Den nye herre? - Malakel

T: Tidlig Aften
S: Di Morgas herskers badeværelse/soveværelse
O: Alt ånder fred efter krigen, få fugle synger den sidste sang inden de går til ro, et par mus og rotter pusler let i hjørnerne.
V: Udenfor stjerneklart, bidende koldt og klart. Indenfor: Tørt, lunt.

En skikkelse stod bøjet over det store skrivebord. De bøger og papir ark der lå derpå så ikke ud til at tilfredstille Sinclare, da hun efter en kort hovedrysten vendte sig om og så lidt rundt i det store værelse. Det var sådan her den nye hersker af Di Morga havde indrettet sig? Interresant.
Hun lod kort hånden stryge over dynen på sengen, og smilede let, et tankefuldt smil, der ville vække nysgerrigheden i selv det mest uinterreserede væsen. Hendes lange røde hår svang sig over hendes ryg i en meterlang ildrød fletning. Hendes pandehår var holdt tilbage af et enkelt grønt spænde. En lettere mat grøn opal sad indfattet i guld i midten af spændet. PÅ trods af den matte overflade, virkede det som skinnede den med en indvendig glans, der øjeblikkeligt ville fange enhvers opmærksomhed. I midten var en skygge, en skygge der kunne ligne en krop. Bittelille, og dog utrolig tydelig. Tydeligvis intetkøns.
Hun bed sig let i læben, og rystede på hovedet, hvorefter hun lod hovedet køre mod en dør i den anden ende af værelset. Badeværelset?
Hun smilede let, og tog let i håndtaget.

Lige som Sinclare tog fat i håndtaget til badeværelset kunne man høre stemmer udenfor døren. Den ene var dyb og mørk, en stemme der uden tvivl tilhørte en mand, imens den anden var ... mærkelig i forhold. Den tilhørte hverken en kvinde eller en mand, den lød overnaturlig, som de lyde man ville få hvis man ridsede sine negle over en tavle. Bare at disse lyde nu kunne fremmane ord.
,, Jeg vil have alle menneskene i forskellige rum... babyer og andre små irriterende pivedyr kan i smide i hullet, men de voksne og teenagerne skal opdeles i forskellige rum.. hvis nogen prøver på at lege helte, æd dem, spis dem! Gør hvad fanden i vil med dem!".
Mærkelig stemme: ,, Ja herre, som de ønsker herre..".
Derefter kunne man ikke høre fodtrin udover dem som kom fra manden ude foran døren. Der blev taget i håndtaget indtil værelset og den store halv-dæmon trådte ind i sit sove kammer. Det bestod af en stor bjælke seng der var lavet så den nærmest var bygget ind i murværket oppe ved siden af væggen, ved siden af sengen kom vinduet efterfulgt af en dør ud til hans badeværelse, og så en kommode og et skrive bord. Døren blev smækket i, og Ma'lakel stod nu lige foran den og kørte en hånd igennem hans tykke mørke brune hår med et let opgivende udtryk. Så derefter hen imod sengen og fik da et smil på læberne. Han gik imod den imens han løsnede bæltet der holdt hans sværd oppe, lod Zenkai dumpe ned på træ gulvet, tillod læder jakken at glide ned af hans skuldre og af hans arme for derefter at smide sig selv på maven ned på den bløde seng.
,, .... hvem skulle tro at det ville være så idiotisk hårdt at lege konge..", mumlede han retorisk, idet han snakkede til sig selv. ,, Intet under at cæsar fuckede op i det, for ikke at nævne Karl..", hans mumlende stemme forsvandt lige så stille og en halv-sovende Ma'lakel lå på maven oven på sengen. Hans overkrop dækket en i en sort skjorte, hans underdel i et par mørke cowboy bukser og hans fødder var omfavnet af et par sorte militær støvler som altid.

