad bedre en før men sådan at hun stadig kunne se katten uden at få ondt i nakken af det. Hun vidste ikke helt hvad hun ville gøre nu men den fortvivlels forsvandt efter nogle sekunder. Hun løftede roligt sin ene hånd og lod den lande på kattens hoved før at hun blidt strøg dens bløde pels ned langs ryggen. "Hej lille ven.." lod hendes blide og rolige stemme. Den var ikke ligefrem overraskende for dem der kendte til hendes race. Hun lod så begge hendes hænder lægge sig under dens mave og løftede den forsigtigt op og lagde den forsigtigt i hendes skød. Hun strøg den så igem over pelsen og lod sit blik møde kattens. Hun anede ingen uråd om dette. Hun kunne virkelig ikke kende forskel på en animagus eller et rigtigt dyr. "Wow.. Sikke nogle smukke øjne du har fået tildelt.. Du er da en virkelig heldig fyr, hva?" Hendes smil voksede en smule mens at hun lagde sit hoved på skrå.

Boris lod sit blik stadig være stående på hende. Han betragtede hende mens hendes smil blev stører og hendes bevægelser da hun drejede sig på bænken. Han lod hovedet glide lidt ned for ikke at blive alt for overrasket over hånden på hans hoved. Han lød sig mærke af hånden og gned det lille hoved som en venlig hilsen da han pludselig lande på hende skød. han mærkede en hvis varme der gjorde ham tryk. Men dette var aldrig sket før. Folk havde aldrig samlet ham op og de vidste altid hvem han var. Men siden han ikke havde været i denne by i så lang tid var der heller ikke så mange der kendte ham. Han lod sig lægge i hendes skød og så op på hende med store øjne og smilede. hans hår rejste sig lidt af generthed da hun kommenterede hans øjne som han selv hadede så meget og altid dækkede med sit pandehår. Nu var det virkelig ikke tidpunktet at forvandle sig tilbage til menneske men eftersom tiden havde gået og han havde været i ly i noget tid var han så småt ved at være tør. Men den varme følelse fra den lille pige foran ham gjorde så han bare ikke ville lade sig flytte.
Han lod sig forsigtig tage rolige skridt på hendes skød og gned sig op af hendes mave og smilede derefter. *Vent.. vent* tænkte han mens han utænkelig tog det farlige helt op til grænsen. hvis han forvandlede tilbage nu, ville hun for det første blive forskrækket men også ville han blive mere genert end han nogen sinde havde været. Men han ville ikke fjerne sig ikke endnu. Det smil hun havde på hende læber var så smukt. Han ville være på hendes skød indtil fortryllelsen ville forsvinde..

Et kort grin kom så fra hende over denne kat's lidt underlige reaktion på hendes kommentar. Det var en sød og hjertevarm latter som hun kunne præsentere for verden. Selv var hun lidt ligeglad med den. Mes at andre så den som fortryllende så hun den selv om en helt almindelig latter. Men det var ikke noget hun tænkte over. un elskede at grine. Hun elskede at smile. Men hun elskede specielt når hun hørte andre grine eller så andre smil. Hun elskede den varme der steg i hende når det skete. Som det var små børn, jævnaldrende unge eller ældre voksne. Hun blev vedf med at stryge denne kat over dens ufattelig bløde pels. Den var helt igennem perfekt efter hendes mening. "Hvad laver du mon her ude i regnen.." Hun lod sin ene hånd køre ind under hans hage og kløede ham blidt der. Hun havde en fornemmelse om at katte godt kunne lide det. Det åbede hun i hvert fald. Hun smilte lidt mere da hun kunne mærke hvordan at han nussede sit hoved mod hendes mave.
Hun lagde så ednu en gang sine hænder under hans mave og løftede ham igen blidt op som om at hun ville sætte ham ned igen men det havde hun hvis ingen interrasse i lige nu. Hun lagde sig bare ned på ryggen på bænken mens at hendes blik stadig var rettet mod hans fascinernde ornage øjne. "Men alligevel er jeg nu glad for du kom her.. Så er jeg ikke alene sådan en regnfuld nat, vel?" sagde hun til ham med hendes sædvanlige stemme som hun altis snakkede med. Den ville altid høre som en undertone ligemeget hvor hårdt hun sagde ting.Så satte hun ham igen ned men denne gang på hendes mave. Hun så lidt på hvordan at han bevægede sig med hendes vejrtrækninger. Hun lagde sig så helt ned med den ene arm liggende på hendes brystkasse og den anden liggende hen over hendes pande mens hendes blik var rettet mod det tag der hold hende tør. Hun lukkede så stille sine øjne og et håbefyldt smil om at han ville blive liggende havde fundet sin plads..

