Lys for - Seth//Privat//

S: Sombre
O: De væsner der var, forlader nu stedet.
T: Aften.
V: Det regner vildt meget, og mørket gøre det ikke bedre. Dog er der stjerner på himlen.
D: ..?

Regnen sled igennem Sombre. De få væsner der var tilbage, begyndte at gå, da regnen tog virkeligt fat. Et enkelt rødhåret kvinden gik den modsatte vej. Hun gik imod Sombre, mens folk grinte og tog deres kære i hånden, og prøvede at skjule sig fra regnen. Hendes blik var tomt, som om hun ikke tog skade af den kolde regn som herskede over Sombre. Asma som hun ned hed. Hendes navn var vel heller ikke noget at prale af? Asma som ikke orkede at trave mere med sine nøgne tæer, der aldrig bar sko, satte sig ned på den våde græs. Hendes gennemblødte røde hår, hang ligeså lang og silke blødt over hende. Asma sukkede, mens hun langsom kom i skrædderstilling. Og der blev hun ellers siden. Mørk aften, og hvor stjernerne lyste foroven.

Seth sad ude i regnen som en ulv, som altid. Når det regnede var han for det meste en ulv, han vidste ikke hvorfor. Hän hang let med hovedet og kiggede på alle folk så gik ud nu. Han ville ikke selv gå sin vej, selv om vejret var dårlig. Han kunne nu også bedre tænke i dårligt vejr, for det passe meste til ham. Han trippede stille ind i Sombre. Han var helt hvid, hans pels var hele våd. HAn fik øje på en pige i græsset, han vippede stille med ørene. Han gik over mod hende med et smil over sine ulv læberne. Men det vat nu ikke noget rigtig smil da hna jo var en ulv.

Asma sad og pillede ned i græsset. Hendes røde hår havde åbenbart valgt at klistre sig fast på hendes kinder. Asma smilede skævt for sig selv. Regn havde nu aldrig irriteret hende, ikke når hun var i den her slags humør i været fald. Asma hørte med et noget. Eller retter sagt, hun kunne dufte noget. Hun så op, og opdagede en ulv stå foran hende. Hun spærrede sine øjne op, vel viden at hun ikke kendte til animaguser. Hun lod sine hænder placere sig bag ved, så hun nærmest kravlede væk i krabbe gang, og hun fast holdt sit blik til ulven. ”Søde ulv” sagde hun, mens hun prøvede at smile. Hun var ikke bange, men mere overrasket. Hvad lavede en ulv dog her?

Seth kiggede på hende, og stoppe op før han gik helt hen til hende. Han ville ikke gjorde hendes bange. Han svang let med halen, han vippede ørene mod hende. Han gik stille og rolig over mod hende, han vippede helt tiden med ørene frem og tilbage. Han gik forsigtig videre frem mod hende, han var lidt tøvende. Men han ville der hen, han kunne mærke noget over hened. Han snusede til luften for at finde ud af dte, men dte kunne han ikke helt. Han ville dog gætte på at hun var engel eller noget elver. Han kunne lugte lidt engel fordi han kendte jo Robin. Engel og vampyr sammen. Han var selv vmapyr, der for vippede han ørene tilbage mod mennekser, han var dog ikke trøste, sådan rigtig. Han gik helt hen foran hende og kiggede på hende.

Asma stoppede med at kravle baglæns da hun lag mærke til ulvens bevægelser. Hun lag forvirret sit hoved på skrå, mens hun langsomt med dirrende hånd rakte imod ulvens hoved. Hun mærkede dens bløde og hvide pels. Asma smilede skævt for sig selv, mens hun fortalte sig selv, at der ikke var noget at bekymre sig om. ”Sikke fin du er” sagde hun, og anede slet ikke hvad denne her søde ulv skulle forstille sig. Asma rykkede sig nærmer, da hun nu ikke var helt fra den som før. ”Kom her” sagde hun, mens hun nu åbnede, til at kramme ulven. Bare den nu ikke med hende, tænkte hun stille og grinte.

Seth smilte stille til hende, da hun stoppede med at kravle væk fra ham. Han stak hovedet frem mod hende, han var ikke bange for hende.. Han mærkede hendes hånd i hans hvide pels. Han svingede let med halen, for at vise at han ikke var så farlig. Men det var han nu, men han ville ikke skade hende. Hun så for sød ud til at han kunne skade hende, også hang der en duft han kendte. Engel duften. Han gik helt ind til hende, da hun ville kramme ham. Han havde ikke noget imod det. Han lagde poterne op på hendes skulder, så han kramme hende selv tilbage igen.

Asma lukkede sine arme, og mærkede pelsen. Blødt, ren. Hvordan kunne sådan et smukt væsen rende rundt uden at have en.. ejer? Asma løsrev sig stille fra den. Hun lod sine øjne mødes med den, mens hendes tanker langsomt kørte rundt. Havde den et navn? Asma grinte, og pustede noget af sit pandehår væk fra øjnene. ”Hvis du ikke var en ulv, spå tror jeg sgu jeg var faldet for dig” Asma blinkede med det ene øje, mens hun rørte den stille på snuden. Kold og fugtig.
Hun lag let hovedet på skrå, mens hun stadig smilte. ”Hvor høre sådan en, egentlig henne?” hun hentydede selvfølgelig til ulven, men som om ulven overhoved ville snakke med hende. Det kunne den jo ikke. Rent biologisk set!