Sinclare hørte stemmerne udenfor, og tillod sig et enkelt blik på døren, inden hun trådte ind i badeværelset, og blev lukkede døren efter sig. En let duft af noget der kunne være honning, var kommet frem i soveværelset under Sinclares tilstedeværelse. Selvom hun ikke havde så meget som et enkelt stænk parfume på sig, havde hun altid duftet af honning, også selv efter hendes død, havde denne duft været ved hende. En anelse sød, dog ikke kvalmende, som når man i en drøm syntes man kan fornemme en duft, der kun i en meget mild grad tiltaler en, og dog ønsker man at kunne få mere af den. Hele tiden.
Hun lyttede til halvdæmonen på den anden side af trædøren, og et udtryksløst blik overtog hendes ansigt. Hun havde set denne Halv-dæmon før, på en kirkegård, inden krigen. Hun havde selvfølgelig undersøgt denne nye hersker af Di Morga, men hun havde ikke troet at det havde været lige netop denne mandsperson. Hun havde endnu ikke set hans ansigt, hvilket gjorde at hun ikke var helt sikker, men hun kunne fornemme hans livsessens. På grund af at hun selv var død, virkede andres liv så meget mere tydelige for hende, og hun kunne med lethed skelne dem fra hinanden. Hun havde desuden en udmærket hukommelse.

Hendes røde øjne lukkede sig kort, inden hun lagde øret mod døren, og bare lyttede til hvad halvdæmonen så end ville gøre. Ventede på sin chance for at slippe ud.

Det så ud som om at halv-dæmonen var faldet let hen i noget tid. Der kom i hvert fald ikke længere nogle stemmer inde fra rummet, udover en let brummen der stammede fra dæmonen's afslappende vejrtrækning. var han virkelig faldet i søvn, eller prøvede han at få den person der befandt sig i rummet til at træde frem. Hans ansigt så mindre fjendtligt og markant ud som han lå med halv delen af det presset imod de tykke tæpper der udgjorde hans 'dyne'. Sådan forblev det i lidt tid indtil de mørke grønne bæst øjne blev brat åbnet med det samme! Den sorte pupil trak sig svagt sammen inden at han satte hænderne imod sengen og fik sig selv skubbet op. De grønne ulve øjne klemte sig svagt sammen så der blot var en steg af noget hvidt med noget gylden grønt i midten, bortset fra det venstre øje der havde en form for mærkelig rød nuance i forhold til det andet. Han rejste sig svagt fra sengen imens at han diskret begyndte at sniffe til lugten rundt omkring. Det var ikke hans egen let krydrede lugt der fyldte rummet, men noget... han lavede en utilfreds grimasse, sødligt. Han trådte ned på gulvet imens han begyndte at bevæge sig rundt i rummet, den samme rute som hans gæst havde taget indtil at det sødlige spor endte ved badeværelses døren. Han stod et øjeblik og stirrede ind i døren inden at han knyttede den venstre hånd sammen, og en lille blålig flamme begyndte at komme til live omkring den.
... jeg er slet ikke i humør til det her...
Da sparkede han døren ind til badeværelset op, så der fløj splinter rundt i rummet og den store halv-dæmon kom til syne i døråbningen og blokerede den.

Hun kunne høre at han gik rundt derinde, og da han begyndte at nærme sig døren hun stod ved, bakkede hun tilbage.
Splinterne føj om hende, og de af dem ramte hendes ansigt og bare lemmer sprang i flammer. I hendes hænder holdt hun en flamme. Det lignede mest af alt en parodi på brændende blod, og dog var det en del varmere end egentlig ild. Ligeså var hendes kropstemperatur steget da flammen havde taget form i hendes håndflade, gulvet under hende emmede let under varmen fra hendes fod, og luften omkring hende gav sig let til at vibrere. Selv hendes tøj var tæt på at gå i flammer, og dog ville de ikke være i stand til at brænde. De var lavet af et specielt materiale, der kun blev produceret i hendes hjemverden, det var umuligt at antænde, selv hvis man smed de i en aktiv vulkan ville det blot flyde ovenpå.
Hendes røde blik fangede øjeblikkeligt halvdæmonens bæst øjne, og gav anledningen til et let tankefuldt smil. De var ikke helt som man fortalte om dem, de var meget mere frygtindgydende, tog hun sig selv i at tænke, inden hun slukkede flammen i sin hånd, og blot så på ham, ventede på om han ville dræbe hende, eller om han ville tænke sig om et sekund eller to, når han opdagede at hun ikke gjorde modstand?
Hun var vokset op i et strengt regelbundet samfund, brød man ind i en andens private sale, måtte man ikke gøre modstand, men modtage den straf vedkommende så passende, og selv nu, over hundrede år siden hun var fløjet væk fra det samfund, og havde indfundet sig på jorden, kunne hun stadig ikke tillade sig selv at gøre modstand. Desuden, havde hun intet imod smerte, ej heller døden, da hun jo som bekendt var hans elsker. Hun så blot på Halvdæmonen med et blik der udviste slet nysgerrighed, og en anelse undren.

