Min Herre ( Bradley Joanthan)

Tid: 00:00
Omgivlser: ingen
Vejer: nymåne
Sted: Parken
Dato: den 19 november



Det var en smuke nat. Hen sidste i november og Elizabeth Blackmoon eller beder kendt som Beth sad i parken, sad og så på måne i mens hun tænte over sit liv som ellers starte lykkeliget men endes som et mararidte. Efter hun havde forrådt sin daværne Kærste Bradley Joanthan og endet med at komme sammen med Ulrik, det var ikke det som hun havde planlaget men sket var sket og nu vent hun bare for at se om Bradley kom. Hen i parken og vis han gjorde ville bare lade ham bide hende, og så ville hun tildybe ham sig selv som slave det var det eneste hun kunne gøre efter alt de onde hun. Havde gjorde og forvoldt ham og hans 2 søster den gang

han gik hurtigt afsted med målrettede skridt, hver enkel af dem førte ham længere og længere mod hende, og den indre vrede samlede sig og blev kun større. han tog fat i en tilfældig pige og trak hende med sig, hvis han skulle møde Elizabeth, så skulle der en lille varmblodet tøs med. hurtigt smed han hende ver skulderen og spurtede afsted. da han nåede til der hvor hun var smed han pigen ned på græsset og snerrede kort "Elizabeth" hviskede han og gik hen mod hende, pigen rystede skræmt og gemte sig henne ved træet

" jeg viste at du ville komme. Bradley jeg har trosalt kendt dig i nogen år og jeg ved du er vred på mig, men du er nød til at høre på mig idne du fortager dig noget overild. Jeg ved godt jeg har være ond i mod dig og dine søster men trot mig, Der skulle ikke gå så vidt at Alexis skulle død der var slet ikke memingen. Tror mig Bradley jeg har fortrut jeg forlod dig til fordel for Ulrik men han, virke så oprigtig at jeg tror på ham " sagde Beth og så på ham og vendt ansiget væk bag efter. Hun ønske enden bare at død eller at være Braley´s vijleløse slave,

han hvæsede og var hurtigt henne ved hende, han greb hende om halsen og løftede hende en smule op, så hun hang, udelukkende i hans greb "hold din mund, du er intet andet end et barn, du fatter intet, og jeg vil aldrig nogensinde elske dig igen" hvæsede han og efter lidt tid gav han til sidst slip på hende "og nu vil jeg bruge resten af mit liv på at gøre dit til et helved" hviskede han og trådte væk fra hende

Beth så på ham. Og da han slap hende landt hun på maven hun kunne næsten ikke rejste sig, men kom op på knæern og satte sig " jeg ved godt du er vred og hader mig. Men du må forstå du betød mere for mig en ulrik gjorde " sagde Beth og hoste, han havde nære kvalt hende men det var også lige meget om. han dræbet hende fordi hun havde være onde i mod ham og hans små søster,

han vendte sig mod hende og rynkede brynet "aha, jeg betød virkelig mere, og hvorfor stak du mig så i ryggen, jeg havde tænkt mig at lade dig blive udødelig, men nej du var nød til at fake at du var død, du var nød til at få mig til at dræbe min søster, så der skal gå mange år før jeg stoler på dig igen" hvislede han koldt. han vendte sig mod den skræmte pige og var hurtigt henne ved hende, hun skreg op, men han ignored det og greb fat om hendes håndled, han borede ind i hendes hånd, og efter lidt tid, smilede han og trak hende hen til Elizabeth "nu drik, men ikke den hele, hun skal holde længe" hviskede han og skubbede pigen hen til Elizabeth

Beth trak pigen om bag sig. Hun ville ikke drikke fra et leven væsne " du er et uhyre Bradley hun er kun et barn, Så lade hende være i fred " sadge Beth vredt og så på pigen. Og forbandt hendes hånd " du må helle stikke af inde han blive endnu mere vred " sagde hun, og skubbe blidt pigen af sted bag sig vis Bradley ville sloges. Måtte han høre det mod Beth hun var ikke en rigtig vampye endnu, da hun ikke havde de smamen færdigheder eller at det faktum at hun ikke drak blod endnu.

han gik hen og tog pigens håndled, hvorefter han greb fat om hendes hår "du drikker fra hende lige nu" hvæsede han og tvang pigens hånd op mod hendes mund "du skulle jo nødigt gå hen og dø, det er jo ikke sjovt og nu kan jeg jo få min hævn" hvislede han og tvang hendes hoved nærmere mod pigens håndled "DRIK!" hvæsede han

" nej Brad jeg ville ikke drikke fra. Det stakkels barn fordi du er hvæventøsig lade hende gå " sagde Beth og, kæmpe i mod så godt hun kunne for hun ville ikke gøre det selv om hun ikke. Var en vampyr kunne hun godt stod i mod Bradley´s vrede, Selv om han var meget hård ved hende gav hun ikke efter

han snerrede og skubbede Elizabeth væk, han tog et godt tag om pigen og borede tænderne ind i hendes hals, selvom hun kæmpede imod og skreg, holde han om hende til hun til sidst blev så slap, han smilede ondt og knækkede nakken på hende "ubs" hviskede han og smed hende væk, han var hurtigt henne ved Elizabeth og stak hende en hård lussing "du gør som jeg siger, når jeg siger det, er det forstået"" spurte han og snerrede, blodet drybede ned fra hans hage og fra hans mund, og lige nu lignede han mere et monster end sig selv