Hendes grin gav et lille sæt i ham. En så smuk latter. En varm følelse løb igennem ham og hans hår rejste sig lidt. Hans øjne lod sig kigge ind i hendes men mærkede pludselig hendes hænder age ham og klø ham. Han lukkede øjnene og gav et lille miauv fra sig. Det eneste han kunne tænke på var nu at være hos denne søde pige. Han slikkede sin pote og lod poterne klø sig lidt i ansigtet. Han lyttede til hendes spørgsmål og det hun sagde. Alene? Han så ud mod regnen der stadig faldt og mærkede hans kræfter var ved at give op. man han kunne altid blive kat igen efter.. Kun når han forvandlede sig i forhold til regnvejre kunne han ikke selv styre det. Det gjorde ham irriteret. Endelig når han faktisk ville være kat og kunne vise sig. Hans øjne. Så var det kun kort tids varigt.
Han blev løftet op og lod sine korte arme og ben hænge i vejret. Han landede nede på hendes mave og mærkede hendes åndedragt. Han blev løftet op og ned. Hendes sidste sætning gjorde ham glad, og et smil bredte sig enigt på hans lille katte mund. Han var også glad for at være der. han samlede sig på hendes mave men betragtede hende stadig. Hun havde blikket oppe i taget. Forsent. tænkte han da der pludselig lød en lille lyd og en høj spinkel fyr lå hen over hende. Han nåede heldigvis at holde sig oppe med armene som han havde hold sig oppe i ved at holde fast i bænken så han ikke havde mast hende. Han bed sig i læben og så ned på hende. Hans øjne var synlige nu da han lå ned og hans pandehår hang ned. Han havde nogle mørke jeans på og en hvis skjorte det var lidt åben for oven med et løst slips rundt om halsen. Hans ben var også på hver side af hende. han sank en klump og ventede på hendes reaktion. han var næsten helt frosset fast. Han kunne ikke bevæge sig. han øjne flakkede af dårlig timing og hans orange hår sad roddet..

Amelia lå stadig bare med øjnene lukkede indtil at hun kunne fornemmenoget anderledes. Hun kunne mærke at der var noget lidt tungere der nu lå på hende. Der var en forandring i atnosværen efter hendes mening. Hendes øjne startede med at sitre og vibre en smule før at øjenlågene blev slået op i hurtigte blink så den specielle og smukke klare hasselnøddebrune farve igen blev vist til denne dreng der nu lå hen over hende. Lige ud foran hende. Hun spærrede så hurtigt sine øjne en smule og hun spændte en del i hendes krop i det øjeblik hun så ham. Som om at han bare havde kommet ud af det blå. Hun gjorde dog noget lidt dumt. Hun fjernede både sin arm fra hendes pande og den der før havde ligget op hendes brystkasse og lagde den der efter som støtte på bænken. Så det ente med at de blot låd tættere på hinanden. At deres næser næsten rørte. Eller de snittede faktisk hinanden allerede en eller to gang. Men det fik hende bare til at rykke sig lidt fra ham så de ikke røre hinanden på den måde. Hendes krop rystede en smule men hun rødmede underligt nok ikke særlig meget. Der kunne vel skrimmes en smule rødlig glød men det var svært at sige om det var på grund af kulden eller på grund af ham. "..En..En animagus??" lod det svagt men stadig hørtligt. Og en smule stammende eller usikkert. "Ehm..Hej.." Hun sank en lille klump lige som ham. Men det gjorde den ikke ligefrem mindre.. Hun blinkede ret tit lige nu. I en bestemt rytme. For at overbevise sig selv om at dette faktisk var rigtigt. Der lå en fremmed dreng på nok samme kropsalder som hende. Måske en smule ældre end hende men what ever. Hun var ret overrasket og overvældet over dette. Det havde sket for hende en gang før men slet ikke på denne måde. Ved den gang havde personen ikke ligget hen over hende. Så pludsleig slappede hun mere af. Ikke fordi at hun rigtigt kunne lide dette men hun fik sit galoperende hjerte til at falde ned. Så voksede der igen et smil frem på hendes bløde læber. Det var hendes søde og varme smil. Ikke noget irriteret smil. "Ehm.. Tror du måske at du kunne flytte dig lidt med mindre du har tænkt at bruge mig som madras hele natten" Et svagt fnis kunne høres iblandt hendes ordstrøm. Det morede hende faktisk lidt dette. Det var så typisk. Det var altid hende det her skete for..