Det var ikke svært at se at Ma'lakel havde ventet en kvinde men at det lige netop var denne form for hunkøn kom dog bag på ham. I mellem tiden var de blå flammer ved hans venstre knytnæve stadig stigende i temperatur. Som deres øjne mødtes var det ikke svært at se en form for dyrisk dræber instinkt i de stikkende gul, grønne dæmon øjne. Han var uden tvivl trådt ind i værelset med intention om at slagte hvem end der stod der, men ved synet af kvinden og de flammer hun stille fik fremmanet, måske i refleks over at blive konfronteret på så ekstrem vis, så ud til at vække noget i det fjendtlige blik der ligeså søgte kvinden med en svag nysgerrighed. Øjende kørte hurtigt ned på flammen i hendes hånd som den blev slukket og op på tøsens ansigt igen. Men i modsætningen til hende forsvandt det pæne lille ild flamme ved Ma'lakels hånd ikke. Med et blik der gav en et indtryk af at hvad man sagde nu ville afgøre hvad der videre ville ske med en, spurgte han med en mørk og hår rejsende stemme der ikke lød til at have nogen form for overbærenhed over dette væsens indtrængen i hans private gemakker.

,, Og hvad... laver en lille ild nymfe på mit bade værelse monstro?".

Hans ord fik hendes krop til at slappe let af. Så han ville altså lege med maden inden han dræbte den? Blot med den forskel at denne halvdæmon nok ikke havde i sinde at æde hende bagefter, måske, hvis hun var heldig, smide hendes lig ud af vinduet.
Hendes kropstemeratur ville endnu kunne måles som trecifret, og hendes røde øjne lå på ham som om han blot var endnu en information der skulle spærres inde i et bur i hendes sind, så hun ligeså let kunne flå ham levende senere hen.
"En nymfe ville aldrig snige sig ind på andres værelser uden tilladelse" sagde hun blot, nærmest oplysende, som de damer man hørte på en togstation når et tog var forsinket.
Hun lod en hånd køre over ansigtet, og strøg en hårlok tilbage. Hun kom til at skubbe let til det grønne spænde, der endnu lyste svagt, med en indre glød. Dog med den forandring at en lille rødt øje nu kunne ses i en af de mange facetter. Nærmest som om den ligesom Sinclare nu så på Halvdæmonen, der efter pålidelige kilder burde hedde Malakel Lemoris.