Elizabeth så væk. Da han dræber det stakkels barn hun tog sig der efter til kinden fordi han slog hende, Hun var ikke hans slaver endnu så hun gjorde ikke som han sagde. Hun snerre vredt " jeg er ikke din slave endnu Bradley og desuden er jeg ikke vampyr, endnu " sagde hun vredt og slog ham i maven så hårdt hun kunne.

han klukkede og greb fat i hendes hånd "det er så der du tager fejl min kære, du var en vampyr fra det sekund du åbnede din øjne og du var min slave fra samme sekund, du er min og kun min" hviskede han i hendes øre og lod fingrene blidt og næsten som en kærtegn glide igennem hendes hår

" du tahger fejl Bradley. Jeg har ingen hugtænder og drikke slet ikke blod der for er, jeg ikke en vampyr endnu " sagde hun og hev og sled for at komme fri af ham. Men han var noget stærke end hun huske ham føre hen var hun stærker, end ham nu var hun den svaget af de 2

han grinede "åhh sød ven, så naiv du er, jeg dræbte dig, jeg tog dit liv og forvandlede dig, du bliver bare nød til at indse det" hviskede han og trådte tilbage, han så på pigen og berørte hendes ansigt med foden "sikke dog en skam" han trak på skulderne og så på Elizabeth

//husk nu at du er vampyr

Elizabeth var rasen. Og kaste sig op ham og fik ham være fra den døde pige hun løfte, barnet op og knue det ind til sig i mens tåren lød ned af hendes kinder. Hvorfor slog et uskyldig barn ihejl for bare at drikke derns blod der kunne hun, slet ikke forstå at han gjorde barnet havde sikket en familie som ville save det.

han knurrede af hende og greb fat i hendes hår "aldrig rør mig uden tilladelse dyr" hvæsede han og trak pigen væk fra hende, han smed pigen hen ved træet og tog sin lighter frem "og der var ild" hviskede han og tændte ild til hende, hvorefter han tog en smøg og sukkede "uhh det var godt" hviskede han og vendte sig om mod hende "gør aldrig det igen, næste gang vil du fortryde det" hvæsede han vredt

Elizabeth rejst sig op. Hun så hvordan han bare brændte det barnes lig " dit udyr, Hvor han du finde på at slog et barn ihjel de forbanden svin " skreg hun vredt. Og begyndte at løbe væk fra ham hun ville ikke være i nærheden af ham mere, efter det han lige havde gjordet det tilgav hun ham aldrig for.

han grinede og satte efter hende, og i løbet af meget kort tid havde han indhented hende og stod lige foran hende, da hun kom løbende "måske er jeg det, men du har ligesom ikke noget valg, jeg kan selvfølgelig også bare dræbe dig her på stedet" hviskede han og greb fat om hendes hals, hn klemte hårdt og så på hende med kolde døde øjne

Elizabeth vred sig. For at komme fri men kunne ikke da han var alt for stærk for hende, Hun kunne næsten ikke trække vejet hun så på ham med svække øjen. Inden hun lukke dem og hang helt stille hun var besvime af luftmangel, hendes krop var slank og skøn og hendes ansoget smuket som aldrig før.

han smilede og slap hende "nu fatterdu det vel, du tilhøre mig, dit liv er mit, ikke dit egets, ikke nogen anden, men kun mit" hviskede han og puffede til hendes ansigt med sin sko "jeg vil få dig til at betale for over fem hundrede års plage" hvæsede han

Elizabeth lå bare helt stille. Hun var besvime fordi hun ikke havde kunne får luft, men langesomt vången hun igen og satte sig op hun havde ondt i hovedt og i. Halsen efter han havde være hårde ved hende hun kunne knap nok rejste sig, fordi hun stadig væk var svimme af luftmangel

han greb hende om armen om trak hende op "søde lille slave, lad hver med at kæmpe imod, jeg vil kun gøre det værre for dig jo mere du kæmper imod" advarede han snerrende i hendes øre, alt ved ham var truende og meget farligt

Elizabeth kunne slet ikke gøre. Modstand så længen hun var svimmel hun så bare ør på ham, og uden at siger et ord hun viste at der ikke nytte noget at skændes. Eller at flygte fordi han ville altid kunne finde hende uanset hvor hun var, Også vis hun tog tilbage til London ville han følge efter hehde

han smilede og svingede hende over skuderen "åhh se det på den positive måde, du kommer til at bo i loksus" hviskede han og klappede hende på låret, hvorefter han gik mod sit hjem, i en stor bygning, hvor han og hans søster boede øverst i den bedste legelighed

Elizabeth forsøget at komme ned. Men måtte opgiv da hun var altid for svimmel til at komme fri, og så ville hun slet ikke kunne gå af sin selv så svimmel var hun. Men hendes krop begyndte langsomt at vånge op af svimmelheden,