Hans misfarvede orange øjne mødte nu endelig hendes og han smilede skævt hun rykkede hendes hænder og de kom tættere. Han nåede heldigvis at holde sig oppe da de næsten ramte hinanden ved munde og så ned på hende. Han var gået halv i baglås men kunne dog stadig høre hvad hun sagde. "Suprise" svarede han med et træk i mundvigen og kunne godt høre det lød lidt underligt. Det var aldrig sket for ham at han havde foravandlet sig tilbage hen over en anden person. Og i følge hans personlighed var det lidt underligt for ham. han øjne var helt tydelige men det var ikke fordi han følte sig bange for at vise dem til dette menneske eller væsen. Hun havde jo allerede set dem da han var kat.. Men alligevel. Det lignede ham ikke at kunne klare det. Hendes lille hilsen fik ham til at smile lidt og han svarede høfligt igen. "Hej" lød det lidt rystende fra ham og han rullede sig hurtigt af hende da hendes sidste kommentar kom. han landede nede på asfalten med ryggen først og lå lidt og så op på taget da hans hoved lige skulle komme på plads igen over hvad der var sket. "Det må du virkelig virkelig undskylde!" lød det så til sidst undskylde og en smule nervøst fra ham da han satte sig op i skredserstilling og hænderne på knæene og så op på hende. Nu var hans øjne igen tilbage, og hans pandehår dækkede dem endnu engang som de altid gjorde. Han ventede lidt spændt på hendes reaktion men hans øre blev meget optaget af de dryppende lyde af regndråberne der lod sig ramme på taget. Alt var stille omkring dem undtagen regnen og det var på en måde en smuk lyd. Men noget han ikke havde lagt mærke til endnu var at hans øre ikke var helt forsvundet med katte formen endnu. Hans orange/brune ører bevægede sig lidt på hovedet af ham i hans orange/brune hår og hans blik var stadig sat på hende med et undskyldene blik..

Amelia satte sig stille og roligt op i da at han havde ladet sig trille ned fra hende. Sog så hun hurtigt udover kanten da hun havde hørt det hårde bump der var kommet af faldet. Dog blev hun utrolig lettet over at han ikke så ud til at ahve haft et black out eller sådan noget. "Sket er sket.. som man siger" Hun satte sig smatdig helt op men lod sine ben dingle ned fra bænken. For hvis hun igen tog sine ben ind til sig ville hun afsløre ting hun ikke lige havde lyst til at afsløre lige nu. Hun holdt godt fast i bænken og det var nemt at se at hun med sikerhed ville kunne splintre det stykke hendes hænder holdt fast i. Men kun hvis hun lagde sine krafter i. "Ehm.. ER du okay?? Du slog vel ikke ryggen eller hovedet for meget..vel?" Hun lød lidt usikker og nervøs for at have gjort noget forkert. Sådan va det emd hende. Hun følte tit stort skyld over ting der faktisk ikke var hendes skyld. Men hun kunne jo nemt være skyld i det der var sket med ham der var væltet ned. Hun lænede sig lidt ned mod ham for at kunne tjekke ham med øjnene. Hun fik så øje på hans katteøre. Hun spærrede sine smukke og krystalklare hasselnøddebrune dådry øjne lidt op og stirrede på dem som om at hun var en eller anden kat der lige havde set en garnnøgle. Hun kom dig hurtigt ud af denne trance. Hun state sig ordeligt op igen og sendte ham et af hendes søde og varme smil som kun hun kunne smile. Hendes blik mødte så endelig han helt. Dog reagerede hun stadig ikke med en rødmen men bare en vis grad afslapning.