Han så hverken imponeret eller særlig begejstret ud for hendes lille comeback til hans ord og trådte et skridt længere hen imod hende, imens at de blå flammer der lignede ild en god del, begyndte at løbe op langs hans arm hvis skjorte skjorte stille begyndte at brænde og falde til jorden som aske. Hans øjne var fæstnede på hende, som et bæst der havde låst øjende på sit bytte og bare afventede at denne gjorde noget der ville få ham til at hoppe på hende og gøre hvad end der skulle til for at få hendes eksistens til at forsvinde fra denne verdens rammer. Dog listede et lille smil sig frem på hans læber men det var blot et kort sadistisk smil som forstod han hvor hun ville hen med denne flabede fremtræden desværre var det ikke det som var meningen med spørgsmålet.
,, Heh, meget sødt.. meget sødt indeed.. men ikke ligefrem det korrekte svar.", og med dette rakte den store halv dæmon hånden ud imod kvinden, med en fart der var over menneskelig. Hvis ikke hun nåede at reagere tids nok ville dæmon hannen's fingre ligge sig om dennes brændende strube, men selvom at denne kvinde bestod af varme temperaturer, så det ikke ud til at påvirke dæmonen overhovedet. Hvis det var lykkes Ma'lakel at få fat i hende, ville han stille løfte denne op med sin brændende hånd. Musklerne på overarmene spændte svagt som han gjorde og lod de eksotiske snoninger fra hans fremmed udseende tatovering blive vist som ærmet på skjorten nu ikke længere var en del af hans antræk.

,, Igen.. hvad laver en lille kvinde som dig her? Og i tilfældet af at din intelligens fejler dig igen.. jeg vil have navn, og grund! Nu!".

Hun gjorde intet, lod sig som en dukke føres ind i hans greb om hendes strube, og blev løftet op. Hun kunne ikke længere nå jorden, og dog forblev hendes blik roligt, det var tydeligt at se at hun hverken frygtede døden eller denne dæmon.
"Jeg ville foreslå at jeg får min straf inden jeg kommer med disse informationer" sagde hun, hendes stemme var knapt hørlig, da hendes stemmebånd lige nu både var overophedet og tæt på at blive mast af dæmonens greb. Smerten fik hendes mundvige til at trække sig let op, og hendes knyttede hænder var ligeså et tegn på let smerte, der dog var udholdelig. Hun havde i grunden et underligt forhold til smerte. Hun så det ikke som noget dårligt, og dog, det var heller ikke godt. Det var som en neutral grå farve, midt i et landskab af glinsende guld, og et væld af røde nuancer. Dog var det noget der forvred hendes sind når det kom i for store mængder, hun kunne til tider blive ligefrem sindssyg når der blev registreret for meget smerte i hendes krop på samme tid. Men, man plejede jo at sige at de mest sindsyge personer, til tider er de klogeste.
En lok af hendes hår flammede pludseligt op, da det havde været for længe i berøring med hendes pande, hvilket udløste et irriteret blik til hendes egen hårgrænse. Hun så dog på dæmonen igen efter et øjeblik.

Kvindens kolde opførsel og anmodning om at få sin straf for noget som Ma'lakel egentlig ikke så som uforsvarligt, blot stupidt og umådeligt irriterende, fik den store halv dæmon til at lade et af sine øjenbryn skyde op i vejret med et lidt fladt udtryk som om at han virkelig fandt kvindens lille leg kedelig og uinteressant. Han var trods alt en smule døsig, og havde egentlig ikke lyst til at lege magtkamp lige i dette øjeblik men, ret skulle være ret, hvis kvinden så gerne ville have sin straf ville han da give hende den når hun jo så pænt bad om det!
Med et halv hjertet smil der syntes blot ville være der i nogle få sekunder før hans ansigts træk blev ligeså følelsesforladt som resten af hans ellers temperamentsfulde væsen, trak han den lille ild kvinde ned imod sig, ikke så tæt at intims atmosfæren blev overtrådt, men tæt nok til at det for andre væsener ville blive ubehageligt, selv besad Ma'lakel ikke den blufærdighed der skulle til for at krympe sammen i frygt for for megen nær kontakt. Han lod øjnende glide nysgerrigt på kvindens væsen, som vurderede han hende for en stund. Tænkte og overvejede nøje noget, hvorefter han tog den anden hånd op til hendes mund. Lod først de mørke fingre sensuelt glide over kvindens bløde læber hvorefter han, med magt eller ej, ville trække ind i hendes mund og gribe fat om den kødelige del af hendes væsen der tillod hende at tale. Nogle få af hans fingre greb fat om dennes tunge, og lod kort neglende pierce de ydre smagsløg, for derefter at ridse og skære hans vej igennem det nerve befængede tale instrument og separerer dette fra resten af kvindens mund. Imens han gjorde det holdt han stadig fat om hendes hals i et jern greb der ville være svært for selv det stærkeste individ at bryde ud af, taget i betragtning at Ma'lakel var mere en blot spirituelt stærk, men også fysisk overmenneskelig.
Hvis kvinden producerede blod ville dette nok fylde hunkønnets gane, og måske true med at kvæle hende, ind til det sekund hvor Ma'lakel ville have halv-delen af kvindens tunge i hans hånd, og trække den hånd væk med et tænkende udtryk imens man svagt ville kunne antyde en snert af morskab ved hans krops sprog og glimtet i de gylden grønne øjne. Derefter ville den hånd der havde holdt kvinden nogle centimeter over jorden under hele denne lille opvisning, også give slip og imens de grønne øjne fascineret betragtede den tunge han havde erhvervet sig, talte han endnu engang til pigebarnet, denne gang med en mindre hidsig tone:
,, Kom så, forklar dig, lille brevdue", et ondskabsfuldt smil malede sig over denne persons ansigt, som var han ude mærket klar over at hans lille 'straf' som hun så sødt havde kaldt det, sikkert ville frarøve hende talens brug, men... det ville være umådeligt morsomt at se hvordan den lille brevdue klarede sig uden den til at lege smart med.

Sinclares øjne lod sig glide fremad. Da Halv dæmonen trak hende op, ville hun allerede være fremme mod ham, og hun ville derved bryde denne intim cirkel, de fleste væsener havde erhvervet sig. Hun lod undersøgende de røde øjne glide tættere på hans grønne, med en svag intensitet, som mange ville overse. Hun åbnede lydigt munden, men sørgede dog for svagt at bide ham i fingeren, inden hun følte smerten boble gennem gane og hals. Hans greb gjorde ondt, men det var udholdeligt. Hun havde oplevet det der var værre.
Men tungen, hendes taleredskab, hun havde aldrig i sit liv fået flået af. Den skærende smerte føltes som dolke stik på det ømme kød, og dog begyndte endorfiner at oversvømme hendes hjerne. Næsten ren og skær lykker
over selve smerten, at hun var i stand til at føle den, og at hun af en eller anden grund hele tiden havde ønsket at føle den.
Dette kunne tydeligt ses i hendes øjne, da et brændende glimt blev tilføjet de røde flammer. Hendes pupiller var rettet mod hans hele tiden, de var ikke opspærrede, ikke rolige, men.. På en måde som en blanding af lykke og irritation.
Hun følte hans greb om hendes hals svækkes, og mens hun langsomt faldt til jorden, lod hun en finger krydse over sit bryst, som et kors, og derefter skære henover sine læber, så en svag mængde blod dryppede ud.
Hun så på halvdæmonen. Troede han at hun ville nægte ham en forklaring, eller var han bare dum? Han havde skåret hendes tunge af, hvordan ville han have at hun skulle forklare sig nu? Det virkede jo stupidt, og dog, var det på en måde hvad hun havde regnet med. Nu var hun ude af stand til at fortælle ham noget som helst, hvilket hun vel selv var helt tilfreds med. Tungen ville vel gro ud igen om et par dage?
Hun så på ham med et blik der ikke udtrykte følelse overhovedet, som om hun blot så tomt ud i luften, fandt en tankeplet, og lod hovedet fyldes med tanker, som om hun havde glemt hans eksistens, og hendes placering et øjeblik.
Hendes mund var tæt lukket, hun ville alligevel ikke være i stand til at sig eet ord. Hun ventede blot på at hendes lille besværgelse ville begynde at tage effekt.