han nikkede kort. "Men alligevel, undskyld" ´sagde han og tog sig kort til pandehåret for at tjekke det sad på plads hans øjne, var ikke helt så naturlige nu når han var menneske og han brød sig ikke rigtig om at vise dem i hans menneskeform. Han så op på hende igen med et let smil, "Nej, jeg er helt okay" svarede han og børstede lidt af hans bukser. Han bevægede kort ørene da en lille dråbe ramte dem og de vippede lidt frem og tilbage af refleks. Han rystede lidt pandehåret ned over øjnene da hun havde fanget hans blik og smilede varmt men stadig med en lidt usikkerhed. han blik søgte lidt ned i jorden da hun pludselig ikke så i hans øjne mere. Hun var fanget af noget andet, men hvad? Han tog sig til håret og sendte et stort smil. "Når men, Mit navn er Boris" Præsenterede han sig endelig og mærkede noget blødt i hans hår som stod lodrat i vejret. Hans ansigt blev endnu mere genert nu da han lagde mærke til at ørene ikke var forsvundet endnu. Havde det været det hun havde kigget på. Han sank en klump og dækkede ørene med begge hænder. Han fjernede hænderne igen og de var væk. "Boris, en Animagus der ikke har helt styr på kræfterne" tilføjede han til sin præsentation lidt kækt og kløede sig lidt på siden af panden. Det virkede roligt og afslappende omkring hende. Hendes aura virkede ikke som om hun ville gøre noget i mod ham. han håbede bare et eller andet sted dybt i ham at hun ikke ville bede ham om at gå nu da hun havde set hvem han var, og hvordan han ynkeligt ikke havde styr på tingede, selvom det ikke helt var hans skyld da det regnede. Han havde aldrig opholdt sig set sted en mere end et måned.. da hans venner og familie, så småt opdagede ham og de få ejere, som var små børn der havde brugt så lang tid til at plage om at få et dyr,som han havde haft som kat, begyndte at være ligeglade og ikke have tid til at passe ham.

Amelia lyttede roligt til hans stemme og sagde selv hans navn op til flere gange i sit hoved for at kunne huske det. Efter hans tilføjede kommentar kunne hun næsten ikke holde sin latter inde. Hun slog sine hænder op for sin mund og et smil kunne ses bag dem. Små fnis kunne så ellers høre fra hende før at hun hurtigt selv fik kontrollen over dette mindre anfald. Hun så lidt undskyldende mod Boris da det ikke var særlig høfligt sådan at bare grine. Men det var ikke noget hun kunne gøre så meget ved. Det havde jo heller ikke været det mindste ondt ment.
Hun førte sin ene hånd op til sit ansigt for så at stryge noget af hendes hår væk der fra. "Mit navn er Amelia.." præsenterede hun sig så med et af hendes nuttede og varme smil. "..Amelia Sia Lukumi" Hun blev liggende lidt ud over kanten af bænken og så stadig mod ham. Hun kunne virkelig godt lide hans øjne. Den orange farve var jo helt speciel. Hendes var jo en del mere normal mente hun da selv. Men han så ud til at være en genert type siden at han ikke havde ladet hende se direkte ind i dem på grund af hans hår. Og hun respekterede det vel. "..Jeg er en aspara uden nogen yderligere store evner.." Hun havde godt nok blevet født med nogle små kræfter som tankelæsning men de var forvundet i løbet af hendes liv. Det eneste hun sådan kunne var at forvandle sig sit et dyr. Men det tog ret så meget på hendes energi og det skete for det meste også kun når at hun sov. Hun førte så sin hånd hen mod Boris. Ganske roligt hvor at hun så lagde den på hans hoved. Hun aede ham så mens at hendes smil voksede. "Men hyggeligt at møde dig, Boris.."

Hans kinder fik lidt farve til dem da hun begyndte at grine og han sad is skredserstilling og lagde armene på benene og så ned med generthed i øjnene. Han var pinligberørt, men da hun stoppede med at grine og et varm smil bredte sig på hendes læber mærkede han en vis venlighed og forståelse. Han så langsomt op på hendes ansigt igen da hun præsenterede sig og lod de ene øje komme til syne bag pandehåret så han kunne se hende tydeligt. Den orange'brune farve lyste lidt i det uklare lys. Amalia gentog han inde i hans hoved.
Hendes videre præsentation om hendes kræfter overraskede ham lidt. "Hvilket dyr forvandlet ud dig til?" røg det automatisk ud af ham. Han lød nysgerrig og der var et lille glimt i hans øjne. Han lagde ikke selv mærke til hans hurtige spørgsmål og bevarede stadig blikket halv i skjult på hende. Den varme hånd som blev ført hen til hans hoved var i mødekommende. Han fik et lille øjeblik for sig selv, hvor han var helt inde i hans tanker. De få ord gjorde ham glad. Han smilede et varmt og ordentligt smil og så på hende med et bedstemt og blidt blik. " I lige måde Amalia" hans ord var rolige og ikke generte som han havde været tidligere. Han var faldet mere til ro.

//Undskyld det lidt korte svar :s //