Ma'lakel så ud til at være lige så opslugt af noget andet, som kvinden selv i de sekunder hun sad stumt på jorden. Han betragtede svagt hendes krops bygning og form, som overvejede han igen et eller andet, dog ikke med samme 'lidenskab' som han havde gjort da hun så flabet havde bedt om en afstraffelse, noget som han nu var klar over kvinden ikke var en fremmed af. Hun havde blot fået det hun ville have, ikke? Var det ikke sådan det fungerede? Og nu, hvad så nu? Ville hun trodse ham yderligere for at tilfredsstille sine masochistiske fettisher? Eller ville Ma'lakel endelig for en lille smule ro efter stormen?
De dyriske bæst øjne vandrede væk fra hende, blikket havde ikke vist meget andet end instinktiv overfladiskhed. Som om at den del der burde afspejle personlighed, lå pakket sammen i en lille glemt kasse. Dæmon øjnende låste sig da på det stykke tunge som han holdt i hånden. Uden at trække en mine, eller bryde sin lille barriere af ligegyldighed, lod han da hånden der holdt dette stykke rå kød trække op over hovedet på ham. Knejse nakken bagud, for at åbne munden og lade sin lange ru tunge glide ud fra hans gab og tillade spidsen af den at nænsomt røre Sinclare's afrevne tungespids. Blodet som tungen var omsvøbt i gled ned over Ma'lakels smagsløg, og halv-dæmonen så ud til at finde smagen tiltrækkende, da denne lod tungen falde ned i hans gab, og tillod sig selv at tykke og sluge det i sig, som man ville de en slange eller reptil med tænder gøre det. Da det sidste var blevet slugt lod han atter sine grøn gyldne øjne ligges på kvinden, imens han tillod sig selv at sutte de resterende blodige fingre af imens han samtidig han stirrede på kvinden med en sygelig form for intensitet: sult? Han løftede foden og placerede den på kvindens skulder som hun sad på gulvet, skubbede hende et stykke bagover for derefter at give en ond klukken, en indædt latter der kom helt nede fra maven, gled op igennem hans halsrør for derefter at blive sluppet ud fra de små huller der måtte være imellem hans sammenbidte tænder. Han trak på smile båndet imens, hvorefter at han endnu engang talte til kvinden, dog med en nyfunden morskab i stemmen.
,, Tak som byder.. men.. jeg tror stadig vi mangler noget, ikke? Navn og grund? Hvis du ikke kan tale, så find på en anden måde at give mig den information. Vi kan kalde det vores egen lille gætte leg.. hvorimod jeg ikke behøver gætte naturligvis. Som en lille belønning vil jeg brække eller forårsage anden skade på din pæne lille krop?.. Lyder det ikke...", dyb indånding. ,, Lokkende?!".
Med de ord ville Ma'lakel meget simpelt bøje sig ned for at tage fat i pigens ben(ankel), og trække hende langs gulvet ind i hans soveværelse, hvor gulvet ikke just ville være behageligt at blive slæbt ned af. Som de var kommet ind i midten af det let belyste rum, der blot blev oplyst af levende lys, lanterner, og en lille pejs, ville halv-dæmonen naturligvis give slip. Derefter sætte af i en gang over imod sengen, alt imens han klædte overkroppen af, og smed den ødelagte skjorte over i pejsen der stod forenden af bjælke sengen. Dreje om på hælen og sætte sig på senge kanten, bøjet forover imens at de grønne reptil øjne endnu engang ville se på kvinden, med samme sultne intensitet.

Hendes øjne fulgte ham da han tyggede og en let prikken generede hende. En stingende smerte, der fulgte område omkring hendes mund, og øjne. Det sved uudholdeligt i det sted tungen før havde siddet, og lette ryk i hendes mundvige, afslørede at det smertede hende at han åd tungen. Hendes røde øjne flyttede sig fra ham et stykke tid, mens hun blot lyttede til hans tyggende tænder, og følte smerten der bed sig fast i hende. Hun var altså stadig forbundet til tungen? Den afskårne legemsdel der nu ville ligge i dæmonens mave sved ustandseligt, da fordøjelsesprocessen begyndte.
Hun så ned, for derefter at rette blikket mod ham igen. Den lette flakken med øjnene indikerede let irritation.
Det gav et ryk i hende da hun følte hans fod på sin skulder, og hendes blik blev revet op til hans ansigt. Hun havde fået sin afstraffelse, nu ønskede hun ikke mere at blive straffet, og hun kunne ikke være mere ligeglad med hvad han gjorde. Han havde givet efter for hendes ønske om afstraffelse, og havde derved også dummet sig noget så grusomt. Han kunne nemt have tillistet sig disse informationer, uden at rive tungen af hende. Han kunne have gjort lige netop hendes viden til hendes straf, hvilket ville have været meget mere effektivt, men han havde vel også selv haft et ønske om at føle blodet på sine hænder, at smage den let bittersøde smag af et dødt væsens blod?
Hun væltede bagover, uden andet end et let støn da hendes hoved ramte gulvet, og lukkede øjnene, med halvt åben, afslappet mund. Et lettere fredfyldt udtryk sneg sig ind over denne senuselle skønheds ansigt, og tillod hende nærmest at stråle, trods den lille stribe af blod der nu sneg sig ud af hendes ene mundvige.
Blodet af denne ene lille stribe var ikke rødt, som det i hendes tunge havde været, det var gyldent, og lignede næsten flydende guld, som det sneg sig ned over hendes læbe, som en form for sadistisk parodi på en piercing.
Hans ord havde ringe betydning for hende, trusler havde ingen magt over hverken hendes sind, følelser eller krop. Han kunne skade hende lige så tosset han ville. Hun ville hele, det ville hun altid gøre. Hendes krop var allerede død, og der skulle mere end et par brækkede knogler til at komme af med hende.
Hun benægtede ikke at kunne tale, men hun talte heller ikke. Ønskede blot at denne smerte ville gå væk et øjeblik, så hendes sind kunne skærpes, så hun kunne komme ud af denne suppedas hun var havnet i.
Det gav et let ryk i hende da han begyndte at slæbe hende ind i selve værelset. Hun lukkede øjnene, mens det rev i hendes ryg. Gulvet prikkede, stikkede og truede med at ødelægge den bløde hud, der tilhørte dette kvindelige individ.
Hun kunne mærke hans greb forsvinde, og med et kvasende ’bump’ faldt hendes fod til jorden. Alt imens hun var blevet slæbt hen af jorden, var den grove lærreds top blevet trukket en anelse op omkring maven, og blottede et grimt ar, tydeligvis forårsaget af et sværd. Hvis man så godt efter, ville man opdage at omkring hele hendes nedre del af maven, og en del af venstre bryst – der dog stadig var dækket af toppen - , var der arvæv, som om hendes hud var blevet flået af, og sat forkert på igen, og enkelte steder var der mærker efter klør, knive og huller der sandsynligvis ville være pistol skud.
Hun så på ham, direkte ind i øjnene med sine egne flammende krystaller. Hans sultne blik fik et let smil til at vise sig på hendes ansigt. Et lettere koldt smil, og dog på de sensuelle læber ville det virke en anelse sultent, nærmest som efterlignede hun hans måde at opføre sig på.

Han så afventende på hende, og forventede i høj grad at hun gik i gang med at finde måder at give ham den information han ønskede, på. Hvis ikke? Han kunne vel kilde hende med en fjer, eller tilkalde Lache, han var som regel mere kreativ, og desuden var Ma'lakel en smule for doven for ikke at tale om træt til egentlig at komme på nogen geniale tortur metoder, men ikke desto mindre, fandt han det sjovt at lege for en gangs skyld. Samme glæde som et barn fandt i at trække benende af et stankelben, for så derefter at smide det hjælpeløst på jorden, med en skæbne der ikke havde andet i vente end døden. Han knækkede sine fingre i utålmodighed, og blikket der før havde været sultent, fik sig en lille snert af selv samme utålmodighed. En utålmodighed det var klogest ikke at sætte på prøve, med mindre man ønskede at trodse, og med vilje gerne ville se sig selv som et nyt betræk til et af Ma'lakels møbler.

,, Kom i gang, ild-barn.. jeg har ikke hele aftenen!".

De grønne øjne kørte over den afslørende beklædning, og bed dog også mærke i de forfærdelige arvæv, der prægede kvindens ellers indbydende hud. Hun var trods alt, dog ikke et dukke-barn, konstaterede han ud fra det syn. Mon hun egentlig var mere end blot endnu en næsvis møg unge, der ikke havde andet i livet end at gå imod hvem end de nu stødte ind i? Disse børn, syntes at elske opmærksomheden ved konsekvensen af deres handlinger, som søgte de udelukkende pinslen frem for lydigheden, og kærtegnet. Hvilken spild af tid, og energi? Men på den anden side, han havde selv været en af disse rebelske børn.

De små trækninger omkring hendes mund blev en anelse større, mere tydelige, da hun allerede nu følte tungen begynde at vokse. Hun ville være i stand til at tale igen, om måske et minut eller to? Hun var overrasket over hvor lidt tid det egentlig tog for denne del af hende selv at vokse ud igen.
Hendes store, mandelformede øjne, hvis blodige røde farve nærmest syntes at gløde, så på ham med en let blanding af undren, og passiv høflighed. Som en maske der blev båret ved højtidelige lejligheder, eller når man skulle hilse pænt på en man ligefrem hadede.
Hendes ord startede som en hvislen, der lød som en flamme der får sprøjtet vand på sig, for derefter, at danne sig til ord, der var tydelige for væsener, der talte dette lands sprog.
"Sinclare Deith-angel af den 3. verden." startede hun, med et passivt, dog let udtryksløst blik på ham.
"Udød skabning" og dette var de oplysninger hun ville give ham. Ikke et ord mere gled over hendes læber, og hendes ansigt udviste en udtryksløshed så dyb, at man nærmere kunne sammenligne hendes ansigt med en tilfældig sten, dog udhuget i de fineste detaljer, så de kom til at ligne den kvinde, ansigtet nu engang tilhørte.

Hun hejste sig op ved armen, og kom op i en sidende stilling, med blikket rettet mod ham. Hendes bluse faldt ned, og skjulte endnu en gang disse gamle ar, der skruppelløst havde skamferet maveskindet på denne kvinde.

Hun blev betragtet som et cirkus dyr af den store halv-dæmon, vis øjne ikke veg fra hende. Han ventede, og utålmodigheden steg, og blev mere og mere fremtræden i det uhellige væsens blik. Til sidst besluttede han at hunkønnet sikkert lod tiden gå med vilje, på grund af en barnlig trods, så det var måske virkelig tid til at lege en smule - selvom han ikke var helt i humøret til det. Men ligesom Ma'lakel skulle til at gøre sit træk, åbnede tøsen da kæften og fortalte hendes navn, og rase.
Først så han lettere overrasket på hende, men lidt efter fik et smil prydet Ma'lakels ansigts træk, triumferende, og på sin egen måde drenget, selvom det blot var en trækning med den ene mundvige, var udtrykket i de gul-grønne bæst øjne ikke lige så diskrete som mundens. Hun kunne endnu tale? Selv efter at hendes tunge ellers havde lagt sig så dejlig rart nede i mavesækken på ham. Der var dog ikke meget at sige til det i sidste ende, udøde, var svære skabninger at gøre skade på eller for den sags skyld, dræbe!

,, Jamen lille forvirrede Sinclare.. du har glemt noget..", begyndte Ma'lakel, med en tydelig morskab i både stemmen og blikket.
,, Vi mangler stadig en grund til at du så belejligt vandre rundt i mit sove kammer... ikke sandt?", han tiltalte hende som man ville tiltale et barn.
Blot for at prikke til den lille facade af 'stolt kvinde' som Ma'lakel kunne fornemme der lå over hende. Hvis hun virkelig var så fisse fornem og ophøjet, ville hun vel sagtens ikke have behøvet gemme sig på hans badeværelse, eller for den sags skyld give alle disse forbandede problemer!